NOTAT

 

 

24. februar 2009

 

Kommenteret høringsnotat om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed (Ny ordning for udsendelse af ikke-kommercielt tv, ændring af ”must carry”-reglerne, opkrævning af licens m.v.)

 

Kulturministeriet sendte den 2. december 2008 et udkast til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed i høring med frist den 7. januar 2009.

 

Ministeriet har modtaget i alt 39 høringssvar, se bilag 1.

 

Lovudkastet er efterfølgende på baggrund af tillægsaftale af 9. januar 2009 til mediepolitisk aftale for 2007-2010 om omstruktureringsplan for TV 2/DANMARK og nye DR-initiativer m.v. indgået af partierne bag den mediepolitiske aftale udbygget med forslag om adgang for TV 2/DANMARK A/S til at opkræve abonnementsbetaling for hovedkanalen TV 2 fra 1. januar 2012. Den gennemførte høring har således ikke omfattet de ændringer af loven, som følger af dette forslag.

 

Hovedindhold i lovforslaget

Lovforslaget tilsigter at gennemføre en række ændringer af radio- og fjernsynsloven, som følger af forslaget til en ny ordning for udsendelse af ikke-kommercielt tv i MUX 1, ændringer af licensordningen samt en ny regulering af ”must carry”-forpligtelserne. Herudover indeholder lovforslaget en regulering af radio- og tv-foretagenders indgåelse af kommercielle aftaler i tilknytning til programvirksomheden.

 

I det følgende redegøres for hovedsynspunkterne i de modtagne høringssvar.

 

Det skal bemærkes, at forslag i høringssvarene vedrørende ændring af medieaftalen for 2007-2010 samt forslag vedrørende ændring af beslutningspapiret af 11. juni 2007 om retningslinier for udbud af digitalt tv mv., som hovedregel er udeladt i nedenstående redegørelse.

 

Det skal yderligere bemærkes, at forslag i høringssvarene, som vedrører forhold, der ikke foreslås ændret eller reguleret i nærværende lovudkast, ikke omtales.

 

Endelig skal det bemærkes, at ønsker til udmøntning af de regler, der i lovforslaget foreslås fastsat i bekendtgørelsesform, ikke omtales, idet det er hensigten at sende udkast til sådanne bekendtgørelser i bred høring. Det forekommer derfor mere hensigtsmæssigt at behandle de konkrete forslag til udmøntning af reglerne i den sammenhæng.

 

A. Ny ordning for udsendelse af ikke-kommercielt tv (§ 43, § 45, stk. 5 og § 47, stk. 2)

 

1. Ingen bemærkninger:

Kirkeministeriet, Teleklagenævnet, Forbrugerrådet, Landsorganisationen i Danmark, HORESTA, Undervisningsministeriet, Integrationsministeriet, Finansministeriet, Det Danske Filminstitut, Forbrugerombudsmanden, Gramex, Danske Regioner og Velfærdsministeriet har ingen kommentarer til lovforslaget.

 

2. Sondring mellem landsdækkende ikke-kommercielt tv og lokalbaseret ikke-kommercielt tv:

 

a. Positiv overfor indførelse af sondring 

Den Kristne Producentkomité og Danske Idébaserede og Lokale Elektroniske Medier, DILEM (herefter DILEM) støtter, at der indføres en sondring mellem landsdækkende ikke-kommercielt tv og lokalbaseret ikke-kommercielt tv.

 

Kulturministeriets kommentarer: Ingen kommentarer

 

b. Negativ overfor indførelse af sondring:

Sammenslutningen af Medier i Lokalsamfundet, SAML, (herefter SAML) støtter ikke indførelsen af en sondring mellem landsdækkende ikke-kommercielt tv og lokalbaseret ikke-kommercielt tv. SAML anfører, at der er risiko for, at der opstår et forvrænget billede af det ”interessebestemte” i ikke-kommercielt tv, idet det af naturlige årsager vil være økonomisk velfunderede organisationer, der vil kunne udnytte denne mulighed.

 

Kulturministeriets kommentarer: Som det fremgår af lovforslaget, foreslås der en sondring mellem landsdækkede ikke-kommercielt tv og lokalbaseret ikke-kommercielt tv. Den udvidede sendetid over hele landet gør det oplagt at foretage denne sondring. Det er tanken, at geografisk forankret ikke-kommercielt tv skal sendes på det regionale sendebånd, der er bestemt til modtagning i det pågældende område, samtidig med at der åbnes op for, at ikke-kommercielt tv, der primært er interessebestemt og derfor har sit publikum spredt over hele landet, kan blive sendt i det landsdækkende sendebånd.

 

3. Ikke kommercielt tv i MUX 1 udsendes i regionale områder svarende til de regionale TV 2-virksomheders områder samt i et landsdækkende sendebånd

 

a. Positiv overfor udsendelse i regionale sendebånd samt et landsdækkende sendebånd:

Radio- og tv-nævnet, DILEM og Den Kristne Producentkomité støtter, at ikke-kommercielt tv i MUX 1 skal udsendes i såvel regionale som landsdækkende sendebånd.

 

Kulturministeriets kommentarer: Ingen bemærkninger

 

b. Ønsker vedrørende det landsdækkende sendebånd:

Den Kristne Producentkomité og DILEM anbefaler, at placeringen af landsdækkende tv ligger på faste tidspunkter på ugen.

