J.nr. BLS-101-00875

 

Den 8. april 2009

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 3 L 135 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål      

Finder ministeren, at klageadgangen efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 2, har været utilstrækkelig til at beskytte grundejerne mod misbrug af bestemmelsen henset til, at Naturklagenævnet, som nævnt i lovforslagets bemærkninger i årene 2003-2007, har omgjort 7 af 8 sager vedrørende ekspropriation til byudviklingsformål til fordel for klager?

 

Svar

Efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 2, kan der klages til Naturklagenævnet over kommunens beslutning om ekspropriation. Der er tale om en såkaldt fuld prøvelse af kommunens beslutning, hvilket vil sige, at nævnet vurderer både retlige og skønsmæssige spørgsmål.

 

For så vidt angår erstatningens størrelse, er det Taksationsmyndighederne, der efter processen i lov om offentlige veje fastsætter erstatningens størrelse.

 

Jeg mener ikke, at de afgørelser, som Kammeradvokaten har inddraget i sin rapport, giver grundlag for at antage, at klageadgangen skulle være utilstrækkelig for de berørte grundejere. Det er da heller ikke baggrunden for forslaget om at ophæve adgangen til ekspropriation til byudvikling på grundlag af en kommuneplan.

 

Mig bekendt foreligger der ikke undersøgelser, som skulle vise, at systemet for prøvelsen af kommunernes ekspropriationsbeslutning efter planloven skulle være utilstrækkeligt.