Til

                      Folketinget - Skatteudvalget

 

 

L 125 - Forslag til Lov om Lov om ændring af lov om bemyndigelse til opsigelse af dobbeltbeskatningsoverenskomster mellem Danmark og henholdsvis Frankrig og Spanien.

 

Hermed sendes mine bemærkninger til henvendelse af 9. februar 2009 fra Ole Nikolajsen, Frankrig.

 

 

 

 

Kristian Jensen

                                                                 /  Ivar Nordland


Ole Nikolajsen, Frankrig, har den 9. februar 2009 rettet henvendelse til Skatteudvalget vedr. dansk beskatning af pensionister i Frankrig.

Ole Nikolajsen oplyser, at han og hans hustru ikke har boet eller været skattepligtig til Danmark siden 1980. De flyttede til Frankrig 1. juli 2006.

Ole Nikolajsen blev 65 år i april 2008 og begyndte derefter at modtage dansk tjenestemandspension fra tidligere ansættelse frem til 1980 samt ATP og 22/40 folkepension.

De danske pensioner var ikke omfattet af dansk beskatning frem til slutningen af 2008.

I begyndelsen af januar 2009 fik han oplyst fra de danske skattemyndigheder, at han skulle beskattes af de tre danske pensioner.

Han skriver, at det medfører, at han fra 2009 skal betale både dansk og fransk skat af sine pensionsindtægter, fordi han ikke er omfattet af overgangsreglerne. Det medfører dobbeltbeskatning.

 

Jeg vil hertil oplyse følgende:

I 2008 var Ole Nikolajsen omfattet af den daværende dansk-franske dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvilket medførte, at Danmark havde ret til at beskatte tjenestemandspension, hvorimod Danmark ikke havde ret til at beskatte ATP og folkepension. Ole Nikolajsen oplyser, at han ikke betalte danske skat i 2008. Jeg går ud fra, at det skyldes, at tjenestemandspensionen af så lille et beløb, at den i praksis ikke medførte skattebetaling.

I 2009 er dobbeltbeskatningsoverenskomsten bortfaldet. Det medfører, at Danmark beskatter Ole Nikolajsen af alle tre danske pensionsindtægter. Ved skatteberegningen gives der personfradrag.

Ole Nikolajsen er ikke omfattet af overgangsreglerne for de pensionister, som allerede boede i Frankrig, idet han ikke var begyndt at modtage dansk pension den 31. januar 2008.

Jeg ser ikke nogen grund til, at Ole Nikolajsen ikke skal betale skat af sine danske pensionsindtægter. Jeg mener ikke, at det har betydning, at han har boet og arbejdet i andre lande siden 1980. Når han modtager danske pensioner, bør han beskattes af disse indtægter på samme måde, som hvis han boede her i landet. Det er nok rigtigt, at de danske pensioner er af små beløb, men det medfører også en tilsvarende lav skat.

   

 

Â