ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

 

31. marts 2009

 

Besvarelse af spørgsmål 1 ad L 120 stillet af Erhvervsudvalget den 24. februar 2009.    

 

Spørgsmål:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 23. februar 2009 fra Realkreditrådet, jf L 120 - bilag 2.

 

Svar:

Realkreditrådet påpeger i dets henvendelse, at rådet er imod den foreslåede ændring af lov om finansiel virksomhed, hvor Realkreditrådet får fælles indstillingsret med Realkreditforeningen til Det Finansielle Virksomhedsråd, Fondsrådet og Penge- og Pensionspanelet.

 

Realkreditrådet henviser blandt andet til, at den foreslåede ændring vil skævvride balancen i rådene og panelet.

 

Indledningsvis skal det bemærkes, at der er sket en frivillig opsplitning af Realkreditrådet, og det er realkreditinstitutterne selv, der har valgt at organisere sig anderledes. Derfor finder jeg det naturligt, at de så også indstiller i fællesskab. Dette skal især ses i lyset af, at det er realkreditinstitutbranchen, der er repræsenteret i de pågældende råd og i panelet - og ikke de enkelte realkreditinstitutorganisationer. Realkreditrådets medlemmer står for 56 pct. af de udestående realkreditobligationer, og Realkreditforeningens medlemmer står for 44 pct. af de udestående realkreditobligationer, jf. Realkreditforeningens henvendelse af 17. marts 2009 til Erhvervsudvalget.  

 

Det er efter lovgivningen og lovforslaget økonomi- og erhvervsministeren, der efter indstilling udpeger medlemmer af Det Finansielle Virksomhedsråd, Penge- og Pensionspanelet og Fondsrådet, jf. lov om finansiel virksomhed § 333a og § 345 samt lov om værdipapirhandel § 84. Jeg kan i den forbindelse oplyse, at jeg i relation til Realkreditrådets og Realkreditforeningens repræsentation i de to råd og i panelet vil se positivt på en indstilling fra organisationerne, hvor Realkreditrådet indstilles som medlem og Realkreditforening som suppleant.

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk