Det eneste punkt på dagsordenen er:

1) Forespørgsel nr. F 50:

Forespørgsel til statsministeren:

Hvad kan statsministeren oplyse om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation?

Af Peter Christensen (V), Henrik Sass Larsen (S), Pia Kjærsgaard (DF), Villy Søvndal (SF), Henriette Kjær (KF), Margrethe Vestager (RV), Johanne Schmidt-Nielsen (EL), Anders Samuelsen (LA), Simon Emil Ammitzbøll (UFG) og Pia Christmas-Møller (UFG).

(Anmeldelse 24.04.2009. Fremme 28.04.2009).

Så er det først ordføreren for forespørgerne, hr. Peter Christensen, for begrundelse.

Må jeg bede om ro i salen!

Da vi nærmer os grundlovsdag, og Folketinget lukker ned for lovgivningsarbejdet, skal jeg traditionen tro på vegne af alle Folketingets partier og løsgængere anmode statsministeren om en redegørelse for den indenrigspolitiske og udenrigspolitiske situation.

Tak til ordføreren. Og så er det statsministeren for besvarelse.

I dag markerer vi afslutningen af folketingsåret 2008-09, selv om der jo endnu er et par hårde arbejdsdage tilbage i Folketingssalen.

Der har jo været et år, der har været præget af den økonomiske krise, et år, hvor ledigheden er steget, et år, hvor flere danske familier har mærket utrygheden i hverdagen. Det har også været et år, hvor regeringen har ført en ansvarlig og nøje doseret krisepolitik, hvor vi har taget initiativ på initiativ, der summer op i milliarder af kroner, og hvor vi hele vejen igennem har fulgt udviklingen tæt.

For det, der er vores vigtigste opgave, er at dæmme op for den internationale krise, så de menneskelige omkostninger af krisen her i Danmark bliver de mindst mulige. Samtidig har regeringen fortsat en stærk reformpolitik, hvor vi giver den enkelte dansker større frihed, hvor vi styrker vores stærke fællesskab, og hvor vi ruster os til det næste opsving.

I Danmark er vi så gunstigt stillet, at krisen kom efter en meget lang og stabil vækstperiode, en periode, hvor flere og flere danskere er kommet i arbejde, også folk, der normalt har svært ved at finde et job. Det er jo nogle fantastiske resultater, som vi skal værne om, ikke mindst når det nu går knap så godt.

Vi skal fastholde frihed, dynamik og aktivitet, og vi skal bevare og udvikle et fællesskab, hvor alle er med inde i varmen. Danmark skal bedst muligt gennem krisen. Det er den vigtigste opgave for os alle lige nu.

Når jeg ser tilbage på folketingsåret, der er gået, har håndteringen af krisen været den opgave, der har overskygget alle andre. Gennem året har det været vanskeligt at forudse krisens dybde, krisens forløb, krisens længde, og det er det stadig væk. Vi kan lige så godt sige det ligeud til hinanden: Vi ved ikke, hvornår det vender, og det bliver værre, før det bliver bedre. Derfor må vi også hele tiden se på vores politik med friske øjne og justere, hvor der er behov for det.

Da krisen for alvor ramte Danmark sidste efterår, sad jeg som finansminister i orkanens øje. Dengang valgte vi at gentænke hele det finanslovforslag, vi havde lagt frem, på grund af den nye situation. Derfor var det finanslovforslag, vi vedtog i december, langt mere møntet på at holde gang i hjulene end det, vi oprindelig lagde frem i august. Det er et billede på året, der er gået. For regeringen har løbende fulgt krisen, løbende revideret vores udspil og sat ind med nye udspil, når der var behov.

Danmark har et godt udgangspunkt for at klare krisen. Ja, ifølge en spritny international undersøgelse er Danmark verdensmester i kriseparathed. Det er vurderingen fra det schweiziske World Competitiveness Center. Men sådan et verdensmesterskab i kriseparathed er ikke bare noget, man skal læne sig tilbage og nyde. Det er et verdensmesterskab, der skal forsvares. Og regeringen har allerede taget en lang række vækstinitiativer, initiativer, der er rettet mod finanssektoren, mod erhvervslivet og mod familiernes økonomi.

Den internationale krise slog jo først igennem i forhold til finanssektoren, og der var behov for at skubbe til bankernes udlån for at holde gang i samfundet, for at sikre, at penge kunne stilles til rådighed til fornuftige, veldrevne virksomheder og til gode ideer. Det gjorde vi med to pakker, bankpakken i oktober, kreditpakken i januar. Vi har garanteret bankkunderne fuld sikkerhed for deres indeståender i danske pengeinstitutter, og vi har stillet op mod 100 mia. kr. til rådighed som ansvarlig kapital. Det har vi gjort sammen med et bredt flertal her i Folketinget, og det vil jeg gerne kvittere for.

I løbet af året fik mange danske virksomheder problemer med at få likviditeten til at række, at få regnskabet til at hænge sammen. Derfor har regeringen forlænget kredittiderne for moms og A-skat. Det har øget erhvervslivets likviditet med i omegnen af 60 mia. kr. I første omgang gjaldt forlængelsen til august, og vi har nu foreslået at forlænge ordningen ind i efteråret.

Krisen er international, derfor er vores eksportvirksomheder naturligvis særlig udsatte, og vi har derfor også styrket eksportkreditordningen med 30 mia. kr. Så regeringen har rakt en hjælpende hånd frem til dansk erhvervsliv. Havde det egentlig ikke være oplagt med en bred opbakning fra Folketingets partier?

Flere familier mærker, at økonomien strammer lidt til, og er utrygge på vegne af deres egen families økonomi. Derfor er det afgørende vigtigt, at vi gengiver familierne tilliden til deres egen økonomi.

Regeringen har givet danskerne skattelettelser for i alt 9 mia. kr. allerede i år. Og vi har også givet mulighed for, at man kan få udbetalt den særlige pensionsordning. ATP er netop i disse dage i gang med at sende breve ud til de 2,9 millioner danskere, der har en SP-konto. Brevene indeholder simpelt hen en blanket, som man kan skrive under og sende tilbage til ATP, og så kan man få sine egne penge, der blev sat ind, dengang tiderne var meget gunstige, tilbage til at stabilisere sin økonomi nu, hvor tiderne er lidt hårde. Man kan få sine penge tilbage inden for ca. 3 uger. Så nemt er det.

Det er en helt ubureaukratisk vej til at stimulere forbruget, til at vække optimismen, til at give familierne mulighed for at polstre deres økonomi. Så regeringen har altså valgt at give en håndsrækning til de danske familier. Havde det ikke været oplagt med en bred opbakning fra Folketingets partier?

Regeringen har stimuleret investeringerne i samfundet. Vi har fremrykket offentlige investeringer. Vi har ophævet den kommunale anlægsramme. Vi har sat 1,5 mia. kr. af til en renoveringspulje. Og jeg troede egentlig, at alle var enige om, at det er den vej, vi skal gå: at vi skal bruge de ledige hænder til at bygge skoler, plejehjem og sygehuse og til at gøre vores boliger mere energibesparende.

Regeringen har målrettet skubbet på investeringerne. Havde det egentlig ikke været oplagt med en bred opbakning fra Folketingets partier?

Samlet betyder den række af initiativer, jeg her har antydet, at vi fører en meget ekspansiv politik i Danmark. Det er en af de allermest ekspansive økonomiske politikker i hele Europa. Og når det overhovedet lader sig gøre, er det jo, fordi regeringen valgte at holde sig for ørerne, da tiderne var i fremgang, og da oppositionen igen og igen sagde: Brug nu af det store overskud. Vi har målrettet betalt af på kassekreditten, kan man sige, og det gør det nu både muligt og ansvarligt at trække på kassekreditten.

Samtidig med at vi har håndteret krisen og sat stærkere ind end de fleste andre europæiske lande, har vi også gennemført en række fremadrettede reformer. Det er reformer, som skal forberede os på at få det fulde udbytte af det næste opsving, når det kommer, for det kommer. Det er reformer, der styrker dynamik, frihed og fællesskab.

I dette folketingsår har regeringen fremlagt en ambitiøs skattereform, som forventeligt vedtages i Folketinget her i morgen. Det er en reform, hvor vi stimulerer økonomien i 2010, men som selvfølgelig – selvfølgelig! – er fuldt finansieret set over en årrække.

Vi foretager nu den største sænkning af skatten på arbejde nogen sinde, så fru Jensen selv får lov til at beholde flere af de penge, hun tjener, for det giver nu engang en større lyst til at arbejde og til at tage initiativ. Og vi hæver skatten på forurening markant, så det bedre kan betale sig for hr. Hansen at isolere sit hus eller skifte til elsparepærer eller på anden vis tænke miljøudfordringen og klimaudfordringen ind i sin gøren og laden.

Det er en reform, som forfølger to klare sigtelinjer. Vi beskatter nu hårdere det, vi vil have mindre af, nemlig forurening, og vi beskatter nu lempeligere det, vi vil have mere af, nemlig arbejde. Og det er en reform, der ligger i klar forlængelse af den skattepolitik, som har været regeringens siden 2001, og som nu betyder, at 2 millioner danskere slipper for at betale mellemskat fra 2010, og at næsten 400.000 danskere slipper for topskatten fra 2011.

Samtidig holder vi fast i skattestoppet med den tryghed om skatten, som jo er vigtigere end nogen sinde midt i en krisetid, hvor folk bekymrer sig om deres eget ve og vel, om familiens økonomi. Det skal kunne betale sig at arbejde. Det skal kunne betale sig at spare op. Det skal kunne betale sig at spare på energien. Der skal være tryghed om skatten. Det troede jeg egentlig de fleste var enige om. Havde det ikke været oplagt med et bredt forlig bag skattereformen?

Regeringen har også taget flere vigtige skridt ad den grønne vej. Det er regeringens ambitiøse mål – og det fås ikke mere ambitiøst – at Danmark på sigt skal være helt uafhængig af forurenende brændsler som kul, olie og gas.

I det folketingsår, der nu snart er gået, har vi taget vigtige skridt på vejen mod det mål. Vi har indgået en bred grøn transportaftale, hvor vi fremrykker grønne trafikinvesteringer for 5 mia. kr., så vi skaber aktivitet, og hvor vi drejer efterspørgslen fra forurenende biler mod kollektiv trafik og mod mindre forurenende biler.

Vi har fremlagt et offensivt udspil om grøn vækst. Det er et udspil, hvor vi giver landbruget moderne vækstmuligheder, og hvor vi samtidig løser miljøproblemerne i vandløb og natur. Og vi er i gang med at forhandle en Grøn Vækst-aftale på plads. Målet er en aftale inden for meget kort tid.

I det folketingsår, der snart er gået, har vi også lagt store spor ud til de fremtidige sygehusinvesteringer. Det er et vigtigt skridt i regeringens arbejde for at styrke velfærdssamfundet. Ja, faktisk er det den største samlede investeringsindsats på sygehusområdet nogen sinde. Vi fordeler i alt 25 mia. kr. til nye sygehusinvesteringer, når vi regner regionernes andel med. Og vi vil bygge endnu mere i de kommende år. Sygehusinvesteringerne vil frem til 2018 få et løft på i alt 40 mia. kr.

Med de massive investeringer samler vi den specialiserede behandling og akutbehandlingen. For alle sygehuse kan jo ikke være verdensmestre i det hele. Når vi f.eks. vil have verdens bedste kræftbehandling – og det vil vi have – så må vi tilpasse vores sygehusstruktur derefter. Men hvis ens barn falder ned fra pæretræet og forstuver foden, skal det selvfølgelig kunne klares i nærområdet. Derfor styrker regeringen også det nære sundhedsvæsen med skadeklinikker og lægehuse i områder med store afstande, med lægehelikoptere til øer og udkantsområder. Og på den måde laver vi en arbejdsdeling mellem det højt specialiserede og det nære. Det er ikke et enten-eller. Vi får og skal have både-og.

Samlet har vi i folketingsåret 2008-09 både håndteret en alvorlig international krise og reformeret det danske samfund, så vi er bedre rustet til næste opsving. Vi har truffet vigtige beslutninger. Vi har truffet dyre beslutninger. Det er glædeligt. Det er til gengæld trist, når der går partipolitisk taktik i vigtige sager. Måske sker det ud fra devisen om, at man tror, man kan vinde et slag med god taktik. Det kan man måske også, men at vinde en hel krig kræver en strategi. Og vi har faktisk en alvorlig økonomisk krise at overvinde sammen.

I den kommende tid står vi over for vigtige opgaver. Først og fremmest skal vi fortsat sætte ind for at dæmme op for den økonomiske krise; det er hovedopgaven. Regeringen har, som jeg har beskrevet det, ført en ansvarlig økonomisk politik, hvor vi har sat ind med nøje afmålte doser. Og derfor har vi stadig væk økonomisk råderum til at gøre mere i det nye år, hvis det viser sig at være nødvendigt.

Så ved jeg godt, at nogle mener, at det havde været bedre at sætte ind med én stor krisepakke. Jeg vil da sige, at hvis det på nogen måde havde været muligt at fjerne krisen ved at skrive én stor check ud, så ville jeg da have været den første til at skrive den check. Og jeg føler mig fuldstændig sikker på, at Dansk Folkeparti, der har taget ansvar hele vejen igennem, og Liberal Alliance, der har været med til at bære finansloven, ville være parate til at gøre det samme. Men så nemt er det ikke.

Én stor check her og nu kunne tværtimod slå dansk økonomi ud af kurs: føre til uansvarlig gældsætning og skade virksomhedernes mulighed for at konkurrere. Derfor er regeringens politik fortsat at føre en ansvarlig og målrettet vækstpolitik.

Jeg har sagt det før, og jeg vil gerne sige det igen: Én arbejdsløs er én for mange. Vi skal sætte alt ind for at mindske de menneskelige omkostninger ved krisen, men vi skal også have et skarpt øje for, hvordan Danmark ser ud, når den internationale krise ophører igen. Når det sker, skal vi stå stærkt med vores konkurrenceevne i behold, med sunde offentlige finanser i behold. For ansvarlig politik er også at tænke lidt videre, at tænke hen over valgperiodens ophør.

Det er i hvert fald min tilgang til tingene, og jeg er meget taknemlig for, at et flertal her i salen – om end man bestemt kunne ønske sig, at det var større – deler den grundopfattelse, deler den tilgang til politik, deler den tilgang til det at optræde politisk-økonomisk ansvarligt.

For en sund økonomi er fundamentet for, at vi fortsat kan forbedre det danske samfund på de områder, der betyder noget for danskerne i deres hverdag: sundhed, uddannelse og tryghed. Det er regeringens andet fokusområde i de kommende år.

Vi har en værdipolitisk overligger hen over alle disse områder, der præger vores tilgang til tingene. Regeringens værdier er frihed og fællesskab – individuel frihed i et stærkt fællesskab. Frihed er retten til forskellighed – også til religiøs og kulturel forskellighed – men med respekt for andres tilsvarende frihed. Fællesskab er at tage ansvar for hinanden og ikke mindst tage ansvar for de svage i samfundet.

Det danske fællesskab er i særlig grad kendetegnet ved et sæt grundlæggende værdier, vi skal værne om, som vi skal kræve respekt for, og som vi ikke vil acceptere at man går på akkord med. Det er retten til at tænke, retten til at tale, retten til at tro, kønnenes ligestilling og respekten for de demokratiske værdier, det danske samfund er bygget op på. Det er helt grundlæggende værdier, som vi ikke vil acceptere at der gøres vold mod. Sker det, sætter vi foden ned, så siger vi fra, hvad enten vi udfordres indenlandsk eller udfordringen kommer til os udefra.

Med afsæt i de værdier vil regeringen fortsat udvikle og udbygge velfærden. Velfærdens kerneområder har fyldt meget i hele mit politiske liv og vil også fylde meget i den del af mit liv, hvor jeg har det privilegium at være statsminister.

Vi er helt aktuelt i gang med at forhandle de nye økonomiske aftaler med kommunerne, herunder de planlagte og annoncerede milliardinvesteringer i skoler, i daginstitutioner og på ældreområdet. Og vi ser nu med friske øjne på, om der skal gøres mere, der øger velfærden og samtidig giver arbejdspladser og aktivitet rundtomkring i landet.

Her og nu er den vigtigste velfærdsopgave at få sygehusenetil at fungere fuldt ud igen. Her og nu er den vigtigste opgave at komme af med efterdønningerne af sygehuskonflikten sidste år. Efter sidste års strejker i sundhedssektoren var vi jo nødt til at suspendere det udvidede frie valg. Nu genindfører vi det fra den 1. juli. Og godt for det, for frit valg har jo været en kæmpe succes.

Mere end en kvart milliard danskere har haft direkte glæde af ordningen … Nej, det er naturligvis mere end en kvart million danskere! Det er det foreløbige tal, men det summer jo op over tid (munterhed i salen), og ordningen er kommet for at blive, så på et tidspunkt rammer vi da også det store tal. Men mere seriøst er det altså sådan, at der er mere end en kvart million danskere – i omegnen af 280.000 efter min bedste hukommelse – som har haft direkte glæde af den her ordning, som giver mulighed for at blive behandlet privat, hvis det offentlige ikke kan levere rettidig behandling. Og det er jo en af grundene til, at vi frem til sygehusstrejkerne sidste år kunne se, at ventetiderne faldt med omkring en tredjedel.

Frit valg bygger på et menneskesyn, der sætter mennesket før systemet, ikke systemet før mennesket. Før regeringen kom til, havde vi jo et opdelt sundhedsvæsen – opdelt i et A-hold og et B-hold. B-holdet stod på venteliste, mens A-holdet – dem med friværdi, betalingsevne og tilfældigt tegnede sundhedsforsikringer – kunne vælge køen fra. Det tog vi et opgør med. Skal der tegnes sundhedsforsikringer, skal det være til alle – fra direktøren på mahognigangen til den ufaglærte i lagerhallen. Og privat behandling – hvis det offentlige sygehusvæsen ikke kan levere hurtig og rettidig behandling – skal være en mulighed for alle, ikke kun en mulighed for de velstillede, sådan som det var, før regeringen kom til.

Frit valg bygger på et retfærdighedssyn, hvor det ikke skal være pengepungen, der afgør ens plads i køen. Og det har været en kæmpe succes – ikke bare til gavn for den mere end en kvart million danskere, der har gjort brug af det, for det rækker videre end det. Det har skabt en helt ny konsekvens i det danske sundhedsvæsen, nemlig den konsekvens, at patienten kan flytte sig, at patienten kan tage en del af pengene med. Det ansporer også det offentlige sundhedsvæsen, som er rygraden og fortsat skal være rygraden i det danske sundhedsvæsen. Og det har derfor været til gavn for endnu flere patienter end den kvarte million, der direkte har gjort brug af ordningen.

Derfor opererer vi nu et rekordstort antal patienter. Derfor så vi – indtil strejkerne satte os tilbage – at ventelisterne blev kortere og kortere. Og der er derfor grund til at glæde sig over, at der kun er godt en måned til, at patienterne igen får den rettighed tilbage, som er ganske enestående, og som er ganske unik.

Samtidig skal vi så drage de fulde fordele af, at vi ikke længere lider under den mærkelige forestilling, at kampen mod privathospitaler er vigtigere end kampen mod ventelister. Derfor tager taksterne for behandling i privat regi fremadrettet ikke udgangspunkt i, hvad det koster at lave en lignende operation i det offentlige, men i, hvad det koster på de allermest effektive offentlige sygehuse.

Sygehusene skal fungere, og det kommer de til. Men den største succes er naturligvis, hvis færre danskere har brug for at komme på sygehuset, og derfor skal vi forebygge sygdomme. Forebyggelseskommissionen fremlagde sin rapport i april. Næste skridt er, at regeringen kommer med en national handlingsplan for forebyggelse til efteråret. Det er en plan, der viser vejen til at nå regeringens mål: at danskernes middellevetid skal forøges med 3 år frem til 2017.

Det personlige ansvar står her som noget helt centralt, hvis vi skal lykkes med forebyggelsen. Det vil også komme til at stå helt centralt i regeringens udspil til bedre forebyggelse. Vi kan ikke tvinge danskerne til at leve sundt, men vi kan give alle friheden til, vi kan give alle muligheden for at vælge det sunde liv. Og det er det, der er samfundets ansvar.

Regeringen vil arbejde for, at vi får et bredt flertal i Folketinget bag en effektiv og ambitiøs forebyggelsespolitik.

En anden vigtig del af velfærdssamfundet er jo muligheden for at tage en uddannelse. Siden 2001 har regeringen forbedret uddannelserne hele vejen igennem. Vi har styrket fagligheden i folkeskolen – ikke mindst til glæde for de svage elever, der behøver et stærkt fundament for at bryde den sociale arv. Eleverne læser nu lige så godt i 3. klasse, som de før gjorde i 4. klasse. Eleverne er nu lige så dygtige i naturfag i 4. klasse, som de før var i 5. klasse.

Vi har reformeret erhvervsuddannelserne, så færre falder af i svinget. Vi har givet studerende mulighed for at læse på anerkendte universiteter i udlandet, så de kan lære af de bedste. Vi har rettet forskningen mod samfundets behov, så virksomhederne kan konkurrere på ny viden. Vi har opnået gode resultater hele vejen igennem, men vi må også åbent sige, hvor det ikke er godt nok.

Sammen med et bredt flertal i Folketinget har regeringen sat det mål, at alle unge skal gennemføre i hvert fald én ungdomsuddannelse. Det mål er vi for langt fra at nå. For 20 år siden gennemførte mindst otte ud af ti danskere en ungdomsuddannelse, og det var godt. Det var rigtig godt – dengang. I dag er tallet kun lige over otte ud af ti, og det er slet ikke godt nok – hverken til nutidens samfund eller til fremtidens konkurrence.

Til efteråret skal vi efter planen udmønte flere midler fra globaliseringspuljen – den pulje, vi har sat af til at gennemføre regeringens store globaliseringsreform, hvor vi styrker uddannelse, og hvor vi styrker forskning. Og når vi udmønter de penge, må vi nøje overveje, om vi skal gøre noget ekstra for at nå de ambitiøse mål på uddannelsesområdet.

Vi skal have frafaldet på erhvervsskolerne endnu længere ned. Vi skal gøre endnu mere for, at også de svage og skoletrætte elever får en ungdomsuddannelse. Vi skal i endnu højere grad sikre uddannelser, der er tilpasset denne gruppe, og ikke den anden vej rundt forsøge at presse og passe de unge ind i uddannelsessystemet, præcis som det er lige nu. Regeringen vil arbejde for, at vi også her kan samle et bredt flertal i Folketinget.

Vi har også et fælles ansvar for, at de unge, som begynder på en erhvervsuddannelse, kan få en praktikplads og på den måde gøre uddannelsen færdig. Vi må ikke risikere, at de unge bliver klemt af krisen. Derfor har regeringen netop indgået en bred politisk aftale, som skal skaffe flere praktikpladser. Med aftalen giver vi virksomhederne en håndsrækning til at tage flere elever ind. Vi målretter tilskuddet til skolernes opsøgende arbejde for at skaffe praktikpladser. Vi etablerer flere praktikpladser i det offentlige. Og vi forbedrer finansieringen af erhvervsgrunduddannelsen for de allersvageste unge. Regeringen vil også fremover have et stærkt fokus på, at der er praktikpladser nok. For vi må ikke tabe en eneste på gulvet.

Det er ufattelig svært – nogle vil sige umuligt – at finde noget positivt at sige om den økonomiske krise. Skal man finde én ting, en lille sidegevinst, skal det være netop dette, at krisen kan motivere flere til at tage en uddannelse, fordi konkurrencen om jobbene bliver hårdere, fordi muligheden for som meget ung uden uddannelse at finde fodfæste på arbejdsmarkedet bliver sværere. Det er sådan set en sidegevinst, vi skal gribe ud efter, for alle skal med i fællesskabet. Alle skal have den frihed til at klare sig selv, som følger med det at have en solid uddannelse.

Frihed er også at kunne færdes trygt og sikkert på gaden. Vi vil ikke acceptere, at bander af kriminelle indtager vores gader og skaber utryghed. Med bandepakken har regeringen strammet den hårde og konsekvente retspolitik yderligere. Derudover – og nok både vigtigst og sværest – er der brug for en langsigtet og forebyggende indsats.

Regeringen vil efter sommerferien fremlægge en samlet strategi for en markant styrket indsats mod bande- og ungdomskriminalitet. Det er en indsats, som skal gå på to ben: både fokusere på den målrettede indsats over for unge, som er i eller er på vej ud i kriminalitet, og på den generelle indsats, hvor vi så tidligt som muligt tager hånd om familier, som har behov for det. Det kan være allerede fra sundhedsplejerskens allerførste besøg.

Spørgsmålet om den kriminelle lavalder vil blive adresseret i regeringens strategi. Vi vil også overveje spørgsmålet om en kommunal medfinansiering af Kriminalforsorgen, for vi er nødt til at skærpe kommunernes, det nære samfunds fokus på den tidlige forebyggende indsats. Og mon ikke vi fortsat kan finde en bred opbakning i Folketingssalen om disse spørgsmål?

En vigtig opgave i de kommende måneder bliver forberedelsen af klimatopmødet i København i december. Opgaven på mødet er at nå frem til en international klimaaftale, der får ønsket om global vækst og velstand til at gå hånd i hånd med naturens krav om, at vi passer på vores jord. Klimatopmødet i december bliver det største møde afholdt i Danmark nogen sinde. Og hvis vi lykkes med at få en ny international klimaaftale, vil mødet i København kunne sætte en ny standard for, hvordan vi løser globale problemer.

Men det bliver vanskeligt; det vil jeg sige ligeud. I løbet af de seneste år er hele den verdenspolitiske scene jo skiftet. Der er sat betydelig mørkere kulisser op, og det er den scene, vi skal spille på. Hvis vi skal lykkes med den helt nødvendige indsats mod klimaforandringerne, er det ikke nok at male dommedag på væggen og gøre kulisserne endnu mørkere. Vi skal tværtimod rette spotlightet mod muligheder – de muligheder, der gemmer sig i en ny global grøn vækstøkonomi.

Jeg hæfter mig ved, at der i de kolde tal for CO2-udledning er en klar og opmuntrende pointe, nemlig at der ikke er nogen klar sammenhæng mellem et lands velstand og et lands CO2-udledning. Hver amerikaner udleder 20 t CO2 om året. Hver dansker udleder 11 t CO2 om året. CO2-udledningen pr. dansker er altså næsten den halve af amerikanerens, selv om vi er cirka lige rige. Man kan altså få den samme velstand for 11 t CO2 som for 20 t CO2.

Hvordan kan man så komme ned på 4, 2 eller 0 t, uden at det går ud over velstanden? Det er et af fremtidens helt store spørgsmål. Og de regioner, de lande, de virksomheder, der svarer mest begavet på det spørgsmål, kommer til at stå stærkest i fremtidens konkurrence. Hele klimadagsordenen er altså i høj grad kædet sammen med vækst – med hvordan vi skaber vækst via velstand på en ny måde: med nye teknologier, med nye ideer, med nye energikilder og med nye politikker.

Det er jo den vej, vi er gået i Danmark med en vis succes. Det er den vej, vi skal vise resten af verden. Regeringen arbejder utrætteligt for, at det skal lykkes at få en ambitiøs aftale i København i december. Meget af regeringens tid, og det kommer også til at gælde min egen, vil det næste halve år gå med forberedelsen.

Jeg glæder mig over den brede opbakning til klimadagsordenen både i og uden for Folketinget. Vi står over for en stor opgave, som vil kræve hele det internationale engagement, som Danmark er respekteret for i verden, hvis vi skal lykkes. For Danmark har en markant international profil, og det er en markant international profil, vi skal holde fast i, som vi skal opretholde.

Det skal vi også have i baghovedet, når der aktuelt forhandles forsvarsforlig – det nye forsvarsforlig, som skal danne grundlag for at fortsætte Danmarks stærke internationale engagement de næste 5 år. Jeg vil meget stærkt opfordre til, at vi får et bredt forlig, der sikrer balance mellem forsvarets opgaver og forsvarets ressourcer – det kræver flere ressourcer – og som hviler på en bred accept af, for det er vigtigt, hvad der i det moderne, internationaliserede samfund er dansk forsvars opgave, nemlig også at kæmpe for vores sikkerhed, værdier og demokrati, der hvor fronten står, også når den står langt fra Danmarks geografiske grænse.

Det skylder vi de danske soldater, der sætter liv og helbred på spil i Afghanistan. Det skylder vi de unge mænd og kvinder, der vælger at forlade det trygge danske fællesskab for at bringe fred, frihed og fremgang til mennesker, som langtfra har de samme muligheder og rettigheder, som vi selv har. De danske soldater fortjener vores anerkendelse, fortjener vores respekt.

En vigtig del af Danmarks internationale engagement og samarbejde foregår via vores medlemskab af EU. EU er og vil være omdrejningspunktet for varetagelsen af danske interesser. Også under den økonomiske krise, vi befinder os midt i, har EU vist sit værd. Vi har vedtaget fælles retningslinjer for at sikre, at vores nationale hjælpepakker understøtter hinanden. Vi har vedtaget hjælpeprogrammer til de lande, som er særlig hårdt ramt. Og vi er i færd med at styrke reguleringen af den finansielle sektor for at forebygge lignende kriser i at opstå i fremtiden.

Det er faktisk ret enestående. For historien er jo fuld af eksempler på, at lande isolerer sig, når krisen kradser. Historien er fuld af eksempler på, hvordan man tyr til protektionisme og national egoisme, når krisen kradser, når det bliver svært – med den ene sikre effekt, at det blot forlænger krisen og forhindrer opsvinget i at bryde igennem. Derfor er det enestående og unikt og siger meget om, at vi valgte det rigtige forum ved at søge optagelse i det daværende EF tilbage i 1972, at EU har været den ramme, der forhindrer protektionisme og national egoisme i at forlænge krisen unødigt.

Derfor mener regeringen naturligvis også fortsat, at Danmark skal være helt og fuldt med i Europa og i euroen. Det er i vores egen bedste politiske og økonomiske interesse. Og derfor er regeringens mål også fortsat, at der holdes folkeafstemning om de danske undtagelser på et tidspunkt, hvor det giver mening, det vil sige når to grundlæggende betingelser er opfyldt.

For det første skal der være klarhed over rammerne for samarbejdet i EU. For det andet skal der være et bredt og solidt flertal bag synspunktet i Danmark, i Folketinget. Jeg vil inden sommerferien indkalde partierne til et møde om europapolitikken.

Lad mig så til sidst minde om, at vi i næste uge skal til stemmeurnerne. Jeg vil gerne opfordre alle til at stemme både til europaparlamentsvalget og til folkeafstemningen om ændring af tronfølgeloven. Begge afstemninger er den 7. juni, dvs. søndag 8 dage.

Der står jo et samlet Folketing bag forslaget om at ændre tronfølgeloven – et forslag som sikrer fuld ligestilling mellem prinser og prinsesser i retten til at arve tronen. Grundloven kræver, at et flertal og mindst fire ud af ti af alle stemmeberettigede stemmer ja. Hvis for mange bliver hjemme i haven på det, der forhåbentlig bliver en dejlig sommersøndag, så vil vi fortsat være det eneste skandinaviske land uden ligestilling i retten til at arve tronen. Derfor er der en stærk opfordring om at møde op og stemme.

En anden vigtig afstemning har fundet sted. Den fandt sted i Grønland den 25. november sidste år, hvor grønlænderne stemte klart ja til den nye selvstyreordning. Jeg glæder mig til at komme til Grønland og deltage i fejringen den 21. juni. Sammen med den færøske overtagelseslov og fuldmagterne til Færøerne på udenrigsområdet fra 2005 har vi nu et tidssvarende grundlag for hele rigsfællesskabet. Jeg ser frem til en fortsættelse af det gode samarbejde – både med Grønland og med Færøerne.

Jo, det har været et udfordrende år for Danmark. Men én ting er sikker: Der kommer også til at ligge store udfordringer foran os. Og jeg ser frem til et godt samarbejde her i Folketinget om de mange vigtige opgaver.

Tak til statsministeren for besvarelse. Så er forhandlingen i gang, og det er Venstres ordfører, hr. Peter Christensen.

Tak til statsministeren for redegørelsen. Set fra Venstres perspektiv er der et helt altoverskyggende tema: den internationale økonomiske krise.

Verden er blevet ramt af en økonomisk krise, og det påvirker naturligvis også Danmark som en lille åben økonomi. Vi er ikke selvforsynende som Nordkorea og har absolut heller ingen ambitioner om at blive det. Vi har tværtimod valgt at indgå i den internationale arbejdsdeling. Vi har valgt at handle over grænser og drage gavn af globaliseringens muligheder og nyde den velstand, som globaliseringen skaber. Den model er ikke ny for Danmark. Den har tjent os godt i mere end hundrede år. Men når verden er ramt af steppebrand, fyger der naturligvis gløder ind hos os, også selv om vi har opbygget nogle gode brandbælter til at beskytte os i kraft af vores lave offentlige gæld og vores fornuftige og ansvarlige økonomiske politik i de forgangne år.

I 1980'erne og 1990'erne blev dansk økonomi gang på gang slået i gulvet, fordi vi var så dårligt rustet til datidens kriser. Sådan er det heldigvis ikke denne gang. Vi har brugt de gode tider til at spare op til de dårlige. Siden vi kom til i 2001 og op til 2008, har denne regering nedbragt statens gæld med mere end 300 mia. kr.

De 7 år, der er gået, er blevet brugt til at opbygge en reserve. Regeringen har beslutsomt og målrettet sat ind over for krisen i det forgangne folketingsår. I kraft af en bankpakke og en kreditpakke har regeringen sikret, at de finansielle strømme ikke er frosset til. I Venstre er vi glade for, at såvel bankpakken som kreditpakken kom på plads med brede flertal. Det tyder på, at de fleste partier i Folketinget har været bevidste om situationens alvor med stigende arbejdsløshed og faldende vækst.

Den økonomiske situation er særdeles bekymrende. Og i Venstre er vi parat til at gøre, hvad der skal til for at bekæmpe krisen. Vi vil ikke hvile, før der igen er vækst i dansk økonomi. Nogle er ganske vist begyndt at glæde sig over svagt stigende aktiekurser i de seneste måneder. Men det er alt, alt for tidligt at aflyse krisen – tværtimod. Krisen tegner til at vare en rum tid endnu. Vi kommer til at se stigende arbejdsløshed i mange måneder frem. Vi kommer til at se underskud på de offentlige finanser igen.

I Venstre vil vi ikke foregøgle danskerne, at det bliver en bagatel at komme igennem krisen. Vi kan afbøde effekterne af de negative konjunkturer ved at pumpe aktivitet ud i samfundet. Men fremtidens velstand afhænger ikke af konjunkturpolitik. Det vil kræve en konsekvent vækstpolitik.

Danmark er afhængig af sine virksomheders evne til at konkurrere på de internationale markeder. Desværre taber store danske eksportvirksomheder stadig ordrer i udlandet. De taber ordrer, både fordi verdensøkonomien er gået ned i gear, og også fordi deres konkurrenter i udlandet er blevet endnu mere aggressive. Konkurrencen er hårdere end nogen sinde. Derfor er krisen en generel strukturel udfordring for Danmark. Når konjunkturerne engang vender, når folk igen får tillid til fremtiden verden over, skal vi ruste Danmark til en ny fremgang. Vi skal ikke hvile på laurbærrene.

På den anden side er der selvfølgelig grund til at glæde sig, når en ny undersøgelse, som statsministeren også var inde på, giver Danmark en førsteplads, når det kommer til at være rustet til at imødegå krisen. Den styrkeposition skal vi udbygge. Vi skal sikre os, at vores virksomheder bliver så konkurrencedygtige som muligt. Hver gang vi tager et initiativ, der har et konjunkturpolitisk sigte, skal vi sørge for, at vi samtidig forbedrer vores økonomiske struktur. I kampen om markedsandele har det danske skattesystem med sine høje marginalskatter i mange år været en klods om benet på danske virksomheder.

I Venstre er vi særdeles tilfredse med, at Danmark nu har fået en historisk skattereform, som understøtter vores konkurrencedygtighed – en skattereform, som er hjørnestenen i vores arbejde med at bringe Danmark sikkert gennem krisen. Skattereformen slår to fluer med ét smæk. Den er underfinansieret i starten og er således med til at understøtte befolkningens forbrugsmuligheder i en svær tid. Men samtidig er skattereformen også så fornuftigt indrettet, at den opmuntrer alle til at gøre en ekstra indsats og til at uddanne sig. Det er forudsætningen for langsigtet velstand. Og det er en fornuftig kurs at følge, uanset om man står midt i en krise eller i en højkonjunktur. Snart vil danskerne have en øverste marginalskat på 56 pct. – et fald på 7,5 pct. Det er i sandhed historisk.

Men hvad er så oppositionens svar på krisen? Jeg har noteret mig, at Socialistisk Folkepartis formand, hr. Villy Søvndal, er ganske klar i mælet. Jeg kan love jer for, at den – altså skattereformen – bliver ændret, så snart vi får en ny regering. Sådan sagde hr. Villy Søvndal for nylig på SF's landsmøde. Det er et klart budskab til danskerne: I kan vente jer skattestigninger, hvis SF kommer til magten. Men dermed vil de forværre krisen. Skattestigninger er det sidste, en økonomi har brug for, når en krise er sat ind.

