Hvis man ser tilbage på, hvordan vores demokrati og retssamfund har udviklet sig, så var grundlaget dengang, da man indførte grundloven, de borgerlige frihedsrettigheder, og at man skulle sikre den enkeltes personlige frihed. Man mente, at det var fuldstændig afgørende i et retssamfund, at den enkelte havde en personlig frihed og havde en frihed til, at myndighederne ikke bare kunne gå ind uden kontrol og gøre, hvad der passede dem.
Derfor indførte man en række frihedsrettigheder. Man prøvede at sikre den personlige frihed bedst muligt. Det afbalancerede man selvfølgelig i forhold til, at det også skal være muligt at bekæmpe kriminalitet. Derfor indførte man kravet om domstolskontrol, når myndighederne skal lave indgreb i den personlige frihed.
Det har vi forsøgt at holde fast i siden, men her i de senere år er det gået voldsomt ned ad bakke. Det er, som om et flertal i Folketinget mener, at domstole bare er til besvær og ikke er noget, som man behøver at bruge tid på; at et flertal i Folketinget mener, at der ikke er nogen grund til, at der er kontrol med myndighedernes indgreb i borgernes personlige frihed; at der er et flertal, der ikke længere mener, at det ikke er særlig vigtigt at beskytte den personlige frihed.
Det kan jo undre, at det især er de borgerlige partier, der fører an i angrebet på de borgerlige frihedsrettigheder. Det er, som om man ikke længere synes, at de er værd at forsvare. Derfor håber jeg også meget, at der må være bare enkelte blandt de borgerlige, som stadig mener, at den personlige frihed er værd at forsvare, som stadig mener, at domstole ikke bare er til besvær, men at der faktisk er et formål med at have en domstolskontrol, og at vi derfor skal sikre, at der er domstolskontrol, når myndighederne skal foretage et så voldsomt indgreb i den personlige frihed som at aflytte telefonerne - oven i købet aflytte telefoner hos personer, der slet ikke er mistænkt.
Jeg synes, det er højst besynderligt, at man her har valgt at sige, at man ikke mener, at det er nødvendigt med særlig meget kontrol, når det er ikkemistænkte, der skal aflyttes, hvorimod der er domstolskontrol, når det er mistænkte, der skal aflyttes. Det virker højst besynderligt, og jeg håber virkelig, at der er nogle, der tænker sig om.