Jeg vil også gerne starte med at takke Enhedslisten for at have taget initiativ til den her debat, som jeg synes har været en god debat og en nyttig debat, og jeg vil komme ind på senere, hvorfor vi nok skal have den her debat noget oftere og have den ofte for at holde fokus.
Så vil jeg også takke satspuljepartierne for den brede opbakning, man må forvente der bliver til vedtagelsen i dag. Det er også somme tider dejligt at være medlem af et parlament, hvor der er bred opbakning til meget vigtige ting. Sophie Løhde kom ind på en historisk forklaring omkring psykiatrien og nævnte, at det jo altså er et område, der også i pressen er meget båret af enkeltsager og enkeltskandaler.
Vores arbejde - og det er bl.a. også derfor, at jeg er glad for den brede opbakning - må være at fokusere på det principielle og på metoder og på til stadighed at blive bedre, for der er selvfølgelig altid ting, der skal blive bedre.
Der er mange dilemmaer i den her diskussion om tvang. Jeg tror ikke, at der er nogen, der ønsker, at der skal bruges tvang, der kunne have været undgået. Det er også derfor, der skal gælde det, der så flot hedder et proportionalitetsprincip. Og Özlem var jo i virkeligheden den, der til allersidst, lige før vi gik til frokost, sagde det allermest klart, nemlig at hun da godt vidste, at der er nogle situationer, hvor tvang ikke kan undgås.
Derfor handler det jo ikke om, at man aldrig nogen sinde bruger tvang. Derfor handler det om, at man bruger tvang så lidt som muligt.
Nu var der noget debat blandt forespørgerne, hr. Per Clausen m.fl., om økonomien i det her - det var til fru Sophie Løhde - og der kan jeg sige, at i perioden 2001-2007 er de samlede udgifter til sundhedsvæsenet steget med 16,3 mia. kr., dvs. til i alt 86,7 mia. kr. Det er altså en stigning på 23 pct., og det er i det samlede sundhedsvæsen. Inden for den her ramme kan regionerne jo disponere, og det er da rigtigt, at de i faste priser har brugt 700 mio. kr. til psykiatrien svarende til en vækst på 11 pct., og i løbende priser svarer det til 1,5 mia. kr. Så det handler lidt om, hvordan man taler, for i virkeligheden har begge brugt de korrekte tal, men man skal have forudsætningerne med.
Ud over de her 11 pct., som kommer fra regionernes egne penge, har satspuljepartierne jo også givet psykiatrien et gevaldigt løft på de ikkepermanente bevillinger, altså på satspuljemidlerne. Det var bare lige for at præcisere det i forbindelse med den debat, der har været i salen om økonomien.
Fru Sophie Løhde kom også ind på, at der i Danmark er en meget høj grad af registrering, og at det derfor kan være svært at sammenligne med andre lande. Jeg kan bekræfte, at vi registrerer utrolig meget i Danmark. Det skal dog ikke skygge for - det er jeg nemlig enig med fru Lone Dybkjær i - at vi sagtens kan lære af andre, og vi skal i hvert fald være åbne over for andre metoder, vi skal altid være åbne. Men jeg påpeger, at det altså er en problemstilling, som man også er nødt til at være opmærksom på for ikke at sammenligne pærer med bananer.
Fru Karen Klint kom ind på, at det er vigtigt, at vi holder det her i fokus, at vi holder debatten kørende på det her område, for det er fokus, der også skaber bedre behandling. Fru Sophie Løhde var også inde på, at når det her emne er oppe i tiden, ser man et fald i brugen af tvang, og omvendt ser man en stigning, når der ikke er fokus på det. Fru Sophie Løhde sagde, at det da var et tankevækkende vink med en vognstang - sådan tror jeg det blev formuleret. Og så går jeg tilbage til det, jeg sagde i min indledning, for det var derfor, jeg takkede Enhedslisten for debatten og i virkeligheden opfordrede til, at vi bliver ved med at have fokus på det. Det synes jeg vi skylder patienterne. Vi er jo meget enige om, at de her svært psykisk syge mennesker skal tilbydes den bedste behandling, vi kan give dem.