Det er, som om Socialistisk Folkeparti er ligeglad med de gløder, der fyger ind over Danmark fra den internationale økonomiske steppebrand. Hr. Villy Søvndal puster til gløderne.

Socialistisk Folkepartis alibi er påstanden om, at skattereformen er skæv, og at de højst lønnede ikke kommer til at betale deres andel. Men faktum er, at de 10 pct. bedst lønnede i Danmark i dag betaler 11 gange mere i skat end de 10 pct. med de laveste indkomster, og når skattereformen er fuldt ud gennemført, kommer de 10 pct. rigeste til at betale 10,9 gange mere. Det må man godt nok stadig kalde et solidarisk bidrag. De mest vellønnede har trods alt ikke 10,9 gange så brede skuldre.

I Danmark har vi straffet dem, som yder en ekstra indsats; vi har straffet den tømrer, der ville tage et par ekstra timer på arbejdet, og vi har straffet den sygeplejerske, der ville tage en ekstra nattevagt på skadestuen. Med skattereformen gør vi op med den tankegang. SF er ikke alene ude på at hæve skatterne for lønmodtagerne, de vil også brandbeskatte virksomhederne. Det fremgår tydeligt af partiets nye arbejdsprogram. SF ønsker, at virksomhederne skal finansiere en venturefond. SF vil beslaglægge en del af virksomhedernes overskud gennem en ØD-skat, og SF vil spille hasard med vores pensionspenge ved at give lønmodtagerfonde mulighed for at oprette såkaldt medarbejderstyrede virksomheder. Samlet set er det en dødsikker måde at skræmme investorerne væk i en tid, hvor risikovillig kapital er sværere at finde end vand i Sahara.

Hvor SF's holdning til skattereformen og til skattepolitikken er nogenlunde klar, forholder det sig langt mere finurligt med Socialdemokraterne. Ganske vist har Socialdemokraterne modsat sig skattereformen, men de vil ikke svare på, hvad de præcis vil lave om i regeringen og Dansk Folkepartis skattereform. Denne uklarhed er nok også en detalje, for som Socialdemokraternes skatteordfører, hr. Nick Hækkerup, sagde forleden: »Vi vil sammen med SF fremlægge et forslag til en skattereform«. Og når SF skal med, er det ikke svært at forestille sig resultatet.

I Venstre er linjen klar. Vi skal ikke fratage danskerne flere af deres penge i en situation, hvor de har brug for at ruste sig til krisen. Tværtimod skal danskerne råde over en større del af deres indkomst, og et af de mest oplagte instrumenter er selvfølgelig at lade folk få udbetalt deres Særlige Pensionsopsparing. Det er folks egne penge, og de vil kunne bruge dem til det, der nu passer bedst i deres individuelle økonomiske situation. Nogle vil givetvis spare pengene op igen, og det er også fint. Andre vil bruge pengene til at komme igennem en periode med midlertidig ledighed, og det kan ingen have noget imod. Andre igen vil måske bruge pengene på at forsøde tilværelsen, og det skal være dem vel undt.

Men sådan ser oppositionen ikke på tingene. Vi skal ikke give pengene til borgerne nu, sagde den socialdemokratiske ordfører, hr. Leif Lahn Jensen, under førstebehandlingen af lovforslaget om SP-ordningen. Vi skal ikke give pengene til borgerne nu – som om det var statens penge og ikke folks egne. Og der findes vel næppe nogen bedre timing end at lade folk bruge deres egne penge i en krisesituation.

Et folketingsmedlem for SF, fru Ida Auken, kom for nylig til at kalde krisen for befriende. Jeg må indrømme, at jeg ikke ser noget som helst befriende ved, at tusindvis af danskere bliver kastet ud i arbejdsløshed. Men én positiv ting kan man dog sige om denne krise: Den skaber klarhed. Det bliver klart, hvem der har en stabil, solid strategi, og hvem der vil bluffe sig igennem krisen med gyldne løfter om mirakelkure.

I Venstre er vi særdeles godt tilfredse med, at regeringen fortsætter den stabile økonomiske kurs, der har tjent os godt i de forgangne 7½ år.

Jeg vil gerne til slut fremhæve det gode samarbejde, vi har haft med Dansk Folkeparti. Men det er langtfra kun Dansk Folkeparti, der stemmer for regeringens forslag, også Liberal Alliance har i stort omfang støttet regeringens forslag, og det samme gælder oppositionen. Faktisk er det omkring 90 pct. af alle lovforslag, som vedtages med stemmer fra Socialdemokraterne, det samme gør sig gældende for Det Radikale Venstre, og det vil jeg gerne kvittere for.

Med disse ord skal jeg på vegne af Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at Danmark i kraft af den ansvarlige økonomiske politik er godt rustet til at håndtere udfordringerne med international lavkonjunktur.

Folketinget konstaterer, at de økonomisk ansvarlige partier uden tøven har taget en lang række målrettede initiativer for at afbøde de negative effekter af den internationale økonomiske krise, og at de samme partier er parat til at gennemføre nye initiativer for at afbøde krisen.

Folketinget konstaterer, at forårspakken med lavere skat på arbejde, muligheden for udbetaling af SP-midler samt tilskud til renovering af boligen vil medvirke til at stimulere det private forbrug.

Derudover vil de offentlige anlægsinvesteringer, herunder investeringer i infrastruktur, skabe mere aktivitet i dansk økonomi. Samlet er det initiativer, der modvirker stigningen i ledigheden.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 91.)

Der er nu fremsat et forslag til vedtagelse på vegne af Dansk Folkeparti … undskyld, af Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti (munterhed) – hvad hjertet er fuldt af – og Liberal Alliance, og jeg skal nu lade dette forslag indgå i de videre drøftelser.

Der er en række medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger til ordføreren, og det ser ud til, at hvis vi overholder taletiden, kan vi holde dem inden for den time, der er afsat.

Jeg skal lige nævne dem, jeg har skrevet ned, og så må man lige reagere, hvis der er yderligere: Hr. Henrik Sass Larsen, hr. Villy Søvndal, fru Margrethe Vestager, fru Johanne Schmidt-Nielsen, hr. Anders Samuelsen, hr. Morten Bødskov, hr. Ole Sohn, hr. Morten Østergaard, fru Mette Frederiksen, hr. Carsten Hansen, fru Nanna Westerby, hr. Nick Hækkerup, fru Line Barfod, hr. Jonas Dahl og hr. Rasmus Prehn. Den første er hr. Henrik Sass Larsen.

Jeg ved ikke, om Venstres ordfører har fulgt med i pressen her til morgen og har set, at bl.a. Dansk Industri er kommet med en prognose, hvor de skønner, at ved udgangen af 2010 risikerer vi at have op mod 170.000 ledige.

Jeg kan forstå, at man i sit forslag til vedtagelse mener, at man har gjort meget i forhold til at gå op imod den økonomiske krise, som vi har i øjeblikket, og jeg vil spørge ordføreren: Hvor meget af det, man her har gjort, mener man, man kan bidrage med i form af at skabe flere arbejdspladser? Vi får 10.000 flere ledige hver eneste måned, ser det ud til i øjeblikket, og hvor meget bidrager regeringens samlede initiativer til at nedbringe ledigheden?

Ordføreren.

Det er rigtigt, som det også fremgår af forslaget til vedtagelse, at vi faktisk mener, vi har gennemført en lang række gode initiativer, som alle sammen går i retning af at prøve at mindske konsekvenserne for Danmark af den økonomiske krise. Vi kan ikke få krisen til at gå forbi Danmark, men vi kan prøve at afbøde de virkninger, den har, og med hensyn til det konkrete spørgsmål er vurderingen, at effekten af summen af de initiativer, der er taget, er 30.000 beskæftigede.

Hr. Henrik Sass Larsen.

Det vil jeg nu mene er overvurderet, men selv hvis vi nu sagde: O.k., vi accepterer, at 30.000 er resultatet af den samlede indsats – hvorfor så ikke gøre mere?

Hvis man står med udsigten til, at ledigheden kommer til at stige til op mod 170.000, vil den undrende befolkning jo spørge sig selv: Jamen hvis man ved det allerede nu, hvorfor i alverden gør man så ikke noget mere? Det er da det, som er underligt. Hvorfor skal vi konstatere, at vi taber en masse arbejdspladser? Hvorfor skal det gå galt for en masse mennesker derude, før man gør et eller andet? Hvad er svaret til alle de danskere, som i øjeblikket har fået opsigelsesvarsel og frygter at blive ledige? Regeringen ved, at ledigheden vil stige, og så siger den: Jamen vi har taget initiativer, som samlet set i bedste fald får 30.000 i arbejde, men vi vil i øvrigt ikke gøre mere. Hvad er svaret til dem?

Ordføreren.

Jamen spørgsmålet byggede på en stor misforståelse, for hr. Henrik Sass Larsen sluttede af med at sige, at i øvrigt vil regeringen ikke gøre mere. Pointen er netop, at vi er parat til at gøre mere. Vi er parat til at gøre det, der skal til, for at Danmark kommer så nådigt igennem den økonomiske krise som overhovedet muligt.

Men som jeg også var inde på min ordførertale, gælder det også om at tænke sig grundigt om, så vi ikke tager initiativer, som forringer vores velstand på lang sigt. Vi er nødt til også at tænke på, at de initiativer, der kommer, skal have nogle fornuftige strukturelle virkninger. Når vi ser tilbage i historien, kunne man f.eks. ansætte alle ledige i den offentlige sektor, det var en teoretisk mulighed. Men på et eller andet tidspunkt skulle der gerne komme gang i verdensøkonomien og i dansk økonomi igen, og så ville virksomhederne jo stå og mangle den arbejdskraft, man havde ansat i den offentlige sektor, og det er derfor, det er afgørende, at man netop tænker både kort- og langsigtet.

Hr. Villy Søvndal for en kort bemærkning.

Tak. Hr. Peter Christensen holdt en tale, der sådan set var en forlængelse af statsministerens, og under en overskrift, der hed, at regeringen simpelt hen gør det så fremragende, at det er uforståeligt, at hele verden ikke bare bøjer sig i støvet og siger: Fantastisk!

Hvis man så spørger ud i omverdenen, hvad folk synes om det, der sker, vil jeg sige, at så var der en undersøgelse i Berlingske Tidende om noget så centralt for vores samfund som velfærden. Man spurgte folk: Hvordan går det med daginstitutioner, med skoler, med sygehuse, med ældrepleje? Bare for at tage et enkelt område kan jeg sige, at på ældreområdet var der 1 pct. af befolkningen, der syntes, at det var blevet bedre, og der var 41 pct., der syntes, at det var blevet værre. Den ene procent svarer vel stort set til dem, der er organiseret i Venstre og De Konservative. Så bortset set fra medlemmer fra den sådan snævre medlemskreds, er der ingen, der kan se, at det er blevet bedre. Hvad er hr. Peter Christensens kommentar til det?

Ordføreren.

Jeg skal nok vende tilbage til anden halvdel af spørgsmålet. Men til det med, når man spørger ud i omverdenen, vil jeg sige: Ja, når man spørger ud i omverdenen, når man spørger økonomer rundtomkring i hele verden, bliver Danmark rost for at være et af de lande, som har håndteret den økonomiske krise på den mest fornuftige måde.

Nu ved jeg jo selvfølgelig ikke, hvem hr. Villy Søvndal snakker med, hvis han en enkelt gang er syd for grænsen, men sandheden er bare, at når man lytter til økonomerne, får Danmark ros. Og når man ser på summen af de initiativer, vi har vedtaget, ja, så er den jo på niveau med det, man har vedtaget i forbindelse med den amerikanske økonomi. Tyskland er måske det eneste land i Europa, der faktisk gør mere end Danmark.

I forhold til brugerundersøgelserne og meningsmålingerne fra Gallup i forbindelse med den danske velfærd vil jeg sige, at jeg tror – og det kan man også se, hvis man går tilbage til tiden under tidligere regeringer – at når danskerne bliver spurgt til den offentlige velfærd, vælger de altid at være på den sikre side og bede om, at det skal blive bedre. Set fra en borgers vinkel vil jeg egentlig også anbefale den strategi, for den er både sikker og kan jo altid kun give et bedre resultat.

Men det interessante er, at når man så går ind og spørger de danskere, som bruger de offentlige velfærdstilbud, er de alligevel godt tilfredse.

Hr. Villy Søvndal.

Tak for svaret, som jeg synes endnu en gang bare viser det, den foregående statsminister understregede i sin grundlovstale fra 2001, nemlig at når man har siddet meget lang tid ved magten, kan arrogancen nå ufattelige højder. Tænk sig, at svaret fra Venstres ordfører på en lammer om, hvad folk synes om velfærden, er, at det synes de nok for sådan at helgardere sig, eller også har de ikke helt forstået, hvad det er, der sker. Det er jo det, der er Venstres og regeringens og Dansk Folkepartis problem i øjeblikket.

Jo, folk har forstået, hvad der sker, og forstår simpelt hen ikke, at man i den længstvarende opgangsperiode i nyere dansk historie forvalter velfærden så dårligt, som tilfældet er. Både på ældreområdet, på sygehusområdet og på børneområdet får regeringen dumpekarakterer. Er hr. Peter Christensens eneste svar, at det er, fordi folk tænker strategisk, når de svarer på et spørgsmål og/eller ikke forstår det, og at man i øvrigt burde vende sig til udlandet for at forstå, hvad det er, der sker i Danmark?

Det er danskere, der har svaret, det er dem, der er tæt på, der har svaret, og som har dumpet regeringen.

Ordføreren.

Jeg respekterer fuldt ud, at hr. Villy Søvndals opgave som værende i opposition til regeringen er at tegne et billede af, at solen ikke har strålet siden 2001. Det anerkender jeg fuldt ud.

Jeg synes, det er ærgerligt, når der kommer målinger, som viser, at der er en opfattelse af, at der ikke er kommet noget ud af de mange ekstra ressourcer, vi har givet i forbindelse med den offentlige velfærd. Men man er nødt til også at respektere alle de andre målinger, der er, og dem vil hr. Villy Søvndal bare ikke kendes ved. Og det kan jeg godt forstå, fordi de mudrer det billede, hr. Villy Søvndal gerne vil tegne af mørke skyer.

Men det er da interessant, at af de danskere, som er i kontakt med det offentlige sundhedsvæsen, er ni ud af ti godt tilfredse. Af de danskere, der skal have deres børn passet, er det godt 87 pct., der er godt tilfredse. Når man går ind og spørger de ældre om hjemmehjælpen, er det 82 pct., der enten er tilfredse eller meget tilfredse. Og det synes jeg da er interessant. Vi har her to målinger – uden at hele diskussionen her skal handle om, hvad man kan måle sig til – og der er det da interessant, at dem, der ikke er i kontakt med de offentlige velfærdsgoder, er mere kritiske end dem, der er i kontakt med dem.

Fru Margrethe Vestager for en kort bemærkning.

Det er altid mærkeligt at forestille sig, hvordan de her debatter opleves uden for Folketingssalen, for jeg tror, meget af det bliver til en kamp om virkelighedsbilledet. Jeg vil gerne anerkende det skønmaleri, som statsministeren præsterede, og også den opfølgning, som Venstres ordfører havde. Det, der jo bare er underligt, er, at det er så svært at genkende. Det er f.eks. meget svært at genkende, at der er gennemført reformer, som skal række ud over næste valgperiode. Jeg må indrømme, at jeg ikke er voldsomt imponeret, når statsministeren siger, at man skal tænke lidt videre, helt til den anden side af valgperioden, det vil altså sige 2 år længere, end vi er i dag.

Har jeg ikke forstået det rigtigt, nemlig at regeringen har sat reformerne på standby og dermed sådan set ikke kerer sig om, at på den anden side af krisen står vi over for en velfærdskrise af dimensioner, fordi vi mangler lærere, sygeplejersker, alle dem, der sørger for, at vores ældre har det ordentligt? Lige præcis det problem har hverken ordføreren eller statsministeren forholdt sig til.

Ordføreren.

Er det en kamp om virkelighedsbilledet? Jeg synes jo, det er forunderligt at lytte til, at bedømmelsen af statsministerens redegørelse var, at den var et skønmaleri, når store dele af talen handlede om, at vi står i en alvorlig økonomisk krise, hvor vi står over for at få en betydelig stigning i antallet af ledige. At det skulle være et skønmaleri, har jeg godt nok svært ved at se. I stedet for gav den jo et billede af, hvilke udfordringer vi står over for. Det er udfordringer, vi forsøger at adressere bl.a. gennem en skattereform.

Det leder mig også hen til at svare på spørgsmålet om, hvorvidt reformer er sat på standby. Nej, det mener jeg virkelig ikke de er. I morgen vedtager vi en historisk skattereform, hvormed vi sænker marginalskatten markant. Jeg synes bare, det er ærgerligt, at det er uden stemmer fra Det Radikale Venstre, som altid taler om reformer, men aldrig vil lægge stemmer til.

Fru Margrethe Vestager.

Jeg var også upræcis, det beklager jeg. For jeg er sådan set enig i, at for de familier, som oplever ledighed, og i de virksomheder, hvor man må fyre folk, er der ikke tale om noget skønmaleri. Skønmaleriet var alene beskrivelsen af regeringens politik og regeringens indsats over for den situation, vi står i. Men hvis jeg nu må holde fast i, at den eneste arbejdsmarkedsreform, der er gennemført, efter at man havde kastet alle Arbejdsmarkedskommissionens ideer på gulvet, er jobcenterreformen, må jeg sige, at den faktisk trækker i den modsatte vej af det, vi har brug for.

Så hvis ordføreren ser fremad, hvad er det så for et reformprogram, der er? Hvad er det, der skal gøre – hvis vi ser længere end den næste valgperiode – at vi ved, at den her regering tager hånd om den velfærdskrise, der truer, hvis der ikke er lærere i klasseværelset, og hvis de sygeplejersker, der skulle sørge for, at tingene fungerer ikke bare ordentligt, men også med omsorg på en hospitalsafdeling, faktisk ikke er til stede? Hvad er det, som Venstre har i posen? Hvor er det Reformvenstre, der ser fremad og ud over næste valgperiode?

Ordføreren.

Jeg anerkender fuldt ud, at når man ser frem til 2040, er der stadig en udfordring i forhold til at få skabt holdbarhed på lang sigt. Den har vi adresseret konstant siden 2001 ved hele tiden løbende at vedtage reformer bid for bid, der ikke på drastisk vis, men step by step får løst dele af den udfordring. Og vi er ikke færdige endnu. Vi har en arbejdsmarkedskommission, som kommer med sine anbefalinger, og dem vil vi lytte til. At sige, at vi ikke adresserer den, når vi nu f.eks. har en skattereform, som giver et betydeligt bidrag til netop også at øge arbejdsudbuddet, faktisk med 19.000 fuldtidsbeskæftigede, synes jeg ikke er rimeligt. Jeg synes faktisk heller ikke, at det svarer til sandheden.

Så er det fru Johanne Schmidt-Nielsen for en kort bemærkning. Der er jo kun to korte bemærkninger, vil jeg sige til fru Margrethe Vestager, i den aftale, vi har indgået. Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

For nogle dage siden var der jo altså den her undersøgelse, der viste, at et meget stort flertal af danskerne ikke oplever nogen forbedringer af velfærden. Så vidt jeg husker, sagde Venstres ordfører i den forbindelse, at det offentlige lider af et imageproblem.

Det er for mig at se en meget sær udtalelse. Den kan betyde to ting. Enten mener Venstre, at danskerne tager fejl – de er simpelt hen ikke i stand til at vurdere forholdene i børnehaver, på hospitaler, i ældreplejen – eller også er det vores offentlige ansatte, sygeplejerskerne, pædagogerne, socialrådgiverne, der ikke er i stand til at sælge varen ordentlig, for nu at blive i Venstres sprogbrug. Det kan også skyldes noget helt tredje. I bogen »Løkkeland« udtaler vores statsminister, at han ser skattestoppet som en praktisk genvej til den kurs, hvor vi lader den private sektor vokse mere end den offentlige og dermed flytter balancen mellem, hvad der er offentligt ansvar og hvad der er vores eget. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren, om ordføreren er enig i den udtalelse, altså at velfærdsforringelserne er med vilje, det er en praktisk genvej.

Ordføreren.

Hvilke velfærdsforringelser? Altså faktum er, at når vi når 2009 i forhold til 2001, er der blevet brugt 59 mia. kr. mere på den offentlige sektor. De er bl.a. gået til lønninger. Man kan gå ind og se på sundhedsområdet. Hvis man tager både læger og sygeplejersker sammen, er det næsten 5.000 mennesker, der er blevet ansat mere. De får selvfølgelig løn. Der går nogle af pengene.

Men lad mig lige igen vende tilbage til det med undersøgelsen. Jeg synes altid, det er interessant at lytte til undersøgelser, hvor man får svar på, hvordan danskere opfatter det, vi går og laver. Det lytter jeg til. Men jeg lytter da endnu mere til dem, som skal have deres børn passet, og hvad de synes om børnepasningen. Jeg lytter da endnu mere til dem, som er blevet syge, og hvordan de synes, at den behandling, de fik, var. Jeg lytter da endnu mere til de ældre, der står over for at skulle have en hjemmehjælp, og hvad de synes om hjemmehjælpen. De er godt tilfredse.

Med fare for at skulle kaldes sær vil jeg dog sige, at det dog er mere interessant, end hvad dem, som ikke er i kontakt med den offentlige sektor, synes om den.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Jeg fik jo ikke noget svar. Altså, er skattestoppet en praktisk genvej? Det her med at man langsomt for hvert eneste år forringer vores velfærd til fordel for skattelettelser i toppen, er det en praktisk genvej til det samfund, hr. Peter Christensen drømmer om, ligesom statsministeren altså skriver her i bogen »Løkkeland«?

Det andet er til undersøgelsen. Ordføreren mener altså ikke, at den her undersøgelse, kan bruges til noget. Det kan som sagt betyde to ting, enten at danskerne ifølge Venstres ordfører ikke er i stand til at vurdere forholdene i børnehaverne og på sygehusene, altså at der ikke er voksne nok i børnehaverne, at man i ældreplejen ikke har tid nok til rent faktisk at tale med de gamle mennesker, eller at de offentligt ansatte, vores sygeplejersker, pædagoger, socialrådgivere, ikke sælger varen. Hvilken af de to muligheder er årsagen til, at man så får sådan et resultat, hvis ordføreren nu holder fast i, at regeringen ikke har noget ansvar for noget som helst?

Ordføreren.

Jamen som der blev refereret til, sagde jeg, da undersøgelsen kom, at jeg syntes, at den viste, at dele af det offentlige velfærd havde et imageproblem. Det vil jeg sådan set gerne gentage, fordi når dem, som er brugere af den offentlige service, er godt tilfredse, og dem, som ikke møder tilbuddene, synes, at de er dårlige, er det da et imageproblem.

Det synes jeg af mange grunde er et problem, især fordi vi har en offentlig sektor, som skal rekruttere mange nye medarbejdere, også i fremtiden. Det er da afgørende, at der ikke er en opfattelse af, at det er dårligt at være ansat i den offentlige sektor. Men jeg indrømmer, at det godt kan være en kamp op ad bakke, især hvis man f.eks. lytter til Dennis Kristensen. Altså, at lytte til ham giver i hvert fald næppe nogen lyst til at blive ansat. Men faktum er bare, at der er givet flere penge til den offentlige sektor, og faktum er, at når man spørger dem, som møder børnepasningen, ældreomsorgen, eller som for den sags skyld bruger sundhedsvæsenet, er de i udpræget grad godt tilfredse.

Det er ikke det samme som, at vi ikke kan gøre tingene bedre. Men altså, når man siger, at ni ud af ti er godt tilfredse med den ydelse, de får fra det offentlige sundhedsvæsen, er det da værd at notere.

Hr. Anders Samuelsen, kort bemærkning.

Jeg syntes, at det var en rigtig udmærket tale, som statsministeren leverede, en tale, som også gav et indtryk af, at der faktisk sker rigtig meget fra regeringens side. Der bliver taget rigtig mange initiativer, og vi har da også været med til at bakke op om en hel del af det. Det synes jeg er rigtig godt, det synes jeg at statsministeren skal have anerkendelse for, og det kan jeg også se at han får i en af de målinger, som er i Berlingske Tidende i dag, og som viser, at det er tippet fuldstændig i forholdet mellem oppositionens ledere og statsministeren. Fint nok med det.

Tilbage til det med den internationale krise og beskæftigelsessituationen: Der er blevet taget en række initiativer, godt. Hvor meget ekstra kunne det have givet, hvis man havde fjernet resten af topskatten?

Ordføreren.

Det har jeg ikke lige tallet på her, men det ville helt givet kunne give endda nogle tusinde mere, hvis man fjernede resten af topskatten.

Hr. Anders Samuelsen.

Hvad er årsagen til, at man opgav at kæmpe det igennem? Er det, fordi det simpelt hen ikke er regeringens politik, at man gerne vil af med topskatten? Eller er det, fordi man valgte at bakke for presset i forhold til hele misundelsesretorikken, altså at man valgte den løsning, som måske var den mest bekvemme, i stedet for at vælge det, som var den rigtige løsning, nemlig at lægge et maksimalt pres på? Er det regeringens politik, at man ikke vil af med topskatten, eller er det simpelt hen, fordi man ikke syntes, at man magtede det og havde kræfterne til det?

Ordføreren.

Altså, for Venstre er det en historisk skattereform, som jeg også var inde på i min ordførertale. For os var det jo fra starten af afgørende, at vi kunne få 90 mandater til at stemme for den, at den havde en rimelig fordelingsprofil, og at vi fik en høj beskæftigelseseffekt ud af den samlede pakke, og de ting har vi opnået.

Der har tidligere i historien været talt meget om skattereformer, men de er som regel ikke blevet til noget, og det er sådan set en ekstra grund til at glæde sig over, at der i morgen bliver stemt ja til en skattereform. Der er simpelt hen et flertal, der for første gang er parat til at sænke skatten på den sidst tjente krone med 7½ procentpoint, og det er værd at glæde sig over.

Hr. Morten Bødskov for en kort bemærkning.

Statsministeren sagde i sin tale, og Venstre antyder det også her, at man har opnået gode resultater hele vejen. Det er jeg ikke helt sikker på at de politibetjente, der sidder og holder kongres lige i øjeblikket, er helt enige i, hvis de ser på, hvordan regeringen håndterede politireformen. Jeg er heller ikke sikker på, at danskerne føler det. I hvert fald er der jo 99 pct. af dem – det må næsten være en skrivefejl, kunne man håbe for regeringen – som ikke mener, at regeringen har klaret det godt nok på velfærdsområderne. Og når det handler om miljø- og energiindsatsen, ja, så har kombinationen af Bjørn Lomborg, hr. Hans Christian Schmidt og andre miljøskeptikere jo betydet en total desavouering af miljø- og klimapolitikken.

Man siger, at man har opnået gode resultater hele vejen rundt. Tror man, at folkene på Vestas er enige i det? I hvert fald er der jo kommet en bemærkelsesværdig kritik af regeringens manglende indsats på området, når det gælder om at investere langsigtet i klima- og miljøinitiativer, eksempelvis vindmøller. Så mit spørgsmål er meget enkelt: Fortryder man i Venstre, at man ikke har gjort mere og nu har været årsag til, at arbejdspladser bliver sendt ud af landet?

Ordføreren.

Jeg kan konstatere, at når jeg ser på det, som er ideen med vores klima- og miljøpolitik, nemlig at en større og større andel af vores energi skal produceres med vedvarende energikilder, så lykkes det. Når jeg så oven i købet laver en sammenligning med tiden før den borgerlige regering, kan jeg konstatere, at da steg den årlige VE-andel – altså den årlige andel af vedvarende energi – med 0,6 pct. årligt, og i perioden fra 2007 til 2012 vil den stige med 1,4 pct. årligt.

Så jeg fortryder ingenting. Jeg glæder mig over, at vi har fået lavet en energiaftale, som netop øger andelen af vedvarende energi. Vi har et mål om, at den skal udgøre 20 pct., når vi når frem til 2011, og jeg er sikker på, at vi vil nå målet.

Hr. Morten Bødskov.

Det er jo faktisk meget flot. Vi har en virksomhed, som må afskedige mere end 1.200 medarbejdere og helt ekstraordinært udtaler, at det bl.a. skyldes, at vi har haft en regering, som har været alt for fodslæbende i forhold til investeringerne i vedvarende energi. Og så har vi en ordfører, som på den anden side står og siger, at man ingenting fortryder. Det er ligesom bare konsekvensen af den førte politik.

Vi har her med yderområder i Danmark at gøre, den jyske vestkyst og den sydlige del af Sjælland, Lolland og Falster, som oplever en enorm arbejdsløshed på grund af en regering, som ikke har ført en tilstrækkelig aktiv investeringspolitik, når det gjaldt opsætning af vindmøller. Det er det, der er virkeligheden, og sandheden er, at den her regering fortsætter, for under de tal, som ordføreren står og taler om nu, ligger der jo blokader, som ikke medfører, at man får en tilstrækkelig aktiv vedvarende energi-politik, at man får opsat de vindmøller, som er nødvendige.

Fortryder man, at man har taget fejl i de foregående år? Fortryder man, som den tidligere statsminister sagde på Venstres landsmøde, at man havde begået fejl i miljøpolitikken? Eller er det her bare business as usual – det gør sådan set ikke noget, det er en del af markedets almindelige udvikling?

Ordføreren.

I mit tidligere svar skitserede jeg, hvad vores mål er, og hvad det er, der sker. Vi bygger masser af vindmøller, vi har bare besluttet, at de skal stå ude på havet. Der er udbudt store vindmølleprojekter på hav, og dem har Vestas ikke vundet. Det er ikke noget, jeg kan gøre noget ved fra Folketingets talerstol, at der er andre virksomheder, som i øvrigt også producerer møller i Danmark i de samme områder, der er bedre til at lave det til de rigtige priser, end Vestas er. Det kan jeg jo ikke beslutte noget om.

Jeg synes da, det er ærgerligt, at Vestas må afskedige personer. Jeg har også kunnet konstatere, at Vestas har sagt, at det, der for alvor har betydning for deres produktion, selvfølgelig også er de store udenlandske markeder. Men altså, at Vestas taber udbudsrunder til konkurrerende virksomheder, kan ikke være et politisk problem.

For os handler det simpelt hen om at få vedvarende energi til at fylde mere, det sker med vindmøller, og det sker med vindmøller på hav. Det går i den rigtige retning, og vi vil nå målet om en VE-andel på 20 pct., når vi når frem til 2011.

Så skal vi igen lige huske at overholde taletiderne – så tror jeg, at det hele lykkes.

Hr. Ole Sohn.

Det er jo lidt interessant at høre Venstres ordfører konstatere, at alt går godt, at ingen problemer skyldes regeringen, at alt, hvad der kommer til os af ulykker, kommer udefra.

Der bliver stillet et konkret spørgsmål fra hr. Morten Bødskov om konsekvenserne af regeringens klimapolitik, som har medført, at der stort set ingen møller er stillet op siden 2002, da regeringen kom til, og frem til nu. Her har regeringen et direkte ansvar via den førte politik, som har medført, at et nærmarked for vindmølleindustrien, som har været Danmarks flagskib, nu er nødlidende, og alligevel siger man, at det ikke er regeringens ansvar. Det kan da vel ikke være indernes, amerikanernes eller alle mulige andres ansvar. Det må vel være et udtryk for, at regeringen har taget fejl med hensyn til klimapolitikken og først nu for sent er ved at erkende fejlene.

Der ville det da klæde Venstres ordfører at erkende, at man tog fejl, men at man forsøger at rette op på det.

Så er det ordføreren.

Jamen altså, det er jo en ideologisk forskel, som også tydeligt fremgår, når man læser Socialistisk Folkepartis arbejdsprogram. Man vil ind og styre de enkelte virksomheder – man vil helt ind i den enkelte virksomheds økonomi. Jeg vil en anden vej. Jeg synes, det er vigtigt, at Folketinget opstiller nogle mål, afsætter midler til at nå de mål og så udbyder det.

Jeg ved ikke, om det, Socialistisk Folkeparti siger nu, er, at vi så skulle de lukke ekstra arbejdspladser, som havvindmølleparkerne f.eks. vil give på Siemens, for at give dem til Vestas, fordi SF bedre kan lide Vestas end Siemens. Det er da en mærkelig måde at nå de her miljømål på, og i hvert fald vil det helt givet betyde, at hvis det var Socialistisk Folkeparti, der skulle bestemme, hvem der må bygge møller i Danmark, så ville de kun blive dyrere, og vi ville derfor få mindre vedvarende energi for de samme penge, og det er da fjollet.

Hr. Ole Sohn.

Jeg prøver igen. Siden november 2001, da regeringen trådte til, er der stort set ikke blevet bygget nogen vindmøller. Den her regering ændrede totalt på miljøpolitikken. Det har haft den konsekvens, at der ikke bliver bygget vindmøller. Det er altså ikke hverken SF’s eller ”So-ci-a-lis-tisk Folkepartis” skyld, det er sådan set regeringens skyld. Det er jo en bevidst politik, som regeringen har ført. Det er vel også derfor, at regeringens klimaminister siger, at før hun kom til, var den nuværende regerings politik en katastrofe. Men den erkendelse er åbenbart ikke kommet til Venstre endnu.

Men jeg synes, det er lidt flottenhejmeragtigt af Venstres ordfører at sige, at alle problemer omkring arbejdsløsheden kommer til Danmark udefra, når vi nu kan konstatere, at en helt konkret og bevidst beslutning fra regeringens side har ført til en mindre opsætning af vindmøller både til havs og på land og med deraf følgende stigende arbejdsløshed i yderområderne i Danmark. Det er regeringens ansvar og ingen andres.

Ordføreren.

Vi vil ikke gå ind og bestemme, hvem der skal bygge de vindmøller, der skal sættes op. Det vil vi ikke. Vi har sat et mål for, hvor meget vedvarende energi skal udgøre i den danske energiproduktion. Det er den rigtige måde at gribe tingene an på. Vi har heller ikke besluttet, at den andel, altså på de 20 pct., når vi når frem til 2011, skal produceres af vindmøller. Vi bruger også biomasse og biogas. Vi bruger en palet af veje for at nå til at kunne opfylde den målsætning. Og når det gælder havvindmølleparker, er der jo lige udbudt store projekter, og dem vandt Vestas ikke, men det er det frie marked, der må afgøre, hvem der kan levere den vare billigst og bedst og mest effektivt.

Så glæder jeg mig dog over, at uanset om det er det ene eller det andet firma, der skal levere de vindmøller, så foregår produktionen i høj grad i Danmark.

Herefter er det hr. Morten Østergaard for en kort bemærkning.

Jeg kan have været uopmærksom, men jeg tror simpelt hen ikke, at Venstres ordfører havde ét ord om EU med i sin tale i dag. Men det er måske ikke så underligt, for når man ser på den kampagne, Venstre fører op til europaparlamentsvalget, får man jo det indtryk, at Venstre sådan set synes, at det nu er gået for vidt med EU. Spidskandidaten fører en kampagne for, at der nu skal sættes hegnspæle ned, det er gået for vidt, nu må det stoppes. Og det har skabt vild panik i modstanderkredsene hos Dansk Folkeparti og i bevægelserne, fordi man simpelt hen føler, at Venstre løber med modstandernes mærkesager.

Statsministeren har jo så i forhold til det, vi tager stilling til her i Folketinget, jo udmærket sig ved nu at have haft tre forskellige synspunkter om forbeholdene i løbet af den tid, han har været statsminister. Først var det noget med, at vi skulle stemme om forbeholdene, når tiden var moden. Så tog statsministeren til Bruxelles og mødters med kommissionsformand Barroso, og da sagde han så, at det var hans mål, at det skulle være inden et folketingsvalg. Og i dag kan vi så forstå, at formuleringen er, at vi skal stemme på et tidspunkt. Det er jo da et løfte, der er til at tage at føle på.

Jeg skal bare spørge: Skal det forstås sådan, at Venstre simpelt hen har meldt sig ind i de EU-skeptiske rækker, og at det er derfor, at man ikke vil være mere præcis med sin EU-politik?

Ordføreren.

Første vil jeg lige sige, at det er korrekt, at jeg ikke havde EU med i min ordførertale. Der er mange ting, jeg ikke havde med der, for taletiden var 10 minutter, og jeg valgte at lægge vægt på den økonomiske krise, som jeg synes er den største politiske udfordring, vi står med overhovedet.

Venstre er ikke blevet et EU-skeptikerparti, men vi har altid været kritiske over for alle institutioner. Jeg synes, det er sundt, at man er kritisk, og at man forholder sig til, hvad det er, vi konkret diskuterer. Jeg synes da sådan set, at statsministeren var ualmindelig klar i forhold til EU-forbeholdene, og selv Det Radikale Venstre vil da blive indbudt, kunne jeg forstå på statsministeren.

Hr. Morten Østergaard.

Det, der i hvert fald er helt uklart, er, om statsministeren mener, at vi skal stemme om forbeholdene inden et folketingsvalg eller ej. Men det er jo, fordi man har deponeret handlekraften i den sag hos hr. Villy Søvndal og SF. Det eneste, man kan glæde sig over i den sammenhæng, er, at de jo heldigvis – i modsætning til Venstre – er gået fra at være skeptiske til at være mere positive og ikke den anden vej, som man må bedømme det ud fra Venstres spidskandidat til europaparlamentsvalget, som fremstiller det, som om det altså handler om at beskytte danskerne mod EU og mod nye overgreb fra den kant.

Men lad mig så spørge helt konkret: Er det Venstres visioner for f.eks. sundhedsområdet, at samarbejdet skal styrkes mellem landene, så det frie valg, man er meget optaget af, også gælder europæiske sygehuse rundtomkring i de andre EU-lande? Er det Venstres visioner fortsat, som det var for tidligere formænd for Venstre, at der skal være en fælles asylpolitik i EU?

Det er to helt konkrete spørgsmål, som Venstre burde have en klar holdning til. Det er spørgsmål, som vælgerne i hvert fald skal tage stilling til inden for en uges tid.

Ordføreren.

Vi deponerer ikke vores politik i andre partier. Vi synes dog, det er vigtigt, at det, inden man går ud og spørger danskerne, bygger på et bredt flertal og på en bred opbakning her i Folketingssalen. Det ville glæde mig, hvis den vandring, som SF har gjort i forhold til EU, ville betyde, at man også ville bakke op om en fjernelse af forbeholdene.

Så blev jeg spurgt konkret om sundhedsområdet. Vi er ikke af den opfattelse, at man bare frit skal kunne vælge sundhedsydelser rundt i hele Europa, men at der skal være en aftale forud, egentlig på den måde, det også foregår på i dag.

Så er det fru Mette Frederiksen for en kort bemærkning.

Tak for det. Nu har Venstre jo aldrig været kendt for at være et parti, der varetager lavtlønnedes interesser eller interesserne hos de mest udsatte borgere i dette samfund. Derfor er det egentlig ikke så overraskende, at Venstre med en skattereform ønsker at fremme de mennesker, der har de højeste indkomster. Det ved vi sådan set godt, og derfor ville det måske også være en fordel, at vi ikke skulle høre Venstres ordfører stå og sige det modsatte i en debat som den her i dag, og derfor vil jeg egentlig bare bede Venstres ordfører om at bekræfte, at hvis vi ser på, hvem der får skattelettelserne med vedtagelsen af den her skattereform, viser tallene, at de 10 pct. rigeste danskere får mere end en tredjedel af alle de skattelettelser, der gives. De får 35 pct. af de skattelettelser, der bliver givet, mens den tiendedel af danskerne, der har de laveste indkomster, til gengæld får 3 pct. af de skattelettelser, der bliver givet. Vil ordføreren bekræfte det?

Ordføreren.

Altså, tallene er jo, som de er, og man skal være klar over, at dem, der betaler den største skat, også har mest glæde af, at man sætter skatten ned. Men som jeg var inde på i min ordførertale, var det jo sådan, at inden vi lavede den her skattereform, betalte de 10 pct. rigeste 11 gange så meget skat som de 10 pct. med de laveste indkomster, og efter skattereformen er det tal så blevet 10,9. Så den der forargelse, man altid kan høre hos fru Mette Frederiksen, har jeg svært ved at genfinde i fakta med hensyn til, hvordan skattebyrden fordeler sig i forhold til indkomstgrupper i Danmark.

Så er det spørgeren for anden korte bemærkning.

Men så indrømmer Venstres ordfører jo også følgende: Dem, der taber på den her skattereform, dem, der får mindst ud af den her skattereform, dem, der ikke bliver forgyldt ved den her skattereform, er vores folkepensionister. Dem, der ikke for ret meget ud af den her skattereform, er vores førtidspensionister. Dem, der ikke får ret meget ud af den her skattereform, er vores social- og sundhedsassistenter, vores social- og sundhedshjælpere. Det er de grupper, der ikke får noget eller meget, meget lidt ud af den her skattereform, mens dem, der får rigtig meget ud af den her skattereform, er de danskere, der i forvejen har de højeste indtægter, de bedste lønninger og de bedste vilkår i det her land.

Ordføreren.

Fru Mette Frederiksen har fuldstændig misforstået skattereformen og har simpelthen ikke sat sig ind i, hvordan fordelingseffekten er af de konkrete ændringer, vi laver. Der er ingen, der taber på skattereformen. Der er ingen folkepensionister, der taber, for de vinder alle sammen, og derfor er det afgørende jo, at vi har kunnet lave en reform, hvor vi samtidig tilskynder til en ekstra indsats, som gør, at det i højere grad kan betale sig at gøre en ekstra indsats, uden at der er nogle grupper, som taber på reformen. Jeg synes, at det er bemærkelsesværdigt, at det eneste socialdemokratiske svar, der er på området, er, at så vil man sætte skatten op. Midt i en økonomisk krise vil man fratage danskerne muligheden for i højere grad at kunne stimulere eget forbrug og sikre, at der er en tryghed for den private økonomi. Det er bemærkelsesværdigt, at det skal være svaret til danskerne midt i en økonomisk krise.

Den næste er hr. Carsten Hansen, værsgo.

Tak. Vi fik jo at vide i den meget blomstrende og selvrosende tale – selvros hos statsministeren og hr. Peter Christensen er jo det eneste, man kan være sikker på her i tilværelsen – at der er opnået gode resultater hele vejen. Så vil jeg stille to klare spørgsmål til hr. Peter Christensen: Hvad med de 53.000, der er blevet arbejdsløse, siden krisen satte ind? På trekvart år er der kommet 53.000 nye arbejdsløse, som i øvrigt ikke får noget ud af den skæve skattereform, eller rødvinsreformen, som den er døbt i folkemunde. Kan hr. Peter Christensen ikke bekræfte, at det er rigtigt, at en arbejdsløs intet ekstra får ud af skattereformen – af de gode resultater, som regeringen er stolt af – og at man stort set intet har gjort i forhold til 53.000 ekstra arbejdsløse?

Værsgo til ordføreren.

Jeg tror på, at det, når vi går ind og diskuterer den økonomisk krise, er afgørende, at vi får vedtaget initiativer, som kan øge beskæftigelsen her og nu. Vi bruger hele paletten, men samtidig sørger vi for, at de initiativer ikke ødelægger vores konkurrenceevne på sigt. For jeg har en klar tro på, at den økonomiske krise også vil være overstået i 2010, jeg kan jo ikke vide det, men gerne så hurtigt som muligt. Der er det jo vigtigt, at vi, når der igen kommer gang i international økonomi og i dansk økonomi, kan få de mennesker i beskæftigelse så hurtigt som muligt.

Jeg kan også glæde mig over, at der er målinger, der viser, at blandt dem, som bliver afskediget, er der mange, der hurtigt finder job igen. Det er da heldigvis glædeligt for dem, at det lykkes. Men ellers gælder det jo om at sørge for, at der også er uddannelsestilbud, og at der i det hele taget er tilbud til dem, som desværre bliver ramt af ledighed, indtil der kommer gang i dansk økonomi og i verdensøkonomien igen.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Vi hørte jo, som hr. Henrik Sass Larsen sagde, at der nu kommer 10.000 ekstra arbejdsløse om måneden, godt og vel endda, og regeringen siger, at dens bedste prognose, hvis alt regnes sammen, er 30.000 ekstra i arbejde; det er, hvad alle dens initiativer kan give. Men nu snakker vi om 170.000 ledige til næste år, og hr. Peter Christensen bliver ved med at fable om, hvornår den her krise går over. Er det ikke tiden til, at man gør noget for dem, der er blevet arbejdsløse nu? Det var det ene spørgsmål.

Det andet er: Kan jeg få hr. Peter Christensen til at bekræfte, at de 53.000, der er blevet arbejdsløse, ikke får det, vi kalder en bøjet halvtredsøre, ikke en røget rød femøre ekstra ud af skattereformen? Ingen af disse mennesker får en krone ekstra. Er det ikke korrekt, at det er de 10 pct. rigeste danskere, der får over en tredjedel ekstra ud af skattereformen, af de 29 mia. kr., den giver i gevinst?

Værsgo til ordføreren.

Jamen, der er elementer i skattereformen, som selvfølgelig også er til fordel for folk, der er ledige. Så det er simpelt hen ikke korrekt, hvad der bliver sagt.

Så vil jeg sige, at vi er optaget af, at så få som overhovedet muligt bliver ledige, men vi foregøgler ikke danskerne – som hr. Carsten Hansen og resten af Socialdemokratiet – at man kan få Danmark til at gå ram forbi; at man bare kan lave en pakke, og så bliver der ikke flere ledige i Danmark. Det er jo ikke ærligt, det er uladsiggørligt.

Prognosen, som Finansministeriet fremlagde i går, viser, at ledigheden i Danmark vil stige. Det er beklageligt, det er rigtig skammeligt for de mennesker, det rammer, men vi kan ikke sikre, at der ikke bliver flere ledige i Danmark, end der er lige nu. Men vi kan sørge for, at vi mindsker antallet, bl.a. ved også at sætte offentlige anlægsarbejder i gang. Vi er også parate til at øge den andel, men vi skal hele tiden sørge for, at vi ikke i et forsøg på at sikre, at ingen bliver ledige, får skabt en konkurrencesituation for Danmark, der gør, at vi aldrig for alvor kommer ud af krisen igen, for det har vi historiske eksempler på.

Værsgo til fru Nanna Westerby.

Tak for det. Statsministeren sagde jo i sin tiltrædelsestale, at hans søn ikke kender til ordet ungdomsarbejdsløshed, og at sådan skal det blive ved med at være. Det mål er vi i SF helt, helt enige i, men vi må altså også sige, at så er det altså på tide at kridte skoene, for ungdomsarbejdsløsheden er lige nu tre gange større end arbejdsløshedstallene for voksne, og det er faktisk værre end i 1980'erne.

Et af de rigtig store problemer er jo, at 5.000 unge ikke kan få en praktikplads og derfor ikke kan tage en uddannelse. Statsministeren sagde i dag, at de unge arbejdsløse skulle i uddannelse. Men det kan de ikke, for der er ikke praktikpladser. Regeringen har så lavet en praktikpladspakke, der ikke kommer til at løse det her problem, fordi der ikke er nogen virksomheder, der opretter praktikpladser, når de ikke har noget at sætte lærlingene til.

Derfor blev vi jo i SF rigtig glade, da Dansk Folkeparti og undervisningsministeren for en måned siden sagde, at de var villige til at gå ind og opprioritere skolepraktikken, men her en måned senere er der bare ikke sket noget på den front; der er ikke sket noget for at sikre, at flere unge kan få en uddannelse her i krisen.

Så jeg er selvfølgelig interesseret i at høre: Hvad er regeringens politik? Får vi mere skolepraktik, eller vil regeringen endnu en gang se passivt til, mens de unge ikke får en uddannelse, som vi har oplevet regeringen gøre før?

Værsgo til ordføreren.

Nej, vi vil ikke se passivt til. Vi er meget optagede af, at netop unge ikke bliver ramt af arbejdsløshed, sådan at deres start på det, der skal være en lang erhvervskarriere, skal være ledighed. Det ønsker vi ikke, og derfor er jeg selvfølgelig glad for den aftale, der er blevet lavet i forhold til praktikpladser. Jeg tror på, at vi vil komme til at se en effekt af den, for det er rigtigt nok, at virksomhederne selvfølgelig bliver ramt af den økonomiske krise, og at deres aktivitet falder, men jeg har også lyttet mig frem til, at virksomhederne godt ved, at hvis de skal være i stand til at erobre markedsandele og få del i det opsving, der vil afløse den økonomiske krise, når krisen engang er ovre, ja, så er det jo nu, de skal tage lærlinge ind, så er det jo nu, de skal oprette de her praktikpladser. Og ifølge aftalen følger der oven i købet et pænt tilskud med fra statskassen – jeg har ikke lige tallet her, men jeg mener, det er omkring 15.000 kr. – og det synes jeg faktisk burde få virksomhederne til at ansætte rigtig mange unge mennesker i praktik allerede nu.

Fru Nanna Westerby til anden korte bemærkning.

Jeg må sige, at jeg er rigtig bekymret for, at den her praktikpladsaftale ikke kommer til at løse problemet. Aftalen skal motivere virksomheder til at oprette praktikpladser, men så længe arbejdsløsheden stiger, kan man jo være alvorligt i tvivl om, om virksomhederne opretter praktikpladser, om en virksomhed med den ene hånd vil fyre medarbejdere og med den anden hånd vil ansætte lærlinge. Det ved selv Dansk Arbejdsgiverforening, og derfor har de jo også sagt, at de er med på, at vi ser på at åbne op for skolepraktikken. Alle vil selvfølgelig helst have, at elever kommer i praktik på en virksomhed, men når krisen er så alvorlig, som den er lige nu, er der ikke nok praktikpladser, og så er alternativet til ikke at åbne op for skolepraktikken at sige til de unge: I kan ikke få en uddannelse; selv om I går og er arbejdsløse lige nu, kan I ikke tage en uddannelse.

Så jeg må indrømme, at jeg er lidt forvirret lige nu, for undervisningsministeren har selv sagt: Hvis vi får en ny og forbedret skolepraktik, vil jeg gerne åbne op for den. Og det er jo sådan set op til undervisningsministeren at være med til at opfinde den. Det vil vi meget gerne være med til i SF. Men nu er undervisningsministeren så i bakgear og vil alligevel ikke garantere, at man åbner op for skolepraktikken.

Så jeg kunne godt tænke mig at høre fra Venstres ordfører: Hvad er politikken på skolepraktikområdet? Vil man se passivt til, mens unge ikke kan færdiggøre deres uddannelse, eller vil man åbne op for skolepraktikken?

Værsgo til ordføreren.

Der forhandles lige nu om netop skolepraktik, og det er vi ikke afvisende over for. Vi er sådan set enige på det her område, for selvfølgelig er det bedst at få unge ud i praktik i virksomheder i rigtige job, og derfor er vi også startet med at lægge hovedvægten dér og lave aftalen dér, for det bedste sted at starte en erhvervskarriere er at komme ud på en rigtig arbejdsplads og komme ud til en virksomhed og se, hvordan den fungerer i det daglige. Men det er en alvorlig situation, vi står i, og derfor er vi også parate til at diskutere skolepraktik som et alternativ, når vi nu er i den her situation.

Næste spørger er fru Line Barfod, værsgo.

Regeringen har jo siddet i en del år efterhånden, og det kan man jo tydeligt mærke på den magtarrogance, der bliver udvist fra regeringens og også her fra hr. Peter Christensens side. Hver gang der er nogle, der påpeger problemer, får vi at vide, enten at problemerne slet ikke eksisterer, eller at det er nogle andres skyld. Tidligere sagde man lidt for sjov, at folk påstod, at noget altid var samfundets skyld; med den regering, vi har i dag, er det altid nogle andres skyld. Det er politiets skyld, at politiet ikke fungerer, det er socialrådgivernes, pædagogernes, sygeplejerskernes eller andres skyld, at det offentlige ikke fungerer. Det er aldrig nogen sinde regeringens skyld. Når vi får sådan en meningsmåling, der viser, at kun 1 pct. mener, at det går bedre med det offentlige, så er det også nogle andres skyld, det kan umuligt være regeringens skyld.

Men regeringen har jo haft en strategi for det, man har gennemført, og derfor vil jeg gerne igen spørge hr. Peter Christensen, om han er enig med statsministeren i hans udtalelse i »Løkkeland« om, at skattestop er en genvej til velfærdsforringelser, en genvej til, at vi flytter en række opgaver fra fællesskabet i det offentlige og over til privatisering.

Værsgo til ordføreren.

Jamen nu har jeg jo en pligt til at svare, for ellers havde jeg jo egentlig mest lyst til at lade være. For det giver jo ingen mening at diskutere den slags falske gengivelser. Statsministeren har aldrig skrevet, at skattestoppet var en genvej til velfærdsforringelser, så det er en fuldstændig tåbelig diskussion. Skattestoppet har været en god måde at sikre danskernes privatøkonomi på, og derfor er skattestoppet også populært, og jeg glæder mig over, at vi har kunnet opretholde skattestoppet siden 2001, samtidig med at vi har kunnet forbedre og udvikle den offentlige velfærd ved at tilføre den 56 mia. kr. siden 2001. Samtidig har vi kunnet sætte en stopper for den konstante stigning i skatter og afgifter, som vi så, før regeringen trådte til i 2001, hvor der var en ny skat eller afgift næsten hver måned – ja, man kan få kuldegysninger ved tanken – men det fik skattestoppet sat en brat stopper for.

Fru Line Barfod for anden korte bemærkning.

Det er muligt, at hr. Peter Christensen så vil benægte, hvad den nuværende statsminister har sagt om Venstres strategi, men det er jo også den tidligere statsminister, der har fortalt om Venstres strategi, og det er den nuværende finansminister, der også i sin tid som beskæftigelsesminister har fortalt om Venstres strategi. Den går ud på, at man ved hjælp af skattestoppet og ved hjælp af bremsen på de offentlige udgifter flytter fra den offentlige velfærd, vores fælles og demokratisk styrede velfærd, og over til privatisering. Man kan jo se resultaterne, hvor det private forbrug er steget dobbelt så meget som det offentlige. Folk mærker jo tydeligt i deres dagligdag i forhold til børnehaver, ældrepleje, skoler osv., at der ikke har været den samme stigning, som der har været i privatforbruget, men at man tværtimod udhuler den offentlige sektor.

Jeg skal bare høre, om hr. Peter Christensen er enig i den strategi fra Venstres side, er enig i målet om, at vi skal have meget mindre fælles velfærd, og at der skal være meget mere til privat forbrug for dem, der har rigeligt.

Værsgo til ordføreren.

Jeg har ikke noget imod at diskutere med fru Line Barfod, men det kunne da være befriende, hvis man kunne holde sig bare en kende til sandheden.

Jeg vil gerne sige, hvad Venstres holdning er til det offentlige og til det private. For os er det jo ikke afgørende, hvem der leverer velfærden, men at danskerne får den velfærd. Derfor er vi jo også tilfredse med, at der er ca. 250.000 danskere, som har gjort brug af det frie sygehusvalg, for det har jo betydet, at de ikke skulle stå på ventelisten, og det er det afgørende. Vi tager udgangspunkt i det enkelte menneske, vi tager udgangspunkt i den enkelte patient – hellere det end systemer! Der ved jeg godt, at for Enhedslisten er systemer alligevel vigtigere end alt andet, og det er et klart politisk valg. Men jeg vil ikke stå og beklage, at der er 250.000, der har haft glæde af det frie valg, som har gjort, at de ikke skulle stå på venteliste.

Jeg skal lige oplyse, at der er tre spørgere tilbage, og vi har 8 minutter, så man skal være rimelig skarp og hurtig på knapperne, hvis vi skal nå alle tre. Den næste er hr. Nick Hækkerup, værsgo.

Tak. Jeg kunne forstå på ordføreren i svaret, der nys blev afgivet, at det gav ordføreren kuldegysninger at tænke på, at der under den tidligere socialdemokratiske regering efter Venstres opgørelse næsten kom en ny skat hver måned. Hvis man nu anvendte præcis samme opgørelsesmetode, som Venstre anvendte dengang, hvor mange gange kommer der så til at være nye skatter eller afgifter som følge af skattereformen?

Værsgo til ordføreren.

Vi har lavet en skattereform, hvor vi har ønsket at sænke skatten på arbejde og øge skatten på forurening, og det medfører 17 eller 16 lovforslag, som nu er baggrunden for den omlægning, som betyder, at vi får en historisk sænkning af skatten på den sidst tjente krone. Det glæder mig enormt.

Når jeg så skal diskutere med Socialdemokratiet om, hvilken skattepolitik der er bedst, ja, så kender man vores, for vi har lagt den frem i Folketingssalen, men der er ikke noget at spille bold op ad, der er ikke noget at diskutere, fordi Socialdemokratiet ikke tør bekende, hvad socialdemokratisk skattepolitik er. Det står fuldstændig uklart for mig. Skattestoppet støtter man ikke lige nu. Man har gjort det i en periode, og så gjorde man ikke, og så gjorde man. Lige nu gør man ikke. Det er det eneste, jeg har kunnet finde ud af er status, men hvad socialdemokratisk skattepolitik ellers er, står mig fuldstændig uklart.

Så er der et løfte om, at man sammen med Socialistisk Folkeparti vil blive enig om noget inden et valg. Det glæder jeg mig til.

Værsgo til spørgeren.

Det var jo i hvert fald ikke et svar på spørgsmålet. Og derfor vil jeg for ordførerens egen skyld, så han kan bære det med videre ud til den befolkning, som måtte interessere sig for spørgsmålet, sige, at det spørgsmål har skatteministeren så gjort op og svaret på. Og anvender man præcis samme opgørelsesmetode, som Venstre anvendte i forhold til den tidligere socialdemokratiske regering, på skattereformen, som er til behandling i morgen, så vil der være 114 gange, hvor skatter eller afgifter bliver sat op som følge af skattereformen – 114 gange på 10 år! Det er ret tæt på at være en gang om måneden.

Det var det, der for et øjeblik siden gav ordføreren kuldegysninger, og som han og resten af hans parti i morgen har tænkt sig at lægge stemmer til. Det må være en dag, hvor vi skal håbe på varmt vejr, så alle de kuldegysninger i Venstres folketingsgruppe kan holdes nede.

Værsgo til ordføreren.

Jamen det er jo mageløst. Der er jo den forskel, at når Socialdemokratiet næsten hver måned satte en afgift op, røg pengene fluks i statskassen. Det er forskellen. Vi sætter skatten ned på arbejde, og det vil sige, at for hver krone, der kommer ind i energiafgifter, ja, så ryger den tilbage som skattelettelse. Det er en omlægning. Og det er jo der, vi er uenige. For hvis man tager de skattelettelser, som allerede er blevet givet her fra 2009, kan man sige, at når man så Socialdemokraternes forslag til finanslov, ja, så skulle de skattelettelser rulles tilbage, de skattelettelser skulle danskerne ikke have lov til at have. Men den finansiering, der var i forbindelse med energiafgifterne, ja, den ville man ikke røre, ergo skulle pengene gå i statskassen.

Det er et faktum, hvad angår det socialdemokratiske forslag til finanslov. Og derfor er uenigheden på skatteområdet egentlig den samme, som den har været de sidste 20 år.

Næste spørger er hr. Jonas Dahl, værsgo.

Tilbage i september 2008 sagde den konservative sundhedsminister hr. Jacob Axel Nielsen: I synes, at betalingerne til privathospitalerne er for høje. Ja, det synes jeg også.

Siden er der ikke sket så meget i den her sag, vel sagtens fordi regeringen er dybt splittet i spørgsmålet, men fra SF's side er vi helt enige med De Konservative. Vi så gerne, at den ene milliard kroner, der er kastet ud til overbetaling til privathospitalerne, rent faktisk blev brugt til at behandle nogle patienter, således at vi fik gjort noget ved de ventelister. De ventelister, man kan se, er nogenlunde lige så lange, som da den her regering trådte til, og derfor vil jeg gerne høre Venstres ordfører: Er Venstres ordfører enig i, at der skal sættes en stopper for 8 års overbetaling af privathospitalerne, så vi kan få gjort noget ved ventelisterne? Og så vil jeg gerne høre, om den eksisterende politik ligger i tråd med det, som statsministeren tidligere kaldte en ansvarlig økonomisk politik.

Værsgo til ordføreren.

Vi ønsker ikke at betale en krone for meget for den ydelse, som de private hospitaler giver, når danskerne har ventet mere end 1 måned på at få en offentlig behandling og dermed har haft mulighed for at gå over i det private system. Det er en rettighed, vi har givet til danskerne, og det er der så næsten 250.000 der har gjort brug af. Det er altså mennesker, for hvem alternativet havde været at stå på en venteliste.

Nu har det system fungeret i nogle år. Der er også kommet en bedre konkurrence inden for private sygehuse, og det tegner til, at man også nu kan forhandle nogle bedre priser på plads. Det glæder mig da kun. Hvorfor skal man betale mere for en ydelse end højst nødvendigt?

Jeg glæder mig over, at der er en konkurrencesituation, som oven i købet gør, at vi kan se, at der er mulighed for at få forhandlet priserne ned. Om det så er med en bestemt procentsats, har jeg simpelt hen ikke mulighed for at svare på. Jeg tror også, at det vil afhænge noget af, hvad det er for nogle operationer, vi taler om. Men det afgørende er at holde fast i, at danskerne har den rettighed, at hvis de skal vente mere end 1 måned, kan de gå et andet sted hen.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Men Venstres ordfører anerkender altså, at der de sidste 8 år er foregået en overbetaling af privathospitalerne, som nu beløber sig til en lille milliard kroner. Det er altså en overbetaling, som kunne være brugt til at nedbringe ventelisterne, således at flere danskere kunne være blevet behandlet på sygehusene. Sådan hører jeg Venstres ordfører.

Jeg vil gerne holde fast i, om Venstres ordfører også vil gøre noget ved det. Anerkender Venstres ordfører således også, at daværende sundhedsminister hr. Lars Løkke Rasmussen sådan set var manden bag den overbetaling af privathospitalerne?

Værsgo til ordføreren.

Jeg anerkender ikke, at der har fundet en overbetaling sted. Mit svar er, at vi nu, på grund af at konkurrencen er blevet bedre, kan få nogle endnu bedre priser, end man kunne dengang. Det er ikke det samme, som at der har fundet en overbetaling sted. Vi gav den pris, som man kunne forhandle sig frem til, eller som rettere regionerne forhandlede sig frem til.

Der har jeg også kunnet konstatere, at der er stor forskel på, hvilke priser regionerne har kunnet forhandle sig frem til. I den region, hvor jeg selv kommer fra, valgte man faktisk at lave nogle udbud og samle nogle af de her operationer, sådan at man sagde: Ja, vi ved jo ikke, hvem der kommer, da det er en individuel rettighed, man giver til den enkelte patient. Men lad os antage, at der kommer hundrede til en given operation. Hvad skal betalingen være for det?

Det synes jeg var en rigtig god måde at gribe det an på. Den har man desværre ikke villet følge i alle regioner – især af ideologiske grunde, har jeg kunnet konstatere. Det synes jeg da er fjollet, for vi har kun en interesse, og det er, at patienterne bliver behandlet så hurtigt som muligt, og at det selvfølgelig så gerne skal ske til en så billig pris som overhovedet muligt.

Vi når et spørgsmål fra den sidste, der har meldt sig. Det er hr. Rasmus Prehn. Værsgo.

Der er en ting, som jeg synes er ganske slående, når jeg sidder og lytter til debatten her og først hører statsministeren og nu Venstres ordfører, og det er det manglende format, der er hos regeringen. Hver gang der er et problem, hver gang der er utilfredshed, er det altid nogle andre, der har ansvaret, så er det altid nogle andres skyld. Lad os bare kigge på undersøgelsen fra Gallup, som viser, at der er en massiv stigning i utilfredsheden med velfærden hos danskerne. De synes ikke, at det er godt nok, og hvad siger regeringen så? Nåh, det er et imageproblem. Man sparker altså nedad og tørrer ansvaret af på de offentligt ansatte frem for at sige: Vi har selv et ansvar.

Kunne en af årsagerne til, at der er et såkaldt imageproblem i den offentlige sektor, være, at regeringen, hver eneste gang den har lejlighed til det, pumper forventningerne op til, hvilken service vi skal have, og så faktisk sparer og skærer ned i stedet for? Lad os bare tage i dag, hvor vi hører statsministeren love, at vi skal have bedre skoler, at vi skal have flere, der får en uddannelse. Men hvad er det egentlig, vi kan se er situationen ude i landets kommuner, når vi kigger på budgetredegørelsen for 2009? Den er, at der i år er færre penge pr. elev, end der var sidste år. Det vil sige, at eleverne i år altså får ringere uddannelse, end eleverne gjorde sidste år.

Kunne et af problemerne med utilfredsheden med velfærden ikke være, at regeringen lover og lover, men hver gang man skal bevilge noget og levere varen, skuffer man, fordi der ikke er penge nok?

Værsgo til ordføreren.

Det er ikke en korrekt udlægning, men lad os antage, at det var virkeligheden, hvad det ikke er, men så er det da mærkeligt, at når man går ind og spørger dem, der er i nær kontakt med den offentlige velfærd, er de godt tilfredse. Det er da mærkeligt, for det burde være dem, der først oplevede, at der blev skåret. Altså, hvis det var sandheden, ville de, der modtager hjemmehjælp, da være de første til at mærke, at der blev skåret ned, og så er det da underligt, at der er 95 pct., som enten er tilfredse eller meget tilfredse. Det ville sådan en undersøgelse da vise lynhurtigt.

Jeg løber ikke fra noget ansvar. Venstre er glad for at have ansvar og for at være en del af regeringen. Vi mener til enhver tid og vil altid mene, at man kan gøre tingene bedre, men jeg tillader mig bare at gøre opmærksom på det faktum, at de mennesker, som er i nær kontakt med den offentlige velfærd, er betydelig mere tilfredse end dem, der ikke er det. Det er da en interessant iagttagelse.

Så kan man begynde at diskutere, hvorfor det mon er sådan, og som jeg sagde tidligere, kunne det jo være, fordi f.eks. en Dennis Kristensen konstant og vedvarende prøver at bilde danskerne ind, at der bliver skåret, desuagtet at der siden 2001 er blevet brugt 59 mia. kr. mere på den offentlige sektor. Det kunne jo være, at det faktisk er lykkedes for fagforeningerne at få tegnet et billede, som påvirker de danskere, som ikke møder den offentlige sektor og dermed kun har opfattelsen fra medierne. Det kunne jo være, at det hang sådan sammen.

Tak til ordføreren. Den afsatte tid er godt og vel brugt, og vi fortsætter i ordførerrækken.

Jeg kan allerede nu oplyse, at vi sandsynligvis ikke når at få spørgerrækken færdig, inden vi går til frokostpause kl. 12, men værsgo til næste ordfører, som er hr. Henrik Sass Larsen, Socialdemokraterne.

Vi har haft en ny statsminister i snart 2 måneder, men vi har haft den samme regering, og både her og der har vi ventet og forventet, at der også kom bud på en ny politik, et nyt projekt.

Det har været en forgæves spejden, indtil vi forleden dag kunne læse Venstres nye næstformand, skatteministeren, folde sine længe opsparede visioner ud for befolkningen i et interview. Her kunne man læse, at danskerne skulle til at tage et større personligt ansvar nu, hvor skatten var sat ned, som det blev proklameret, og det kom der så to konkrete bud på. Det ene bud var, og jeg citerer:

Det kan være, når man går en tur ned ad gågaden i København, at selv om der er opstillet en skraldespand for hver 20. meter, gider folk ikke bære deres skrald de få meter hen til skraldespanden, for de har betalt skat nok til, at de forventer, at der kommer en kommunal gadefejer i morgen for at fjerne deres affald. Citat slut.

I Socialdemokratiet nærer vi en afgrundsdyb beundring for disse filosofiske overvejelser. Sammenhængen mellem affald på gågader og skattetryk er en hidtidig overset politisk-ideologisk kampplads, og vi glæder os meget til at se CEPOS eller andre af regeringens lakajer give et uigenkaldeligt bevis for, at jo lavere skattetryk, desto renere gågader. Det vil helt sikkert interessere de millioner af mennesker i verden, som lever i armod, men med et lavt skattetryk, at deres gader og stræder er rene, fordi de har et personligt ansvar at gøre godt med og ikke er trykket af skatter.

Med lige så stor interesse skal de danskere, som ikke fik læst interviewet, studere det andet konkrete bud, som Venstres nye chefideolog havde til boligejerne, citat:

Man skal have retten til at satse og vinde, men man skal ikke bagefter regne med, at vi kommer rendende og fejer op, hvis det går galt. Vi har givet mulighed for at tage afdragsfrie lån, men hvis man ikke kan holde til at sidde med et afdragsfrit lån, så er det ens eget ansvar. Citat slut.

Med den filosofi må det da ærgre Venstre, at vi ikke anlagde den samme logik, da der skulle reddes banker. Måske skulle vi bare have meddelt dem, at de jo har haft retten til at satse og vinde, og så skulle vi ikke ind og feje op.

Gad vide, hvordan man knækker det her ideologiske dilemma i Venstre. Det kan jo være, at lidt god balsam til ideologien i form af milliontilskud fra bankerne til Venstres valgkasse gør det hele meget nemmere, men nemt bliver det i hvert fald ikke for mange danske boligejere, og jeg tror, de fleste føler sig forulempet, når deres køb af bolig karakteriseres som at satse og vinde. Måske har skatteministeren og regeringen lagt mærke til alle de mennesker, som for tiden mister deres arbejde og dermed er i risikozonen for ikke at kunne blive i deres eget hus, eller til dem, som bliver skilt, eller til dem, som ikke fik solgt, inden de købte nyt, og derfor hænger på to huse. De kan så alle sammen trøste sig med, at de satsede og tabte, mens regeringens venner i bankerne og landbruget kan trøste sig med, at de satsede og tabte og blev reddet. Sådan er der forskel på folk.

Har regeringen ikke et medansvar? Åbenbart ikke. Svaret på, hvordan vi vender udviklingen på boligmarkedet og i økonomien, er såmænd skattelettelser, ligesom det har været det i al den tid, regeringen har siddet. Om det går op, lige ud eller ned, så er svaret skattelettelser. Mon den tanke overhovedet har strejfet regeringen, at netop skattelettelser har været en medvirkende årsag til, at den økonomiske boble blev så stor, at den brast lige i hovedet på os alle sammen? At blive ved med at puste til privatforbruget gennem skattelettelser, indførelse af nye lånetyper på boligmarkedet og deregulering af den finansielle sektor er formlen til en stor, flot boble, som altså er bristet.

Det burde man måske lære af; men det gør man ikke. Man fortsætter med sats og vind-politikken: Boblen er bristet, lad os puste en ny op. Derfor skattelettelser, derfor frigivelse af SP-bidrag og derfor momskreditter.

Denne økonomiske politik har alle muligheder for at fejle. Ved indgangen til en dyb økonomisk krise er privatforbruget ikke den gaspedal, der skal trædes på. Her drejer det sig om at sikre, hvad sikres kan: undgå en eksplosiv stigning i ledigheden, fordi tabte arbejdspladser risikerer aldrig at komme igen; sikre, at den sunde del af dansk erhvervsliv kan få kapital at arbejde med; sørge for at uddanne folk til fremtiden og den dag, hvor krisen er væk; sørge for at konsolidere og fortælle danskerne, at tiden ikke er til flere kreditter, den er til afdrag og eftertænksomhed.

Det er derfor, vi foreslår, at man i stor skala fremrykker alle de investeringer, som vi ved skal afholdes i fremtiden. Når der bliver renoveret skoler eller bygget boliger, giver det ordrer i bogen hos de lokale håndværkere, og det gør det også, hvis vi investerer massivt i energibesparelser i private boliger og i erhvervsvirksomheder. Og nej, det er altså ikke godt nok at afsætte en renoveringspulje, som giver 2.000 flere beskæftigede om året, når ledighedstallene tikker ind med 10.000 flere om måneden.

Når vi nu ved, at det er uddannet arbejdskraft, vi kommer til at mangle i fremtiden, så er det da sund fornuft at sætte nogle af de mange, der bliver arbejdsløse i det næste par år, på skolebænken og lade dem få en uddannelse som skolelærer eller sygeplejerske. Det ligger da lige for.

Socialdemokratiet har foreslået initiativ på initiativ, regeringen har afslået og afslået. Arbejdsløsheden stiger og stiger, og regeringen står tilbage med ansvaret for manglende initiativ. Den kendsgerning skal bogføres nu.

Mens Venstres næstformand har underholdt os med liberal nytænkning, kniber det lidt mere for Venstres nye formand, statsministeren, at komme i gear. Jeg forstod på statsministerens tale på Venstres landsmøde, at han egentlig altid har følt sig rigtig godt tilpas i det socialdemokratiske velfærdssamfund, og så er det da lidt ejendommeligt, at han brugte alle sine unge år og lidt flere til på at tordne mod velfærdssamfundet som VU'er og lokalpolitisk liberalistisk forkæmper. Men all right, kærlighed kan jo komme til udtryk på mange måder.

Egentlige nyheder og tegning til et politisk projekt var der ikke meget af i statsministerens tale på sit landsmøde. Men jeg spidsede da ører, da der blev talt passioneret om frit valg, for her er statsministeren jo ekspert. Som sundhedsminister har han fået gennemført en meget stor og synlig forandring i det danske samfund med frit valg-ordninger mellem private og offentlige sygehuse.

Desværre viste det sig, at man ikke rigtig kunne få gang i konkurrencen, etableringen af en levedygtig konkurrence på almindelige vilkår. Der skulle lidt hjælp til, f.eks. ved at fordreje marked og pris sådan, at privathospitalerne fik en overpris til operationer, sådan som vicestatsministeren og sundhedsministeren også har været inde på. Det skulle de nok ikke have sagt, for de har i hvert fald begge to fået at vide, at nu skal de til at mene det modsatte, og det kunne selvfølgelig være meget muntert at følge med i, medmindre sagen ikke var så alvorlig, som tilfældet er.

Hvis der virkelig er blevet udbetalt 900 mio. kr. for meget, er det en skandale af sjældent alvorlig karakter. Mon ikke vi kunne få sandheden at vide, få alle tilgængelige dokumenter? Mon ikke statsministeren kunne involvere sig direkte og offentligt i den diskussion, så vi kunne høre om hans erfaringer og hans dispositioner? Det burde i hvert fald være meget rimeligt, inden regeringen kaster sig over nye områder af velfærdssamfundet, som skal udsættes for endnu en gang VK-factory. Det cover-up, som vicestatsministeren og sundhedsministeren er i gang med, er i hvert fald ikke for kønt.

Vi står ved afslutningen af et folketingsår, der vil gå over i historien som det spildte år: et år, hvor regeringen for sent og aldrig helt fattede, hvilken økonomisk krise Danmark rendte ind i, og hvor regeringens filosofi var, at man risikerede at gøre for meget, hvor den i stedet skulle have været, at man risikerede at gøre for lidt. Prisen for den politik får danskerne at mærke i fremtiden, og ansvaret for det er regeringens. Oppositionen har klart vist, at der var en anden vej.

Så skal jeg med formandens tilladelse på vegne af Socialdemokratiet, SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at Danmark står i en økonomisk krise af historiske dimensioner. Folketinget konstaterer samtidig, at regeringen konsekvent har fejlvurderet krisens omfang, ført en politik uden synderlige forbedringer af erhvervslivets vækst- og beskæftigelsesmuligheder og ikke taget det nødvendige ansvar for at sikre den langsigtede holdbarhed af dansk økonomi og velfærd.Folketinget opfordrer derfor regeringen til at fremlægge en vækstpakke, der kan afbøde krisens negative effekter for Danmark, imødegå den hastige stigning i arbejdsløsheden og fremtidssikre vores økonomi og velfærd ved at investere målrettet i klima, uddannelse, vækst og velfærd.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 92).

Tak. Der er nu indleveret et forslag til vedtagelse fra Socialdemokraterne, SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten, og jeg læser det op:

»Folketinget konstaterer, at Danmark står i en økonomisk krise af historiske dimensioner. Folketinget konstaterer samtidig, at regeringen konsekvent har fejlvurderet krisens omfang, ført en politik uden synderlige forbedringer af erhvervslivets vækst- og beskæftigelsesmuligheder og ikke taget det nødvendige ansvar for at sikre den langsigtede holdbarhed af dansk økonomi og velfærd.

Folketinget opfordrer derfor regeringen til at fremlægge en vækstpakke, der kan afbøde krisens negative effekter for Danmark, imødegå den hastige stigning i arbejdsløsheden og fremtidssikre vores økonomi og velfærd ved at investere målrettet i klima, uddannelse, vækst og velfærd.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 92)

Dette forslag til vedtagelse vil indgå i den videre debat.

Inden jeg åbner for talerrækken, skal jeg oplyse, at nogle og tyve har meldt sig, og derfor har vi været nødt til lige at prioritere. Derfor nævner jeg kun de første 15 navne, som vi så vil forsøge at nå. Vi kan jo kigge på klokken og så se, at vi ikke kan nå alle sammen inden frokostpausen.

Men de første 15, som jeg har på den prioriterede taleliste, ud fra de aftaler, der er om, hvem der skal prioriteres op og ned, er:

Peter Christensen, Pia Kjærsgaard, Henriette Kjær, Erling Bonnesen, Kristian Thulesen Dahl, Eyvind Vesselbo, Martin Henriksen, Per Clausen, Tina Nedergaard, Ellen Trane Nørby, Gitte Lillelund Bech, Ib Poulsen, Simon Emil Ammitzbøll, Flemming Damgaard Larsen og Torsten Schack Pedersen.

Det er den talerække, som vi vil forsøge at nå, men det kræver jo - hvis alle 15 skal på, og vi ikke kun skal nå 12 eller 13 - at man kigger lidt på den røde knap og ikke lader den lyse for længe.

Lige inden hr. Peter Christensen får ordet, vil jeg konstatere, at klokken er 11.13. på mit minutur heroppe, og vi har jo en time til debatten.

Værsgo til hr. Peter Christensen.

Jamen den skal jeg nok lade være med at bruge.

Jeg lyttede jo til talen med interesse, og der blev brugt utrolig lang tid på afdragsfrie lån, og det var lidt en overraskelse for mig, men det eneste, der sådan set stod fuldstændig uklart var, hvad Socialdemokratiet mener om afdragsfrie lån. Altså, er man er uenig i synspunktet om, at man løber en risiko ved at tage afdragsfrie lån og renten stiger, eller betyder det, at Socialdemokratiet så vil have, at staten skal afdække den risiko? Eller er man imod afdragsfrie lån?

Altså, jeg synes, det er besynderligt at bruge så lang tid på et emne, og at det så står så fuldstændig uklart, hvad man selv mener om det.

Værsgo til ordføreren.

Det, som Venstres ordfører skulle have lyttet bedre efter, var, at jeg adresserede, hvad skatteministeren, Venstres næstformand, havde sagt. Han sagde, at nu må alle dem, der har taget afdragsfrie lån, og som har været ude på boligmarkedet og har satset og vundet, og som nu har tabt, bære det fulde ansvar. Nu skal vi ikke komme og rydde op efter dem.

Det mener jeg sådan set bare jeg må konstatere er en hån sagt lige hovedet på en masse mennesker, som har det svært, når man samtidig som regering går ud og hjælper banker for 100 mia. kr., eller landbruget, eller hvem det nu engang er, som Venstre har som gode venner, for de skal ikke bare gå nedenom og hjem. De skal ikke tage det fulde ansvar, men det skal lige præcis boligejerne.

Det er den logik, og det er den ideologi, som jeg anfægter. Og jeg har såmænd ikke nogen som helst planer om at rulle de afdragsfrie lån tilbage; det ville være en katastrofe for husejerne her i Danmark. Men jeg siger, man skal være meget påpasselig fremover, når man begynder at diskutere, hvad det er for nogle muligheder for at indrette sig, man giver til de danske boligejere, fordi vi også ved, at det er med til at skubbe til en boble.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

O.k., altså, Socialdemokratiet støtter afdragsfrie lån, men hvad er det så, man håner skatteministeren for? Er det synspunktet om, at hvis renten stiger, så bærer man selv den risiko for det afdragsfrie lån, frem for hvis man havde taget et fastforrentet lån? Er det det, man er uenig i? Eller hvorfor diskuterer vi afdragsfrie lån?

Værsgo til ordføreren.

Det er jo egentlig ikke så svært at forstå. Hvis man læser det interview, som skatteministeren, Venstres nye næstformand, gav, så sagde han, at nu skal alle de mennesker derude, som det i øjeblikket kniber for at få råd til at blive boende i deres egen bolig, bære det fulde ansvar, for de har været ude på markedet og satset og vundet.

Det siger man, selv om man sidder i en regering, hvor bankerne – dem, som sikkert i rigelighed har bidraget til Venstres partikasse – har fået stillet 100 mia. kr. til rådighed. Hvorfor anlagde man ikke samme logik over for dem?

Det synes jeg simpelt hen bare er en hån. Hvorfor er det, at almindelige mennesker skal have den type behandling, og hvorfor er det, at alle de banker og virksomheder, som har tjent masser af penge, skal have en anden type behandling? Sådan er der forskel på folk, og det er den uenighed, som jeg understreger.

Værsgo til fru Pia Kjærsgaard.

Jeg vil bare lige tilføje, at os bekendt, er Socialdemokratiet med i bankpakken. Det er bare en konstatering.

Det, jeg egentlig vil spørge om, er om Socialdemokratiets holdning til Tyrkiets optagelse i EU. Vi har jo altså et valg foran os om halvanden uge, og jeg synes ikke, at det overhovedet har været på dagsordenen endnu, hvilket undrer mig meget, men jeg vil gerne spørge lidt ind til, om man stadig væk i Socialdemokratiet er så forhippet på det. Der har jo været en bred diskussion, må man sige, i den her valgkamp om Tyrkiets optagelse. Er Socialdemokratiet helt stålsat på, at Tyrkiet skal optages i EU? Det er mig bekendt partiets holdning. Er Socialdemokratiet helt stålsat på, at der ikke skal finde en folkeafstemning sted i Danmark om det, eller hvordan ser Socialdemokratiet op til det her europaparlamentsvalg på det emne?

Værsgo til ordføreren.

Vi har altså tidligere tilkendegivet, at vi var positivt indstillet over for, at man havde drøftelser mellem EU og nye ansøgerlande. I det øjeblik og i det omfang, det måtte blive aktuelt at man skal tage stilling til nye ansøgerlande, vil vi selvfølgelig klart melde ud i forhold til, hvad vi siger i den forbindelse. Men det er ikke aktuelt.

Der er jo ikke nogen, som inden for en nærmere overskuelig fremtid ser Tyrkiet blive medlem af EU. Derfor er det måske sådan lidt forhastet at stå her og konkludere, at det ikke kommer til at ske eller det kommer til at ske eller noget andet. Jeg tror, at der vil være mange europaparlamentsvalg, før vi overhovedet er i nærheden af at have en aktuel drøftelse i forhold til det spørgsmål.

Vi har sagt med hensyn til Tyrkiet og andre lande, der har søgt, at man selvfølgelig som en ordentlig organisation må indgå i nogle drøftelser. Hvis betingelserne for det opfyldes, må man jo så komme med en indstilling siden hen, men det er ikke en aktuel situation for tiden.

Fru Pia Kjærsgaard til anden korte bemærkning.

Altså, jeg kommer til at tænke på tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, når jeg nu hører hr. Henrik Sass Larsens uld i mund, simpelt hen. Altså, vil man have Tyrkiet med eller ej? Det er da ikke så svært at svare på.

Jeg kan sige for Dansk Folkepartis vedkommende, at svaret er nej og kun nej. Men jeg hørte altså ikke, hvad Socialdemokratiet mener om det. Mig bekendt har Socialdemokratiet altid været meget forhippet på at få Tyrkiet optaget i EU.

Så har jeg et sidste spørgsmål, men jeg vil meget gerne bede om besvarelse på det første. Kunne man forestille sig, at man vil lægge det ud til en folkeafstemning? Det er jo unægtelig noget, som danskerne går op i – unægtelig – og der har jo vist sig et meget, meget stort flertal blandt danskerne, der er imod. Kunne man forestille sig en folkeafstemning? Men først og fremmest vil jeg godt høre Socialdemokratiets klare holdning: Ja eller nej til Tyrkiets optagelse i EU.

Værsgo til ordføreren.

Jeg er meget ked af, at jeg kom til at belaste fru Pia Kjærsgaard med en nuanceret besvarelse. Jeg ved godt, det ligger lidt uden for den normale modtagefrekvens. Men altså, sådan er det.

Jamen jeg giver jo et nuanceret svar ved at sige, at vi jo ikke kan gøre andet end at konstatere, at i det omfang, Den Europæiske Union indleder drøftelser med nogle lande, som har søgt om at blive optaget, så pågår der drøftelser i lang tid. Og der er ikke nogen aktuel diskussion i øjeblikket om, hvorvidt de overhovedet bliver optaget. Vi har ikke stående i vores program, at vi skal optage Tyrkiet. Vi har heller ikke i vores program stående, at vi ikke skal optage Tyrkiet. Vi vil tage stilling i det øjeblik, der foreligger en indstilling fra Kommissionen.

Den næste spørger er fru Henriette Kjær, værsgo.

Egentlige nyheder og tegning af et nyt politisk projekt var der ikke meget af, citat af hr. Henrik Sass Larsen om statsministerens tale ved Venstres landsmøde. Jeg kan så sige det samme om hr. Henrik Sass Larsens tale her i dag. Egentlige nyheder var der ikke meget af, og derfor bliver jeg nødt til at stille spørgsmål.

Nu har regeringen jo fremlagt forslag, der bakker op om og danner rammen om skattereformen. Nu kender Socialdemokratiet den tegning, regeringen har fremlagt. Hvad er den socialdemokratiske tegning på skatteområdet?

Værsgo til ordføreren.

Vi kommer jo til i morgen at skulle drøfte og debattere sidste del i forhold til skattereformen. I overmorgen slutter vi folketingsarbejdet af, og så er der europaparlamentsvalg. Derfor vil vi godt have lejlighed til meget grundigt at drøfte og analysere, hvad det egentlig er, der er blevet vedtaget. Der er blevet lavet ændringer undervejs. Så vil vi jo selvfølgelig, inden vi træder sammen igen i oktober måned, fremlægge vores præcise bud på en skattepolitik. Men det vil ikke blive i sommerferien. Vi synes ikke, det er mest velegnet at sende i Folketinget hjem og så fremlægge skattepolitik, men det vil komme inden Folketingets åbning til oktober.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Det vil jeg glæde mig rigtig meget til, og det er jo virkelig ny tale her fra Folketingets talerstol, for ellers er vi jo blevet holdt hen i uvidenhed. Det undrer da mig, at man ikke havde den glade nyhed med i selve ordførertalen. Vi venter i spænding på at kunne få en god debat ved åbningsdebatten i oktober måned.

Så vil jeg også bare lige bede om et klart svar fra hr. Henrik Sass Larsen på, om Socialdemokraterne er med i bankpakke I og kreditpakken, for sådan lød det ikke i den ordførertale, som hr. Henrik Sass Larsen fremførte lige før. Der lød det, som om man tog afstand fra de elementer, der er i bankpakken og i kreditpakken.

Værsgo til ordføreren.

Allerførst glæder jeg mig over at have gjort den konservative ordfører glad. Så er der jo nået meget i dag. Det er helt klart, at jeg tror, at vi får en rigtig god debat om fremtidens skattepolitik. Jeg tror også, at det vil være tydeligt for befolkningen, at der vil være forskel på, hvad regeringen står for, og hvad vi står for. Det tror jeg bliver spændende og frugtbart for demokratiet og folkestyret.

Så vil jeg sige omkring bankpakken, at jo, vi var med inde at tage ansvar. Jeg tror også, at det står klart for de fleste, at vi måske gerne havde set, at det havde set noget anderledes ud end det resultat, vi egentlig fik. Vi fremlagde jo en 9-punkts-plan forud for forhandlingerne om bankpakken, hvor det så noget anderledes ud end det resultat, vi kom til.

Det er jo altid en afvejning, når man skal ind i en konkret forhandling om noget, hvorvidt man kan få det igennem, eller man skal være så utilfreds med det, at man står udenfor. Men vi havde gerne set, at det havde set noget anderledes ud.

Jeg vil bare omvendt sige, at det, jeg her angreb, var, at det altså er en underlig morale, at almindelige mennesker må lære at forstå, at de er ude og satse og vinde på boligmarkedet, og så må de også bære det fulde ansvar for, hvis det går ned, samtidig med at man sidder i en regering og er inde og redde alle dem, som er professionelle investorer ude på de store markeder, og sørge for, at de lige pludselig får tilført en masse kapital. Det er en underlig dobbeltmoral.

Den næste spørger er hr. Erling Bonnesen. Værsgo.

Tak. Socialdemokraterne har jo sagt klart og tydeligt, at skattestoppet skal væk, og SF har sagt, at skatterne skal op. Så har jeg fuld forståelse for, at man måske lige skal bruge nogle ekstra uger på at regne sådan lidt på, hvor de lige præcis skal sættes op. Men noget synes at være ret klart: Væk med skattestoppet, op med skatterne. Så er det klart, at man ikke lige nu præcis kan sige, hvad det er for nogle skatter, der skal stige. Men så går mit spørgsmål på: Kan man så i hvert fald sige, hvad det er for nogle, der ikke skal stige?

Værsgo til ordføreren.

Jeg er glad for kvitteringen for, at vi fremlægger senere, og at vi jo også som opposition må have ret til at arbejde det igennem, der er blevet fremlagt. Det kvitterer jeg for.

Men jeg vil bare sige, at det måske er mere relevant at spørge: Hvilket skattestop? Som også hr. Nick Hækkerup var inde på, har vi jo bedt Skatteministeriet om at sige, hvor mange gange skatter og afgifter kommer til at blive sat op frem mod 2019 som følge af regeringens forslag. 114 gange var svaret. 114 gange de næste 9 år vil skatter eller afgifter blive sat op. Hvad i alverden er det for et skattestop? Der er da gang i den, om jeg så må sige, med skatterne og afgifterne. Det, jeg tror vi har sagt meget tydeligt, og som jeg også tror fru Helle Thorning-Schmidt har sagt meget tydeligt, er, at det der skattestop da er helt dødt, for hvis der er nogen, der har overtrådt det godt og grundigt, er det jo regeringen selv.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Jeg tror, at danskerne er fuldstændig klar på, at skattestoppet ligger fast. Det er til at forstå. Og så er jeg da selvfølgelig glad for at konstatere, som det også tidligere er blevet sagt, at dengang SR havde regeringsmagten, steg skatterne, og at man nu har sænket skatterne specielt på arbejde. Man kan jo sådan set konstatere, at det svar, som jeg fik, faktisk var et ikkesvar, for man fik ikke, om jeg så må sige, nogen anvisning på, at der var nogle skatter, der ikke skulle stige. Så jeg vil kort og godt bare spørge igen: Er der nogle skatter, der ikke skal stige i det forslag, man nu har til hensigt at få udarbejdet her i løbet af sommerferien?

Værsgo til ordføreren.

Der bliver masser af skatter, som ikke kommer til at stige. Jeg tror, det tjener debatten bedst, at vi fremlægger åbent, ærligt og direkte, præcis hvad det er for nogle ændringer, vi agter at foretage.

Vi har ikke tænkt os at putte med det, ligesom regeringen gjorde forud for sidste valg, hvor den løgnagtigt sendte propaganda rundt til landets boligejere, hvor der stod, at hvis nu hr. Villy Søvndal, fru Helle Thorning-Schmidt og fru Margrethe Vestager kom til, risikerede man, at der kom en skattereform, og at der så kom til at blive lavet om på en masse, og at boligejerne derfor skulle passe meget på, og hvor der stod, at skattestoppet lå helt fast, og at regeringen ikke kunne drømme om at lirke det op.

Herefter brød man, 3 dage efter at man havde vundet valget, det løfte og lavede en skattereform, hvor man gjorde nøjagtig det, man advarede imod i den propaganda, man sendte ud. Den gang sjusk i forhold til at varetage kommunikationen med befolkningen kunne vi ikke drømme om. Den type politik ville vi aldrig abonnere på.

Næste spørger er hr. Kristian Thulesen Dahl. Værsgo. Bare vent, til knappen lyser. Jeg forsøger at give ordet til hr. Kristian Thulesen Dahl, men vi mangler lige, at teknikken skal få mikrofonen til at arbejde. Der kom lyden.

Sådan. Hr. Henrik Sass Larsen er utrolig god til at kritisere. Der er kommet en masse kritik ud af hans mund her inden for de sidste 20 minutter, men når vi spørger om et eller andet, er det meget svært at få et svar. Der har været spurgt, om Tyrkiet skal være medlem. Det kan vi ikke få svar på. Vi har spurgt til, om der kan komme en folkeafstemning om Tyrkiets medlemskab. Det kan vi ikke få svar på. Så er der blevet spurgt om skattepolitikken. Det kan vi måske få et svar på til efteråret, selv om det ville have været mere interessant at have fået svaret, da vi skulle forhandle om skatteomlægningen, i stedet for først at få det til efteråret, når al lovgivning om skattepolitikken frem til 2019 er på plads.

Nu prøver jeg så med et spørgsmål, og så lad os se, om det kan lade sig gøre at få svar. En af de ting, som Socialdemokratiet har kritiseret den nye statsminister for, er, at han ikke hurtigt nok vil afskaffe de danske EU-forbehold. Derfor har jeg et meget klart spørgsmål: Hvis Socialdemokratiet selv kan bestemme, hvornår skal de danske EU-forbehold, herunder forbeholdet, der beskytter kronen mod euroen, da afskaffes?

Værsgo til ordføreren.

Vi er tilhængere af at tage en afstemning om afskaffelsen af forbeholdene den dag i morgen. Vi har anbefalet, at man afskaffer dem alle sammen. Det er klart, at vi selvfølgelig også er optaget af, at alle EU-venlige partier står bag et sådant initiativ, men der skal ikke mangle opbakning fra os til regeringen i forhold til at tage sådan en afstemning.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Så vil jeg gerne spørge helt konkret i forhold til euroen. Tror hr. Henrik Sass Larsen virkelig, at det vil være særlig kløgtigt i en tid, hvor vi har økonomisk krise, hvor der er finanskrise, at bringe et spørgsmål om vores valuta op. Altså, hvad tror hr. Henrik Sass Larsen der vil ske, ifald der skete det sandsynlige, hvis vi fik afstemningen om euroen i morgen, at danskerne ville forsvare kronen og stemme nej tak til euroen? Tror hr. Henrik Sass Larsen så, at han har gjort Danmark en tjeneste i forhold til den økonomiske situation, vi står i, eller tror hr. Henrik Sass Larsen i virkeligheden, at det bliver lidt mere problematisk at bringe Danmark godt igennem krisen?

I Dansk Folkeparti har vi nået den afklaring, at det er klogt at beholde kronen, at det er klogt at have ro omkring den danske valutapolitik, at det er klogt med maksimal ro på de felter for at bringe Danmark sikkert igennem den økonomiske krise. Det, Socialdemokratiet derimod vil med en meget hurtig euroafstemning, er at bringe Danmark ud i en usikker kurs, en risikokurs, på et tidspunkt, hvor vi overhovedet ikke har brug for det.

Værsgo til ordføreren.

Jeg forstår ikke, hvordan det at spørge befolkningen om, hvad de mener, er en stor risiko for landet endsige for kronen. Der vil jo være to mulige udfald i forbindelse med sådan en afstemning. Det ene er, at vi beholder det, vi har nu, og det andet er, at vi tilslutter os euroen. Begge optioner kan de internationale investorer velsagtens overskue, ligesom jeg også tror, at befolkningen sagtens kan tage stilling til det. Det er vi ikke bange for. Vi er ikke bange for at tage diskussionen med befolkningen. Vi er ikke bange for at spørge befolkningen til råds om det her.

Man kan sige, at der umiddelbart er en række fordele ved at gå ind i euroen, bl.a. at vi måske kunne få indsnævret den rentemarginal, som vi har i forhold til de øvrige EU-lande. Så der er jo masser af spørgsmål, vi her kan drøfte. Vi er positive over for det, fordi vi tror, det vil være en god idé for Danmark, også for dansk erhvervsliv. Det er velkendt, at Dansk Folkeparti altid været imod, og sådan er der jo forskel, men den debat har vi intet imod at tage ude i forsamlingshusene, heller ikke med Dansk Folkeparti.

Den næste spørger er hr. Eyvind Vesselbo, værsgo.

Hr. Henrik Sass Larsen og Socialdemokraterne lyder meget bekymrede over den stigende arbejdsløshed, og det er jo forståeligt. Men det lyder hult, når man kan konstatere, at Socialdemokraterne fravælger at få udført arbejde i Danmark, når der skal udføres nogle opgaver. Jeg står her med en bog af Socialdemokratiets spidskandidat til Europa-Parlamentet, hr. Dan Jørgensen, og den bog her er trykt i Polen.

Jeg kan bare fortælle, at jeg har set de nyeste tal for arbejdsløsheden i den grafiske branche. Den er steget til 13 pct., og branchen siger, at det vil stige med 6 pct. mere. Det er nok ikke bare på grund af den her bog, og den er også lille, men det er princippet, det, at man fravælger danske arbejdspladser; Socialdemokratiets spidskandidat til Europa-Parlamentet fravælger danske arbejdspladser. Det er interessant, og jeg kunne godt tænke mig at få et svar på: Hvad er grunden til at Socialdemokratiet fravælger danske arbejdspladser, når man skal have udført nogle arbejdsopgaver? Mener hr. Henrik Sass Larsen, at det gavner beskæftigelsen i Danmark at flytte arbejdspladser til udlandet?

Værsgo til ordføreren.

Jamen jeg synes, at spørgeren har det generelle problem, at spørgeren er tilbage i 1970'ernes logik om en eller anden køb dansk-klausul. Altså, vi har jo sådan set ikke noget problem i Socialdemokratiet med at forstå eller endda støtte og bakke op om, at vi er en del af en international økonomi, overhovedet ikke, og det lever Danmark også godt af. At skulle begynde at sondre mellem at skulle købe alle de varer i vores daglige forbrug eller de ting, vi måtte bestille, efter nogle køb dansk-klausuler, ville være at gå tilbage til en protektionistisk politik, som i øvrigt strider helt imod EU og ånden i det. Så derfor er hele logikken og opbygningen og ideen i det spørgsmål, som er stillet nu, 30-40 år for sent ude.

Værsgo til spørgeren for den anden korte bemærkning.

Nu er det jo sådan, at fru Helle Thorning-Schmidt og hr. Dan Jørgensen i øjeblikket er ude at stemme dørklokker, og det kunne jo være interessant, om hr. Henrik Sass Larsen kunne fortælle mig, hvad man fortæller den arbejdsløse person fra den grafiske branche, som lige er blevet fyret, altså om hr. Henrik Sass Larsen f.eks. fortæller ham, at han har en opfattelse af sin arbejdsløshed, der er 30-40 år gammel, for det er sådan set ikke noget problem.

Jeg forstod på hr. Henrik Sass Larsen, at han var bekymret over arbejdsløsheden i Danmark, og det, jeg spurgte om, og som jeg ikke fik svar på – nu ved jeg ikke, om jeg lige ramte frekvensen – var, om det gavner beskæftigelsen i Danmark, at man, når man har en mulighed for at få trykt bogen her i Danmark og der er høj arbejdsløshed i Danmark, flytter arbejdspladser til udlandet?

Værsgo til ordføreren.

Den eneste måde, man kan få gang i beskæftigelsen på, er ved at forstå, at Danmark er en del af en international økonomi, og det er ved at sætte gang i den hjemlige økonomi og deraf afledt også gennem ordrer til den grafiske branche og til byggebranchen og til alle de steder, hvor vi har behov for at sætte gang i aktiviteten. Altså, Socialdemokratiet har aldrig abonneret på den idé at sige, at vi skal lave køb dansk-klausuler i alt, hvad vi foretager os, det går ikke. Det firma, som ville skulle anbefale den dårlige idé, ja, de ville hurtigt gå nedenom og hjem, for så kunne man selvfølgelig ikke fungere på konkurrencedygtige vilkår. Og derfor er hele opbygningen og ideen med det spørgsmål forkert.

Vi har som udgangspunkt, at vi tror på, at dygtige danske virksomheder kan vinde ordrer nationalt og internationalt, og at det også er sådan, at der er dygtige firmaer internationalt, som bidrager til den danske vækst. Så jeg anerkender simpelt hen ikke præmissen i spørgsmålet. Og når vi er ude at stemme dørklokker, giver vi mange gode råd til danskerne om, hvorfor de skal stemme socialdemokratisk – jeg kan sagtens give nogle flere til hr. Eyvind Vesselbo.

Næste spørger er hr. Martin Henriksen, værsgo.

Jeg ville egentlig have beskyldt hr. Henrik Sass Larsen for at have sådan en hr. Villy Søvndal-taktik, hvor man ikke rigtig svarer på nogen af spørgsmålene. Altså, vi startede sådan med Tyrkiet, og der fik man ikke noget svar, og så gik vi over til skattepolitikken, og der fik man heller ikke noget svar, og så gik vi over til euroen, og så begyndte det sådan at blive mere klart, så var der klare svar fra Socialdemokraterne om, at vi kunne få klar besked i morgen om, om vi bør afskaffe kronen. Sådan forstod jeg det på hr. Henrik Sass Larsen, og det synes jeg var klar besked.

Jeg synes også, at svaret på det tidligere spørgsmål gav klar besked, nemlig det her med, at køb dansk-kampagner er imod ånden i EU. Det synes jeg også er klar besked fra Socialdemokraternes side. Så jeg kan godt se, at jeg måske ikke helt alligevel kan beskylde hr. Henrik Sass Larsen for ikke at give klar besked, for når det kommer til nogle enkelte områder, er der i hvert fald klar besked.

Så vil jeg høre, om man også kan få klar besked på et andet område, nemlig på det udlændingepolitiske område. Der har vi jo haft en sag med nogle afviste irakere, som mere eller mindre har besat en kirke. Og der har Socialistisk Folkeparti så været ude og sige, at vi skal genoptage sagerne med henblik på at se, om det er muligt at give dem opholdstilladelse. Den holdning er så blevet bakket op af den socialdemokratiske udlændingeordfører, hr. Henrik Dam Kristensen.

Det undrer mig lidt, at det nu er socialdemokratisk politik, så jeg vil høre, om Socialdemokraterne har nogle oplysninger om andre grupper af afviste asylansøgere, for hvilke man også mener at man skal tage sagerne op på ny.

Værsgo til ordføreren.

Jeg kan glæde spørgeren med, at spørgeren har hørt forkert. Den socialdemokratiske udlændingeordfører har ikke været ude og sige, at vi skulle genoptage sagerne. Den socialdemokratiske udlændingeordfører har konsekvent og direkte sagt, at når det drejer sig om de irakiske asylansøgere, har vi hele tiden opfordret til, at man fik en hjemsendelsesaftale med Irak, og at de selvfølgelig skulle tilbage igen, når en sådan var indgået. Og det står vi også fuldstændig fast på, så der er ikke nogen som helst ændring i det.

Hr. Martin Henriksen for anden korte bemærkning.

Så kan det jo godt være, at det alligevel er blevet til en hr. Villy Søvndal-taktik, når jeg er færdig med at stille spørgsmål. For det fremgår jo af en artikel i Kristeligt Dagblad, at S og SF vil genåbne irakernes asylsager, det er overskriften. Så siger fru Meta Fuglsang, udlændingeordfører for Socialistisk Folkeparti:

»Vi skal gå bunken af sager igennem igen for at se, om der er sket nyt, siden disse mennesker fik afslag på asyl. Undersøgelsen skal vise, om der er grundlag for, at de alligevel ikke skal sendes hjem, selvom det nu er muligt.«

Grundlag nu og her er så overskriften nedenunder. Holdningen møder opbakning hos Socialdemokraterne.

»Når vi sender nogen herfra, så skal det selvfølgelig også være på det grundlag, der er nu og her. Men jeg går da også ud fra, at sagerne bliver set på én efter én i forbindelse med procedurerne for hjemsendelsen.«

Altså, det er først at gå ud og bakke op og så senere sige, at sagerne skal gås efter en efter en. Hvad er det så, Socialdemokraterne mener? Altså, jeg synes, det står fuldstændig uklart, hvad den socialdemokratiske linje på udlændingeområdet er. Hvis man ikke føler, at man er dækket ind af den udmelding, som Socialistisk Folkeparti er kommet med om de afviste irakere, hvorfor går udlændingeordføreren fra Socialdemokraterne så ud og bakker op om den udmelding i Kristeligt Dagblad?

Værsgo til ordføreren.

Jeg tror, at hr. Martin Henriksen prøver at gøre alt, hvad han kan for at høre forkert og også læse forkert i forbindelse med det, der bliver citeret i øjeblikket. Altså, nu redigerer den socialdemokratiske udlændingeordfører i Socialdemokratiet ikke overskrifterne i i Kristeligt Dagblad, vil jeg godt røbe. Det gør han ikke.

Vores udgangspunkt, og det, som hr. Henrik Dam Kristensen har sagt her, er: Vi regner med, at når der er en hjemsendelsesaftale, finder man også ud af, hvordan man kan sende de pågældende mennesker hjem. Og når der så skal laves en procedure for, hvordan de skal sendes hjem, ja, så bliver de alle de nødvendige formalia selvfølgelig overholdt. Det er det eneste, der er blevet sagt her.

Vi står fuldstændig bag, at det selvfølgelig er sådan, at når man har fået afslag på asyl i Danmark og der er blevet lavet en hjemsendelsesaftale, må regeringen jo iværksætte de fornødne foranstaltninger, så den også bliver effektueret. Det bakker vi op om, det er vores linje i den sag.

Den næste spørger er hr. Per Clausen. Værsgo.

Det er jo lidt bemærkelsesværdigt, at hr. Martin Henriksen åbenbart nu er kommet dertil i sit forhold til Venstre og De Konservative, at han synes, at det, at der kan være lidt forskellige opfattelser af udlændingespørgsmålet blandt nogle partier, næsten er lidt forargeligt. Men det lever vi jo med.

Jeg er meget enig med hr. Henrik Sass Larsen i hans betragtninger om, at det virker underligt, at Venstre synes, det er virkelig klogt at give 100 mia. kr. til dem, som er hovedansvarlige for den finansielle krise, nemlig bankerne, mens de mennesker, der i grunden ikke har noget ansvar, må klare sig selv.

Nogle af de mennesker, som jo i dag rammes allerhårdest af den økonomiske krise, er de tusindvis af mennesker, som bliver fyret – det er tømrere, fabriksarbejdere, smede osv. – og som nu går ned på det halve af deres indkomst.

Jeg vil godt spørge hr. Henrik Sass Larsen, om han ikke synes, det ville være rimeligt, at vi sørgede for, at de mennesker, der i dag bliver fyret, faktisk får en ordentlig kompensation for den tabte løn, de nu lider under, i stedet for at de skal leve med at få dagpenge på omkring halvdelen af det, de har haft tidligere.

Værsgo til ordføreren.

Jeg skal ikke stå og hævde, at dagpengesystemet er noget generøst system. Det er det bestemt ikke. Og jeg kan sagtens se, at der er masser af mennesker, som får en dårligere kompensation, end man gjorde, dengang der var meget større ledighed, og det synes jeg da er et problem, som vi må debattere fremover. Men jeg vil omvendt ikke stå her og love, at jeg bare vil give højere dagpenge.

Jeg er dog i forlængelse af det meget, meget bekymret for alle de mennesker, som har glemt at forsikre sig og melde sig ind i en a-kasse, og som tror, at det sociale system vil være generøst i et eller andet omfang – nej, det er nok et forkert ord – og vil kunne bidrage til familiens underhold. Jeg tror desværre, der er ganske mange mennesker, der får en slem overraskelse, når de lige pludselig konstaterer, at lønnen ikke tikker ind på kontoen, og hvis de ikke har forsikring, i form af at de kan få dagpenge, så risikerer de jo at stå med nul i indkomst, og det kan blive en meget alvorlig situation for ganske mange mennesker. Men jeg vil ikke stå her og love højere dagpenge.

Hr. Per Clausen for anden korte bemærkning.

Jeg vil sige, at jeg er meget glad for, at hr. Henrik Sass Larsen i hvert fald klart tilkendegiver, at han ikke mener, at den nuværende tilstand er tilfredsstillende, når vi er gået fra at have en dækning, som i almindelighed udgjorde omkring 75 pct. af lønindkomsten, til en dækning, som udgør 50 pct., som det er nu, fordi det jo fører til, at folk ryger ud af deres hjem og risikerer at måtte sælge lejlighed, hus osv. på et tidspunkt, hvor man ikke kan få en ordentlig pris for det.

Jeg vil bare opfordre til, at hr. Henrik Sass Larsen og Socialdemokraterne fortsætter med at gøre sig overvejelser med henblik på at sikre en forbedret dagpengedækning, og at man i øvrigt også gør det nemmere at komme i a-kasse og blive dagpengedækket. For det er jo fuldstændig rigtigt, at det er lykkedes at sprede den illusion – man må sige, at de borgerlige politikere er gode til at sprede illusioner – at vi ikke alene har et dagpengesystem, der er generøst, men at vi også har et kontanthjælpssystem, der er generøst. Ingen af delene er jo rigtige, og det opdager folk nu.

Men jeg vil bare sige, at jeg er glad for, at hr. Henrik Sass Larsen i hvert fald gav en åbning med, hensyn til at vi kan diskutere dagpengenes størrelse, og det må vi så vende tilbage til.

Ordføreren.

Ja, og jeg synes også, det skal være i en konstruktiv dialog med fagbevægelsen og arbejdsgiverne for at se, om vi måske i den forbindelse kunne gøre nogle fremskridt sammen med dem.

Jeg er også enig i, at vi selvfølgelig skal kunne give alle typer tilskyndelser til, at folk husker at blive forsikret, for jeg tror desværre, at vi, som jeg også sagde før, kommer til at stå over for nogle meget, meget vanskelige tilfælde, hvor folk lige pludselig overhovedet ikke har nogen former for indkomst, og det er dybt bekymrende. Der synes jeg at vi fra politisk hold i hvert fald har forpligtelsen til at indrette de systemer sådan, at folk bliver tilskyndet til at melde sig ind i a-kasserne.

Næste spørger er fru Tina Nedergaard, værsgo.

Ja tak. Jeg har virkelig undret mig over den her ordførertale, for størstedelen af tiden går jo med at kritisere bankpakken, finanspakken, afdragsfrie lån og en lang række ting, som Socialdemokraterne rent faktisk selv har stemt for. Men det kan jo selvfølgelig skyldes, og det er også sket for Dan Jørgensen nede i EU, at man er kommet til at trykke på den forkerte knap, da man foretog afstemning i Folketingssalen. Jeg synes dog immer væk, at det er interessant for befolkningen at vide, om man bakker op om de pakker, man har stemt for, for det sås der faktisk tvivl om. Det kan også godt være, at der blev brugt så meget tid på at kritisere egen politik i talen, fordi man var bekymret for at tale om den politik, som vi alle sammen venter på skal komme fra Socialdemokraterne, nemlig skattepolitikken. Jeg finder det faktisk helt urimeligt, at der henvises til, at det er meget demokratisk at tage en snak om Socialdemokraternes skattepolitik i oktober måned, når befolkningen nu har ventet på oppositionens forslag i 7½ år. Altså, det almindelige i Venstre er, at vi har et synspunkt, en politik, som vi ændrer gradvis, men vi står dog immer væk aldrig uden en politik.

Værsgo til ordføreren.

Det skulle da lige være bortset fra det år, hvor Skattekommissionen sad og arbejdede, og hvor man så sagde, at man ikke kunne udtale sig om noget som helst, eller alle de andre gange, hvor man ikke har haft lyst til at mene noget, og hvor man har nedsat en kommission. Det sker jo ofte. Men kunne man ikke blive enig ovre på den her side om, om man er glad eller skuffet over, at Socialdemokratiet vil diskutere det hen over efteråret, for der har været to glade og en skuffet, og det kan selvfølgelig være, at billedet ændrer sig i løbet af debatten, men indtil videre har vi jo flest glade, og lad os holde fast i det.

Så vil jeg sige i forhold til bankpakken, at det er klart, som jeg sagde før, at vi selvfølgelig på det tidspunkt afvejede at sige, at vi jo ikke kunne få alle vores krav opfyldt, og spørge, om vi skulle være med i det her, om vi skulle være med til at tage ansvar, og det valgte vi så. For vi så, at konsekvenserne af, at man ikke fik en bankpakke, og de mærkbare indvirkninger, det ville have haft på det danske samfund, ville have været katastrofale. Men vi er stadigvæk meget kritiske over for især mange af de store bankers ageren i den her situation.

Fru Tina Nedergaard for sit andet spørgsmål.

Nu har jeg lige været ude og sammenligne med situationen, hvor vi afventede Skattekommissionen udspil, og der bakkede vi op om den førte skattepolitik. Den helt store forskel er, at Socialdemokraterne brugte hele foråret på at kritisere regeringens skattepolitik, men på intet tidspunkt har fremlagt sine egne synspunkter. Jeg vil derfor i forlængelse af hr. Erling Bonnesens spørgsmål stille spørgsmålet: Kunne hr. Henrik Sass Larsen ikke bare pege på enkelte skatter, som man vil friholde for de skattestigninger, som befolkningen må imødese, for så vidt at socialisterne får flertal efter næste valg – bare nogle af de skatteområder, som man ikke ønsker at brandskatte yderligere fra Socialdemokraternes side?

Værsgo til ordføreren.

Jeg synes jo alligevel, at det er tankevækkende, hvis man følger den logik, som regeringen fremlagde i sin tid. Man sagde: Nu vil vi gerne lave en skattereform, nu vil vi gerne have tid til at tænke os om, nu vil vi gerne lave noget gennemarbejdet, nu tager vi et år til det. Og så siger man, at det overhovedet ikke kan sammenlignes med, at partierne i morgen skal trykke på knapperne og vedtage en hel skattereform, og at der så nu må gives ret til, at vi får mulighed for at arbejde det igennem over et par måneder. Det er slet ikke det samme. Det må man slet ikke. Men det var det, som fru Henriette Kjær var glad for, som jeg også hørte at hr. Erling Bonnesen var glad for, og som fru Tina Nedergaard så er meget, meget sur over, men det må man jo så selv afklare.

Den næste for en kort bemærkning er fru Ellen Trane Nørby.

Ja tak. Det står jo og blafrer temmelig meget i vinden, hvad det egentlig er, Socialdemokraterne har af skattepolitik. Det må også vække undren hos alle dem, der har fulgt debatten over de seneste par måneder, hvor regeringen har fremlagt et skatteforslag, at Socialdemokraterne på ingen måde har fremlagt noget, der bare minder om et skatteforslag. Vi kan så også høre fra talerstolen i dag, at alt det, Socialdemokraterne har lagt stemmer til, bankpakke, finansløsninger og andet, støtter Socialdemokraterne ikke længere. Så hele politikken flagrer jo temmelig meget i vinden.

Noget af det, som hr. Sass Larsen så var meget klar til at svare på, var hr. Eyvind Vesselbos spørgsmål omkring Dan Jørgensen, der har brugt polske bogtrykkere til at få trykt sit valgmateriale og sine bøger. Der kan jeg forstå på hr. Sass Larsen, at hr. Sass Larsen ikke går ind for en køb dansk-klausul. Kan hr. Sass Larsen så ikke lige forklare, hvorfor det gælder vindmøller, hvor Socialdemokraterne ønskede, at man skulle give en ordre til Vestas?

Ordføreren.

Vi bakker til hver en tid op om vækst og fremgang for danske virksomheder. Det, som vi var meget, meget kede af, var, at regeringen i sin tid gik åbent og ærligt og direkte ind – jeg tror endda, man pralede med det – og sagde, at man nu skulle lukke ned for det her økohalløj, nu var det slut med at investere i vindenergi og andet.

Så var det jo, at vi her for nylig påpegede, at efter at man gjorde det, fik de virksomheder, som ellers ville have haft chancen for at lave demonstrationsprojekter og store anlæg, lige pludselig ikke længere mulighed for at udvikle det i Danmark, fordi man herhjemme havde lukket for det. Så kom man lige pludselig på nogle bedre tanker, har fortrudt lidt osv. Men det var i sin tid regeringens fuldt bevidste ansvar. Jeg erindrer faktisk, at hr. Bendt Bendtsen og andre rendte rundt og pralede med, at de syntes, det var skæppeskønt, at man nu ikke skulle bruge penge på det her længere. Så at man står ved sit ansvar, er såmænd bare det, som vi har efterlyst i den debat.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Det er interessant at opleve, hvordan Socialdemokratiets politik blæser i vinden nærmest lige så hurtigt, som en vindmølle kan dreje rundt. For det er jo det ene svar, der bliver givet, når det ene spørgsmål bliver stillet, og så bliver der givet et andet svar, når et spørgsmål lydende på det modsatte bliver stillet.

Socialdemokraterne begræder i høj grad, at Vestas ikke har fået en ordre på nogen af de vindmølleparker, der nu bliver bygget i Danmark, og som vi andre er meget glade for, fordi det er med til at sætte Danmark på verdenskortet i forhold til at være et af de lande i verden, der bruger flest ressourcer på og har den største andel af vedvarende energi. Den ordre gik til Siemens og ikke til Vestas. Det kunne vi i pressen høre at Socialdemokraterne begræd utrolig meget. Derfor vil jeg bare høre i relation til det, hr. Sass Larsen tidligere svarede hr. Eyvind Vesselbo om, at Socialdemokraterne på ingen måde ville støtte køb dansk-klausuler, hvordan det kan være, at Socialdemokraterne ville gennemtvinge, at et udbud gik til et dansk firma.

Værsgo til ordføreren.

Vi vil naturligvis altid ærgre os, hvis store virksomheder, som er placeret i Danmark, mister ordrer og dermed arbejdspladser. Selvfølgelig vil vi da det. Men vi kan ikke sige, at vi kun vil købe danske varer, hvis vi vil være en del af en international økonomi, hvis Danmark skal være et rigt land, hvis vi også skal kunne sælge vores vindmøller andre steder end i Danmark. De skal også gerne købe noget af os, og vi skal også gerne købe noget af dem. Sådan hænger moderne handel sammen. Hvis vi herhjemme begyndte at sige, at vi søreme gerne vil sælge til dem derude, men når vi så selv skal købe ind, skal det kun være danske varer, ja, så ødelægger vi faktisk hele logikken, hvilket jeg ikke er i tvivl om at Venstre også er med på i forhold til det at have international handel.

Det smarte ved det er jo, at ved at vi handler sammen over grænsen og er internationale i vores forbrug, styrker vi os alle sammen på en gang. Det betyder selvfølgelig ikke, at Socialdemokratiet går mere op i, hvor mange arbejdspladser der bliver skabt i Tjekkiet eller Portugal, end der gør i Danmark. Vi er mange gange først og fremmest optaget af, at det går godt for Danmark, også fordi det er her, vi kan påvirke nogle ting. Så det er derfor, at vi selvfølgelig er kede af det, hver eneste gang der er store danske virksomheder eller andre, som mister ordrer.

Inden jeg giver ordet til den næste, vil jeg lige oplyse, at det ser ud til, at vi når to spørgere mere inden frokostpausen. Det er fru Gitte Lillelund Bech og hr. Ib Poulsen. De tre næste, der står på talerrækken, og som man vil kunne nå inden for den her ramme af 1 time til debat, er hr. Simon Emil Ammitzbøll, hr. Flemming Damgaard Larsen og hr. Torsten Schack Pedersen. Men de sidste tre vil først være efter frokostpausen.

Fru Gitte Lillelund Bech.

Det har jo simpelt hen været fantastisk at høre hr. Henrik Sass Larsens tale og hans svar, eller måske mangel på samme. Hr. Henrik Sass Larsen nævner, at det er spildte år. Jeg tror, at nogle af os måske har siddet og tænkt, at det her vist var en spildt tale. Vi hører hr. Henrik Sass Larsen sige, at man kunne gøre så meget, men man gør så lidt. Det kunne måske være meget betegnende for Socialdemokraternes skattepolitik, som det er lige i øjeblikket. Endelig siger hr. Henrik Sass Larsen, at Socialdemokraterne bestemt ikke vil putte med, hvad de vil med skattepolitikken.

Jeg kan oplyse hr. Henrik Sass Larsen om, at vi bestemt er mange, som ikke har lyst til at putte noget som helst med Socialdemokraterne eller hr. Henrik Sass Larsen, for den sags skyuld.

Jeg synes nu alligevel, at hr. Henrik Sass Larsen skylder et enkelt svar til borgerne om skat. Vil Socialdemokraterne, givet at de kom i regering med SF efter et valgt, sætte indkomstskatten op, eller vil de bibeholde de skattelettelser, som vi nu gennemfører i morgen?

Værsgo til ordføreren.

Jeg har nogle gange en mistanke om, at uanset hvad det er, man svarer, er dele af Venstre blevet programmeret af en eller anden agitpropafdeling til at stille x antal spørgsmål, som man på forhånd har udvalgt, og muligheden for på nogen som helst måde at improvisere og finde på noget nyt er der ikke, svarene uafhængigt.

Der var et par stykker, der sådan var lidt glade for, at vi sagde, at vi kommer til at fremlægge noget, og at vi kommer til at fremlægge vores skattepolitik, så det ligger åbent, klart, direkte, og så alle vil kunne se lige præcis, hvad det er, vi kommer frem med. Og det kommer, inden vi træder sammen igen i Folketinget, så det bliver ikke noget problem for fru Gitte Lillelund Bech og andre at se på, hvad det er, vi fremlægger af politik der. Så det kan man jo glæde sig til. Det synes jeg sådan set kun er fair nok, i form af at vi først i morgen vedtager den nye skattereform.

Fru Gitte Lillelund Bech for anden korte bemærkning.

Man kunne måske undre sig lidt over den timing, som Socialdemokraterne har i den socialdemokratiske skattepolitik, for vi har jo forhandlet en skattereform, og der må man jo med de svar, som hr. Henrik Sass Larsen nu giver, fordi han netop ikke kan svare på noget som helst om skat, bare sige, at skattetankerne hos Socialdemokraterne har været fuldstændig tomme, også da der blev forhandlet skattereform.

Jeg stiller mit spørgsmål en gang til: Vil Socialdemokraterne sætte indkomstskatten op, hvis de får magt, som de mener de har agt?

Værsgo til ordføreren.

Det, som er det helt klare svar, og som man kan glæde sig meget til, er, at vi kommer til at fremlægge en samlet skattepolitik, hvor man nøjagtig vil kunne se, hvad det er for nogle ændringer, vi foreslår. Uanset hvilket firmagrin man smører på nede i agitpropafdelingen, vil det lige præcis blive sådan.

Jeg er bare nødt til at sige, at hvis man skal diskutere skattepolitik, og hvem der putter med noget, vil jeg stadig minde om, at man op til sidste valg sendte materiale direkte ud til landets boligejere og sagde, at de bare skulle se her, man kunne holde fast i skattestoppet, det ville ikke blive åbnet, og at Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og SF pønsede på at lave en skattereform. Pas på, boligejere, for det er det, de gør.

Hvad gør man så selv? Man går ud og laver den selv samme reform og overtræder præcis, hvad man har stået og lovet befolkningen. Man gør endda det, at man piller ved rentefradraget i forhold til boliger.

Hr. Ib Poulsen for en kort bemærkning.

Tak. I de her dage er vi ved at lægge sidste hånd på forsvarsforliget. Selv datoen for, hvornår man er færdig, kniber det med for Socialdemokratiet at komme med en klar melding om. Man mener, at vi skal helt frem sidst i juni, inden man er færdig. Her er man meget fodslæbende. Om det skyldes, at Socialdemokratiet ikke har fundet ud af, hvilken politik man har på området, kan jo være en af grundene.

Jeg står med deres udspil til finanslov 2008, og det har såmænd overskriften »Ny ansvarlighed«. Der står under besparelser, at Socialdemokratiet vil spare 1,5 mia. kr. på forsvaret. Nu har vi her for nylig hørt Socialdemokratiets leder være ude at sige, at vi skal have en nulløsning på området. Så mit spørgsmål er: Hvad er det for en politik, Socialdemokratiet har på det her område? Skal der spares, eller skal vi have en nulløsning, eller hvad er meningen?

Værsgo til ordføreren.

Nu er der jo forhandlinger i øjeblikket, som jeg håber ender succesfuldt. Jeg håber også, at de ender i, at det bliver et bredt forlig, som vi har haft tradition for, jeg tror siden 1948. Jeg er ikke sikker, men deromkring. Vores udgangspunkt her har været, at vi ikke vil øge den generelle ramme i forhold til forsvaret, men at man inden for forsvarets ramme kan lave ændringer, sådan at man rationaliserer i forhold til at målrette det danske forsvar til, hvor missionerne finder sted nu om dage. Så det er vores udgangspunkt.

Så har jeg tillid til, at vi har forhandlinger i øjeblikket, og jeg har også store forhåbninger til, at vi når et resultat.

Værsgo til spørgeren for anden korte bemærkning.

Jeg er helt enig, og vi får forhåbentlig et bredt forlig på området, for det fortjener det her område i hvert fald. Men Socialdemokratiet har været med til at lave den her kommissionsrapport på over 400 sider, og der står, at der skal være overensstemmelse mellem mål og midler. Og hvis man læser den rigtigt, vil man klart kunne se, at der står, at der skal afsættes flere midler fremover til forsvaret, hvis vi f.eks. skal have sendt op til 2.000 mand af sted i internationale operationer. Hvis man skal leve op til det, skal der flere midler til forsvaret. Er Socialdemokratiet villige til at være med til at give flere midler til forsvaret?

Ordføreren.

Jeg vil bare sige, at fordi man nedsætter en kommission, er det ikke nødvendigvis sådan, at man bare skriver under på alt, hvad den måtte komme frem til. Det kunne jo godt være, at der også var uenighed internt i kommissionen og om de indstillinger, der kommer.

Men jeg vil sige, at det, vi lægger særlig vægt på i forbindelse med forsvarsforhandlingerne, selvfølgelig også er, at de moderne opgaver, vi har nu om dage, som f.eks. den meget vanskelige mission i Afghanistan, betyder, at de unge mennesker, som vi sender derud på en farefuld færd til en meget, meget vigtig opgave – som vi er utrolig glade for og stolte af at der er nogle, der påtager sig, og som der ikke skal mangle opbakning til – sikres ordentlige vilkår; det gælder selvfølgelig ikke kun i forhold til aflønning og andet, det gælder søreme også i forhold til materiel, at vi sikrer dem på bedst mulig måde. Det er i hvert fald noget af det, som vi er meget optaget af i forhandlingerne omkring det fremtidige forsvar. Vi er måske lidt mindre optaget af nogle af de mere traditionelle opgaver, som bliver løftet af forsvaret herhjemme, fordi vi ikke mener, at der er nogen sådan særlig stor nærtrussel mod det danske territorium.

Tak til ordføreren i denne omgang. Jeg skal hermed afbryde forhandlingerne, der er frokostpause, og vi træder sammen igen kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 12:00).

Mødet er genoptaget.

Jeg vil bede ordføreren om at genindtage sin plads. Der er et antal medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Den første er hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Tak. Jeg vil tilslutte mig de medlemmer, som udtrykte glæde over, at vi nu kan se frem til at få en socialdemokratisk skattepolitik her i 2009. Det er jo meget godt for et parti på 140 år.

Jeg vil sige det på den måde, at det er fair nok, at vi skal vente med det helt konkrete og detaljerede, til efter at regeringens skattereform bliver implementeret – fair nok. Men der må ligesom være nogle bærende principper i, hvad det er, man vil. Vil man sikre sig, at der ikke indkræves flere penge, end der bliver indkrævet nu, at skattetrykket ikke stiger? Hvordan forholder man sig til, at f.eks. Socialdemokratiets forebyggelsesordfører så sent som i går under skattedebatten i Folketinget gjorde rede for, at man godt kunne tænke sig, at en række afgifter skulle stige? Er det sådan et element, man allerede har lagt sig fast på, eller var det sådan lige en fribillet, man kørte af sted på i går? Hvad er det for nogle principper, den socialdemokratiske skattepolitik skal bygge på?

Ordføreren.

Vi har jo i forbindelse med vores oplæg til forhandlinger omkring skattereformen, som vi troede der skulle være, fremlagt en række principper, med henblik på at det skulle være en fuldt finansieret skattereform, at den skulle være socialt retfærdig, og at den skulle være grøn. Det er selvfølgelig principper, vi stadig væk står fast på. Det skal der ikke være tvivl om.

Det vil også være udgangspunktet, når vi sætter os ned nu og analyserer det arbejde eller den reform, som regeringen stemmer igennem her i morgen, for at lave en nøjagtig vægtning af, hvad de forskellige virkninger på de forskellige indkomstgrupper er i forhold til de forskellige mål og principper, som man havde som udgangspunkt for skattereformen. Og så vil vi tilrettelægge en ny skattepolitik, som vi så vil fremlægge netop med udgangspunkt i de principper.

Jeg vil sige, at vi jo også på afgiftsområdet skal ind og analysere nærmere, hvad effekterne af det, som regeringen har foreslået i forbindelse med sin skattereform, er. Der har man jo også været inde og pille ved en del af afgifterne på sundhedsskadelige ting. Så det kommer vi til også at analysere nøje, og man skal nok få et fuldstændig klart svar på, hvad det nøjagtig er vi vil gøre lige præcis på det område, når vi lægger det frem.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Jeg har to klare spørgsmål. Det første: Kan man garantere, at skattetrykket ikke vil stige med det forslag, der kommer? Kan borgerne sove trygt i forvisning om, at en sådan S-SF-regering ikke kommer til at lade skattetrykket stige? Jeg kan forstå, at SF'erne er ret glade for, at der skal rulles tilbage, men har Socialdemokratiet et princip om, at nok er nok på skatteområdet, eller skal vi blive mere skatteplagede, hvis S kommer til igen? Det er det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål er om afgifterne. Er det egentlig ikke sådan, at med den skattereform, der kommer nu, har skattestoppet for første gang endelig fået en meget værdifuld funktion som frihedsbevarende, nemlig at borgerne nu selv må bestemme, hvad de ryger, hvad de drikker, hvad de spiser, i stedet for at vi skal sidde herinde på Christiansborg og blive ved med at nøkke afgifterne op, hver gang vi ikke kan finde andre steder at finde pengene? Så kunne man ikke sige: Skattestop i forbindelse med afgifter og nej til at hæve skattetrykket?

Så er det ordføreren.

Hvorvidt skattestoppet ligefrem er tryghedsskabende, vil jeg nok sætte spørgsmålstegn ved. Som jeg nævnte tidligere i debatten, kommer man jo fra 2009 og de næste 10 år frem til at opleve 114 ændringer af skatter og afgifter, heriblandt også af nogle af de ting, som jeg tror vistnok er principsager for hr. Simon Emil Ammitzbølls parti, nemlig sundhedsafgifter og andet, som løbende vil blive reguleret. Så jeg tror ikke, man kan finde megen tryghed og trøst i at bruge skattestoppet der. Jeg troede egentlig også, at hr. Simon Emil Ammitzbøll var imod skattestoppet som sådan, fordi man ville være ambitiøs på vegne af den øvrige skattepolitik. Sådan erindrer jeg at det er. Så jeg vil anbefale, at man ikke kaster sin kærlighed for meget på skattestoppet, for det tror jeg ikke bliver gengældt i forhold til, hvad man måtte stå for både tidligere og nu. Så det kan jeg ikke anbefale.

Med hensyn til hvorvidt skattetryk og afgifter og andet stiger, kommer vi, også i sammenhæng med, at vi fremlægger vores skattepolitik, til at sætte os ned og kigge på den generelle økonomiske politik. Og der kommer vi så også til at kigge på, hvad det er for kolossale økonomiske udfordringer, vi står med i øjeblikket jævnfør Økonomisk Redegørelse, som regeringen udsendte i går, ifølge hvilken vi jo kan imødese nogle ret kraftige budgetunderskud og få nogle ret store problemer med indtægterne i samfundet.

Så svaret vil jeg give på det tidspunkt, når vi er færdige med den økonomiske side af arbejdet. Og vi kommer også til at skulle medtage lidt i forhold til den finanslov, som måtte blive fremlagt på et tidspunkt.

Hr. Flemming Damgaard Larsen for en kort bemærkning.

Mange danske virksomheder lider under mangel på efterspørgsel på eksportmarkederne. Socialdemokratiets svar på det er, at der skal sættes gang i større offentlige investeringer i Danmark.

Kan ordføreren forklare mig, hvordan det hænger sammen? Altså, hvordan kan danske eksportvirksomheder lukrere på, at vi sætter gang i større offentlige investeringer her i Danmark?

Ordføreren.

Socialdemokratiet har aldrig hævdet, at vi kan styrke eksportvirksomhederne ved at sætte gang i byggeriet i Danmark, men vi har sagt, at vi kan gøre noget for de danske eksportvirksomheder, så vi sørger for ikke at miste en masse arbejdspladser i den tid, der går, indtil markederne vender igen. Og der er flere ting, vi kan gøre.

Det ene er, at vi kan hjælpe dem med eksportkredit og andet, en ramme, som vi også blev enige om i forbindelse med nogle af bankforhandlingerne.

Så kan vi også hjælpe dem med at komme over de værste tider ved at sørge for, at der er finansielle virksomheder, som understøtter de pågældende virksomheder, så de kan få kreditter, for hvis låget lige pludselig bliver hamret i for kreditter alle mulige steder i en svær tid, ja, så kommer vi faktisk til at lukke en masse arbejdspladser ned, som vi kommer til at mangle.

Så tror jeg, at den sidste ting, som vi kunne gøre meget, meget effektivt i forhold til dansk eksport, var at tage udgangspunkt i, at vi, når krisen er ovre – og der går forhåbentlig ikke så lang tid – skal bruge faglært, uddannet arbejdskraft, og hvis vi nu kunne hjælpe en del af de virksomheder, som i øjeblikket ikke har råd til at have medarbejderne gående, til, at de medarbejdere kunne komme over og få mulighed for at blive efteruddannet i den tid, det varede, indtil krisen var ovre, så tror jeg faktisk, at vi kunne gøre eksportvirksomhederne en stor tjeneste.

Hr. Flemming Damgaard Larsen for en kort bemærkning.

Jeg kan forstå, at det er en meget svag indsats over for eksportvirksomhederne og deres ansatte.

Derfor vil jeg så spørge om noget helt andet. Fru Helle Thorning-Schmidt har udtalt til Jyllands-Posten den 19. marts, at det vil være uansvarligt at udvide den offentlige sektor med flere ansatte, og så er mit spørgsmål: Hvordan stemmer det overens med, at Socialdemokratiet vil diktere kommunerne – diktere kommunerne – hvor mange pædagoger der skal være i daginstitutionerne, og diktere kommunerne, at de skal nedsætte klassekvotienten til et noget lavere tal end det, der er tilfældet i dag? Hvordan hænger de her ting sammen? Det virker meget, meget strittende mod hinanden.

Ordføreren.

Allerførst lige en bemærkning om, at det, jeg stod og sagde før omkring indsatsen i forhold til eksportvirksomhederne, ikke er nogen svag indsats. Det vil være en god og stærk indsats at gøre, og en indsats, som jeg tror vil blive modtaget med kyshånd mange steder i dansk erhvervsliv. Så det synes jeg ville være en fuldstændig unfair måde at karakterisere det på.

Så vil jeg sige, at fru Helle Thorning-Schmidt har udtalt sig om, at når man skal lave en økonomisk pakke nu og her, som sætter gang i Danmark, så går det ikke ud på, at man bare bevidstløst udvider den offentlige sektor og bare baldrer derudad, nej, det man gør, er, at man sætter gang i byggeriet af daginstitutioner og af ældreboliger, man får renoveret kloakkerne, man får generelt sat gang i boligbyggeriet, man får bestilt en masse ting ude i kommunerne, sådan at man sørger for, at de lokale håndværkere derude kan få fyldt deres ordrebøger op. Det er at sætte gang i den private beskæftigelse lokalt og sørge for, at den ikke går nedenom og hjem. Det er sund fornuft – meget sund fornuft endda.

Det sidste, vi har foreslået i forhold til daginstitutionerne og andet – fordi vi netop vil gøre en forskel i forhold til at hæve kvaliteten af velfærden, sørge for, at ikke mindst de svageste børn får en mulighed for at få nogle fremskridt – er krone for krone fra Folketingets side at finansiere, at kommunerne får mulighed for at levere lige præcis den service. Sådan hænger tingene sammen.

Hr. Torsten Schack Pedersen for en kort bemærkning.

Hr. Henrik Sass Larsen har været meget bekymret for beskæftigelsessituationen, og derfor vil jeg stille et meget kort og præcist spørgsmål: Mener Socialdemokratiet og hr. Henrik Sass Larsen, at frigivelsen af SP-opsparingen øger eller formindsker beskæftigelsen i Danmark?

Ordføreren.

Jeg tror, at der kan komme en effekt – også beskæftigelsesmæssigt – men en meget begrænset effekt af, at man frigiver SP-opsparingen. Når vi har advaret imod frigivelsen af SP-opsparingen, er det, fordi det, der er sket i dansk økonomi og international økonomi igennem de seneste mange år, er, at der er blæst en kæmpestor boble op, som lige pludselig er bristet, og det betyder, at tiden ikke nu er til at sige til danskerne: Nu skal I høre her, vejen ud af krisen er, at I optager nogle flere lån, at I forbruger noget mere, at I forgælder jer yderligere. Tiden er kommet til at sige sandheden til danskerne, og den er, at der kommer en regning for det her, at det bliver svært at komme op igen, og tiden er ikke til, at vi bare fortsætter festen.

Derfor synes vi ikke, at det er den rigtige økonomiske politik at stimulere det private forbrug i den nuværende situation, også fordi vi i meget høj grad risikerer, at pengene, om jeg så må sige, går til forbrugsgoder, som ikke i særlig grad genererer arbejdspladser. Der er det meget klogere at målrette de muligheder, vi har i økonomien, til direkte at gå ind og sikre beskæftigelsen, som jeg nævnte før.

Hr. Torsten Schack Pedersen for en kort bemærkning.

Det er jo en ren tilståelsessag for Socialdemokratiet. Man indrømmer, at frigivelsen af SP-opsparingen har en positiv effekt på beskæftigelsen i Danmark, og alligevel siger man nej, og så henviser man til alt muligt andet. Jeg spurgte isoleret set til frigivelsen af SP-opsparingen. Bidrager den positivt eller negativt til beskæftigelsen i Danmark? Jeg får, og det kvitterer jeg for, en bekræftelse på, at frigivelsen af SP-opsparingen bidrager positivt til beskæftigelsen i Danmark, og alligevel vil Socialdemokratiet ikke være med.

Det er dog topmålet af hykleri, at man foregøgler at være så bekymret for beskæftigelsessituationen, og så er der her et helt konkret værktøj fra regeringen, som man selv indrømmer har en positiv effekt på beskæftigelsen, og det stemmer man nej til. Det er dog topmålet af hykleri.

Så er det ordføreren.

Hvis man skulle følge Venstres ordførers logik her, var alt, hvad man satte i gang i samfundet, og som bare gav den mindste marginale forbedring af beskæftigelsen, det eneste kloge, man kunne gøre. Men det er jo tilladt at føre økonomisk politik uden at have hovedet under armen. Det er jo tilladt at dosere sin økonomiske politik og sige: Vi ønsker at gøre de ting, som er de mest effektive. Og det mest effektive, man kan gøre, er ikke at booste privatøkonomien.

Jeg vil endda gerne tilføje en advarsel i forhold til det her. Jeg vil gerne advare imod at gå ud til befolkningen nu og sige: Nu får I skattelettelser, der er en lav rente, og nu giver vi lige noget SP. Tænk ikke over det her med den finansielle krise, tænk ikke over, at der kommer problemer med beskæftigelsen, det skal nok gå alt sammen. For man risikerer faktisk at sende danskerne og dansk økonomi ud på en endnu større glidebane på lang sigt, fordi man lige præcis justerer den økonomiske politik forkert. Det er vores advarsel. Man kunne have gjort noget langt mere effektivt og langt mere mærkbart ved at følge Socialdemokraternes plan.

Vi siger tak til ordføreren. Så går vi videre i ordførerrækken. Den næste ordfører er fru Pia Kjærsgaard.

Det er jo ikke så mange måneder siden, vi også stod her til en stor debat, og jeg kan se, at folk er lige så ivrige, som de var sidste gang, og det er da dejligt. Tænk, hvis man var uinteressant, når man gik herop på Folketingets talerstol, det ville da være noget af det værste, der kunne ske.

Men jeg vil have en positiv tilgang til den her debat, som Dansk Folkeparti har for vane. Jeg har noteret, at man i løbet af formiddagen har henvist rigtig mange gange til gallupundersøgelser, og der er jo nogle partier, der bygger deres politik på et gallupdemokrati – i hvert fald når det passer dem. I den anledning vil jeg sådan set godt ønske statsministeren tillykke med dagens gallup, hvor det viser sig, at et flertal af den danske befolkning har mere tillid til den nuværende statsminister end til oppositionens leder, altså den socialistiske oppositionsleder, fru Helle Thorning-Schmidt. Det synes jeg da er ganske godt gået efter så kort tid i statsministerstolen. Jeg må sige, at Dansk Folkeparti sådan set er tilfredse med det, for selv om regeringen ikke fuldt og helt i alting gør, som Dansk Folkeparti synes den skal, så har vi dog et meget fornuftigt samarbejde, og det har vi haft siden 2001. Det tror jeg på vil fortsætte i den kommende tid, også efter sommerferien og forhåbentlig også i næste valgperiode. Det er i hvert fald det, vi lægger op til.

Jeg må så sige, at der selvfølgelig er – sagt med en lidt løftet pegefinger, men også med et smil – nogle betingelser, som statsministeren skal tage meget alvorligt. Jeg må så sige, at jeg synes, at talen her i dag også lagde op til det.

Jeg vil godt understrege, at det er meget vigtigt at holde fast i, at der skal gøres en indsats i forhold til sygehusene. Det er meget vigtigt, at ældre mennesker i vores samfund ikke bliver ladt i stikken, men får omsorg og tryghed. Det er meget vigtigt, at retspolitikken er så stram, at borgerne kan færdes trygt, og at der bliver gjort op med bandeuvæsenet. Det er nogle meget, meget væsentlige punkter. Jeg kunne nævne mange andre, men jeg synes, de er meget væsentlige.

Så er der selvfølgelig også det, som er dagens store emne, nemlig at arbejdsløsheden stiger. Jeg kan godt forstå, at det er det store emne, for det er ikke godt at opleve det, men det er jo desværre en naturlig konsekvens af finanskrise og nedgangstider. Det er der ingen der bryder sig om. Det er noget, som alle politikere tager meget alvorligt, og som vi skal gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at dæmme op for. Der må jeg jo også sige, at det forslag til vedtagelse, som vi har fremsat, jo fortsætter ad den vej, vi allerede har betrådt, nemlig at vi har gang i en renoveringspulje, at vi har fremrykket offentlige investeringer, og at der nu bliver udbetaling af SP. Jeg synes altså, det er fremragende, at borgerne her først på sommeren kan få nogle af deres egne penge tilbage. Det er jo fantastisk, at der er partier, som kan modsætte sig det, og som ikke bare synes, det er fint. Uanset hvad er det godt, at man selv kan få de penge tilbage, som er blevet tvunget ind på en opsparingskonto.

Jeg synes, det er godt med de initiativer, der er sat i værk, bl.a. Bankpakkerne 1 og 2. Nu har vi ikke hørt de andre partier, der er med i aftalen, men jeg fornemmer, at Socialdemokratiet prøver at luske sig lidt ud af aftalen nu. Jeg synes, det er underligt, netop fordi det da i hvert fald var nogle af de områder, hvor der var enighed. Man siger jo meget ofte, at det med blokpolitik osv. ikke er så godt, men de områder, der har været enighed om, er da også værd at fremhæve.

Jeg har sagt lidt om det før i en kort bemærkning, og jeg vil selvfølgelig også i den her afslutningsdebat komme ind på den afstemning, som skal være allerede om halvanden uge, altså valget til Europa-Parlamentet. Det er jo egentlig årsagen til, at den mødefri periode i Folketinget starter en smule tidligere i denne samling. Nu skal vi så alle sammen i den sidste halvanden uge koncentrere kræfterne om valget til Europa-Parlamentet. Halvanden uge er jo i og for sig symptomatisk for den opmærksomhed, der er Europa-Parlamentet til del, og derfor skal man selvfølgelig tage det op i den her debat.

Jeg har selvfølgelig lyst til at nævne Metockdommen, der var ved at underminere den stramme danske udlændingelov og give frit slag for familiesammenføringer, og hvor kun og ene og alene en snarrådig indgriben fra Dansk Folkepartis side var med til at forhindre, at rækkevidden af afgørelsen foreløbig blev så stor, som man kunne have frygtet. Professor, dr.jur. Hjalte Rasmussen har i et responsum fastslået, at EF-Domstolen gik langt ud over, hvad der tilkommer Domstolen i forhold til den danske grundlov. Da regeringen valgte at bøje sig for EF-Domstolens afgørelse, valgte man jo desværre samtidig at sidde grundloven overhørig. EF-Domstolen træffer ikke alene juridiske afgørelser, EF-Domstolen skaber politik, men det skal ikke skygge for, at der er et politisk ansvar i denne sag, og man kan ikke bare tørre hele miseren af på Domstolen. Politikerne vidste det nemlig udmærket godt, medmindre de altså sad og sov i timen. Der er jo nogle, bl.a. integrationsministeren, der har sagt, at det var det, der skete, nemlig at ministrene havde sovet i timen, og det er jo beklageligt. Men heldigvis var det ikke alle, der gjorde det, for i Folketinget advarede Dansk Folkeparti mod effekten af opholdsdirektivet, der ligger til grund for afgørelsen i Metocksagen. I Europa-Parlamentet var Dansk Folkeparti det eneste parti, der konsekvent stemte imod opholdsdirektivet hele vejen igennem sagsbehandlingen.

Så har der i den valgkamp, som har været indtil nu, været en hed debat om Tyrkiets medlemskab af EU. Jeg har prøvet at spørge Socialdemokratiet om det i dag, men det er det sædvanlige uld i mund-svar, og vi ved godt, hvor Socialdemokratiet står. Men jeg må sige til vores ellers udmærkede samarbejdspartnere, Venstre og De Konservative, at det altså er svært at blive klog på, hvad de mener – specielt når Bendt Bendtsen siger ét og udenrigsministeren siger det diametralt modsatte. Hvad med Jens Rohde, der lufter sådan en vis forståelse for bekymringen i befolkningen, men uden at sige, hvad der skal siges om Tyrkiet, nemlig at det land aldrig nogen sinde skal være med i EU – aldrig nogen sinde! Lad bare Dansk Folkeparti sige det meget, meget klart. Der er absolut ingen grund til at nævne alle grundene til, at Tyrkiet ikke skal have medlemskab, for de er listet op i en lang række debatter, indlæg og læserbreve rundtomkring og mand og mand imellem, når man diskuterer tingene.

Så kan man diskutere den effekt af optagelsen af de østeuropæiske lande, som vi ser i dag. Vi har en global økonomisk krise, som også har ramt Danmark. Det koster arbejdspladser, danske arbejdspladser. Danske lønmodtagere må se til, mens de bliver afskediget, hvorimod deres østeuropæiske kolleger forbliver i job. Hvorfor? Fordi østeuropæerne går for en billigere timeløn end den danske lønmodtager.

Et andet overilet projekt er ideen om det grænseløse Europa. Da Danmark i 2001 nedlagde grænseposterne i forbindelse med tiltrædelsen af Schengenaftalen, advarede Dansk Folkeparti om, hvad der ville følge i kølvandet herpå i form af ulovlig indvandring og kriminalitet. Der var ikke rigtig nogen, der troede på os, og hvad var det så, der skete? I dag forsøger sigøjnere fra Rumænien, Bulgarien, Ungarn og andre østlande at franarre danskere og turister deres penge på Strøget, danskere udsættes for hjemmerøverier, og der sker en hel masse rundtomkring, som vi ikke kan være tjent med.

Nedlæggelsen af grænserne i Europa var og er et hovedløst projekt. Det har altså efterladt en motorvej op gennem Europa for kriminelle elementer, og derfor må vi have grænsekontrollen tilbage. Det er også nødvendigt at fastholde den stramme danske udlændingepolitik, som også i disse dage er under beskydning fra nogle afviste irakere, der har besat Brorsons Kirke. De har ikke søgt ophold, ikke søgt ly, nej, de har besat Brorsons Kirke. Sådan er det. Alt andet er at pakke det ind på en måde, der ikke er sandhed. Socialdemokratiet, der ellers hævder at stå bag den stramme danske udlændingepolitik, er fortsat bløde i knæerne og vil have genovervejet irakernes sager. Det kan jo ikke undre. Socialdemokratiet var jo også bannerfører for den særlov, der gav opholdstilladelse til 321 palæstinensere, der besatte Blågårds Kirke i 1991. Jeg husker debatten meget, meget tydeligt, jeg var faktisk selv ordfører dengang. Af de 321 personer, som Socialdemokraterne, SF og De Radikales særlov den 3. marts 1992 gav opholdstilladelse i Danmark, er de135 senere blevet dømt for kriminalitet svarende til 42 pct. 74 pct. var i 2003 på en eller anden form for overførselsindkomst, og af blågårdspalæstinensernes børn var 56 noteret for lovovertrædelser, og situationen er formodentlig værre i dag.

Vi kan altså ikke overlade udlændingepolitikken til venstrefløjen, og man kan bestemt heller ikke overlade udlændingepolitikken til EU, hvor Kommissionen ønsker, at Europa skal beriges med 56 millioner indvandrere over de kommende år. Udlændingepolitikken skal ligge fast. Irakerne i Brorsons Kirke må forstå, at de skal rejse hjem, og EU må forstå, at i Danmark vil vi selv bestemme vores udlændingepolitik.

Så vil jeg afslutningsvis inderligt håbe, at der kommer en meget stor valgdeltagelse søndag den 7. juni. På lige fod med statsministeren, der i sin tale her omtalte, at man også skal stemme om en tronfølgelov, vil jeg sige, at stemmeprocenten jo altså skal op, for at den overhovedet kan komme igennem, så det er altså vigtigt, at vi går hen og stemmer, og at man får alle med den 7. juni. Europaparlamentsvalget er ikke ligegyldigt, og det er en demokratisk både ret og pligt at gå hen og stemme, så naturligvis gør vi alle det og får mange mennesker med os. Tak.

Det var lige nøjagtig 10 minutter. Nu er der en lang række, der har bedt om korte bemærkninger til ordføreren, og vi beder hende blive stående.

Den første er hr. Henrik Sass Larsen.

Jeg vil spørge Dansk Folkepartis formand, om hun kan bekræfte det tilsagn, som hr. Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti har givet landets kommuner, nemlig at det afgørende er, at kommunerne ikke bliver nødt til at forringe den offentlige service, fordi vi har en økonomisk krise, og at man som minimum skal kunne opretholde den service, som vi kender i dag. Og så må statskassen dække det, der måtte mangle.

Den budgetgaranti til landets kommuner tror jeg vil interessere landets kommuner. Kan vi her i dag få bekræftet, at det er det, som Dansk Folkeparti står fast på?

Ordføreren.

Jeg har aldrig nogen sinde haft grund til på nogen måde at underkende partiets gruppeformand, hr. Kristian Thulesen Dahl, og man må jo også bare erkende, at det meget ofte er sådan, at når vi kommer op med nogle ting, hvad enten det er over for regeringen, hvad enten det er over for medierne, eller hvor det er, så er det faktisk den vej, vi går.

Hr. Henrik Sass Larsen for en kort bemærkning.

Det vil sige, at landets kommuner derude, som nu er i gang med måske at kigge lidt på budgetter og kigge lidt ud i fremtiden, kan vide, at alle de udgifter, der måtte blive dem påført som led i den økonomiske krise på grund af stigende ledighed eller manglende erhvervsindtægter, nu automatisk dækkes af staten. Det vil ikke bare være som i dag, hvor man får den almindelige regulering, men man får simpelt hen en budgetgaranti for, at den økonomiske krise ikke kommer til at ramme den offentlige sektor.

Jeg synes, at det i sandhed er et meget, meget vidtgående tilsagn, som man har givet her, men jeg tror da, at det vil vække glæde rundtomkring i kommunerne.

Ordføreren.

Jamen det er sådan set også derfor, at vi er her. Det er jo sådan set for at tilfredsstille landets borgere. Og det afhænger helt af, som hr. Kristian Thulesen Dahl også sagde, stigningen i ledigheden. Men det er da klart, at vi står i en situation, hvor vi er nødt til at se på kommunernes budgetter, og det er jo meget velegnet i forhold til de årlige økonomiforhandlinger, som finder sted.

Hr. Villy Søvndal for en kort bemærkning.

Jeg syntes, at det i hvert fald på en måde var en meget bemærkelsesværdig tale, fru Pia Kjærsgaard holdt. Jeg sad og lyttede grundigt efter, og der var ikke en lyd om det, man kunne kalde velfærd sådan i bred forstand. Der var ikke en sætning om syge, om gamle, om børn, om handicappede, om førtidspensionister, om folk på sygedagpenge osv. Hvad skyldtes det? Var det en forglemmelse?

Jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, for Dansk Folkeparti har gjort meget ud af, at man også har et socialt ansigt. Det forsvandt fuldstændig i dag. Skyldes det den måling, som helt oplagt siger fru Pia Kjærsgaard noget, fordi hun indledte med den? Man spørger folk, hvordan velfærden har udviklet sig, mens fru Pia Kjærsgaard har kørt med klatten. På f.eks. ældreområdet synes 41 pct. at det er blevet dårligere, og kun 1 pct. synes, at det er blevet bedre. Var det derfor, at fru Pia Kjærsgaard helt undlod at tale om velfærd i sin tale?

Ordføreren.

Nej, det var det sådan set ikke. Det var først og fremmest, fordi jeg syntes, at det var vigtigt at bruge i hvert fald en god del af min taletid på at henlede opmærksomheden på europaparlamentsvalget den 7. juni. Det forventer jeg såmænd også at hr. Villy Søvndal vil, hvis altså ikke hr. Villy Søvndal har noget at skjule i den anledning. Det kunne jeg godt forestille mig. Men lad os se, når vi kommer til hr. Villy Søvndals ordførertale.

Så er forskellen på Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti i forhold til de ældre, i forhold til dem, der ikke har så meget i vores samfund, i forhold til dem, der skal have en hjælpende hånd, at vi ikke bare står og bræger op, som hr. Villy Søvndal gør, vi kommer ikke bare med nogle udtalelser i medierne, vi kommer ikke bare med nogle fine partiprogrammer eller indkalder til et eller andet pressemøde, hvor vi lister en eller anden plan op, som ikke er økonomisk holdbar. Vi gør faktisk noget ved det, når vi sidder ved forhandlingsbordet. Det er det, der er den store forskel på Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti.

Hr. Villy Søvndal for en kort bemærkning.

Tak for den belæring. Jeg forstår, at den store forskel er, at Dansk Folkeparti gør noget ved det. Det må man sige er rigtigt. 41 pct. af dem, som vurderer ældreplejen, synes, at den er blevet dårligere. Det er altså Dansk Folkepartis indsats at have forringet ældreområdet så dramatisk, at 41 pct. synes, at den er blevet dårligere, og at kun 1 pct. synes, at den er blevet bedre. Lignende tal er der på ældreområdet, i forhold til syge osv. Det er altså bemærkelsesværdigt, men man forstår det vel godt, når man så samtidig hører talen. En afslutningsdebat er jo en fantastisk mulighed for at sige, hvordan det er gået i det sidste stykke tid.

Der må jeg sige, at jeg personligt godt forstår, at fru Pia Kjærsgaard vælger at dreje helt uden om velfærdsområdet, for sandheden er jo, at det virkelig ser skidt ud, at man dumper til eksamen, ligesom regeringen gør det, på velfærdsområdet. Det synes jeg er ærgerligt, og hvad er fru Pia Kjærsgaards kommentar til, at det er gået så skidt? Er hun blevet snydt af regeringen? Er det derfor, det er endt så dårligt, eller er det de der danskere, der tager fuldstændig fejl? Forstår de ikke, hvad det er, fru Pia Kjærsgaard laver?

Hvad er fru Pia Kjærsgaards vurdering af, hvorfor tallene kommer ud, som de gør?

Ordføreren.

Nu har jeg altid fundet hr. Villy Søvndals omsorg for Dansk Folkepartis gøren og laden – og for, hvordan vi bliver behandlet – meget, meget rørende. Jeg tillægger den ikke særlig stor betydning.

Men jeg må bare svare på lige fod med hr. Peter Christensen, som jeg egentlig syntes svarede ganske udmærket på talrige spørgsmål om den her gallupundersøgelse, som man jo altså lægger meget vægt på. Jeg har henvist til en anden i dag, som jeg så kan lægge lige så meget vægt på. Og jeg kan sige, at det jo ikke er brugerne, man har spurgt. Det er helt andre mennesker. Mange undersøgelser – og det ved hr. Villy Søvndal også udmærket godt – bliver listet op på sådan en måde, at de mange gange giver de svar, man gerne vil have. Sådan er det jo også. Der er i hvert fald lavet mange undersøgelser på den måde.

Men jeg kan jo bare henvise til, at der er brugt milliarder siden 2001, langt, langt mere end på det tidspunkt, hvor Socialistisk Folkeparti burde have haft indflydelse på en socialdemokratisk ledet regering, men hvor man ifølge egne partifæller, som hr. Villy Søvndal udtrykker det, dumpede til eksamen, fordi man slet ikke fik så meget igennem, som Dansk Folkeparti har fået i forhold til den borgerlige regering.

Fru Margrethe Vestager for en kort bemærkning.

Jeg forstår jeg, at fru Pia Kjærsgaards grundtone i dag skal være positiv – positiv, positiv. Det synes jeg sådan set er udmærket, fordi så behøver man hverken at forholde sig til den overpris, man har betalt for sundhed, eller for de målinger, der måtte være, og som viser, at danskerne er kede af velfærden, eller for alt det, der er foregået i regi af TV 2, så pyt med det. Det lægger vi bag os. Vi ser glade fremad. Det, vi så glade kan se frem til, er jo en velfærdskrise, og der vil jeg gerne høre, hvad der er Dansk Folkepartis bud på, hvad det er, der skal til. For den mangel på f.eks. SOSU-assistenter, som vi kan se foran os i plejesektoren, er jo en egentlig trussel for de mange ældre mennesker, der har brug for omsorg. Det gælder mangelen på lærere i vores folkeskoler, det gælder mangelen på sygeplejersker. Når man mangler sygeplejersker, er det jo ikke kun et spørgsmål om, om der bliver delt piller ud. Det er også et spørgsmål om den omsorg, der er brug for hos patienter, for at de bliver raske. Der savner jeg, når vi nu ser fremad i den konstruktive tone, som fru Pia Kjærsgaard selv har lagt, hvad det er, Dansk Folkeparti kommer med, som kan sikre borgerne, at den truende velfærdskrise afværges.

Så er det ordføreren.

Jeg synes da ikke, at der skal gøres nar af, at man forsøger at lægge en positiv tone an. Jeg har læst et eller andet sted, at man bruger 47 muskler i ansigtet på at se sur ud, men man bruger kun tre på at se glad ud. Jeg kan anbefale fru Margrethe Vestager at gøre det sidste, og med den alder, som fru Margrethe Vestager har i forhold til mig, ville det være godt, altså lige netop på det her tidspunkt. Det ville være rigtig godt i stedet for altid at gå og være så sur. Jeg synes simpelthen, at det er ærgerligt, at hver evig eneste gang man hører fru Margrethe Vestager – også mange gange fru Helle Thorning-Schmidt – så er det simpelt hen så surt og så negativt, så det næsten ikke er til at holde ud. Og hvorfor i alverden skal vi ikke have en mere positiv tilgang til tilværelsen og gøre det allerbedste for borgerne?

Lad mig så komme tilbage til det, som fru Margrethe Vestager rejste. Hvad gør vi så for at få en større tilgang? Hvad gør vi for at få folk ind på SOSU-uddannelserne? Jeg skal hilse og sige, at der faktisk er en større tilgang, end der nogen sinde før har været, og det tror jeg så kan tilskrives den debat, der har været om social- og sundhedsassistentuddannelsen, nemlig at der trods alt, uanset hvordan det hele gik med overenskomstforhandlingerne osv., blev meget større opmærksomhed omkring det, og det syntes jeg var godt.

Fru Margrethe Vestager.

Jamen jeg håber ikke, at fru Pia Kjærsgaard vil tage mig det ilde op. Jeg glæder mig til, at jeg på et tidspunkt kan få belæringen, og til, at fru Pia Kjærsgaard svinger spanskrøret på grund af den sure mine, men også til at få et smil fra fru Pia Kjærsgaard på et tidspunkt. For jeg har lagt den samme strategi for min tale, nemlig den konstruktive, og selvfølgelig med stor vægt på EU, fordi det kommer til at fylde meget. Men lad nu det være.

Jeg synes, at fru Pia Kjærsgaard savnede det fremadrettede. Jeg glæder mig ligesom fru Pia Kjærsgaard over, at der er unge, der gerne vil tage de uddannelser, der er fundamentet for noget helt centralt for mange borgere i Danmark, nemlig omsorgen i ældreplejen og omsorgen for børn, mens de bliver passet. Der er bare det ved det, at der kommer til at mangle folk. Der kommer stadig til at mangle folk. Det er ikke et spørgsmål om, om de bliver uddannet eller ej, der kommer til at mangle folk.

Hvad er Dansk Folkepartis bud på, hvad der skal til for at afværge den velfærdskrise, det er, at der ikke er engagerede og professionelle medarbejdere? For det er jo det, der er kernen i velfærden, kernen er de mennesker, der bærer den, når de møder borgerne hver eneste dag.

Ordføreren.

Jeg vil ikke tage ordet velfærdskrise i min mund, det vil jeg altså ikke, det kan simpelt hen ikke være rigtigt. Men at vi som politikere hele tiden kan gøre tingene bedre, tror jeg vi kan blive meget enige om. Jeg tror i det hele taget aldrig nogen sinde, at vi vil kunne gøre tingene godt nok.

Men der er ikke nogen tvivl om, at der er større tilgang til de uddannelser. Det tror jeg måske også at krisen har været medvirkende til. Der er nogle, der uddanner sig nu, ikke af nød, men fordi folk er blevet mere opmærksomme på, at der altså er nogle uddannelser til noget, der er behov for, uddannelser, som man kan gå ind og tage – måske også efteruddannelse osv. osv. – i disse tider, hvor vi desværre har oplevet en stigende arbejdsløshed.

Arbejdsløsheden er jo altså i dag på nogenlunde samme niveau, som den var inden folketingsvalget i 2005, hvor Socialdemokratiet og øvrige også gjorde meget ud af den stigende arbejdsløshed, som jo heldigvis viste sig at vende. Og det må vi jo også alle sammen have en tro på at den gør denne gang. På et tidspunkt er krisen ovre, sådan er det jo heldigvis med kriser. Men derfor skal vi naturligvis tage den alvorligt, mens den er der.

Så er det fru Johanne Schmidt-Nielsen, en kort bemærkning.

Jeg er spændt på, om fru Pia Kjærsgaard også har en holdning til, hvorvidt jeg er i en alder, hvor det er fornuftigt at begynde at smile. Men det var nu ikke det, jeg ville tale om.

Dansk Folkeparti er jo varme fortalere for, at de 282 irakere bliver sendt tilbage til Irak, og det på trods af, at nogle af dem jo har boet her i op til 11 år, har fået børn, der er født og opvokset i Danmark, som taler dansk, og som skriver dansk, og det på trods af, at FN jo fuldstændig klart siger, at det er for farligt at være i Irak. Senest har vi i dag fundet ud af, at Danmark faktisk slet ikke har været i de her områder, at man ikke har noget grundlag, kan vi sige, for at vurdere, om det er sikkert at sende de her mennesker af sted. Alene i torsdags sprang der nogle bomber i Bagdad, der betød, at 26 civile blev dræbt.

Jeg vil gerne spørge fru Pia Kjærsgaard, som jo bærer et ansvar, når de her mennesker bliver sendt til Irak: Kan fru Pia Kjærsgaard give nogen som helst sikkerhedsgaranti i forbindelse med de her menneskers liv og sikkerhed, give en eneste garanti for, at de her 282 personer vil være i sikkerhed, når de kommer til Irak?

Så er det ordføreren.

Jeg vil så bare lige sige ganske kort, fordi fru Johanne Schmidt-Nielsen rejste det, at rynkerne har det med at sætte sig, jo ældre man bliver, så til det første spørgsmål vil jeg svare: Ja.

Til det andet om de irakiske flygtninge, afviste asylsøgere, vil jeg sige, at det spørgsmål havde jeg egentlig naturligvis forventet at få, specielt fra Enhedslisten, som jo kører sag på det her, og som sørger for, at de afviste asylansøgere fra Brorsons Kirke kommer ind til et åbent samråd i Folketinget osv. osv. Så det spørgsmål havde jeg regnet med at få.

Men der er kun ét svar fra Dansk Folkeparti. De er afvist. At de har siddet i en lang årrække, er jo, fordi man har anket og anket og anket, fordi medierne i mange tilfælde er fulgt med, fordi nogle politikere i allerhøjeste grad også er fulgt med, fordi nogle syngende humanister foran Sandholmlejren også er fulgt med, fordi forskellige flygtningeorganisationer også er fulgt med, og fordi der er nogle bjærgsomme advokater, der har fundet ud af, at hver gang man fører den her sag, får man et honorar.

Sådan er det jo. De er blevet afvist af danske myndigheder, og derfor skal de hjem, og de kommer hjem. Der bliver ikke givet en særlov denne gang, som dengang jeg stod på denne talerstol i forbindelse med flygtningene i Blågårds Kirke, hvor det desværre endte med en særlov.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen for en kort bemærkning.

Der kom ikke på noget tidspunkt et svar på det spørgsmål, jeg stillede, nemlig: Kan man fra regeringens side, og kan man fra Dansk Folkepartis side give nogen som helst form for garanti for de her menneskers liv og sikkerhed? Det virker ikke sådan.

Jeg havde fornøjelsen af at diskutere med hr. Peter Skaarup forleden dag. Det endte med, at han svarede: Jeg kan garantere en sikker flyvetur til Bagdad. Er det, hvad fru Pia Kjærsgaard vil svare i dag? Er det den sikkerhedsgaranti, man er villig til at stille sig tilfreds med, altså at man ikke kan give en sikkerhedsgaranti, at det eneste, man kan sige, er, at man sørger for, at de her mennesker kommer til Bagdad? Jeg vil meget gerne have, at fru Pia Kjærsgaard svarer på spørgsmålet om sikkerhedsgarantier.

Så vil jeg slutte af med at sige, at jeg er glad for, at vi har syngende humanister i Danmark.

Så er det ordføreren.

Det er jo altså fantastisk, at der kan bo millioner af irakere i Irak, det er jo helt utroligt!

Hvorfor i alverden skal 283 afviste asylsøgere have andre rettigheder end deres landsmænd, som bor i Irak? Det er da ulogisk. Og det er altså ikke min opgave eller andre politikeres opgave at give nogen som helst form for sikkerhed, det er de myndigheder, som Folketinget har besluttet indgår i den her sagsbehandling, der skal gøre det; det er ikke os, der som politikere individuelt skal gå ind og se på sagerne og give en sikkerhed.

Jeg må bare sige, at det dog er ufatteligt, at 283 personer skal undtages fra at bo som millioner af deres landsmænd.

Så er det hr. Nick Hækkerup for en kort bemærkning.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren, hvilken betydning den skattereform, som er til behandling i øjeblikket og til tredje behandling i morgen, har for den hjemmeservice, som landets pensionister får.

Ordføreren.

Altså, oprigtig talt er jeg ikke helt sikker på, at jeg forstod spørgsmålet om den hjemmeservice, som pensionister får. Det kan godt være, jeg burde forstå det, men jeg er ikke helt med.

Vi tillader ekstraordinært, at hr. Nick Hækkerup får mulighed for at præcisere spørgsmålet. Hr. Nick Hækkerup.

Spørgsmålet var sådan set bare i forbindelse med den skattereform, som formentlig bliver vedtaget i morgen af et flertal i Folketinget: Hvilken betydning har den for den mulighed for at få hjemmeservice, som landets ældre har til rådighed?

Er spørgsmålet klart?

Ja, det tror jeg nok.

Ordføreren.

Jeg har ikke med hensyn til hjemmeservice nogen viden om, hvilken betydning den skattereform, som bliver vedtaget i morgen, vil få for pensionisterne.

Hr. Nick Hækkerup, kort bemærkning.

Jamen så skal jeg oplyse ordføreren om et af elementerne i den skattereform, som Dansk Folkeparti i morgen lægger stemmer til. Jeg noterede mig i øvrigt, at de ældre ikke var blandt nogen af de vigtige emner, som ordføreren nævnte i sin indledning. Det er det forhold i skattereformen, at hjemmeserviceordningen er med til at finansiere skattelettelserne, idet man de kommende år låser det beløb, der er sat af i finansloven til at støtte hjemmeservice. Det vil sige, at år for år, i 2010, 2011, 2012, 2013, 2014, 2015, 2016, 2017, 2018, 2019 – år for år – bliver der lagt stemmer fra Dansk Folkepartis side til, at landets pensionister og efterlønsmodtagere får ringere mulighed for at få hjemmeservice. Det er da beklageligt, at ordføreren og partiformanden, der normalt advokerer, forestiller at advokere de ældres sag, nu laver en skattereform, hvor pengene bliver taget fra de ældre og fra pensionisterne og givet til skattelettelser til den absolut mest vellønnede elite, Champagnedanmark.

Så er det ordføreren.

Altså, det passer simpelt hen ikke, vil jeg sige til hr. Nick Hækkerup, men vi har jo hørt det til bevidstløshed fra Socialdemokratiet og også fra Socialistisk Folkeparti. Det er ganske ulideligt at høre om en rødvinsreform – nu er det en champagnereform – osv. osv.

Jeg skal bare sige, at i forhold til den hjemmeserviceordning kan jeg forstå, at det er fastfrosset. Det er rigtigt. Det, jeg så bare må sige, er, at derudover er der jo givet nogle ganske gode lettelser til folkepensionisterne, som jeg egentlig tror at Socialdemokratiet ville have gjort på samme måde, hvis de altså var blevet ved forhandlingsbordet. Der er udtrykt meget stor tilfredshed eksempelvis fra Ældre Sagen, som jeg også ved Socialdemokratiet mange gange – og det synes jeg er fornuftigt – læner sig op ad, når det er, der er indgået et eller andet forlig i forhold til de ældre. Der er udtrykt tilfredshed.

Jeg har faktisk ikke hørt om den store utilfredshed i forhold til det, som hr. Nick Hækkerup rejser. Men altså, det kan da godt være, jeg ved det ikke, jeg har bare ikke hørt om den store utilfredshed. Selvfølgelig skal hr. Nick Hækkerup da rejse det, som han finder er utåleligt. Det er da helt naturligt.

Jeg må så bare sige, at alt i alt i forhold til det, der skete omkring skatten her først på foråret med forårspakke 2.0, synes jeg, at Dansk Folkeparti netop varetog de interesser, som vi plejer at gøre i forhold til landets folkepensionister. Det blev jo altså også gjort i forhold til skatteomlægninger.

Hr. Ole Sohn, kort bemærkning.

Nu troede jeg ellers lige, at fru Pia Kjærsgaard var så glad, men da der blev snakket om skat, skal jeg da lige love for, at den sure mine kom på, den lidt aggressive svartone.

Jeg skal bare stilfærdigt spørge fru Pia Kjærsgaard, om hun kan bekræfte det, der står i Økonomisk Redegørelse. Der står, at underfinansieringen af skattereformen vil forøge den offentlige gæld med 7 mia. kr., altså at staten skal ud og låne penge, for at man kan gennemføre rødvinsreformen. Kan det bekræftes?

Ordføreren.

Jeg må så bare sige, at den skatteomlægning, som blev foretaget, er fuldt finansieret, når målet nås, altså når vi er ved enden af vejen. Det har bl.a. LO kvitteret for. Det synes jeg da også er rigtig godt. Og både Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti burde være tilfredse med, at der selvfølgelig er fuld finansiering. Det ville da aldrig nogen sinde ligne Dansk Folkeparti at gå med til en sag, der er underfinansieret. Den er ikke underfinansieret, den er fuldt finansieret, når den bliver indfaset.

Det er i øvrigt noget, som Socialdemokratiet også har foretaget sig med hjælp fra SF, dengang man selv lavede skattereformer.

Hr. Ole Sohn, kort bemærkning.

Det ændrer jo ikke ved, at Økonomisk Redegørelse godtgør, at underfinansiering betyder, at den offentlige gæld forøges med 7 mia. kr. i 2010. Den skal jo betales af nogen. Altså, den skattelettelse, fru Pia Kjærsgaard får, skal jo betales af nogen, og den bliver så betalt siden hen. Det bliver så vores børn og børnebørn, der kommer til betale det.

Jeg kan godt forstå, man er glad for at få skattelettelsen, vil jeg sige til fru Pia Kjærsgaard, men altså, hvis man skal holde fast i, at Dansk Folkeparti skulle være et økonomisk ansvarligt parti, som går ind for økonomisk holdbarhed, så er det da lidt fantastisk i en krisetid, hvor finansministeren siger, vi skal huske, at alt, hvad der kommer af udgifter, skal lånes. Økonomisk Redegørelse skitserer så, at der er en underfinansiering, som forøger den offentlige gæld i 2010 med 7 mia. kr. Og det står på side 14, hvis det er sådan, at det skulle have interesse.

Så er det ordføreren.

Jeg må bare gentage over for hr. Ole Sohn, at skatteomlægningen er fuldt finansieret, og at vi naturligvis ikke indgår aftale om en skattereform, hvor der mangler penge på bundlinjen. Den skattereform, som Dansk Folkeparti vedtager sammen med regeringspartierne, ville Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti ganske givet have gennemført, hvis de havde siddet med ved forhandlingsbordet.

Jeg fatter jo ikke, at man kan være utilfreds med, at topskatteprocenten forbliver uændret. Jeg forstår ikke, at man er utilfreds med, at den største lettelse i skatten faktisk er i mellemskatten – det er folk, der har et indkomstgrundlag på 340.000 til 420.000 kr. – at bundskatten reduceres, og at folkepensionstillægget bliver hævet. Frem for alt er det, som hr. Ole Sohn kalder rødvinsreformen, finansieret på en måde, så det er dem, der får mest gavn af skattelettelserne, der også er med til at betale. Det skal vi jo heller ikke glemme.

For

Så er det fru Mette Frederiksen.

I lighed med hr. Villy Søvndal noterede jeg mig også, at Dansk Folkepartis ordfører stort set ikke nævnte de ældre i en i øvrigt ret lang tale. 10 minutter er jo så lang tid, at det burde være muligt at kere sig om både de ældre, de udsatte grupper, et sundhedsvæsen, der ikke har det ret godt, men det var så ikke det, der var øverst på Dansk Folkepartis dagsorden i dag.

Det kan godt være, at hr. Villy Søvndal har ret i, at det er, fordi en undersøgelse lige har vist, at danskerne faktisk er ret utilfredse med, hvad der sker på ældreområdet. Men det kan også skyldes noget andet. Det kan måske skyldes sammenhængen med det, hr. Ole Sohn lige var inde på, nemlig at den skattereform, som Dansk Folkeparti vedtager i morgen sammen med V og K, måske er den skæveste skattereform nogen sinde. Og derfor bare et enkelt spørgsmål til ordføreren:

Kan ordføreren bekræfte, at de 10 pct. rigeste danskere får en rigtig, rigtig stor del af de skattelettelser, og at de 10 pct. fattigste danskere, herunder en del folkepensionister, får en meget, meget lille del af de skattelettelser, der bliver givet?

Ordføreren.

Nu har fru Mette Frederiksen det jo mange gange med at skrue tingene sådan lidt op i tonelejet; det er der mange der har påpeget, og det kan jeg tilslutte mig. Men jeg kan bare bekræfte, at dem, fru Mette Frederiksen kalder de rigeste danskere, altså også er dem, der kommer til at betale for, at der er kompenseret i forhold til dem, som ved skatteomlægningerne umiddelbart ikke får så meget ud af det. Det er dels folkepensionisterne, dels dem under en vis indtægt, som bliver kompenseret på anden måde. Det er den måde, man gør det på.

Man kan jo ikke, som Socialdemokratiet hele formiddagen har forsøgt at sætte det op, sige, at dem, der ligger i den mest velhavende ende, får så og så meget ud af det, mens dem, der ligger her, næsten ikke får noget som helst ud af det. Det er afmålt på en måde, sådan at dem, der får mest ud af det, også er dem, der kommer til at betale for det. Punktum.

Fru Mette Frederiksen for en kort bemærkning.

Jeg hæver sådan set ikke stemmen, for tallene taler jo for sig selv. Altså, de 10 pct. rigeste danskere får mere end 10 mia. kr. i skattelettelser, mens de 10 pct. fattigste danskere får en skattelettelse, der svarer til ca. 1 mia. kr.

Det er da til at tage at føle på, for det betyder jo, at de danskere, der i forvejen har det bedst og har flest muligheder, altså har de bedste job, de bedste lønninger, også får de største skattelettelser, mens dem, som vi i Socialdemokratiet er optaget af – vores folkepensionister, vores førtidspensionister, den social- og sundhedsassistent eller -hjælper, der hver morgen går på arbejde og varetager et af de vigtigste hverv i det her land – får de mindste skattelettelser.

Det burde da bekymre alle danskere, at Dansk Folkeparti lægger stemmer til en skattereform, som man bare kunne have takket nej til at deltage i, når den er så skæv, at den favoriserer dem, der i forvejen har meget, mens den giver et ordentligt gok i nødden til dem, der i forvejen har for lidt.

Så er det ordføreren.

Jeg må så også i lighed med tidligere ordførere beklage, at Socialdemokratiet ikke mødte frem til forhandlingsbordet og fortalte, hvordan de ville have gjort tingene. Det synes jeg ville have været meget, meget passende. Det synes jeg er ærgerligt. Vi har den ene gang efter den anden rykket for et udspil fra Socialdemokratiet. Nu kan jeg forstå, at det kommer i løbet af sommerferien. Nu skal vi lige have næste års finanslov på plads osv. osv. Lad os se. Men så tager vi den til åbningsdebatten. Det synes jeg vi skal gøre igen, sagt til fru Mette Frederiksen, det kan jeg kun glæde mig til.

Jeg må så bare sige, at det, vi jo har fået ud af det, er, at pensionister med beskedne indkomster får en fremgang i rådighedsbeløbet på 1.500-2.000 kr. for enlige og 2.500-3.500 kr. for par. Det synes jeg da faktisk er meget godt i forhold til den skattereform, som først kom fra Skattekommissionen. Både Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet erklærede sig stort set tilfreds med det, der var kommet. Der var ikke … (Mette Frederiksen (S) ryster på hovedet). Jo, fru Mette Frederiksen, sådan var det. Der var ikke noget, man på det tidspunkt ville afvise, overhovedet ikke. Da regeringen så kom med et mere beskedent oplæg, begyndte Socialdemokratiet at stå af. Da så Dansk Folkeparti kom til forhandlingsbordet, gik vi ind og lavede arbejdet. Og jeg skal da beklage, at Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti ikke havde lyst til at være med, men det er altså beklageligvis sådan, at det var os, der sikrede, at dem med beskedne indkomster og folkepensionisterne kunne komme i ly af den her omlægning.

Så er det hr. Morten Østergaard for en kort bemærkning.

Fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti har lagt stemmer til finanslov efter finanslov, og det er jo ikke så forfærdelig længe siden, at den konservative vicestatsminister tilstod, at man i en årrække havde overkompenseret privathospitalerne, fordi man havde brug for at opbygge en privat sundhedssektor.

Der vil jeg bare spørge fru Pia Kjærsgaard, om det er noget, Dansk Folkeparti er stolt af, altså at man år efter år har lagt stemme til, at der er sket en overkompensering af privathospitalerne, så man simpelt hen har kanaliseret penge væk fra den offentlige sektor over i den private sektor, ikke fordi man betalte det, der var nødvendigt for at få behandlingerne, men fordi regeringen havde et projekt om at opbygge en privat hospitalssektor i Danmark. Er fru Pia Kjærsgaard stolt af at have brugt i omegnen af en milliard skattekroner til at sponsorere et erhvervseventyr for de private hospitaler?

Ordføreren.

Nu ved vi jo overhovedet ikke, hvordan det forholder sig på nuværende tidspunkt. Jeg kan bare sige, at for Dansk Folkepartis vedkommende drejer det sig først og fremmest om patienterne, og sådan vil det være hele vejen igennem. Det er patienternes vilkår, det drejer sig om ubetinget.

Der skal være en mulighed for at gå et andet sted hen, når de offentlige hospitaler desværre ikke virker, når der er for lange ventelister. Det har vi haft en stor diskussion om. Beklageligvis gjorde strejken jo, at vi kom på samme niveau som i Nyrup Rasmussens regeringstid. Det forsøger vi så at udbedre nu.

Jeg må bare sige, at det har givet en bedre effektivitet. Jeg ved ikke, om den var kommet, hvis ikke det var sket. Det er det store spørgsmål, men det er i øvrigt et spørgsmål, som er ved at blive belyst andetsteds, og som vi skal tage stilling til på et senere tidspunkt.

En kort bemærkning fra hr. Morten Østergaard.

Det synes jeg er et besynderligt svar. Det, der kan være uenighed om, er, hvor stor overkompensationen har været. Vicestatsministeren har erkendt, at man har overkompenseret. Regeringen har lagt om, fordi man har erkendt, at man har betalt en overpris, og derfor sagde statsministeren jo også i sin indledende redegørelse, at man nu ville betale en mindre pris.

Så jeg skal bare forstå: Tager fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti ansvar for at have sponsoreret privathospitalerne for skatteydernes penge i årevis uden at få mest mulig sundhed for pengene – ja eller nej? Tager man ansvar for den politik, der er ført, så må vi jo se, hvor stor regningen bliver, når Rigsrevisionen kommer. Men Dansk Folkeparti bærer jo netop ansvaret for, at vi ikke har fået så mange operationer, som vi kunne have fået, fordi man har haft travlt med at støtte regeringens erhvervspolitik, som var, at der skulle være en privat sundhedssektor af et vist omfang i Danmark.

Ja, så er det ordføreren.

Det tror jeg er at tage tingene noget på forskud. Nu nævnte hr. Morten Østergaard selv, at der kommer en undersøgelse.

Det er ikke Dansk Folkepartis politik på nogen måde at prioritere privathospitaler, overhovedet ikke. Men det, jeg bare må sige, er, at der altså er sket en vis forbedring af effektiviteten, som vi ikke kan sige om var sket, hvis ikke der var sket det, der er sket i forhold til privathospitalerne. At man så ikke skal overkompensere, tror jeg vi alle sammen kan være meget enige om.

Men lad os se, når det arbejde, der i øjeblikket er ved at blive udført, er tilendebragt.

Så er det hr. Carsten Hansen.

Lad mig starte med at tilstå, at jeg var glad ved, at det var rynker, vi talte om før, og ikke mangel på hår – så var vi nogle stykker, der ikke havde kunnet være med i debatten.

Men når det nu er sagt, vil jeg godt fortsætte i det spor, som hr. Morten Østergaard var inde på. For hvis man ser på, hvad fru Lene Espersen sagde i Politiken den 20. marts, kan man se, at hun jo rent ud siger, at de private sygehuse har fået 25 pct. for meget for de behandlinger, de har udført på det offentliges regning. Og de foreløbige udtalelser fra rigsrevisor i pressen viser jo også, at man ikke har taget tilstrækkelige hensyn til pris og kvalitet i tilrettelæggelsen af det offentliges køb af private sundhedsydelser. Derudover siger fru Pia Kjærsgaards, altså ordførerens, eget partimedlem, der er sundhedsordfører, rent ud til Politiken, at der er betalt for meget, og at det er sket systematisk for at opbygge et privat marked.

Er fru Pia Kjærsgaard enig i, at der er sket en overkompensation? Er fru Pia Kjærsgaard enig i de foreløbige meldinger fra rigsrevisor om, at der ikke er taget tilstrækkelige hensyn til pris og kvalitet i tilrettelæggelsen af det offentliges køb af private sundhedsydelser?

Ordføreren.

Jo, men jeg synes altså, det er meget uklogt, hvad nogle har gjort, at udtale sig, og som også hr. Carsten Hansen nu gør, i forhold til en foreløbig rapport. Det vil jeg altså overhovedet ikke begive mig ud i; det synes jeg ikke man skal gøre. Jeg synes, vi skal afvente den rapport, der kommer, og jeg kan bare sige, at Dansk Folkepartis holdning til privathospitaler generelt er, at der selvfølgelig ikke skal ske en overkompensation. Men at der er sket en vis effektivisering, er der jo slet ingen tvivl om; det tror jeg i hvert fald ikke at man kan drage i tvivl. Det er meget svært at konkludere, hvad der var sket, hvis ikke man havde gjort det på den måde, som man har gjort det i forhold til privathospitalerne. Men jeg kunne ikke drømme om at kommentere en foreløbig udtalelse fra Rigsrevisionen, overhovedet ikke.

Så er det hr. Carsten Hansen for en kort bemærkning.

