Til

                      Folketinget - Skatteudvalget

 

 

L 125 - Forslag til Lov om ændring af lov om bemyndigelse til opsigelse af dobbeltbeskatningsoverenskomster mellem Danmark og henholdsvis Frankrig og Spanien.

 

Hermed sendes svar på henvendelse af 15. februar 2009 fra Ingrid og Karsten Rosendal, Frankrig (L 125 – bilag 2).

 

 

 

 

 

 

Kristian Jensen

                                                                 /  Ivar Nordland


Ingrid og Karsten Rosendal har den 15. februar 2009 rettet henvendelse til Skatteudvalget.

Henvendelsen angår ikke lovforslag L 125, men overgangreglerne i lov nr. 85 af 20. februar 2008.

Ingrid og Karsten Rosendal har redegjort for deres planer om at flytte til Frankrig og om flytningen pr. 31. januar 2008. De er ikke omfattet af overgangsreglerne i lov nr. 85 af 20. februar 2008, da de er flyttet efter skæringsdatoen 28. november 2007. De finder det passende, at denne skæringsdato ændres til 10. juni 2008 eller 31. december 2008.

 

Jeg vil hertil svare, at når personer her i landet har fået nedsat deres danske beskatning gennem indbetalinger til en pensionsordning, har det hele tiden været en forudsætning, at der også skulle ske dansk beskatning af udbetalingerne fra ordningen. Tidligere forhindrede den dansk-franske dobbeltbeskatningsoverenskomst ganske vist, at Danmark kunne gennemføre denne beskatning af pensionsudbetalinger, hvis modtageren var flyttet til Frankrig.

Men der har aldrig været nogen garanti for, at der ikke ville ske ændringer af den dansk-franske dobbeltbeskatningsoverenskomst. Personer med en pensionsordning har altså ikke kunnet planlægge flytning til Frankrig på det grundlag, at de kunne undgå den danske skat af deres danske pension, som skulle være modstykket til tidligere danske skattefradrag.

Tværtimod har det været kendt gennem mange år, at Danmark søgte at få ændret de dobbeltbeskatningsoverenskomster, som forhindrede dansk beskatning af danske pensioner.

Lov nr. 85 af 20. februar 2008 har overgangsregler for at undgå, at opsigelsen af den dansk-franske overenskomst skulle medføre markante ændringer i økonomiske forhold for personer, der f.eks. på grund af alder har svært ved at tilpasse deres økonomi til den ændrede beskatning, f.eks. ved at flytte. Det blev derfor fastsat, at de personer, der var flyttet til Frankrig senest den 28. november 2007 og var begyndt at modtage pension senest den 31. januar 2008, bevarer deres hidtidige skattefritagelse.

Det svarer til, hvad der tidligere er bestemt i forbindelse med ændringer af dobbeltbeskatningsoverenskomster med andre lande, hvor ændringen har medført, at Danmark med virkning for fremtiden kunne beskatte personer i det andet land af deres danske pension. 

Jeg ser ingen grund til at ændre på skæringsdatoen i overgangsreglerne i lov nr. 85 af 20. februar 2008.    

 

 

 

 

 

 

    

  Â