Fra Venstres side kan vi fuldt ud støtte op om det lovforslag, der hedder L 149, som jo på nogle områder indeholder store ændringer af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed i Danmark, men på andre områder indeholder små ændringer, som er blevet til i løbet af forhandlinger over de senere år og over længere tid. På den måde bliver L 149 et samlet lovforslag, som kommer til at dreje sig om den aftale, der blev lavet om TV 2's økonomi i starten af januar, men lovforslaget rummer også dele af implementeringen af den aftale, der blev indgået helt tilbage i 2007, om slukning af det analoge sendesignal her i Danmark.
Det er jo sådan, at når vi slukker for det analoge signal den 1. november og overgår til det digitale sendesignal, vil der selvfølgelig være ting, der kommer til at være helt anderledes. Det gælder for den enkelte dansker, der er nødt til at forholde sig til at skulle ud og investere i en boks og sørge for, at der også efter slukkedatoen er de tv-kanaler, man nu måtte ønske sig. Der er det klart, at de ændringer, der ligger i L 149, som handler om det lokale og det regionale tv, vil få stor betydning for den enkelte dansker.
Fra Venstres side tror vi, at det vil betyde meget, at vi nu sikrer, at de regionale TV 2-stationer får 1 times ekstra sendetid hver dag, sådan at vi får lagt meget mere vægt på det lokale og det regionale indhold. Det giver også mulighed for, at der på MUX 1, som er public service-MUX'en, bliver oprettet en lokal-regional kanal, hvor man 24 timer i døgnet udelukkende vil modtage lokalt og regionalt indhold eller idébaseret indhold. Der er det selvfølgelig også muligt - efter der er ansøgt om det - at der vil opstå nye kanaler, hvor man får fokus på at få den her lokale og regionale debat.
Der har bl.a. i hovedstadsområdet været mange, som har påpeget, hvordan de her dele nu skal komme til at hænge sammen i forhold til alt det lokal-tv, der er i hovedstadsområdet i dag. Og der er det klart, at det, at det kommercielle indhold på det, vi i dag kender som Kanal København, fremover ikke bliver sendt på en public service-MUX, men bliver sendt et andet sted, jo selvfølgelig også vil give plads til flere græsrodsstationer end det, man kender fra Kanal København, som det er i dag. Men det er klart, at der jo er ting, vi nok også må drøfte i medieforligskredsen fremadrettet, og det er vi fra Venstres side også meget opmærksomme på.
Det samme gælder sendeudgifterne, som jo ikke er indeholdt i L 149, men vi ved, at der er nogle bekymringer om, hvorvidt det vil blive uforholdsmæssigt meget dyrere at sende lokalt tv fremover. Det er også elementer, vi skal have kigget på, men som jo ikke ligger direkte i L 149.
Det er klart, at TV 2-aftalen nok er det, der har rigtig mange menneskers bevågenhed. Dermed er der også bevågenhed på de ændringer, der kommer til at ske fra 2012, som det også er skitseret i L 149, nemlig at der bliver indført en abonnementsbetaling for TV 2 til den tid. Det er klart, at det jo er noget, der nu bliver gennemført som en del af den aftale, som også skal godkendes af EU, men det er jo alle områder, som vi i medieforligskredsen vil følge meget tæt. Vi er fra Venstres side meget opmærksomme på, at det er vigtigt, at de aftaler, der er indgået, også bliver fulgt, og det er også vigtigt, at vi løbende følger, om økonomien er på den måde, som vi blev præsenteret for, da aftalen blev indgået, eller om der er sket væsentlige ændringer. I så fald må vi selvfølgelig i medieforligskredsen forholde os til det.
Fra Venstres side hilser vi det også meget velkommen, at vi med lovforslag L 149 nu indsnævrer must carry-begrebet til kun at omfatte hovedkanalerne. Det vil give meget mere frihed i de enkelte kabelanlæg og de enkelte boligforeninger til, at de frit kan vælge, hvad det er for nogle kanaler, der skal være plads til der, når der ikke er en kapacitet, der på forhånd er optaget af en lang række kanaler.
Fra Venstres side hilser vi også velkommen, at vi i medieforligskredsen har kunnet få lavet en rigtig god aftale om den fremtidige licens, som giver mulighed for, at man nu kan betale licens på månedsbasis. Jeg tror, at det for rigtig mange husstande betyder meget, at man ikke skal betale licensen med sådan nogle store engangsbeløb, men at man nu kan få lavet en PBS-ordning og betale det månedsvis.
Selv om det måske er nogle små ting, der også ligger i L 149, opfatter vi det fra Venstres side på den måde, at det er små vigtige skridt, som forhåbentlig vil betyde rigtig meget for de danske tv-seere.
På den baggrund kan vi kun støtte varmt op om L 149, forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.