Det, som jeg så var ude at sige, og som hr. Per Clausen har brugt en stor del af sin taletid på, var blot en stilfærdig bemærkning om lægerne - for alt skal styres fra lægelig hånd; jeg er enig med hr. Preben Rudiengaard i, at uanset hvad man måtte mene om mig og mine kompetencer, er det aldrig sundhedsministeren, den til enhver tid siddende i øvrigt, der skal blande sig i, hvordan man behandler og ordinerer medicin. Jeg nævnte blot, at man kunne overveje at skabe en mulighed for, at læger kunne sikre, at udskrevne borgere, der er udskrevet med en medicinprofil, og om hvem man kan konstatere, at de ikke tager deres medicin, og hvor fagpersonalet kan sige, at det vil gå galt for de pågældende, får den medicin, der skal til, for at de ikke udvikler en psykose. Det var såmænd ikke en lyst til mere tvang, det synes jeg vi skal arbejde for at reducere.
Jeg vil derudover godt lige nævne, at kvaliteten jo skal sikres, for at vores borgere ikke falder ned imellem de to berømte stole, og den skal sikres ved, at vi får udarbejdet de her sundhedsaftaler, og at der sker en præcis koordinering mellem regionen og kommunen, når en borgers sundhedsaftale slettes, sådan at der er de korrekte socialpsykiatriske tilbud til patienterne, når de modtages i kommunen.
Fru Karen J. Klint kom ind på, at vi skulle tale mere om det, og jeg kan i den sammenhæng sige, at jeg inviterer sammen med velfærdsministeren gerne hele kredsen af psykiatriordførere fra satspuljepartierne over til en drøftelse om, hvordan vi som politikere kan skabe bedre rammer. Vi tager initiativ til, at det kan ske lige efter jul, så vi kan mødes.
Men jeg får lyst til også at nævne, nu det blev sagt fra fru Karen J. Klints side, at vi laver kræftpakker, og vi laver hjertepakker, og at vi gør så meget for alle mulige, at man på det psykiatriske hospital i Nordjylland - opdagede jeg i mandags, i øvrigt til min overraskelse, jeg var slet ikke klar over det - har lavet en psykiatripakke. Vi har talt så meget om kræftpakker, og jeg har lagt mig meget i selen, for at vi også får en bedre kræftbehandling, og at vi får implementeret det her. Men jeg har også i den sammenhæng, når vi har snakket om pakker som et instrument, sagt, at det i virkeligheden kan bruges mange steder. Og derfor er det jo glædeligt at se, at man nu har indført det visse steder i psykiatrien. For det, det jo handler om, er, at man hurtigt får fat i folk, så ondt ikke bliver værre, og at de orienteres om, hvad det er for en behandling, de står foran, og hvad det sandsynlige tidsperspektiv på den behandling er.
Fru Liselott Blixt startede med at sige, og det er jeg meget enig i, at personlig frihed aldrig må blive brugt til ansvarsforflygtigelse. Det er jeg meget enig i, fordi det jo i den her meget svære debat, som debatten om brug af tvang jo er, også er meget nemt at sige, at vi bare ikke skal gøre det, og at folk skal deres frihed. Men der er jo altså tale om meget syge mennesker, for hvem manglende brug af tvang på det helt rigtige, lægefagligt fastsatte tidspunkt i virkeligheden kan være omsorgssvigt.
Fru Liselott Blixt kom også ind på, at sundhedsaftaler er en del af løsningen. Både fru Özlem Sara Cekic, som ikke er til stede i salen nu, og fru Lone Dybkjær kom ind på, at der er fordomme på det her område. Jeg vil gerne sige, at jeg i virkeligheden er enig i, at det kan der være, og det skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at bekæmpe. For det at være psykisk syg er en lidelse på samme måde, som alle mulige andre lidelser er det, og som vi skal behandle udelukkende på baggrund af indikationerne for lidelsen og i øvrigt ikke have nogen fordomme. Det hjælper ikke.
Der var historien om Jesper. Jeg kan selvfølgelig ikke komme ind på konkrete sager, men eksemplet om Jesper er da ikke noget, man kan lide at høre. Jeg håber, at Jesper alligevel får det, som lægerne finder er den korrekte faglige behandling, også hvis det indebærer brug af tvang.
Fru Sophie Løhde kom i den sammenhæng ind på, at tvangen er lav, når der er fokus på det, og det er derfor, jeg gerne vil gentage, at vi skal fastholde fokus.
Endelig nævnte fru Lone Dybkjær, at der ikke findes nogen standardbehandling. Nej, det gør der ikke, for det kan godt være, at der findes fælles diagnoser for psykiatriske lidelser, men der er mennesker med forskelligt udgangspunkt og forskellige forudsætninger bagved. Så derfor må ordet pakkeløsning, som jeg nævnte lige før på en positiv måde, selvfølgelig ikke dække over en standardbehandling, men over en behandling, og den skal - det skal blive mine sidste ord - være fastsat af læger ud fra en lægefaglig ekspertise.