Det næste punkt på dagsordenen er:

9) Forespørgsel nr. F 22:

Forespørgsel til udenrigsministeren:

Vil udenrigsministeren redegøre for regeringens planer om at afvikle de danske EU-forbehold?

Af Morten Messerschmidt (DF), Pia Adelsteen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Martin Henriksen (DF), Pia Kjærsgaard (DF) og Peter Skaarup (DF).

(Anmeldelse 13.01.2009. Fremme 20.01.2009).

Jeg giver med det samme ordet til ordføreren for forespørgerne, hr. Morten Messerschmidt, for at begrunde forespørgslen.

Tak, formand. Der har efterhånden været en hel del uklarhed om, hvad regeringens strategi, når det handler om de danske EU-forbehold, egentlig er. Det er en uklarhed, som vi i Dansk Folkeparti finder at vi ganske enkelt ikke kan leve med længere. I sit regeringsprogram har man skrevet, at man vil afvikle forbeholdene, altså afvikle den suverænitet, som Danmark stadig væk med det yderste af fingerspidserne hiver til sig, i forhold til et EU-samarbejde, der til stadighed trækker i den anden retning. Samtidig kan vi altså se, hvordan det er helt afgørende, at vi i Danmark kan fastholde vores stramme udlændingepolitik, fordi vi har retsforbeholdet, og vi kan se, hvordan vi kan fastholde en sund økonomisk udvikling - vi har klaret os markant bedre gennem finanskrise osv. osv.

Med andre ord er der for regeringen grund til at give en klar status på, hvad det egentlig er for en strategi, man vælger at følge. Vil man holde fast i den succes, som dansk suverænitet utvivlsomt har været, eller vil man også på det område sælge ud? Tak, formand.

Jeg giver ordet til udenrigsministeren.

Det er lidt træls, at hr. Morten Messerschmidt skal bruge Folketingets tid på noget, han kunne have sat sig ind i uden absolut at skulle ulejlige hele Folketinget med at finde ud af, om regeringen er klar eller ikke klar i det her spørgsmål. Den eneste, der ikke kan have opdaget, at regeringen er klar i det her spørgsmål, må være hr. Morten Messerschmidt, og den klarhed kunne han så have læst sig til i stedet for at tage hele Folketingets tid. Det skal jeg beklage, men det er jo hans ret som folketingsmedlem.

Men så skal jeg fortælle hr. Morten Messerschmidt, at for knap 1 år siden offentliggjorde DIIS sin udredning om de danske EU-forbehold. Dermed sagde vi så, at vi havde fået en grundig gennemgang af udviklingen inden for forbeholdsområdet. Det har så skabt mulighed for en løbende debat om forbeholdene, som jeg går ud fra at hr. Morten Messerschmidt har fulgt, og han har også haft rig mulighed for at give sin mening til kende. Det havde han ikke behøvet at vente med til i dag, og det er da også en mulighed, som andre folketingsmedlemmer heller ikke har forsømt, men det har hr. Morten Messerschmidt åbenbart ikke fulgt med i.

Vi havde en velbesøgt og alsidig eurohøring i januar, som hr. Morten Messerschmidt så heller ikke har været bekendt med, men den synes jeg var en god idé, for der er behov for en bred og grundig debat om de forbehold, som vi lever med på 17. år. Vi har altid syntes, at det er godt, at vi hele tiden får diskuteret, hvornår vi skal afskaffe dem, hvis de skal afskaffes. Forbeholdene har jo ikke ændret sig, siden de blev indført for 17 år siden. Men man kan rolig sige, at verden har ændret sig i de 17 år, og ikke mindst har Europa jo ændret sig i de 17 år. Det har selvfølgelig betydning for danske borgeres og danske virksomheders hverdag, og det har betydning for Danmarks muligheder for at øve indflydelse på EU’s udvikling.

Vi ser det f.eks. på forsvarsområdet - som det er blevet sagt igen og igen her i Folketingssalen, men vi skal gerne gentage det for hr. Messerschmidt - hvor man kan konstatere, at Danmark stadig oftere må stå uden for EU-operationer til fremme af stabilitet og demokratisk udvikling, som Danmark normalt ville deltage i. Ja, vi er endda kommet i den situation, at vi er afskåret fra at deltage i EU-aktiviteter, som f.eks. Norge kan deltage i. Senest har forbeholdet betydet, at Danmark står uden for EU’s indsats mod pirateri ud for Somalias kyst, og som hr. Morten Messerschmidt formentlig også har opdaget, måtte Danmark trække sig ud af Balkan, da man gik fra NATO til EU. På det tidspunkt sagde vi jo også, at forsvarsforbeholdet var til skade for de danske muligheder.

Vi kan også se det i forhold til euroen. Her har vi i dag ikke samme adgang til at øve politisk indflydelse på de væsentlige beslutninger i EU, som tages for tiden, hvor eurogruppen altså lægger meget vægt på en koordinering, og hvor vi lægger meget vægt på, at eurogruppen ikke koordinerer uden os. Den finansielle krise forstærker den udvikling, ligesom den har tydeliggjort de økonomiske omkostninger ved at stå uden for euroen med den merrente, som hr. Morten Messerschmidt formentlig har opdaget at vi har.

Vi ser det også på det retlige område, hvor omkostningerne ved at stå uden for samarbejdet stiger, i takt med at forbindelserne på tværs af grænserne bliver flere og flere. Det er også blevet diskuteret mange gange her i Folketingssalen, så det er der heller ikke noget nyt i, og der ligger heller ikke nogen uklarhed. Udviklingen afskærer danske borgere og virksomheder fra at gøre brug af de rettigheder og muligheder, som EU's civilretlige samarbejde indebærer, f.eks. ved afklaring af skilsmisser mellem ægtefæller af forskellig nationalitet, eller når danske virksomheder står som kreditorer i udenlandske konkursboer.

Hvis Lissabontraktaten træder i kraft, vil det svække vores muligheder for at medvirke i en styrket indsats mod terror, mod kvindehandel, mod anden grænseoverskridende kriminalitet og for narkobekæmpelse, medmindre vi gør brug af den tilvalgsordning, som er knyttet til den nye traktat, og som vil gøre os i stand til selv at vælge, hvilke dele af samarbejdet vi ønsker at deltage i. Den tilvalgsordning har vi jo også drøftet mange gange her i Folketingssalen. Den skal erstatte det gamle retsforbehold, men selvfølgelig via en folkeafstemning.

Så vi har mange gange - og vi gentager det gerne her i dag til hr. Morten Messerschmidts oplysning - sagt, at forbeholdene skader danske interesser, at de i dag begrænser os, og som det slås fast i DIIS-udredningen går det kun en vej: Danmark står uden for en stadig større del af EU-samarbejdet - en tendens, der blot vil blive styrket, hvis Lissabontraktaten træder i kraft. Og det store flertal i det danske Folketing ønsker jo præcis at tiltræde Lissabontraktaten.

Derfor er det vores ønske, som vi også har sagt mange gange, at befolkningen skal have lejlighed til at tage stilling til forbeholdene ved en folkeafstemning. Det står endda i regeringsgrundlaget. Det er fortsat regeringens holdning, det er der jo ikke nogen som helst tvivl om. Men med det irske nej til Lissabontraktaten den 12. juni 2008 er der skabt en situation, hvor vi ikke har fuld klarhed om rammerne for det fremtidige EU-samarbejde, for vi ved jo ikke, om Lissabontraktaten kommer til at træde i kraft. Det skulle være sket den 1. januar i år. Det kan så blive den 1. januar næste år, men det afhænger af, om irerne stemmer ja.

Derfor er det jo, ikke mindst når vi nu har en protokol i forbindelse med afskaffelse af retsforbeholdet, hvor vi har en ny tilvalgsordning, meget smart at vide, om vi har en Lissabontraktat, hvor vi kan få tilvalgsordningen ind, eller om vi skal fjerne forbeholdet, hvis det viser sig, at vi ikke har en tilvalgsordning. Derfor skal der først skabes øget klarhed om rammerne for samarbejdet - det har vi også sagt mange gange - før vi beder vælgerne tage stilling til forbeholdene. Jeg tror såmænd også, at jeg har svaret hr. Morten Messerschmidt på det i et onsdagsspørgsmål. Samtidig er det klart, at Lissabontraktatens ikrafttræden er en forudsætning for, som jeg siger, at Danmark kan omdanne sit retlige forbehold til den tilvalgsordning, som vi ønsker.

Derfor er det, og det skal jeg gerne gentage for hr. Morten Messerschmidt, regeringens holdning, at en folkeafstemning må vente, til der er skabt klarhed om EU’s traktatgrundlag. Derefter vil det videre forløb blive fastlagt i samarbejde med de politiske partier. For regeringen er formålet klart: Danmarks interesser er bedst tjent, ved at vi er fuldt og helt med i EU-samarbejdet. Kun på den måde kan vi fuldt ud drage nytte af EU-medlemskabet og få fuld indflydelse på fællesskabet. Det er ikke nogen ny holdning, det er en fast holdning, det er en klar holdning, og den har været udtrykt hele tiden, hver gang hr. Morten Messerschmidt har spurgt.

Tak til udenrigsministeren. Så går vi over til ordførerrækken, og den første er ordføreren for forespørgerne, hr. Morten Messerschmidt.

Tak for det og også tak for redegørelsen. Jeg vil dog indledningsvis sige, at når udenrigsministeren siger, at jeg og Dansk Folkeparti ulejliger hele Folketinget, så er det vist en tilsnigelse, idet jeg konstaterer, at der jo kun er seks-syv ordførere til stede i Folketingssalen. Det vidner måske i virkeligheden om, med hvor stor vigtighed japartierne ser det her. Det er noget, som man i virkeligheden mest af alt betragter som noget ubelejligt, at man altså nu skal til at rode op i de her ting, og at man nu skal til at diskutere alt det her igen. Det ville være meget lettere, om man bare kunne sådan fifle det igennem i nattens mørke, ikke sandt? Det er den linje, man lægger fra regeringens side.

Men det, der er det helt afgørende spørgsmål, er jo, at hvis ikke der er noget nyt, hvis ikke man har noget nyt at berette, hvad har man så fået ud af den eurohøring, som man har afholdt, hvad har man så fået ud af at få DIIS til at producere en rapport, når man mere eller mindre på forhånd havde bedt om konklusionerne. Sådan synes det i hvert fald, når man læser dem. Vi ser jo hele tiden, hvordan regeringen altså med det ene tiltag efter det andet forsøger at skabe en optakt til at kunne holde en afstemning for at kunne afskaffe den del af dansk suverænitet, som ligger inden for forbeholdene. Og så er det jo altså kun naturligt, at vi her i Folketingssalen en gang imellem - anerkendt, så bruger jeg udenrigsministerens udtryk - ulejliger udenrigsministeren, ulejliger Folketinget med at finde ud af, hvad det egentlig er for nogle konkrete planer, den danske regering har for landets fremtid. Det er måske ikke for meget at forlange.

I forhold til euroen, som jo helt åbenlyst er det spørgsmål, der optager flest, i hvert fald i regeringen, det var et statsministerielt ønske at holde en høring om spørgsmålet, må man jo sige, at der i den grad er brug for en klar melding. Man står og vakler. På den ene side har man stående i sit regeringsprogram, at man vil afskaffe kronen, og på den anden side vil man ikke rigtig tage stilling til det og kommer i øvrigt med en eller anden tåget forklaring om, at det skulle have noget med Lissabontraktaten at gøre - hvad i bedste fald bare er urigtigt. Det skaber i hvert fald ikke klarhed om dansk økonomipolitik. Det, der ville skabe klarhed, var en klar udmelding om, at vi står fast på den rentepolitik og pengepolitik, som vi fører i dag, nemlig at holde fast i vores egen valuta, men have ERM II-aftalen, altså have fastkursaftalen med Euroland.

Sagen er jo, at det har vist sig som en gevaldig succes. Kigger man på de 17 år, vi har haft vores forbehold, vil man se, at det har været en gedigen succes. Dansk økonomi har sjældent været så stærk, sprudlende og velfungerende som i de 17 år, hvor vi har stået med euroforbeholdet - det være sig sådan set både under den tidligere regering som under den nuværende regering. Der er ingen grund til at afskaffe en succes over for noget så tvivlsomt som euroen lige i øjeblikket.

På det retlige område har vi set valg efter valg, folketingsvalg efter folketingsvalg, hvordan udlændingepolitikken har spillet en helt central rolle for danskerne af den simple og logiske årsag, at spørgsmålet om, hvem der har lovlig adgang til Danmark, selvfølgelig er et spørgsmål om danskernes og Danmarks skæbne i fremtiden. Derfor er der overhovedet ingen grund til at overveje at afskaffe sin suverænitet på det område og da slet ikke for de, må man sige, noget luftige begrundelser, som udenrigsministeren her kommer med, om, at man skal sikre bedre regler for, hvordan man kan afklare skilsmisser, og hvordan man kan tvangsinddrive. Mig bekendt er Danmark allerede i dag omfattet af regler, der dækker de tvister, der eventuelt måtte opstå.

