ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

Eksp.nr. 609488

 

26. januar 2009

Besvarelse af spørgsmål 6 ad L 102 og L 103 stillet af Erhvervs-udvalget den 22. januar 2009 efter ønske fra Frank Aaen (EL).

 

Spørgsmål:

Vil ministeren redegøre for, hvorfor realkreditvirksomhederne har fået brug for et kapitalindskud - herunder om det har forbindelse til de nye SDO-lån?

 

Svar:

Dansk økonomi er tydeligt påvirket af den globale finansielle krise og de svage internationale vækstforhold. Der er stor usikkerhed om, hvor dyb og langvarig den økonomiske krise bliver. En af de centrale faktorer er kreditinstitutternes kreditgivning i de kommende år. Penge- og realkreditinstitutterne løser en væsentlig opgave i samfundsøkonomien ved at yde finansiering til kreditværdige virksomheder og husholdninger. Dermed skabes grundlag for vækst og beskæftigelse til gavn for hele samfundsøkonomien.

 

En forudsætning for, at de finansielle virksomheder kan løfte kreditformidlingsopgaven, er, at deres kapitalgrundlag er tilstrækkeligt til at kunne modstå de tab, der erfaringsmæssigt følger i kølvandet på konjunkturomslag, som det nuværende og til at danne grundlag for løbende refinansiering og udlån. Det gælder for både penge- og realkreditinstitutterne.

 

Et statsligt kapitalindskud i både penge- og realkreditinstitutter skal hjælpe med til at sikre, at sunde virksomheder og husholdninger kan opnå finansiering. Der er ikke nogen direkte sammenhæng med de nye SDO-lån.

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk