|
|
|
Finansraadet lægger til grund at minimumsforrentningen på 10 pct., der nævnes i bemærkningerne, er et eksempel, som udtrykker en individuelt fastsat rente og ikke er udtryk for en rente, som alle pengeinstitutter skal acceptere uanset individuelle forhold.
Kommentar
Forrentningen skal i overensÂstemmelse med EUs retningslinjer fastsættes individuelt for de enkelte penge- og realkreditinstitutter ud fra deres kvalitet mÃ¥lt ved f.eks. kapitaloverdækning og risikoprofil. Ifølge EUs retningslinjer skal der, for de institutter, hvor dette er relevant, lægges stor vægt pÃ¥ bureauernes rating, og indplaceringen vil følge nedenstÃ¥ende skema:
Kategori I:   Institutter med højere rating: Standard&Poors and Fitch: AA- eller højere / Moody’s: Aa3 eller højere.
Kategori II:  Institutter med middel rating: S&P and Fitch: fra A- op til A+ / Moody’s: fra A3 op til A1.
Kategori III: Institutter med lavere rating: S&P and Fitch: BBB+ eller lavere/ Moody’s: Baa1 eller lavere.
Ikke-ratede institutter vil, på grundlag af en række parametre som kernekapital, gearing, indlånsunderskud, likviditetsrisiko, indtjening og kreditkvalitet blive indplaceret i en af de tre kategorier ved sammenligning med allerede ratede institutter af de nævnte faktorer.
Den faste rente fastsættes på tidspunktet for aftaleindgåelsen ud fra den fem-årige statsobligationsrente, som for øjeblikket er ca. 3 pct., tillagt et risikotillæg på i gennemsnit 6 pct.enheder og en margin på 1 pct.enhed, hvilket giver en samlet, gennemsnitlig forrentning på ca.10 pct. Ifølge L 102 prissættes kapitalindskuddet for kreditinstitutterne i de tre priskategorier i et interval fra ca. 9 pct. og op til ca. 11,25 pct. i årlig rente. Konkret er det risikotillæggets størrelse, der varierer imellem kategorierne.
Det fremgår af forslag til lov om statsligt kapitalindskud, at økonomi- og erhvervsministeren får bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler for fastsættelsen og beregningen af den garantiprovision, som skal betales til staten.
Blandt andet i lyset af de indkomne høringssvar kan det oplyses, at det er hensigten at tilstræbe en yderligere prisdifferentiering indenfor den midterste kategori med henblik på at afspejle den relativt store spredning i kapitaldækning, risikoprofil samt andre parametre blandt institutterne i den pågældende kategori. Dette vil sikre en mere afbalanceret og fair prisfastsættelse mellem institutterne.
Det er derfor hensigten, med forbehold for EU-kommissionens godkendelse i henhold til statsstøttereglerne, at prissætningsmodellen, der er beskrevet i bemærkningerne til L 102, justeres med henblik på at sikre en yderligere differentiering af prisen på statslige kapitalindskud.
Kreditinstitutterne vil fortsat skulle indplaceres i en af tre kategorier I, II og III.
I kategori II vil der skulle ske en yderligere opdeling af kreditinstitutterne i tre underkategorier. Risikotillægget vil variere, underkategorierne imellem, og således afspejle spredningen i kvalitet og risiko mellem institutterne i kategori II.
Med det nuværende renteniveau vil den forventede, faste kuponrente i kategori I udgøre 9 pct.
I kategori II vil den forventede, faste kuponrente udgøre henholdsvis 9,55 pct., 10,1 pct. og 10,65 pct. i de tre underkategorier.
I kategori III vil den forventede, faste kuponrente som hidtil udgøre 11,25 pct.
Det vil fortsat gælde, at den gennemsnitlige statslige forrentning af kapitalindskuddene forventes at udgøre ca. 10. pct.