Det næste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 91:

Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af en nødpulje med midler til at hjælpe nødlidende kulturinstitutioner.

Af Mogens Jensen (S), Pernille Frahm (SF), Johs. Poulsen (RV) og Per Clausen (EL).

(Fremsættelse 29.01.2009).

Forhandlingen er åbnet. Kulturministeren.

Socialdemokraterne, SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten opfordrer med B 91 regeringen til at oprette en nødpulje med midler til at hjælpe nødlidende kulturinstitutioner og kulturprojekter for. Opfordringen sker på grundlag af en opfattelse af, at væsentlige kulturinitiativer er i fare for at lukke på grund af den økonomiske situation.

Det lyder jo alvorligt, og jeg vil da også gerne medgive, at der helt sikkert er kulturinstitutioner, som er påvirket af, at fonde og virksomheder ikke længere har så mange penge til kultur, og af, at folk er mere tilbageholdende med at bruge penge på kulturelle oplevelser.

Når regeringen ikke støtter det foreliggende forslag, er det derfor ikke, fordi regeringen ikke anerkender, at kulturen også på nogle områder mærker krisen. Det gør kulturen helt sikkert, men kulturen er ikke er en afsondret ø, der kan holde sig uden for alle udviklinger i samfundet, herunder økonomiske kriser. Kulturen er en del af samfundet, og den skal både indholdsmæssigt og økonomisk afspejle, reflektere og påvirke samfundsudviklingen, og det gælder, både når der er smalle tider, og når der er fede tider.

Kulturen har jo nu i en hel del år nydt godt af de såkaldte fede tider. Fonde og virksomheder har skudt mange penge ind i dansk kultur; i byggeprojekter og i sponsorering af aktiviteter, udstillinger og i kunstkøb - blot for at nævne nogle områder. Og i de år tog vi jo ikke det offentlige tilskud fra kulturen.

Nu kommer så de magre år, og så kan langt de fleste kulturinstitutioner glæde sig over, at de har substantielle offentlige tilskud at falde tilbage på. De er ikke som andre samfundsområder og virksomheder prisgivet krisens hærgen. Og det synes jeg faktisk ikke er så ringe endda.

Da jeg først læste det her beslutningsforslag om oprettelse af en nødpulje, spekulerede jeg på, om jeg måske havde overset et bilag, eller måske ikke havde læst teksten grundigt nok, for jeg manglede noget, som jeg faktisk synes var meget centralt. Jeg manglede et forslag til, hvor pengene til at oprette en pulje på 50 mio. kr. til nødlidende kulturprojekter skulle komme fra. Når man kommer med udgiftskrævende forslag, bør man anvise en finansiering. Specielt er jeg jo så interesseret i at vide, om pengene skal findes på kulturbudgettet. Skal vi ud og skære på andre kulturinstitutioners tilskud for at finde penge til de nødlidende kulturinstitutioner? På den måde kunne vi med den ene hånd skære ned på kulturinstitutionerne og med den anden give de samme institutioner nødhjælp, fordi vi selv havde sørget for, at de blev nødlidende. Det ville nok ikke se så godt ud. Man kan også spørge, om pengene skal komme fra uddannelsesområdet, fra hospitalerne, fra daginstitutionerne eller fra andre steder, hvor man også er påvirket af den generelle krise i samfundet. Eller hvor skal pengene komme fra? Det synes jeg ville være meget interessant at få svar på fra forslagsstillerne. Jeg må f.eks. konstatere, at jeg har ledt forgæves efter et svar i Socialdemokratiets forslag til en vækstpakke. Her kunne jeg end ikke finde ordet kultur.

Jeg har også andre bekymringer om forslaget om oprettelse af en pulje, som vedrører nogle af de grundlæggende principper i kunststøttesystemet. Det er et grundlæggende princip i al tildeling af kunststøtte, at støtten skal gives ud fra kvalitetskriterier. Med forslaget om en nødpulje indfører man så et nyt kriterium, nemlig at tilskudsmodtageren også skal være økonomisk betrængt. De to ting synes jeg ikke harmonerer særlig godt sammen. Hvordan skal de to kriterier afvejes mod hinanden, og hvor tungt skal de hver især veje? Det synes jeg er meget uklart i forslaget.

Derudover synes jeg også, at der er noget selvmodsigende i, at man på den ene side bedyrer, at armslængdeprincippet skam skal gælde og på den ene side peger på nogle helt konkrete institutioner, som er støtteberettigede. Det tyder ikke på, at armen er særlig lang, og det finder jeg ligeledes problematisk.

Lad mig afslutningsvis forlade det sortsyn, man godt kunne risikere at blive ramt af, når man læser det beslutningsforslag, vi behandler her i dag. Kulturlivet i Danmark trives og blomstrer generelt. Kommunerne bruger penge på kulturen som aldrig før. En række af de store kulturinstitutioner melder om rekordstore besøgstal. Dansk film slår alle rekorder i antallet af solgte billetter. Danmark er i år vært for en lang række store internationale idrætsbegivenheder. Der er altså rigtig, rigtig meget at glæde sig over. Og vi må ikke glemme, at det er med det udgangspunkt, vi nu taler om krise.

Tak til ministeren. Der er et par korte bemærkninger, først fra hr. Mogens Jensen.

Jeg hørte ministeren særlig her i den sidste del af indlægget stå og sige, at alt går godt i dansk kultur. Det har aldrig før blomstret, som det gør nu. Det er lidt som at høre komiske Ali, den irakiske informationsminister, der stod og sagde, at alt var godt, og at man ikke havde set en amerikaner i miles omkreds, mens hele Bagdad var ved at brænde ned om ørerne på ham.

Jeg står her i dag med Berlingske Tidende. Det er jo ikke en avis for socialistiske ballademagere. Der står: »Københavns ny kunstmekka knækket af krisen. Den danske kunstverden i problemer.«

Jeg står her med Børsen, heller ikke en avis for socialistiske ballademagere: »Spillesteder beder om akut hjælpepakke.«

Det er kun et par eksempler i den lange række af eksempler, der er på, at der er kulturinstitutioner, der nu og her beder om hjælp, og som også er ramt af finanskrisen.

Kan det være rigtigt, at landets kulturminister slet ikke synes, at hun skal hjælpe i den situation?

Ministeren.

Jamen jeg vil gerne gentage, hvad jeg også indledningsvis sagde i min tale, nemlig at vi fra regeringens side selvfølgelig anerkender, at der er nogle, der har det vanskeligt derude. Der er en generel krise i vores samfund, det kan man mærke mange steder. Det kan man sådan set mærke alle steder, og selvfølgelig kan man også mærke det i kulturinstitutionerne.

Jeg brugte udtrykket tidligere i dag, da vi havde et samråd om et tilsvarende emne: Det er ikke en konjunkturfri zone, man vil mærke det, når der er gode tider. Det har man også oplevet i kulturinstitutioner i mange år. Tilsvarende vil man mærke det, når det er dårlige tider som nu.

Men det gode er jo, at der er et solidt offentligt støttegrundlag. Vi har en solid offentlig bevilling til vores kulturinstitutioner, og derfor er de hjulpet rigtig godt igennem den her krise. Men selvfølgelig anerkender vi, at man har det svært derude.

Hr. Mogens Jensen.

Jeg hører, at ministeren anerkender, at man har det svært derude. Men der skal ligesom bare ikke gøres noget. Altså, ministeren sidder på hænderne, hun er ligeglad. Sådan må jeg jo forstå det, og det er jo så i hvert fald et klart signal at sende ud til de kulturinstitutioner, som for nogles vedkommende faktisk er lukningstruede.

Ministeren bruger udtrykket konjunkturfri zone. Kulturen er ikke en konjunkturfri zone, og det skulle sådan kunne forsvare, at så er der heller ikke en særlig grund til at hjælpe.

Må jeg spørge ministeren: Er banksektoren en konjunkturfri zone? Er erhvervsvirksomheder konjunkturfri zoner? Regeringen har stået klar - og vi andre har jo selvfølgelig været med - til at hjælpe bankerne med milliarder af kroner. Vi har hjulpet erhvervsvirksomheder med milliarder af kroner, der nu er med til at understøtte dansk beskæftigelse, for vi synes, at det er vigtigt.

Men ministeren vil end ikke finde 50 mio. kr. til at hjælpe nødlidende kulturinstitutioner for. Hvor er det, vi har konjunkturfri zoner i det her samfund? Ministeren synes åbenbart kun, at det er kulturen, der ikke skal hjælpes.

Ministeren.

Jeg vil gerne fuldstændig afvise, at vi skulle sidde på hænderne, når det handler om kulturinstitutionerne. Der er et højt bevillingsniveau til vores kulturinstitutioner; det er stabilt, det er solidt, og det er jo det, der gør, at de meget nemmere eller i hvert fald mere sikkert end alle andre kan bevæge sig igennem den her krise. Så vi gør noget hver eneste dag i Kulturministeriet.

Så kan man komme med alle mulige kreative løsninger. Det ved jeg at hr. Mogens Jensen er rigtig, rigtig god til. Senest er han så kommet med det her forslag om en nødpulje til nødlidende kulturinstitutioner. Problemet er bare, at det her forslag altså halter hele vejen igennem, ikke mindst, fordi der ikke følger en eneste krone med. Man har skrevet en regning ud på 50 mio. kr. uden overhovedet at fortælle, hvordan man vil finde pengene. Det kan jeg altså ikke se gavner en eneste kulturinstitution i det her land.

Fru Pernille Frahm for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne starte med at takke ministeren for hendes bemærkninger om, at det er vigtigt, at der er et solidt offentligt støttegrundlag til kulturen i det her land, og at det har rigtig stor betydning.

Men så vil jeg godt spørge: Er det ikke også rigtigt, at det har været regeringens politik at køre en solid politik i retning af, at man skulle dække mere og mere ind gennem private sponsorater?

Ministeren.

Nej, det kan jeg tilbagevise. Det har ikke været regeringens politik. Nu har vi drøftet det her tidligere på dagen, og jeg vil gerne gentage det en gang til. Jeg gentog det flere gange i morges, og jeg gentager det gerne igen. Bevillingerne til kulturen i Danmark har været stabile i de sidste mange år, og vi fastholder selvfølgelig også fremover det solide støtteniveau, der er nu.

Vi har så samtidig sagt, at vi synes, det er fint, hvis der er virksomheder eller andre, der vil gå ind og støtte op om vores kulturliv, det synes vi kun er godt og positivt. Men det skal aldrig være på bekostning af den offentlige støtte. Vi synes, der skal være en solid offentlig støtte til kulturinstitutionerne i Danmark, og det er der heldigvis også.

Fru Pernille Frahm.

Når nu ministeren godt vil anerkende, at det er vigtigt med den her solide offentlige støtte, vil ministeren så ikke også godt anerkende, at det gør en forskel, når man efterhånden er oppe på - jeg tror, det var ministeren egne tal, vi fik på vores samråd tidligere på dagen - at omkring 17 pct. er sponsorater? De her sponsorpenge har en vis betydning. Når de forsvinder som et resultat af finanskrisen, har det altså betydning, så bringer vi kulturinstitutionerne ud i en meget, meget ustabil situation.

Ministeren.

Der er en solid offentlig støtte, som har været stabil hen over årene, til vores kulturinstitutioner, og det er godt, og det er positivt. Så er det rigtigt, at vi har været igennem nogle rigtig gode år, som har været til stor gavn for vores kulturinstitutioner, og hvor der har været gode muligheder for at hente privat sponsorering. Og det tal, jeg refererede til i morges, var et tal, der hed ca. 7 pct., det er det, man i gennemsnit har været i stand til at hente i sponsorering fra private virksomheder. Og det synes jeg da er fint og positivt.

Nu er der noget, der tyder på, at der er krise, og at det bliver sværere at hente de her sponsorater, men der er intet, der tyder på, at alle 7 pct. skulle være forsvundet. Men det ændrer heldigvis ikke ved, at kulturområdet - i modsætning til mange andre områder i vores samfund - er godt sikret, ved at vi netop har en høj offentlig støtte, som sikrer det igennem krisen.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg vil godt spørge ministeren, om det ikke i virkeligheden ville være mere præcist måske at tale om, at bevillingerne til kulturområdet har været stagnerende, end om, at de har været stabile. For tidligere har det jo været sådan, at det, at der ikke fra de offentlige kasser har været penge til de områder, hvor man gerne så at der skete en udvikling og en fornyelse, har man så klaret, ved at man har fået penge fra private kilder; de kilder tørrer så ud nu, og så ser vi jo, at konsekvensen er stagnation på kulturområdet.

Ministeren.

Hr. Per Clausen er da velkommen til at bruge det ord, han synes er bedst. Jeg synes, ordet stabilt er et meget godt ord, og at det er meget sigende. Det bevillingsniveau, der var, da regeringen kom til i sin tid, er cirka samme som det, vi har i dag, og derfor kan jeg sige, at bevillingerne har været stabile hen over årene, og at der er nogle kulturinstitutioner, der heldigvis kan glæde sig over, at der er en solid offentlig støtte til netop deres område.

Hr. Per Clausen.

Så er det vel også rigtigt at konstatere, at den økonomiske vækst, der har været i samfundet, har regeringen ikke haft noget ønske om skulle komme kulturen til gode, kun hvis det var private, der betalte. Og så er det vel mere rigtigt at sige, at udviklingen på kulturområdet har været stagnerende. Man kan selvfølgelig også sige, at hvis man bare bevarer stabile bevillinger i nok antal år, vil nogen måske efterhånden også opfatte det, som om der sker en reel nedskæring.

Ministeren.

Vi har prioriteret kulturen ved at fastholde et højt offentligt støtteniveau, samtidig med at vi har arbejdet på, at private virksomheder og andre, der måtte gå ind aktivt og støtte kulturen i de år, hvor de har mulighed for det, også har haft gode muligheder for det. Det synes jeg sådan set er en god og fornuftig politik, og den vil vi også føre videre.

Tak til ministeren. Så er det hr. Troels Christensen som ordfører.

Med beslutningsforslaget her, B 91, ønsker forslagsstillerne, at der oprettes en statslig nødpulje på 50 mio. kr., der skal hjælpe de kulturinstitutioner, der på grund af finanskrisen har fået ondt i økonomien.

Venstre skal være de første til at anerkende, at der, ligesom der er virksomheder, forretninger og andre, der har det svært, også er nogle kulturinstitutioner, der har det svært, for de er jo et spejl af samfundet. Heldigvis kan man sige, at kulturinstitutionerne jo så ikke er nær så konjunkturfølsomme, som andre brancher er, og ej heller har det sådan, som kulturområdet har det andre steder, bl.a. i USA og England, hvor en langt større del af kulturinvesteringerne jo er baseret på private midler. I Danmark ligger vi på omkring 7 pct., der kommer fra private midler. Og det er jo sådan, at nogle får mere og at andre får mindre, og det vil jo også være sådan i krisen, at nogle mærker den meget, og at andre ikke mærker den så meget.

Når oppositionen så kommer med det her beslutningsforslag og siger, at staten skal træde til de steder, hvor det kniber, jamen så kan man jo stille spørgsmålet: Hvem skal så til at vurdere, hvad der skyldes en finanskrise, og hvad der skyldes andre forhold? Det kan jo blive noget af en opgave at komme ud i. Kulturstøtten aftales, som vi alle sammen ved, i forbindelse med finanslovforhandlingerne - sådan er det - og det ville jo være noget af et skråplan at komme ind på at skulle udpege finanskrisedommere, som skulle vende tommelfingeren op for den ene institution og ned for den anden.

Det må være op til den enkelte kulturinstitution at tænke i nye baner og klare de nye tider, og der er da heldigvis også rigtig mange, der udviser rettidig omhu og god ledelse og får afstemt ambitionerne med den økonomiske formåen. Man skal vel heller ikke sådan relativt set straffe dem, der har styr på tingene. De guldrandede tider er jo nok forbi for en stund: Det går op, og det går ned, og det går op igen; sådan er det jo. Billedkunstneren Lise Blomberg Andersen udtrykker det så fint, når hun siger: Ja, nu må vi kunstnere til at leve lidt mere kunstneragtigt igen.

Alle, også kulturinstitutioner, må erkende, at der i disse tider ikke er økonomisk råderum til lige så meget flødeskum på kagen som tidligere, og i stedet for at staten begynder at dele fløde og piskeris ud, hvor det kniber, bør der kigges indad og sørges for, at kagedejsopskriften er ordentligt sammensat, at konsistensen er i orden, og måske skal der endda spekuleres i nye opskrifter. Så lad os ikke være lyseslukkere; lad os opfordre dem, der har det svært, til at lade sig inspirere af dem, der har lettere ved at finde nye løsninger og skabe nye netværk og klæde sig på til de mere trange tider.

Med disse ord kan jeg sige, at Venstre ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Hr. Mogens Jensen for en kort bemærkning.

Jeg tror, Venstres ordfører brugte udtrykket - og det må han jo mene - at det handler om, at når der skal deles noget nødhjælp ud til kulturinstitutioner, så begynder vi at dele flødeskum ud; jeg ved ikke, om det var sådan, jeg skulle forstå Venstres ordfører.

Men er det virkelig rigtigt, at Venstre hellere end gerne deler milliarder af kroner ud til de danske banker, hvor direktører med høje optioner har siddet og forvaltet - og man kan også sige skaltet og valtet med - bankindehavernes penge i risikable projekter og selv scoret skyhøje lønninger, altså at ordføreren mener, at det er rimeligt nok, at samfundet træder til og kaster milliarder af kroner efter bankerne, mens kulturinstitutioner, som jo ikke er skyld i nogen som helst form for krise, men som bliver voldsomt ramt af den, ikke skal have en rød øre? Er det virkelig Venstres kulturordførers opfattelse af, at det er sådan, man deler flødeskum ud?

Ordføreren.

Det var en pudsig udlægning fra Socialdemokratiets ordfører.

Jeg vil sige til hr. Mogens Jensen, at det, som jeg gav udtryk for, var, at det her jo handler om, at der er nogle af sponseringerne til kulturen, som er blevet mindre på grund af finanskrisen. Når det drejer sig om de private, som sponserer, vil jeg kalde det flødeskum, for det er jo det, der ligger oven på den gode kagedej, som er hele den finansiering, som vi jo har sikret alle kulturinstitutionerne. Det ekstra, man kan få ud af det, den flødeskum, som de private har været med til at give kulturinstitutionerne, kan der jo være et problem med i en periode her, hvor det ikke går lige så godt. Så skal man sikre, at virksomheden overlever, og at der er beskæftigelse i firmaet, og det kan være sværere. Sådan er det.

Hr. Mogens Jensen.

Men kan Venstres ordfører ikke bekræfte, at problemet her er, at vi har en regering, der nu siden 2002 har holdt kulturbudgetterne, lad os så sige, når vi ser situationen i dag, på et stagnerende niveau, men har lavet en masse omfordelinger, der har betydet, at en lang række kulturinstitutioner har mistet penge? Nu står man så i en situation, hvor de erhvervsindtægter, de sponsorindtægter, man har haft - og som man har været nødt til at gå ud og forsøge at få fat i, fordi man har fået færre offentlige midler - oven i købet også forsvinder.

Stiller det så ikke kulturinstitutioner i en særlig situation? Og kan ordføreren ikke bekræfte, at det er rigtigt nok, som ordføreren selv tidligere har udtalt til en avis, at i forhold til de tal, vi har fået fra kulturministeren i svaret på spørgsmål 7, mangler der i forhold til de opgørelser, vi har her, 80 mio. kr. på statens kulturbudget i forhold til 2001?

Ordføreren.

Set generelt, set under et er det altså sådan, at kulturen ligger på et meget, meget stabilt niveau. Det er endda sådan, at hvis vi ser bort fra den statslige finansiering af kulturen og ser på den kommunale side, er der jo virkelig mange steder, hvor man, efter at vi har gennemført kommunalreformen, har lagt sig på højeste niveau i de kommuner, der er blevet lagt sammen. Det kender jeg lidt til fra det område, jeg selv kommer fra, ved Slagelse, hvor vi på den måde har fået hævet hele kulturbudgettet, og det er altså faktisk tilfældet rigtig mange steder. Der investeres meget i kultur rundtomkring i landet, det er måden, kommunerne brander sig på, og det er i det hele taget noget, som der er meget stor lokal opmærksomhed omkring derude, hvor det rigtig sner.

Fru Pernille Frahm for en kort bemærkning.

Det virker som en provokation, når ordføreren står deroppe og snakker om flødeskum, og det er sikkert også ment sådan. Jeg har simpelt hen så svært ved at snuppe, at man siger, at det, vi vil, er at hælde flødeskum ud over kulturen.

Jeg vil gerne spørge ordføreren: Hvor er flødeskummet henne med hensyn til Gladsaxe Teater, som har været lige ved at lukke? Hvor er flødeskummet henne med hensyn til Den Frie Udstilling, som har været lige ved at lukke? Og hvad med Dansk Skolemuseum, som er lukket? Hvad er det for noget flødeskum, ordføreren står deroppe og snakker om? Det er simpelt hen ikke i orden.

Ordføreren.

Så kommer jeg til at gentage endnu en gang: Det flødeskum, jeg taler om heroppe fra talerstolen, er det, som de private sponsorer har bidraget med til den basisfinansiering, samfundet har sørget for, og ikke noget som helst andet.

Der er det, jeg siger, at der er min holdning den, at det da vil være katastrofalt, hvis man som ledelse ude på det enkelte kulturinstitut og -institution tager de penge og lægger dem ind i sin drift på en måde, så man er afhængig af dem. Derfor kalder jeg det flødeskum; det skal være til nogle ekstra ting, en ekstra udstilling - hvad ved jeg? – noget ekstra godt, man kan gøre. At gå ind og bruge de penge, som om det er nogle, man har helt sikkerhed for, vil være rigtig, rigtig uheldig ledelse. De steder, det går galt, er jo de steder, hvor man ikke har udvist rettidig omhu i forbindelse med sin økonomi og sikret sig, at tingene fungerer forsvarligt, og at ambitionerne for det, man vil lave, er afstemt med den økonomi, man har via sit budget.

Fru Pernille Frahm.

Jamen så synes jeg bare, at ordføreren burde læse forslaget og bemærkningerne en gang mere, for det er jo slet ikke det, vi snakker om. Vi snakker om kulturinstitutioner, der er i nød, vi snakker om kulturinstitutioner, der er truede, vi snakker om steder, hvor man står over for at måtte lukke dele af eller hele kulturinstitutionen. Det er derfor, det der med flødeskum lyder dejligt, lad os få noget mere af det, især til kulturen, for der er ikke meget af det nu.

Ordføreren.

Sådan som jeg har forstået hele beslutningsforslaget, står der jo, at det handler om finanskrisen og dem, der på grund af finanskrisen er kommet ud i særlige problemer. Så bliver det nævnt, at der er nogle kulturinstitutioner som Skolemuseet, og hvad ved jeg, som har problemer. Men det har jo ikke noget med finanskrisen at gøre; det har noget at gøre med, at de, der har stået bag dem, lige pludselig ikke ønsker at bakke dem op, og derfor kan jeg jo ikke gå ind i den diskussion her.

Det er altså sådan, at man er nødt til at se på: Hvad har årsag i finanskrisen, og hvad har årsag et helt andet sted? Der er jo kulturinstitutioner ligesom alle andre institutioner, der har svært ved det, og sådan vil det vel altid være.

Tak til ordføreren. Fru Karin Nødgaard som ordfører.

I forbindelse med dette beslutningsforslag, som er fremsat i dag, synes jeg, at det er vigtigt at pointere, at vi alle med kulturordførerkasketten på har en særlig interesse i at følge med i, hvad der sker på kulturens område, også i en tid, hvor det ikke bare flyder med tilskud og donationer.

Det var jo også det, der blandt flere ting var hensigten, da Kulturudvalget i slutningen af november sidste år sendte et brev til kulturministeren, hvori vi skitserede nogle af de bekymringer, vi havde. Ofte oplevede vi at have besøg i udvalget af deputationer, der kunne berette om ændrede vilkår, primært som følge af en ringere økonomi. Det kunne også være som følge af kommunalreformen, at nogle institutioner klagede deres nød, og jeg mener, at vi netop som udvalg valgte den fremgangsmåde at rette henvendelse til ministeren i et forsøg på at høre, om der skulle være mulighed for at finde nogle ekstra ressourcer eller det, som vi måske også i daglig tale valgte at kalde en hemmelig kasse med lidt ekstra i.

I ministerens svar kom der mange refleksioner på vores henvendelse, og det blev også tilkendegivet, at der fra denne side var en interesse i at sikre et dynamisk kulturliv, men at det ikke på nuværende tidspunkt var muligt med de ekstra ressourcer, og at ændrede bevillinger hører til i finansloven. Jeg opfattede ikke svaret som en tilkendegivelse af at være uenig med ordførerne, men snarere som et udtryk for, at hvis der skal ske ændringer i tildelinger, er det et spørgsmål om fremadrettet at deltage i finanslovforhandlinger.

Det er også vigtigt, at vi i denne forbindelse husker på, at det blev aftalt at holde et møde med Kunstrådet og sammen med dem drøfte, ikke kun den økonomiske situation, men også ud fra hvilke kriterier der bliver bevilget midler. Dette møde er afholdt, og jeg synes, at det blev til en meget fin dialog, som ikke kun kom til at handle om, hvor mange penge der er til kulturen, men også hvordan de penge, der nu en gang figurerer, fordeles.

Derfor synes jeg ikke, at vi i dag skal komme så meget ind på de enkelte kulturinstitutioner, som nævnes i forslaget, da vi jo netop i forbindelse med nogle af disse hørte begrundelser for, hvorfor tilskuddet er ændret, og at det ikke hang sammen med finanskrise eller færre midler, men snarere med en afvejning af de initiativer og kvaliteter, som måske ikke var de ønskede fra Kunstrådets og dets fagudvalgs side. Dette er jo netop armslængdeprincippets idé og ikke noget, vi kan blande os i.

I forbindelse med forslaget synes jeg, at det er væsentligt, at der, når det drejer sig om penge, også redegøres noget mere for det økonomiske. Hvordan finder man frem til de 50 mio. kr., der skrives om i forslaget? Er det ud fra først til mølle-princippet? Hvordan skal kvalitet vurderes? Og hvad ligger der egentlig i udtrykket »nylig opståede økonomiske problemer«? I forbindelse med det sidste er det jo meget vigtigt, at vi også husker på de institutioner, der gennem længere tid faktisk har kæmpet hårdt og spændt livremmen ind. Her er det måske ikke nylig opstået, men lige så tiltrængt.

For at vi skal se fremad og tænke på, hvorledes vi i fremtiden kan hjælpe, vil det være min opfordring, at vi fortsat har dialogen med så vel ministerium som Kunstrådet, og at vi måske ad den vej kan håbe på, at der vil være nogle ekstra ressourcer at fordele, og at vi hver især tænker puljer m.m. ind og gør vores indflydelse gældende i finanslovforhandlinger.

Det er jo netop det, Dansk Folkeparti nu har gjort gennem mange år, og vi har ad den vej fået øremærket beløb, også til kulturen. Senest fik vi afsat 150 mio. kr. til en kulturbevaringspulje og 4 mio. kr. til initiativer for Musikrådet til børn og unge.

Med de her bemærkninger vil jeg sige, at jeg selvfølgelig synes, at det vigtigt, at vi har fokus på det her område, men jeg må også sige, at der er så mange ting, der ikke helt stemmer overens i forslaget, og det gør altså også, at Dansk Folkeparti ikke kan støtte det.

Hr. Mogens Jensen for en kort bemærkning.

Tak. Jeg står her med et brev, der er underskrevet af fru Karin Nødgaard den 25. november 2008, hvor fru Karin Nødgaard på Folketingets Kulturudvalgs vegne skriver til kulturministeren, at udvalget er opmærksom på den økonomiske turbulens, der for tiden præger den internationale økonomi og påvirker danske kulturinstitutioner, og at det er indlysende, at det pludselig er noget vanskeligere for en række initiativer at få enderne til at hænge sammen. Og så beder fru Karin Nødgaard ministeren om at se på muligheden for i den øjeblikkelige situation at finde midler til nødlidende kvalitetsinitiativer, til nogle af de initiativer, der er ramt af den pludselige økonomiske afmatning.

Det beder fru Karin Nødgaard om den 25. november. Nu står vi i dag og behandler et forslag, der faktisk omhandler det her. Hvad er der sket, siden fru Karin Nødgaard ikke kan støtte det her initiativ i dag, men kunne det den 25. november?

Ordføreren.

Jamen der er jo bl.a. sket det, at vi har fået et svar på det brev, som et samlet kulturudvalg, samtlige partier, var enige om, på baggrund af at vi havde haft besøg af mange forskellige grupper og kunne høre, at der var nogle problemer rundtomkring i kulturlivet. Så rettede vi en henvendelse, en skriftlig henvendelse, som et samlet udvalg og fik også et svar fra ministeren, som netop redegjorde for de ting.

Der er det jo så netop, at jeg også i min ordførertale gør klart, at vi selvfølgelig stadig væk også i Dansk Folkeparti er bekymrede for den udvikling, der sker, men vi vælger så at være en del af finanslovforhandlingerne, lave finanslovaftaler med regeringen, og på den måde få afsat nogle midler, også til glæde for kulturen. Vi skal også passe på, at det ikke bare bliver tomme ord fra forslagsstillernes side.

Hr. Mogens Jensen.

Jeg går ud fra, at når fru Karin Nødgaard underskriver et brev den 25. november, hvor hun beder ministeren om at finde midler til nødlidende kulturinstitutioner - ligesom det forslag, som bliver lagt frem her i dag - er fru Karin Nødgaard og hendes parti også indstillet på at være med til at finde midler til det. Og ordføreren sagde jo selv, at man i en finanslovaftale har fundet 150 mio. kr., som skulle udmøntes over de næste 3 år. Kunne man ikke forestille sig i den her akutte situation, hvor der er institutioner, der er ved at dreje nøglen om, at man tager 50 mio. kr. af disse penge og fremrykker dem og bruger dem på det her initiativ? Det er vel også at bevare kulturarven og sikre, at lukningstruede institutioner bliver reddet og ikke skal dreje nøglen om på grund af finanskrisen. Eller er det ikke at bevare kulturarven?

Ordføreren.

Der er jo ingen tvivl om, at når man skriver sådan et brev, vil man gerne have en dialog med ministeren om, hvorvidt der er mulighed for det. Ministeren giver så udtryk for, at der ikke er den her hemmelige ekstra kasse, som vi havde håbet, der skulle være. Det kunne jo godt have været, at man havde haft en ekstra ressource, der lå.

Men jeg vil godt sige i forbindelse med den kulturbevaringspulje, som Dansk Folkeparti var med til at få lavet, at det jo er penge, som allerede er øremærket. Og det ville da virke fuldstændig vanvittigt, hvis vi i dag skulle gå hen og sige, at nu tager vi de her penge fra nogen, som går og regner med, at de skal have et eller andet beløb til at klare deres dagligdag for, og giver det til nogle andre. Så jeg synes, at der er mange ting, der slet ikke hænger sammen.

Jeg vil også godt sige, at jeg jo synes, at det er mærkeligt med det her forslag, for på forsiden står der, at man gerne vil oprette en statslig pulje på 50 mio. kr. på grund af finanskrisen, senere opfordrer man regeringen til det. Og regeringen har ikke de midler lige nu. Men vi i Dansk Folkeparti er meget optagede af stadig væk at være en aktiv del af finanslovforhandlingerne, og så kan det jo godt være, at vi kan finde nogle ekstra midler der. Der kunne det jo være oplagt, at Socialdemokraterne også deltog lidt mere aktivt.

Tak til ordføreren. Fru Pernille Frahm som ordfører.

Man kan sikkert finde mange skønhedspletter i det her forslag, for det er jo ikke et forslag, der redder hele det danske kulturliv og får sat tingene ordentligt på skinner igen. Det er jo præcis, som vi siger, et nødforslag, fordi der altså er nogle områder - som vi har drøftet i Kulturudvalget, og som vi sammen har skrevet et brev om til kulturministeren, som der blev refereret til før - hvor det virkelig er ved at gå rigtig galt. Og når der ligesom ikke sker noget, må man jo prøve at tvinge noget handling i gang, og det er så det, det her forslag er et forsøg på.

Jeg må indrømme, at jeg bliver sådan en smule forvirret, når jeg hører ministeren og repræsentanter for regeringspartierne argumentere om forslaget, for jeg kan simpelt hen ikke finde ud af, hvad det egentlig er, regeringspartierne mener. På den ene side virker det, som om de mener, at det går ufattelig godt. Der er ingen problemer. På den anden side kan jeg høre, at hr. Eyvind Vesselbo fra Venstre har været ude at sige, at han da også synes, at der skal stilles nogle penge til rådighed. Han synes bare, at det skal være 100 mio. kr., og han tager dem så et sted fra, hvor det måske ikke er så smart at tage de penge fra. Så der er meget delte meninger om, om der er problemer eller ikke problemer.

Man kan jo se med sine egne øjne, at nogle af de kulturinstitutioner, vi har nævnt i brevet og i forslaget, er ved at dreje nøglen om. Så at benægte, at der er problemer, er rigtig flot gjort, vil jeg sige. Det er imponerende, at man kan gøre det.

Den anden linje er så at sige: Det går ikke særlig godt, men det er ikke vores ansvar, for vi gør, hvad vi kan. Jeg må sige, at den sidste linje er den, jeg oplever at kulturministeren kører - at det godt kan være, at det går lidt skidt rundtomkring, men lad falde, hvad ikke kan stå, for vi gør, hvad vi kan. Det er jeg så ikke enig i, og kulturministeren erkendte jo også heroppe, hvor vigtigt det er, at der er et solidt offentligt engagement i dansk kultur. Vi er et lille kultursamfund, og skal vores kultur klare sig, er et offentligt engagement alfa og omega. Jeg synes sådan set, at kulturministeren sagde nogle ting heroppe før, der viste, at hun erkendte det. Så den solide offentlige støtte er en forudsætning for, at et land som Danmark har et kulturliv, der har en vis bredde og en vis kvalitet. Sådan er det.

Når det så går tilbage, og når man så har presset på, for at en del af det her kulturliv skulle finansieres over private sponsorater, så 7 pct. i snit nu er dækket af private sponsorater - og ikke 17 pct., som jeg indrømmer at jeg kom til at sige - kan det jo ikke undgå at påvirke situationen, når bankerne f.eks. melder ud, at de nu trækker en del af deres sponsorpenge tilbage, og andre firmaer siger, at de vil gøre det samme.

Et land som Frankrig har jo taget konsekvensen af finanskrisen; de har forøget deres kulturbudget med 3½ pct. Det har de gjort, på trods af at Frankrig er et kæmpe land med et kæmpe marked og måske derfor endnu mindre følsomt over for de her konjunktursvingninger. Men man har alligevel valgt at satse på kulturlivet i Frankrig. Der er en stor undren herfra over, at vi ikke kan gøre det samme i Danmark, at vi ikke erkender den store afhængighed, dansk kultur har, af, at vi vil støtte det, og at det, når det går nedad med de private midler, så til gengæld må gå lidt opad med nogle af de offentlige midler.

Den pulje, vi foreslår, er fuldt finansieret, skal jeg lige fortælle kulturministeren. Det er sådan, at SF i hvert fald har fremlagt et fuldt finansieret finanslovforslag, hvor der også er mellem 200 og 300 mio. kr. ekstra til kulturen om året, og det er fuldt finansieret. Af dem tillader vi os nu at bruge 50 mio. kr., fordi vi er i knibe, så der er ingen problemer med finansieringen af det her forslag. Det er viljen alene, det handler om, og det er den, det skorter på nu, desværre.

Tak til ordføreren. Fru Charlotte Dyremose som ordfører.

Da den konservative ordfører, fru Henriette Kjær, desværre ikke kan være til stede, har jeg lovet på hendes vegne at sige følgende:

Vi Konservative afviser dette beslutningsforslag, da der overhovedet ikke er skyggen af anvisning af, hvor pengene skal komme fra. Kunstmuseer, teatre og andre kulturinstitutioner oplever rigtignok et fald i de midler, de typisk har kunnet få gennem sponsorater og andre samarbejdsaftaler med det private erhvervsliv. For når virksomhederne bliver ramt af finanskrisen, rammer det naturligvis også de frivillige organisationer, kulturinstitutioner og andre, som virksomhederne typisk har haft mulighed for at støtte.

Vi Konservative synes, at vi har nogle gode og spændende kulturtilbud, og vi ønsker en bred vifte af muligheder for borgerne. Men ligesom alle andre i samfundet, der er mærket af finanskrisen, må kulturinstitutionerne også leve med mindre budgetter i disse år. Hvis vi vedtager dette forslag, kunne det tale for, at man kunne lave nødpuljer på alle mulige områder, og det mener vi Konservative ikke er nogen farbar vej at bevæge sig ind på. Vi afviser derfor forslaget.

Tak til ordføreren. Fru Marianne Jelved som ordfører.

Da den radikale kulturordfører ikke kan være til stede på nuværende tidspunkt, skal jeg ledsage forslaget med nogle få bemærkninger fra Det Radikale Venstre.

Jeg vil bare minde om, at vi havde en kronprins i 1814, hvor Danmark var gået bankerot og vi mistede Norge, og den pågældende kronprins sagde: Godt nok er vi fattige, men vi behøver ikke også at være dumme. Det var faktisk et ganske klogt standpunkt at have. For nok har vi finanskrise, men vi har også krise andre steder, og uden et levende og mangfoldigt kulturliv, en levende og mangfoldig uddannelsesverden er vi ilde stedt i et samfund som det danske.

Derfor har Det Radikale Venstre også på vores forslag til finanslov fremsat et forslag, som er finansieret, til en styrkelse af kulturlivet, og derfor kan vi også være med til at finansiere det socialdemokratiske forslag, som vi støtter.

Tak til ordføreren. Hr. Per Clausen som ordfører.

Det er glædeligt at høre, at der er adskillige partier, som op til flere gange er i stand til at finansiere det her forslag. Det viser vel også, at det ikke er det, debatten handler om. Det, debatten handler om, er, om vi også i forhold til kulturinstitutioner skal være villige til at tage bestik af en vanskelig økonomisk situation og stille nogle midler til rådighed for at undgå, at en økonomisk krise, som i hvert fald ikke har sit udgangspunkt i kulturinstitutionerne, får katastrofale konsekvenser for kulturlivet i Danmark.

Det fremgik jo meget tydeligt af ministerens indlæg, at hun er meget stolt af, at de bevillinger, der er til kulturområdet, er stabile. Det synspunkt kan man selvfølgelig godt have i et samfund, hvor den økonomiske vækst har været stor i flere år; så kan man selvfølgelig godt være stolt af, at man har været i stand til at sikre sit område stabile bevillinger. Jeg tillod mig så at sige, at ordet stagnerende måske var mere præcist, også hvis man virkelig går ind og kigger mere grundigt på de bevillinger, der er på kulturområdet.

Jeg forstod også på Venstres ordfører, at det jo var helt anderledes i kommunerne; der kastede man bare penge ud over kulturområdet. Jeg tror sådan set, at ordføreren kan have ret forstået på den måde, at der godt kan være spektakulære projekter, der indgår i kommunale brandingprojekter, som måske klarer sig meget godt. Men hvis man sådan tager det almindelige kulturliv, f.eks. biblioteksvæsenet, er oplevelsen jo en ganske anden, nemlig at der er tale om ikke bare stagnerende, men i nogle tilfælde også direkte faldende bevillinger.

