Regeringen indgik i februar måned sidste år en aftale med Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Ny Alliance om en jobplan. Formålet var at tiltrække højt kvalificeret arbejdskraft til landet med særlig fokus på de områder, hvor Danmark mangler arbejdskraft.
Når man som land skal tiltrække talent, er det ikke bare en enkelt person, der skal se en fordel i at have en karriere i Danmark. Der følger noget med, nemlig familien, og man ved, at de fleste udstationeringer, der går galt, faktisk skyldes, at familien ikke trives. Når børnene ikke har det godt, har ingen det godt, skulle jeg hilse og sige. Derfor valgte man også i sin tid at lade det indgå i aftalen, at der skulle være lettere adgang til videregående uddannelse for de medfølgende børn.
Nu er der altså sket meget på et år, og det er jo ikke ligefrem historier om manglende arbejdsløshed, der rydder forsiden på aviserne i øjeblikket. Men det er vigtigt at forstå, at alt imens regeringen har den finansielle krise og den stigende arbejdsløshed som førsteprioritet, er der og vil der i fremtiden også være et behov for at tiltrække de bedste talenter internationalt. Der ville også være isolerede områder, hvor vi i Danmark slet ikke har varme hænder nok, og det udgør en trussel mod vores velfærd på sigt.
Senest har OECD her i januar måned offentliggjort en rapport om Københavns konkurrenceevne, hvor man netop fremhæver tiltrækning af udenlandsk talent som et afgørende kriterium for Københavns vækst, og i rapporten understreges det, at uddannelsesmuligheder til medfølgende børn er meget vigtige. Derfor er det fortsat et mål fra regeringens side, at vi er i stand til at tiltrække arbejdskraft fra udlandet til de områder, hvor vi måtte ønske det, og hvor vi kan se et klart behov.
Lovforslaget går ud på en fritagelse fra betalingskravet på videregående uddannelser. Det gælder børn af personer fra tredjelande, der har arbejds- og opholdstilladelse i Danmark. Og de børn, som har påbegyndt en uddannelse i Danmark, bør have mulighed for at færdiggøre uddannelsen, uafhængigt af om deres forældre forlader Danmark, inden de har afsluttet uddannelsen. Ordningen vil blive evalueret efter 3 år for at vurdere, hvor mange der har benyttet den, statens udgifter hertil, og om den har virket efter hensigten.
Venstre støtter naturligvis lovforslaget.