Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             22. december 2008

Dok.id       

J. nr.           004-U18-774

  

 

Trafikudvalget har i brev af 3. december 2008 stillet mig følgende spørgsmål vedr. B 25 Forslag til folketingsbeslutning om sikring af retten til at få respekteret et ”nej tak” til uadresserede forsendelser af Per Clausen (EL) m.fl., som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 1:

 

"Ministeren bedes kommentere henvendelse af 29. november 2008 fra Jens S. Mikkelsen, Albertslund, jf. B 25 – bilag 3."

Svar:

 

Med henvisning til 1. behandlingen af beslutningsforslaget skal jeg indledningsvis gøre opmærksom på, at der her er tale om et eksempel på en borger, der ønsker at blive fri for at modtage telefonbøger.

Dette ønske tilgodeses netop i Forbrugerombudsmandens ”Retningslinier om god markedsføringsskik ved omdeling af adresseløse forsendelser, november 2008”, som træder i kraft den 30. april 2009.  Det fremgår heraf, at retningslinierne omfatter adresseløse forsendelser af enhver art, som har karakter af en erhvervsmæssig aktivitet, og som er uden adresse og omdeles til modtagerne uden betaling (bl.a. telefonbøger).

Alle aktører på markedet, såvel afsendere som distributører, forudsættes at følge retningslinierne, dels ved håndtering af adresseløse forsendelser i forhold til de to ”nej tak” ordninger, dels ved selve afleveringen af forsendelserne. 

Udgivere af telefonbøger vil således også skulle respektere de to ”nej tak” ordninger, der omtales i retningslinierne.

Forbrugerombudsmanden oplyser, at når der udstedes retningslinier af Forbrugerombudsmanden, gælder markedsføringslovens almindelige sanktionssystem. Det betyder, at der vil kunne anlægges sag ved domstolene med påstand om forbud eller påbud. Overtrædelse af et af retten nedlagt forbud eller påbud kan straffes med bøde. Forbrugerombudsmanden vil også kunne bede en erhvervsdrivende give tilsagn om at overholde retningslinierne. Hvis et sådant tilsagn ikke overholdes, kan Forbrugerombudsmanden efterfølgende give et påbud, og overtrædelse af påbudet vil kunne straffes med bøde.

For at de nye ”nej tak” ordninger kan fungere effektivt i praksis er det nødvendigt, at borgere, der ønsker at sige nej tak til reklamer eller nej tak til reklamer og gratis aviser, selv tager initiativ til at tilmelde sig en af ordningerne.

 

Med venlig hilsen

 

 

Lars Barfoed