Der er i hvert fald to udsagn, som jeg vil bede fru Pia Kjærsgaard forholde sig til. Det ene er af fru Lene Espersen, der den 20. marts i Politiken siger, at hun erkender, at de private sygehuse har fået 25 pct. for meget for de behandlinger, der er blevet udført der. Er fru Pia Kjærsgaard enig i det? Og er hun enig med sin egen ordfører, fru Liselott Blixt, der udtalte, at der er blevet betalt for meget, og at det er sket systematisk? Det var det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål er, om fru Pia Kjærsgaard ikke er enig i, at hvis vi nu snakker om, at der er blevet givet 25 pct. for meget, så snakker vi om 879 mio. kr., for der er nemlig blevet udført betalt arbejde for 3,5 mia. kr. siden 2002 på de private hospitaler. Vi har prøvet at spørge Regionsforeningen, hvad man kunne have fået lavet for det her, og de svarede, at man enten kunne have fået indopereret 12.474 kunstige hofter, eller også kunne man have fået 35.622 patienter i behandling for brystkræft.

Fru Pia Kjærsgaard talte så varmt om, at hun ville gøre det, der var bedst for patienterne – havde det ikke været bedre for de 35.622 patienter med brystkræft, at de var blevet behandlet, frem for at der blev givet overpriser på de private sygehuse?

Ordføreren.

Altså, jeg ved ikke, om det er Socialdemokratiets Bent Hansen, der er kommet med de der beregninger til hr. Carsten Hansen og resten af den socialdemokratiske folketingsgruppe, men hvis det er tilfældet, synes jeg faktisk, at regionernes formand måske skulle gribe noget i egen barm med hensyn til, hvordan det går med sygehusvæsenet. Hvis jeg var hr. Carsten Hansen, ville jeg ikke komme op med tal fra regionerne, der viste, hvordan de egentlig burde have gjort det bedre. Det synes jeg faktisk er et selvmål ud over alle grænser.

Så må jeg stadig væk sige, at jeg ikke ønsker at kommentere den rapport, som på et tidspunkt kommer fra Rigsrevisionen, og jeg vil meget anbefale, at andre også afholder sig fra at gøre det.

Så er det hr. Eigil Andersen for en kort bemærkning.

Vi har jo oplevet mange gange før, at Dansk Folkeparti springer op som en løve og falder ned som en slatten karklud, og spørgsmålet er, om vi står over for det samme nu.

Som det er blevet nævnt, har gruppeformanden for Dansk Folkeparti, hr. Kristian Thulesen Dahl, udtalt, at Dansk Folkeparti vil holde kommunerne skadesløse for stigende udgifter som følge af den voksende arbejdsløshed. Og det er jo et rigtig godt synspunkt, for når der foregår en tredobling af arbejdsløsheden, kommer der til at mangle medarbejdere i de kommunale jobcentre, for der skal holdes tre gange så mange samtaler, findes tre gange så mange job, findes tre gange så meget aktivering. Men staten har ikke afsat flere penge til stillinger i jobcentrene, og kommunerne har ikke råd, så spørgsmålet er: Vil Dansk Folkeparti sørge for, at staten kommer med de penge?

Så vil jeg tilføje, at der på grund af den stigende arbejdsløshed er mange kommuner, der vil få et minus på 3-8 mio. kr. i kassen, fordi de skal overtage jobcentrene. Hvad vil Dansk Folkeparti rent praktisk gøre for at sørge for, at ingen kommuner får minus i kassen på grund af den stigende arbejdsløshed, og fordi de desværre skal overtage jobcentrene?

Så er det ordføreren.

Jeg har jo kommenteret hr. Kristian Thulesen Dahls udtalelser før, og det skal jeg bare henholde mig til og sige, at sådan er det. Naturligvis står vi ved de ting, som partiets gruppeformand kommer med, det siger sig selv. Det er i øvrigt noget, der bliver taget fat på i forbindelse med de årlige kommunalforhandlinger, hvor Dansk Folkeparti sammen med regeringen jo også plejer at gå ind og tilgodese kommunernes budgetter.

Hr. Eigil Andersen for en kort bemærkning.

Det er jo en meget generel udtalelse, og spørgsmålet er, om der skjuler sig noget ordentligt neden under overskriften, eller om det bare er varm luft.

Sagen er jo, at man med den økonomiske politik, der er blevet ført af regeringen og Dansk Folkeparti, har taget kommunerne i et halsgreb, og de har været nødt til at skære ned på velfærden for børn og ældre, så der er blevet store huller i vores velfærd, støttet af Dansk Folkeparti.

I forbindelse med kommunernes overtagelse af jobcentrene har vi i SF sagt, at hver enkelt kommune skal have en budgetgaranti, sådan at de ikke får stigende udgifter på grund af den her nye opgave. Jeg vil helt konkret spørge Dansk Folkeparti: Vil Dansk Folkeparti støtte, at hver enkelt kommune får en budgetgaranti, sådan at deres udgifter ikke stiger, når de nu skal overtage jobcentrene og arbejdsløsheden vokser?

Ordføreren.

Altså, det er jo normalt sådan, at udgifter, der bliver pålagt kommunerne, får kommunerne også kompensation for.

Men jeg må sige til SF's ordfører, at jeg altså synes, det er ejendommeligt at stå og tale om jerngreb og om, at kommunerne bliver underprioriteret, og at det er Dansk Folkeparti og regeringen, der har sørget for, at kommunerne er totalt udsultet.

Der er ikke blevet givet så mange penge til kommunerne før, som der bliver nu. Kommunerne får masser af milliarder, og der er altså visse kommuner – temmelig mange endda – der ikke selv kan styre deres budgetter, og mange gange har de et rødt flertal. Jeg kan eksempelvis bare henvise til Københavns Kommune og også til de kommuner, hvor Socialistisk Folkeparti har stor indflydelse.

F.eks. er der sket et investeringsløft i kommunerne på 2 mia. kr. Der er en række kommuner, der inden for deres nuværende økonomiske rammer har mulighed for at fremrykke investeringer for mindst 1 mia. kr. Det har jo været sådan, at kommunerne den ene gang efter den anden er blevet tilgodeset, og der er altså temmelig mange kommuner, som ikke selv er i stand til at styre deres budgetter til trods for den meget store økonomiske indsats, der gang på gang er blevet gjort fra Folketingets side, og det er meget, meget beklageligt

Hr. Jens Peter Vernersen for en kort bemærkning.

Den kritik, der ligger fra Rigsrevisionen, om pris og kvalitet på forsikringsområdet på privathospitalerne, behøver vi naturligvis ikke at tale om her, det kommer vi til senere i juni måned. Men jeg synes, at det er vigtigt at få Dansk Folkepartis ansvar afklaret, når økonomi- og erhvervsministeren siger, at man må acceptere en overpris for behandling på privathospitaler for at få gang i forretningen.

Jeg synes også, at det er vigtigt at få afklaret Dansk Folkepartis holdning, når statsministeren, da han var sundhedsminister, i bogen »Løkkeland« citeres for at have sagt, at hvis vi stiller kvalitetskrav til privathospitalerne på samme måde som til de offentlige hospitaler, kommer der ikke gang i forretningen. Altså to punkter: Man er nødt til at give en overpris for at få forretningen løbet i gang, og man er nødt til at acceptere, at man ikke stiller kvalitetskrav til behandlingen af patienterne. Det har man betalt 900 mio. kr. ekstra for, altså 25 pct. af 3,5 mia. kr., som skitseret af økonomi- og erhvervsministeren.

Jeg må gå ud fra, at hun har indsigt i det. Det er jo noget, man er kommet frem til i den konservative folketingsgruppe – altså fra økonomi- og erhvervsministeren, sikkert med bistand fra sundhedsministeren. Det er dem, der er kommet frem til det her, og Rigsrevisionen kommer sikkert frem til noget tilsvarende, men det vender vi jo tilbage til. Men alene disse udsagn er jo dybt alvorlige, fordi Dansk Folkeparti et hundrede procent stod bagved og dermed også har ansvaret for, at andre ikke bliver behandlet, fordi man har foræret 1 mia. kr. til privathospitalerne unødigt.

Så er det ordføreren.

De ministre, som eventuelt – jeg ved ikke, hvordan det her ender i den undersøgelse, der finder sted – må jo selv stå til ansvar for det, der er sagt og gjort.

Selvfølgelig skal man ikke betale overpris. Altså, det er jo ejendommeligt, at jeg bliver ved med at blive spurgt om de ting, som økonomi- og erhvervsministeren har udtalt. På et tidspunkt kommer den undersøgelse, som hr. Jens Peter Vernersen jo også henviser til, og så må vi tage debatten derfra.

Hr. Jens Peter Vernersen for en kort bemærkning.

Vi må jo holde fast i – og det har fru Pia Kjærsgaard sagt gentagne gange – at det er Dansk Folkeparti, det er fru Pia Kjærsgaard, der har meget, meget stor indflydelse på regeringens politik. Dengang den daværende sundhedsminister, hr. Lars Løkke Rasmussen, i 2005 dikterede den her overpris til privathospitalerne, kom det jo kun igennem, i kraft af at Dansk Folkeparti støttede op. Det var ikke med Socialdemokraternes støtte, og det var ikke med SF's støtte, det var alene, fordi Dansk Folkeparti var med til at skaffe det flertal.

Det er derfor, Dansk Folkeparti helt og fuldt har ansvaret for det her. De penge, der manglede, skulle være gået til at lave mange behandlinger for, og ikke mindst kunne man jo have sikret, at medicinske patienter ikke skal ligge på gangene og ikke skal vente på at blive behandlet. Gamle mennesker kommer på den måde til at lide, fordi Dansk Folkeparti hellere ville betale 1 mia. kr. til privathospitalerne. Det er jo virkeligheden i sundhedspolitikken, og det har Dansk Folkeparti og fru Pia Kjærsgaard helt og fuldt ansvaret for.

Så er det ordføreren.

Det er da klart, at vi har ansvaret for, at der mange steder i det danske sundhedsvæsen er en langt større effektivitet, end der var tidligere, og det har privathospitalerne været med til, det er der ingen tvivl om – det gælder også det, at vi nu igen kan begynde på ventelistegarantien. Det er da ganske udmærket. Igen vil jeg sige, at det drejer sig om, at patienterne får den bedst mulige behandling, og ikke så meget om et privat sygehusvæsen, som jeg ligesom fornemmer at Socialdemokraterne er meget uvillige til overhovedet at have.

Der må jeg sige, at jeg tror, at den effektivitet, som jeg tror er ved at indfinde sig på de offentlige sygehuse, er et resultat af, at der også finder private behandlinger sted, at der er private sygehuse, og det er der da ikke nogen der kan have noget imod – stadig væk i forhold til at patienterne skal have den hurtigste og den bedst mulige behandling.

Så er det hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Tak. Dansk Folkeparti har jo indgået en aftale med regeringen om skat, som jeg gerne vil vende tilbage til. Aftalen indebærer, at nogle af de rigeste i samfundet får 10.000 kr. i skattelettelse om måneden. Social- og sundhedsassistenten får i bedste fald nogle krummer; syge, arbejdsløse, førtidspensionister, efterlønnere taber penge på reformen. Det vil sige, at de, der har allermindst og har det allerdårligst, betaler til dem, der er allerrigest, og dermed øges uligheden i samfundet. Kan fru Pia Kjærsgaard bekræfte, at det er resultatet af den aftale, partiet har indgået med regeringen?

Ordføreren.

Nej, absolut ikke, og det er stadig væk ikke fair at opstille det på den måde. Det er de folk, der umiddelbart får mest ud af skatteomlægningen økonomisk, som også kommer til at betale for den. Det er dem, der er i den anden ende, som ikke kommer til at betale for det på samme måde via energiafgifter, og som får kompensation via en grøn check osv. Så det kan jeg ikke give hr. Frank Aaen ret i.

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Jamen så må jeg bare konstatere, at Dansk Folkepartis formand ikke kender en dyt til den aftale, der er indgået.

Ordføreren.

Det er jo så hr. Frank Aaens opfattelse.

Med disse korte indlæg når vi flere og flere korte bemærkninger til fru Pia Kjærsgaard. (Munterhed). Den næste er hr. Jonas Dahl, værsgo.

Jeg vil godt holde lidt fast i den her diskussion om privathospitalerne. Det nytter ikke noget, at vi bliver ved med at henvise til en rapport, som måske kommer i fremtiden. Der ligger jo allerede en rapport fra Dansk Sundhedsinstitut, og jeg vil gerne have den politiske ordfører fra Dansk Folkeparti til at forholde sig til, at Dansk Sundhedsinstituts beregninger viser, at der er foregået en overbetaling af privathospitalerne på 20 pct. – en undersøgelse, som har fået Dansk Folkepartis ordfører på sundhedsområdet til at udtale, at der er foregået en overbetaling. Jeg vil gerne spørge: Kan Dansk Folkepartis formand bekræfte, at der er foregået en overbetaling, og bekræfte, at det er det, Dansk Folkepartis ordfører også har udtalt tidligere?

Så er det ordføreren.

Jeg mener stadig væk i al fredsommelighed, at der er sat et arbejde i gang omkring alt det her, og at der selvfølgelig også må følge en konklusion og – alt afhængigt af konklusionen – et ansvar, når Rigsrevisionen er færdig med sit arbejde. Og jeg tror altså ikke, at jeg vil forholde mig til alle mulige andre rapporter eller bekræfte et eller andet eller gøre noget, for i løbet af relativt kort tid kommer der med garanti en fornyet diskussion af hele det her emne.

Hr. Jonas Dahl for en kort bemærkning.

Det er bare påfaldende, at vi har en ordfører fra Dansk Folkeparti, som siger én ting, og at partiformanden så åbenbart ikke vil bekræfte det. Men lad mig så tage fat i en anden del. Der ligger efter sigende en intern rapport i Sundhedsministeriet – det har vi fået bekræftet – som ikke har noget med Rigsrevisionens rapport at gøre, og som sundhedsministeren tidligere har lovet udleveret til Folketinget. Den skulle være kommet i januar 2009, men nu får vi at vide, at den kan vi alligevel ikke få lov til at se. Men vi har også fået bekræftet, at det er på baggrund af den rapport, at økonomi- og erhvervsministeren udtalte, at der er foregået en overbetaling til privathospitalerne på 25 pct.

Synes fru Pia Kjærsgaard, det er rimeligt, at man i Sundhedsministeriet og regeringen tilbageholder en rapport for Folketinget, som åbenbart belyser, at der er foregået en overbetaling af privathospitalerne?

Så er det ordføreren.

Det spørgsmål synes jeg man skal rette til de ministre, der har med det at gøre. Og jeg er såmænd også ret sikker på, at det gentagne gange har været stillet – det har jeg ikke lige bemærket – i den mundtlige spørgetid, måske i andre sammenhænge. Der finder jeg det ville være rimeligt at stille det, i stedet for at jeg hele tiden skal forholde mig til det. Det synes jeg ikke giver mening.

Fru Sophie Hæstorp Andersen for en kort bemærkning.

Det er svært at komme uden om den her sag, for det er jo sådan, at fru Liselott Blixt, som er Dansk Folkepartis sundhedsordfører, i Politiken den 20. maj sagde, at når oppositionen er sur i øjeblikket, er det, fordi de hele tiden har gået rundt og sagt, at der er blevet betalt for meget. Og hun siger så også:

»Privathospitalerne er blevet betalt for meget. Det er sket systematisk for at opbygge et privat marked, hvor 280.000 danskere siden 2002 har kunnet modtage behandling på statens regning.«

Så jeg går ud fra, at vi nu kan få at vide, om Dansk Folkeparti er enig med fru Lene Espersen, da hun gik ud og sagde, at taksterne var for høje og skulle sættes ned. Er man enig i det, sundhedsministeren sagde i september og november 2008, altså at der var sket en overbetaling, og at han ville arbejde for, at taksterne blev sat ned? Eller er man enig med Venstre, der bliver ved med at fastholde, at der ikke er sket overbetaling? Venstres ordfører, hr. Peter Christensen, siger i dag, at der ikke er sket overbetaling, det vil han i hvert fald ikke kalde det. Og hvad er det for et ansvar, der så skal placeres? Hvad er det for nogle reaktioner, Dansk Folkeparti vil komme med, den dag Rigsrevisionen kommer og placerer et ansvar for denne overbetaling?

Ordføreren.

Det tror jeg ikke man skal sige noget som helst om på nuværende tidspunkt, og jeg tror egentlig, at det er en helt ny fremgangsmåde, som man er begyndt på nu, altså i den grad at begynde på en rigsrevisionsrapport, inden den overhovedet er kommet. Hvad vil man nu gøre, hvis ..? Proceduren er altså den ganske almindelige, at Rigsrevisionen arbejder, statsrevisorerne kigger på det, og så går det til Folketinget. Sådan er det, og sådan vil det også være denne gang.

Fru Sophie Hæstorp Andersen for en kort bemærkning. Og så skal der være mere ro i sidegangene.

Jeg har selvfølgelig stor forståelse for, at Rigsrevisionens arbejde må gå sin gang, men det, jeg siger i dag, er jo, at der allerede er flere forskellige politikere, inklusive ministre, der har været ude og sige, at der er foregået en overbetaling. Og jeg kan konstatere, at Dansk Folkepartis egen ordfører, fru Liselott Blixt, også har været ude og påstå det.

Det er jo sådan, og det tror jeg fru Pia Kjærsgaard kan give mig ret i, at vi på nogle områder er utrolig nærige i vores sundhedsvæsen. F.eks. har vi kræftsyge børn, der ikke kan få adgang til protonbehandling ude på Rigshospitalet, fordi vi ikke har været villige til at bruge netop den milliard kroner, der skal til for at indføre den behandling i Danmark. På det område er vi utrolig nærige. Vi har ældre medicinske patienter, der stadig væk ligger på gangene på overbelagte afdelinger. Men på det her område har man altså syntes, at man skulle være ødsel, og det har været i forhold til overbetaling til privathospitalerne. Der har man været ødsel, og vi kan i hvert fald konstatere, at det er sket med Dansk Folkepartis billigelse.

Så er det ordføreren.

Det er ikke rigtigt. Jeg synes, det er forkert at bruge ordet nærig i forhold til sundhedsudgifterne og prioriteringerne i sundhedsvæsenet. Der er faktisk brugt 23,75 mia. kr. ekstra fra 2001 til 2009, og de der 23,75 mia. kr. er jo altså ikke gået til privathospitalerne. De er gået til øget kræftbehandling. De er gået til mange, mange gode ting i det danske sundhedsvæsen. Og ventelisteproblematikken lå faktisk i en kurve, hvor den var meget stabil, indtil konflikten så kom sidste sommer. Det kan man jo ikke tage højde for politisk, ligesom man heller ikke kan i forhold til en finansiel krise. Det er ikke fair at sige, at man er nærig.

Men til gengæld vil jeg sige til fru Sophie Hæstorp Andersen: Vi kan altid bruge flere penge. Og jeg tror bestemt også, at der vil blive afsat flere penge bl.a. til kræftområdet, som fru Sophie Hæstorp Andersen omtalte. Jeg finder, at det ville være helt, helt rimeligt, hvis det bliver gjort, naturligvis, og det kan jeg da sagtens forestille mig. Det er da også noget af det, jeg betingede mig. Nogle sagde, at jeg stort set ikke havde omtalt de ældre eller de syge i min indledning. Jo, det gjorde jeg netop. Jeg sagde, at hvis landets nuværende statsminister skulle bevare den popularitet, som jeg faktisk tror han er ved at opbygge, så drejer det sig også om de her områder. Det er jeg meget, meget enig i.

Den næste er fru Lone Dybkjær, men jeg kan ikke se hende. Jo, der er hun. Fru Lone Dybkjær for en kort bemærkning. Det er ikke sådan, når de yngre skygger for de ældre.

Nej, det kan jeg bekræfte, hr. formand. Men det, som jeg godt vil forfølge, er sådan set spørgsmålet om de 2 mia. kr. For jeg kan godt forstå, at fru Pia Kjærsgaard ikke vil forholde sig til den rigsrevisionsrapport, som ikke er kommet endnu. Vi, der har fulgt med på sundhedsområdet, og som også har lyttet til Dansk Folkepartis sundhedsordfører, ved jo – og det ved Dansk Folkepartis ordfører i dag også – at der ligger en rapport eller intern undersøgelse eller redegørelse i Sundhedsministeriet om, hvordan forholdet har været, og hvordan overbetalingen har været. Der er vist ingen, der diskuterer, at der ikke har været en overbetaling.

Det, vil bare spørger om, er: Hvorfor må vi ikke få den udleveret? Så siger fru Pia Kjærsgaard: Hvorfor skal jeg forholde mig til det? Jamen fru Pia Kjærsgaard skal jo forholde sig til det, fordi fru Pia Kjærsgaards parti er afgørende i forbindelse med, om vi kan få den udleveret eller ej. Hvis fru Pia Kjærsgaard støtter regeringen i, at vi ikke kan få den udleveret, så bliver den jo ikke udleveret, hvorimod det kunne være sådan, at fru Pia Kjærsgaards parti støttede oppositionen i, at vi blot må få tallene på bordet – og uden nogen diskussion om, hvad der skal ske. Så kunne vi få tallene på bordet.

Det er derfor, fru Pia Kjærsgaard skal forholde sig til spørgsmålet.

Ordføreren.

Jeg tror egentlig, som jeg har sagt tidligere i hele den her debat, at det spørgsmål vil blive endevendt i løbet af meget, meget kort tid. Jeg er ganske overbevist om, at alle – det tror jeg gælder os alle – har lyst til at få fuld oplysning om alle de her ting. Er der sket en overbetaling? Er der ikke sket en overbetaling? Er taksterne for høje? Er de ikke for høje? Det er spørgsmål, som vil blive endevendt, og det ser jeg da frem til.

Egentlig synes jeg oprigtig talt, at det er lidt meningsløst, at der bliver brugt så meget tid på det her i dag, når vi ved, at vi altså i løbet af meget, meget kort tid skal vende det spørgsmål. Det vil blive gjort med meget stor alvor – det er der ingen tvivl om – når Rigsrevisionens rapport kommer.

Fru Lone Dybkjær.

Når vi er nogle, der interesserer os for det, er det jo, fordi vi i månedsvis har vidst, at den rapport lå der, og vi har bedt om at få tallene udleveret. Derfor er min appel til fru Pia Kjærsgaard, om hun ikke kan sige til regeringen: Ved I hvad, den holder ikke længere, jeg vil ikke igennem sådan en spørgerunde, som jeg har været igennem her, bare fordi I ikke har udleveret tallene.

For det er jo det, fru Pia Kjærsgaard kunne have gjort, nemlig henvendt sig til regeringen og spurgt: Kan vi så ikke få dem på bordet?

Men dernæst vil jeg så spørge fru Pia Kjærsgaard om sygeforsikringerne. Fru Pia Kjærsgaards parti var medvirkende årsag til, at der, hvor der var sygeforsikringer, fik alle sygeforsikringer på lige fod. Der skulle ikke være forskel på høj og lav, og al ære og respekt for det. Det har så betydet, at der nu er en million private forsikringer, som er skattefinansierede, altså for alle dem, der har arbejde. Vil fru Pia Kjærsgaard være med til, at vi undersøger, hvordan det er gået for alle dem, der er udelukket fra sygehusforsikringer, eller hvad vi nu skal kalde det? Det er jo f.eks. alle dem, der ikke er i arbejde. Nogle af dem vil komme det senere hen, men lad os tage alle dem, der er pensionerede, som jo også er en gruppe, som fru Pia Kjærsgaards parti interesserer sig for. De kan ikke få nogen forsikring.

Vil fru Pia Kjærsgaard være med til, at vi får en kortlægning af, hvordan det rent faktisk er gået, efter at de her forsikringer er kommet, og hvilke grupper det er, der ikke tilgodeses? Spørgsmålet er ikke, om man får en kræftbehandling eller ej. Der tror jeg måske ikke at der er så stor forskel. Spørgsmålet er, om man overhovedet får at vide, om man lider af en farlig sygdom.

Så er det ordføreren.

Det er fuldstændig rigtigt, som fru Lone Dybkjær sagde, at det i forhold til sundhedsforsikringer var det Dansk Folkeparti, der var udslagsgivende. Jeg hørte statsministeren sige i sin tale her i dag, at direktøren ved mahogniskrivebordet og arbejderen i lagerhallen skulle have de samme betingelser, og det er sund fornuft, naturligvis.

Så er der folk, der er uden for arbejdsmarkedet, og jeg mener faktisk stadig væk, at den kritik, der har været af sundhedsforsikringer, har været noget forfejlet. Der er jo mange ting, som arbejdsgivere kan gå ind i for at sikre deres medarbejderes sundhed, rent ud sagt for at få mere tilfredshed, så man får et klima på arbejdspladsen, som gør, at de ansatte er tilfredse, og at de kan bruge deres arbejdsevne der, hvor det er vigtigt, netop på arbejdspladsen. Det er jo faktisk en god ting, det synes jeg fortsat det er. Det er på mange niveauer. Hvad enten det er motion eller alkoholafvænning, eller hvad det er, så synes jeg, at det er rigtig godt.

Men så er der den gruppe, der er uden for arbejdsmarkedet, og selvfølgelig skal der også fokuseres på den. Jeg tror da godt, at man, hvis man spørger ind til det fra fru Lone Dybkjærs side, kan få at vide, hvordan det ser ud med dem, der er uden for arbejdsmarkedet, hvis man gerne vil have det på det rene, altså have nogle tal for det. Men under alle omstændigheder må princippet selvfølgelig være, at enhver borger i det her samfund har ret til behandling, uanset om man er på arbejdsmarkedet eller ej.

Hr. Flemming Møller Mortensen for en kort bemærkning.

Fru Pia Kjærsgaard startede sit indlæg med at sige, at omsorg og tryghed er af stor betydning for Dansk Folkeparti. Derfor kan det også undre mig rigtig meget, at det ikke kan lykkes at få fru Pia Kjærsgaard til at forholde sig til de udsagn, der kom i april måned fra Dansk Sundhedsinstitut, og som sagde, at der er sket en overbetaling til privathospitalerne. Lad det så ligge.

Men så kunne det måske være spændende at få fru Pia Kjærsgaard til netop at forholde sig til det næste udsagn, Dansk Sundhedsinstitut er kommet med. De siger, at de penge, der er overkompenseret med til de private sygehuse, er taget fra de offentlige sygehuse, som har det eneste tilbud til eksempelvis medicinske patienter og psykiatriske patienter. Det vil sige, at der er overført penge til de private sygehuse, og de penge mangler altså i det offentlige, så jeg vil gerne endnu en gang anmode fru Pia Kjærsgaard om at forholde sig til det reelle. Der ligger en objektiv undersøgelse fra april måned i år, så der er ingen grund til at vente på, at Rigsrevisionen får kigget på det.

Så er det ordføreren.

Så forstår jeg sådan set slet ikke, hvorfor man har bedt Rigsrevisionen om at gøre det. Hvis man er så skråsikker allerede på nuværende tidspunkt, er det jo helt omsonst og kan ikke være rigtigt overhovedet. Hvad har vi at bruge det til, hvis man er fuldstændig skråsikker på, at tingene er, som hr. Flemming Møller Mortensen fremlægger dem her?

Hr. Flemming Møller Mortensen for en kort bemærkning.

Nu er det altså sådan, at Dansk Sundhedsinstitut selv har taget det her punkt op. De har selv set, at der var noget rivende galt, derfor har de lavet en analyse af det, og det kunne jo have været passende, at Dansk Folkeparti havde forholdt sig kritisk til den og var gået til regeringen og havde sagt, at det her må der kigges på – netop fordi Dansk Folkeparti bringer flertallet til regeringen.

Så vil jeg gerne spørge om en anden ting i den her sammenhæng. Hvordan forholder fru Pia Kjærsgaard sig til, at regionerne nu har udbudt adskillige operationer til den private sundhedssektor, og at man rent faktisk ser, at de priser, regionerne nu bliver tilbudt, ligger helt op til 40 pct. under det, man tidligere har betalt? Hvilken holdning har fru Pia Kjærsgaard til det, og hvilken forklaring kan fru Pia Kjærsgaard give på netop det faktum?

Så er det ordføreren.

Jamen det er jo et spørgsmål for regionerne. Jeg synes da, det er meget, meget problematisk, at hr. Flemming Møller Mortensen bringer det spørgsmål herind.

Jeg synes i det hele taget, at hele spørgsmålet om sundhedsvæsenet er blevet noget forvrænget i hele denne debat. Jeg fornemmer ikke, at Socialdemokratiet i virkeligheden har patienterne i tankerne, jeg tror, det er ved at være et politisk spil, hvor man bare venter på, at man på en eller anden måde kan få det private sygehusvæsen ned med nakken, og så er man i øvrigt ligeglad med, hvad der sker med det offentlige sygehusvæsen. Her har Dansk Folkeparti altså det synspunkt, at først og fremmest skal det offentlige sygehusvæsen fungere, men at det er en god ting, at privathospitalerne stadig væk er her.

Der skal ikke være skyhøje takster eller gives overkompensation; det siger sig selv. Man kan diskutere, om det er tilfældet, og det vil blive diskuteret. Men jeg tror altså stadig væk, vi skal vente med den debat, til rapporten fremkommer, og af hele debatten her kan jeg se, at det i hvert fald er et emne, der vil blive rørt ved.

Ja, det tror jeg ordføreren har fuldstændig ret i.

Nu siger vi tak til ordføreren for hendes medvirken og går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er hr. Villy Søvndal.

Om kort tid skal danskerne til valg. Vi skal vælge de 13 danskere, der skal repræsentere Danmark i Europa-Parlamentet, og det er et vigtigt valg midt i en økonomisk krise, hvor millioner af mennesker i Europa mister deres job, og hvor hverdagen bliver utryg for mange.

Det er også et klart valg. Det er et valg mellem på den ene side højrefløjen, der tror på, at bare markedskræfterne får frit spil, klarer de det – som om markedet var en gud – og på den anden side centrum-venstre i Europa, der mener, at politisk regulering af markedet er forudsætningen for at undgå arbejdsløshed, social dumping og klimakrise.

Denne politiske forskel blev i øvrigt illustreret meget tydeligt i sidste uge. Nogle af Venstres venner i landbruget har nemlig fået den idé, at danske slagteriarbejdere skal til at arbejde for halv løn, og hvis slagteriarbejderne ikke makker ret, vil svineproducenternes formand lukke slagterierne og hente billige femtekolonnearbejdere i Rumænien og Polen. Den slags udmeldinger kunne man selvfølgelig ryste på hovedet af, hvis det ikke var, fordi de danske svineproducenter faktisk ejer de store slagterier.

Hvordan reagerede Venstre så i den situation? Venstre ville ikke tage afstand fra vennerne i landbrugets top, men vævede og talte udenom. Man havde ingen holdning til, at arbejdsgiverne ville skrotte overenskomsterne i en hel branche, og det var ikke kønt at se på.

I SF er vi meget klare. Vi vil ikke finde os i, at danske løn- og arbejdsvilkår systematisk bliver udhulet, og vi vil ikke finde os i, at danske slagteriarbejdere fyres til fordel for østeuropæere uden overenskomst. Vi bidrager gerne til at sikre erhvervslivet fornuftige arbejdsbetingelser, men som samfund skal vi aldrig acceptere at sidde tilbage med gyllen, med forureningen og med dagpengeudgifterne, mens svineproducenterne tjener penge på underbetalte østarbejdere.

Sagen med de danske slagterier er desværre langtfra enestående. Over hele Europa er arbejdstagernes løn- og arbejdsvilkår under pres, mange steder med krav om direkte lønnedgang, og derfor er valget til Europa-Parlamentet den 7. juni så vigtigt denne gang. Højrefløjen, liberalisterne vil lade stå til, markedet skal klare det hele, og enhver skal være sin egen lykkes smed – det er den linje, regeringen står for. I SF er vi parate til at arbejde for at undgå massearbejdsløshed, social dumping og underbetaling. Vi tror på en reguleret markedsøkonomi, som tager hensyn til mennesker og miljø, og vi tror, at valget den 7. juni bliver et nederlag for liberalisterne – ikke kun i Danmark, men i Europa – og en sejr for det sociale og grønne Europa.

Danmark står midt i en alvorlig krise, hvor mange tusinde lønmodtagere mister deres job. Alene i marts mistede 10.000 deres arbejde, og tallene for april er sandsynligvis endnu værre; vi får dem i morgen. Statsminister Lars Løkke Rasmussen fortjener ros for, at han nu er begyndt at erkende krisens alvor – bedre sent end aldrig. Men det, vi stadig savner, er handling. Regeringens mantra er fortsat: Lad os vente og se – vente og se på hvad? På at arbejdsløsheden runder 100.000, 150.000, 200.000? Jeg synes, regeringen efter debatten i dag skylder os og befolkningen nogle svar.

Hvad har regeringen tænkt sig at gøre for at undgå, at arbejdsløsheden eksploderer? Hvor mange mennesker skal fyres, før regeringen sætter massivt ind med en grøn vækstplan? Hvad vil regeringen gøre for at hjælpe de mange ufaglærte og de mange unge, der mister deres arbejde, med at komme videre i job eller uddannelse? Vi har fra oppositionens side fremlagt klare bud på, hvordan vi skaber nye arbejdspladser, og jeg tror, at mange danskere har en forventning om, at også regeringen snart foretager sig noget.

Her under liberalismens dybe krise er der blevet meget langt mellem de politikere, der fortsat nærer blind tillid til den utøjlede kapitalisme. Men der findes stadig nogle ganske trofaste liberalister rundtomkring – i CEPOS, måske også i dele af Venstre, og måske er statsministeren det også. Sådan lyder det i hvert fald, når statsministeren taler om klima. Markedet skal bære klimakrisen, og den grønne dagsordenen er ikke rød, men blå, hævder statsministeren. Ærlig talt: Den udfordring, verden står over for, er af et sådant omfang, at vi ikke kan overlade det til markedet. Skal den globale opvarmning standses, og skal vi bringe os i front med fremtidens grønne arbejdspladser, kræver det politisk regulering, politiske ambitioner og forpligtende internationale aftaler.

Takket være en stærk miljøbevægelse og tidligere regeringers indsats står vi stadig væk forholdsvis stærkt i Danmark, når det handler om f.eks. vedvarende energi; men det er ikke den nuværende regerings fortjeneste, tværtimod. Da Vestas for nylig blev tvunget til at fyre godt 1.200 mand, handlede det om, at regeringen ikke havde satset på vindmøller og den vedvarende energi.

De store, toneangivende danske virksomheder er helt klar over, at markedet ikke bare løser det her af sig selv; de efterlyser politiske ambitioner på klimaområdet. 13 ud af 14 store danske virksomheder svarede for nylig, at de overhovedet ingen problemer har med grønne lovkrav, og halvdelen af de store virksomheder mener ikke, at regeringen gør nok for at reducere udslippet af drivhusgasser og begrænse klimaændringerne.

Derfor: Når Danmark til efteråret er vært for det store internationale klimatopmøde, skal vi – hvis vi tør – slå to fluer med ét smæk. Vi skal både løse klimakrisen, og vi skal skabe masser af nye grønne job. Det kan kun ske, hvis vi tør, og det kræver politiske ambitioner, politisk regulering og politisk handlekraft. Markedet løser ikke disse problemer af sig selv, erhvervslivet er parat, oppositionen er parat, og det ville være skønt, om regeringen også ville komme op i gear.

VK-regeringen har jo siddet tungt på magten sammen med Dansk Folkeparti i 8 år. Regeringen kom til magten i en økonomisk opgangstid, og i langt størstedelen af tiden siden 2001 har den haft vinden i ryggen. Alligevel dumper regeringen, når den skal bestå velfærdseksamen hos borgerne, som vi talte om under de korte bemærkninger. Danskerne oplever, at både ældrepleje, børnepasning, sygehuse og folkeskoler er blevet ringere og ringere, siden regeringen med daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen gennemførte kommunalreformen.

Ikke på et eneste område er der fremgang og markant tilfredshed at spore. Værst ser det ud på ældreområdet, hvor 81 pct. synes, at kvaliteten er blevet dårligere, mens kun 1 pct. synes, den er blevet bedre, og det kan ikke være tilfredsstillende for regeringen at møde den dom fra vælgerne. Det er statsministeren, der som indenrigsminister har haft ansvaret for kommunernes økonomi i årevis, og derfor er det også hans politik, der er til eksamen, og som altså dumper med et brag.

Det er bemærkelsesværdigt, at så mange borgere oplever en forringet velfærd og en ringere omsorg for vore ældre, vore børn og de mennesker, der er ramt af sygdom, og det endda efter en række år, hvor økonomien bare er buldret derudad, og regeringen sammen med Dansk Folkeparti har haft alle muligheder for at give velfærdssamfundet et løft. Det er da noget af en bedrift, og man kunne få den tanke, at den forsømte velfærd er udtryk for et bevidst politisk valg – altså at regeringen af ideologiske grunde har ønsket at svække det, der er fælles, mens man langsomt, men sikkert har udbygget alt det, der er privat. Vi har haft en lang debat om sundhedsområdet, men det er altså tankevækkende, at selv dele af regeringen erkender, at det ideologiske projekt på sundhedsområdet har betydet en solid overpris på mindst 25 pct.

