Det første punkt på dagsordenen er:

1) Forespørgsel nr. F 14:

Forespørgsel til beskæftigelsesministeren:

Hvad vil regeringen gøre i EU, for at EF-Domstolen ikke længere skal kunne tolke de nuværende EU-traktater og det gældende udstationeringsdirektiv, som den på det seneste har gjort i Lavaldommen?

Af Ole Sohn (SF) og Karsten Hønge (SF).

(Anmeldelse 25.11.2008. Fremme 28.11.2008).

Jeg skal gøre opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse først vil finde sted tirsdag den 17. februar i år.

Den første, der får ordet, er hr. Karsten Hønge som ordfører for forespørgerne for begrundelse af forespørgslen.

SF har ønsket den her debat for at holde fast i det spor, der skal ende i en bindende fælles europæisk aftale, som vil fastslå de enkelte landes fagbevægelsers ret til at konflikte sig til overenskomster.

Retten til, at frie og uafhængige fagforeninger skal kunne forhandle og om nødvendigt konflikte sig til overenskomster, er en del af grundlaget for demokratiet, og det er det værn, som lønarbejdere skal have, og som skal kunne bruges til at forhindre social dumping. Men det her er dog ikke bare i lønarbejdernes interesse. Seriøse danske virksomheder, ja, og for den sags skyld også seriøse udenlandske virksomheder, har også interesse i, at konkurrencen om opgaver foregår på nogenlunde ens vilkår. Det har stor betydning også for fremtiden for selve EU, og overalt i Europa fører utryghed om job og velfærd til skepsis over for ændringer i EU. Vi så det, da Frankrig og senere Irland stemte nej til de nye traktater.

Med vidt forskellige udgangspunkter burde vi kunne enes om at give regeringen den opgave at gå foran i EU med at få skabt en langt stærkere social dimension. Det skal gennem bindende politiske aftaler på højeste niveau i EU slås fast, at lønarbejdernes ret til at forsvare sig gennem kamp for overenskomster og ordnede arbejdsforhold skal sættes over retten til kapitalens frie bevægelighed.

Tak. Og så er det beskæftigelsesministeren til besvarelse.

Temaet for dagens forespørgselsdebat er, hvad regeringen vil gøre for at undgå, at EF-Domstolen fremover tolker traktaterne og udstationeringsdirektivet på samme måde, som den har gjort i Lavalsagen. Jeg må tro, at baggrunden for forespørgslen nok så meget går på, hvordan vi undgår, at den danske arbejdsmarkedsmodel kommer under pres via EF-Domstolens praksis, og om der er behov for initiativer på EU-plan.

EF-Domstolens rolle har flere gange været til debat her i salen inden for de sidste par år. Debatten har været rejst, når EF-Domstolen har truffet en afgørelse, som har været overraskende eller kontroversiel i forhold til, hvordan vi har opfattet retstilstanden. Dette var f.eks. tilfældet ved Lavaldommen, hvor EF-Domstolen berørte områder, som vi anså for alene at høre under den enkelte medlemsstats kompetence. At EF-Domstolen indimellem kommer frem til et andet resultat, end vi fra dansk side ønsker, er et vilkår ved at være med i EU-samarbejdet, hvor forskellige hensyn skal afbalanceres i forhold til hinanden. Det er samtidig vigtigt at huske på, at EF-Domstolen har en vigtig rolle i EU-samarbejdet som en garant for det retsbaserede samarbejde. Det må vi ikke glemme i debatten om f.eks. Lavaldommen. Det er jo netop kernen i ethvert retsfællesskab, at der er domstole til at fortolke reglerne i det fællesskab - det gælder også i EU.

Som medlem af EU må vi acceptere, at vi ligesom andre lande i Europa nogle gange må tilpasse vores systemer og regler. Derfor er det nu engang Domstolens rolle at fortolke traktaten og de underliggende retsakter. Men det er så vores opgave som politikere at vedtage så klare og gennemskuelige regler som muligt og få tingene ordentligt afklaret, så Domstolens rolle afgrænses til alene at være at skulle tage stilling til konkrete juridiske problemstillinger.

Forespørgslen er stillet på et tidspunkt, hvor den danske Lavalløsning endnu var til debat. Ændringen af udstationeringsloven var endnu ikke vedtaget her i Folketinget, og situationen var derfor uafklaret. Nu har vi imidlertid fundet og gennemført en national løsning, som håndterer Lavaldommen. Denne løsning, som regeringen og arbejdsmarkedets parter har fundet i fællesskab, bevarer den danske model og konfliktretten og sikrer os samtidig mod social dumping og unfair konkurrence. Jeg synes, det er vigtigt at holde sig for øje, at vi med ændringen af udstationeringsloven har fået håndteret Lavaldommen nationalt ved i bred enighed at få vedtaget nogle tilpasninger af udstationeringsloven, som sikrer, at konfliktretten over for udenlandske tjenesteydere anvendes i overensstemmelse med gældende EU-ret.

Jeg vil gerne understrege, at regeringen aktivt følger EF-Domstolens arbejde og udnytter mulighederne for at gøre danske synspunkter gældende i principielle sager for dermed at præge udviklingen i EU. Det gælder først og fremmest i sager af særlig relevans for Danmark, som tilfældet var i f.eks. Laval-, Viking-, Rüffert- og Ruben Andersen-sagen. Regeringen holder løbende Folketinget orienteret om Domstolens virksomhed og regeringens håndtering af principielle sager. Og som led i den europæiske aftale mellem japartierne fra februar 2008 er vi ved at se på, hvordan dialogen med Folketingets Europaudvalg kan styrkes yderligere.

Jeg mener, at det er godt og nyttigt med en debat om EF-Domstolens praksis, men vi skal ikke glemme EF-Domstolens vigtige rolle i EU-samarbejdet eller de positive afgørelser, som EF-Domstolen også træffer på arbejdsmarkedsområdet. Det gælder f.eks. senest Domstolens afgørelse fra den 18. december 2008 i den danske Ruben Andersen-sag, hvor Domstolen endnu en gang anerkender, at EF-direktiver kan gennemføres via kollektiv overenskomst på det danske arbejdsmarked. I afgørelsen slår Domstolen nemlig fast, at alle ansatte uanset medlemskab af en fagforening kan være sikret rettigheder efter et og samme retsgrundlag, nemlig en kollektiv overenskomst. Domstolen anerkender dermed anvendelsen af områdeoverenskomster ved implementering af direktiver, hvilket er et helt grundlæggende princip på det danske arbejdsmarked. Afgørelsen er endnu et eksempel på, at aftalemodellen og arbejdsmarkedets parter fuldt ud anerkendes i EU-retten.

For regeringen er det afgørende, at vi fortsat kan bevare den danske aftalemodel, som er årsagen til, at vi har et konkurrencedygtigt og omstillingsparat arbejdsmarked samtidig med høje sociale rettigheder. I EU-sammenhæng slår vi på, at der skal være plads til de forskellige arbejdsmarkedsmodeller, vi har i EU. Det er i den sammenhæng værd at hæfte sig ved, at den danske model fortsat nyder stor anerkendelse både fra vores EU-partnere og fra det store udland. Derfor er jeg ikke så bekymret for, at EU-systemet på nogen måde skulle være interesseret i eller på vej til at undergrave den danske arbejdsmarkedsmodel, som i mange EU-sammenhænge bliver fremhævet som en rollemodel.

EF-Domstolen er i nogle konkrete sager kommet frem til en række afgørelser, som vi fra dansk side gerne havde set var faldet anderledes ud. De seneste domme på udstationeringsområdet, som jeg nævnte - Laval-, Viking-, Rüffert- og Luxembourgsagen - har givet genlyd i en række EU-lande og i EU-systemet som sådan. Derfor vil spørgsmålet om fri bevægelighed, sikring af arbejdstagerrettigheder og respekt for de enkelte landes arbejdsmarkedsmodeller fortsat præge debatten i EU. Men EF-Domstolens vurdering af retstilstanden i konkrete medlemslande vedrørende gennemførelsen af udstationeringsdirektivet mener regeringen ikke kan begrunde, at vi tager initiativer i forhold til EU-systemet om ændring af reglerne.

Kommissionens foreløbige udmelding er, at man ikke på nuværende tidspunkt finder behov for ændringer af EU-lovgivningen. Kommissionen er i stedet i øjeblikket ved at få udpeget de medlemmer, der skal sidde i en high level-gruppe, der skal drøfte udstationeringsområdet. Gruppen skal bl.a. fokusere på implementeringen af direktivet om mulighederne for et forbedret samarbejde på tværs af grænserne. Kommissionen vil samtidig iværksætte en nærmere analyse af de afsagte domme. Analysen skal ske i et samarbejde med de europæiske parter.

Jeg mener, at vi fra dansk side er bedst tjent med fortsat aktivt at gøre danske synspunkter gældende i EU - synspunkter, som understøtter den danske arbejdsmarkedsmodel og arbejdstagernes rettigheder, herunder retten til at foretage kollektive kampskridt. Og jeg vil fra regeringens side aktivt deltage i de fora, hvor vi kan gøre danske synspunkter gældende.

Tak til beskæftigelsesministeren. Spørgsmål til ministeren kommer efter ordførerrækken, men det er rart at se, at ministeren er forberedt på at svare, på hvilket tidspunkt det skulle være.

Så går vi over til forhandlingen, og den første, der får ordet, er hr. Karsten Hønge som ordfører for forespørgerne. Værsgo.

Det var helt nødvendigt, at Folketinget lige før jul vedtog den såkaldte Lavallov. Med den lov hegnede vi det danske arbejdsmarked ind, så vi ikke lå ubeskyttede hen efter de dramatiske kendelser ved EF-Domstolen, kendelser, der betød, at Domstolen ganske vist anerkendte fagforeningernes ret til at konflikte for overenskomster, men bare ikke lige, når der var brug for det. Det var nødvendigt at handle hurtigt, hvis der ikke skulle opstå kaotiske forhold på arbejdsmarkedet. Selv om det var fuldstændig urimeligt, at Domstolen blandede sig i arbejdsmarkedsforhold med de her liberalistisk inspirerede domme, var det jo altså en kendsgerning, og vi måtte med opbakning fra stort set alle faglige organisationer og arbejdsgiverforeninger gennemføre en lovgivning, der fastholdt fagbevægelsens våben mod social dumping.

SF er en stærk tilhænger af internationalt samarbejde, og vi er samtidig stærke modstandere af, at de enkelte landes befolkninger presses ud i en konkurrence om at sælge sig selv så billigt som muligt til arbejdsgiverne. Det her race mod bunden eller den kedelige konkurrence om, hvem der hurtigst kan spænde livremmen ind, er en aktuel og nærværende trussel for velfærden for ganske almindelige mennesker i Europa. For velfærd er nemlig ikke bare et spørgsmål om overførselsindkomster og offentlig service eller skattetryk. Velfærd handler mindst lige så meget om at have et godt job med trygge vilkår.

Lønarbejdernes konkurrence om job og virksomhedernes konkurrence om opgaver skal foregå på fair og lige vilkår, og vores arbejdsmarked skal ikke sættes på udsalg. Det her er ikke bare en fagforeningssag. Det er simpelt hen en folkesag, som fagbevægelsen så til gengæld har sat sig i spidsen for.

For SF har der hele tiden været to spor i den her sag, dels det nationale spor, som jeg allerede har nævnt, og som handler om her og nu at friholde arbejdsmarkedet for følgerne af Domstolens afgørelser, dels det europæiske spor, der handler om for hele EU at få gennemført en social protokol, en topmødeerklæring eller en anden form for bindende politisk aftale, der vil sætte rettigheder for lønarbejdere over retten til, at kapitalen bevæger sig på tværs af landegrænser for at etablere sig.

Det er også sådan nogle ønsker, den europæiske fagbevægelse er kommet med. Det her kan meget vel være det helt afgørende element for, at EU som sådan kan udvikle sig til at få en større folkelig opbakning. Vi har jo set, hvordan den franske befolkning stemte imod traktatfornyelsen, bl.a. på grund af utryghed over for undermineringen af arbejdsforholdene, og en helt aktuel undersøgelse fra Irland viser, at den enkeltbegrundelse for, at der blev stemt nej, som scorede højest, også her var utryghed om forholdene på arbejdsmarkedet.

Jeg er helt overbevist om, at den danske befolkning vil være særdeles skeptisk over for større ændringer af EU-samarbejdet, så længe der ikke er fuldstændig tryghed om grundlaget for almindelige menneskers velfærd, nemlig gode og ordnede forhold på arbejdspladserne.

Det er derfor, det er så nødvendigt, at den danske regering spiller en meget aktiv rolle for, at EU tager lønarbejdernes rettigheder lige så alvorligt som varernes, tjenesteydelsernes og virksomhedernes frie bevægelighed.

Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Morten Messerschmidt.

Jeg synes jo, at det er spændende, for ikke at sige rørende, at høre Socialistisk Folkeparti stå og tale så varmt om den såkaldte Lavallov, som man nu har gennemført. Og jeg er glad for, at Socialistisk Folkeparti selv bringer det på banen, for så kan det være, at Socialistisk Folkepartis ordfører vil fortælle lidt om, hvad den lov indeholder.

Er det ikke rigtigt, at det kun er de landsdækkende overenskomster, som er dækket? Det vil sige, at alt det, der hedder lokalaftaler, og alt det, der ude i de lokale fagforeningsafdelinger er blevet aftalt og forhandlet på plads med arbejdsgiverne, overhovedet ikke er omfattet, lige så vel som at det alene er løndelen i de landsdækkende overenskomster, som den lov dækker, og det vil sige, at alt det, der handler om aftalte regler om arbejdstid og sociale forhold, som den socialistiske ordfører var inde på, slet ikke er omfattet. Er det ikke noget, vi kan få bekræftet?

Ordføreren.

Nej, det kan DF's ordfører, hr. Morten Messerschmidt, ikke få bekræftet. Det, vi vedtog med Lavalloven, var, at man sikrede konfliktretten for fagforeningerne i forbindelse med at indgå overenskomster.

Det er rigtigt, at der er marginale forskelle i retten til at konflikte. Et slag på tasken, som gives af de faglige organisationer, er, at man vel har ret til at konflikte i forbindelse med i omegnen af 90 pct. af overenskomstens værdi – det kalder man det. Så er det jo rigtigt, at der er en marginal dér, som man ikke kan konflikte i forbindelse med. Men pointen er bare, at vi i dag oplever langt større forskelle på arbejdsmarkedet end de minimale forskelle, der vil være fremover.

Budskabet fra SF er, at vi mener at have hegnet det danske arbejdsmarked ind her og nu, men vi mener også, at det er nødvendigt at gøre noget i en europæisk sammenhæng for at forhindre, at EF-Domstolen i fremtiden skulle finde på at komme med afgørelser, som ikke bare vil stride imod de danske fagforeninger ret til at konflikte sig til ordnede arbejdsforhold, men mindst lige så meget vil stride mod de andre europæiske landes fagforeningers ret til at sikre ordnede arbejdsforhold.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg vil se bort fra, at hr. Karsten Hønge ikke kender den lov, han står og anpriser.

Så vil jeg spørge: Når nu hr. Karsten Hønge mener, at vi skal have en protokol i EU, en garanti i EU for, at man ikke går til videre angreb på de danske og vel alle de nordiske aftalemodeller, hvordan hænger det så sammen med, at SF stemte imod forslag både fra Dansk Folkepartis og Enhedslistens side, som rent faktisk havde den klare hensigt at pålægge regeringen at arbejde for en sådan protokol?

En ting er, at man kommer med en forespørgselsdebat og fremsætter et forslag til vedtagelse, som jo så på en eller anden måde kan opfordre regeringen til det; en anden ting er, at SF selv stemmer imod et beslutningsforslag, der direkte giver mandat til, direkte pålægger regeringen at gå efter det, som SF gerne vil have. Er det særlig troværdigt?

Ordføreren.

Jeg er opmærksom på, at Dansk Folkeparti har været medforslagsstiller på nogle forslag om, at man her og nu skulle foretage sig nogle bestemte handlinger. For SF har det været vigtigere at opnå et resultat end at fremsætte paradeforslag i Folketinget.

Vi synes, at det er vigtigt, at man her sikrer sig, at man faktisk også får gennemført det, man vil have, i EU. Det kan nogle gange betyde, at man skal have et lidt længere perspektiv, så man ikke bare slår hovedet direkte mod en betonmur og risikerer, at man faktisk får nogle forslag afvist i EU. Så der har altså været en vurdering af, hvornår der vil være en reel chance for faktisk at opnå flertal for det, vi gerne vil have gennemført, i stedet for at vi bare viser befolkningen, at vi nu har gjort noget, som i øvrigt ikke fører til noget.

Der er en kort bemærkning fra fru Line Barfod.

Jeg noterede mig med glæde og har jo også hørt det tidligere fra SF, at man går ind for en social protokol eller en lignende bindende juridisk erklæring, som skal sikre, at EF-Domstolen ikke kan træffe den her type afgørelser, der åbner for løntrykkeri. Og derfor vil jeg jo gerne høre, om SF kan støtte det forslag til vedtagelse, som jeg nu vil fremsætte, og som lyder:

Forslag til vedtagelse

»Det er med beklagelse, Folketinget konstaterer, at en række domme fra EF-Domstolen har indskrænket konfliktretten og muligheden for at kræve lige vilkår for lønmodtagerne og sikre lønmodtagerne mod løntrykkeri og social dumping. Skal denne retstilstand ændres, kræver det en traktatmæssig beslutning, f.eks. i form af en juridisk bindende social protokol. Folketinget pålægger regeringen at arbejde for en sådan juridisk afklaring i Det Europæiske Råd.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 35).

Jeg vil sige, at det forslag til vedtagelse, som fru Line Barfod har læst op, vil indgå i de videre forhandlinger i Folketinget. Det er også meget fair over for debatten, at man ved, hvad det er for synspunkter, der gør sig gældende. Ordføreren, værsgo.

Som jeg umiddelbart hørte oplæsningen fra fru Line Barfod, lyder det jo, som om der er mange gode intentioner i forslaget. For SF er det, vil jeg ligesom i mit svar til DF sige, et spørgsmål om: Hvor opnår vi i virkeligheden de ægte resultater? Og derfor vil vurderingen af det forslag ikke kun være et spørgsmål om, om der tekstmæssigt står nogle rigtige ting, men om, hvorvidt vi på det rigtige tidspunkt kan få regeringen til at opnå ægte resultater ude i den virkelige verden. Så derfor ville det være af større betydning for SF at vurdere: Opnår vi i virkeligheden noget ved at vedtage det forslag, som Line Barfod læste op? Eller risikerer vi i højere grad at komme op i et hjørne, hvor de andre europæiske lande måske vil vise et flertal imod os på et tidspunkt, hvor vi med lidt mere tålmodighed kan se, at vi har en chance for at få en bindende europæisk aftale inden for rækkevidde? Og derfor skal man passe på ikke at spænde ben for sig selv.

Fru Line Barfod.

Undskyld, men det forstår jeg simpelt hen ikke. Hvis man skal have en juridisk bindende aftale, og det forstår jeg at hr. Karsten Hønge er enig med den europæiske fagbevægelse i at der er behov for, så skal der vel være nogle regeringer, der arbejder for det? Der vil det vel være fornuftigt at få den danske regering til som en af flere regeringer at arbejde sammen med fagbevægelsen i de andre lande i Europa, for at også andre regeringer begynder at arbejde for det. Vi får da ikke nogen juridisk bindende erklæring i EU, hvis der ikke er nogen regeringer, der arbejder for det. Det forstår jeg simpelt hen ikke.

Ordføreren.

Det er jo klart, at hele formålet med, at SF har rejst den her forespørgselsdebat i dag, netop er at sikre os, at den danske regering aktivt arbejder for en bindende europæisk aftale, der sikrer lønmodtagernes rettigheder. Så er det et taktisk spørgsmål om, om man lige præcis skal vedtage den ordlyd, som fru Line Barfod har læst op, hvorved vi muligvis risikerer at spænde ben for selv, eller om vi mere skulle sigte efter en vedtagelse, der kan samle et større flertal i Folketinget, med udsigt til, at vi kan få samlet et flertal i EU.

Vi er fuldstændig enige med fru Line Barfod og Enhedslisten i, at det her spørgsmål jo ikke er et isoleret dansk spørgsmål. Det handler jo for os om at se på, hvad den europæiske fagbevægelse ønsker, og hvad den danske fagbevægelse ønsker, men da i høj grad også om, hvad der er på dagsordenen i de andre europæiske lande. Herunder tror jeg det vil komme til at spille en stor rolle, hvordan vi klarer det irske spørgsmål i øjeblikket, hvor ordnede forhold på arbejdsmarkedet jo for irerne spiller en stor rolle, i forhold til om man kan få irerne til at stemme ja til traktaten med de forbehold, som de nu ønsker.

Så derfor er svaret fra SF, at vi vil tage stilling til et forslag, der hjælper fagbevægelsen og irerne og franskmændene og lønarbejderne i Europa, men muligvis i et lidt længere perspektiv.

Så er det hr. Bent Bøgsted for en kort bemærkning.

Tak. Når man hører hr. Karsten Hønge, virker det på den ene side, som om Socialistisk Folkeparti på den ene side godt vil være med til at lave nogle restriktioner - og her tænker jeg på protokollen, så vi ikke kommer i den situation, at der skulle ske et angreb på den danske model - og jeg synes, at jeg hører hr. Karsten Hønge på den anden side sige, at Socialistisk Folkeparti godt vil gøre det, men man vil ikke gøre det, uden at resten af EU er med i det.

Jeg synes, at det er sådan et lidt mærkværdigt projekt, som Socialistisk Folkeparti er ved at bevæge sig ind i. Man vil godt arbejde for at sikre det, men det skal ske igennem EU, og det vil sige, at vi ikke kan lave nogen regler, der gælder i Danmark, uden at Socialistisk Folkeparti er sikker på, at man har opbakning fra resten af EU. Man vil ikke gå ind og arbejde selvstændigt for at få regler, der kun gælder for Danmark. Man skal ligesom have det udbredt til hele EU.

Ordføreren.

Jeg må bare spørge, om det ikke er gået op for DF, at det kræver en aftale med andre lande, hvis vi skal lave om på reglerne. Altså, det må da være gået op for DF, at hvis vi skal lave om på grundlaget for EF-Domstolen, kræver det, at vi har andre lande med. Vi kan jo ikke sidde her i Danmark og beslutte, at nu skal man træffe nogle andre afgørelser ved Domstolen.

Sagen er jo, at vi opererer, ligesom vi gør i Danmark. Hvis vi oplever, at domstolene i Danmark ikke afsiger de domme sådan hen over tid, som vi synes er det, vi vil politisk, skal vi ændre grundlaget for domstolene, og på samme måde er det da med EU. Det er jo sådan i forhold til det indre marked, at der har EF-Domstolen jo altså ret til at afsige kendelserne. Uanset at SF synes, at de her lidt liberalistisk inspirerede domme ingen steder hører hjemme i forhold til indblanding i danske forhold, så er det dog en kendsgerning - og det må da også være en kendsgerning for DF - at hvis vi skal lave om på det, kræver det da, at vi har de andre lande med.

Hr. Bent Bøgsted.

Jo, det er vi fuldstændig klar over. Det er bare mærkværdigt, hvad hr. Karsten Hønge kommer med, for så kunne Socialistisk Folkeparti jo lige så godt have stemt for det forslag om en protokol, som Dansk Folkeparti og Enhedslisten kom med, og så ad den vej have bearbejdet EU til at støtte op om de ideer, vi kom med. Men dengang var det, som om Socialistisk Folkeparti var meget fastlåst i forbindelse med østforligskredsen. Da kunne man ikke gøre noget, fordi man havde en aftale med regeringen - og det har Socialistisk Folkeparti for øvrigt stadig væk. Den ophæves jo først her den 1. maj.

Men det er bare mærkværdigt, at Socialistisk Folkeparti ikke kunne sige: Jamen hvis vi skal gøre noget, kan vi lige så godt gøre det her fra Danmark. Vi vil have en protokol. Vi stemmer for et forslag om, at vi skal have en protokol, og så arbejder vi med det nede i EU.

For mig virker det, som om Socialistisk Folkeparti vil arbejde med i EU og se, om man kan få dem overbevist om, at vi skal have en protokol, og så først derefter stemme for, at vi skal have en protokol.

Ordføreren.

Altså, DF må simpelt hen finde sig i, at SF er et resultatorienteret parti, som først og fremmest er optaget af, hvor vi kan opnå ændringer ude i den virkelige verden for europæiske lønarbejdere, og ikke så optaget af, om vi her og nu kan komme med et trut i trompeten som DF, der har ladet sig inspirere til bare at tro, at det ændrer noget som helst, at man her i Folketinget vedtager, at regeringen nu skal gøre det, helt uden at se på, hvad de virkelige muligheder for at få ændret nogen som helst ting er. Så i stedet for at trutte i trompeten er SF altså optaget af, hvordan vi i virkeligheden kan få de andre europæiske lande til at gå med til en bindende fælleseuropæisk aftale, der sikrer lønarbejdernes rettigheder over for det indre marked.

Tak. Der er ikke ønsker om flere korte bemærkninger. Tak til hr. Karsten Hønge.

Næste ordfører er hr. Erling Bonnesen.

Tak. Den danske arbejdsmarkedsmodel skal bevares og forsvares, og det bliver den, både nationalt og på EU-niveau. Vi er godt tilfredse med den danske arbejdsmarkedsmodel, og det er en model, som de fleste andre lande misunder os. Modellen sikrer os et konkurrencedygtigt og omstillingsparat arbejdsmarked. I EU bliver den danske arbejdsmarkedsmodel brugt som det gode eksempel, og det fortæller noget om modellens leve- og bæredygtighed, og der er ikke grund til bekymring for, at Danmarks medlemskab af EU vil true den danske arbejdsmarkedsmodel. Tværtimod viser vores partnere i EU-fællesskabet stor interesse for den.

Nogle gange betyder Danmarks medlemskab af Fællesskabet, at ikke alle Domstolens afgørelser falder sådan lige i vores smag, men så er det godt, at Danmark er i stand til at skabe nationale løsninger - senest med ændringerne i udstationeringsloven, der var en håndtering af Lavaldommen. Ændringerne i udstationeringsloven er en praktisk løsning, der bevarer den danske arbejdsmarkedsmodel, som sikrer os mod social dumpning og unfair konkurrence. Konfliktretten over for udenlandske tjenesteydere blev fastslået, således at man også over for udenlandske tjenesteydere kan anvende kollektive kampskridt til at opnå en kollektiv overenskomst. Arbejdsmarkedets parter støttede og gav deres opbakning til ændringerne.

Det er praktiske danske løsninger som denne, der er med til at fjerne tvivlen om, at den danske arbejdsmarkedsmodel skulle være i fare.

Ud over tiltag på det nationale niveau arbejder Danmark også på EU-plan for at fremme den danske arbejdsmarkedsmodel, og vi deltager aktivt i EU, præger samarbejdet og bidrager med danske synspunkter, eksempelvis i den high level-gruppe, der netop nu er blevet nedsat for at se på tingene og følge op på dem og drøfte lige præcis de problemstillinger, der knytter sig til det her område.

Danmarks engagement i EU er vigtigt, EU er et fællesskab, der er til stor gavn for Danmark, men samtidig et fællesskab, hvor mange forskellige hensyn skal varetages, og hvor afbalancering er en nødvendighed. Danmark deltager aktivt i EU for at påvirke fællesskabet i den retning, vi mener er den rigtige, og samtidig er vi gode til at skabe praktiske løsninger, der er i overensstemmelse med både EU og den danske tradition og indstilling.

Jeg skal på vegne af Venstre, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget understreger behovet for at fastholde retten til at foretage kollektive kampskridt som en vigtig del af den danske arbejdsmarkedsmodel, og Folketinget opfordrer regeringen til aktivt at gøre danske synspunkter gældende i EU og løbende undersøge muligheden for tiltag på EU-niveau, der bekræfter retten til kollektive kampskridt, og som kan understøtte den danske arbejdsmarkedsmodel og arbejdstagernes rettigheder, herunder retten til at foretage kollektive kampskridt.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 34)

Tak. Der er nu fremsat følgende forslag til vedtagelse:

»Folketinget understreger behovet for at fastholde retten til at foretage kollektive kampskridt som en vigtig del af den danske arbejdsmarkedsmodel, og Folketinget opfordrer regeringen til aktivt at gøre danske synspunkter gældende i EU og løbende undersøge muligheden for tiltag på EU-niveau, der bekræfter retten til kollektive kampskridt, og som kan understøtte den danske arbejdsmarkedsmodel og arbejdstagernes rettigheder, herunder retten til at foretage kollektive kampskridt.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 34).

Dette forslag til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger.

Der er ønske om en kort bemærkning fra hr. Morten Messerschmidt.

Jeg bemærkede, at hr. Erling Bonnesen nævnte, hvordan EU som sådan berømmer og fremmer og nærmest ønsker at annektere den danske model, flexicuritymodellen. Når nu det er hr. Erling Bonnesens opfattelse, synes hr. Erling Bonnesen så ikke, det er mærkeligt, at EF-Domstolen i dom på dom angriber flexicuritymodellen?

Vi hørte tidligere ministeren fra samme parti som hr. Erling Bonnesen nævne Lavaldommen, Rüffertdommen, Vikingdommen, altså dom på dom så at sige, der er et direkte angreb på den model, som hr. Erling Bonnesen mener EU forsvarer. Hvordan hænger de to ting sammen?

Ordføreren.

Jo, men det hænger lige præcis sammen med den demokratiske debat i hele EU. Erfaringen viser jo, at efterhånden som man får drøftet de her ting i relevante fora, bliver der lyttet. Det seneste eksempel på det er jo lige præcis nedsættelsen af den her high level-gruppe, hvor man nu kan samles og lytte til hinanden, og det er utrolig vigtig i den europæiske debat, at man kan starte med det og også respektere mange af de forskelligheder, der er rundtomkring i landene. På den baggrund viser erfaringen jo nu, at vi her i Danmark lige præcis med lovvedtagelsen for nylig har sikret den danske arbejdsmarkedsmodel. Så jeg synes, at tingene fungerer ganske fortræffeligt.

Hr. Morten Messerschmidt.

Mens politikerne snakker og sidder og udveksler synspunkter, vil domstolene altså tage de virkelige skridt, som altså går i modsat retning af, hvad politikerne vil. Det er det, som hr. Erling Bonnesen altså udlægger som et fremskridt for flexicuritymodellen. Jeg tror, at man skal være stærkt studentikost EU-tilhænger for at komme frem til den konklusion.

Altså, hvis politikerne sidder sådan og udveksler synspunkter i det ene rum og ikke rigtig kan blive enige om noget, mens Domstolen sidder i det andet rum og - dom på dom på dom - træffer afgørelser, som er bindende for alle 27 medlemslande ned i mindste detalje, og som båndlægger vores arbejdsmarked og fuldstændig underminerer flexicuritymodellen, så kræver det altså en noget alternativ tilgang til EU-systemet at sige, at det er en stor succes for de folk, der sidder inde i det lille rum og ikke har nogen beslutningskompetence og i øvrigt ikke kan blive enige om noget som helst.

Kunne hr. Erling Bonnesen ikke godt bløde lidt op på sine forblommede EU-vendinger?

Ordføreren.

Jeg mener, at det er noget af en overfortolkning, som ordføreren for Dansk Folkeparti her begiver sig ud i. For demokrati er jo debat, og jo mere præcise regler, man også på EU-niveau kan finde frem til, desto mere præcise regler får

Domstolen også at forholde sig til. Når det så også er fremgået i pressen, hvor der direkte har stået i gode, store overskrifter, at EU blåstempler den danske model, kan vi jo i hvert fald konstatere, at ikke bare debatten, men også beslutningerne - for det er ikke kun ord, det er altså også beslutninger og faktiske resultater - betyder, at udviklingen bærer i den retning, som jeg finder rigtig, og det er jeg selvfølgelig tilfreds med.

Så er det fru Line Barfod for en kort bemærkning.

Det hjælper jo ikke meget, at EF-Domstolen siger, at vi gerne må implementere direktiver i Danmark ved hjælp af kollektive overenskomster, men samtidig siger i de her mange domme, at man ikke fra fagbevægelsens side har ret til at konflikte for lige vilkår. Det er jo det, der er det afgørende. Det afgørende er: Har fagbevægelsen ret til at konflikte for, at de, der kommer hertil fra andre EU-lande, skal have ret til lige vilkår, at de skal have samme løn- og arbejdsvilkår som danske arbejdere, at de skal være omfattet af overenskomsterne? Det er jo det, der er spørgsmålet, og det er det, EF-Domstolen har sagt at man ikke har ret til at gøre. Man har ikke ret til at kræve lige vilkår. Og det er jo derfor, spørgsmålet er: Hvad vil Venstre gøre for at sikre lige vilkår i Danmark?

Ordføreren.

Vi vil i Venstre lige præcis fastholde den gode udvikling, som vi har fået sat i gang. Jeg mener også, at Enhedslisten her begiver sig ud i noget af en overfortolkning, idet der rent faktisk er status på sagen her og nu.

Det er jo rigtigt, at EF-Domstolen afsagde en kendelse på et tidspunkt, men der er jo også taget fat i det, det er også blevet håndteret. Der sker rent faktisk en udvikling i sagen, og der er rent faktisk også resultater på tavlen. Og det er det, jeg mener Enhedslisten lige skulle prøve at læse en gang til, for når bottomline er, at EU blåstempler den danske arbejdsmarkedsmodel, er vi jo kommet et meget stort skridt i den rigtige retning. Det skal vi selvfølgelig følge op, og det gør vi så i High Level-gruppen.

Fru Line Barfod.

Jeg har læst på tingene, og jeg har meget svært ved at se, at der er noget som helst i det, der har betydning for spørgsmålet om fagbevægelsens konfliktret og ret til at kræve lige vilkår.

Det er jo ikke kun et dansk spørgsmål, det er et kæmpespørgsmål i Irland, det er et spørgsmål i Tyskland, hvor den tyske fagbevægelse opfordrer den tyske regering til at ignorere dommene, det er et spørgsmål i England, hvor der er masser af strejker for at få ændret den her retstilstand, fordi man også i England bliver udsat for social dumping. Det er jo et kæmpespørgsmål for arbejdskraften overalt i EU, hvorvidt der skal være ret til social dumping, eller om man skal sige, at der skal være ret til lige vilkår. Og der er det jo vigtigt at vide, hvad det er, Venstre vil gøre.

Ordføreren.

Der kan jeg henvise til det svar, som jeg allerede har afgivet. Jeg synes, det er fint, at vi har debatten her i dag, hvor vi så også kan få understreget de resultater, vi har opnået, og den retning, som vi allerede har fået stukket ud nu. Det er lige præcis den retning, der skal forfølges yderligere, som jeg også har redegjort for i mine tidligere svar. Det vil så ikke rigtig blive anerkendt af Enhedslisten, men det må så stå for Enhedslistens egen regning.

Så er det hr. Karsten Hønge for en kort bemærkning.

Beskæftigelsesministeren, der jo betaler kontingent til Venstre, har skrevet til EF-Domstolen, og jeg citerer: at fællesskabet hverken direkte eller indirekte har kompetence til at regulere fagforeningernes ret til at konflikte for at opnå overenskomst med en arbejdsgiver. Når så EF-Domstolen erklærer sig lodret uenig, som den jo gjorde i Lavaldommen, er det eneste rigtige så ikke at arbejde politisk for at ændre selve retsgrundlaget, som EF-Domstolen dømmer ud fra? Det er sådan, vi plejer at gøre i Danmark. Er man uenig i, hvordan domstolene forstår en lov, vi har vedtaget, ja, så laver man loven om, så det står klart for domstolene, hvad det er, politikerne forventer.

Så er det ikke netop derfor nødvendigt med en ændring af det lovgrundlag, som EF-Domstolen afsiger dommene på?

Ordføreren.

Nu lagde jeg mærke til, da spørgeren selv før havde ordet, at han flere gange brugte udtrykket resultatorienteret. Det samme går jeg sådan set også efter, og derfor glæder jeg mig også over det, jeg allerede tidligere har svaret, nemlig at vi har gode resultater, vi kan henvise til. Lige præcis det resultatorienterede ligger jo også i, at sagen nu kan drøftes i High Level-gruppen i Kommissionen, lige præcis for at man dér også kan få taget bestik af, hvordan der ses på det her i andre lande, således at man kan nå frem til at lave stadig mere præcise regler, også i EU-regi, således at EF-domstolen selvfølgelig har nogle præcise forhold at forholde sig til. Og på den måde kommer vi jo som politikere til at styre udviklingen, som vi gerne ønsker det.

Hr. Karsten Hønge.

Jeg må sige, at jeg synes, at hr. Erling Bonnesen er noget floromvunden i sine formuleringer. Lad mig citere en anden ting, som beskæftigelsesministeren har sagt om EF-Domstolen:

»Efter regeringens opfattelse er det afgørende, at fællesskabsretten respekterer, at landene har forskellige traditioner på arbejdsmarkedet, og at landene har valgt forskellige reguleringsmodeller til at sikre løn- og arbejdsvilkår. Medlemslandene bør have en betydelig metode- og handlefrihed med hensyn til, hvordan man i de enkelte lande vælger at sikre rimelige løn- og arbejdsvilkår.«

Så er det, jeg spørger hr. Erling Bonnesen: Er det ikke nødvendigt her med egentligt bindende politiske aftaler på det europæiske niveau?

Ordføreren.

Lige præcis vinklen med, at der er forskellige traditioner rundtomkring i landene, er jo også det, vi er ved at få fastslået nu, og at vi kan fastholde de traditioner og den måde, vi arbejder på her i Danmark, lige præcis via den lovgivning, som vi fik vedtaget forleden. Så udviklingen går jo meget i den retning, og der skal vi bare holde ved og deltage i de drøftelser, der er i High Level-gruppen nu, og selvfølgelig også ud fra det tage bestik af, hvordan vi kan fastholde og videreudvikle de danske synspunkter. Så enkelt er det jo egentlig, så jeg glæder mig over en god og positiv udvikling på nuværende tidspunkt. Men vi skal forfølge det - det er jeg enig i.

Så er det hr. Eigil Andersen for en kort bemærkning.

Venstres ordfører bruger udtrykket, at EU har blåstemplet den danske flexicuritymodel. Det er også rigtigt, at man har gjort det. Og den bliver rost i forskellige sammenhænge; det gør man, når man skal erklære sine principper. Og Lavaldommen og dens lovmæssige udløber her i Folketinget har begrænset det problem, vi har her.

Men er Venstres ordfører opmærksom på, at der kan opstå den situation, at en virksomhed her i landet, dansk eller udenlandsk, vil kunne rejse en sag ved byretten, som vil kunne havne i EF-Domstolen, gående ud på, at den pågældende virksomhed mener, at det er en overtrædelse af gældende konkurrenceregler og regler om økonomisk frihed og fri bevægelighed, hvis man bliver udsat for en blokade, således at EF-Domstolen desværre stadig vil kunne afsige nogle domme, som går imod den faglige konfliktret? Er Venstres ordfører opmærksom på det?

Ordføreren.

Sådan som jeg forstår spørgerens sådan lidt overordnede betragtninger, ligger der i dem også en anerkendelse af, at vi er på rette vej nu, og at vi i hvert fald har fået nogle gode delresultater hjem. Så forstår jeg også, at der teoretisk set kan opstå nogle situationer, og dem skal vi selvfølgelig være opmærksomme på, når de opstår. Mange af de, vi kan kalde dem tænkte situationer, der kan opstå - hvad er det, der foregår rundtomkring? - kan jo også drøftes i High Level-gruppen, således at man får det bedste afsæt til at forfølge de mål, som er fremgået af debatten, og som jeg er meget tilfreds med.

Hr. Eigil Andersen.

Vi er enige om, at vi er på rette vej, og vi er enige om, at den lovændring, der er vedtaget her i Folketinget vedrørende udstationeringsdirektivets implementering, er en forbedring. Det, som så er den store vanskelighed, er, at problemet ikke er løst med det. Der kan stadig væk opstå situationer, hvor EF-Domstolen også i forhold til arbejde, der udføres her i landet, kan afsige en dom, som indebærer, at man sætter de faglige konfliktrettigheder på andenpladsen. Det er derfor, der er behov for, at Danmark - herunder også statsministeren i EU - arbejder for, at der bliver lavet bindende juridiske beslutninger, som siger, at de faglige rettigheder, de kollektive kampskridt, står over hensynet til forskellige konkurrenceregler, fri bevægelighed og lignende.

Ordføreren.

Med den overordnede betragtning, som spørgeren lægger til grund, og det, at han erkender, at vi er enige i sigtet og målet og de resultater, der er opnået indtil nu, er det jo lige før, jeg igen vil opfordre SF til at stemme for det forslag til vedtagelse, der er fremsat her i dag.

Så har jeg sådan set svaret på det sidste i mit foregående svar, nemlig at de detailspørgsmål, der kan opstå, jo lige præcis skal drøftes nu, også i High Level-gruppen. Og det har man jo lidt arbejdsro til at få gjort nu, fordi vi netop overordnet set har fået sat retningen rigtigt og allerede har opnået de første delresultater. Så vi kan sige, at der på nuværende tidspunkt er betryggende ro på, men jeg er enig i, at vi skal fastholde målet, og at vi skal videre.

Der er ikke ønske om flere korte bemærkninger, så tak til hr. Erling Bonnesen.

Næste ordfører er hr. Kim Mortensen.

Der er ingen tvivl om, at EF-Domstolen i en række tilfælde har skabt stor usikkerhed om den danske konfliktret og dermed den danske arbejdsmarkedsmodel, og der er heller ingen tvivl om, at EF-Domstolen set med danske øjne er gået langt over stregen med bl.a. Lavaldommen og Vikingdommen og klart har tolket udstationeringsdirektivet til fordel for arbejdsgivernes rettigheder og ikke, som direktivet oprindelig var tænkt, til fordel for og beskyttelse af lønmodtagernes rettigheder. Det tror jeg sådan set et bredt flertal i det danske Folketing er enigt om, men det er klart, at der kan være forskellige opfattelser, når spørgsmålet er: Hvad gør vi så ved det?

Socialdemokraterne er af den opfattelse, at den danske arbejdsmarkedsmodel og dermed også konfliktretten skal sikres dels gennem lovgivning her i det danske Folketing, dels gennem europæiske løsninger. I juni sidste år enedes det danske såkaldte Lavaludvalg om en dansk løsning og foreslog en række ændringer af loven om udstationering - en lovgivning, der efterfølgende er effektueret i Folketinget, og som Socialdemokratiet støtter. Det har skabt ro om den danske arbejdsmarkedsmodel og konfliktretten, og Socialdemokratiet ønsker derfor ikke at medvirke til at give indtryk af, at konfliktretten i Danmark fortsat er i fare. Det er den nemlig ikke, selvfølgelig medmindre det lykkes for Danmark at skabe ny usikkerhed om konfliktretten ved selv at bringe temaet til torvs på urette tid og sted.

Tiden er derfor, som SF påpeger i forespørgslen, nu inde til at koncentrere kræfterne om en europæisk løsning, der sikrer, at konfliktretten og lønmodtagernes beskyttelse mod social dumping får en mere fremtrædende plads i EU-retten. Var Lavaldommen afsagt, før der blev lavet udkast til Lissabontraktaten, havde det været helt naturligt at sikre konfliktretten i den nye traktat, og derfor er det operative mål på den korte bane nu at sikre en politisk erklæring fra statscheferne i EU og på den lange bane at sikre konfliktretten og den danske arbejdsmarkedsmodel i en traktat.

Derfor har vi i Folketingets Europaudvalget og her i Folketingssalen opfordret statsministeren til på rette tid og sted at få taget temaet op på et topmøde med henblik på at få en erklæring igennem. Vi er naturligvis bevidste om, at langtfra alle lande deler den danske opfattelse, og der udestår et stort forarbejde, før der kan skabes opbakning til det danske synspunkt. Og før vi har vished for det, skal vi naturligvis ikke bringe den danske model i spil over for EU-landene.

Det samme gælder diskussionen om udstationeringsdirektivet. Socialdemokratiet ønsker ikke her og nu en genforhandling og genåbning af udstationeringsdirektivet, men Europa-Kommissionen behandler aktuelt den såkaldte Andersonrapport fra Europa-Parlamentet om netop truslen fra EU mod kollektive aftaler. Her forventer jeg, at Kommissionen sender et klart signal til EF-Domstolen og understreger såvel formålet med som traktatgrundlaget for udstationeringsdirektivet, nemlig at direktivet er udarbejdet og tænkt som en beskyttelse af lønmodtagere med det formål at sikre dem mod diskrimination, sikre dem lige vilkår og sikre, at de ikke udsættes for social dumping.

Med ordlyden af det forslag til vedtagelse, der nu foreligger, og som støttes af et flertal her i Folketinget, forventer jeg, at statsministeren snarest muligt, om det ikke allerede er sket, viderebringer de danske synspunkter til såvel de øvrige regeringsledere som Kommissionen. Socialdemokraterne kan dermed støtte det forslag til vedtagelse, der er fremsat af Venstres ordfører.

Tak. Der er ønsker om korte bemærkninger, først fra fru Line Barfod, værsgo.

Jeg kan forstå, at Socialdemokraterne mener, at den holdbare løsning på lang sigt er en juridisk bindende erklæring - hr. Kim Mortensen talte om en ændring i traktaten. Det er det første spørgsmål, nemlig om det er rigtigt forstået, at det er Socialdemokraternes holdning, at den holdbare juridiske løsning på den lange bane er en ændring i traktaten, en juridisk bindende erklæring.

Jeg vil gerne gentage, at vi ikke kun snakker om et problem for Danmark, der er jo et problem for lønmodtagere, for arbejdere, i hele EU med social dumping.

Det andet spørgsmål er så: Hvis Socialdemokraterne mener, at løsningen er en juridisk bindende erklæring, hvorfor vil Socialdemokraterne så ikke støtte, at vi siger, at det er det, regeringen skal arbejde for? Hvis det er løsningen på den lange bane, hvis det er Socialdemokraternes holdning, at det er det, der skal til for at løse problemet, hvorfor skal den danske regering så ikke arbejde for den løsning på den lange bane?

Ordføreren.

Vi har jo diskuteret den her sag op til flere gange i Folketingssalen. Og jeg sagde også i min ordførertale, at det er klart, at hvis de her domme på arbejdsmarkedsområdet var faldet før udarbejdelsen af Lissabontraktaten, havde det jo været naturligt, at det var blevet stadfæstet i den traktat, for det kom bag på os alle sammen, at der kunne være den usikkerhed ved EF-Domstolen.

Nu mener jeg, at løsningen på den lange bane må være - for der kommer jo revisioner, der kommer også løbende nye traktater i EU-samarbejdet - at vi sammen med den europæiske fagbevægelse og sammen med arbejdsmarkedets parter i Danmark forbereder os på, at når der skal ske en ændring i traktaten, skal man have et afsnit med, der sikrer en arbejdsmarkedsmodel.

På den korte bane må det så være løsningen - og den opfordring har vi sendt til statsministeren her i salen, den opfordring har vi sendt til statsministeren i Folketingets Europaudvalg - at få en erklæring igennem på et topmøde, hvor regeringscheferne klart og tydeligt tilkendegiver over for EF-Domstolen, hvad det er, grundlaget for udstationeringsdirektivet er, nemlig den lønmodtagerbeskyttelse, den række ting, som jeg oplæste i min ordførertale.

Det er fru Line Barfod.

Det er fint med en politisk erklæring, men den binder jo ikke Domstolen. Det er også derfor, at jeg kan forstå, at Socialdemokraterne er enige i, at den juridisk holdbare løsning, hvis man skal ændre retstilstanden, er, at det skal være noget, der er juridisk bindende.

Hvis det er det, der er Socialdemokraternes holdning, forstår jeg ikke, hvorfor man så ikke siger, at det er det, regeringen skal arbejde for. Vi siger ikke i vores forslag til vedtagelse, at det skal ske i morgen, men vi kunne godt tænke os, at man arbejdede meget aktivt for det - i England strejkes der nu for det, og den tyske fagbevægelse opfordrer til, at den tyske regering skal ignorere dommene og arbejde for at få det ændret osv. - og det, vi siger, er, at det er det, den danske regering skal arbejde for.

Vil Socialdemokraterne ikke være med til at sige til den danske regering, at den løsning, der skal findes, drejer sig om en juridisk bindende erklæring, fordi det er det eneste, der kan løse problemet på europæisk plan?

Ordføreren.

Vi har med støtte til det forslag til vedtagelse, der foreligger nu, klart og tydeligt sagt, at vi forventer, at regeringen og dermed også at statsministeren vil arbejde for at få de her synspunkter gjort gældende i EU-sammenhæng og sikre dem.

Jeg har lagt mærke til, at Enhedslisten har haft flere forskellige synspunkter undervejs, bl.a. at vi skulle udsætte ratificeringen af Lissabontraktaten, indtil der var fundet en afklaring, og dermed skabe usikkerhed om godkendelsen af den. Det har Socialdemokratiet ikke på noget tidspunkt ønsket. Vi ønsker, at Lissabontraktaten falder på plads, og det håber jeg også den gør, efter at man får en afklaring med Irland, og at man så arbejder videre derfra på den lange bane.

Jeg forstår udmærket Enhedslistens synspunkter i forbindelse med både Lissabontraktaten og den samlede EU-politik, men de synspunkter deler vi ikke i Socialdemokratiet.

Så er det hr. Morten Messerschmidt for en kort bemærkning.

Jeg forstår godt den lidt penible situation, som Socialdemokratiet må være havnet i i denne sag. For på den ene side har de ligesom sit gamle bagland, kan man sige, i fagbevægelsen, hvis interesser de gerne vil varetage, og på den anden side har de EU, hvis interesser de også godt vil varetage, og når de to ting er i modstrid, bliver det selvfølgelig til en svær situation. Det forstår jeg godt.

Men hvad jeg ikke forstår er hr. Kim Mortensens synspunkt om, hvornår dommene er faldet i forhold til ratifikationen af Lissabontraktaten. Som jeg husker det, falder Lavaldommen i første halvdel af december 2007, og Folketinget ratificerer Lissabontraktaten, lige inden vi går på sommerpause i 2008. Det vil sige, at der faktisk går et halvt år, fra EF-Domstolen kommer med sin Lavalafgørelse, til Folketinget og hr. Kim Mortensen sætter tommelfingrene på den grønne knap og stemmer ja til Lissabontraktaten.

Hvordan hænger den tidskronologi sammen med det, hr. Kim Mortensen lige har sagt?

Ordføreren.

Jeg har en klar fornemmelse af, at hr. Morten Messerschmidts kendskab til arbejdet i EU er noget større, end hr. Morten Messerschmidts kendskab til arbejdsmarkedspolitikken og den måde, den bliver til på. Derfor går jeg også ud fra, at hr. Morten Messerschmidt ved, at udarbejdelsen af Lissabontraktaten jo har været endda overordentlig lang tid undervejs, og at der på det tidspunkt, hvor de her domme falder, jo stort set er en traktattekst; den er på vej og er blevet ratificeret af op til flere lande. Derfor har der ikke været nogen mulighed for Danmark for at starte en helt ny genforhandling af Lissabontraktaten og forestille sig, at man skulle genåbne alle de diskussioner, der har været i forbindelse med Lissabontraktaten.

Det er derfor, jeg siger, at udarbejdelsen og dermed Lissabontraktaten jo var færdig på det tidspunkt, hvor dommene faldt, og at der på det tidspunkt ikke var nogen mulighed for at genåbne hele forhandlingen om traktaten.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg går ud fra, at vi er enige om, at de elementer i traktaten, som Lavalafgørelsen baseres på, er uforandrede imellem Nicetraktaten og Lissabontraktaten. Det vil sige, at det, der sker, er, at EF-Domstolen går ind og ændrer på forudsætningen for de elementer i traktaterne, elementer, som jo altså er uforanderlige mellem de to traktater.

Når EF-Domstolen så går ind og ændrer på det udgangspunkt, får det overhovedet ikke hr. Kim Mortensen eller Socialdemokratiet til at sige: Så må vi måske lige revurdere det, så må vi sørge for, at det er den gamle model, den, vi egentlig ønskede, som kommer til at gælde. Det er slet ikke sådan nogen overvejelser, som sker i hr. Kim Mortensens hoved. Det undrer jeg mig da meget over.

Så vil jeg ydermere sige, at hr. Kim Mortensen og Socialdemokratiet jo har fået en hjælpende hånd fra Irland. Efter at irerne sagde nej - og i øvrigt har fået trumfet erklæringer og protokoller igennem, som skal beskytte det irske samfund - har hr. Kim Mortensen ikke mere tilovers for den danske fagbevægelse, end at han ikke vil gøre det samme for den danske fagbevægelse, for det danske samfund. Det lyder altså ikke særlig ædelt.

Ordføreren.

Vi har overordentlig meget tilovers for den danske fagbevægelse. Derfor er Socialdemokratiets holdninger fuldt og helt i overensstemmelse med den danske fagbevægelses, både når det gælder holdningen til Lissabontraktaten, og når det gælder vigtigheden af, at der bliver en ny Lissabontraktat, der kan sikre det fremtidige europæiske samarbejde, lige så vel som at vores holdninger er i overensstemmelse med den danske fagbevægelses holdninger, når det handler om, hvad det er for redskaber, der skal til for at sikre både den danske arbejdsmarkedsmodel og konfliktretten.

Jeg er lidt ærgerlig over, at det kun er i forbindelse med de her europæiske sager, vi hører Dansk Folkeparti tage meget vare på den danske arbejdsmarkedsmodel og konfliktretten, og ærgerlig over, at de ikke både i Folketingssalen og i medierne fremsætter forslag om indgreb i den ene eller den anden arbejdsmarkedspolitiske konflikt. Det er kun, når det handler om EU-sagerne, vi hører hr. Morten Messerschmidt være særlig optaget af den danske fagbevægelse og arbejdsmarkedspolitikken.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Karsten Hønge.

For øjeblikket ruller der jo en bølge af strejker hen over Storbritannien, og en af de store strejker derovre er udsprunget af, at ejeren af olieraffinaderiet Lindsey i Lincolnshire - det er det franske olieselskab TOTAL - er gået ind og har lavet aftaler med et jobfirma, der kun ansætter italienere og portugisere til lavere lønninger end de lokalt boende englændere. Socialistgruppen i EU, som Socialdemokraterne jo tilhører, har efter EF-Domstolens afgørelser i flere sager rejst tvivl om forholdet mellem den frie bevægelighed og arbejdsforholdene.

På den baggrund vil jeg spørge hr. Kim Mortensen, om jeg skal forstå det afsnit i forslaget til vedtagelse, hvor der står, at regeringen bliver opfordret til aktivt at gøre danske synspunkter gældende i EU og løbende undersøge muligheden for tiltag på EF-niveau, sådan, at det er Socialdemokraternes opfattelse, at regeringen skal benytte enhver lejlighed til at søge indgåelse af en europæisk bindende aftale.

Ordføreren.

Som jeg tror jeg også sagde i min ordførertale, synes vi, det er vigtigt, at den danske regering hele tiden og meget aktivt arbejder på at sikre danske interesser på det her felt. Derfor har vi i forbindelse med den europapolitiske aftale, som også SF er med i, jo netop stillet forslag om, at regeringen i højere grad inddrager Folketinget og i særlig grad Folketingets Europaudvalg både i de sager, der bringes op ved EF-Domstolen, og løbende, når det handler om arbejdsmarkedspolitiske sager.

Derfor synes jeg, at forslaget til vedtagelse her set fra Socialdemokratiets synspunkt jo indeholder det element ved at sige: Jamen når der er mulighed for at få en erklæring igennem et topmøde og få flertal for de danske synspunkter, synes vi, at det er der, at statsministeren skal bringe det op. Det håber vi at der kan blive mulighed for på et kommende snarligt topmøde, og det er sådan set det, vi prøver at binde regeringen til at give os tilsagn om med den forespørgselsdebat, som SF har rejst her.

Hr. Karsten Hønge.

Jeg vil sige tak for - synes jeg - at præcisere, hvad intentionerne bag det her forslag til vedtagelse er. Og på den baggrund kan jeg sige, at SF, når det kommer til afstemning, vil stemme for det forslag, som er fremsat af et flertal.

Ordføreren.

Jeg vil kun sige, at det synes jeg er godt, og jeg opfatter det også som helt naturligt, fordi vi jo netop i Folketinget har bundet regeringen op på et bredt samarbejde, som også SF er en del af. Og derfor vil vi selvfølgelig også være stærkere repræsenteret i det samarbejde med den støtte fra SF.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Bent Bøgsted.

Tak. Det, der får mig til at spørge, er, at når man ser på forslaget til vedtagelse, når man ser på forespørgselsteksten, og når man erindrer, hvad der er sket i forbindelse med østaftalen, synes man jo, at det egentlig må være lidt mærkværdigt for hr. Kim Mortensen at stå som ordfører for Socialdemokratiet og så konstatere, at et af de partier, der er med i de samme aftaler, som Socialdemokratiet er med i, nu stiller en forespørgsel, der egentlig går imod det, som Socialistisk Folkeparti selv har været med til at aftale i forbindelse med østaftalen. Er det ikke lidt mærkværdigt at kunne konstatere, at det sker på den måde?

Ordføreren.

Jeg synes bestemt ikke, at det er mærkværdigt. Jeg tror, at man i SF lige så vel som i Socialdemokratiet har været dybt optaget af at få det her landet, både når det handler om at finde en dansk løsning, og når det handler om på den lange bane at finde en europæisk løsning. Nu har vi fundet en løsning, der skaber ro på det danske arbejdsmarked og med de danske organisationer, med hensyn til konfliktretten i Danmark. Derfor er det jo meget relevant, at SF også via en forespørgselsdebat prøver at rejse diskussionen her i Folketingssalen og spørger: Hvad kan vi så gøre på den lange bane for - som SF's ordfører tidligere har sagt her fra talerstolen - at finde de rigtige løsninger, som også giver de rigtige resultater, at det ikke, som jeg har lagt mærke til op til flere gange, når det er Dansk Folkeparti, bare handler om at få nogle beslutninger og en profilering af Dansk Folkepartis europapolitik til dagsordenen?

Hr. Bent Bøgsted.

Nu skal man jo lige se på, hvordan sagerne står, for det er naturligt, at man ser på det på forskellige måder. I Dansk Folkeparti har vi det sådan, at hvis vi har indgået et forlig, holder vi os til det, og så tager vi tingene op i forligskredsen. Men jeg kan se, at for forligskredsen bag østaftalen betyder det ikke noget, om man går ud og profilerer sig selv på den måde og stiller forespørgsler. Det er jo lidt mærkværdigt, men jeg kan forstå på hr. Kim Mortensen, at det er helt naturligt, at man bare gør det på den måde.

Ordføreren.

Det har jeg sådan set ikke forholdt mig til, men jeg har forholdt mig til, at det er en vigtig og yderst relevant debat, som foregår her i Folketinget, og som vi har haft i flere omgange i Folketingets Europaudvalg. Den handler om at sikre, at vi på europæisk plan kan skaffe de rigtige løsninger, der kan hegne den danske arbejdsmarkedspolitik og dermed også konfliktret ind. Så på den måde synes jeg da - og jeg går ud fra, at det er derfor, at også hr. Bent Bøgsted er mødt op her i Folketingssalen - at det er en relevant debat, hvor vi får mulighed for at få diskuteret, hvad den rigtige strategi og de rigtige løsninger, som vi skal finde, er. Derfor synes jeg, at der skal være meget ros til SF for at tage diskussionen og rejse den her i Folketingssalen.

Tak til hr. Kim Mortensen. Der er ikke flere, der ønsker korte bemærkninger.

Så er det hr. Morten Messerschmidt som ordfører.

Tak, formand. Hvis der er en ting, jeg skal erklære mig enig med den forrige taler og ordfører i, er det i hvert fald, at det er væsentligt, at man har den rigtige strategi; at man overhovedet har en strategi for, hvordan man gerne vil nå i mål.

Det er også derfor, at jeg og vi i Dansk Folkeparti undrer os en lille smule over, hvordan man kan have en sådan flikflakken, hvor man den ene dag synes, at Lavaldommen er noget, man skal håndtere nationalt, det er noget, man kan lave en lov for og indramme, og så lukker man i øvrigt øjnene for alle de skadevirkninger, som man ikke får taget højde for med loven, og lige pludselig den næste dag ønsker man en protokol og en erklæring og nærmest også traktatændringer, det er desværre bare ikke lige muligt for tiden, men det kan jo komme på et tidspunkt - sådan forstår man det.

Da Dansk Folkeparti for et år siden foreslog, at vi skulle have en protokol, som klart og utvetydigt i traktaten sagde, at EF-Domstolen endsige de andre EU-institutioner ikke havde hjemmel til eller mulighed for at anfægte den danske og den nordiske aftalemodel, blev det mødt med fuldstændig hovedrysten fra partierne, fra SF og fra Socialdemokratiet - alle de socialistiske organisationer i Folketinget mødte forslaget med den reaktion. Men jeg forstår, at man i dag har fået rystet så meget på hovedet, at tingene alligevel er faldet på plads, og at man nu faktisk kan se, at det måske alligevel giver en hel del mening. Det er jo selvfølgelig glædeligt for os, at man efter et års tid alligevel kan se ræson i det, Dansk Folkeparti har foreslået. Det er bare en lille smule kedeligt, at man i mellemtiden har vedtaget en lov, som ikke kommer til at dække hovedparten af de problemer, som Lavaldommen åbner for, og at man i mellemtiden har vedtaget en traktat, som sådan set i forhandlingsprocessen åbnede mulighed for, at den her protokol kunne komme på plads.

Må jeg ikke starte med det lovforslag, som beskæftigelsesministeren med sit sædvanlige jaflertal på EU-området har vedtaget. Det er jo fuldstændig rigtigt, at det nu fremgår af udstationeringslovens § 6 a, at alle, der agerer i Danmark, skal overholde de nationale overenskomster, når det kommer til løn. Problemet er bare, at det jo ikke er alle elementer af arbejdsmarkedet og heller ikke alle elementer af det aftalte arbejdsmarked, som er nationale. I byggefagene f.eks. er en lang, lang række af tillægsydelserne, tillægslønnen vedtaget og aftalt lokalt. Og det er ikke omfattet af loven, det er ikke omfattet af § 6 a, det er ikke omfattet af det, som er japartiernes figenblad. Det betyder, at når folk kommer udefra, kan det godt være, at de skal overholde den nationale overenskomst, altså det, som hovedorganisationerne er blevet enige om, men alt det, som den enkelte arbejder, den enkelte tillidsmand, den enkelte person ude på arbejdspladsen har kæmpet sig frem til over for arbejdsgiveren, gælder ikke. Der er fri konkurrence. Og hvis man anfægter, at de folk, der kommer udefra, ikke følger de lokale aftaler, så er det i strid med EU-retten. Det er det, som et bredt flertal har sagt ja til, sjovt nok et flertal, hvor medlemmer altså begynder at falde fra.

Det er så det andet spørgsmål, man må stille, og som jeg også syntes var relevant at høre hr. Kim Mortensens svar på, nemlig: Hvordan forholder man sig egentlig til, at et stort flertal af partier - jeg understreger uden Dansk Folkeparti - har sagt ja til den her undergravning, eller man kan sige cementering af undergravning af det danske arbejdsmarked, men nu begynder partierne lige så stille at sive fra? Det her er jo klart et udtryk for, at Socialistisk Folkeparti i øjeblikket ikke rigtig aner, hvilken retning de skal bevæge sig i. De vil rigtig gerne op som en undergruppe af Socialdemokratiet; på den anden side skal de også holde gang i de der græsrødder ude i samfundet, som selvfølgelig har en naturlig skepsis over for EU. Det er et interessant studium. Det er bare dybt, dybt beklageligt, at det er den usikkerhed, den totale mangel på strategi, som skal præge fundamentet for dansk arbejdsmarkedspolitik. Det kan vi ikke være tjent med - slet ikke, når vi står med en Lissabontraktat lige om hjørnet, og sjovt nok en Lissabontraktat, som de selv samme partier har stemt ja til med store ord og flotte taler her fra Folketingets talerstol.

Jeg henviser til traktatens almindelige del, artikel 9, som i øvrigt er en af de nye bestemmelser, hvor det klart fremgår, at beskæftigelsespolitik fremover skal være et af de bærende elementer, hver gang EU lovgiver på indre marked. Beskæftigelsespolitik skal være et bærende element. Hvad betyder det? Betyder det, at EU skal blande sig mindre i danske arbejdsmarkedsanliggender eller måske mere? Jeg tror, at enhver vil kunne se, at det selvfølgelig fører til, at EU skal blande sig mere. Rent faktisk er det det modsatte, vi har behov for.

Det danske arbejdsmarked er en fantastisk succes. Hele vores flexicuritymodel er en fantastisk succes. Det er en god idé, at arbejdsgivere og arbejdstagere aftaler sig frem til lønvilkår og aftaler sig frem til beskæftigelsesvilkår, og at det ikke er noget, som vi her i Folketinget tager os af. Vores model fungerer. Derfor er det så usmageligt, at EF-systemet med sin konstante posering af indre marked presser vores model, ødelægger vores model og undergraver vores model. Det kan vi ikke leve med, og derfor er det kun én løsning, og det er at ændre traktaten, for det er traktaten, som Domstolen tolker, og traktaten kan kun ændres, ved at man får en protokol. Det var det, vi foreslog for et år siden, det blev stemt klart ned. Nu er man åbenbart ved at få kolde fødder. Jeg er da glad for, at man begynder at bevæge sig i Dansk Folkepartis retning, men det er noget sent, socialisterne kommer ud af busken.

Der er ønske om en kort bemærkning, og det er fra hr. Karsten Hønge.

Allerførst vil jeg da sige tak for den omsorg, som DF's ordfører viser for SF's udvikling og placering her i det politiske landskab. Vi klarer os nok alligevel uden den.

Mit spørgsmål til ordføreren går på, at når nu ordføreren vælger at referere til et meget stort antal overenskomster inden for bygge- og anlægsbranchen, hvad er det så for nogle overenskomster, som ordføreren tænker på? Jeg er ikke bekendt med, at der eksisterer et særlig stort antal overenskomster, som skriftligt indgår i andre lønforhold end dem, der er i hovedoverenskomsten. Der findes faktisk meget, meget få, men det kan være, at jeg lige om lidt kan få at vide, at det er helt anderledes. Det er det ene spørgsmål, og det andet er: Hvordan kan ordføreren mene, at et trut i trompeten, som det her forslag til vedtagelse er, skal flytte noget som helst for lønarbejdere i Europa?

Ordføreren.

Først i forhold til SF's Lavallov, som det blev kaldt, vil jeg sige, at det altså er fuldstændig klart, at det kun er de nationalt bindende overenskomster, som gælder, og det er jo i sig selv et problem. Jeg kan ikke stå her og sige, hvor mange lokalaftaler der er, som dækker lønområdet, men vi kan gå ind og slå det op. Jeg er heller ikke i stand til at nævne, hvor mange love der er i Karnov. Jeg mener, at det her jo ikke er en talkonkurrence. Men det kan vi da slå op. Faktum er bare, at alt det, der er vedtaget og aftalt på lokalt plan, ikke er omfattet af loven. Men hvad værre er, er det kun lønafsnittet af hovedaftalen, som er omfattet af loven. Det fremstår fuldstændig klart i den paragraf, som hr. Hønge har været med til at vedtage, at det kun handler om løn. Det vil sige, at alt andet, der er vedtaget i overenskomsten, ikke er omfattet af udstationeringsloven. Der kan frit konkurreres, og det vil ikke være overenskomststridigt.

Hr. Karsten Hønge.

Der er jo slet ikke nogen som helst tvivl om, at hr. Morten Messerschmidt ved rigtig meget. Det oplever vi da tit, og jeg tror da ikke, at hr. Messerschmidt lader nogen chance gå fra sig for at fortælle os om de ting, han ved. Det, jeg kan konstatere at ordføreren i hvert fald ikke ved ret meget om, er overenskomstvilkårene i bygge- og anlægsbranchen. Det kan ikke nytte, at ordføreren står på talerstolen og benytter bygge- og anlægsbranchen som eksempel på et sted, hvor et hav - det ord, som jeg tror han brugte - altså masser af overenskomster nu bliver underkendt, når de ikke eksisterer, for de overenskomster er ikke bygge- og anlægsbranchen, hvor man går ind skriftligt og laver overenskomster, der giver andre lønvilkår end dem, der står i hovedoverenskomsten. Og lad mig spørge: Er det ikke rigtigt, at Lavalloven, som er vedtaget her i Folketinget, netop giver adgang til, at man eksempelvis arbejder på akkord, at man arbejder inden for et udvidet mindstelønsbegreb, der af parterne på arbejdsmarkedet bliver vurderet til faktisk at udfylde over 90 pct. af overenskomstens værdi? Det er altså mennesker, der trods alt ved, hvad de taler om i den her sammenhæng.

Ordføreren.

Jeg kan ikke rigtig se, der er et spørgsmål. Altså, hr. Hønge siger, at det ikke betyder så meget, at de lokale aftaler ikke er omfattet af loven. Jeg har det modsatte synspunkt. Jeg synes faktisk, at det er et kæmpestort problem, at de lokale aftaler ikke er omfattet af loven, og man må bare sige, at der efterhånden er mindre socialisme i Socialistisk Folkeparti, end der er rejer i en rejesalat.

Så er der et ønske om en kort bemærkning fra hr. Kim Mortensen.

Også jeg synes jo, det er rørende med den omsorg, som Dansk Folkeparti lige pludselig nærer for fagbevægelsen og det danske arbejdsmarked. Det er ikke noget, vi altid kan få øje på, når nu der er konflikter på arbejdsmarkedet; så vælger Dansk Folkeparti stort set altid arbejdsgiverparten, hvad enten det er den ene eller den anden konflikt.

Men det, jeg gerne vil spørge om, er: Gør det slet ikke indtryk på Dansk Folkepartis ordfører, at hele den samlede fagbevægelse, arbejdsmarkedets parter bredt set, er enige om, at den løsning, der nu er fundet med Lavalloven, løser de problemer, der er? Så er der en masse tekniske ting inden for nogle forskellige overenskomstområder, men den samlede fagbevægelse er enig om, at vi her har fundet en lov, der løser problemet.

Så kan jeg forstå, at Dansk Folkepartis ordfører så har fået øje på en hel masse andre problemer, som fagbevægelsens ledere øjensynligt ikke har fået øje på, men er Dansk Folkepartis ordfører ikke enig i, at når nu fagbevægelsen og arbejdsgiverne tilsammen siger, at vi her har fundet en lov, der løser problemet, og som beskytter de danske overenskomster, så er det også en lov, der holder - samtidig med at alle juristerne faktisk er enige med fagbevægelsen i det?

Ordføreren.

Det er ekstremt spændende, altså synspunktet, at alle jurister er enige. Hvis jeg skulle følge lidt op på det, der kom fra den socialistiske ordfører tidligere, så kunne jeg jo bede om et antal for, hvor mange jurister udtrykket alle omfatter, men det vil jeg afholde mig fra.

Så vil jeg bare sige, at hvis man nu forestiller sig at være fagbevægelsen med det ret gode beskyttelsesniveau, der er, fordi vi sådan set siden 1899 har haft den her model på arbejdsmarkedet, og der så pludselig kommer en dom, hvorefter beskyttelsesniveauet daler, og regeringen sammen med sine socialistiske venner prøver at få det lidt op igen, så ville det da være mærkeligt, hvis fagbevægelsen gik ud og sagde: Nej, vi vil faktisk slet ikke have det op igen, det vil vi ikke have, bare hold det hernede.

Selvfølgelig er det da klart, at fagbevægelsen går ud og siger: O.k., I lukker nogle af hullerne, det er vi med på. Nu ved jeg det ikke, men det kan godt være, at jeg har en nærmere forbindelse til fagbevægelsen end hr. Kim Mortensen - det har jeg svært ved at tro, men historisk set kan man jo ikke helt afvise det, når man ser på, hvordan Socialdemokratiet bevæger sig. Og derfor vil jeg bare sige: Jeg får mange henvendelser fra fagbevægelsen om de bekymringer, som jeg også her giver udtryk for.

Hr. Kim Mortensen.

Jeg ved ikke, hvad det er for dele af fagbevægelsen, der sådan massivt henvender sig til hr. Morten Messerschmidt for at få hr. Morten Messerschmidt til at løse problemerne. Det er i hvert fald ikke den fagbevægelse, som gang på gang er blevet underkendt af Dansk Folkeparti, hver gang der har været en konflikt på det danske arbejdsmarked. Det kan være, at det er en anden del af fagbevægelsen. Men fakta er jo, at når den samlede fagbevægelse og arbejdsgiverne siger, at vi her har fundet en model, der med en national lovgivning løser de overenskomstproblemer, der findes på det danske arbejdsmarked, og vi er beskyttet med den konfliktret, sådan som vi altid har været det, så stiller hr. Morten Messerschmidt sig op her i Folketingssalen på sin sædvanlige arrogante måde og siger, at nu har hr. Morten Messerschmidt fundet en hel masse problemer, som den her fagbevægelse ikke har været i stand til at identificere. Hr. Morten Messerschmidt må da medgive, at det virker en smule besynderligt.

Ordføreren.

Jeg er næsten ked af, men også kun næsten, at hr. Kim Mortensen betragter mig som arrogant. Jeg betragter sådan set snarere mit udsagn her som en slags forbrugeroplysning til de folk, der har stemt ja til loven. Og så vil jeg sige som punkt nr. 1: Alt det der med lokalaftaler ser vi bort fra, det er åbenbart den generelle linje i Socialdemokratiet nu, for de kommer ikke til at gælde. Man må bryde dem lige så frit, man vil. Hr. Kim Mortensen kan bare læse § 6 a, som man har indført. Men hvad der egentlig er endnu værre, er, at alle de tiltag, som EU-jubelpartierne her gennemfører, jo på ingen måde forhindrer, at der kommer en fjerde dom, at der kommer en femte dom. Altså, vi har fået Lavaldommen, Rüffertdommen, Vikingdommen. Hvorfor ikke få to, tre, fire, fem nye domme, som igen og igen undergraver det danske arbejdsmarked? Det er der overhovedet ingen garanti for.

Vores model, vores ønske om at få en protokol, som med traktatstatus ville have forhindret Domstolen i at gå videre, ville have forhindret det. Det ville have sat en stopper for, at man kunne få flere domme, der undergraver vilkårene for det danske arbejdsmarked, for de danske arbejdstagere. Det gør Socialdemokratiets tiltag ikke.

Der er et ønske om en kort bemærkning fra hr. Eigil Andersen.

Hr. Morten Messerschmidt siger, at han bl.a. betragter sin virksomhed her på talerstolen som forbrugeroplysning, og det er jo et vældig interessant synspunkt. Hr. Morten Messerschmidt nævner, at en masse lokale overenskomster inden for byggebranchen er blevet sat ud af kraft som følge af udstationeringsloven, og jeg vil gerne spørge hr. Morten Messerschmidt, om han kan nævne bare én lokal overenskomst, som er blevet sat ud af kraft på grund af det, der er gennemført med lovændringen.

Ordføreren.

Der er noget, hr. Eigil Andersen har misforstået. Overenskomsterne bliver ikke blevet sat ud af kraft, forholdet er, at overenskomsterne er gældende for de parter, som har indgået dem, og de nationale overenskomster vil så være lovbundne, også for udefrakommende virksomheder og arbejdstagere. Men det vil ikke gøre sig gældende for de lokale aftaler.

Det er selvfølgelig klart, at de folk, der har indgået de lokale aftaler, fortsat vil skulle overholde dem. Men folk, der kommer udefra, kan kvit og frit bryde dem. Der er ingen muligheder for at sanktionere det, der er ingen muligheder for at gå i Arbejdsretten, der er ingen muligheder for faglig voldgift osv., og enhver form for sanktion imod sådanne arbejdsgivere, der altså ikke overholder lokale aftaler, vil være ulovlig. Det vil sige, at konfliktretten bliver begrænset, og det er det, der er hele pointen.

Hr. Eigil Andersen.

Jeg må konstatere, at der ikke blev nævnt et konkret eksempel. Men jeg har et andet spørgsmål, for det overrasker mig ganske betydeligt, at hr. Morten Messerschmidt fremstiller det, som om vi fra SF's side har præsenteret nye synspunkter her i dag.

Det er sådan, at vi netop prøver at værne om de danske lønmodtageres rettigheder, og fra SF's side har vi nu sagt i omkring et år, at problemet skal løses dels gennem dansk lovgivning, som Dansk Folkeparti har været imod, dels gennem en afgørelse inden for EU-systemet - en bindende beslutning, som det også er blevet nævnt i debatten, en protokol. Det har vi sagt i et års tid nu, og derfor vil jeg da gerne spørge hr. Morten Messerschmidt, hvorfra han har, at det nu pludselig skulle være et nyt synspunkt.

Ordføreren.

Jeg er villig til at revidere det, jeg har sagt, forudsat at SF indrømmer, at man siger et og gør noget andet, for det er ligesom forudsætningen for, at hr. Eigil Andersens synspunkt holder.

Lad os lægge hr. Eigil Andersens præmis til grund, altså at SF i et års tid har sagt, at man vil have en bindende løsning, som gør, at EF-Domstolen ikke kan undergrave vores arbejdsmarkedsmodel. Inden for det sidste år har SF her i denne Folketingssal - mens hr. Eigil Andersen har været medlem af Folketinget, vil jeg næsten tro - stemt nej til et forslag fra Dansk Folkeparti om, at vi skal have en protokol, som siger, at EF-Domstolen ikke kan undergrave det danske arbejdsmarkedssystem, og det vil sige, at hvis man gennem et år har sagt, at sådan en protokol vil man gerne have, men samtidig har sagt, at man ikke vil have den - ja, så tror jeg, SF har et problem.

Der er ikke flere, der har ønsket korte bemærkninger, så tak til hr. Morten Messerschmidt. Så er det hr. Knud Kristensen som ordfører.

Arbejdskraftens frie bevægelighed er selvfølgelig på mange måder en svær størrelse. Den er en opgave, den er en udfordring, men ikke desto mindre er den noget, der er fremmende for arbejdsmarkedet som sådan i hele Europa. Vi kan jo bare se på de seneste par års tid, hvor vi her i Danmark har haft et usædvanlig stort behov for netop at importere meget arbejdskraft for at kunne løse de opgaver, vi har haft.

Det er klart, at en sådan ny situation vil rejse mange spørgsmål vedrørende arbejdsmarkedet, og derfor synes jeg, vi er meget heldige her i Danmark, fordi vi har en fleksibel model, der tilgodeser det danske arbejdsmarked. Det ligger netop i forslaget til vedtagelse, der er fremsat af Venstre, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre, at vi skal arbejde frem imod, at den model bliver det bærende element i hele EU, og jeg har tillid til, at vores statsminister sætter netop det på dagsordenen og forhandler på Danmarks vegne, med henblik på at vi får gennemført en model, der ligner den danske, i hele EU.

Jeg tror ikke på, det er et spørgsmål om, hvorvidt vi kan fremtvinge noget. Jeg tror på, at vi kommer frem til det ad forhandlingens vej, så jeg støtter det forslag til vedtagelse, hr. Erling Bonnesen har fremsat her i dag, fuldt og helt.

Der er et ønske om en kort bemærkning fra fru Line Barfod.

Jeg synes ikke rigtig, hr. Knud Kristensen sagde et ord om social dumping, men det er jo det, den her debat handler om, altså at ikke kun lønmodtagere i Danmark, men også i England, Tyskland, Irland osv. i stor udstrækning er udsat for social dumping, og at vi har fået en række domme fra EF-Domstolen, der siger, at det er selve meningen med den fri bevægelighed, at man kan konkurrence på løn- og arbejdsvilkår.

Jeg vil gerne høre, om den konservative ordfører mener, at det skal Danmark principielt vende sig imod, og at den danske regering derfor skal arbejde for, at vi får en juridisk bindende erklæring, der sikrer, at EF-Domstolen ikke kan gå ind og afsige domme, der tilgodeser social dumping, men at vi tværtimod får en retstilstand, der sikrer retten til at kræve lige vilkår.

Ordføreren.

Jeg synes jo, at jeg fremhævede den danske model og gav udtryk for, at det med social dumping ikke er noget, vi på nogen måde tilskynder, og jeg synes også, at man i hele EU-spørgsmålet skal fremme, at man netop får det bragt til ophør. Jeg siger bare her fra talerstolen, at det er et spørgsmål om, at vi forhandler os frem til, at netop social dumping bliver bragt til ophør - næsten uanset hvor det foregår - der, hvor vi har indflydelse.

Fru Line Barfod.

Jeg er helt med på, at det kræver forhandlinger. Altså, Danmark kan jo ikke bare komme og sige, at vi gerne vil have en juridisk bindende erklæring, og så får vi den den næste dag. Det kræver forhandlinger. Men derfor vil jeg gerne høre, om Konservative principielt mener, at vi skal have en juridisk bindende erklæring, og at den eneste måde, man kan ændre en retstilstand på, er, at man ændrer på juraen. Er den konservative ordfører enig i det, altså at vi ikke kan ændre retstilstanden uden at ændre juraen, og at vi dermed skal have en juridisk bindende erklæring, hvis vi for alvor skal løse det her problem?

Ordføreren.

Det er da klart, at der skal være et retsgrundlag for, at man kan ændre forholdene de steder, hvor der foregår social dumping. Det er ganske indlysende, at det er den måde, man kan løse den opgave på. Men det hjælper ikke noget, at vi her står og vedtager noget i den sammenhæng, for det foregår på et højere niveau. Og som jeg sagde lige før, har jeg meget tillid til, at vores statsminister har mulighed for at forhandle det synspunkt igennem og forfægte det danske system.

Vi skal huske på, at mange af vore nabolande jo har fået øje på, at vi har et meget, meget flot fleksibelt system med den danske arbejdsmarkedsmodel, og i og for sig er meget interesserede i at kunne implementere den i de pågældende lande. Så jeg tror på, at vi ved forhandling og ved, at man fremsætter spørgsmålet på EU-niveau, vil kunne få løst den situation, som fru Line Barfod nævner.

Så er det hr. Karsten Hønge for en kort bemærkning.

Jeg er da glad for at høre den konservative ordførers indlæg, for så forstår jeg den helhjertede opbakning til den danske aftalemodel, hvori konfliktretten jo er en helt afgørende del.

Jeg synes også, at jeg hørte, at ordføreren her sagde, at det er nødvendigt at ændre retsgrundlaget for EF-Domstolen, hvis man ønsker at ændre praksis. Kan jeg få en bekræftelse på, at ordføreren sagde den sætning?

Når vi nu alligevel er inde på, at noget skal ændres i retsgrundlaget, så vil jeg sige, at det, som regeringen i forbindelse med Lavaldommen skrev til Domstolen, var, at man fandt, at reglerne om den frie udveksling af tjenesteydelser bør vige for retten til at konflikte. Så jeg spørger ordføreren: Var det rigtigt hørt, at ordføreren sagde, at han mener, at man skal have en ændring af retsgrundlaget, og at ændringen af retsgrundlaget så skal gå i retning af, at reglerne om den frie udveksling af tjenesteydelser skal vige for konfliktretten?

Ordføreren.

Jeg kan da kun håbe på, at man på EU-niveau kan nå frem til en fælles aftale om, at der på lige fod med det danske system skal være en frihed til at kunne konflikte.

Der er ikke flere ønsker om korte bemærkninger. Så siger vi tak til hr. Knud Kristensen.

Så er det fru Lone Dybkjær som ordfører.

Tak, hr. formand. Jeg kan sige til salen, at jeg allerede har beroliget ministeren med, at jeg ikke er permanent arbejdsmarkedsordfører, men tager ordet for vores i dag ikketilstedeværende arbejdsmarkedsordfører, nemlig hr. Morten Østergaard.

Når det så er sagt, vil jeg benytte lejligheden til at takke ministeren for hans tale. Man kan ligesom sige, at ministeren næsten er fundamentalistisk i hans forsvar af den danske arbejdsmarkedsmodel, og det er da en - om jeg så må sige - glædelig udvikling i Venstre. Man kan også i en lidt anden betydning end det, man normalt tillægger betydningen af det, jeg siger nu, sige: Med sådanne fjender behøver man ikke venner. Det er altså i en positiv forstand, for når man har en beskæftigelsesminister, der har de synspunkter, så synes jeg ikke, vi er så dårligt kørende, selv om jeg som bekendt generelt ikke synes, at regeringen lige er min kop te.

Jeg synes lige, at det i lyset af den debat, der har været, hvor mange elementer kommer frem, faktisk er vigtigt at slå fast, når nu man har haft så travlt med EU i mange sammenhænge, at EU jo faktisk anerkender og sikrer strejkeretten og ikke truer den danske model. Vi kan altid diskutere det, der er uden for landets grænser, og det synes jeg bestemt også man skal. Det gælder navnlig for et parti som vores, som jo ikke bare er interesseret i, hvad der foregår i Danmark, men også i de generelle europæiske regler.

EF-Domstolen har sådan set anerkendt strejkeretten som en grundlæggende rettighed. Det fremgår tydeligt af Laval-, Viking- og Rüffertdommene. EU har også sagt, at kollektive kampskridt er sikret i charteret. Det vil sige, at vi alle sammen har anerkendt, at de er sikret i charteret for grundlæggende rettigheder. Jeg synes også, man må sige, at der ikke er nogen, der er ude på at slagte den danske model. Som mange har været inde på, er der tværtimod tale om, at mange roser den danske model og prøver at finde nogle muligheder for at implementere den. Derfor er det også fint, at ministeren har den holdning, at det er vigtigt at understrege, at en meget vigtig forudsætning for den danske model jo er den høje organisationsgrad, for ellers ville den danske model jo ikke være brugbar.

