Folketingets Socialudvalg

 

Dato: 17. marts 2009

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 26. februar 2009 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 19 (SOU L 114) stillet af Özlem Cekic (SF).

 

­

 

Spørgsmål nr. 19:

 

”Ministeren bedes redegøre for, hvordan den unge vil skulle deltage i et behandlingsforløb, for at man kan sige, at pålægget er overholdt; er det nok at være til stede, eller skal den unge deltage aktivt, og hvem skal vurdere det?”

 

Svar:

 

Som det også fremgår af besvarelsen til SOU L 114 nr. 18, vil kravene i pålæggene variere i det enkelte tilfælde, da kravene fastlægges i den konkrete afgørelse. Det er i den forbindelse kommunens opgave at sikre, at ungepålæggets indhold formuleres tydeligt, så det står klart for de unge, hvilke konkrete opgaver og pligter de er blevet pålagt, og hvad de i forlængelse heraf skal gøre for at efterleve pålægget.

 

I øvrigt følger det af forvaltningslovens generelle regler om skriftlighed, at såvel afgørelser om ungepålæg som afgørelser om manglende efterlevelse af ungepålæg skal være skriftlige.

 

Hvis den unge pålægges at deltage i et socialpædagogisk behandlingsforløb, kan indholdet typisk bestå i, at den unge skal møde op til alle sessioner i forløbet. Kommunen har pligt til at følge op, om ungepålægget efterleves. Denne pligt vil i det nævnte tilfælde kunne bestå i at tage kontakt til den ansvarlige for behandlingsforløbet for at høre, om den pågældende unge er mødt op til sessionerne. Hvis dette ikke er tilfældet, skal kommunen som udgangspunkt træffes afgørelse om manglende efterlevelse. Afgørelsen – og dermed vurderingen af, hvorvidt pålægget er blevet efterlevet eller ej - foretages af de sociale myndigheder, men myndighederne har altså mulighed for at inddrage andre som led i opfølgningen.

 

Der skal i forlængelse heraf gøres opmærksom på, at det er en forudsætning for at træffe afgørelse om manglende efterlevelse af ungepålæg, at der foreligger klare informationer for dette, og at der ikke er undskyldelige omstændigheder omkring den manglende efterlevelse. Det er ligeledes op til kommunen at vurdere, om dette er tilfældet.

 

 

 

Karen Jespersen

 

/ Nina Eg Hansen