 

Kanal København anfører i et bilag under overskriften ”Direct Democracy @nd Public Access – Lokal-tv på MUX 1- Kanal 4”, at det regionale digi-host-center i Hovedstadsområdet – BOA – skal have adgang til at sende idébaseret landsdækkende tv.

 

Kulturministeriets kommentarer: Spørgsmålet om mulighederne for en videreførelse af BOA er ikke reguleret i nærværende lovudkast. Ifølge det oplyste er der ikke noget til hinder for den af Kanal København foreslåede ordning.

 

4. Prioriteringsprincipper ved Radio- og tv-nævnets fordeling af tilladelser til programvirksomhed

 

a. Positiv overfor de foreslåede prioriteringsprincipper:

Radio- og tv-nævnet støtter, at når nævnet ved uddeling af tilladelser til programvirksomhed søger at sikre en samlet programvirksomhed af alsidig karakter prioriteres tv produceret til lokalområdet højest, dernæst egenproduceret lokal-tv i øvrigt, mens indkøbt tv i øvrigt har lavest prioritet.

 

b. Negativ overfor de foreslåede prioriteringsprincipper:

De regionale TV 2-virksomheder støtter ikke ovenstående prioriteringsprincipper.

 

De regionale TV 2-virksomheder anfører, at der findes mange lokal-tv-initiativer, der ikke kan få sendetid, da de ikke kan levere en halv eller en hel times ugentlig lokal-tv året rundt. Regionen foreslår, at de regionale TV 2-virksomheder kan samle dette initiativ op, og indplacere det i et fælles dagligt eller ugentligt bånd, hvor regionerne selv udfylder resten af båndet med regionalt stof. Et sådant regionalt-lokalt bånd, bør have 2. prioritet i Radio- og tv-nævnets prioritering af sendetid, og bør ligge umiddelbart i forlængelse af den regionale udsendelse kl. 20-21, mener de regionale TV 2-virksomheder.

 

Som laveste prioritet mener de regionale TV 2-virksomheder, at der bør åbnes op for, at regionerne skal have ret til at udnytte daglig uudnyttet sendetid på kanalen uden at der skal søges om tilladelse om dette hos Radio- og tv-nævnet, da det vil være for administrativ besværligt og unødvendigt.

 

Kulturministeriets kommentarer: Der er efter drøftelse med partierne bag den mediepolitiske aftale for 2007-2010 efter afslutningen af den gennemførte høring over lovudkastet truffet beslutning om, at der af den øremærkede sendetid til ikke-kommercielt tv i MUX 1 i tidsrummet 21-17 – forinden en fordeling af sendetiden til ikke-kommercielt tv – skal afsættes sendetid til de regionale TV 2-virksomheder til brug for evt. dobbeltdækning af de regionale TV 2-programmer i de grænseområder, der er etableret med kommunalreformen og folketingsvalgkredsinddelingen den 1. januar 2007, jævnfør nedenfor.

 

Det er endvidere efter drøftelse med partierne bag medieaftalen besluttet, at eventuelt ikke-udnyttet sendetid i MUX 1 kan anvendes til for eksempel genudsendelser – navnlig af egenproduktion – fra tilladelseshaverne i det pågældende regionale område, udsendelser – navnlig af egenproduktion – fra tilladelseshavere i andre regioner, udsendelser fra den regionale TV 2-virksomhed i det pågældende regionale område og udsendelser fra indehavere af midlertidige tilladelser.

 

c. Forlods sendetid til landsdækkende udsendelse:

Radio- og tv-nævnet støtter forslaget om, at der forlods skal reserveres en vis mængde sendetid til landsdækkende udsendelse. Radio- og tv-nævnet anfører som begrundelse, at efterspørgslen efter sendetid må forventes at variere meget mellem regionerne og må antages at blive særlig stor for hovedstadsområdet.

 

Kulturministeriets kommentarer: Ingen bemærkninger

 

SAML støtter ikke, at der forlods skal reserveres en vis mængde sendetid til landsdækkende udsendelse. SAML anbefaler, at den eventuelle ledige sendetid bruges til at udsende de regionalt/lokalt baserede programmer landsdækkende.

 

Kanal 23, København mener, at MUX 1 udelukkende bør reserveres til lokal- og regional tv, idet udbuddet af sendetimer i hovedstadsområdet er langt under det nuværende udbud af sendetimer til lokal-tv i dette geografiske område.

 

Den Kristne Producentkomité og DILEM anfører, at ordningen med forlods at reservere 5 timer til udsendelse af landsdækkende tv medfører, at Københavnsområdet fremover kun får mulighed for at sende 15 timers ikke-kommercielt lokal-tv pr. døgn - og ikke 20 timer - som anført i bemærkningerne til lovforslaget. Det betyder, anfører Den Kristne Producentkomité, en reduktion af sendetimer i hovedstadsområdet, idet man i dag har 17 timer til rådighed. Samtidig skal Nordsjælland, Roskilde Amt og Bornholm også fremover sende i hovedstadsregionen, anfører den Kristne Producentkomité videre. Flere tv-stationer skal derfor deles om mindre sendetid i hovedstadsområdet. Derfor foretrækker Den Kristne Producentkomité og DILEM en særlig hovedstadsordning.