Så synes jeg også, at jeg vil minde om, at Barroso som formand for Kommissionen i en tale til den svenske Rigsdag har sagt, at EF-Domstolens kendelse i Lavalsagen anerkender fagbevægelsens fundamentale ret til at iværksætte foranstaltninger. Den bekræfter også, siger han - det er også i lyset af den diskussion, der har været her i dag - at fagforeningerne er i stand til at gennemføre aktioner til bekæmpelse af social dumpning, forudsat at det sker inden for grænserne sat af fællesmarkedslovgivningen.

Det Radikale Venstre er jo medforslagsstiller på forslaget til vedtagelse, der formentlig bliver vedtaget på et senere tidspunkt, om ikke i dag så en anden dag, og det er vi, fordi vi synes, det er vigtigt at signalere, at man fortsat skal arbejde med de her spørgsmål. Vi synes også, det er vigtigt at signalere, at det sker inden for rammerne af det system, vi kender i dag. Jeg har da sympati for fru Line Barfods forslag, og jeg anerkender også, at fru Line Barfod har ændret i formuleringerne fra tidligere, sådan at det måske ville være mere spiseligt for os andre. Det, jeg bare har noget imod, er, at man prøver at lave nogle forslag, som i hvert fald inden for en meget overskuelig fremtid overhovedet ikke er realistiske.

Medmindre det hele bliver kaos, det vil sige, at medmindre irerne stemmer nej, og at Tjekkiet ikke vil ratificere eller noget i den stil, så kan man håbe på, at Lissabontraktaten bliver en realitet. Jeg tilhører den gruppe, der håber på det. Hvis det er tilfældet, tror jeg, at de fleste af os heller ikke vil åbne nogen nye traktatforhandlinger - det ligger ligesom i kortene. Pyha, det var så det, og nu skal der ro på i et stykke tid, når det drejer sig om traktatforhandlingerne. Vi ved jo også, at det her med at sige juridisk bindende erklæringer jo kræver en genåbning af traktaterne, og dermed er det ikke muligt at få det gennemført foreløbig. Derfor synes jeg ikke, at man skal gå ind for det forslag, fordi det bliver et slag i luften, det bliver ikke til noget, og jeg kender - i denne sammenhæng - oppositionen til det europæiske projekt godt nok til at vide, at vi så vil få slynget i hovedet, at vi har sagt, at vi vil arbejde for det, og det bliver ikke til noget og alt det der. Derfor er jeg tilhænger af, at vi på et andet plan, som det fremgår af dagsordenen, hele tiden understreger, at man løbende skal undersøge mulighederne for tiltag på det her område, også gerne så det kan blive mere juridisk bindende. Jeg tror så, at tendensen i øjeblikket går i retning af, der vil blive taget større sociale hensyn, også inden for beskæftigelsespolitikken, end der har været før. Men det kan jo så stå for min egen regning.

Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Line Barfod.

Til det om selve dommene, hvor fru Lone Dybkjær siger, at retten har anerkendt strejkeretten, vil jeg først sige, at det jo er fuldstændig rigtigt; det står i dommene. Men problemet er jo, at Domstolen samtidig siger, at i de konkrete sager står den frie bevægelighed over, og at man hele tiden skal afveje den frie bevægelighed i forhold til strejkeretten, og dermed siger, at man skal have ret til at underbyde løn- og arbejdsvilkår. Det er jo det, der er selve hovedproblemet, nemlig hvorvidt man har ret til at strejke for lige vilkår, eller om der er en ret til at underbyde på løn- og arbejdsvilkår. Så det var det ene spørgsmål, nemlig om fru Lone Dybkjær ikke er enig i, at det er det, der står i dommene.

Det andet spørgsmål er så, om fru Lone Dybkjær er enig i, at hvis vi skal løse det her problem på den lange bane, skal juraen ændres, at så er det, hvis vi skal have en anden retstilstand, nødvendigt at få en juridisk bindende erklæring. Så kan vi være uenige om, hvordan vi opnår den, men er fru Lone Dybkjær enig i, at det er nødvendigt at ændre juraen, hvis man vil ændre retstilstanden?

Ordføreren.

For at tage det sidste først tror jeg, vi har sagt det under hele forløbet, altså efter at dommen kom, og vi har på linje med f.eks. Socialdemokratiet sagt, at hvis de her domfældelser var kommet på et tidligere tidspunkt, altså mens Lissabontraktaten endnu var i spil, så kunne det godt være, at man kunne have fået noget ind i forbindelse med genforhandlingen af forfatningstraktaten til Lissabontraktaten. Vi har sagt, at det ville være den ønskelige tilstand, at der kom noget juridisk bindende. Men vi siger også helt realistisk, at det ikke er muligt nu, og derfor har vi selvfølgelig syntes, det var vigtigt at sikre den danske arbejdsmarkedsmodel og derudover altså også sikre, at man arbejder videre i EU-systemet.

Vi er jo nogle, der er meget tilhængere af den frie bevægelighed. Vi er nogle, der f.eks. har været meget begejstrede for Metockdommen, som jo har understreget den frie bevægelighed; i modsætning til visse andre her i salen, ikke netop fru Line Barfod, men f.eks. regeringen, synes vi jo, det er en god ting. Så vi er tilhængere af den frie bevægelighed, men vi mener selvfølgelig også, at der skal være nogle muligheder for at forhindre social dumping, og derfor citerede jeg jo netop formanden for Kommissionen omkring spørgsmålet om social dumping.

Fru Line Barfod.

Jo, men jeg går ud fra, at vi kan være enige om, at det, kommissionsformanden har sagt i en tale til den svenske rigsdag, ikke er juridisk bindende for Domstolen. Og Kommissionen har jo samtidig afvist, at den vil gå ind og tage initiativer til at ændre på noget af det retsgrundlag, der er.

Jeg forstår, at vi er enige om det langsigtede mål, nemlig at der skal ændres på juraen. Så er spørgsmålet: Hvordan opnår vi det? Og der forstår jeg ikke helt, hvordan De Radikale mener at man skal opnå det, man gerne vil, hvis ikke man arbejder for det. Man er vel nødt til at arbejde for at få en juridisk bindende erklæring, hvis vi skal have den på et tidspunkt. Den kommer jo ikke bare dumpende ned fra himlen. Den kommer vel kun, hvis man aktivt arbejder for den, altså hvis man prøver at forhandle med de andre regeringer, hvis man sammen med den europæiske fagbevægelse arbejder for at sige: Det her er et ganske alvorligt problem for den sociale situation i Europa, for fagbevægelsens styrke, for, at vi overhovedet har det samfund, vi har. Og derfor bliver vi altså nødt til at få en juridisk bindende erklæring.

Så er det ordføreren.

Jamen jeg startede jo med at sige, at det synes jeg ville have været en ønskelig tilstand. Men jeg tror bare ikke på det, for hvis vi skal have en juridisk bindende erklæring, kræver det, at vi genåbner traktaterne. Det er vi ikke tilhængere af.

Vi er tilhængere af, at Lissabontraktaten bliver ratificeret, og at man nu arbejder videre ud fra det grundlag. Og derfor er vi tilhængere af det forslag til vedtagelse, vi er medforslagsstillere på, hvor der står, at regeringen opfordres til løbende at undersøge muligheden for tiltag på EU-niveau. Det er så en anden måde at arbejde på, og jeg har faktisk i denne sammenhæng tillid til regeringen, men jeg har jo altså også tillid til, at oppositionen vil fastholde regeringen på det her forslag.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Morten Messerschmidt.

Jeg har jo stor forståelse for fru Lone Dybkjærs situation og position, men undrer mig bare over, at hun siger, at hele traktaten skal forhandles om. Altså, man behøver vel for så vidt ikke at åbne alle bestemmelserne i traktaten bare for at blive enige om en protokol, der siger, at Domstolen ikke skal træffe flere afgørelser, der handler om det nordiske aftalesystem. Sådan en protokol kan jo godt vedtages, uden at hele traktaten skal forhandles om. Så kunne man måske ikke i det lys fra radikal side have en lidt mere positiv tilgang til at få en sådan protokol, der præciserer, at det danske arbejdsmarked skal være uanfægteligt?

Ordføreren.

Jeg har udtrykt mig for firkantet, når hr. Morten Messerschmidt kan misforstå mig på den måde. Jeg er helt med på, at det selvfølgelig ikke behøver at kræve, at hele traktaten åbnes på nuværende tidspunkt. Nu skal vi have Lissabontraktaten vedtaget, og så må man se, hvad man kan gøre.

Hvis det er muligt at lave en juridisk bindende protokol - men det er jo en regeringskonference, der skal til, hvis den skal være juridisk bindende - er det jo ikke os, der vil stille os i vejen for det. Jeg tror bare ikke på realismen i det, og derfor har vi foretrukket den anden dagsorden for simpelt hen løbende at undersøge, hvad der så er af muligheder. For der er jo andre muligheder for at sikre tingene. Man kan jo også kigge lidt mere detaljeret på udstationeringsdirektivet og andre direktiver.

Tak til ordføreren.

Vi går videre i ordførerrækken, og den næste er Enhedslistens ordfører, fru Line Barfod.

Både i Danmark og i andre lande bliver der jævnligt holdt fine festtaler om, hvor godt det er, man er nået så langt i udviklingen, og hvor vigtigt det er med velfærd og sociale rettigheder for borgerne osv., men det virker nogle gange, som om man glemmer, hvordan de rettigheder er opnået. De er jo opnået, fordi fagbevægelsen har kæmpet i mange år for at få de rettigheder og løbende har kæmpet for, at der skulle være gode løn- og arbejdsvilkår. Det har man opnået i mange lande. Det er på forskelligt niveau i de forskellige lande, der er grænser for, hvor meget man har nået i de forskellige lande - nogle er kommet hurtigere frem end andre.

Problemet opstår så, når man går ind og siger, at de, der kommer til et land for at arbejde, ikke behøver at arbejde på de vilkår, der er f.eks. i Danmark eller i Storbritannien, men kan få lov til at arbejde på deres hjemlands vilkår. Så underbyder man jo i den grad løn- og arbejdsvilkårene, og det er det, som man oplever store protester imod mange steder i Europa i dag. Det var i høj grad det, der fik irerne til at stemme nej til Lissabontraktaten, og det er det, der gør, at den tyske fagbevægelse opfordrer til store manifestationer og til, at den tyske regering skal boykotte, skal ignorere, de domme, der er kommet fra EF-Domstolen, og i stedet skal sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår i Tyskland.

Så det er ikke en sag, der kun handler om Danmark, sådan som man nogle gange kan få indtryk af, når man hører debatten her i Folketinget, og heller ikke en debat, der kun handler om Norden. Derfor er det heller ikke et problem, der bare kan løses med en lille dansk undtagelse, det er et grundlæggende problem for faglige og sociale rettigheder i alle EU-landene, og det er afgørende, at vi finder en løsning, som sikrer, at man har ret til at kræve lige vilkår, særlig i denne tid, hvor så mange mennesker bliver fyret på grund af finanskrisen, og hvor vi selvfølgelig ser arbejdsgivere - jeg er uenig i, at de gør det, men det er det, vi ser - der vælger at beholde de udenlandske arbejdere eller at tage udenlandske arbejdere ind på langt ringere løn- og arbejdsvilkår, og så fyre de arbejdere, der er fra deres eget land. Hvis ikke vi går ind og finder en løsning på det her, risikerer vi også et meget udbredt fremmedhad, som vi kan se på nogle af de paroler, der er i England i dag. Derfor er vi nødt til at arbejde for en løsning.

Jeg synes, at det er brandærgerligt, at Socialdemokraterne og SF ikke ville være med til at sikre, at vi fandt en løsning i forbindelse med Lissabontraktaten, og jeg synes, at det er brandærgerligt, at vi i dag ikke kan nå frem til at sige, at det er det, den danske regering skal arbejde for. Det er den eneste mulige løsning, som det også er blevet tydeligt under debatten i dag. Den eneste langsigtede løsning er en juridisk bindende erklæring, og det er det, vi bliver nødt til at arbejde for.

Tak til ordføreren. Da der er ikke flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som tidligere nævnt finde sted tirsdag den 17. februar 2009.