Jeg takker for ordet. Jeg vil også gerne starte med at takke Det Radikale Venstre - som jo altid er, kan man sige, mand for at være bekymret over snart det ene, snart det andet - for denne mulighed for at komme med nogle betragtninger om dansk økonomi sådan på den længere bane. Og det er jo lidt en længere bane, for ved siden af den diskussion om 2015-planen, som pågår forskellige steder, også i medierne, er der jo en lige så påtrængende diskussion, som der så måske ikke rigtig er plads til at tage her i dag, men det må vi så finde en anden lejlighed til, og som handler om nogle mere kortsigtede overvejelser om, hvad det er for en øjeblikkelig konjunktursituation, Danmark befinder sig i, og hvordan vi agerer klogt på det.
Det er bl.a. derfor, vi i disse dage bruger en del tid i fællesskab på at diskutere kreditpakke, og det er jo nok vigtigt, tror jeg, lige her og nu for dansk økonomi og for de mennesker, der sidder og er bekymrede for deres beskæftigelsessituation m.v., at vi lægger det meste af vores energi i de drøftelser og måske lidt mindre i store diskussioner om dansk økonomi på den lange bane. Men nu er temaet rejst, og så skal forespørgslen jo i sagens natur også besvares. Og det er jo relevant at diskutere.
Ideen med at have en 2015-plan og tidligere en 2010-plan er jo at holde sig for øje, at det, man gør lige nu og her, i dag, i morgen, om ½ år og om 1 år, hænger godt sammen med at sikre holdbarheden i finanspolitikken også på længere sigt. Altså, hvordan sikrer vi, at vi har råd til at udbetale sundhedsydelser og pensioner, yde en ordentlig hjemmehjælp, have en ordentlig skolegang også om 5, 10 og 15 år, uden at skatten presses op? Det er sådan set ideen med at lave en langsigtet plan, det er et ædelt mål, og det skal vi stå vagt om.
Ser vi så på forudsætningerne i 2015-planen, fremgår det ganske kort, at der skal gennemføres reformer og træffes politiske beslutninger, der øger beskæftigelsen og arbejdstiden, og som derigennem styrker de offentlige finanser med ca. 14 mia. kr. Man kan udtrykke det på mange måder: Hvis vi lykkes med at holde arbejdstiden gennemsnitligt på det niveau, vi kender i dag, skal vi øge beskæftigelsen med 20.000 personer. Hvis man forudsætter, at den gennemsnitlige arbejdstid falder, så skal vi øge den noget mere, og hvis man gjorde sig den dristige forudsætning, at den gennemsnitlige arbejdstid steg, ja, så skulle vi måske slet ikke øge beskæftigelsen. Men det kan altså sammenfattes i, at vi skal styrke de offentlige finanser med 14 mia. kr. på sigt.
Det var også den udfordring, som vi så, da vi lagde 2015-planen frem i slutningen af 2007, altså for et års tid siden, på trods af at vi nu i mellemtiden er blevet ramt af finanskrisen. Og derfor er der ikke basis for at påstå, at planen er kuldsejlet eller kørt af sporet eller andre sådanne transportmetaforer, som har været trukket frem i medierne.
Vi arbejder målbevidst efter 2015-planen, og vi har jo faktisk sat en del initiativer i gang for at belyse og nå de mål, der er stillet op. Det er jo f.eks. derfor, vi har nedsat Arbejdsmarkedskommissionen, der skal komme med forslag til indfrielse af reformkravet. Arbejdsmarkedskommissionen kom jo med en foreløbig rapport midt i finanslovforhandlingerne, og den endelige rapport ventes i indeværende år, omkring sommer.
Regeringen har også nedsat Skattekommissionen, som jo barsler med noget om ganske kort tid, i den meget tidlige del af februar, og som skal komme med forslag til en reform, der bl.a. sænker skatten på arbejde, herunder på den sidst tjente krone. Når vi modtager den rapport i starten af februar, vil vi i Finansministeriet kort efter invitere Folketingets partier til forhandlinger, og så håber jeg da, at vi kan blive enige om en omlægning, der sætter de skatter ned, som styrker grundlaget for finansieringen af velfærdssamfundet mest. Det bør være en ambition, at en skatteomlægning i kølvandet på Skattekommissionens rapport yder et betydeligt bidrag til at indfri de mål, som 2015-planen er bygget op om.
Jeg håber også, at vi får truffet nogle fremadrettede beslutninger, der styrker beskæftigelsen, når Arbejdsmarkedskommissionen kommer med deres rapport til efteråret. Jeg skal i hvert fald gøre mit til, at det går bedre næste gang, end det gjorde sidste gang her i efteråret.
Det er relevant, at vi får den her debat, for der kan jo være en tendens til, at man glemmer de langsigtede udfordringer i en tid, hvor de udfordringer, der på den korte bane er til at få øje på, i den grad er til at få øje på, fordi de fylder så meget. Finanskrise og alle de konsekvenser, der gemmer sig under den overskrift i relation til utryghed på arbejdsmarkedet m.v., kalder på megen energi, og den skal vi jo bestemt udvise, men der er selvfølgelig også en risiko for, at det så kommer til at skygge over, hvordan tingene hænger sammen på sigt. Præcis derfor er det jo så vigtigt, at der er en plan, som rækker nogle år frem, for det er jo sådan set det, der muliggør, at man har det langsigtede mål for øje, også selv om man tager sig nogle svingture undervejs.
Dansk økonomi er jo præget af, at vi har en betydelig handlefrihed, som er bygget op af, at vi i en lang årrække har ageret klogt og lagt penge til side og afdraget gæld. Det skaber noget handlerum, og det skaber en mulighed for på den ene, den anden og den tredje måde at agere i forhold til den aktuelle konjunktursituation, samtidig med at vi fastholder et stærkt blik på den langsigtede målsætning.
Derfor skal de her to diskussioner om konjunkturbilledet og 2015-planen jo gå hånd i hånd, sådan at vi undgår at træffe kortsigtede beslutninger for at afhjælpe nogle problemer lige nu og her på en sådan måde, at det skaber negative konsekvenser på det lange sigt. Vi skal i stedet arbejde videre med både at håndtere udfordringer her og nu og gøre det på en måde, så vi understøtter den reformdagsorden, der på sigt kan løfte udbuddet af arbejdskraft og sikre grundlaget for en varig lav ledighed. Det er en kæmpe opgave. Det er for at være helt ærlig også en kæmpe kommunikationsmæssig opgave, som jeg sådan set glæder mig over Det Radikale Venstre nu yder et positivt bidrag til ved at rejse den her debat. For det kommer jo til at stille os over for den udfordring som politikere, at vi på den ene side her i 2009, hvor ledigheden er på vej op, men fra et historisk lavt niveau, viser, at det er en problemstilling, vi kerer os om og også gør noget ved, samtidig med at vi altså fastholder den dagsorden, der hedder, at et af de største problemer i det her samfund på sigt er, at vi ikke har hænder nok. På centrale dele i den offentlige sektor og på centrale dele i den private sektor kommer vi på sigt til at mangle de rigtige hænder og hoveder. Så kortsigtet skal vi altså tage danskernes bekymring alvorligt, samtidig med at vi skal insistere på, at der er en langsigtet dagsorden, som har et lidt andet indhold.
Derfor vil jeg også meget klart tilkendegive, at når og hvis der skal handles på den aktuelle konjunktursituation, skal det jo ske på en sådan måde, at det er i overensstemmelse med de målsætninger, vi forfølger på den mellemlange bane frem til 2015. Det er en forudsætning, at de prioriteringer, vi skal foretage, finansieres på et holdbart grundlag.
Når det så er sagt, er situationen den, at lige præcis 2015-planen jo altså tegner et billede af samfundshuset Danmark, der bygges ud år efter år på et fundament, som vi så skal støbe hen ad vejen, nemlig de 14 mia. kr. i varig forbedring af de offentlige finanser. Givet, at vi magter at støbe det fundament, kan vi også se udbygningen for os med flere investeringer på infrastrukturområdet, flere investeringer i sygehussektoren, i de borgernære offentlige institutioner, en oprustning af forskningsindsatsen og uddannelsesindsatsen m.v., og vi har jo så friheden til over tid at tage stilling til, hvordan vi skal veje det af, hvor mange offentlige ressourcer vi skal bruge i år på offentlige investeringer, hvor mange året efter og året efter igen.