 

Kulturministeriets kommentarer:

Som ovenfor nævnt er det tanken, at geografisk forankret ikke-kommercielt tv skal sendes på det regionale sendebånd, der er bestemt til modtagning i det pågældende område, samtidig med at der åbnes op for, at ikke-kommercielt tv, der primært er interessebestemt og derfor har sit publikum spredt over hele landet, kan blive sendt i det landsdækkende sendebånd.

 

Der er efter drøftelse med partierne bag medieaftalen efter afslutningen af den gennemførte høring over lovudkastet truffet beslutning om, at der maksimalt skal afsættes 3 timer daglig til udsendelse af ikke-kommercielt landsdækkende tv i MUX 1.

 

Det anses for at være nødvendigt forlods at afsætte tid til landsdækkende tv, idet det kan forventes, at der i enkelte regioner – eksempelvis region Hovedstaden – vil være mange kvalificerede regionalt forankrede aktører, dvs. ansøgere, der er højst prioriterede. Hvis der ikke forlods afsættes tid i samtlige regioner til landsdækkende tv, vil sendetiden i de enkelte regioner muligvis kunne udfyldes alene med de regionalt forankrede tv-stationer med det resultat, at der ikke kan udstedes tilladelser til landsdækkende tv.

 

d. De regionale TV 2-virksomheder som regional hostbroadcaster:

 

De regionale TV 2-virksomheder vil gerne tilbyde sig som hostbroadcaster for de regionale sendeaktiviteter på MUX 1. Det giver den mest professionelle afviklingen på kanalen, anfører virksomhederne. Som konsekvens heraf foreslår de regionale TV 2-virksomheder, at virksomhederne bliver medlemmer af sendesamvirket i de enkelte regioner, eventuelt med undtagelse af Region Hovedstaden, såfremt man her måtte ønske at oprette sit eget sendesamvirke. SAML tilslutter sig, at de regionale TV 2-virksomheder fungerer som regional host.

 

Kulturministeriets kommentarer: Det fremgår af beslutningspapiret af 11. juni 2007, at de tv-stationer, som skal sende i MUX 1, betaler deres forholdsmæssige andel af DIGI-TV’s årlige udgifter til etablering og driften af sendenettet i MUX 1. Der vil blive taget stilling til de regionale TV 2-virksomheders mulige funktion som regional hostbroadcaster for de regionale sendeaktiviteter i MUX 1 på baggrund af nærmere forhandlinger mellem DIGI-TV, TV 2-regionerne og sendesamvirkerne.

 

5: Tilskudsordningen

 

a. Puljens størrelse:

Flere af høringssvarene vedrører størrelsen af den afsatte pulje til årligt driftstilskud til de lokale ikke-kommercielle radio- og tv-stationer.

 

SAML, DILEM og DKPK anfører, at den afsatte pulje på 50 mio. kr. til årligt driftstilskud til de lokale ikke-kommercielle stationer er for lille. Organisationerne anfører, at den kommende digitalisering vil betyde en meromkostning for de lokale tv-stationer både i etablering og løbende udgifter. Organisationerne mener, at der skal afsættes et engangsbeløb til etableringsomkostninger for de ikke-kommercielle lokal-tv-stationer i forbindelsen med overgangen til digitaliseringen. Herudover mener SAML, at puljen generelt skal forhøjes til 80 millioner kroner, hvoraf en del skal afsættes som uddannelsestilskud, der kan søges af de landsdækkende organisationer.

 

Kulturministeriets kommentarer: Den afsatte pulje til driftstilskud til de lokale ikke-kommercielle medier følger af den mediepolitiske aftale for 2007-2010.

 

b. Tilskud til kabelfødt lokal-tv og de særlige puljer til studenter-radio og –tv samt lokalradio og lokal-tv for handicappede afskaffes:

SAML støtter, at de særlige puljer til studenter-radio og -tv samt lokalradio og lokal-tv for handicappede afskaffes.

 

Kulturministeriets kommentarer: Ingen bemærkninger

 

Samarbejdsforum for Danske Lytter- og Seerorganisationer, SLS (herefter SLS), TV Nordkysten og Foreningen TVT Middelfart støtter ikke, at tilskud til kabelfødt tv foreslås afskaffet.

 

SLS er bekymrede over, at tilskud til kabelfødt tv skal afskaffes på grund af de konsekvenser, det kan have, for de mindre kabelfødte lokalstationer. Foreningen TVT Middelfart mener, at forslaget strider imod ligebehandling af borgerne i udøvelsen af deres grundlovssikrede ytringsfrihed.

 

Foreningen TVT Middelfart peger i den forbindelse på, at flertallet af den danske befolkning modtager tv via antenneforeningernes kabler eller lysledere. Foreningen TVT Middelfart anfører videre, at alle lokal-tv-stationerne, uanset hvordan de udsendes, bør kunne søge om tilskud på ligeværdig vis.

 

TV Nordkysten fremfører, at stationens medlemmer skal oprette og finansiere en helt ny sendestruktur, hvis kabel-tv sendingen udgår og opfordrer på den baggrund til ikke at nedlægge støtten til kabelbaseret tv. Generelt vil stationens medlemmer komme til at stå dårligt i konkurrencen med de kommercielle stationer, ligesom man vil miste en del af seerskaren, der ikke ønsker at skifte til Boxer, fremfører TV Nordkysten.