For os i SF er det afgørende, at vi får givet velfærden et løft til gavn for småbørnene og børnefamilierne, til gavn for skoleeleverne, til gavn for de ældre og til gavn for de syge. Hvis det skal lykkes at skabe mere kvalitet, kræver det imidlertid, at regeringen dropper den politik, som i flere år har holdt kommunerne i en økonomisk spændetrøje. Lige nu står rigtig mange af kommunerne over for nogle store sparerunder, og det vil betyde nedskæringer for børn, skoler og ældre. Regeringen har stadig en chance for at rette op på velfærden, men det kræver, at man er parat til at give kommunerne en bedre økonomi.

Vi ønsker i SF et velfærdssamfund, hvor vi værner om vores fælles værdier. De er blevet forsømt under denne regering, og det er derfor, vi vil give velfærden et løft. Kommunerne skal have et løft, som borgerne kan mærke i form af reelle kvalitetsforbedringer for børn og ældre, og medarbejderne skal frigøres fra det blankettyranni og det bureaukrati, der tager tid og dræner dem for glæden ved at arbejde.

Regeringen og Dansk Folkeparti siger, at de i 7 år har forsøgt at skabe et sådant samfund. De dumpede i undersøgelsen fra i søndags, derfor kræver udviklingen en anden regering, og det arbejder vi på. Vi er parate til at tage over.

Tak til ordføreren. Foreløbig er der følgende ti, som er noteret til korte bemærkninger, og jeg læser lige op: hr. Peter Christensen, fru Pia Kjærsgaard, fru Henriette Kjær, hr. Hans Kristian Skibby, hr. Erling Bonnesen, fru Line Barfod, hr. Torsten Schack Pedersen, hr. Peter Skaarup, hr. Simon Emil Ammitzbøll og hr. Martin Henriksen.

Vi starter med en kort bemærkning fra hr. Peter Christensen.

Det var jo i sandhed en virkelig ideologisk tale, vi fik i dag – en meget ærlig tale. Den frie markedsøkonomi skal bekæmpes, socialismen skal sejre. Det var sådan set budskabet, og det synes jeg egentlig er ærligt. Men betyder det så, at hr. Villy Søvndal er fuldstændig ligeglad med f.eks. tallene, vi fik i går, fra regeringens Økonomisk Redegørelse, hvor vi kan se, at når vi sammenligner med andre lande, er et af de steder, hvor vi faktisk er hårdere ramt end andre lande, den private økonomi, altså faldet i det private forbrug? For det her handler om den socialistiske sejr. Privatforbrug er ikke noget, man skal bruge tid på. At stimulere det private forbrug med frigivelse af SP-midler eller skattelettelser er pjat. Det er kapitalistisk, og det skal bekæmpes.

Så er det ordføreren.

Nu synes jeg, at hr. Peter Christensen anvender meget stærke ord og kommer til at overdrive. Vi har ikke et ønske om at afskaffe et marked, vi har et ønske om at regulere et marked, for ellers går det frygtelig galt. Hele finanskrisen er vel i virkeligheden et udtryk for, at det går frygtelig galt, når man ikke regulerer markedet. Så får vi den type af spekulationskriser, som vi har set, og som jeg egentlig heller ikke troede at Venstre var tilhænger af. Er det ikke rigtigt, at også Venstre har været nødt til at revurdere nødvendigheden af at i hvert fald på nogle områder regulere den tøjlesløse kapitalisme?

Det andet område, jeg nævnte, hvor vi har behov for at regulere markedet, er klima- og miljøområdet. Tror Venstre virkelig, at man ville have været i stand til at lave det eventyr, vi lavede med vindmøllerne, hvis vi ikke havde fulgt op med politiske beslutninger, der gav markedsandele, og som har givet en sikkerhed for investeringer i fremtiden? Når man taler med virksomheder, siger de, at det er det, de efterlyser. De efterlyser en regering, som vil gå foran og skabe et marked, der ikke kommer af sig selv.

Så er det hr. Peter Christensen for den sidste korte bemærkning.

Når man ser det store fald, der er i det private forbrug, mener hr. Villy Søvndal så, at der er behov for at gøre noget ved det?

Så er det hr. Villy Søvndal.

Vi synes ikke, at den bedste måde, man hjælper det private på, er ved at give de skattelettelser, som regeringen har givet, og som er så flintrende skæve, som de overhovedet kan være. De allermest velhavende i det her samfund er dem, der får de store skattelettelser. Den måde, vi kan skabe aktivitet på – og det er det, man efterlyser – er ved, at vi sikrer, at nogle af de skoler og nogle af de plejehjem, der skal renoveres, bliver renoveret nu, så mennesker, der ellers går på dagpenge, får en normal løn for at gøre det.

Jeg var ude at diskutere hos Dansk Byggeri sammen med et medlem fra CEPOS. Det er jo ganske bemærkelsesværdigt, at der sad en flok arbejdsgivere, som følte sig noget tryggere, tror jeg, ved SF's udmeldinger med hensyn til synet på, hvordan vi skaber vækst i det her samfund, end ved synspunkterne fra CEPOS, som jo er Venstres tætte allierede. Det synes jeg var tankevækkende.

Så er der en kort bemærkning fra fru Pia Kjærsgaard.

Nu bemærkede jeg til gengæld, at hr. Villy Søvndal overhovedet ikke omtalte det vigtige valg, vi har om halvanden uge. Der var ikke ret meget om det i forhold til de andre ting, hr. Villy Søvndal kom med. Der kunne jeg godt tænke mig at høre noget lidt mere konkret i stedet for det, som hr. Villy Søvndal bare stod og læste op. Hvad med Tyrkiets medlemskab? Hvad med euroen? Hvordan ser hr. Villy Søvndal og Socialistisk Folkeparti på det? For der har man jo svajet som et siv i vinden, som hr. Villy Søvndal og Socialistisk Folkeparti har for vane. Jeg kunne godt tænke mig at høre nogle synspunkter, for jeg tror faktisk, at danskerne er rigtig interesseret i – måske mere, end opfattelsen er her i salen – hvordan de politiske partier stiller sig til det valg, vi skal have om halvanden uge.

Så er det ordføreren.

Jeg tror, at fru Pia Kjærsgaard har haft et kortvarigt åndeligt fravær. Jeg indledte faktisk min tale med at tale om valget netop for at vise, hvor betydningsfuldt det er. Så jeg forstår slet ikke bemærkningen fra fru Pia Kjærsgaard om, at jeg ikke omtalte det. Jeg brugte rigtig lang tid i min indledning til at tale om det, fordi jeg synes og SF synes, at det er et afgørende, vigtigt valg.

Så er det jo kendt, at hvad angår Tyrkiets medlemskab, støtter vi regeringens officielle linje, nemlig at på det tidspunkt, Tyrkiet er klar, skal Tyrkiet behandles ligesom ethvert andet land, det vil sige, at de skal leve op til de kriterier, der er defineret i København og derfor hedder Københavnskriterierne. Så vi er helt enige i regeringens nuværende linje. Det er jo altid rart også at kunne finde et sted, hvor man er enig med regeringen. Jeg håber så i øvrigt, at regeringen er enig om det med sig selv, men det antager jeg er tilfældet. Hvad angår euroen, synes jeg også, vi er meget klare, nemlig ved at vi siger nej til euroen i dens nuværende form. Det har vi sådan set sagt en hel del gange.

Så er det fru Pia Kjærsgaard for yderligere en kort bemærkning.

[Lydudfald] … euroen i dens nuværende form. Det er jo sådan, at regeringen ligesom går og venter på, at Socialistisk Folkeparti også på det her punkt skal svinge fuldstændig om i forhold til tidligere tider, som Socialistisk Folkeparti har gjort det på så mange andre punkter, eksempelvis i forhold til de andre forbehold. Nu mangler man så bare euroen.

Jeg vil godt høre noget lidt mere konkret. For jeg mener stadig væk, at man ikke bare kan stå og sige i overordnede vendinger: Ja, vi har et valg om halvanden uge, og det er vigtigt. Det er da også vigtigt, at der er nogle konkrete punkter om, hvad de politiske partier vil og kan i forhold til EU. Der hører vi ikke ret meget fra Socialistisk Folkeparti, hvorimod jeg må sige, at Dansk Folkeparti siger det fuldstændig klart. Vi siger nej til Tyrkiets medlemskab. Nej, vi ønsker ikke at afskaffe forbeholdene. Vi synes, det er uanstændigt, at man eksempelvis ikke har fået en folkeafstemning om Lissabontraktaten. Der er rigtig, rigtig mange ting, som vi melder totalt klart ud om og gerne så ofte som overhovedet muligt i den tid, der er tilbage, ligesom vi har gjort det før. Men jeg synes, det er meget svagt, hvad vi hører fra Socialistisk Folkepartis side om helt konkrete punkter, som borgerne interesserer sig for.

Så er det ordføreren.

Nu er det klart, at det kan virke svagt, hvis man ikke hører, hvad der bliver sagt. Når man ikke hører oplæsningen fra to og en halv side i min tale, der handlede om EU, og så bagefter spørger, hvorfor man ikke sagde noget om EU, kan det være svært at trænge igennem.

Hvad angår Lissabontraktaten, ønskede vi en folkeafstemning. Det var derfor, vi fremsatte et forslag om det i Folketingssalen. Tyrkiet har jeg lige redegjort for, det har jeg sådan set ikke behov for at gentage. Hvad angår euroen, har jeg lige redegjort for vores holdning, nemlig at vi er modstandere af den i dens nuværende form. Hvis man lytter, synes jeg godt, det er et budskab, der er til at forstå.

Så klandrer fru Pia Kjærsgaard os, at regeringen ikke spiller ud. Undskyld mig, indtil nu er det ikke os, der er i regering. Det bliver det, men foreløbig er det den nuværende regering, og det betyder, at det er den nuværende statsminister, der har udspilsretten med hensyn til euroen. Hvis han ønsker det, spiller han ud. Hvis han har et ønske om, at vi skal ændre opfattelse, må jeg sige, at vi jo har redegjort for, hvilke ting vi er optaget af, og der vil vi i så fald være optaget af statsministerens evne til at levere. Men sagen er meget klar. Får vi en afstemning om euroen i dens nuværende form, vil SF gå ud og anbefale et nej. Det kan ikke være en hemmelighed for nogen.

Så er det fru Henriette Kjær for en kort bemærkning.

Fru Pia Kjærsgaard gjorde i sit indlæg meget ud af, at man skulle være glad, og hvis der er en, der kan gøre mig glad, er det jo hr. Villy Søvndal. Det, vi så her, var jo en happy hour udført på 10 minutter: Det hele for den halve pris. Der var ikke grænser for, hvad der ikke skulle gøres og investeres i; der skulle skabes job, og kommunerne skulle bruge flere penge. Men så ville det jo være rart at vide, inden tømmermændene kommer, for de kommer jo også, når man sådan har været til happy hour, på et tidspunkt: Hvor skal de penge komme fra? For vi kan jo ikke bare gå ud og finansiere alt det her uden at have noget at bruge af, og der vil jeg jo godt høre lidt om hr. Villy Søvndals planer for finansieringen: Skal vi rulle skattelettelserne tilbage, dem, som vi har fået her i 2009, og dem, vi har planlagt der skal komme i 2010 osv.? Jeg tror ikke helt, det kan dække alle løfterne, men hvordan vil man klare finansieringen?

Så er det ordføreren.

Jamen den bekymring tror jeg godt jeg kan hjælpe fru Henriette Kjær med, og jeg er enig i, at man skal være munter i det her fag, for det tror jeg også er vigtigt. Men vi vil jo i god tid inden næste folketingssamling, altså inden vi mødes igen i oktober, sammen med Socialdemokraterne komme med vores udspil til den økonomiske politik, inklusive skattepolitikken, og det tror jeg også er bedst for os alle sammen. Jeg tror i virkeligheden også, det er bedst for fru Henriette Kjær, for så kan man jo sætte sig ned meget nidkært og sammenligne, om udgifter og indtægter også svarer til hinanden. Det kan være meget mere indviklet at stå og gentage så mange tal fra Folketingets talerstol. Og der kan fru Henriette Kjær i øvrigt ligesom alle andre være fuldstændig tryg. Vi er klar over, at der vil være meget stor interesse for det, vi laver, på det tidspunkt; alene af den grund vil vi gøre os meget stor umage med at sikre, at kolonnerne passer til hinanden.

Så er det fru Henriette Kjær for yderligere en kort bemærkning.

Jamen det glæder jeg mig til. Det bliver en rigtig munter åbningsdebat her efter sommerferien med SF's udspil og Socialdemokraternes skatteudspil osv. Men i mellemtiden kan vi så også glæde os over en ny alliance, nemlig SF, der er gået i alliance med storkapitalen, nemlig med vindmølleindustrien. For jeg står her med deres seneste nyhedsbrev, og det er jo sådan, at SF nu har udvist stor bekymring for Vestas og hele vindmølleindustrien. Men det var faktisk sådan, at omsætningen i 2008 steg til 53 mia. kr. mod 42,2 mia. kr. i 2007, og at eksporten steg til 42 mia. kr. i 2008 mod 34,9 mia. kr. i 2007, og sådan var der rigtig mange gode tal fra vindmølleindustrien. Nu er der selvfølgelig lidt tilbagegang, og det er jo, fordi vi har en global økonomisk krise, så der ikke kan handles så mange vindmøller, som man måske gerne kunne ønske sig. Men hr. Villy Søvndal må da indrømme, at det her ikke er den danske regerings skyld, og at det da går ganske udmærket for vindmølleindustrien.

Så er det ordføreren.

Vi er jo et parti, der spænder vidt. For lidt siden var Venstres ordfører, hr. Peter Christensen, inde på, at nu var det den rene og skære socialisme, han var udsat for. Nu hører vi så De Konservatives ordfører sige, at det er SF's alliance med storkapitalen. Så det er et bredt favnende parti, vi står over for, men det er det jo også på mange måder. Men det er rigtigt, at risikoen, hvis vi ikke passer på i øjeblikket, er, at det ikke alene er produktionsjobbene, der forsvinder fra Vestas; det var jo det, der skete med de 1.200 job, plus 700-800 oveni på LM Glasfiber, som producerer vinger. Det er over 2.000 job i den her branche, der er forsvundet. Hvorfor forsvinder de? For vindmøller er jo ikke nogle, man sådan transporterer rigtig langt; dem opfører man på stedet, hvor de skal placeres. Derfor er det så katastrofalt for den danske del af beskæftigelsen, at vindmølleudbygningen i Danmark er gået fuldstændig i stå. Men det, der er den næste store udfordring, er at sikre, at vi også bevarer forskningsjobbene, udviklingsjobbene i Danmark. For hvis der ikke er større lydhørhed i regeringen, end der er nu, for den her dagsorden, er risikoen, at også produktions- og udviklingsjobbene flytter et andet sted hen, og så har vi for alvor mistet et guldæg.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Hans Kristian Skibby.

Tak, hr. formand. Jeg vil gerne prøve at knytte et par spørgsmål til hr. Villy Søvndal om det her, som hr. Villy Søvndal var inde på i sin indledende tale, med, at man hos socialisterne håbede, at det ville blive en stor valgsejr for det grønne Europa og dermed også for den grønne gruppe i Europa-Parlamentet. Det er jo så dér, hvor SF hører hjemme i dag.

Jeg vil gerne spørge ind til det her med, at man hos folkesocialisterne jo har valgt at indgå i et valgforbund med eksempelvis Det Radikale Venstre, som indgår i den liberale gruppe, og som jo er langt, langt mere super hallelujaeuropæere, end SF er. Hvordan har hr. Villy Søvndal det med, at man tilsyneladende som mulig SF-vælger kan risikere, at ens stemme går til en radikal frem for til en SF'er?

Så er det ordføreren.

Det er jo så en risikovurdering, hvor jeg synes at risikoen kunne være langt større, nemlig at vi, hvis vi ikke havde alliancen, risikerede, at Dansk Folkeparti blev styrket. Det er jo den slags meget praktiske overvejelser, man sidder og foretager sig. Og der synes jeg selvfølgelig at det er en fremragende alliance vi har lavet; den vil jeg godt kvittere for over for både Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre.

At de partier, der formentlig kommer til at danne den næste regering i Danmark, også er de partier, der laver alliancen i forhold til europapolitikken, synes jeg at der er rigtig meget god fornuft i. Det er en rigtig smuk, god, køn og stærk alliance, vi har lavet der.

Så er det hr. Hans Kristian Skibby for yderligere en kort bemærkning.

Tak. Jeg vil sige til hr. Villy Søvndal, at en stemme på De Radikale vel burde være en stemme på De Radikale, og at en stemme på SF vel burde være en stemme på SF. Synes formanden for SF ikke, at de socialistiske vælgere hos SF burde have en klar forventning om, at en stemme på SF også ville betyde, at SF's politik var den, der ville blive ført med deres stemme? SF's formand nævner jo selv, at man i SF er modstandere af euroen i dens nuværende form, hvorimod et mandat til De Radikale jo ville betyde ja og amen til alt, hvad der har med fælles mønt at gøre.

Det ville jo sådan set være hele grundelementet i, at de overskydende stemmer fra SF går til en radikal, som så uden videre bare vil stemme ja til, at vi skal have euroen indført i Danmark. Det er da et meget stort forklaringsproblem at have over for Socialistisk Folkepartis kernevælgere.

Så er det ordføreren.

Jeg er glad for omsorgen for vores vælgere. Jeg tror, at jeg må berolige hr. Skibby med, at SF's vælgere er ret kloge folk, der godt er i stand til at se, at når man laver en alliance mellem tre partier, gør man det for at få så mange stemmer som muligt inden for de tre partier, fordi der alligevel er mere, der samler, end der skiller. Det vil jeg helt trygt overlade til dem, for ved en af de målinger, vi så, var risikoen, hvis vi ikke lavede den alliance, at Dansk Folkeparti fik et ekstra mandat. Og det er jeg sikker på er så stort et frygtscenario for rigtig mange af vores vælgere, at det gør, at de synes, det er en fremragende alliance.

Det er så rigtigt, at når man laver den type alliancer, ved man aldrig, hvor loddet ender. Det kan være, det er en fordel for Socialdemokratiet. Det kan være, det er en fordel for SF. Det kan være, det er en fordel for De Radikale. Det kan man ikke vide med sikkerhed; det afhænger af, hvordan vælgerne stemmer.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Erling Bonnesen.

Tak. Et af de områder, som regeringen også bakker op om og i samarbejde med Dansk Folkeparti har investeret rigtig mange penge i igennem årene, er hele sundhedsområdet. Alene i driften kan vi tælle rigtig mange milliarder kroner. Hvis vi kigger over på investeringssiden, er der også nu sat et meget omfattende program i gang for at få bygget nye sygehuse, for at følge op på hele den lægevidenskabelige udvikling, som jo heldigvis kan mere og mere.

Det, jeg sådan vil nærmere ind på, er så også, at der jo nu sammen med regionerne og i regionerne er udarbejdet nogle omfattende og formentlig gode planer for bygning af nye sygehuse, så jeg vil da ligesom mene, at det er nogle gode prioriteringer. Er SF's ordfører ikke enig i, at lige præcis også på det område bliver der foretaget nogle gode prioriteringer fra regeringssiden?

Så er det ordføreren.

Jo, jeg synes altid, man også skal give også en politisk modstander det, en politisk modstander skal have. Der er nogle af tingene, der er lykkedes, ikke så hurtigt som vi havde ønsket, men som trods alt har bevæget sig. Det er det der med planlagte operationer af kræft, hofter og knæ og sådan noget.

Minus har været tre ting. Det ene er de gamle medicinske patienter. Den typiske medicinske patient ligger og venter på gangen. Det er jeg sikker på at hr. Erling Bonnesen også er vidende om. Det er ikke kønt i et samfund, der er så rigt som vores. Det andet er psykiatrien, hvor udbygningen har været for svag. Det tror jeg også alle erkender i øjeblikket.

Det tredje område er den overpris, man har betalt til private. Det kan jeg ikke forstå, når det er Venstrefolk, der ellers plejer at være meget nærige med penge, bortset fra når det gælder forsvar, og når det gælder politi, og når det gælder privathospitaler. Alle andre steder på det offentlige område skal der vises tilbageholdenhed. Men her er der slet ingen grænser for det, her er kassen åben. Man kan bare tage selv. Man erkender fra vicestatsministerens side, at der har været 25 pct. overpris i alle de her år. Det er da en fantastisk historie for nogen, der mener, at de har ret til at benævne sig som økonomisk ansvarlige.

Så er det hr. Erling Bonnesen for en sidste kort bemærkning.

Tak. Jamen jeg kvitterer for det gode svar på, at der er foretaget rigtig mange gode ting på driftssiden på hele sundhedsområdet. Selvfølgelig kan der altid være mere at gøre.

Så kunne det være helt rart også lige at få sat sådan et godt flueben ved hele investeringssiden, for det kan jo godt undre, at SF sådan har været imod – i hvert fald på lange strækninger – i debatten om udbygnings- og investeringsområdet for hele sygehusområdet, hvor det er helt naturligt for os i Venstre at sige, at selvfølgelig skal man da have moderniseret og bygget nyt. På nogle punkter er man så også nødt til at samle tingene f.eks. for topspecialerne, men stadig væk sørger vi også for nærheden, sådan at de mere enkle ting stadig væk kan foregå forholdsvis tæt på. Det er da nogle gode, sunde prioriteringer for os at se, så kan vi også i dag ligesom få en kvittering fra SF's formand på, at det faktisk er en rigtig god linje, vi har fået sat i gang på investeringssiden?

Så er det ordføreren.

Det er bestemt rigtigt at investere i gode, moderne sygehuse ud fra alle forudsætninger. Det giver bedre patientbehandling, og det giver mindre sygelighed blandt personalet, og man kan udnytte den moderne teknologi.

Hvad angår den debat, der er gang i i regionerne lige i øjeblikket om sygehusstrukturen, tror jeg, det er bedst, at Folketingets medlemmer lader være med at gå ind og være overdommere på den besværlige diskussion, de har ude i rigtig mange af regionerne. Det er en besværlig debat, hvor der er rigtig mange lokale interesser, så der vil jeg ikke gå ind og være overdommer. Den udfolder sig helt naturligt i de regioner, der er valgt til at have det ansvar.

Så er der en kort bemærkning til fru Line Barfod.

Hr. Villy Søvndal sagde en del ting i sin tale om, hvad vi gør i forhold til de store kriser, både klimakrisen og den økonomiske krise. Jeg er selvfølgelig helt enig i, at vi skal gøre en stor indsats for at skaffe job, og også meget gerne grønne job. Men desværre er der jo allerede mange, mange tusinde mennesker, der er blevet arbejdsløse, og det ser ud til, at arbejdsløsheden fortsætter med at stige.

Derfor vil jeg gerne høre, hvad SF's holdning er til at sikre, at disse mennesker får en ordentlig dagpengekompensation. Problemet er jo, at dagpengene er blevet så udhulet, at rigtig mange af dem, der bliver fyret, nu kun får halvdelen af deres hidtidige løn, når de kommer på dagpenge. Vil SF være med til at se på, at vi bliver nødt til at sikre en højere kompensation, altså højere dagpenge?

Så er det ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg synes, at der er to store problemer med dagpengene. Det ene er, at vi for første gang skal gennemløbe en krise, hvor 30 pct. af dem, der er på arbejdsmarkedet, ikke er medlemmer af en a-kasse. Det betyder, at rigtig mange vil få det chock den dag, de møder og melder sig arbejdsløse på kontanthjælpskontoret eller på socialkontoret, at de ikke kan få noget. Hvis man er gift med en, der bare har en normal indkomst, bortfalder kontanthjælpen. Det tror jeg chokerer rigtig mange. Det er det ene problem.

Det andet problem med kompensationen, som fru Line Barfod nævner, der er det sådan i dag, at gennemsnitskompensationen for en typisk LO-medarbejder er mellem 50 og 55 pct. Det er ekstremt lavt, det er historisk lavt. Det er vi nødt til at kigge på for at sikre en kompensation, der gør, at mennesker i forbindelse med arbejdsløshed ikke skal opleve, at deres personlige økonomi fuldstændig bliver flænset fra hinanden.

Så er det fru Line Barfod for yderligere en kort bemærkning.

Det glæder mig meget at høre, at SF åbner for, at vi kan gå ind og se på at få hævet dagpengene. Jeg er helt enig i, at vi også skal se på at gøre det nemmere at komme ind i a-kasse-systemet og være forsikret, så man kan få dagpenge.

Vi hørte tidligere på dagen, at Socialdemokraterne nu også har åbnet for, at vi kan se på det, og derfor skulle der jo være nogle gode muligheder, for det er et kæmpe problem. Derfor håber jeg, at der også snart kommer lidt mere konkret fra SF om, hvor langt de så er villige til at gå for at sikre, at man får en ordentlig kompensation, så vi ikke risikerer, at folk må gå fra hus og hjem, når de bliver arbejdsløse, og så vi finder en løsning i forhold til de mange, mange tusinde mennesker, der nu er arbejdsløse. Nogle af dem er altså helt uden indkomst, og mange af dem har kun den halve indkomst af, hvad de før havde.

Så er det ordføreren.

Det er rigtigt, og det er jo en ekstremt relevant diskussion lige øjeblikket med de opskrivninger, der også figurerer i regeringens redegørelse. Den, der kom fra finansministeren i går, opskriver på en gang forventningerne med hensyn til arbejdsløsheden med 46.000 mennesker, sådan. 46.000 mennesker – det er en hel dansk provinsby, vi taler om, der i løbet af i år stiller sig i arbejdsløshedskøen, og så er det endda en meget forsigtig vurdering. Hvis man kigger på OECD's vurdering, Nationalbankens vurderinger osv., så er det meget højere vurderinger af, hvor mange arbejdsløse der bliver.

Så det her er en ekstremt relevant diskussion, og jeg tror, vi skal diskutere, både hvordan vi sikrer dem, der er uden for a-kasse-systemet i dag, og hvordan vi sikrer en ordentlig kompensation. Vi skal diskutere uddannelse, og hvordan vi sikrer, at vi bruger den her situation til at få uddannet arbejdskraften, for på den anden side af den her krise er der givetvis færre ufaglærte job, end der er i dag.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak. Jeg har længe haft svært ved helt præcist at finde ud af, hvad Socialistisk Folkeparti egentlig render rundt og mener, og det tror jeg at en del ud over mig også har haft. Jeg har egentlig også fundet ud af hvorfor, for på et tidspunkt, da Socialistisk Folkeparti havde landsmøde her i april, var der en journalist, der spurgte hr. Villy Søvndal følgende: I skriver, at I vil en revolutionær proces, hvor befolkningen gradvist afskaffer kapitalisme. Hvad betyder det? Og så svarede hr. Villy Søvndal: Det er nok et lidt upræcist udtryk, som rigtig mange forbinder med den russiske revolution i 1917. Jeg ville have foretrukket, at vi havde udtrykt os mere præcist. Citat slut.

Mere præcist om det med at afskaffe kapitalismen skal jeg bare spørge: Er det forslag, man rent faktisk vedtog på landsmødet, der handlede om at begynde at afskaffe kapitalismen, det første spæde skridt, altså der, hvor det handler om, at virksomhedernes overskud skal beslaglægges i sådan nogle særlige puljer, som medarbejderne så har rådighed over, altså sådan et økonomisk demokrati fra halvfjerdserne? For det vil jo i virkeligheden så være et svar på spørgsmålet og gøre det lidt mere præcist, hvad det betyder, når Socialistisk Folkeparti ønsker gradvist at afskaffe kapitalismen.

Så er det ordføreren.

Det er selvfølgelig altid lidt ærgerligt, hvis hr. Thulesen Dahl har svært ved at finde ud af, hvad SF mener. Han mente i øvrigt, det var en udbredt tendens. Det tror jeg nu ikke. Jeg synes, det ser ud til, at folk meget godt kan forstå, ikke alene hvad vi siger, men også hvad vi mener. Så jeg tror, det er et problem, der ikke er så bredt, som hr. Kristian Thulesen Dahl anskuer det.

Så er det rigtigt, at jeg synes, at nogle af de termer, vi anvendte, var lidt upræcise, og det var jo derfor, at vi vedtog et reformprogram. Så jeg tror måske, at jeg med fordel kunne anbefale hr. Thulesen Dahl at læse reformprogrammet, så vil han være sikker på, hvad SF's arbejde vil være, når vi går ind i en kommende regering.

Så er det klart, at det også kan være svært måske at få helt fat på det der med ØD, fordi Berlingske Tidende havde fået galt fat på det. Vi har aldrig foreslået ØD i vores reformprogram. Jo, hvis vi går helt tilbage i tiden, så har vi jo gjort det i halvfjerdserne, men så langt skal vi også tilbage.

Det, vi foreslår, er en pulje, hvor man tager en del af overskuddet i virksomheder, og det overskud skal fordeles i et samarbejde mellem virksomhedsejerne og de ansatte. At gøre det til socialisme er meget vidtgående, for konsekvensen vil i så fald være, at de virksomheder, der allerede i dag praktiserer det, er nogle frygtelige socialistiske nogle, og det tror jeg altså vil være en fuldstændig overdramatisering. Det ville de virksomheder, som praktiserer det her i dag, også synes.

Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl for en sidste kort bemærkning.

Det lyder, som om hr. Villy Søvndal ikke rigtig kan finde ud af, om han skal bevæge sig væk fra sit tidligere ståsted i et forsøg på at tiltrække vælgere eller han skal stå ved det. Han bliver også spurgt i det samme interview: Der står hverken socialisme eller socialistisk en eneste gang i det nye reformprogram, men det står 36 gange i principprogrammet. Skal man lægge noget i det? Nej, det skal man ikke, er svaret.

Hr. Villy Søvndal bliver også spurgt: Er man i gang med at flytte SF et andet sted hen i dag, altså end tidligere? Svaret på det er et definitivt nej. SF's bærende værdier er præcis de samme, som da jeg meldte mig ind i 1977, siger hr. Villy Søvndal i interviewet.

Vi har så et principprogram, hvori der ikke bare står socialisme 36 gange, men også står, at man gradvist vil afskaffe kapitalismen, og der kommer så konkrete forslag på landsmødet, som rent faktisk bliver vedtaget, og som handler om, at man skal reservere en del af virksomhedernes overskud, som medarbejderne skal særlig ret til.

Jeg ved godt, at det i den mildere undgave end den, der oprindelig var foreslået på landsmødet, var noget med, at man ikke fuldstændig kan gå hen over virksomhedsejeren, og det er dog en modifikation af det tidligere. Men hr. Villy Søvndal kan vel godt se, at det allerede nu er lidt svært, for nu har man vedtaget noget på landsmødet, der er i strid med de bærende principper fra dengang, hr. Villy Søvndal meldte sig ind i 1977, så der er altså sket noget i den mellemliggende tid.

Så helt ærligt, hvad er det, man har gang i i Socialistisk Folkeparti? Er det reelt at lave en ny politik, eller er det at stå ved de bærende principper, som åbenbart har været der i ganske mange år, og som jo er udtrykt i partiets principprogram?

Så er det ordføreren.

Igen: Jeg er virkelig glad for Dansk Folkepartis utrolige interesse, det er godt for alle mennesker at have sunde interesser, og den der fantastiske interesse for SF kvitterer jeg for. Det er rigtig godt. Det er så ærgerligt, at man ikke har fået fat i detaljerne, synes jeg, for vi foreslår afsat en pulje, som medarbejdere og virksomhedsejere disponerer over i fællesskab.

Jeg spørger bare: Ville det ikke være klogt for nogle af de virksomheder, der bliver kastet rundt af forskellige kapitalfonde og hedgefonde og sådan noget, og ville det ikke være en fordel, hvis ejere og ansatte kunne have bare lidt større indflydelse på, hvordan virksomheder bliver kastet rundt? Men jeg forstår, at hr. Kristian Thulesen Dahl, som engang hævdede, at han var tilhænger af den lille mand, nu synes, at den lille mand er de hedgefonde, de kapitalfonde, som efter hr. Thulesen Dahls udsagn, hvis han synes, det her er et problem, fuldstændig frit kan få lov til at smide rundt med arbejdspladser, som de vil. Og da vedstår jeg gerne, at vi vil forsvare retten for de ansatte på en virksomhed til at være med til at bestemme over en del af overskuddet sammen med virksomhedsejerne. Det synes jeg er en meget moderne form for indflydelse for de mennesker, der arbejder på en arbejdsplads, men jeg forstår, at Dansk Folkeparti er uenig – det er fair nok.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Torsten Schack Pedersen.

Jeg har også haft fornøjelsen af at kigge lidt på SF's hjemmeside og set, at Socialistisk Folkeparti jo foreslår, at der skal ansættes 7.950 ekstra medarbejdere i den offentlige sektor, og jeg håber, at hr. Villy Søvndal vil bekræfte, at det er partiets politik. Så jeg skal bare høre, hvordan hr. Villy Søvndal har det med, at Socialistisk Folkepartis nærmeste allierede og statsministerkandidat, fru Helle Thorning-Schmidt, udtaler til Jyllands-Posten den 19. marts, at det vil være uansvarligt på nuværende tidspunkt at udvide den offentlige sektor. Hvordan har hr. Villy Søvndal det med, at fru Helle Thorning-Schmidt fuldstændig underkender Socialistisk Folkepartis økonomiske politik?

Så er det ordføreren.

Jeg tror, hr. Torsten Schack Pedersen kom til at fortale sig. Han kom til at sige »SF's hjemmeside«, hvor man i øvrigt plejer ret konsekvent at sige »Socialistisk Folkepartis hjemmeside«. Jeg håber ikke, det betyder noget for muligheden for fremtidige forfremmelser, at der kom den fortalelse – for os er det ikke et problem.

Men det er rigtigt, som noteret, at SF har et ønske om at ansætte flere, og det har vi aldrig lagt skjul på.

Vi synes, hjemmehjælpen er for dårlig; vi synes, at der under den her regering er blevet for langt mellem, at de ældre kan komme i bad, kan få gjort rent, og at der er tid til omsorg og snak. Det, vi er gået til valg på, også ved sidste folketingsvalg, er at ansætte 5.000 flere i hjemmeplejen. Noget andet, vi er optaget af, er at få en bedre folkeskole, vi er optaget af at give børnene en rigtig god start. Vi tror, at det at sikre en bedre hjælp i dansk og matematik i 1.-3. klasse vil hjælpe rigtig mange børn bedre på vej, når det gælder om at kunne regne, skrive og læse rigtig godt.

Så det er rigtigt, at det var det, vi gik til valg på. Det er det, vi fortsat mener.

Hr. Torsten Schack Pedersen for den sidste korte bemærkning.

Det må være en særlig oplevelse for hr. Villy Søvndal at opleve, at Det Radikale Venstres partileder, fru Margrethe Vestager, på Det Radikale Venstres hjemmeside lagde notater ud om Socialistisk Folkepartis uansvarlige økonomiske politik, fordi det ifølge Det Radikale Venstre var helt uansvarligt at overlade styringen af dansk økonomi til Socialistisk Folkeparti. Og det må vi så også konstatere er præcis det samme, som fru Helle Thorning-Schmidt siger, for fru Helle Thorning-Schmidt siger, at det vil være uansvarligt at udvide den offentlige sektor.

Hvordan har hr. Villy Søvndal det med, at de to partier, som hr. Villy Søvndal allerhelst vil arbejde sammen med, betegner hr. Villy Søvndals partis politik som direkte økonomisk uansvarlig?

Så er det ordføreren.

Egentlig er det jo en sjov diskussion, og jeg synes specielt, det er sjovt at skulle tage den med en Venstremand, når man kigger på de områder, hvor regeringen har haft den fulde indflydelse på den offentlige sektor. Hvor er det henne? Det er på forsvarsområdet. Hvad er Venstres udmelding til de forsvarsforhandlinger, der foregår, hvis man skal tro Venstres forsvarsordfører, hr. Karsten Nonbo? Den er: Her er en åben kasse, 2 mia. kr. mere om året kan I bare komme og tage. Det andet store område, som staten har direkte indflydelse på, er retsvæsenet og domstolene. Og hvordan er det nu, det er gået de sidste par år? Er det tillægsbevillinger på 1,3 mia. kr., vi taler om?

Så jeg synes, det er skrap kost at skulle høre fra hr. Schack Pedersen, at vi, der prøver at få indtægter og udgifter til at ligne hinanden, ikke skulle være økonomisk ansvarlige.

Det er Venstre, og det er Konservative, der har et problem, det vil sige, at der, hvor man ikke har et problem, er der, hvor man beder andre om at foretage de økonomiske prioriteringer, for når kommuner og amter bliver dikteret smalle vækstrammer, er der ingen problemer, men på statens egne områder virker det næsten, som om kassen er åben og man bare kan komme og tage, hvad man vil, i hvert fald hvis man hører de borgerlige forsvarsordførere.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Peter Skaarup.

Jeg vil gerne stille et spørgsmål til SF's ordfører. Det var ikke noget, ordføreren var inde på under sit ordførerindlæg, men jeg synes alligevel, at det er så aktuelt et emne, at det er vigtigt at høre, hvor Socialistisk Folkeparti står henne i det. Det handler om den besættelse, der er sket inden for den seneste tid af to københavnske kirker, først Vor Frue Kirke, Domkirken, og derefter Brorsons Kirke. Synes hr. Villy Søvndal, at det er rimeligt, at man forsøger at blive i Danmark og få asyl ved at besætte danske kirker?

Så er det ordføreren.