Til

                      Folketinget - Skatteudvalget

 

 

L 125 - Forslag til Lov om ændring af lov bemyndigelse til opsigelse af dobbeltbeskatningsoverenskomster mellem Danmark og henholdsvis Frankrig og Spanien.

 

Hermed sendes svar på henvendelse af 21. februar 2009 fra Knud Rasmussen, Frankrig (L 125 – bilag 8).

 

 

 

 

 

 

Kristian Jensen

                                                                 /  Ivar Nordland


Knud Rasmussen har den 21. februar 2009 rettet henvendelse til Skatteudvalget.

Henvendelsen angår ikke lovforslag L 125, men overgangreglerne i lov nr. 85 af 20. februar 2008.

Knud Rasmussen redegør for sine synspunkter om dansk beskatning af udbetalinger fra en dansk pensionsordning, når modtageren er hjemmehørende i Frankrig. Han nævner, at han sammen med sin kone flyttede til Frankrig for godt 10 år siden. De to arbejder stadig. Han skal pensioneres om ca. 1½ år og hans kone om ca. 5 år. De er derfor ikke omfattet af overgangsreglerne i lov nr. 85 af 20. februar 2008.

Han mener, at disse overgangsreglers betingelse om at være begyndt at modtage pension senest 31. januar 2008 virker helt urimeligt i sammenhængen med opfordringen til at blive på markedsmarkedet så længe som muligt.

Han foreslår derfor, at overgangsreglen ændres, så den omfatter alle, som den 28. november 2007 var hjemmehørende i Frankrig, henholdsvis Spanien, dvs. så betingelsen om at være begyndt at modtage pension den 31. januar 2008 ophæves.

 

Jeg vil hertil svare, at når personer, der er hjemmehørende i udlandet, som udgangspunkt skal betale dansk skat af udbetalinger fra deres danske pensionsordning, er baggrunden, at de tidligere har fået skattefradrag indbetalingerne til ordningen.

Overgangsreglerne i lov nr. 85 af 20. februar 2008 har til formål at undgå, at opsigelsen af den dansk-franske dobbeltbeskatningsoverenskomst skulle medføre markante ændringer i økonomiske forhold for personer, der f.eks. på grund af alder har svært ved at tilpasse deres økonomi til den ændrede beskatning, f.eks. ved flytning. Den blev derfor fastsat, at de personer, der var flyttet til Frankrig senest den 28. november 2007 og var begyndt at modtage pension senest den 31. januar 2008, bevarer deres hidtidige skattefritagelse.

Jeg er enig i Knud Rasmussens betragtninger om opfordringen til at blive på arbejdsmarkedet så længe som muligt. Den regel, som Knud Rasmussen foreslår, vil imidlertid medføre, at de personer, der har forladt arbejdsmarkedet og er flyttet til Frankrig inden deres pensionering, bliver belønnet ved fritagelse for dansk beskatning af deres fremtidige pension.  

Knud Rasmussen oplyser, at han og hans kone flyttede til Frankrig for godt 10 år siden, men først skal pensionisters om henholdsvis ca. 1½ og 5 år.

Jeg vil bemærke, at hvis de har indbetalt til danske private pensionsordninger i denne periode, har de næppe fået fradrag for disse indbetalinger. I så fald skal der ikke ske dansk beskatning af den del af udbetalingerne fra ordningerne, som svarer til den del af de samlede indbetalinger til ordningerne, som de ikke har fået fradrag for.   

Â