 

Kulturministeriets kommentarer: Det fremgår af lovforslaget, at ikke-kommercielt lokal-tv i kabel-tv-anlæg ikke længere skal opnå tilskud fra tilskudspuljen. Som anført er det tanken, at tilskudspuljen skal forbeholdes ikke-kommercielt tv, der sendes via det jordbaserede, digitale tv-sendenet. De kabelbaserede stationer når ud til et meget begrænset antal husstande sammenlignet med lokale stationer, der sendes via det jordbaserede sendenet. Anlæggene opnår derfor en uforholdsmæssig stor andel af tilskudspuljen. De større sendeudgifter i forbindelse med jordbaseret, digitalt tv sammenlignet med sendeudgifterne i kabel-tv-anlæg taler også for at afskaffe tilskuddet til kabelbaserede lokal-tv-stationer. Det skal endvidere bemærkes, at kabel-baserede lokal-tv-stationer fremover vil have mulighed for at søge om en programtilladelse hos Radio- og tv-nævnet, og således også – på lige fod med andre lokal-tv-stationer – kan søge om tilskud fra tilskudspuljen.

 

c. Ønsker andre typer anvendelse af puljer:

Den Kristne Producentkomité og DILEM foreslår, at de særlige puljer til studenter-radio- og tv samt lokalradio og lokal-tv for handicappede i stedet overgår til mediesvage landsdækkende stationer.

 

Kanal 23, København ønsker, at der afsættes minimum 15 millioner kroner i en særskilt pulje til ikke-kommercielt tv i hovedstaden, der statsreguleres i samme takt som licensmidlerne.

 

Kulturministeriets kommentarer: Det er hensigten, at bevillingen til de særlige puljer til studenter-radio- og tv samt lokalradio og lokal-tv for handicappede og bevillingen til kabelbaseret tv skal udgøre en del af tilskudspuljen til de lokal-tv-stationer, der fremover skal sende i det jordbaserede, digitale tv-sendenet. Det skal bl.a. være med til at dække de større sendeudgifter i det digitale sendenet. Det er ikke hensigten at etablere nye puljer til særlige formål.

 

e. Samme prioriteringsprincipper ved fordeling af tilskud som for så vidt angår fordeling af programtilladelser:

SAML tilslutter sig, at der anvendes samme prioriteringsprincipper ved fordeling af tilskud som for så vidt angår fordeling af programtilladelser.

 

SAML anbefaler, at Radio- og tv-nævnets fordeling af tilskud til de ikke-kommercielle medier sker i tæt samarbejde med og efter høring af de berørte landsdækkende organisationer.

 

Kulturministeriets kommentarer: Bortset fra ændringer i prioriteringsprincipperne ved fordeling af tilskud er der ikke lagt op til ændringer for så vidt angår Radio- og tv-nævnets fordeling af tilskud til de ikke-kommercielle lokal-radio- og lokal-tv-stationer.

 

6: Sendemuligheder i Københavnsområdet

 

SAML støtter, at der ikke fremover fastsættes særskilte regler for hovedstadsområdet.

 

Den Kristne Producentkomité, DanCOM-TV, Kanal 23, København og DILEM støtter ikke, at den særlige hovedstadsordning ikke videreføres.

 

Kanal København ønsker at fortsætte sin nuværende udsendelsesvirksomhed, hvor de lokale tv-stationer udøver selvstændig programvirksomhed i et lokalt sendesamvirke 24 timer i døgnet. Programfladen skal bestå af ikke-kommercielle og kommercielle lokal- tv-stationer, der har selvstændige sendetilladelser frem til 2013. Kanal København peger på, at hvis der er andre behov udenfor hovedstadsområdet, kan der fremover arbejdes med differentierede geografiske modeller.

 

Kanal København peger videre på, at hovedstadsområdet altid har haft en ekstra tv-frekvens, da ca. 40 procent af Danmarks befolkning bor i hovedstadsområdet. Denne ekstra kapacitet ønsker Kanal København fortsat skal være til rådighed i det digitale sendenet. I høringssvaret peges på, at Kanal København siden 2007 er blevet sendt digitalt på en særlig frekvens. Denne løsning foreslår Kanal København skal være permanent.

 

Kanal København foreslår videre, at MUX 1 udsendes i MPEG-4 format pr. 1. november 2009, så der kan sendes 6-8 stationer i MUX 1. Hermed kan Kanal København få sin egen kanal til ikke-kommercielt og kommercielt tv. Kanal København anfører i relation hertil, at lokal-tv ikke har råd til at sende i en gammel MPEG 2 teknologi, hvor der skal betales det dobbelte i distributionsomkostninger.

 

DILEM anfører, at der skulle forefindes 2 ledige digitale frekvenser efter overgangen til digitaliseringen den 1. november 2009, dels kanal 35 og dels kanal 23 og at de ville kunne anvendes til udsendelse af tv i hovedstadsområdet.

 

DanCOM-TV finder det uhensigtsmæssigt, at der ikke fremover vil være kommercielt tv på Kanal København. DanCOM-TV anfører bl.a. at det er den eneste måde, hvorpå bl.a. små lokale virksomheder kan komme til orde på tv.

