Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 1 vedrørende forslag til lov om ændring af lov om udendørs hold af svin (Ophævelse af revisionsbestemmelse) (L 108), som Udvalgt for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har stillet til justitsministeren den 24. februar 2009.

 

 

Brian Mikkelsen

/

Cristina A. Gulisano

 


Spørgsmål nr. 1 fra Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri vedrørende forslag til lov om ændring af lov om udendørs hold af svin (L 108):

 

”Vil ministeren oplyse, hvorvidt en opretholdelse af revisionsbestemmelsen vil volde EU retlige problemer, og vil ministeren i bekræftende fald oplyse hvilke?”

 

Svar:

 

Efter lov om udendørs hold af svin § 18 a skal justitsministeren i folketingsåret 2008-09 fremsætte forslag om revision af lovens § 12. Ifølge § 12 skal alle svin, bortset fra pattegrise under 14 dage, altid have fri adgang til rent drikkevand. Bestemmelsen gennemfører bl.a. en bestemmelse i Rådets direktiv 91/630/EØF af 19. november 1991 om fastsættelse af mindstekrav med hensyn til beskyttelse af svin med senere ændringer, jf. artikel 4, stk. 1, jf. direktivets bilag, kapitel I, pkt. 7, hvorefter svin, bortset fra pattegrise på under 14 dage, skal have permanent adgang til vand. Det vil derfor være uforeneligt med Danmarks EU-retlige forpligtigelser at fastsætte, at svin ikke skal have fri adgang til vand i visse perioder af døgnet mv., f.eks. nætter i perioder med frostvejr. Der henvises i øvrigt til pkt. 4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

 

Justitsministeriet kan endvidere oplyse, at Kommissionen i forbindelse med sin handlingsplan for dyrebeskyttelse og dyrevelfærd (2006-2010) af 23. januar 2006 har tilkendegivet, at der i 2009 vil blive fremlagt en rapport om beskyttelse af svin, der holdes til landbrugsmæssigt formål, som skal danne grundlag for et forslag om revision af Rådets direktiv 91/630/EØF.

 

Justitsministeriet vil i den forbindelse kunne rejse spørgsmålet om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at stille krav om, at svin, der holdes udendørs, skal have permanent adgang til vand om natten i perioder med frostvejr.