Tak for det. Lovforslaget er jo en udmøntning af finanslovaftalen for 2009 mellem bl.a. regeringen og Dansk Folkeparti. Efter ønske fra Dansk Folkeparti indføres der et prisloft på 3.000 kr. pr. måned for modtagernes egenbetaling for madservice i plejeboliger, plejehjem, botilbud og lignende boligenheder, hvortil der er knyttet omsorgs- og servicefunktioner med tilhørende personale.
Vi er fra Dansk Folkepartis side rigtig glade for, at Folketinget vedtager det her lovforslag, for der har været nogle eksempler på, at kommuner har opkrævet alt for mange - synes vi i hvert fald fra Dansk Folkepartis side - kroner og øre for det madtilbud, som blev leveret i kommunerne til eksempelvis plejehjem. Vi rejste kravet under finanslovforhandlingerne, fordi vi mente, at vi skulle have et ordentligt prisniveau på det her, og i og med at der var en række kommuner, som ikke kunne finde ud af at håndtere det på en ordentlig og fornuftig måde, ønskede vi så, at vi fra Folketingets og fra statens side gik ind og sagde, at det maks. måtte koste 3.000 kr. pr. måned at få leveret det her. Der har været nogle eksempler på, at det har kostet over 3.000 kr.
Det er vi rigtig tilfredse med, og vi er selvfølgelig glade for, at Folketinget bakker op om Dansk Folkepartis ønske på det her område.