Helt komisk synes jeg imidlertid det bliver, når det kommer til forslaget om at indføre en opt in-model, altså det forhold, at man siger, at danskernes flertal tilbage i 1992 var imod, at Danmark tilsluttede sig EU’s retspolitik. Det ændrer man nu til, at det skal være Folketinget, som afgør, hvilke dele af EU’s retspolitik der skal være gældende i Danmark. Men sagen er jo, at det var Folketingets store flertal, der blev underkendt i 1992 - en underkendelse, der i øvrigt blev bekræftet ved afstemningen om Edinburghaftalen i 1993. Så nu vil det flertal, der har fået en ørefigen af rang af befolkningen, fordi dette flertal ville føre EU-retspolitik ind i Danmark, have lov til at administrere, hvilke dele af EU’s retspolitik, der så skal gælde i Danmark. Jeg vil sige til vores kære udenrigsminister: Det er vist det, man populært kalder at lade ræven vogte gæs.

Det er der selvfølgelig ikke nogen mennesker, som vil acceptere som en rimelig løsning, og jeg skal derfor for den videre debat over for Folketinget på vegne af Dansk Folkeparti fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at de danske EU-forbehold har været en succes. Retsforbeholdet har blandt andet sikret den sunde danske udlændingepolitik. Forbeholdet mod euroen har sikret den sunde udvikling for dansk økonomi, ligesom forsvarsforbeholdet har sikret, at Danmark ikke involveres i EU's stadig mere fastlåste forsvars- og udenrigspolitik. På den baggrund opfordrer Folketinget regeringen til at droppe enhver tanke om at afskaffe eller ændre i de danske EU-forbehold.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 41).

Tak, formand.

Der er nu fremsat følgende forslag til vedtagelse:

»Folketinget konstaterer, at de danske EU-forbehold har været en succes. Retsforbeholdet har blandt andet sikret den sunde danske udlændingepolitik. Forbeholdet mod euroen har sikret den sunde udvikling for dansk økonomi, ligesom forsvarsforbeholdet har sikret, at Danmark ikke involveres i EU's stadig mere fastlåste forsvars- og udenrigspolitik. På den baggrund opfordrer Folketinget regeringen til at droppe enhver tanke om at afskaffe eller ændre i de danske EU-forbehold.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 41).

Dette forslag til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Nu deler jeg jo sådan set hr. Morten Messerschmidts opfattelse af, at der ikke er nogen fornuftig grund til at afskaffe forbeholdene, men jeg synes måske alligevel, at hr. Morten Messerschmidt går for vidt, når han ligesom siger, at forbeholdene har været en succes, forstået på den måde, at de har været en virkelig god hjælp for Danmark i EU-medlemskabet. For er kendsgerningen ikke, at på grund af det indre marked har vi jo f.eks. ikke været i stand til at bruge forbeholdene til at forhindre, at der sker social dumping i Danmark? Vi har på en lang række områder ikke været i stand til at fastholde de politiske målsætninger, vi har i Danmark, når det handler om miljøpolitik, når det handler om fødevarepolitik, når det handler om dyrevelfærd. Altså, på en lang række områder har de her forbehold ikke været i stand til at hjælpe os, så derfor er det måske lidt dristigt at kalde det en succes.

Ordføreren.

En succes må jo ses i forhold til det planlagte formål, og man må sige, at inden for de områder, hvor forbeholdene er gældende, har de været en succes. Men jeg vil være fuldstændig enig med hr. Per Clausen i, at Danmark i den grad har behov for flere forbehold - ja, man kunne også tale om en udvidelse af forbeholdene. Vi har set det inden for arbejdsmarkedspolitikken, hvor hr. Per Clausen er bekendt med at Dansk Folkeparti har stillet forslag om en protokol, der selvstændigt sikrer den nordiske aftalemodel. Senere på dagen vil hr. Per Clausen også have lejlighed til at diskutere et forslag fra Dansk Folkeparti om, at vi skal have et selvstændigt udlændingeforbehold til at imødegå det problem, som EF-Domstolen har skabt med den såkaldte Metockdom, hvor man på trods af retsforbeholdet anfægter vores udlændingepolitik.

Så jeg er fuldstændig enig i, at vi skal have flere forbehold, fordi vi simpelt hen har så god erfaring med det.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg synes bare, at hr. Morten Messerschmidts begejstring for forbeholdene skygger og forhindrer, at hr. Morten Messerschmidt kan se, at det, der i virkeligheden er det afgørende problem ved EU, er, at man har gjort det indre marked til det absolut dominerende. Det interessante ville jo være, om hr. Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti kunne drage den konklusion, at det godt kan være, at vi skal beholde forbeholdene, men hvis vi for alvor skal få styr på udviklingen i forhold til Danmarks forhold til EU, handler det om at koncentrere kræfterne om at få sat et forbehold ind i forhold til det indre marked.

Ordføreren.

Men det tror jeg slet ikke at hr. Per Clausen reelt kan være i tvivl om også er Dansk Folkepartis opfattelse. Lad mig give to eksempler: Det første er, at vi ønsker et fornyet forbehold, der sikrer, at vi ikke får undergravet vores udlændingepolitik af EF-Domstolen. Det er en direkte reference til de spørgsmål, der hører under det indre marked og arbejdstagernes fri bevægelighed. Det andet handler om det, vi sidste år diskuterede, nemlig konsekvenserne af den såkaldte Festersenafgørelse, altså også en dom fra EF-Domstolen, som godt nok handlede om artikel 56, altså kapitalens fri bevægelighed. Her var det også Dansk Folkepartis opfattelse, at den undergravning, der dér fandt sted af de regler, vi i Danmark har om bopælspligt på landbrugsejendomme, var helt utilstedelig af den primære årsag, at der rent faktisk, da Danmark blev medlem af EU, var en overenskomst imellem de daværende EF-lande om, at vi altså skulle kunne fastholde de regler. Og det er selvsagt helt urimeligt med hensyn til de områder, hvor politikerne i hele EU - eller det daværende EF - har kunnet blive enige om at Danmark skal have en særstatus, at det skal kunne overrules - undskyld, formand, jeg kan ikke lige komme på et dansk udtryk (Formanden: Tilsidesættes) tilsidesættes, tak - af EF-Domstolen.

Vi siger tak til ordføreren, og vi går videre i ordførerrækken. Den næste ordfører er hr. Michael Aastrup Jensen.

De fleste kender nok sangen om Spørgejørgen, Jørgen, der var en temmelig artig dreng, men han plagede alle med sin spørgen. De, der kan teksten udenad, ved også, at der et par linjer længere nede står, og jeg citerer: Tit han spurgte bare for at drille.

Jeg skal nok afholde mig fra at remse de øvrige vers op, men dagens forespørgselsdebat får mig alligevel til at tænke på sangen om Jørgen, der ofte spørger for at drille. Misforstå mig ikke, jeg ønsker på ingen måde at knægte hr. Morten Messerschmidts og de øvrige forslagsstilleres ret til at rejse en forespørgselsdebat. Nej, jeg nævner Jørgen i denne debat, ene og alene fordi jeg opfatter det spørgsmål, der er rejst, som et ønske om at spørge blot for at spørge, og eventuelt også for at gøre sig en lille smule bemærket.

For hvis forslagsstillerne virkelig ønskede at få et svar på deres spørgsmål, kunne de nemt have fundet det. Det havde blot krævet et enkelt opslag i regeringsgrundlaget fra 2007. Her står der, at regeringen ønsker, at vælgerne ved en folkeafstemning får lejlighed til at tage stilling til forbeholdene.

Alle, der blot har fulgt en lille smule med i dansk politik, siden Venstre og De Konservative dannede regering i 2001, ved, at vores regeringsgrundlag ikke blot er en ønskeseddel; det er en reel plan for, hvad vi vil i valgperioden. Derfor kan det ikke forekomme som den store overraskelse for forslagsstillerne, at vi fortsat arbejder hen imod at afholde folkeafstemninger, så vi kan få afviklet de danske undtagelser. Nu, hvor det er afklaret, kan vi jo bruge tiden på at debattere substansen i EU-politikken, eller, sagt mere præcist, begrundelsen for, at vi snarest muligt bør deltage fuldt ud i EU-samarbejdet frem for at stå uden for døren, når der skal tages stilling til flere af de afgørende temaer i en globaliseret verden.

Selv om det ret beset ikke er mig, der skal stille spørgsmål i dagens debat, vil jeg alligevel benytte lejligheden til at spørge hr. Morten Messerschmidt om, hvorfor vi partout skal holde fast ved de undtagelser, når vi nu alle sammen kan konstatere, at tiden i den grad er løbet fra dem. Selv hr. Morten Messerschmidt har jo måttet konstatere, at undtagelsen fra det sikkerhedspolitiske samarbejde mest af alt gavner personer, som lever i en hurtigtgående motorbåd sammen med deres raketaffyringsramper.

For det er jo et faktum, at forsvarsundtagelsen afholder Danmark fra at deltage i EU's mission mod piraterne og udelukker os fra den aftale, EU er ved at indgå med Kenya om retsforfølgelsen af havets banditter. Så mens de øvrige EU-lande kan overlade de somaliske pirater til juristerne i Kenya, må vi pænt stå ved sidelinjen. Måske derfor ønskede hr. Morten Messerschmidt for nogen tid siden at få undersøgt, hvorvidt det var muligt at omgå undtagelsen, så også Danmark kunne deltage i kampen mod piraterne - en undtagelse fra undtagelsen, det er jo ganske bizart.

Hvorfor ikke indrømme, at tiden er løbet fra undtagelserne? Hvorfor ikke erkende, at Danmark hører hjemme i eurozonen, når nu alle internationale økonomer siger, at tiden er løbet fra små valutaområder? Hvorfor ikke acceptere, at en stor del af den kriminalitet, vi oplever i Danmark, har rødder i udlandet og derfor også skal bekæmpes der? Her vil undtagelsen fra retspolitikken med tiden udelukke Danmark fra en stadig større del af EU's lovgivning på området og dermed gøre det umuligt at opretholde det nuværende samarbejde.

Jeg synes, at det ville være meget mere passende, hvis Dansk Folkeparti rejste en intern forespørgselsdebat. Så kunne de selv få mulighed for at genoverveje deres meget utidssvarende holdning til Danmarks deltagelse i EU og forhåbentlig se det fornuftige i at få afviklet undtagelserne.

Jeg skal på den baggrund på vegne af Venstre, De Konservative, Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Der er behov for en bred og grundig debat om de danske forbehold. Folketinget finder, at DIIS-udredningen fra juni 2008 om forbeholdenes konsekvenser for Danmark udgør et godt grundlag for en sådan debat.

Folketinget finder, at udviklingen både herhjemme og internationalt giver anledning til, at vi løbende vurderer forbeholdene fra 1993, som blev til i en anden tid og under særlige omstændigheder.

Folketinget finder, at en endelig stillingtagen til forbeholdenes fremtid ved folkeafstemning bedst finder sted, når der er skabt større afklaring om EU's traktatgrundlag.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 42).

Jeg skal oplyse, at dette forslag til vedtagelse af ordføreren vil indgå i Folketingets videre forhandlinger.

Der er ønske om korte bemærkninger, og det er først fra hr. Morten Messerschmidt.

Først vil jeg notere mig med en vis interesse, at det forslag til vedtagelse, som ordføreren læser op, siger, at der er behov for en bred debat og en løbende vurdering af forbeholdene, samtidig med at ordføreren bruger masser af tid i sin tale på at sige, at det er fuldstændig utidigt, at Dansk Folkeparti overhovedet rejser den her debat. Det i sig selv er jo ret morsomt. På den ene side vil man gerne have en løbende vurdering og debat, men det skal sandelig ikke være på Dansk Folkepartis foranledning. Nej, det er noget, man gerne vil sidde og putte med selv.

På den måde er der jo så mange selvmodsigelser, men der er en enkelt ting, som jeg vil holde mig til, og det er hr. Michael Aastrup Jensens synspunkt om, at tiden er løbet fra små valutaområder. Det er jo interessant. Vil det sige, at på grund af at vi lever i moderne tid - det har mennesket sådan set altid gjort, kan man jo bemærke - vil store valutaer, f.eks. dollaren i USA, med sikkerhed være garantien for alt godt fremover, mens små valutaer som sådan altid vil føre til noget skidt? Det må vi kunne få et klart svar på.

Ordføreren.

Nu har jeg stor sympati for ordføreren generelt, men lige i det her tilfælde tror jeg at ordføreren desværre har siddet lidt for meget og kigget på e-mails eller noget andet, for ordføreren har slet ikke hørt, hvad jeg har sagt.

Jeg har intet sagt om, at det skulle være en utidssvarende debat, som Dansk Folkeparti rejste. Jeg prøvede derimod at sige, at vi efterhånden haft mange debatter om EU, og det her er jo under ingen omstændigheder en ny debat. Tværtimod er det måske en debat, som vi burde tage på et helt andet grundlag, nemlig at vi måske burde spørge Dansk Folkeparti, som jeg også gjorde i min tale, om, hvad det egentlig er for et EU, Dansk Folkeparti ønsker. Vi hørte jo lige før hr. Morten Messerschmidt stå på talerstolen og sige, at man ønskede det indre marked, men da man blev spurgt af hr. Per Clausen, ønskede man alligevel ikke det indre marked. Så jeg må indrømme, at jeg er kommet totalt i tvivl efter udspørgningen fra hr. Per Clausen med hensyn til, hvad det egentlig er, Dansk Folkeparti ønsker. Ønsker Dansk Folkeparti et indre marked, eller er man lige pludselig også imod det? Det synes jeg kunne være en mere interessant debat, end at vi diskuterer det, vi altid har gjort.

Hr. Morten Messerschmidt.

Det var alligevel ikke en tvivl, som fik hr. Michael Aastrup Jensen til at tage ordet før, da jeg var på talerstolen. Derfor synes jeg, vi skal holde os til, at hr. Michael Aastrup Jensen altså nu svarer på de spørgsmål, jeg stiller, lige såvel som hr. Michael Aastrup Jensen kan aftvinge mig de svar, han måtte ønske i sin i et eller andet omfang afmålte interesse for Dansk Folkeparti.

Jeg vil gerne spørge: Er det sådan, at har man en stor valuta, som hr. Michael Aastrup Jensen siger, er der ingen problemer forude? Jeg minder om, at hele den her subprime-krise er startet i Nordamerika, som mig bekendt har en fælles valuta 50 stater imellem og ikke er en helt lille valuta i verdenssammenhæng. Er det sådan, at hvis man til gengæld har en lille valuta, er man sikker på, at så går det galt? Kan vi ikke bare uden al det der udenomssnak om, hvad Dansk Folkeparti vil - for det tror jeg hr. Michael Aastrup Jensen udmærket godt ved - få et klart svar på, hvad det egentlig er, der er godt for en økonomi. Er det godt, bare man er stor, og er det skidt, fordi man er lille?

Ordføreren.

Jeg synes ellers, at det er en ret interessant debat om, hvad det egentlig er, Dansk Folkeparti ønsker, for jeg må indrømme, at jeg er i tvivl om, om Dansk Folkeparti er for det indre marked eller imod det indre marked. Det var jo to vidt forskellige svar, vi fik lige før, da hr. Per Clausen spurgte hr. Morten Messerschmidt. Så derfor må jeg indrømme, at jeg er i tvivl, og jeg tror, at de, der følger med i debatten, er lige så meget i tvivl om det, som jeg er.

Med hensyn til det rent konkrete spørgsmål om euroen nævner jeg, at det er en lang række internationale økonomer, bl.a. årets nobelpristager, der klart har sagt, at tendensen er, at de små valutaområder vil blive presset voldsomt, ikke mindst i sådan en krise, som vi har i øjeblikket. Så det er jo ikke bare noget, jeg står og siger, det er også økonomerne, der støtter det budskab. Men lad os få et svar på det med det indre marked eller ej. Det kunne blive interessant.

Den næste, der får ordet, er hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg synes, det er rart at høre, at hr. Michael Aastrup Jensen og Venstre interesserer sig meget for de svar, Dansk Folkeparti giver Enhedslisten. Jeg kunne ønske mig, at det ville sprede sig til andre politiske områder også, det tror jeg kunne være nyttigt for debatten i Danmark. Men bare to enkle spørgsmål:

Skal jeg forstå hr. Michael Aastrup Jensen sådan, at han mener, at hvis vi kigger ud over eurolandene i dag, ser vi en vaskeægte succes foran os?

Det andet spørgsmål til hr. Michael Aastrup Jensen er: Skal jeg forstå det, han sagde, om, at folkeafstemningerne om forbeholdene ville komme, når EU-forfatningsproblemerne var afklaret, sådan, at vi får en folkeafstemning om samtlige forbehold, umiddelbart efter at det er afklaret, om Irland næste gang stemmer ja eller nej til den europæiske forfatning?

Ordføreren.

Først et svar i forhold til det sidste spørgsmål om, hvornår og hvorledes der skal være folkeafstemninger. Her har man jo fra regeringens side klart sagt, og det støtter jeg varmt, at der er en uklarhed i EU-systemet om, hvilken traktat der er den gældende. Er det den nuværende Nicetraktat, eller er det en kommende Lissabontraktat, som skal være gældende? Det mangler vi selvfølgelig en afklaring på både fra det tjekkiske overhus og i forhold til Irland. Derfor synes jeg også, at det må være på sin plads at sige, at den afklaring venter vi på, og når den afklaring er kommet, inviterer man selvfølgelig til en god, grundig debat i alle japartierne, og så tager man diskussionen om, hvordan og hvorledes man håndterer situationen.

Der skal ikke fra Venstres side være tvivl: Vi vil klart argumentere for, at vi ønsker et opgør med alle undtagelserne, jo før jo bedre. Men vi skal selvfølgelig også have et parløb med resten af japartierne.

Hr. Per Clausen.

Nu begynder jeg måske at forstå, hvad det er, hr. Michael Aastrup Jensen mener med en grundig debat. Det er en grundig debat blandt japartierne, måske blandt japartiernes ledere, og så skal man jo nok få den på et eller andet tidspunkt.

Men det, jeg spurgte hr. Michael Aastrup Jensen om, var, om det, han sagde, skulle forstås på den måde, at hr. Michael Aastrup Jensen nu siger, at når de udeståender, der er omkring Lissabontraktaten, er afklaret, hvad enten det fører til, at Lissabontraktaten bliver vedtaget, eller vi fortsætter med Nicetraktaten, ja, så kommer der en folkeafstemning om alle forbeholdene, og den kommer hurtigt, og den kommer på en gang. For det må vel være det, hr. Michael Aastrup Jensen mener, når han siger, at forbeholdene er skadelige, og at den eneste grund til, at vi endnu ikke har fået en folkeafstemning, er, at vi venter på at få afklaret Lissabontraktatens skæbne.

Så ville det vel være fair at sige til befolkningen, at en folkeafstemning om de her forbehold kommer, umiddelbart efter at den sag er afklaret, for så ved man jo, hvornår man kan forvente at det sker.

Ordføreren.

Selv om det kunne være en god tanke at have i sine gode drømme derhjemme om, at Venstre havde absolut flertal i det danske Folketing, så er det altså ikke situationen, at vi har det, og derfor vil et spørgsmål om, hvordan og hvorledes vi skal håndtere sådan en situation, selvfølgelig blive besvaret i samråd med de andre japartier. Det mener jeg ikke bare er den rigtige måde at gøre det på, men det vil for den sags skyld også være nødvendigt for at kunne skaffe flertal.

Så har vi også lavet en europapolitisk aftale blandt alle japartierne, hvor vi reelt har prøvet at lægge en linje for, hvor det er, vi ser Danmarks rolle i et fremtidigt Europa. Derfor synes jeg, at det parløb, vi har startet der, skal vi selvfølgelig fuldende i hele spørgsmålet om, hvordan og hvorledes vi skal tage undtagelsesdebatten og afstemningerne. Men det skal være klart fra Venstres side, og det vil jeg gerne gentage: Vi ønsker et opgør med alle undtagelser.

Tak. Så er det hr. Jesper Langballe for en kort bemærkning.

Jeg har altid godt kunnet lide Spørge Jørgen , også når han bare spørger for at drille. Men jeg er fuldstændig klar over, at han ikke er populær hos de kloge voksne, der ved det hele på forhånd, og derfor ender sangen jo desværre også med, at Jørgen får smæk og bliver lagt i seng.

Jeg synes tydeligt, jeg kunne høre på udenrigsministerens noget suffisante og nedladende svar til hr. Morten Messerschmidt og på ordførerens opfølgende tale, at det egentlig var det, de helst ville gøre med hr. Morten Messerschmidt: Det var at give ham smæk og lægge ham i seng, sådan at man kunne slippe for flere drilagtige spørgsmål, for det er så besværligt, det er så ubelejligt.

Må jeg spørge hr. Michael Aastrup Jensen, hvorfor han ikke med ét ord nævner det fuldstændig uomtvistelige, hr. Morten Messerschmidt peger på, nemlig at forbeholdene har været en formidabel succes: Vores økonomi står bomstærkt, mens det som bekendt ikke går så godt med D-marken, som en gang var det stærkeste her på jorden, og takket være vores retsforbehold har vi kunnet føre en udlændingepolitik, som har været en enorm succes.

Nu vakler grunden under den udlændingepolitik. Bryder hr. Michael Aastrup Jensen sig ikke om Danmarks udlændingepolitik, som han, regeringen og Dansk Folkeparti har lavet?

Ordføreren.

Jo, jeg er en varm fortaler for den aftale. Det har jeg også sagt gentagne gange at jeg er, for jeg føler, det er en rigtig måde at håndtere Metockdommen på - ikke mindst set i lyset af, at Metockdommen jo er lavet ud fra en præmis om det indre marked.

Det var derfor - nu går vi tilbage til min pointe fra tidligere - at jeg havde troet, måske fejlagtigt, at Dansk Folkeparti faktisk var glad for det indre marked, for hele ideen om, at vi som eksportland faktisk får en masse fordele af at kunne eksportere og samarbejde med en lang række handelspartnere. For Metockdommen, som er blevet brugt lidt som et spøgelse fra nejsiden om, at det skal vi have en undtagelse om og det får vi en senere debat om osv., er jo givet ud fra en præmis om det indre marked.

Derfor er det sådan, at hvis man reelt ønsker at sige nej til det, skal vi reelt ud af det indre marked. Og det tror jeg at der er en lang række arbejdspladser der vil være rigtig nervøse for, for det vil være noget, der kommer til at batte meget negativt for Eksportdanmark.

Hr. Jesper Langballe.

Sikke dog en gang udenomssnak! Det er jo fuldstændig klart, at EF-Domstolen med afsigelse af sin Metockdom henviser til det indre marked, og at det hele peger på det indre marked. Men problemet er jo, at der desværre er det utilsigtede - gad i øvrigt vidst, hvor utilsigtet det er fra EF-Domstolens side - at det rammer udlændingepolitikken.

Hr. Michael Aastrup Jensen vil, så vidt jeg hører, forklare, at det jo slet ikke er meningen med Metockdommen. Det er da ganske ligegyldigt, hvis det er virkningen. Hr. Michael Aastrup Jensen er vel ikke ubekendt med, at EF-Domstolen den ene gang efter den anden forsøger at genere medlemslandene med regereri, med domme, man afsiger uden nogen som helst lovhjemmel og uden noget som helst andet grundlag end Romtraktatens siden hen stadigt gentagne ord om, at unionen skal gøres stadig snævrere.

Ordføreren.

Jeg er lidt ked af, at ordføreren sådan skyder mig i skoene, at jeg skulle være kommet med udenomssnak. Jeg synes faktisk, at jeg var rimelig præcis i min tale før, men nu skal jeg nok prøve at være endnu mere præcis denne gang.

Med hensyn til Metockdommen synes jeg, at den aftale, der blev lavet mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti, er fantastisk god, for der går vi jo nemlig lige præcis ind og erkender, at vi er med i det indre marked. Det vil sige, at der kan komme en situation som med Metockdommen, men så omfavner vi den og løser den i et nationalt og et internationalt spor. Det nationale spor er den politiske aftale, vi har lavet med Dansk Folkeparti, og det internationale spor er, at vi ønsker at ændre den politisk bl.a. igennem Ministerrådet og ved at få flere og flere lande til at bakke op om det budskab. Det arbejde er jo godt i gang, og det går heldigvis i en positiv retning.

Vi håndterer jo nemlig sådan en situation, når den opstår, bedre sådan, end hvis vi bare bruger det som et skræmmebillede til at være imod EU, som nogle måske har kunnet finde på at gøre.

Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Tak til hr. Michael Aastrup Jensen. Næste ordfører er hr. Kim Mortensen.

Tak. Det er jo rigtigt, som både udenrigsministeren og Venstres ordfører har været inde på, at siden vi har fået de danske forbehold i 1993, har de jævnligt været genstand for diskussion. Det har de også været i den seneste tid både i Folketingssalen, i Folketingets Europaudvalg og ved nogle af de mange høringer, der har været. Det eneste, der sådan er helt rigtig nyt i det, er, at Dansk Folkepartis ordfører nu også er kandidat til Europa-Parlamentet, og det er derfor, vi gentagne gange skal have debatterne her i Folketingssalen. Det synes jeg er godt, og det er spændende, for så kan vi jo få det diskuteret igennem, men der er jo også den mulighed, at man tager debatterne uden for huset med de vælgere, der skal stemme på et senere tidspunkt.

Der er selvfølgelig, selv om forbeholdene stadig væk er de samme, mange andre ting, der har ændret sig, ikke bare i Danmark, men også i Europa. Denne ændrede verden og de helt anderledes udfordringer, vi står over for, har naturligvis også ændret betydningen af de danske forbehold.

Der er nogle partier her i Folketinget - ja, faktisk også nogle af de partier, som jeg kan huske oprindelig var modstandere af de her danske forbehold - som jeg forstår nu opfatter forbeholdene som en succes ligefrem, ja, de bliver nærmest betragtet som sådan nogle nationale klenodier på linje med Jellingestenen, Holger Danske og andre vigtige ting. Men der er partier, der kun har et eneste - og i øvrigt meget enkelt forbehold - nemlig et generelt forbehold over for EU og det europæiske samarbejde.

Men uanset Danmarks forbehold og den danske nationalfølelse, som vi kunne have, efter at vi vandt europamesterskabet i fodbold og stemte nej til Maastrichttraktaten, så er de danske forbehold ikke klenodier, der skal stå på hylden, og verden sættes jo ikke i stå, fordi vi i Danmark har vedtaget en række forbehold.

Tværtimod har vi oplevet en række globale begivenheder, der har påvirket samarbejdet og udviklingen i EU. Lad mig nævne krigene på Balkan i 1990'erne og det efterfølgende tættere og tættere samarbejde mellem EU og NATO. Lad mig nævne terrorangrebene, ikke bare i New York, men også i London og Madrid samt EU's deraf følgende vigtigere og vigtigere rolle som aktør i FN. Lad mig nævne det øgede indvandringspres på EU's ydre grænser, der affødt af den hastigere globalisering har gjort den fælles grænsekontrol til en topprioritet for medlemslandene. Alt sammen begivenheder, der har betydet ændringer i EU-samarbejdet med en stærkere sikkerheds- og forsvarspolitisk struktur, og en Lissabontraktat, der markant øger betydningen af Danmarks retsforbehold samt ikke mindst et stigende og tættere samarbejde imellem Eurolandene, et samarbejde, der allerede nu, men også på sigt vil gå langt videre end kun til at dreje sig om økonomiske spørgsmål. EU er ikke længere en lukket klub som dengang i starten af 1990'erne på 12 lande, men er nu et samarbejde mellem 27 lande, og flere vil utvivlsomt være på vej.

På det økonomiske område har 15 lande i EU allerede tilsluttet sig euroen. 9 andre lande er på vej. Det er alt i alt en udvikling, der betyder, at Danmark fra at være et af landene med megen indflydelse i EU nu er på vej til at blive et land, der står uden for væsentlig indflydelse. Dette dokumenteres senest i DIIS-rapporten fra sidste sommer. Denne udvikling ønsker Socialdemokratiet ikke.

Socialdemokratiet ønsker, at Danmark skal være fuldt og helt med i EU, og vi ønsker, så snart der er klarhed om Lissabontraktaten, at vi gennem en folkeafstemning får en samlet folkelig debat og et samlet opgør med de danske forbehold. Socialdemokratiet kan derfor støtte det forslag til vedtagelse, som Venstres ordfører har fremsat.

Ja tak. Og der er ønske om en kort bemærkning, først fra hr. Per Clausen.

Jeg syntes, det var spændende at høre hr. Kim Mortensen referere fra DIIS-rapporten. Ifølge hr. Kim Mortensen skulle der i DIIS-rapporten stå, at Danmark var gået fra at være et land, der havde meget stor indflydelse, til at være et land, der næsten ingen indflydelse havde. Hvor har hr. Kim Mortensen læst det i DIIS-rapporten?

Jeg synes, at hr. Kim Mortensen nu er så langt ude i misbrug af videnskabeligt materiale, som man overhovedet kan komme. Altså, én ting er, at DIIS-rapporten er skrevet af mennesker, der er meget EU-begejstrede, men den slags vrøvl, som hr. Kim Mortensen lige stod og sagde, har de alligevel ikke skrevet.

Ordføreren.

DIIS-rapporten dokumenterer, at de danske forbehold har bragt Danmark i en situation, hvor vi får mindre og mindre indflydelse. DIIS-rapporten fremhæver også, at når der f.eks. i forbindelse med regeringskonferencer skal vedtages en ny traktat, ja, så må Danmark bruge det meste af sin politiske indflydelse på bare at sikre de fire forbehold i stedet for måske at få indflydelse på nogle af de andre områder, som jeg ved at hr. Per Clausen også er interesseret i, nemlig energi- og klimaområdet og andre ting, som ligger Danmark væsentligt på sinde.

Derfor er der ingen tvivl om, at det, at vi fastholder de danske forbehold, giver Danmark mindre indflydelse. Det giver Danmark mindre indflydelse i et EU, hvor der nu er 27 lande, hvoraf langt størsteparten fuldt og helt er medlemmer af EU, i forhold til dengang, hvor der var 12 lande og vi blev enige om de fire danske forbehold. Jeg husker ikke, at Enhedslisten var vildt begejstret for at stemme ja til den traktat, hvor vi fik de fire forbehold. Men der er ingen tvivl om, at det selvfølgelig har bragt Danmark i en situation, hvor vi har mindre indflydelse, end vi ellers ville have haft.

Hr. Per Clausen.

Som jeg læste DIIS-rapporten, var pointen, at det nok ville gå sådan, at det med forbeholdene ville svække Danmark. Det sagde de personer, som de mennesker, der har lavet DIIS-rapporten, havde interviewet, topembedsmænd i EU og topembedsmænd i Danmark.

Jeg vil godt stille hr. Kim Mortensen et enkelt spørgsmål om noget, som DIIS-rapporten nemlig ikke kunne tage med, fordi det skete efterfølgende. Har hr. Kim Mortensen ikke lagt mærke til, at det, der er afgørende for, om man som nation bliver involveret i drøftelserne om EU’s svar på den økonomiske krise, jo ikke er, om man er et euroland, men om man er et stort land? De store lande i EU, uanset om de er eurolande eller ej, taler jo sammen om, hvad linjen skal være. Og det, der er pointen, er, at det stadig væk er de store lande, der bestemmer i EU, uanset om der er tale om eurolande eller ej.

Ordføreren.

Jeg tror, at vi kan blive enige om, at de store lande, både i EU og uden for EU, når vi snakker USA, og når vi snakker ny økonomi i Kina, har væsentlig større betydning og indflydelse på den økonomiske udvikling, end et lille land som Danmark har. Det tror jeg godt at vi kan blive enige om.

Jeg tror også, at hvis man lytter til udsagn som f.eks. i den eurohøring, der blev holdt i Folketinget, vil man høre, at den mødeaktivitet, der er imellem eurolandene, overtager flere og flere af de politiske dagsordener, som ellers tidligere lå i ECOFIN og på ministerrådsmøderne. Så der er ingen tvivl om, at den dagsorden også vil blive udbredt til at handle om meget mere end ren økonomi og vil få afsmittende indflydelse på, hvad EU efterfølgende beslutter. Og på den måde mister Danmark indflydelse i forhold til, hvad vi har i dag.

Så er det hr. Jesper Langballe for en kort bemærkning.

Hr. Kim Mortensen brugte meget tid på at henvise til, at verden ændrer sig, verden udvikler sig. Det har man jo hørt nogle gange, og jeg vil spørge hr. Kim Mortensen: Hvad betyder det, at man skal følge med udviklingen? Det skal jeg fortælle hr. Kim Mortensen. Det betyder, at man er fuldstændig holdningsløs, at man selv ingenting er.

Hr. Kim Mortensen var inde på de fire forbeholds historie. Det var jo som bekendt regeringen Schlüter og SF's daværende formand, hr. Holger K. Nielsen, der forhandlede de fire forbehold på plads, og dengang syntes jeg, det var utrolig irriterende, at man gav sig til at botanisere i vælgernes nej. Men bagefter har jeg måttet sande, at de fire forbehold jo lige præcis udtrykker, hvad der er karakteristisk for en suveræn nation: valutaen, militæret, statsborgerskabet - som man vil udskifte med et unionsborgerskab - og retsudøvelsen.

Jeg vil spørge hr. Kim Mortensen: Kunne det ikke være, at vi her står over for nogle grundsøjler, nogle nationale grundsøjler, som netop ikke skal følge med udviklingen, fordi de betyder, at vi kan blive ved med at være os selv?

Ordføreren.

For mange af os andre udvikler både verden og den måde, verden samarbejder på, den måde, som lande samarbejder med hinanden på, og den måde, som politikere samarbejder med hinanden på, sig. Tiden har jo ikke stået i stampe siden 1993, hvor Fremskridtspartiet - ikke Dansk Folkeparti - så vidt jeg husker, var modstander af forbeholdene, så tingene udvikler sig da.

Jeg vil da godt medgive, at Socialdemokratiet er et parti, der iagttager og forholder sig til den udvikling. I modsætning til Dansk Folkeparti synes vi jo ikke, at man skal hegne sig ind og lukke sig inde bag nationalromantik og sige, at der findes ingen verden udeomkring, vi er helt alene, og vi kan passe os selv. Den tilgang har vi ikke til livet, vi har den tilgang til det, at det nok er klogt for et land som Danmark at indlede et godt, konstruktivt og positivt samarbejde med både vore nabolande og de lande, som vi på globalt plan har en interesse i at have et samarbejde med.

Hr. Jesper Langballe.

Det er mig noget ubegribeligt, hvad det vedkommer os, at Fremskridtspartiet var imod forbeholdene. Det er da en mærkelig uvedkommende historisk betragtning at komme med.

Men med hensyn til den snak om at følge med udviklingen vil jeg sige, at hvis ens eneste argumentation for, at vi skal af med forbeholdene, er, at verden ændrer sig, og at vi skal følge med udviklingen, kunne man lige så godt lade være med at sige noget. Det er det samme som at sige: Flyd med, og hold dig i enhver forstand/til stadighed og altid fra det dybe vand. Sådan synger admiralen i operetten »Pinafore«. Det der med, at man altid skal flyde med, altid skal følge med udviklingen, er jo som sagt udtryk for, at man overhovedet ingen holdning har, og at man selv slet, slet ingen ting er.

Ordføreren.

For mig er der altså stor forskel på at følge med udviklingen og følge med i udviklingen, og hvis man skal flytte sig bare en lille smule i forhold til den europæiske diskussion og i forhold til, at vi også har et moderne samfund, der udvikler sig, tror jeg, det er meget klogt at følge med i udviklingen og se, hvad der egentlig foregår rundtomkring uden for landets grænser.

Her foregår der jo faktisk en hel masse spændende ting, som Danmark også kan blive klogere af. Der foregår faktisk også en masse ting, hvor vi kan give de andre EU-lande et bidrag. Vi nævnte lige før hele klimadagsordenen, som jo er et af de områder, hvor Danmark dokumenterbart har haft meget indflydelse på EU-samarbejdet, og det ville vi da ikke have, hvis vi lukkede os inde og ikke ville tale med nogen mennesker uden for det her land.

Når jeg nævnte Fremskridtspartiet, er det selvfølgelig også for at give en cadeau for, at der trods alt også sker lidt udvikling i den ende af den politiske skala.

Så er det hr. Morten Messerschmidt for en kort bemærkning.

Nu har vi hørt både Venstres ordfører og Socialdemokratiets ordfører - det lyder næsten, som om det er den samme person, der har skrevet talerne - og jeg synes jo i virkeligheden, det er afslørende, at det eneste, man har, som begrundelse for ikke at holde fast ved forbeholdene, er, at på en lang række områder kører verden videre, udvikler verden sig i en til stadighed mere moderne retning. Der tror jeg bare man må sige til de pågældende ordførere: Ja, det er sandt, og det er også sandt, at medmindre det er overskyet, er himlen blå. Sådan nogle enfoldigheder tror jeg bare ikke man kommer ret langt med. Man er nødt til at forholde sig konsekvent til de ting, vi diskuterer her.

Når nu hr. Kim Mortensen i sin ordførertale siger, at Danmark på grund af forbeholdene i hele tilblivelsesprocessen for Lissabontraktaten var så optaget af at skulle kæmpe for sine forbehold, at vi fuldstændig måtte opgive overhovedet at få indflydelse på resten af traktaten, så synes jeg da, det kunne være vældig spændende, om hr. Kim Mortensen ville åbenbare for os måbende intetvidende, hvad det er for nogle områder af Lissabontraktaten, hr. Kim Mortensen begræder at Danmark forspildte chancen for at få ændret. Indtil videre har vi kun hørt en stor lovprisning, så man skulle tro, at det var søndag hele ugen, når det handler om Lissabontraktaten. Så hvis hr. Kim Mortensen kan komme med et par eksempler på noget, han gerne vil se bedre, vil det være meget velkomment.

Ordføreren.

Nu stod jeg lige og skimmede min ordførertale igennem vedrørende den her lovprisning af Lissabontraktaten, som faktisk ikke er indeholdt i ordførertalen her. Det kan være, at den, der har skrevet Venstres ordførers ordførertale, har haft mere fokus på det. Men jeg vil da godt sige, at for os er Lissabontraktaten en god og rigtig traktat. Det er jo en god og rigtig traktat, fordi - som jeg nævnte i min ordførertale - vi nu ikke mere har 12 lande, nu har vi 27 lande med i et i samarbejde. For mig at se kræver det jo også, at man i de spilleregler og den traktat, som landene skal samarbejde om, forholder sig til, at der nu er 27 lande og ikke 12 lande.

Når jeg nævner, at Danmark mister indflydelse, ved at vi skal bruge vores energi og vores politiske commitment på de fire forbehold, ja, så er det jo, fordi det er en af konklusionerne i den DIIS-rapport, som jeg ved hr. Morten Messerschmidt har læst. For ellers ville han ikke være i stand til at kalde den bestilt arbejde, som vi har hørt han har gjort op til flere gange.

Hr. Morten Messerschmidt.

Det begynder at stå klart for mig, hvad det egentlig er, der er så irriterende for japartierne ved den her diskussion. Det er, at man er nødt til at finde et synspunkt, som man kan holde fast i og forstå og argumentere rationelt for i i hvert fald en 30 minutters tid - og det er tydeligvis meget vanskeligt. For nu har vi altså lige for ganske kort tid siden, da hr. Kim Mortensen holdt sin ordførertale, hørt, at Danmark eller i hvert fald det kongelige danske socialdemokrati rigtig gerne ville have ændret dele af Lissabontraktaten, men at det ikke var muligt, fordi vi skulle bruge alle vores kræfter og energi på at holde fast ved forbeholdene.

Nu hører vi altså, at Lissabontraktaten er en fantastisk traktat af en række årsager, som jeg ikke skal komme nærmere ind på, for dem kan hr. Kim Mortensen langt bedre end undertegnede rable af sig. Pointen er bare, at man da må holde fast i et synspunkt i hvert fald inden for den tid, man står på talerstolen, og japartiernes, jeg vil ikke kalde det demagogi - det er måske alligevel for meget at kalde det det, for det kræver en vis elokvens - men i hvert fald manglende sammenhæng i de argumenter, de bringer frem, er da afslørende. Det er da afslørende, når det handler om noget så afgørende som Danmarks selvstændighed inden for retspolitikken, forsvarspolitikken og vedrørende de monetære forhold, at man ikke kan komme med noget bedre.

Ordføreren.

Det er jo op til Dansk Folkepartis ordfører at vurdere, men jeg vil sige, at hvis vi havde mulighed for det, var der da mange ting, som vi godt kunne have tænkt os i et kompromis, også med hensyn til Lissabontraktaten.

Nu er det så ikke Lissabontraktaten, som hr. Morten Messerschmidt denne gang tager op, ud af de mange, jeg tror, det er 17-18 beslutningsforslag og forespørgsler, der har været fremsat og rejst her under hr. Morten Messerschmidts valgkamp. Men jeg vil da sige, at inden for arbejdsmarkedspolitikken havde der da været meget at komme efter, inden for klima- og energipolitikken havde der da været meget at komme efter, hvor de danske synspunkter kunne være blevet imødekommet. Men når vi har brugt vores energi og den goodwill, vi kan få, på at sikre de danske forbehold, så ved hr. Morten Messerschmidt jo lige så godt som mig, at der er grænser for, hvor meget man kan få, når der er 27 lande, der skal enes om det.

Tak til hr. Kim Mortensen. Der er ikke flere, der har bedt om ordet for korte bemærkninger. Så er det fru Anne Grete Holmsgaard som ordfører.

Dansk Folkeparti har rejst en forespørgsel, der hedder:

»Vil udenrigsministeren redegøre for regeringens planer om at afvikle de danske EU-forbehold?«

Jeg må sige, at svaret sådan set er relativt enkelt og det, man kender i forvejen: at der ikke kommer til at ske noget med forbeholdene, før vi ved, hvad der sker med Irland i efteråret i år. Og det er jo egentlig det, der i hvert fald med nogles øjne er den store gyser: Hvad vil der ske i Irland? Vil irerne, når de skal stemme igen, sige ja eller nej? Den irske afstemning udmærkede sig jo i første omgang ved, at det var et meget uklart billede, der tegnede sig, af, hvorfor det egentlig blev et nej. Og vi, der gerne vil fastholde, at vi har Irland med, og gerne vil have, at vi får en Lissabontraktat, kan jo ikke andet end krydse vores fingre og ikke gøre så forfærdelig meget mere ved det.

Vi vil i SF gerne have Lissabontraktaten. Og det vil vi meget enkelt og i virkeligheden meget banalt, fordi vi synes, det er en bedre traktat end Nicetraktaten. Er det så en fuldstændig fremragende traktat? Nej, det er det ikke, den er et kompromis. Der er 27 medlemslande, der skal blive enige, og det er nu engang kun muligt, når der er kompromiser. Men vi synes, at der er nogle ting, der gør, at den er bedre end Nicetraktaten. Det er bl.a., at Europa-Parlamentet får større indflydelse på lovgivningen i EU. Det synes vi er væsentligt. For mange mennesker er det sikkert lidt fjernt og abstrakt, for hvem er alle de her rigtig mange medlemmer af Europa-Parlamentet nu egentlig, og vi taler forskellige sprog.

Hvis man kigger tættere på det, må man sige, at det har styrket demokratiet i EU, når Europa-Parlamentet har fået større indflydelse. Det har skabt større åbenhed. Er alt dermed skønt? Nej, EU er en politisk kampplads, hvor forskellige politiske holdninger brydes med hinanden, og vi kommer aldrig til de ideelle tilstande, men det er vigtigt, at vi også forholder os til vores europaparlamentarikere og får dem inddraget aktivt, så deres stemme også øver vægt, sådan at vi kan få et EU, der er mere demokratisk i sin politik, et EU, der er bedre i sin miljøpolitik, og et EU, der er mere socialt. Det er det, vi arbejder for, og det er jo også det, vi arbejder for i den valgkamp, der kommer nu inden så længe, om, hvem der skal sidde i Europa-Parlamentet i de kommende år.

SF's holdning til forbeholdene tror jeg efterhånden er velkendt. Vi vil gerne af med forsvarsforbeholdet. Vi var, som det også er blevet påpeget herinde, meget aktive med hensyn til at lave det nationale kompromis tilbage for mange år siden. Det gjorde vi, fordi vi stod i en situation, hvor man var nødt til at handle, og jeg mener, at vi ramte rimelig godt plet, i forhold til hvad det var, der bekymrede danskerne. Men der er også gået rigtig meget tid siden, og vi mener, at det har vist sig, at det for os ikke er nogen fordel at være uden for forsvars- og sikkerhedsområdet, så vi vil gerne ind i det og have medindflydelse og prøve at skabe en sikkerhedspolitik, der er baseret mere på civile virkemidler og baseret mere på, at man laver virkelig kvalificeret konfliktløsning - i en verden, som jo er præget af mange forskellige konflikter, og hvor det er vigtigt, at der også er store regionale magter som EU, der har, hvad man kan kalde en begavet og klog holdning til sikkerhedspolitik, som ikke er baseret så meget på krudt som på en ordentlig konfliktløsning og konflikthåndtering.

Med hensyn til retsforbeholdet vil vi også gerne af med det. Det er også et område, hvor Europa har udviklet sig kolossalt siden 1993, og vi mener, det er vigtigt, at vi har nogle fælles minimumsregler på asylområdet og på immigrationsområdet. Det er en af årsagerne til det.

Med hensyn til euroen er det stadig væk SF's holdning, at vi vil fastholde euroforbeholdet, men som nogle sikkert har registreret, har vi også en diskussion om euroen og nogle krav. Men vi er ikke færdige med den diskussion, som det er på nuværende tidspunkt, og jeg kan ikke sige, hvordan den falder ud. Men i hvert fald er det SF's holdning, som den har været i flere år, og som den også var ved sidste folkeafstemning, at vi er imod, at Danmark kommer med i euroen.

Så vil jeg bare til slut sige, at det jo er helt åbenlyst, at uanset i hvilken takt der måtte komme stillingtagen til forbeholdene, skal det foregå ved en folkeafstemning. Sådan er det, og det er aldeles og ganske glimrende.

Der er ønske om kort bemærkning, først fra hr. Per Clausen.

Jeg kan forstå på fru Anne Grete Holmsgaard, at SF's holdning er, at så snart Lissabontraktatens skæbne er afklaret, skal vi have en folkeafstemning om retsforbeholdet og forsvarsforbeholdet. Det er det, der ligger klart. Euroforbeholdet skal vi have en afstemning om, når fru Anne Grete Holmsgaards linje har vundet i SF. Og fru Anne Grete Holmsgaard har jo ret i, at den kommer ikke før, for der har regeringspartierne jo valgt at tildele SF en ganske stor indflydelse.

Men det, jeg godt kunne tænke mig at spørge fru Anne Grete Holmsgaard om, er, at hun siger, at det, at Parlamentet får mere magt, fører til mere åbenhed. Hvordan passer det sammen med, at det, vi har set i de senere år, er, at flere og flere beslutninger i EU faktisk træffes i total lukkethed, fordi de træffes i en forhandlingsfase mellem formandskabet for Ministerrådet og nogle ganske få ledende personer i Europa-Parlamentet, hvilke jo betyder, at både vi i det danske Europaudvalg og de, der sidder i Europa-Parlamentet, i virkeligheden er sat uden for indflydelse i den afsluttende fase der, hvor beslutningen træffes?

Ordføreren.

Det er rigtigt, at en hel del beslutninger træffes umiddelbart efter det, der hedder førstebehandlingen i EU, men det er jo ikke ensbetydende med, at de træffes i lukkethed. En af de ting, vi har arbejdet for her, som der har været bred enighed om, er, at vi giver tidlige mandater til den danske regering, altså hvad det er for en linje, den danske regering skal forfægte i EU til rådsmøderne. Det er jo heller ikke ensbetydende med, at det er lukket, at man forhandler sig frem til et resultat. Jeg synes faktisk ikke, der har været speciel lukkethed om, hvad ordføreren på det pågældende fagområde, på den pågældende lov i EU mener, eller hvad det er, som det pågældende udvalg mener. Jeg synes, at det er en myte at sige, at det er lukkethed.

Der er faktisk betydelig bedre tilgængelighed, når man har Europa-Parlamentet inde, end når man ikke har Europa-Parlamentet inde. Det er jo helt tydeligt, hvis man ser på et område, som udvikler sig ekstremt langsomt i progressiv retning - landbrugspolitikken – at så er det præget af, at det er et område, hvor Europa-Parlamentet ikke er inde. Jeg ved godt, at de, der sidder i Landbrugsudvalget i øjeblikket, trækker i den forkerte retning, men det er simpelt hen, fordi Parlamentet ingen indflydelse har på det, så derfor lader man nogle sidde, som hverken har kampgejst eller vision på det her område.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Men det er vel rigtigt, at det, der karakteriserer EU nu, som fru Anne Grete Holmsgaard mener er meget åbent, er, at der træffes nogle beslutninger i Europa-Parlamentet, der træffes nogle beslutninger i Ministerrådet. På en række områder er det sådan, at man skal ende med at blive enige, og så foregår der nogle lukkede forhandlinger, og man ender med at komme ud med et resultat, hvor fru Anne Grete Holmsgaard udmærket godt ved, at det, vi får at vide i Europaudvalget, er, at her kan vi jo selvfølgelig godt stemme nej, men det er fuldstændig ligegyldigt, fordi beslutningen er truffet. Det synes jeg jo ikke er nogen åben og demokratisk proces der, hvor vi for alvor kommer til at skulle beslutte, hvad der skal stå i de direktiver og forordninger, der kommer til at gælde i Danmark.

Ordføreren.

Jeg vil først lige rette hr. Per Clausen. Jeg sagde ikke meget åbent. Jeg sagde mere åbent, at det bliver mere åbent, når Europa-Parlamentet får medindflydelse. I virkeligheden adskiller det sig jo ikke så meget fra lovgivningsprocessen her i Folketinget, hvor rigtig meget også foregår i forhandlinger, hvor der ikke er almen adgang for offentligheden, men hvor man jo kan bestræbe sig på - og det synes jeg faktisk at Europa-Parlamentet er blevet bedre til - hele tiden at gøre det klart også udadtil, hvad det er, man arbejder for i det kompromis, der jo skal være på et eller andet tidspunkt, hvad enten det kommer umiddelbart efter førstebehandlingen eller kommer efter andenbehandlingen.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Morten Messerschmidt.

Tak for redegørelsen og også tak for, at det er den første ordfører, som rent faktisk ikke synes, det er utidigt at skulle diskutere de her spørgsmål. Det er da i hvert fald glædeligt.

Jeg kunne godt tænke mig, om fru Anne Grete Holmsgaard kunne gøre en lille smule mere ud af de krav, som fru Anne Grete Holmsgaard, eller man skal måske rettere sige Socialistisk Folkeparti, stiller til ændringen, for jeg forstår, at fru Anne Grete Holmsgaard sådan set i forhold til de udtalelser, hun har leveret til pressen, er klar til at tage pakken, som den ligger nu.

Men kunne vi ikke få en melding om, hvad det er for nogle krav og ændringsmodeller, som socialisterne fremlægger i forhold til den euro, som man ser foran sig?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, hvad hr. Morten Messerschmidt mener med, at SF er villig til at tage pakken, som den ligger nu. Mig bekendt ligger der ikke nogen pakke.

Der, hvor vi er tættest på regeringen, er, hvad angår afskaffelsen af forsvarsforbeholdet. Vi er jo overhovedet ikke enige med regeringen om retsforbeholdet, for SF vil gerne have retsforbeholdet helt væk. Men regeringen vil have en tilvalgsmodel, altså sådan, at man fra sag til sag kan sige: Harmonerer det her nu godt med den stramme danske udlændingepolitik, eller gør det ikke? Og så er vi simpelt hen uenige om euroen.

Det, vi har sagt i SF, er, at der er tre ting, som vi koncentrerer spørgsmålet om euroen om. Det ene er konvergenskriterierne, altså de kriterier, de enkle lande skal leve op til. Vi mener, at de er ufleksible, som de er i øjeblikket. Det andet er spørgsmålet om en stærkere regulering af kapitalmarkederne, og det er jo blevet meget aktualiseret i den finansielle krise, som den er i øjeblikket. Og det tredje er en stærkere vægt på, at man rent faktisk investerer grønt, så man investerer sådan, som vi godt ved det er nødvendigt at gøre, hvis vi overhovedet skal gøre en forskel i forhold til den globale opvarmning.

Hr. Morten Messerschmidt.

Det med regulering af kapitalmarkederne har fru Anne Grete Holmsgaard og undertegnede jo faktisk været involveret i, og jeg synes, at vi har fået presset regeringen til om ikke et supergodt, så i hvert fald et acceptabelt godt resultat.

Hvad angår de grønne investeringer, er det jo også velkendt, at EU i øjeblikket såvel som medlemslandene forøger deres forskningsbudgetter. Så man kan i hvert fald sige, at der er taget hånd om de to områder.

Det, der er værd at fokusere på, er Socialistisk Folkepartis krav til ændringer af vækst- og stabilitetspagten, og der vil jeg, og tror jeg rigtig, rigtig mange danskere gerne vide, om det overhovedet kan tænkes, at Socialistisk Folkeparti går med til at afskaffe kronen, hvis ikke der ændres i vækst- og stabilitetspagten. Det er det centrale at få at vide her, for jeg tror, det bliver meget vanskeligt for regeringen at ændre i vækst- og stabilitetspagten, fordi det er et valg, man åbner med 16 forskellige interesser – mindst. Og derfor er det utrolig svært at efterleve det. Derfor er det også for os meget væsentligt at få at vide, om man kan forestille sig et Socialistisk Folkeparti, der går med på euroen, uden at vækst- og stabilitetspagten er ændret overhovedet.

Ordføreren.

Jeg kan sådan set ikke sige meget klarere, end jeg gjorde før, hvad det er, der er vores holdning til euroen. Men jeg må sige, at der i realiteternes verden jo er sket noget med vækst- og stabilitetspagten under krisen. Det, der er sket, er ikke nødvendigvis entydigt positivt, for det er sådan set dikteret af, at landene kigger indad på deres egne navler og så bare gør de ting, som de lige akut har brug for, frem for ligesom at prøve at handle i fællesskab.

Jeg kommer det ikke meget nærmere, men jeg vil sige, at det da er fuldstændig rigtigt, at vi og Dansk Folkeparti og alle de andre partier, inklusive regeringspartierne, i sidste ombæring faktisk blev enige om nogle gode krav til en bedre regulering af kapitalmarkederne. Vi ville gerne være gået videre, men vi nåede dog et langt stykke. Det var sejt at få regeringen med, men endelig gav den sig, og vi håber selvfølgelig, at regeringen også arbejder aktivt for at få realiseret den politik i EU.

Så er der en kort bemærkning til hr. Søren Espersen.

Jeg forstår, at det er specielt forsvarsforbeholdet, som SF er interesseret i at få fjernet nu. Det, der undrede mig lidt, da jeg hørte fru Anne Grete Holmsgaards ordførertale, var den her fornemmelse af, at man i EU har sådan en meget fredelig tilgang til krig. Det er nærmest sådan, at nu skal vi ud på civil opbygning og vi skal lave nogle ulandsprojekter og sådan noget, mens det, der ligger hen over Vesterhavet og Atlanterhavet, er sådan en krigerisk tilgang.

Jeg ved ikke, hvor fru Anne Grete Holmsgaard har fået den fornemmelse fra. Er det fra den franske fremmedlegion, eller er det fra de meget begejstrede øst- og centraleuropæiske lande, som bakker fuldt ud op om den linje, der ligger i NATO, og som har ligget i NATO igennem mange år? Hvor kommer den her fornemmelse fra, nemlig at vi i forbindelse med EU-samarbejdet får sådan en hyggelig, fredelig krigsmaskine?

Ordføreren.

Jeg vil godt starte med at sige, at hr. Søren Espersens fornemmelse for sne og min fornemmelse for sne harmonerer uendelig dårligt med hinanden. Den fornemmelse, som hr. Søren Espersen synes han kunne høre i det, jeg sagde, ved jeg ikke hvor han har fra, men det er i hvert fald ikke kommet ud af min mund.

Nej, EU er ikke en samling af stater, hvor man bare siger, at der er lutter fred og fordragelighed, men det, der sådan set er vores relativ enkle argument, er, at vi i øjeblikket ikke har nogen indflydelse på den politik, og den vil vi gerne have indflydelse på. Og vi mener, at hvis man kigger hen over verden, er det mest sandsynlige sted, hvor man kan få en sikkerhedspolitik, der er tonet lidt anderledes og har stærkere vægt på konfliktløsning, faktisk EU. Jeg synes, at Petersbergopgaverne som hr. Søren Espersen udmærket kender - altså fra konfliktforebyggelse over konfliktløsning til konfliktstyring - også peger udmærket i den retning, hvis man skal indsætte et antal styrker. Det er da i hvert fald i sin egen beskedenhed det mest fremsynede, som vi endnu har set noget sted.

Hr. Søren Espersen.

Har vi ingen indflydelse på vores egen forsvars- og militærpolitik nu? Det er jo en fantastisk påstand at komme med. Er fru Anne Grete Holmsgaard klar over, at der hos Frankrig og Tyskland ligger klare planer om, at der skal være et antal bataljoner, der skal udsendes til specielle kriser og krigsområder, og som skal være under EU-kontrol, altså under EU-kommando? Det er altså langt mere vidtrækkende end det, som NATO nogen sinde kunne drømme om at indføre i NATO-samarbejdet, for der kan vi nemlig sige fra til præcis hvad vi vil, og vi kan melde os til, hvad vi vil. Det er jo det, der sker nu.

Det, som fru Anne Grete Holmsgaard sikkert håber på, er, at det bliver hendes og Socialistisk Folkepartis måde at lave forsvarspolitik på, som bliver gældende, men jeg kan forsikre om, at sådan bliver det ikke i forhold til det. Der ligger klare planer hos Tyskland og Frankrig om, hvordan det her skal køre under EU-kontrol med den gode gamle europahær, som jeg kan huske, at fru Anne Grete Holmsgaard kæmpede så indædt imod for nogle år tilbage, da hun var mere fornuftig.

Ordføreren.

Allerførst: Jeg sagde ikke, at vi ikke har nogen indflydelse på vores egen sikkerheds- og forsvarspolitik; selvfølgelig har vi det. Jeg snakkede om EU og om, at vi ikke har nogen indflydelse på EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik ved at være uden for, og det mener SF er uhensigtsmæssigt.

Det er klart, at man kan hive det gamle spøgelse - vil jeg godt sige om europahæren - op af kisten igen. Jeg mener ikke, det er det, der tegner sig i øjeblikket. Hermed ikke være sagt, at der ikke er uenighed, vel er der uenighed på mange forskellige måder; det har jeg jo sådan set stået og sagt heroppe. Jeg mener bare, at de interesser, vi har i at få styrket den del af sikkerhedspolitikken, der handler om konfliktforebyggelse og konfliktløsning, har vi større mulighed for at få indflydelse på ved at være med indenfor end ved at være udenfor. Om vi så vinder det slagsmål, er jo det rene gætværk, men man kan i hvert fald kun bringe det den rigtige vej ved at være med.

Tak til fru Anne Grete Holmsgaard. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Bendt Bendtsen.

Da Det Konservative Folkepartis EU-ordfører fru Helle Sjelle ikke kan være til stede, er det blevet mit lod at løfte opgaven for Det Konservative Folkeparti i dag, og det siger jeg tak for.

Jeg vil starte med at rose udenrigsministeren for en god redegørelse. Jeg vil sige, at Det Konservative Folkeparti støtter linjen med at få afviklet forbeholdene, og det fremgår jo også af regeringsgrundlaget. Der er ikke behov for at citere regeringsgrundlaget, det har Venstres ordfører allerede gjort. Men det er klart, at der også er behov for klarhed om rammerne om EU's fremtidige arbejde ovenpå, at Irland sagde nej. Vi ønsker på linje med de andre partier, at der skaffes klarhed om traktatgrundlaget, før vi kan begynde at spørge borgerne, om de ønsker at afskaffe forbeholdene.

Se, så er den historie jo egentlig ikke ret meget længere, men jeg vil gerne sige, at jeg lige faldt over hr. Morten Messerschmidts forslag til vedtagelse. Der står:

»Forbeholdet i forbindelse med euroen har sikret den sunde udvikling for dansk økonomi …«

Jeg tror nok, vil jeg sige til hr. Morten Messerschmidt, at vi skal tildele det nogle i regeringen at have sørget for, at der var en ordentlig økonomisk politik i Danmark, og det må hr. Morten Messerschmidt have deltaget i. Jeg tror nu altså ikke, at det er forbeholdet om euroen, der har gjort, at Danmark har haft en sund økonomisk politik.

Hvis vi skal tale om euroen, og det har hr. Morten Messerschmidt og jeg talt rigtig meget om, hver gang vi har været ude at krydse klingerne en lille smule, så vil jeg gerne blot sige, at jeg jo egentlig er glad for, at vi har euroen i Europa i dag. Altså, vi har en finanskrise, vi har en økonomisk krise, der raser i hele verden, også i Europa, og jeg er altså ikke meget i tvivl om, at der blandt landene i Sydeuropa var nogle, der ville have været fristet til at devaluere flere gange, hvis de havde haft muligheden for det. Vi ser jo tydelige tegn på protektionisme ude i verden i øjeblikket, hvor de enkelte lande kigger meget på sig selv. Jeg tror, fru Anne Grete Holmsgaard sagde, at de pillede sig selv i navlen, og det ser man klart, når man ser den franske bilindustri osv.

Hvis vi prøver at spole tiden lidt tilbage til sidste gang, vi havde en kæmpe recession og økonomisk krise i 1930'erne, kan vi se, at der var det her devalueringskapløb, og jeg må bare sige til hr. Morten Messerschmidt og Dansk Folkeparti, at hvis vi nu var endt med et nationalt kapløb under denne krise for at kunne devaluere den enkelte valuta, hvordan ville naboerne så reagere? De ville reagere på nøjagtig samme måde. Derfor er jeg ikke i tvivl om, at hvis vi ikke havde haft euroen, kunne det have betydet, at vi ville have fået en række devalueringer, som ville have fået den eksisterende krise til ikke kun at blive dybere, men så sandelig også længere. Og da vi har kronen fast knyttet til euroen, mener jeg faktisk, at der er en politisk ansvarlighed i at deltage i politikken på området. Det viser, hvor meget eurogruppen egentlig sidder og bestemmer i dag, inden man holder møde i de øvrige fora. Så der er en politisk pris, og der er også en økonomisk pris, og hvis vi ikke rigtig tror på, at der er en økonomisk pris, kan vi jo spørge nogle af de danskere, der har investeret i Sverige her på det sidste.

Når vi ser på forsvarsforbeholdet, kan vi se, at verden både har udviklet og ændret sig, og at det jo er en klods om benet på os, først på Balkan og nu også i forbindelse med indsatsen mod pirateri i Aden Bugten. Så Det Konservative Folkeparti kan selvfølgelig støtte og står bag ved det forslag til vedtagelse, der er fremsat af de øvrige partier. Det tjener Danmarks interesser bedst at være med fuldt og helt.

Tak. Der er korte bemærkninger, først fra hr. Morten Messerschmidt.

Jeg vil ellers starte med at give hr. Bendt Bendtsen ret i, at en stor del af æren for, at det er gået så godt for dansk økonomi, selvfølgelig også hviler hos regeringen og Dansk Folkeparti. Jeg synes bare, at selvros ligger mig så fjernt, så det vil jeg ikke skrive direkte ind i et forslag til vedtagelse, så vi holdt det i de mere formelle og institutionelle rammer.

Det er jo fuldstændig rigtigt, som hr. Bendt Bendtsen påpeger, at man ikke kan devaluere for sig selv, når man er med i euroen, men betyder det, at de underliggende forhold, der, hvis f.eks. Italien havde sin egen valuta, ville fremtvinge behovet for en devaluering, er forsvundet? Det gør det ikke, og det er derfor, hele Sydeuropa i øjeblikket oplever en fuldstændig recession. De ting, som har ødelagt Sydeuropas konkurrenceevne, og de konsekvenser, det har, forvinder jo ikke, bare fordi man ikke kan devaluere.

