ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

 

26. marts 2009

 

Besvarelse af spørgsmål 3 ad L 166 stillet af Boligudvalget den 23. marts 2009.  

 

 

Spørgsmål 3:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 23. marts 2009 fra Ecoteck, jf. L 166 - bilag 4.

 

Svar:

Ecoteck påpeget i sin henvendelse til Boligudvalget, at når der gives (materiale)tilskud til varmepumper og udskiftning af olie- og gaskedler, bør der også gives (materiale)tilskud til biobrændselsfyr og ovne. Ecoteck påpeger, at disse er CO2-neutrale og bruger vedvarende energi.

 

Energistyrelsen har oplyst følgende vedrørende træpillefyr og varmepumper, som jeg kan henholde mig til:

 

”I aftalen mellem regeringen (Venstre og Konservative), Dansk Folkeparti og Liberal Alliance om pulje til renoverings- og bygningsarbejder indgår muligheden for tilskud til udskiftning af oliekedler med jordvarmepumper.

 

Jordvarmepumper er hensigtsmæssige i et energi- og klimamæssigt perspektiv, idet pumpen udnytter energien i omgivelserne (solenergi der ”lagres” i luften eller i jorden eller varmen i ventilationsluften), hvorved der kan opnås en meget høj virkningsgrad i forhold til den anvendte el. For hver enhed elektricitet kan effektive varmepumper give op til 4 enheder varme. Hertil kommer, at jordvarmepumpen, når den erstatter oliefyr, reducerer udledningen af CO2 uden for kvotesystemet.

 

Principielt set kan træpillefyr ligesom varmepumper bidrage til at fortrænge olie til fordel for vedvarende energi. Imidlertid er biomasse på længere sigt en begrænset ressource, som generelt kan anvendes mere effektivt til produktion af kraftvarme. Det er et væsentligt energipolitisk hensyn, at biomassen anvendes der, hvor den fortrænger mest muligt fossilt brændsel.

 

Anvendelsen af træpillefyr er da også generelt forbundet med højere samfundsøkonomiske omkostninger end varmepumper, hvilket hænger direkte sammen med, at der skal anvendes væsentlig mere primær energi i pillefyret, end der skal til produktion af el til varmepumpen. Den privatøkonomiske fordel ved anvendelse af træpiller kan tilskrives tilskud via afgiftsfordelen ved anvendelse af biomasse. På den baggrund indgår det ikke i aftalen at fremme individuelle biomassefyr via komponenttilskud udover den støtte, der allerede ligger i form af afgiftsfritagelsen for brændslet.

 

En forceret udbygning med træpillefyr kan desuden medføre en øget efterspørgsel efter brændsel, og dermed stigende priser og dårligere brugerøkonomi.”

 

 

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk