Umiddelbart troede jeg jo, at det var udtryk for en smart og lidt snedig taktik fra regeringens side, at den havde spredt veterinærforliget over så mange love som muligt for på den måde at kunne få så mange andre ting igennem med et sikkert flertal. Så det er selvfølgelig lidt overraskende at høre fru Bente Dahl sige her, at netop det, at man har puttet forligsstof ind i lovforslaget, gør, at Det Radikale Venstre er tvivlende over for, om de vil stemme for det eller ej. Men jeg synes, det er godt nok, at der er opmærksomhed på, hvordan de forlig, man laver, implementeres eller gennemføres. Jeg tror, at det er noget, man kan anbefale, når man laver forlig i almindelighed og ikke mindst med den nuværende regering. Så det ser jeg frem til at vi kan få en spændende og interessant uddybende drøftelse af i udvalget.
Der er to ting, jeg vil fremføre, som Enhedslisten ikke er enig i i det lovforslag, der ligger. Det første vedrører veterinærforliget - og det er ikke, fordi Enhedslisten ikke er med i forliget, at vi afviser i hvert fald et enkelt punkt her; det er, fordi vi faktisk synes, at det, der er den formulerede hensigt, nemlig at sikre bedre dyrevelfærd, ikke indfries. Det er jo den model, hvor man har sagt, at man i stor udstrækning vil overlade kontrollen med velfærden i dyrebesætningerne til teknikere. Hvis man læser lovforslaget og bemærkningerne til det, står det jo hen i det uvisse, hvad det er for nogle teknikere, der skal stå for den her kontrol, hvad deres uddannelsesmæssige baggrund skal være osv. Det har vi tidligere spurgt til og har fået uklare svar på fra dem, vi har spurgt, og jeg går da ud fra, at vi i hvert fald i løbet af udvalgsarbejdet får klargjort, hvad det er for nogle kvalifikationer, man formoder og går ud fra de her teknikere skal have. Pointen er jo, at man ikke løser den udfordring, at vi har mangel på dyrlæger, ved sådan at opfinde et nyt begreb uden at konkretisere, hvad det handler om.
Det andet problem, som vi synes der er i det her, er, at det jo fremgår, at teknikerne så, hvis de finder et eller andet, som de mener en dyrlæge skal se på, skal tilkalde en dyrlæge. Det betyder altså, at der i det forløb, hvor man opdager noget, man synes er tvivlsomt, altså er god mulighed for, at landmanden kan blive opmærksom på, at teknikerne er særlig kritisk indstillet over for det. Det synes vi faktisk også kan skabe nogle vanskeligheder.
Nu er det faktisk sådan, at Enhedslisten anerkender, at der er dyrlægemangel, og derfor er vi jo sådan set også indstillet på at drøfte, om man kan bruge teknikere i team med dyrlæger til at udføre en del af arbejdet. Vores udgangspunkt er bare det, at der altid skal være en dyrlæge med, når man gennemfører de her kontroller. Hvis man gør det på den måde, er spørgsmålet så selvfølgelig, om man så opnår nogen besparelse, eller om det måske snarere bliver lidt dyrere. Vi er jo sådan set åbne over for, at noget godt kan blive dyrere, hvis man skal løse et problem på et område, hvor man mangler den allerbedste arbejdskraft.
Det er altså det første område, hvor vi er afvisende over for det, som regeringen foreslår, og jeg kan allerede nu sige, at vi selvfølgelig vil stille nogle spørgsmål til det, men vi vil da også stille ændringsforslag, så de partier, der er skeptiske over for elementer i det her, kan få mulighed for at stemme for nogle andre løsninger - måske endda nogle af de løsninger, som Det Radikale Venstre tror de har aftalt med regeringen.
Det andet er der ikke andre, der har fæstet sig ved, så det vil jeg gøre. Det er spørgsmålet om vilde dyr i cirkus. Jeg synes, at det er en lidt sjov historie, for det starter med, at man får det råd fra et udvalg, der er nedsat til at arbejde med den her sag, at man skal holde op med at give dispensationer fra det forbud, der i grunden er i lovgivningen. Det, det så ender med, er, at man fra regeringens side vil ophæve forbuddet mod at holde og fremvise vilde dyr i cirkus. Vi synes måske, at det at ophæve forbuddet er en lidt mærkelig konklusion på, at man får det råd, at man skal holde op med at give dispensation.
Jeg synes ikke, der er særlig mange seriøse overvejelser om de vilde dyrs dyrevelfærd i cirkus. Det er højst noget med, at man ikke rigtig har noget videnskabeligt belæg for at forbyde det. Jeg er meget spændt på at se, hvilke videnskabelige undersøgelser der danner baggrund for lovgivningen, for hvis forklaringen på, at man ikke har noget videnskabeligt belæg, er, at man ikke rigtig har nogen videnskabelige undersøgelser, så er det jo en forklaring, som vi ikke synes er så tilfredsstillende.
Man skriver også i bemærkningerne til det her lovforslag, at der jo ingen forandringer sker, for man laver en positiv- og en negativliste, og så vil alt fortsætte med at være, som det altid har været. Jeg er sikker på, at det er god konservativ politik, men spørgsmålet er, om det er fornuftigt, for fra en række dyreværnsorganisationer rejses der i hvert fald spørgsmål om både elefanter og søløver, hvor det meget klart problematiseres, om den praksis, man har haft indtil nu, er acceptabel, bl.a. fordi den i forhold til elefanter er baseret på den misopfattelse, at de elefanter, man bruger i cirkus, ikke skulle komme fra en såkaldt vild tilstand. Det er i hvert fald sådan, at man ikke selv kan producere elefanter med henblik på at bruge dem i cirkus. Så det vil vi gerne bore lidt mere i, og vi vil også prøve at se på, hvordan de forhold, som man siger søløver skal have, når cirkus rejser, er, for igen må man sige, at begrundelsen for, at man ikke kan stille nogen krav, er, at det er for besværligt at hælde vand op i et bassin, der er stort nok til, at det modsvarer søløvernes behov. For nu at være helt ærlige, så synes vi ikke, at det er nogen særlig god forklaring.
Så også på det område overvejer vi dels at stille nogle spørgsmål - det kan jeg godt love vi gør - dels nogle ændringsforslag, så de partier, der sætter dyrevelfærden i centrum, får en mulighed for på de områder at stemme imod regeringens politik. Og så må vi jo se, hvordan lovforslaget ser ud til sidst, og tage stilling til, hvordan vi stemmer da.