Så Sydeuropa taber jo i forvejen. Om de devaluerer og får gang i økonomien, men med et lavere udgangspunkt, eller om de i dag ingen mulighed har for at få gang i økonomien, kommer vel egentlig ud på ét.

Ordføreren.

Jeg vil sige, at vi jo ikke behøver at gå til steder, hvor man er med i euroen. Hvis vi tager de steder i Østeuropa, der er med i EU, og som egentlig gerne vil med i euroen, så oplever de jo også massive problemer med økonomien i øjeblikket.

Det, det drejer sig om, er, at man nu ikke hægter sig på protektionismen i Europa, for gør man det, så ved vi fra historien, at krisen bliver både dybere og mere længerevarende. Det er den fejltagelse, vi ikke må begå, og det er også derfor, lederne i EU den ene gang efter den anden ser i hinanden i øjnene og siger: Nu er det ikke nationale forhold, det drejer sig om, vi har brug for hinanden.

Det er også derfor, jeg synes, at det i en diskussion om euroen måske kunne være rart at få at vide, om Dansk Folkeparti, når de nu er så meget imod euroen, så er indforstået med, at vi er knyttet til euroen med den fastkurs, som vi har. Det synes jeg snart vi skal have et klart signal om.

Så er det hr. Morten Messerschmidt.

Jeg føler mig næsten overbevist om, at hr. Bendt Bendtsen med sin ministerbaggrund er klar over, at spørgsmålet om protektionisme og økonomisk indelukkethed, om man så må sige, jo intet har med euroen at gøre. Det hviler i EF-traktatens artikel 28 og 29, som direkte forbyder både kvantitative indførelsesrestriktioner og kvantitative udførelsesrestriktioner - bare sådan, at det er fuldstændig klart i forhold til det videre forløb.

Hr. Bendt Bendtsen vil naturligvis også vide, at Dansk Folkeparti er tilhænger af, at vi fører en fastkurspolitik inden for de rammer, som ERM II altså muliggør, det vil sige med faktiske udsving på 4,5 pct. i forhold til centralkursen, lige så vel som der er mulighed for at føre sin egen rentepolitik.

Jeg kunne jo så tilsvarende spørge hr. Bendt Bendtsen, om det ikke egentlig er en fordel for dansk økonomi, at vi har den mulighed for at svinge 2,25 pct. på hver side af euroen netop for at stimulere dansk økonomi, og at vi faktisk bruger det, og om hr. Bendt Bendtsen ikke er bekendt med, at samtidig med, at SEB de sidste 10 år har justeret sin udlånsrente omkring 30 gange, har Nationalbanken faktisk har gjort det omkring 50 gange? Vi har altså omkring 20 gange mere end SEB følt behov for at justere vores udlånsrente, og det er måske ikke så tosset at have den mulighed.

Så er det ordføreren.

Jeg nåede altså ikke at få noget svar på, om Dansk Folkeparti var stærk tilhænger af fastkurspolitikken eller ej.

Jeg vil gerne sige, at det i den tid, jeg har været økonomiminister, har været sådan, at når SEB har ændret renten, har nationalbankdirektøren ringet kort tid efter og fortalt, hvordan vi gør i Danmark. Det vil sige, at vi i tykt og tyndt følger euroen. Jeg er ikke i tvivl om, at vi i et så lille valutaområde som det danske netop har vist, at vi har kunnet holde fast, og at vi har fået de gavnlige effekter af det, mens vores broderfolk i det svenske i øjeblikket ligger med en kurs på den svenske krone på omkring 65 øre, fordi man først i 1990'erne var nødt til at slippe håndtaget, fordi man ikke kunne følge med.

Der er ingen tvivl om, at i den verden, vi lever i, med de store transaktioner er kronen et utrolig lille valutaområde. Derfor er vi også meget, meget enige i, at man er nødt til at følge euroen, og så vil vi Konservative selvfølgelig gerne sige, at man så lige så godt kunne være med fuldt og helt, når man alligevel følger politikken på området.

Så er det hr. Søren Espersen for en kort bemærkning.

Nu bliver der fra den konservative ordførers side sagt, at vi ikke kan jage pirater længere. Jeg ved ikke, om hr. Bendt Bendtsen er klar over, at »Absalon« i stor stil sejler rundt i Det Indiske Ocean og jager pirater i stor stil. Så jeg ved ikke, hvor det her kommer fra.

Sagen er jo, at da vi skulle have været under en EU-kommando, sagde vi fra, fordi ideen med den EU-kommando var, at man nu skulle agere smuglerpolitibetjente i stedet for at jage pirater. Det var det, der gjorde, at vi kunne fortsætte med at jage pirater. Så jeg forstår ikke den der historie.

Jeg talte lidt med fru Anne Grete Holmsgaard før om det her med at være under kommando af EU, at danske tropper altså skal stilles under EU-kommando, og jeg vil gerne spørge, om den sag vil være noget, som hr. Bendt Bendtsen kunne forestille sig som en mulighed i fremtiden, at danske tropper altså stilles under nogen som helst anden kommando end den danske forsvarsministers?

Ordføreren.

Jeg kunne jo godt forestille mig, at »Absalon« havde været under EU-kommando for nærværende. Vi er jo i den situation, at EU allerede har en aftale med Kenya om at tage pirater, der bliver opbragt. Og når vi taler om pirateri, vil jeg spørge hr. Søren Espersen om, om vi har det i Danmark. Nej, det har vi ikke. Det ved jeg at udenrigsministeren arbejder hårdt på, men hvad bliver resultatet? Det bliver, at den danske statskasse kommer til at punge ud for det.

Hr. Søren Espersen.

Jamen det er en spændende, nærmest rabbinsk måde at besvare spørgsmål på ved at stille et nyt spørgsmål. Det er mig, der stiller spørgsmålene nu, vil jeg sige til hr. Bent Bendtsen, så jeg vil gerne have svar på det, jeg spørger om. Kunne man i den konservative tankegang forestille sig, at danske tropper nogen sinde sætter sig under anden kommando end den fra det danske Forsvarsministerium?

Ordføreren.

Jeg kunne jo godt tænke mig, at Danmark havde været til stede på Balkan. Vi er nødt til at forlade Balkan, fordi det nu ikke længere er under NATO, men under EU. Jeg kan godt forstå, det er ubehageligt at få det spørgsmål om, at danskerne nu skal til at betale, hvis det er sådan, at »Absalon« opbringer nogle pirater, der skal afleveres i Kenya. Det bliver så for de danske skatteborgeres regning.

Tak til hr. Bendt Bendtsen. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Så går vi videre i ordførerrækken, og næste ordfører er fru Lone Dybkjær.

Det Radikale Venstre er tilhængere af, at Danmark bliver helt og fuldt medlem af det europæiske samarbejde, og vi har derfor gentagne gange foreslået, at alle forbeholdene skal afskaffes. Man kan diskutere, hvad indholdet i unionsborgerskabet er, men forbeholdet mod det mener jeg er tomt i dag - men det er en mindre del af det hele.

Vi synes, at alle forhold skal afskaffes. Vi mener altså også, at det retslige forbehold skal afskaffes helt og fuldt, og ønsker altså ikke, som regeringen gør, at indføre et nyt forbehold. Derfor var Det Radikale Venstre sådan set også glad for det, regeringen i forbindelse med sit regeringsgrundlag meldte ud, nemlig at man ville afskaffe forbeholdene i denne regerings periode. Det var jo på et tidspunkt, hvor alle troede, at Lissabontraktaten ville blive vedtaget, men senere viste det sig jo, at det blev den ikke, og derfor så regeringen sig nødsaget til at lade være med at rejse nogen debat om forbeholdene - i hvert fald ville den ikke afholde en folkeafstemning.

Det Radikale Venstre mente på det tidspunkt, at man godt kunne have taget en folkeafstemning om f.eks. forsvarsforbeholdet. Det er i og for sig på mange punkter uafhængigt af Lissabontraktaten. Vi kender det i forhold til Nicetraktaten og i forhold til Lissabontraktaten, og det synes vi godt man kunne have taget fat på. Vi mener også, at man kunne have taget en folkeafstemning om euroen uafhængigt af Lissabontraktaten. Derimod er det selvfølgelig en anden situation, når det drejer sig om det retslige forbehold, fordi der dér er stor forskel på Nicetraktaten og Lissabontraktaten.

Vi - og det vil jeg godt understrege - mener, at forbeholdene skal afskaffes et for et. Vi mener altså ikke, at der skal være tale om en samlet pakke. Jeg er udmærket klar over, at de argumenter, der er, går på, at forbeholdene blev indført samlet, og så skal de også afskaffes samlet. Det synes jeg ikke er en rigtig tankegang. Vi vil have dem afskaffet et for et, fordi udviklingen på de forskellige områder har været meget forskellig og har haft meget forskellig betydning for de enkelte forbehold.

Så er vi enige med dem, der tidligere har sagt, at det, at vi har forbeholdene, altså gør, at vi skal investere utrolig meget kraft i forbeholdenes fastholden, hver gang vi har nogle mere principielle for slet ikke at sige traktatmæssige diskussioner i det europæiske samarbejde. Det tager selvfølgelig kræfterne fra andre ting, og da nu hr. Morten Messerschmidt har været inde på, hvad det egentlig er, vi godt kunne have ønsket os, så er det ikke, fordi vi synes, at Lissabontraktaten er jordens mest vidunderlige traktat. Vi siger, at det er den mulige traktat, og den synes vi er langt bedre end den eksisterende traktat, og det er også derfor, vi varmt har anbefalet Lissabontraktaten. Men det er da klart, jeg synes da sagtens, at man kunne have kigget på nogle stærkere miljømæssige tiltag og muligheder i forbindelse med Lissabontraktaten: mere klimapræcisering, end vi har i dag; der kunne også være noget om arbejdsmarkedet, det er vi sådan set ikke uenige med ordføreren for forespørgerne, hr. Morten Messerschmidt, om; der kunne også være nogle forskellige sociale dimensioner, som vi godt kunne have ønsket i virkeligheden var klarere præciseret eller stærkere funderet i Lissabontraktaten.

Men igen vil jeg sige, at vi må investere utrolig meget kraft i at fastholde vores forbehold, og det gør altså, at vi argumentmæssigt svækkes i forhold til hele forhandlingsforløbet. Det er jo det, der er dokumenteret i DIIS-rapporten, og det mener vi faktisk er en rigtig udlægning af situationen, og derfor synes vi også, at det vil være godt, hvis forbeholdene blev afskaffet. Jeg har allerede sagt, at vi i hvert fald på et tidligere tidspunkt har syntes, at det var udmærket at gå i gang med afskaffelse af et eller flere af forbeholdene. Vi må også erkende, at som situationen i øjeblikket er med den finansielle krise, vi har - jeg er sådan set glad for den konservative ordførers stærke præcisering af, at vi faktisk har en krise, det er ikke altid, regeringen har været helt så præcis i sine udtryk, når vi diskuterede de her ting - og at Lissabontraktatens skæbne også er uafklaret, så kan vi selvfølgelig godt se, at det måske ikke er lige her og nu, vi skal investere al vores europæiske kraft, om jeg så må sige, i en diskussion af forbeholdene.

Men vi håber, at vi på et tidspunkt får en afklaring, hvad angår Lissabontraktaten, så vi kan tage fat på en diskussion om forbeholdenes afskaffelse.

Tak til fru Lone Dybkjær. Der er ikke nogen, der har bedt om ordet. Næste ordfører er så hr. Per Clausen.

Det er lidt spændende at lytte til debatten i dag. Man kan jo få det indtryk, at en af forklaringerne på, at Lissabontraktaten er blevet så dårlig, som den er blevet, er, at Danmark har nogle forbehold, altså at det har ført til, at Danmark har stået meget svagt i forhandlingerne om Lissabontraktaten.

Jeg vil bare sige, at det er helt nyt for mig. Jeg har ingen erindring om, at de synspunkter blev fremført, da vi diskuterede Lissabontraktaten her i Folketingssalen. Der mener jeg at kunne huske, at Lissabontraktaten måske ikke var fantastisk og sådan noget, men da var den da god, og jeg har ikke nogen erindring om, at den danske regering mødte op i Folketinget og i Europaudvalget og redegjorde for, at man havde store vanskeligheder med at komme igennem med sine synspunkter og følte sig meget svækket i forhandlingerne. Men det er så blevet det, der skal trækkes af stalden nu, ligesom et af argumenterne for at afskaffe forbeholdene jo også er, at forbeholdene er blevet mere besværlige på grund af Lissabontraktaten.

Så kan man spørge sig selv, om det, når nu befolkningen har ønsket forbeholdene, så ikke ville være rimeligt at lade befolkningen tage stilling til, om man vil have Lissabontraktaten, hvis det virkelig er rigtigt, at den gør forbeholdene mere besværlige. Nej, sådan er logikken ikke. Nej, så må befolkningen pænt trække forbeholdene tilbage. Så jeg synes jo, at der et eller andet sted bag alt det her også gemmer sig den sådan lidt besynderlige beslutningsproces, vi tit har, når vi snakker EU her i Folketinget, og som også kom frem, da vi diskuterede Lissabontraktaten.

Der er ingen grund til at lægge skjul på, at Enhedslisten igennem de år, der er gået, siden vi fik forbeholdene, for så vidt er blevet bekræftet i to ting.

Det er for det første, at forbeholdene ikke var i stand til at sikre en anden udvikling i EU - det var jo heller ikke formålet, men det var faktisk en af grundene til, at vi var så kritiske over for dem dengang, nemlig at man ligesom sagde: Lad nu EU udvikle sig, som EU vil, og så har vi nogle forbehold, som vi håber kan frede os. Og det syntes vi altså var en meget national tilgang til den diskussion.

For det andet har det selvfølgelig også vist sig, at forbeholdene ikke rettede sig ind imod det, der er kerneproblemerne i EU. Her er Enhedslisten grundlæggende uenig med Dansk Folkeparti, der synes at mene, at forbeholdene har ramt lige i plet, lige i centrum. Der er åbenbart meget ros fra Dansk Folkepartis side til de partier, der i sin tid lavede forbeholdene. Den ros deler vi ikke. Det er vores klare opfattelse, at det, der er hovedproblemet i EU, nemlig de fri og uregulerede markedskræfters dominans, har man med forbeholdene overhovedet ikke forholdt sig til. Og derfor har tingene fået lov til at udvikle sig præcis så uhensigtsmæssigt, som vi havde forventet.

Dengang, ingen gad lytte til det, sagde vi, at konsekvenserne af fuldstændig at slippe kapitalbevægelserne og den finansielle spekulation fri ikke ville føre til, at pengene ville bevæge sig derhen, hvor der var mest brug for dem for at skabe produktion og udvikling, nej, det ville føre til, at pengene søgte derhen, hvor der var størst mulighed for at opnå den maksimale profit. Det er også det, der er sket. Det har været en medvirkende årsag til den finansielle krise, vi har oplevet.

Man kan altså sige, at hele EU-konstruktionen på afgørende vis har spillet en rolle dér. Vi har kunnet se, hvordan vi har måttet acceptere dårligere forbruger- og miljøbeskyttelse og dyrevelfærd, end der er flertal for i det danske Folketing. Vi kunnet se, hvordan de danske lønmodtagere oplever at blive udsat for social dumping. Det er alt sammen konsekvenser af, at det indre marked har været dominerende.

Men det er da rigtigt, at det at opgive forbeholdene yderligere vil svække vores muligheder for at føre en selvstændig politik i Danmark, yderligere vil svække vores muligheder for at forhindre den ødelæggende effekt, som det, at det indre marked er så dominerende i EU, har på vores samfund. Så derfor støtter Enhedslisten, at vi skal forsvare forbeholdene, og vil derfor også kæmpe for at bevare forbeholdene ved de kommende folkeafstemninger, som jeg kan forstå kommer, når man regner med at være sikker på at vinde. Det er derfor, vi ikke får afstemningen om euroforbeholdet, før fru Anne Grete Holmsgaard har overbevist hr. Villy Søvndal, hvorimod vi nok får de andre afstemninger tidligere. Og så er det vel derfor, vi får dem sådan lidt forskudt for hinanden. Det spændende bliver jo også, hvornår man finder ud af, hvad det er i retsforbeholdet, man vil have fjernet, for der er jo ikke helt enighed.

Enhedslisten vil til den her debat fremsætte vores eget forslag til vedtagelse, og det lyder sådan her:

Forslag til vedtagelse

»Idet Folketinget konstaterer, at de danske EU-forbehold ikke har kunnet forhindre, at de fri og uregulerede markedskræfters dominans i EU har

- medvirket til at skabe en omfattende økonomisk krise,

- medført, at danske lønmodtagere oplever at blive udsat for social dumping, og

- medført, at Danmark har måttet acceptere dårligere forbruger- og miljøbeskyttelse samt dyrevelfærd, end der har været flertal for i det danske Folketing,

konstaterer Folketinget,

- at en ophævelse af euroforbeholdet yderligere vil svække Danmarks mulighed for at føre en selvstændig økonomisk politik, der fokuserer på velfærd, miljø og beskæftigelse,

- at en ophævelse af forsvarsforbeholdet vil øge risikoen for oprustning og for, at Danmark bliver involveret militært i forsvaret for de store europæiske landes økonomiske og politiske magtpositioner over hele verden, og

- at en ophævelse af retsforbeholdet vil svække danske borgeres retssikkerhed, og

opfordrer Folketinget regeringen til at opgive alle forsøg på at få ophævet de danske forbehold.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 43).

Tak. Jeg skal her oplyse, at det oplæste forslag til vedtagelse indgår i de forhandlinger, der pågår i Folketingssalen.

Her er det hr. Morten Messerschmidt, der har bedt om ordet i anden omgang. Værsgo.

Når jeg beder om ordet i den her anledning, er det selvfølgelig, fordi der i løbet af forhandlingerne er rejst en række spørgsmål til Dansk Folkeparti, som jeg naturligvis finder anledning til at besvare. Faktisk viser det sig nærmest som en tendens, at når man stiller et spørgsmål til japartiernes ordførere, besvares det med det andet spørgsmål, og på den måde er de jo så behændigt sluppet uden om overhovedet at give noget bud på, hvorfor det egentlig er, vi skal afskaffe dansk suverænitet, vor selvbestemmelsesret, på en række centrale områder.

Når jeg spørger, hvorfor vi skal afskaffe kronen, bliver jeg spurgt: Er Dansk Folkeparti overhovedet tilhænger af det indre marked? Det var bl.a. hr. Michael Aastrup Jensen, som rejste det spørgsmål, og jeg er da glad for, at hr. Michael Aastrup Jensen i hvert fald fysisk stadig er til stede, sådan at jeg kan besvare spørgsmålet.

Se, sagen er, at det indre marked allerede i dag er omfattet af en række forbehold, og - lur mig - mon ikke selv hr. Michael Aastrup Jensen er tilhænger af dem. Jeg henviser selvfølgelig til den protokol, som gælder for det danske sommerhusforbehold. Det er en klar undtagelsesbestemmelse fra artikel 56, der regulerer de frie kapitalbevægeligheder i EU. Mig bekendt har man fra regeringspartiernes side, herunder fra hr. Michael Aastrup Jensens side, aldrig nogen sinde ytret ønske om at afskaffe det forbehold. Derfor er det at ønske undtagelser fra det indre marked ikke bare noget, som er særligt for Dansk Folkeparti. Det er noget, der er ganske almindeligt. Lad det være sagt om det formelle.

Så kan man diskutere indholdsmæssigt, og der tror jeg, det er rigtigt at sige, at der er en forskel mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti. Vi vil meget gerne have et forbehold, som specifikt undtager Danmark fra at være forpligtet af de udlændingeretlige regler, som EF-Domstolen indfører inden for det indre marked. Vi vil også gerne have en undtagelse, som specifikt siger - og i øvrigt bekræfter de erklæringer, som Danmark tidligere fik på det område, men som efterfølgende er blevet underkendt af EF-Domstolen - at den nordiske aftalemodel ikke skal sies igennem det indre markeds kriterier så at sige, før man finder ud af, hvad man kan gøre gældende.

Vi så sådan set også meget gerne en udvidelse af det, man kalder Cassis de Dijon-hensynene, altså de hensyn, der er udviklet ud over artikel 30, som rummer de almindelige undtagelsesbestemmelser fra restriktionerne mod kvantitative og kvalitative indførselsrestriktioner.

Så på de områder ser vi sådan set gerne en opblødning. Det er ikke det samme som at sige, at vi ønsker en fuldstændig cementering, og at vi ønsker en fuldstændig isolering af Danmark. Nej, vi ønsker bare et indre marked, som sådan set tager hensyn til de naturlige områder, som vi i en moderne verden tager hensyn til: dyrevelfærd, børns sundhed, forbrugersikkerhed, miljø og alle de ting, som i dag ikke er hjemlede undtagelsesmuligheder i forhold til det indre marked.

Jeg kan sagtens eftersende et skriftligt svar eller et notat til hr. Michael Aastrup Jensen eller andre, som rent faktisk måtte have en reel interesse i at vide, hvordan vi ser det indre marked bygget fornuftigt op. Det tror jeg bare ikke der er noget reelt ønske om, for det eneste, der er et reelt ønske om, er at lukke diskussionen, ikke at åbne diskussionen. Hvis først man åbner diskussionen for, om og hvordan man kan gøre noget bedre, er det klart, at flere og flere danskere vil indse, hvor dårligt det udgangspunkt, vi har i dag, rent faktisk er.

Det er naturligvis også derfor, det primære argument fra såvel Socialdemokratiet som Venstre og andre partier i hele den her diskussion har været: Hvorfor skal vi dog trækkes igennem sådan en snak igen? Hvorfor skal vi dog overhovedet diskutere sådan nogle ting? For vi - underforstået det evigt sande, retfærdige jaflertal - er jo allerede klar over, at det bare er godt at få mere EU. Der må man nok bare sige, at vi i Dansk Folkeparti sådan set har det fint nok med ikke at høre til det selvretfærdige jaflertal, for det er ret åbenlyst, at vi ikke har nogen positiv interesse i at få mere EU. Vi har faktisk en interesse i at få mindre EU.

Det er jo også derfor, at hvis jeg skal svare på det spørgsmål, som hr. Bent Bendtsen rejste tidligere - nu får jeg formodentlig også lejlighed til at svare på det de næste 3 måneder, men jeg vil gerne gøre det her; så bliver det også protokolleret, og jeg kan så fremover nøjes med at læse svaret op for hr. Bendt Bendtsen, det ville være til glæde for alle og også tidsbesparende – så vil jeg svare: Dansk Folkeparti er tilhænger af fastkurspolitikken. Det er en god idé at føre en fastkurspolitik, men hvis man ser på, hvordan euroen udvikler sig, må man bare sige, at det ikke er imponerende. I eurosamarbejdet slås man i dag med nogle ekstreme interne stridigheder mellem nord og syd. Sydeuropa har voldsomt store problemer. Hvis hr. Bendt Bendtsen er i tvivl om det, kan han jo tjekke Bloomberg og se, at der faktisk på enslydende fordringer er store forskelle på priserne, altså at den interne markedsudlånsrente er forskellig inden for eurozonen. Det er et klart signal om utryghed ved euroen. Det er et signal om, at euroen ikke er stabil.

Hvorfor skulle man cutte alle bånd til alternative muligheder, når det, man har valgt at låse sig fast på, stadig ikke har vist sig at være stabilt? Det er deri, hele logikken ligger: at føre en fastkurspolitik, men altså stadig holde fast i muligheden for på et senere tidspunkt at gøre noget andet. Vi vil ikke i al fremtid deponere muligheden for at sige, at fastkurspolitikken ikke er den evigt rigtige for Danmark, for der er så meget, der tyder på, at bare internt i forbindelse med eurosamarbejdet har man store problemer. Og hvorfor skulle Danmark blive en del af de problemer?

Jeg vil lige gøre opmærksom på, at det er hr. Morten Messerschmidt, der har ordet, og det bedes man respektere, også mens man vandrer ind i salen. Værsgo.

Jeg er snart færdig, formand.

Det er blot for at sige, at forbeholdene har været en succes. På det retspolitiske område har forbeholdene sikret den stramme danske udlændingepolitik og har i øvrigt sikre den høje danske standard inden for retsvæsenet, som slet ikke genkendes i andre EU-lande. Jeg minder om, at f.eks. Italien er dømt mere end 1.000 gange for overtrædelse af den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 6, som handler om, at man som individ har krav på en retfærdig rettergang. Det siger alt om, hvor store forskellene er landene imellem, og hvor store problemerne er i visse af EU-medlemslandene. Det er ikke problemer, som vi ønsker skal blive en del af den danske dagligdag. Vi kan faktisk rigtig godt selv. Derfor er der ingen grund til at give andre landes politikere afgørende indflydelse på Danmark og slet ikke på de her områder. Tak for ordet, formand.

Tak til hr. Morten Messerschmidt. Der er ikke flere, der har bedt om ordet til hr. Morten Messerschmidt. Det betyder, at forhandlingen er afsluttet, og at medlemmerne skal belave sig på, at vi om 1 minut går til afstemning. Så har man haft 7 minutters spadsereturstid, efter vi har ringet til afstemning.

Vi kan gå til afstemning. Der stemmes om forslag til vedtagelse nr. 42 af Michael Aastrup Jensen (V), Kim Mortensen (S), Anne Grete Holmsgaard (SF), Bendt Bendtsen (KF), Lone Dybkjær (RV) og Anders Samuelsen (LA), og der kan stemmes.

Afstemningen slutter.

For stemte: 83 (V, S, SF, KF og RV), imod stemte: 18 (DF og EL), hverken for eller imod stemte: 0.

Forslag til vedtagelse nr. V 42 er vedtaget.

Hermed er forslag til vedtagelse nr. V 41 af Morten Messerschmidt (DF) og forslag til vedtagelse nr. 43 af Per Clausen (EL) bortfaldet, og hermed er selve forespørgslen afsluttet.

(Talen er under udarbejdelse)