Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 11 vedrørende forslag til lov om ændring af adoptionsloven og forskellige andre love (Adoption uden samtykke, stedbarnsadoption af registreret partners barn fra fødslen m.v.) (L 105), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 2. marts 2009.

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Jens-Christian Bülow

 


Spørgsmål nr. 11 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af adoptionsloven og forskellige andre love (Adoption uden samtykke, stedbarnsadoption af registreret partners barn fra fødslen m.v.) (L 105):

 

”Er ministeren enig i, at psykisk sygdom eller misbrug ikke alene skal være grund nok til en tvangsadoption?”

 

Svar:

 

Ved vurderingen af, om adoption uden samtykke kan gennemføres, er det afgørende først og fremmest hensynet til, hvad der er bedst for barnet.

 

Som det fremgår af Justitsministeriets samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 5 fra Folketingets Retsudvalg, er det ved vurderingen af forældreevnen nødvendigt at inddrage forældrenes livsforløb for at kunne opstille en prognose for, om det er sandsynligt, at forældreevnen kan etableres. Forældrenes forhold vil skulle vurderes på tværs af situationer, tid, psykisk og fysisk tilstand. Herudover er det nødvendigt at vurdere, om forældrene har været tilbudt relevant behandling, om de har kunnet samarbejde om behandlingen og den eventuelle effekt af behandlingen.

 

Forældrenes situation og forældreevnen skal således altid vurderes individuelt ud fra den konkrete situation. Forhold som psykisk sygdom eller misbrug udelukker ikke i sig selv, at forældreevnen kan være til stede eller vil kunne genvindes. Hvis det skønnes, at forældreevnen er til stede eller eventuelt vil kunne genvindes, vil betingelserne for at gennemføre en adoption uden samtykke ikke være til stede.

 

Der henvises i øvrigt til Justitsministeriets samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 10 fra Folketingets Retsudvalg samt pkt. 2.5 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.