Om et par timer er der frokostpause her i Folketinget, og så vil rigtig mange folketingsmedlemmer og ansatte gå ned i Snapstinget og købe sig et rigtig godt måltid mad. Men den pris, som folketingsmedlemmer og ansatte herinde betaler for maden i Snapstinget, dækker altså ikke udgifterne. Der bliver givet et tilskud. Det samme gælder alle de mange andre voksne, der er på arbejdspladser, hvor deres arbejdsgivere giver tilskud til, at de kan have en rigtig god frokostordning.
Vi har fået et svar fra skatteministeren, som fortæller, at der samlet bliver givet omkring 1 mia. kr. i tilskud hvert år til de voksnes madordninger. Så er det altså meget, meget svært at forstå, hvorfor regeringspartierne og Dansk Folkeparti mener, at børnene ikke må få noget tilskud til deres madordninger, og jeg håber meget, at der vil komme en ordfører fra regeringen og Dansk Folkeparti og forklare, hvorfor man synes, det er rimeligt, at der er forskel, og at de voksne godt kan få tilskud til mad - endda en hel milliard i tilskud - mens børnene ikke kan få noget tilskud til maden. Jeg forstår det simpelt hen ikke.
Selve ideen om, at børn skal have et godt måltid mad hver dag, når de går i vuggestue og børnehave, er jo et rigtig, rigtig godt forslag. Enhedslisten fik det faktisk vedtaget under den tidligere regering, hvor der blev sat penge af i finansloven til at lave et forsøg. Rigtig mange institutioner havde meldt sig, og der var stor opbakning til det; man syntes, det var en rigtig god idé. Men da Anders Fogh kom til magten (formanden: Det hedder statsministeren), var noget af det første, han gjorde, da han blev statsminister, at han fjernede det forslag og mange andre, som Enhedslisten havde fået vedtaget. Han syntes, at det var helt forkert, at der skulle være mad til børnene.
Nu kan vi jo så se, at statsministeren er gået i gang med at indrømme alle sine mange fejl, herunder de mange fejl, han har begået ved at fjerne en masse ting, som Enhedslisten havde fået igennem, og det her er så en af tingene. Men i stedet for at gennemføre det på den måde, som det egentlig var blevet vedtaget af den daværende SR-regering og Enhedslisten og SF, med at sikre, at der selvfølgelig blev lavet nogle gode madordninger, sikre, at der var finansiering til at kunne lave nogle gode madordninger, at det var ordentlig mad, som børnene fik, så gennemfører man den her besynderlige udgave, hvor der mange steder kun bliver penge nok til, at børnene kan få centralt smurte madpakker. Vi ser alle sammen for os, hvordan der i et centralkøkken står nogle og smører den ene leverpostejmad efter den anden, folder den sammen og pakker den ind i plastik, hvorefter den bliver sendt ud til vuggestuer og børnehaver, for vi har fået at vide, at det er, hvad der er råd til.
Samtidig pålægger man så samtlige forældre til børn i vuggestuer og børnehaver, at de skal betale en ekstra forældreskat, for alle kommuner får mulighed for at sætte forældrebetalingen op, og langt de fleste kommuner benytter sig selvfølgelig af det, fordi de ikke har penge nok til de udgifter, der er i kommunerne. Derfor kan f.eks. nogle forældre, der har børn i vuggestue, risikere at skulle betale 9.000 kr. mere om året. De kan oven i købet risikere det, selv om der er en madordning i deres barns vuggestue i forvejen.
Vi forstår simpelt hen ikke, hvorfor regeringen mener, at det her ikke er omfattet af skattestoppet. Vi hører ellers om, at man ikke kan lave højere grønne afgifter uden at sænke skatterne, fordi det vil være i strid med skattestoppet. Hvad er så grunden til, at man kan pålægge forældre en særlig ny forældreskat, uden at det er i strid med skattestoppet? Det kunne være rart, hvis der var en ordfører fra Venstre eller Konservative eller Dansk Folkeparti, der turde gå på talerstolen og forsvare, at man giver en forældreskat til børnefamilierne, samtidig med at man synes, det er i orden, at der bliver givet 1 mia. kr. i tilskud til de voksnes mad.
I Enhedslisten er vi klart imod, at forældre skal betale ekstra. Derfor kan vi heller ikke støtte SF's ændringsforslag om, at forældre skal til at betale mere i nogle kommuner. Det synes vi faktisk er den forkerte vej at gå. Vi synes, at det at sikre rigtig god mad til vores børn, sikre et godt, sundt måltid mad til alle børn hver dag er noget, som vi alle sammen skal være med til at betale. Det har vi alle sammen i samfundet gavn af, og derfor er det noget, som alle skal betale og ikke kun forældrene. Så vi siger nej til både selve forslaget og SF's ændringsforslag.