ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

 

26. marts 2009

 

Besvarelse af spørgsmål 8 ad L 166 stillet af Boligudvalget den 24. marts 2009.    

 

 

Spørgsmål 8:

Idet der henvises til ministerens svar på spm. 1 bedes ministeren redegøre for, hvilke olie- og gaskedler, der kan opnå tilskud, jf. lovforslagets §  5, stk. 2 og herunder uddybe sætningen "Hertil kommer, at de opstillede krav betyder, at visse af de energimæssigt bedste kedler ikke vil kunne opnå tilskud."

 

Svar:

Som jeg oplyste i min besvarelse af spørgsmål 1, skal de opstillede krav fastlægges i bekendtgørelsen, og fastlæggelsen vil ske i dialog med branchen. Det vil fortsat være hensigten, at der skal ske en skærpelse i forhold til reglerne fastsat i det gældende bygningsreglement (BR08).

 

Et udkast til bekendtgørelse, hvoraf kravene til olie- og gaskedler fremgår, vil blive sendt i høring snarest. Udkastet vil også blive fremsendt til Boligudvalget.

 

De i bilag 2 til aftalen mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliancen opstillede krav til olie- og gaskedler vedrører kedlernes nyttevirkning. Det er de oplysninger, der følger med CE-mærkning af kedler, og det er også nyttevirkningen, der stilles krav til i bygningsreglementet (BR08).

 

Ved måling af nyttevirkningen indgår el-forbruget ikke. Det betyder, at kedler med et mindre elforbrug godt kan have en bedre energiøkonomi end kedler med de bedste nyttevirkninger. Dette forhold vil indgå i den endelige fastlæggelse af kravene i bekendtgørelsen.

 

 

 

 

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk