B 180 - 2008-09 - Endeligt svar på spørgsmål 6: Spm., om ministeren kan redegøre for, hvilke erfaringer man har med tvangsfjernelser af unge, som er havnet i en æresrelateret konflikt med deres familie m.v., til integrationsministeren

I forhold til erfaringer på området kan Indenrigs- og Socialministeriet oplyse, at VISO (Dennationale videns- og specialrådgivningsorganisation) under Servicestyrelsen, tilbyder gratis,landsdækkende specialrådgivning til borgere, kommuner, institutioner og tilbud på social- ogspecialundervisningsområdet, når den rette ekspertise ikke findes i kommunen.Som en del af forpligtelsen til at tilbyde specialrådgivning har VISO indgået kontrakt medDøgnkontakten, der er beliggende i Københavns Kommune. Døgnkontaktens ekspertise erbl.a. afdækning og beskrivelse af problemer og ressourcer i relation til konkrete sager medkriseramte familier med anden etnisk baggrund end dansk, hvor hovedproblemstillingen ergenerationskonflikter eller tvangsægteskab. Kommunerne kan hermed få bistand fra VISO ide komplicerede sager omkring æresrelaterede konflikter.Indenrigs- og Socialministeriet har til brug for udarbejdelsen af nærværende bidrag henvendtsig til Ankestyrelsen, der blandt andet behandler klager i sager om anbringelser uden sam-tykke. Ankestyrelsen har i den forbindelse oplyst følgende:”Ankestyrelsen har i en række konkrete klagesager, modtaget fra børn- og unge-udvalgene,behandlet sager vedrørende unge, som er udsat for en æresrelateret konflikt, og hvor denunge selv ønsker at blive anbragt, men hvor forældrene ikke vil give samtykke.I de sager har Ankestyrelsen konstateret, at mange børn- og unge-udvalg ved anbringelsenaf unge konsekvent benytter servicelovens § 58, stk. 3.Af paragraffens ordlyd fremgår:”Såfremt en ung, der er fyldt 15 år, erklærer sig enig i anbringelsen, kan børn- og unge-udvalget uanset betingelserne i stk. 1 træffe afgørelse om at anbringe den unge uden forhjemmet, jf. § 52, stk. 3, nr. 8, når anbringelsen må anses for at være af væsentlig betydningaf hensyn til den unges særlige behov, og problemerne ikke kan løses under den ungesfortsatte ophold i hjemmet”.I de tilfælde, hvor børn- og unge-udvalgene anbringer med henvisning til § 58, stk. 3, kan detresultere i, at der lægges et meget stort pres på den unge. Et pres, der udøves af familie ogomgangskreds med henblik på, at få den unge til at skifte holdning.I sådanne klagesager undersøger Ankestyrelsen altid muligheden for at anbringe efter lo-vens § 58, stk. 1, nr. 1, dels fordi ansvaret for anbringelsen herefter ikke påhviler den ungeselv, dels fordi § 58, stk. 1, skal ses som en hovedregel til § 58, stk. 3. Der bør således, i desager hvor det er muligt, altid træffes afgørelse efter servicelovens § 58, stk. 1.”Ankestyrelsen peger i styrelsens bidrag til Indenrigs- og Socialministeriet endvidere på, atkravene til anbringelse efter § 58, stk. 3 er lempeligere end efter § 58, stk. 1. Efter § 58, stk.3 kan børne og – ungeudvalget uanset betingelserne i stk. 1 således træffe afgørelse udensamtykke om anbringelse uden for hjemmet, hvis den unge er fyldt 15 år, og hvis den ungeerklærer sig enig i anbringelsen.

Besvarelse af spørgsmål nr. 6 ad B 180 stillet af Folketingets udvalg for Udlæ-

dinge- og Integrationspolitik til ministeren for flygtninge, indvandrere og inte-

gration den 28. maj 2009.

Spørgsmål:

Svar: