Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 3, som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 10. februar 2009 vedrørende forslag til lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Forsøgsordning med magtanvendelse ved brug af peberspray) (L 104). Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen (SF).

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Lars Hjortnæs

 


Spørgsmål nr. 3 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Forsøgsordning med magtanvendelse ved brug af peberspray) (L 104).

 

”Vil ministeren sikre, at Sundhedsstyrelsen og andre relevante sundhedsorganisationer høres om brugen af peberspray?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet anmodet Sundhedsstyrelsen om bemærkninger til lovforslaget.

 

Sundhedsstyrelsens udtalelse vedlægges.

 

Sundhedsstyrelsens høringssvar er udarbejdet som en udtalelse om eventuelle medicinske skadevirkninger ved anvendelse af OC-spray/peberspray. Sundhedsstyrelsen konkluderer, at anvendelsen af peberspray bør ske ud fra en relativ risikovurdering for at forebygge mere alvorlige skader, samt at anvendelse kun bør ske af særligt uddannet personel, efter særlig instruks, der inkluderer viden om skadevirkninger, og i hvilke situationer der er brug for lægetilsyn. Desuden konkluderes det, at de markedsførte peberspray bør vurderes mht. bæregasser og opløsningsmidler, og at der bør foreligge en indholdsdeklaration på peberspray, da der er forskellige koncentrationer af det aktive stof i peberspray. Tilsvarende finder Sundhedsstyrelsen, at det ved anvendelse af OC i f.eks. plastkugler bør sikres, at dosis ikke kan medføre alvorlige helbredsskader, hvis kuglen optages i kroppen. Afslutningsvist bemærker Sundhedsstyrelsen, at der er grund til at fastholde et forbud mod anvendelse af peberspray uden for snævert definerede formål, hvor mindre farlige alternativer ikke foreligger, samt at peberspray kun bør anvendes af særligt uddannet personel, efter særlig instruks, der inkluderer viden om skadevirkninger, og i hvilke situationer der er brug for lægetilsyn.

 

Justitsministeriet skal bemærke, at som det fremgår af lovforslagets bemærkninger, vil straffuldbyrdelseslovens almindelige regler om magtanvendelse i givet fald finde anvendelse også for brug af peberspray som magtmiddel, herunder at magtanvendelsen ikke må gennemføres, hvis det efter indgrebets formål og den krænkelse og det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være et uforholdsmæssigt indgreb (proportionalitetsprincippet), og at magtanvendelsen skal foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader (skånsomhedsprincippet), jf. straffuldbyrdelseslovens § 62, stk. 3 og 4. Desuden vil der, inden forsøgsordningen iværksættes, i givet fald blive fastsat nærmere regler om anvendelsen af peberspray, herunder om hvornår peberspray må bæres af personalet, om anvendelsen af peberspray, og om afhjælpning af gener forårsaget af, at en indsat har været udsat for peberspray.

 

Hvis lovforslaget vedtages, vil der endvidere blive fastsat nærmere regler om, at institutionen så vidt muligt og i fornødent omfang skal tilbyde at afhjælpe gener, der er forårsaget af, at en indsat har været udsat for peberspray. Der skal straks gennemføres lægetilsyn efter anvendelse af peberspray, hvis der er mistanke om sygdom, herunder om tilskadekomst hos den indsatte i forbindelse med anvendelsen af peberspray, eller hvis den indsatte selv anmoder om lægehjælp. Personalet i de pågældende institutioner i Kriminalforsorgen vil i givet fald blive undervist i brugen af peberspray, inden forsøgsordningen bliver iværksat.

 

Det kan tilføjes, at der som anført i lovforslagets bemærkninger ikke i forbindelse med den svenske kriminalforsorgs anvendelse af peberspray har været tilfælde med medicinske skadevirkninger hos personer, som har været udsat for peberspray. Rigspolitiet har endvidere oplyst, at man ikke er bekendt med klager over længerevarende skader efter politiets brug af peberspray. Spørgsmålet om eventuelle skader mv. som følge af brugen af peberspray vil i givet fald indgå i Kriminalforsorgens evaluering af forsøgsordningen.

 

Direktoratet for Kriminalforsorgen har endelig oplyst, at hvis lovforslaget vedtages, vil direktoratet i forbindelse med iværksættelsen af forsøgsordningen indføre en type peberspray som magtmiddel, der svarer til den type peberspray, som anvendes af politiet.