 

Kulturministeriets kommentarer: For så vidt angår forslaget om at MUX 1 skal udsendes i MPEG-4 skal det bemærkes, at det fremgår af beslutningspapiret af 11. juni 2007, at der skal sendes i MPEG-2 i dette MUX.

 

For så vidt angår udsendelsesvirksomheden i hovedstadsområdet har IT- og Telestyrelsen efter anmodning fra Kulturministeriet udarbejdet et uddybende notat om mulighederne for anvendelse af kanal 35 i Københavnsområdet efter slukning af analogt tv den 31. oktober 2009. I notatet beskriver IT- og Telestyrelsen desuden mulighederne for at anvende de øvrige frekvensressourcer i VHF og UHF tv-båndene.

 

Det fremgår af notatet, at der er to tv-sendemuligheder i VHF-båndet, nemlig kanal 3 og 4, som i dag dækker hele Fyn og det meste af Sjælland (herunder Storkøbenhavn), som vil kunne anvendes til eksempelvis regionalt analogt og digitalt tv i større regioner eller til digital radio (for eksempel DRM+). For så vidt angår muligheden for at anvende båndet til tv, skal det bemærkes, at der findes digitale tv-modtagere i handlen i dag, der ikke kan modtage i dette bånd.

 

Sendemulighederne kan dog også bruges til andet end radio og tv, nemlig landmobile tjenester og meteorologi-formål.

 

Anvendelsen af sendemulighederne forudsætter koordinering med nabolandene.

 

Konkret om kanal 35 i Københavnsområdet oplyses det, at Kanal 35 på nuværende tidspunkt er afsat til en forsøgsordning med digitalt tv frem til slukningen af analogt tv den 31. oktober 2009. Danmark har ikke umiddelbart ret til at benytte kanal efter den 31. oktober 2009.

 

IT- og Telestyrelsen finder, at der formodentlig vil være visse muligheder for at sikre kanal 35 som en fremtidig sendemulighed, der kan dække København. Dette vil kræve koordinering og accept af en række lande.

 

IT- og Telestyrelsen finder dog, at det ikke umiddelbart vil være hensigtsmæssigt at tage yderligere frekvensressourcer i brug, inden den digitale overgang er sikret.

 

Eksempelvis kan kanal 35 i København ifølge styrelsen vise sig brugbar til at forbedre dækningen for DIGI-TV, hvis der fra københavnernes side viser sig efter analogt sluk at være en klar forventning om, at digitalt tv bør kunne modtages direkte fra lejligheden via stueantennen.

 

Spørgsmålet om den fremtidige anvendelse af Kanal 35 mv. vil blive taget op med partierne bag den mediepolitiske aftale, når dækningen i forbindelse med overgangen til digitalt tv er sikret.

 

7. Omkostningsfordeling i MUX 1

 

Høringssvarene fra DILEM og Sendesamvirket Kanal København indeholder bemærkninger til den foreslåede ordning vedrørende omkostningsfordeling i MUX 1 mv. DR foreslår, at principperne for omkostningsfordelingen skrives ind i bemærkningerne til loven.

 

Kulturministeriets kommentarer:

Det er ikke tanken at regulere omkostningsfordelingen i MUX 1 i loven om radio- og fjernsynsvirksomhed eller i den kommende bekendtgørelse. Spørgsmålet om reguleringen af omkostningsfordelingen vil blive drøftet med partierne bag den mediepolitiske aftale.

 

8. Andet

 

a. Udstedelse af bekendtgørelser

SLS og SAML finder det betænkeligt, at kulturministeren i mange tilfælde udsteder bekendtgørelser. SLS anfører, at det er et demokratisk problem, og at udfærdigelse af bekendtgørelser som minimum bør kræve en grundig høringsrunde. SAML finder det betænkeligt, at forholdene for de lokale ikke-kommercielle elektroniske medier ”udelukkende reguleres i bekendtgørelser og cirkulærer”. SAML foreslår, at de lokale ikke-kommercielle medier indskrives i loven, således at disse medier generelt har et lovfæstet krav på at kunne få tildelt sendetilladelser i lokale områder.

 

Kulturministeriets kommentarer: De foreslåede ændringer af loven om radio- og fjernsynsvirksomhed for så vidt angår den ny ordning for udsendelse af ikke-kommercielt tv i MUX 1 mv. er i vidt omfang forbundet med detailregulering – eksempelvis den nærmere regulering af Radio- og tv-nævnets udbud af sendetiden og rammerne for udstedelse af tilladelser. Kulturministeriet finder det derfor mere hensigtsmæssigt at regulere reglerne i en bekendtgørelse frem for i lovteksten. Dertil kommer, at der i bemærkningerne er nøje redegjort for, hvorledes bemyndigelsen tænkes udmøntet.

 

Udkast til bekendtgørelser sendes altid i bred høring inden udstedelsen.

 

b. Tidsplan

Kanal 23, København peger på, at der senest i juni 2009 bør være truffet beslutning om, hvem der har tilladelse til at sende digitalt fra 1. november 2009. Det anføres i forlængelse heraf, at der bør testsendes på kanal 4 i MUX 1 fra 1. august - 31. oktober 2009, så samarbejdet kan indføres den 1. november 2009.