Så der er sådan set for mig at se ikke nogen tvivl om, at kulturlivet i Danmark står i en meget alvorlig situation baseret på stagnerende bevillinger og baseret på, at man så i større og større udstrækning har klaret sig ved hjælp af private sponsorater - private sponsorater, der altså nu falder væk. Så kan man selvfølgelig godt stå og sige, at det er uforsvarlig økonomistyring, talentløshed og den slags, hvis man har brugt penge, man har fået ind i sponsorater, på almindelig drift, fordi man som Venstres ordfører har så meget styr på det, at det aldrig ville ske, hvis man selv havde med det at gøre. Men realiteten er jo, at man må bruge de penge, man kan få ind, og man må bruge dem på den måde, der skaber bedst og mest kultur for pengene, og der er vel også det, kulturinstitutionerne har gjort.

Der er jo også sket det, at en række udgifter er steget, i forbindelse med at afholdelse af udstillinger m.v. rent faktisk er blevet mere omkostningskrævende og dyrere i de år, der er gået.

Så jeg synes sådan set, at meget taler for et generelt løft i bevillingerne til kulturområdet, og så må man sige, at den nuværende situation gør det ekstra aktuelt. Man kan selvfølgelig godt sige, at det er vigtigere med skattelettelser til de rigeste, vigtigere med stort set betingelsesløse tilskud til bankerne, i det hele taget vigtigere at bruge penge på alt muligt andet end kultur. Jeg synes så bare, det er en anelse fattigt.

Hvis man skal sige noget positivt om den her debat, er det, at der tilsyneladende alligevel er en vis forståelse for, at vi nok skal prøve at kigge på bevillingerne til kulturområdet fremover - naturligvis ikke med udgangspunkt i et forslag, der er stillet af oppositionen, det er klart. Men man kan godt se på det med udgangspunkt i den kendsgerning, at der nok mangler penge, og at vi måske også skal prøve at se en smule kritisk og nuanceret på, hvordan de penge, der er, bliver fordelt. Hvis det kunne danne udgangspunkt for, at vi frem til og i forbindelse med en kommende finanslov kunne få en diskussion af, hvordan vi sikrede, at der faktisk kom et løft på det her område, ville det jo ikke være så dårligt.

Så må vi jo bare håbe, at der ikke er alt for mange kulturinstitutioner, som enten går nedenom og hjem, eller som lider ubodelig skade på grund af en akut økonomisk krisesituation, sådan at der, når vi kommer med reparationsmidlerne, om man så må sige, udbygningsmidlerne, ikke er ret meget at reparere på. Det ville jo nok være en kedelig udvikling og være udtryk for, at man ikke udviste den sans for rettidig omhu, som nogle indimellem hævder skulle være en særlig borgerlig dyd, selv om jeg må indrømme, at det er sjældent, man ser den komme til udtryk i praktisk handling.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Mogens Jensen.

Finanskrisen har ramt dybt mange steder i det danske samfund, og der har i den anledning også været stor politisk vilje til at hjælpe de steder, hvor der er opstået alvorlige problemer. Bankerne har fået hjælp i form af hele to omfattende bankpakker i milliardklassen, og erhvervslivet søges også stimuleret og understøttet med andre pakker, også til milliarder af kroner. Det er selvfølgelig også vigtigt og nødvendigt, at vi gør alt, hvad vi kan politisk, for at sikre vores samfund grundlæggende mod de her uhensigtsmæssige konsekvenser, der opstår på grund af finanskrisen.

Det gælder altså ifølge forslagsstillernes opfattelse også for kunsten og kulturlivet. Formålet med det her beslutningsforslag har derfor været at sikre midler til at hjælpe kulturinstitutioner og -projekter, som er ude i en overlevelseskamp eller er lukningstruede som en konsekvens af finanskrisen, da den jo bl.a., som det er blevet sagt heroppefra mange gange, har medført, at virksomheder og fonde kraftigt skærer ned på sponsorater og kunstdonationer.

Vi har utrolig mange eksempler. I øjeblikket kæmper to rytmiske spillesteder i København - Stengade 30 og Culture Box - for deres liv. VEGA og Copenhagen JazzHouse kommer ud af 2008 med et kæmpe underskud. I Odense har kommunen midlertidigt overtaget spillestedet Posten. Og i Train i Århus og på Skråen i Aalborg er man så hårdt ramt, at man har svært ved at opfylde de aftaler, der er indgået med staten. Et nyt dansk musikteater i Århus, der producerer musicals bl.a. med emner fra danmarkshistorien, er gået konkurs efter i en årrække at have klaret sig uden væsentlig fast støtte.

Det er også nævnt heroppefra af SF's ordfører, at Gladsaxe Ny Teater allerede er gået i betalingsstandsning. Og årsagen til det er ifølge direktør Kaspar Rostrup, at teatret ikke kan drives alene for det offentlige støttebeløb, man får, og at den private medfinansiering, som man har været nødt til at gå ud og søge for at sikre økonomien, nu er reduceret så kraftigt på grund af finanskrisen, at det ikke er muligt at fortsætte.

Dansk Skolemuseum er også lukket på grund af ophørte sponsorater. Og hos en lang række kulturinstitutioner fører en svækket økonomi til betydelige kvalitetsforringelser. Dansk Danseteater må skære ned i 2009. Egnsteatrene mangler samlet 8-10 mio. kr. Jytte Abildstrøms turnéteater har måttet lukke Selv store institutioner som Statens Museum for Kunst, Nationalmuseet, ARoS, Louisiana, ARKEN og en række øvrige museer udeomkring i landet melder på samme måde, at de lider under manglende økonomi og svigtende sponsorindtægter til at afholde udgifter til deres kunstindkøb, udstillinger og andre projekter for.

Det tror da pokker, at det kan mærkes, når f.eks. også Ny Carlsbergfondet, som har været en mastodont inden for dansk kunststøtte, pludselig skærer 70 mio. kr. af de midler, som de årligt deler ud til kultur, og når f.eks. Danske Bank og andre større kulturdonorer også planlægger at skære ned på deres store millionstøtte til kulturlivet.

Jeg tror, at det må være ganske klart for alle, at der her er alt for mange eksempler. Vi har også set avisoverskrifter hen over de sidste mange måneder, der gør, at man må forvente, at kulturministeren ikke bare sidder det her overhørig. Man mener, at det burde være en situation, hvor kulturministeren sagde: Ja, jeg bliver nødt til at lytte. Jeg bliver nødt til at se, om der er behov for, at vi her træder til, som vi nu har gjort det bl.a. i forhold til banker og erhvervslivet.