Det er sådan set det, der giver os den frihed til på en og samme tid at styre efter et meget præcist langsigtet mål og så bruge, jeg havde nær sagt moderne GPS-teknologi til at slå nogle slag undervejs, som er kloge. Hvis vi f.eks. vil adressere en særlig ledighedssituation i bygge- og anlægssektoren, jamen så har vi jo altså, jævnfør den finanspolitik, vi har ført de senere år, muligheden for i en periode at skrue op for offentlige investeringer, vi har muligheden for i forbindelse med en skattereform at finansiere den over tid, men altså give den et indløb, hvor den til en start yder et bidrag til at fremme efterspørgslen i vores samfund. Det er tænkningen bag det her.
Det, vi så skal holde os for øje, er, at vi skal have støbt det her fundamentet på 14 mia. kr. frem til 2015. Og går det så godt eller skidt med det? Jamen det går. Sidste år lavede regeringen jo f.eks. en jobplan sammen med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Radikale Venstre, vi har også lavet en sygefraværshandlingsplan, og tilsammen styrker de finansieringsgrundlaget med 2 mia. kr. årligt. Det, vi er på jagt efter, er som sagt 14 mia. kr., og derfor kan man jo sige det på den måde, at vi i de kommende år har nogle strukturkrav, som år for år skal svare til den indsats, vi ydede i 2008 med jobplan og sygefraværsplan. Så stor er udfordringen, men så er den heller ikke større.
Hvis vi år for år træffer beslutninger, der har struktureffekt, sådan som vi gjorde i 2008, når vi i mål, og jeg har jo lige konkret peget på to projekter, der er sat i søen, og som giver en anledning til at træffe den slags beslutninger, nemlig skattereform og arbejdsmarkedskommission. Jeg vil også meget klart tilkendegive, at det, vi ikke nåede i efteråret på hele beskæftigelsesområdet, jo bare skærper ambitionen med hensyn til det, vi nu skal i gang med på skatteområdet. Regeringen går i hvert fald ind i det forløb med den ambition, at en skattereform, en skatteomlægning skal bidrage til at øge holdbarheden i den økonomiske politik frem mod 2015.
Hvis man så ser på, hvor vi er lige her og nu, finder man jo det klareste svar i vores konvergensprogram, altså vores indmeldinger til EU, som vi foretager en gang om året. Vi gjorde det senest lige op mod jul, hvor vi afleverede konvergensprogrammet for 2008, og hvis man ser på det, må man konstatere, at vi overordnet er helt på sporet i forhold til målsætningerne om finanspolitisk holdbarhed samt overskud eller balance på den strukturelle offentlige saldo hele vejen frem mod 2015.
Hvordan vi præcist lander, afhænger i høj grad af oliepriserne. Det viser lidt om følsomheden i det her, at med den olieprisfremskrivning, vi lagde til grund, og som er den samme som den, Det Internationale Energiagentur lagde frem i 2007, når vi lige akkurat ikke frem til målstregen. Hvis man derimod tager den seneste olieprisprognose fra Det Internationale Energiagentur og lægger den til grund, står vi faktisk lidt bedre, end da vi sidste gang opdaterede vores fremskrivning.
Min hovedkonklusion er sådan set, at vi er på vej mod at nå målet. Men det fordrer selvfølgelig evnen og viljen til år for år at træffe beslutninger af samme rækkevidde som dem, vi magtede at træffe i 2008 med jobplanen og sygefraværsplanen, og her ser jeg skattereformen som noget, der giver en chance for at træffe beslutninger, der mere end opfylder 1 års ambitionsniveau. Det skal selvfølgelig ikke udløse en pause de næstfølgende år, men det viser i hvert fald, at hvis vi agerer klogt, også i den aktuelle konjunktursituation, og sørger for, at når og hvis vi træffer beslutninger for at afbøde konjunkturvirkninger lige her og nu, er det nogle, der går hånd i hånd med den langsigtede målsætning - jamen så er vi sådan set fint på linje med den strategi, der ligger i 2015-planen.
Jeg tror, at disse overordnede betragtninger for nærværende må være et tilstrækkeligt svar på det spørgsmål, der er stillet her, og jeg vil slutte med at udtrykke et ønske. Flere partier interesserer sig nu meget for regeringens økonomiske politik - altså også de partier, der sådan set ellers ikke tager et hovedansvar for den - og det skaber hos mig et håb om, at de også tager deres interesse med ind i arbejdslokalerne, når vi startende her i februar og i løbet af foråret helt ned i materien skal træffe nogle af de lidt svære beslutninger, som skal være med til at indfri de forudsætninger, som 2015-planen hviler på. Jeg håber, det er et signal om, at man melder sig i arbejdstøjet, når der skal diskuteres skat lidt senere på foråret.