 

Kulturministeriets kommentarer:

Det er hensigten, at Radio- og tv-nævnet i juni 2009 udbyder de ledige sendetilladelser til udsendelse af ikke-kommercielt lokal-tv i MUX 1, og at nævnet på baggrund af den foreliggende udbudsrunde udsteder tilladelserne i august 2009. Det er ikke praktisk muligt at gøre det hurtigere.

 

c. Dækningsmæssige problemer i Thy og på Mors

TV/MIDT-VEST og TV 2/NORD har særskilt adresseret de dækningsmæssige problemer, der i Thy og på Mors er opstået som følge af kommunalreformen og folketingsvalgkredsinddelingen den 1. januar 2007. TV/MIDT-VEST og TV 2/NORD foreslår i den forbindelse, at TV 2/NORD’s 19.30-udsendelse udsendes i TV/MIDT-VEST’s sendeområde hver dag kl. 22.00 (minus den regionale reklameblok) på den nye kanal til udsendelse af ikke kommercielt lokal-tv.  

 

Kulturministeriets kommentarer: Som ovenfor nævnt er der – efter drøftelse i medieaftalekredsen – truffet beslutning om, at der af den øremærkede sendetid til ikke-kommercielt tv i MUX 1 i tidsrummet 21-17 – forinden en fordeling af sendetiden til ikke-kommercielt tv – skal afsættes sendetid til de regionale TV 2-virksomheder til brug for evt. dobbeltdækning af de regionale TV 2-programmer i de grænseområder, der er etableret med kommunalreformen og folketingsvalgkredsinddelingen den 1. januar 2007.

 

d. Administrative konsekvenser af lovforslaget:

Styrelsen for Bibliotek og Medier påpeger, at lovforslaget indebærer administrative konsekvenser for Styrelsens sekretariatsbetjening af Radio- og tv-nævnet, som efter udkastet skal træffe afgørelser vedrørende tildeling af programtilladelser og tilskud til ikke-kommercielt tv efter andre retningslinjer end hidtil. Styrelsen for Bibliotek og medier opfordrer til, at der tages højde for dette forhold ved implementering af loven.

 

Kulturministeriets kommentarer: Det vil blive indarbejdet i loven, at det øgede ressourceforbrug i Styrelsen for Bibliotek og Medier vil blive dækket inden for Styrelsens samlede ramme.  

 

e. Udstedelse af midlertidige tilladelser:

Radio- og tv-nævnet anfører, at de nærmere regler i bekendtgørelsen ikke bør forhindre en videreførelse af den mangeårige praksis for, at nævnet kan udstede midlertidige tilladelser uden særligt udbud.

 

Kulturministeriets kommentarer: Det vil blive indarbejdet i loven, at der i særlige tilfælde kan udstedes midlertidige tilladelser uden forudgående udbud, eksempelvis til musikfestivaler.

 

B. Ændring af  ”must-carry”-reglerne (§ 6, § 8, stk. 1, § 9 og § 93, stk. 1 og 2)

 

1. Præcisering af ”must carry”-forpligtelserne:

 

a. Positiv overfor præcisering af ”must carry”-forpligtelserne:

Dansk Journalistforbund, Samarbejdsforum For Danske Lytter- og Seerorganisationer, Canal Digital og Økonomi- og Erhvervsministeriet, Videnskabsministeriet, SBS TV A/S, SBS Radio A/S og Radio Nova A/S støtter, at ”must carry”-forpligtelserne fremover præciseres, så de alene omfatter public service-hovedkanalerne (DR 1, DR 2, TV 2/DANMARK’s hovedkanal, inklusive de regionale udsendelser).

 

Videnskabsministeriet erklærer sig enig i, at der i forbindelse med ”must carry”-forpligtelserne er tale om en detailregulering, som mere hensigtsmæssigt kan reguleres i bekendtgørelsesform.

 

Samarbejdsforum for Danske Lytter- og Seerorganisationer tilslutter sig lovforslagets bestemmelse om at præcisere ”must carry”-forpligtelserne til DR’s og TV 2’s hovedkanaler, men opfordrer samtidig til, at der arbejdes på, at ”must carry”-forpligtelserne bliver en fælles europæisk forpligtelse på alle platforme.

 

Økonomi- og Erhvervsministeriet foreslår, at man udover den generelle præcisering af ”must carry”-forpligtelsernes omfang, ophæver selve reglen, som vil være den bedste løsning ud fra et konkurrencemæssigt perspektiv.

 

Kulturministeriets kommentarer: Kulturministeriet mener ikke, at der skal være fælles europæiske regler for ”must carry-forpligtelserne”, idet der bør kunne tages hensyn til de forskellige forhold i de enkelte medlemslande, jf. forsyningspligtdirektivet.

 

Det er Kulturministeriets opfattelse, at den foreslåede begrænsning af ”must carry”-forpligtelserne vil medføre øget konkurrence.

 

b. Ønske om at ”must carry”–forpligtelserne bevares uændret:

DR’s principielle opfattelse er, at der bør være ”must carry” på alle DR’s tv-kanaler fremover. Det betyder, at DR ikke ønsker de i lovudkastet foreslåede ændringer og præciseringer af  ”must carry”-forpligtelserne indført.

