Jeg siger tak for de konstruktive og også overvejende positive bemærkninger, der er kommet fra ordførerne i forbindelse med behandlingen af det her lovforslag. Jeg er glad for, at der generelt er opbakning til forslaget, så vi også med det her lovforslag kan sikre yderligere gode rammer for passagerernes rettigheder, sådan som det også fremgår af forordningen, men altså med de supplerende bestemmelser, der så er i det her lovforslag.
Selve EU-reguleringen har jo karakter af en forordning, og det er en forordning, der bindende og udtømmende gør op med, hvilke regler der skal være på det her område, når det gælder passagerrettigheder. Det er så svar til hr. Kim Christiansen, som spørger lidt til, om der kan laves supplerende og yderligere regler på området. Der skal jeg gøre opmærksom på, at der godt nok i lovforslaget står, at det er supplerende regler, men det er ikke regler, der ændrer indholdet af forordningen, den står sådan set fast. Det er nogle regler, der netop supplerer, sådan som det er beskrevet i lovforslaget. Men for så vidt angår selve indholdet af forordningen, vil jeg sige, at vi i Danmark - når der er en forordning - fra Folketingets side ikke kan give os til at lave skrappere regler, altså ændre på de regler, der er i forordningen, for den er udtømmende og bindende. Men virksomhederne kan naturligvis hver for sig supplere med skrappere regler for sig selv, og det vil sige bedre regler for passagererne end det, der er lagt op til i forordningen.
Fru Anne Baastrup fra SF var bl.a. inde på spørgsmålet om nogle uddybende bestemmelser, når det gælder handicappede, hvor man gerne ville have foldet bestemmelserne mere ud end det, der fremgår af lovforslaget. Det synes jeg vi skal se på under udvalgsbehandlingen. Jeg er ikke helt klar over, hvad præcis det var, fru Anne Baastrup mente der i den sammenhæng skulle ske, men det kan vi jo så diskutere under den behandling, der skal være i udvalget.
Flere var så inde på spørgsmålet om ankenævnet, hvor der var henvendelser om, at vi lod Ankenævnet for Bus, Tog og Metro, som for nylig er oprettet, være det ankenævnsorgan, som man kan klage til i henhold til forordningen. Det, som der er blevet peget på i bemærkningerne til lovforslaget og dermed også i bemærkningerne til høringssvaret, er jo, at det fremgår af forordningen, at der skal være tale om et uafhængigt klageorgan. Med uafhængigt må man nok forstå, at det skal være uafhængigt af virksomhederne, i den her sammenhæng bl.a. af jernbanevirksomhederne. Da det ankenævn, der er oprettet, bl.a. er oprettet af jernbanevirksomheder, og, som jeg forstår det, også har udpegningsret til det pågældende organ og dermed har repræsentanter siddende i organet, så er det, man må stille det spørgsmål, om ankenævnet så er uafhængigt i forordningens forstand og kan anvendes som det ankenævn, som man i henhold til forordningen skal klage til.
Når det er sagt, vil jeg sige, at jeg egentlig har stor forståelse for de bemærkninger, der er kommet fra ordførerne, for det skal jo også være sådan, at det er overskueligt for forbrugerne, hvor man skal rette sin klage hen, og det kan naturligvis virke forvirrende, at man i nogle sammenhænge skal rette sin klage ét sted hen og i andre sammenhænge rette sin klage et andet sted hen. Det kan såmænd være vanskeligt nok for os, som nu er i gang med en lovgivningsproces, at gennemskue, hvad det så er for nogle klager, der går det ene sted hen, og hvad det er for nogle klager, der går det andet sted hen. Så jeg synes, vi skal gå nærmere ind i den problematik under udvalgsbehandlingen.
Jeg har noteret mig, at der har været den tanke fremme - jeg tror, det er fra ankenævnet selv - at man i hvert fald kunne sagsbehandle klagerne i ankenævnets sekretariat, sådan at forbrugerne i hvert fald kun skal rette henvendelse ét sted, og så kan man i ankenævnets sekretariat så sende klagen videre til Jernbaneklagenævnet, hvis det er der, den pågældende sag skal behandles, eller beholde sagen i sit eget ankenævnsregi, hvis sagen skal behandles der. Så er det ikke forbrugerne, som har et problem med at finde ud af, hvortil de skal rette klagen. Lad os dyrke det lidt nærmere under udvalgsbehandlingen. Jeg er meget parat til at finde en løsning, der gør det overskueligt og let for forbrugerne at klage, men vi skal altså bare på den anden side respektere det krav om uafhængighed, der er i forordningen. Så jeg går ud fra, at vi vender tilbage til det under udvalgsbehandlingen.
Så med disse ord vil jeg endnu en gang sige tak for de positive og konstruktive bemærkninger, der har været fra ordførernes side. Jeg ser frem til en lige så konstruktiv og positiv udvalgsbehandling og håber så, at vi med et bredt flertal kan finde frem til en vedtagelse, når sagen har været rundt om Trafikudvalget.