Når man som jeg er født det samme år, hvor Hitler iværksatte jødeforfølgelserne i Danmark, og i øvrigt kender sin verdenshistorie, skaber begrebet antisemitisme naturligvis uhyggelige billeder. Forleden sagde en ung mand, søn af en jødisk mor, til mig, at man jo ikke tør gå ned ad Nørrebrogade med en jødestjerne på jakken. Hvad enten udsagnet nu er berettiget eller ej, føles det altså på den måde af afsenderen med den jødiske mor, og sådan føles det desværre af mange jøder i dagens Danmark.
Forespørgerne har i forespørgslen ikke fokuseret på det mere generelle begreb diskrimination og heller ikke på racisme eller antisemitisme i almindelighed. Forespørgernes spørgsmål vedrører alene antisemitisme blandt muslimer, men jeg forstår på ordføreren for forespørgerne, at det ikke er udtryk for, at man vil anklage alle muslimer i Danmark for at være antisemitter.
Lad det være sagt med det samme: Regeringen tager afstand fra enhver form for usaglig diskrimination på grund af religion og etnicitet og tager naturligvis særlig stærk afstand, når en sådan diskrimination udvikler sig til egentlig racisme og endnu værre til antisemitisme som et egentligt program. I Danmark vækker antisemitisme særlig afsky hos de fleste. Jøderne udgør et lille mindretal i Danmark, de er at betragte som hundrede procent danskere, og der er næppe en eneste jødisk familie i Danmark, der ikke har medlemmer og slægtninge - hvis de ellers lever endnu - der har måttet flygte en eller flere gange i deres liv, alene fordi de er jøder.
Det er naturligvis helt uacceptabelt, hvis jøder og andre borgere i Danmark ikke kan være i fred og ikke kan have deres tro i fred. Religionsfriheden er i Danmark og den vestlige verden en helt grundlæggende frihedsrettighed. Religiøs tro vedrører det inderste i et menneske, og det er naturligvis også derfor, religionsfriheden har fået sin særlige grundlovsbeskyttelse og ud over trosfriheden udstrækkes til også at omfatte religionsudøvelsen. Med beskyttelsen i grundloven følger også, at staten er forpligtet til at beskytte den enkeltes frie ret til at dyrke sin tro og at konvertere til en anden tro, hvad enten den enkelte nu ønsker at forlade jødedommen, islam, kristendommen eller andre religioner.
Beskyttelsen fremgår også af to straffebestemmelser, nemlig racismeparagraffen og blasfemiparagraffen. Derudover er der i strafudmålingsbestemmelsen i straffeloven indført, at hvis der sker et overgreb mod et andet menneske og det er bevist, at den kriminelle gerning har baggrund i personens etniske oprindelse, tro, seksuelle orientering eller lignende, er det en skærpende omstændighed. Racismebestemmelsen omhandler i øvrigt ud over trusler også udbredelse af racistisk propaganda.
Det er således på den ene side i grundloven anført, at enhver har en række grundlæggende frihedsrettigheder, og der er på den anden side i straffeloven opsat strafferetlige værn, der sikrer, at racisme, antisemitisme, opfordring hertil og propaganda er strafbart. Ud over straffeloven har Folketinget vedtaget både loven om etnisk ligebehandling og vedtaget at styrke borgernes klagemuligheder ved oprettelse af Ligebehandlingsnævnet, der skal behandle klager over alle former for diskrimination.
Man kunne håbe, at de forfærdelige skændselsgerninger i Hitlers gaskamre og i nazismens udryddelseslejre havde gjort menneskeheden klogere, og det er da også givet, at langt de fleste i Danmark vil tage skarpt afstand fra ikke mindst ethvert tilløb til antisemitisme. Men desværre er det altså også sådan i Danmark, at et lille mindretal har nazismen som deres erklærede ideologi, og der er desværre også muslimske miljøer, hvor antisemitismen lever.
Den nyudnævnte formand for Det Mosaiske Troessamfund gav forleden i Politiken udtryk for, at han er af den opfattelse, at antisemitismen vokser, og den vurdering står han ikke alene med. Også Dokumentations- og rådgivningscenteret om racediskrimination har udtalt til dagspressen, at man konstaterede en voldsom stigning i antallet af såkaldt antisemitiske hændelser i januar i år. Man går nok ikke helt galt i byen, når man kæder disse hændelser sammen med Gazakonflikten, men det er overhovedet ikke nogen undskyldning. Krig i andre dele af verden kan ikke undskylde nogen som helst krænkelse og kriminel adfærd i Danmark.
Uheldigt var det naturligvis, at en leder i Odense udtalte, at han ville fraråde, at jødiske børn kom på hans skole, fordi han frygtede, at der så ville udbryde konflikt med palæstinensiske elever på skolen. Det er naturligvis fuldstændig uacceptabelt, og jeg ved, at undervisningsministeren omgående greb ind og, som jeg har forstået det, sendte en hyrdeskrivelse og udtrykte sin afstandtagen fra det. Det er naturligvis helt uacceptabelt, hvis skolerne ikke netop sørger for, at den slags ikke kan ske.
Formanden for Det Mosaiske Troessamfund, som jeg nævnte før, anførte også, at muslimer sammen med Det Mosaiske Troessamfund har indledt en oplysningsvirksomhed. Det er jo en meget glædelig udvikling, og det er faktisk nok et historisk samarbejde. Endvidere gav formanden i artiklen i Politiken udtryk for, at midlet mod antisemitisme og racisme er dialog og oplysning, og det er også regeringens opfattelse. Det er en effektiv integrationsindsats, der bygger på de danske værdier, som er nedfældet i grundlovens frihedsrettigheder, der er det bedste forebyggelsesmiddel. Det er undervisning i historie, demokrati og medborgerskab, der først og fremmest skal modvirke enhver form for racisme.
Enhver borger, der holder sig inden for lovens grænser, skal mødes med respekt, helt uafhængigt af den enkeltes religion og etniske oprindelse. Vi vil simpelt hen ikke finde os i, at der er nogen, der forsøger at føre hverken den ene eller den anden krig til Danmark, men da det åbenbart kan være svært for nogle at forstå, har regeringen udarbejdet en handlingsplan om bekæmpelse af ekstremisme, og der er nedsat en tværministeriel arbejdsgruppe, der skal udarbejde en ny handlingsplan om ligebehandling inden udgangen af dette år.
Det er klart, at de handlinger og tendenser, vi har iagttaget i årets begyndelse, har givet undervisningsministeren og mig anledning til igen at overveje, om vi kan sætte yderligere ind i forebyggelsesarbejdet. På foranledning af Dansk Folkepartis forespørgsel i dag vil jeg drage omsorg for, at der også fokuseres særligt på omfanget af antisemitisme i visse muslimske miljøer i Danmark.
Side om side med integrationsarbejdet i undervisningsministerens og mit eget ministerium og i øvrigt i mange andre ministerier er det selvfølgelig klart, at PET holder øje med udviklingen. Hvad det angår, er der jo mulighed for, at offentligheden kan følge med i de årlige rapporter, der udgives, og jeg skal i den forbindelse bemærke, at over år tyder det på, at indberetningerne fra politikredsene har vist en faldende tendens, når det drejer sig om anmeldelser om racisme.
Det vigtigste er selvfølgelig ikke disse indberetninger og overvågning og straf. Det vigtigste er overhovedet at undgå racistisk og antisemitisk adfærd, og det er den vedvarende integrationsindsats, der er den væsentligste indsats for at forebygge dette. Det er indsatsen for at skaffe uddannelse og arbejde til alle, det er indsatsen for at give alle, der kommer til Danmark, viden om og forståelse for, hvordan vi har indrettet os her.
Der skal ske en vedvarende holdningsbearbejdning for at bibringe alle en forståelse for og accept af, at i Danmark ligger man altså ikke i krig med hinanden, fordi man har forskellig religion eller kommer fra forskellige lande. I Danmark gælder frihedsrettighederne for enhver, og i Danmark har enhver pligt til at respektere, at det er sådan. Vi vil ikke finde os i overgreb.
Derfor har regeringen lige siden sin tiltræden iværksat og løbende fulgt op på en lang række initiativer, der har fremmet nydanskernes danskkundskaber, uddannelse og beskæftigelse. Den intensive integrationsindsats og opstramningen af udlændingeloven sammen med Dansk Folkeparti har givet gode resultater. Denne regering har vendt udviklingen, og flere er blevet bedre til dansk, flere er kommet i arbejde, flere har fået en uddannelse, og flere føler sig godt tilpas i Danmark. De kolde kendsgerninger taler deres tydelige sprog herom.
Netop når vi taler om det spørgsmål, Dansk Folkeparti har rejst om antisemitisme - og jeg tør tage racisme i det hele taget med - jamen så er det jo klart, at den holdningsbearbejdning og videntilførsel, der til stadighed foregår for at få nydanskere til at forstå, at de er kommet til et frit land med vidtgående frihedsrettigheder for alle, skal begynde allerede i barnets tidligste leveår. Lærerne skal ikke blot give børnene viden og forståelse gennem kundskaber, men også lære børnene, hvordan man omgås hinanden.
Der skal selvfølgelig ikke være tale om, at vi ikke har lov til at være forskellige. Ethvert barn med fremmede rødder skal respekteres, også for den personlighed, et barn med fødderne solidt plantet i to kulturer, har. Men vi er bare nødt til at forlange, at de bibringes forståelsen af, at der er grundlæggende rettigheder og normer, som de skal respektere, hvis de vil være i Danmark, og som ikke kan fortrænges, fordi man har rod i en anden kultur, og at rod i en anden kultur ikke kan bruges som undskyldning for at krybe udenom.
Regeringen er helt klar over, at der i dag stilles meget, meget store krav til skolerne og ikke mindst til de skoler, hvor der er mange børn med forskellige rødder, og hvor forældrene måske tilhører mindretal, der indbyrdes i deres tidligere liv har været i krig med hinanden. Men jeg gentager: Regeringen vil under ingen omstændigheder acceptere, at en eneste, der kommer hertil, fortsætter krigen eller chikanen i Danmark. Det er ganske enkelt strafbart.
Vi kender alle de triste billeder fra fremmede himmelstrøg, hvor børn opdrages til at dræbe hinanden, kaste sten efter hinanden, bekæmpe hinanden - ja, opdrages til at hade hinanden. Vi ved, at had kan dræbe, men vi ved også med Grundtvig, at ordet skaber, hvad det nævner, og det billede kan godt overføres og udbredes - og skal overføres og udbredes - langt længere, end meningen var i den elskede danske salme. Ordet skaber, hvad det nævner, er også en holdning, der ligger langt ud over det evangeliske ord, og for at udbrede kendskab til og forståelse for de værdier, der er nødvendige for det danske folkelige fællesskab, må man som beslutningstager også træde til med noget så jordbundet som cool cash. Det har regeringen gjort, og det bliver vi ved med.
Lad mig blot nævne, at regeringen for at styrke de såkaldte tosprogede elevers faglighed og integration under initiativer som »Lige muligheder« har afsat midler over en 3-årig periode til en særlig rådgivningsenhed for de tosprogede i grundskolen, den såkaldte Tosprogs-Task Force. Der er endvidere afsat midler til at styrke forældreinddragelsen af nydanske forældre i grundskolen.