 

DR mener, at alle danskere bør have adgang til DR’s public service kanaler. Den historiske baggrund for indførelse af ”must carry” var at sikre, at den danske befolkning havde adgang til DR’s public service tilbud. Det bør ifølge DR også gælde for nye public service tilbud fra DR. Der er efter DR’s opfattelse en risiko for, at en stor del af licensbetalerne med det nye lovudkast ikke kan få adgang til nye public service tilbud fra DR og dermed ikke får fuldt udbytte af den licens, som de betaler.

 

Derudover foreslår DR som alternativ, såfremt ovenstående ønske fra DR ikke kan imødekommes, at det skal slås fast i loven, at ejere af kabelanlæg eller fællesantenneanlæg skal fordele DR 1, DR 2 samt TV 2/DANMARK A/S’ hovedkanal inklusive de regionale udsendelser. Herudover kan kulturministeren ifølge DR have bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om fordelingen af tv-kanaler.

 

Endelig finder DR det betænkeligt, at ”must carry”-forpligtelserne ophæves i loven og erstattes af en bekendtgørelse. Det er DR’s opfattelse, at en forpligtelse som ”must carry” bør fremgå af selve loven, selvom DR kan erklære sig enige i, at der kan være behov for at udbyde reguleringen med en mere detaljeret regulering i en bekendtgørelse som følge af konvergensudviklingen f.eks. i relation til nye platforme, og om disse skal være omfattet af must carry eller ikke omfattet. Det er således DR’s opfattelse, at loven bør fastslå hvilke kanaler, der er omfattet af  must carry”-forpligtelserne.

 

Kulturministeriets kommentarer: Det fremgår af bemærkningerne til lovudkastet, at den planlagte udvidelse af DR’s kanaludbud og den generelle teknologiske udvikling vil øge behovet for at tilpasse ”must carry”-forpligtelserne til den fremtidige situation på tv-markedet.

 

Der har været en vis usikkerhed forbundet med, hvilke kanaler der har været omfattet af ”must carry”-forpligtelserne.  Som følge af formuleringen af den gældende lovs § 6 er alle nye DR-kanaler automatisk omfattet af ”must carry” med mindre, der gennemføres lovændringer, som eksplicit undtager konkrete kanaler herfra, hvilket bl.a. har været tilfældet med DR’s børne- og historiekanal. Der er således en skævhed mellem DR Update, der er omfattet af forpligtelserne, og børne- og historiekanalen, der ikke er omfattet af forpligtelserne.

 

På denne baggrund fastholdes det, at der er behov for at præcisere ”must carry”-forpligtelserne, som foreslået i lovudkastet.

 

2. Flytning af ressortansvaret for tilsynet med ”must carry”-forpligtelserne:

 

Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling foreslår, at tilsynet med ”must carry”-forpligtelserne overdrages til Kulturministeriet, der er ressortansvarlig for radio- og fjernsynsloven. Ministeriet påpeger i forlængelse heraf, at reglerne i lovens § 6 om ”must carry”- forpligtelserne alene omhandler kultur- og mediepolitiske hensyn og dermed ikke indeholder telefaglige eller telepolitiske hensyn.  

 

Kulturministeriets kommentarer: Kulturministeriet kan tilslutte sig, at den foreslåede flytning af tilsynet med overholdelse af ”must carry”-forpligtelserne bliver indarbejdet lovudkastet.

 

3. Ønske om at ”must carry”-reglerne fortsat skal være gældende på radioområdet

 

DR, Dansk Journalistforbund og Samarbejdsforum for Danske Lytter- og Seerorganisationer, SLS, ønsker, at radioområdet fortsat skal være omfattet af ”must carry”-forpligtelserne.

 

Det er DR’s opfattelse, at det er væsentligt, at DR’s kanaler fortsat gøres tilgængelige via kabeloperatørernes udbud. Det skal således fortsat være muligt at kunne høre DR’s public service-radiokanaler via kabel- eller fællesantenneanlæg. På den baggrund ønsker DR at opretholde ”must carry”-forpligtelserne på radioområdet.

 

SLS stiller sig uforstående overfor forslaget om, at der ingen ”must carry”-forpligtelser skal være på radioområdet. SLS påpeger, at DR’s hovedkanaler og de lokale radioer bør være omfattet af ”must carry”-forpligtelserne. Dette understreger SLS ved at fremhæve, at det drejer sig om betjening af 60 procent af Danmarks befolkning. 

 

Kulturministeriets kommentarer: En stor del af radiolytningen finder sted fra mobile modtagere, hvor ”must carry”-forpligtelserne er uden betydning, idet radiosignalet modtages trådløst eller over internettet, hvor udbyderne ikke er underlagt ”must carry”-forpligtelserne. Lokalradioerne har i øvrigt aldrig været omfattet af ”must carry”-forpligtelserne.

 

4. Ønske om at ”must carry”-reglerne skal omfatte ikke-kommercielt lokal-tv

 

Den Kristne Producentkomité, Danske Døves Landsforbund, Sammenslutningen af medier i lokalsamfundet og Danske Idébaserede og Lokale Elektroniske Medier ønsker, at ”must carry”-forpligtelserne skal omfatte ikke-kommercielt lokal-tv. Der henvises til, at lokal-tv giver en mulighed for at sikre public acces, øger det lokale demokrati og øger de lokale muligheder for folkeoplysning.