Lad mig så her i dag benytte lejligheden til at udtrykke min taknemlighed over, at så mange lærere og så mange frivillige forældre med såvel danske som udenlandske rødder og mange andre gør meget andet, end hvad penge kan gøre, for at få integrationsindsatsen til at lykkes. Både de danske og de nydanske forældres holdninger og de danske og nydanske læreres indsats er helt afgørende for, at den opvoksende ungdom føler sig som en del af det danske fællesskab og dermed kan føre vort frie demokrati videre. Hvis vi ikke alle bidrager på hver vor måde til, at alle føler sig som en del af det danske fællesskab, kan vi heller ikke forvente, at alle skal føle ansvar herfor.
Vi danskere, der selv er opvokset med demokrati, er nok tilbøjelige til at tage det som en selvfølgelighed. Vi mener, det er en selvfølge, og vi tænker ikke over, at vi har demokrati og danske værdier. Men det er også en menneskelig erfaring, at det selvfølgelig overses, og derfor har vi også alle en moralsk borgerpligt til selv at huske på, at mange kommer til Danmark fra forfærdende forhold, men også forhold, hvor tankegangen er ganske anderledes end her. Kun ved selv at være gode eksempler som borgere og som forældre og bedsteforældre kan vi bibringe andre forståelsen af, hvordan vi omgås hinanden i Danmark. Danmark er et åbent samfund, hvor uenighed tackles med diskussion og modsigelse og ikke med chikane og andre og værre overgreb. Undervisningsministeriet har i 2006 udgivet et materiale, »Undervisning i demokrati«, et materiale, der skal inspirere til at arbejde med at bevidstgøre om de danske værdier.
Arbejdet mod ekstremisme og radikalisering ligger regeringen meget på sinde. Af regeringsgrundlaget fremgår det klart, at regeringen vil opprioritere forståelse for vore frihedsværdier med fokus på den gensidige respekt, herunder en selvfølgelig respekt for kønnenes ligestilling. Regeringen har fremlagt en samlet handlingsplan for at forebygge ekstremistiske holdninger og radikalisering blandt unge, og meningen hermed er at bibringe alle forståelsen af, at vi netop alle har et ansvar for positivt at bidrage til vort fællesskab og lære om ytringsfrihed, dialog og modsigelse, som altså er den måde, vi løser uenigheder på. Det er jo også gennem dialogen og modsigelsen her i Folketinget, at vi når frem til de politiske beslutninger og resultater. Vor måde at beslutte på og omgås hinanden forudsætter som sagt, at alle føler sig inkluderet og føler, at de er en del af beslutningsprocessen. At det danske folk i dag rummer så mange med fremmede rødder, ændrer ikke på dette, og i regeringen vil vi vedvarende fortsætte den indsats, vi er begyndt på.
Antisemitismen er selvsagt indtænkt i alle initiativer, og jeg kan forsikre for, at både undervisningsministeren og jeg, der kender vor historie og er gamle nok til at vide, hvad der foregik, da vi var børn, specielt vil have dette in mente. Jeg har ikke ord, der er stærke nok til at udtrykke, hvor modbydelig jeg finder antisemitismen, men det ligger også i sagens natur, at hvis man alene fokuserer på antisemitisme, kan der være andre, der føler sig diskrimineret, og derfor skal indsatsen - som det også er fremgået af min tale - bredes ud, så intet mindretal er i tvivl om, at her i Danmark er der religionsfrihed for alle. Derfor har undervisningsministeren og jeg også i fællesskab finansieret et pilotprojekt, som udføres af Dansk Institut for Internationale Studier, nemlig et undervisningsmateriale, som alle skoler kan betjene sig af, og som er gratis.
Til sidst skal jeg nævne, at Danmark, organiseret af Undervisningsministeriet, jo specielt fejrer den 27. januar som Auschwitzdag, altså den internationale mindedag til minde om holocaust. Dagen er også mindedag for de andre folkedrab, men det er selvfølgelig klart, at holocaustforbrydelserne og den umenneskelighed, der lå bag, kaster en særlig skygge over Europa og dermed Danmark. Vi kan ikke løbe fra historien, vi skal tværtimod lære af den, og lad os nu vise i dag, at vi netop i debatten selv kan leve op til vore dyder.