 

Kulturministeriets kommentarer: ”Must carry”-forpligtelserne på lokal-tv blev afskaffet 1. januar 2006 i forbindelse med gennemførelsen af en ny lokal-radio- og tv-ordning. Kulturministeriet har ingen planer om at genindføre ”must carry”-forpligtelserne for lokal-tv.

 

5. Betjening af handicappede

 

Danske Handicaporganisationer, Danske Døves Landsforbund, Dansk Blindesamfund og Høreforeningen stiller alle en række særlige krav til hvilke kanaler og programmer, der skal være omfattet af ”must carry”-forpligtelserne.   

 

Danske Handicaporganisationer ønsker, at Kulturministeriet skal forpligte sig til at sikre, at reguleringen i bekendtgørelsen omfatter programmer for mennesker med handicap. Det vil sige, at ”must carry”-forpligtelserne skal omfatte de public service-programmer, der giver mennesker med handicap mulighed for at se tv.

 

Dansk Blindesamfund påpeger, at DR i forbindelse med public service-kontrakten ikke har overholdt deres forpligtelser til at sende synstolkede udsendelser for blinde og svagtsynede. Derfor ønsker Dansk Blindesamfund, at synstolkning og andre initiativer, som har til formål at øge handicaptilgængeligheden, bliver omfattet af ”must carry”-forpligtelserne.

 

Høreforeningen påpeger, at ”must carry”-forpligtelserne overfor handicappede i lovgivningen bør afspejle en mere aktiv indsats for at sikre hørehæmmede, døvblevne og andre med høreproblemer de bedst mulige betingelser for at modtage radio- og fjernsynsprogrammer. 

 

Kulturministeriets kommentarer: DR og TV 2’s forpligtelser i forhold til betjening af handicappede fremgår af henholdsvis public service-kontrakten og public service-tilladelsen. De foreslåede ændringer af ”must carry”-reglerne vil således ikke have betydning i forhold til DR og TV 2’s handicapbetjening.

 

6. Regulering i bekendtgørelsesform:

 

Foreningen Danske Antenneanlæg (FDA) finder det bekymrende, at den nuværende § 6 i loven om radio- og fjernsynsvirksomhed fremover foreslås reguleret i bekendtgørelsesform. FDA anfører, at det er bekymrende, at bestemmelsens materielle indhold og regulering fjernes fra Folketinget og dermed offentligheden og lægges over i ministerregi.

 

Kulturministeriets kommentarer: Reguleringen af ”must carry”-forpligtelserne er i vidt omfang forbundet med detailregulering. En sådan regulering betyder, at selv en mindre justering af reglerne – eksempelvis som følge af den hastige teknologiske udvikling, navnlig konvergensudviklingen – kræver en lovændring. Kulturministeriet finder det derfor mere hensigtsmæssigt at regulere reglerne i en bekendtgørelse frem for i lovteksten, idet det sikrer en højere grad af fleksibilitet. Der henvises til bemærkningerne, hvoraf det fremgår, hvorledes bemyndigelsen tænkes udmøntet.

 

C. Opkrævning af licens (§ 69 a, stk. 2 og stk. 3, § 69 b og § 70, stk. 1)

 

1. Ønske om overvejelse af øvrige betalingsordninger:

 

Økonomi- og Erhvervsministeriet finder ud fra et konkurrencehensyn, at der ved indførelse af regler for månedlig betaling af licens via PBS i lovforslagets bemærkninger bør tages højde for, at andre tilsvarende betalingsordninger sidestilles PBS, hvis sådanne ordninger kan opfylde de objektive krav, der må stilles til formidling af licensbetaling.

 

Kulturministeriets kommentarer: Det vil i lovforslagets bemærkninger og i de kommende regler i licensbekendtgørelsen blive indarbejdet, at den månedlige betaling af licens vil kunne ske via andre betalingsordninger end PBS, hvis sådanne ordninger i tilsvarende omfang kan opfylde de relevante, objektive krav, der må stilles til formidling af licensbetaling.   

 

D. Partnerskaber (Overskriften til kapitel 11, overskriften til §§ 79-85 i kapitel 11, § 81, stk. 2 og § 85, stk. 2)

 

1. Bemærkninger vedrørende partnerskaber:

 

DR og SAML har ingen bemærkninger til forslaget om regulering af radio- og tv-foretagenders indgåelse af kommercielle aftaler i tilknytning til programvirksomheden.

 

Radio- og tv-nævnet noterer, at nævnet med forslaget vedrørende partnerskaber vil få en ny opgave, hvis de nye bestemmelser om kommercielle aftaler i tilknytning til programvirksomheden bliver vedtaget. Det giver ikke nævnet anledning til yderligere bemærkninger.

 

TV 2/DANMARK A/S bemærker, at den foreslåede nye bestemmelse i lovens § 81 er helt overensstemmende med praksis for indgåelse og effektuering af kommercielle aftaler på TV 2.

 

Dansk Journalistforbund finder det særdeles relevant at få præciseret public service-stationernes redaktionelle frihed i forhold til partnerskaber og sponsorater.

 

Kulturministeriets kommentarer: Ingen bemærkninger.