Jeg synes egentlig, at det burde være kulturministeren, der stod her i dag og bad Folketinget om at hjælpe og støtte de institutioner inden for kulturens område, som nu er truet af lukning - ikke mindst fordi ministeren og også regeringen i sig selv bærer så stort et ansvar for, at situationen rent faktisk er så alvorlig, som den er. Der er jo igennem en årrække gennemført en række nedskæringer på kulturens budgetter, som har haft den effekt - bl.a. ved omfordeling - at mange kulturinstitutioners driftsøkonomi langsomt er blevet udhulet og gjort langt mere afhængig af midler fra det private erhvervsliv. Det er midler, som altså nu ikke længere er til stede med de konsekvenser, vi lige har hørt tidligere.

969 mio. kr. har kulturinstitutioner skullet aflevere til regeringen i driftsbesparelser siden 2002, og i de kommende 4 år skal man aflevere yderligere 926 mio. kr. Det er klart for alle, at det kan mærkes. Og for mange institutioner betyder det altså mærkbare kvalitetsforringelser.

Jeg er helt klar over, at vi først får forbedret den situation, når vi får en ny regering, der rent faktisk vil prioritere kunst og kultur og igen gøre det til et vigtigt investeringsområde. Men vi har altså ikke råd til, at kulturinstitutioner mister livet inden da. Der er behov for at etablere en nødpulje, og det kan kun gå for langsomt.

Det undrer mig, at de partier, der i dag taler imod dette forslag, gør det, når vi ved, at disse partier - altså inklusive Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti - står som afsendere på et brev, der er sendt til ministeren af Folketingets Kulturudvalg den 25. november sidste år, hvor man faktisk beder ministeren om at tage et initiativ og prøve at finde nogle penge, fordi man godt er klar over, at der er et stort problem, ikke mindst fordi vi i Folketingets Kulturudvalg har haft besøg af en række af de nødlidende institutioner. Jeg kan bare konstatere her i dag, at disse partier - Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti - altså ikke står ved det ønske, man dengang havde, om at sikre midler til at hjælpe de nødlidende kulturinstitutioner, og det synes jeg selvfølgelig er voldsomt ærgerligt.

Så bruger man et argument, som jo stort set altid bliver brugt, i hvert fald når det handler om Socialdemokraterne og oppositionen, nemlig at det ikke er finansieret. Jo, det er finansieret - fru Pernille Frahm var inde på det. Men Socialdemokraterne har en klar plan for investeringer i kunst og kultur. Vi vil investere 500 mio. kr. over de kommende år, og heraf er 70 mio. kr. afsat for 2009, hvoraf dette nødpuljeinitiativ rent faktisk kan finansieres. Så til alt det her med, at tingene ikke er finansieret, kan jeg sige, at det er de. Vi prioriterer bare på en anden måde; vi prioriterer rent faktisk at hjælpe kulturens institutioner frem for at give endnu et milliardbeløb ud til skattelettelser og privatforbrug. På den måde kan man jo også prioritere, men det gør regeringen så ikke - i hvert fald ikke til fordel for kulturen, og det synes jeg selvfølgelig er ærgerligt.

Jeg vil pege på, at hvis regeringen selv skulle finde pengene inden for eget budget, har man altså afsat 150 mio. kr. til udmøntning over de næste 3-4 år, så kunne man da ikke bare tage 50 mio. kr. af dem og rykke frem? Det må da også være vigtigt for regeringen at sikre, at kulturinstitutioner ikke lukker om ørerne på os midt under finanskrisen.

Så bliver der sagt som argument, at der er et stort armslængdeprincip i, hvordan pengene skal deles ud, og at nu vil vi bare sidde fra politisk hold og dele pengene ud til de institutioner, vi finder det rimeligt at støtte, men det passer heller ikke. Vi har klart markeret, at en sådan pulje naturligvis skulle administreres af Kunstrådet. Der skulle så også her gælde et armslængdeprincip, hvor folk, der rent faktisk har forstand på området, selvfølgelig deler pengene ud. Det er skam alt for vigtigt til at overlade til kulturministeren og ministeriet.

Så jeg vil sige her, at jeg selvfølgelig glæder mig over og takker de partier, der har været velvillige over for forslaget - det er jo stort set forslagsstillerne, så det hænger jo sammen på den måde - og jeg kan selvfølgelig også dele hr. Per Clausens håb om, at den her debat trods alt kan have medvirket til, at også regeringen og ministeren har fået øjnene op for, at vi i de kommende år altså bliver nødt til at prøve at finde midler til at forbedre vilkårene for kunsten og kulturlivet i Danmark. Har den her debat medvirket til det, så har det ikke været så tosset endda.

Der er lige en enkelt kort bemærkning fra fru Karin Nødgaard.

Jeg synes egentlig, at nogle ting i forslaget mangler at blive konkretiseret, og det vil jeg godt høre om. Man kunne jo godt have brugt lidt mere tid på at have udfærdiget forslaget lidt mere korrekt. På forsiden skriver man, at man beder regeringen om at oprette en statslig pulje på 50 mio. kr. på grund af finanskrisen, men inde i bemærkningerne skriver man, at man opfordrer regeringen til at afsøge eventuelle støttemuligheder. Og der er det, at jeg jo så siger, at ministeriet i deres svar på den henvendelse, som vi som et samlet Kulturudvalg har rettet, jo netop siger, at det er der altså ikke nu, for der er ikke lige den der hemmelige kasse.

Så jeg synes, at der er noget, der mangler. Og er det ikke lidt problematisk, at flere af de institutioner, der faktisk nævnes, jo ikke er nogen, der har problemer i forbindelse med finanskrisen. Det kan være helt andre betingelser, der har gjort, at de lige pludselig har nogle ændrede økonomiske vilkår.

Så vil jeg også gerne lige høre ordføreren: Hvad ligger der egentlig i »nylig opståede økonomiske problemer«, som der skrives?

Ordføreren.

Jeg håber ikke, at fru Karin Nødgaard er i tvivl om, hvad det her beslutningsforslag går ud på. Det lød da i hvert fald ikke sådan, da ordføreren selv var på talerstolen. Det går ud på, at der skal afsættes 50 mio. kr. nu og her i 2009 til at hjælpe kulturinstitutioner. Vi medvirker selvfølgelig også gerne til at finde en finansiering, som jeg her tidligere har været inde på.

De forskellige eksempler, vi giver i beslutningsforslaget, er jo eksempler på, at vi har en alvorlig økonomisk situation hos en lang række kulturinstitutioner, og det er også klart, at ikke alle kulturinstitutioner, der er ude i økonomisk krise, vil kunne få hjælp. De skal være lukningstruede, og det skal være alvorligt. Der er jo, må man sige, under den her regerings politik opstået alt for mange projekter og institutioner udeomkring, som har problemer, så vi kan ikke hjælpe dem alle sammen. Men vi kan komme et godt stykke vej med 50 mio. kr.

Fru Karin Nødgaard.

Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt om finansieringen. Jeg synes jo, det er ærgerligt, at det først er, når ordføreren kommer på talerstolen, at vi sådan hører nogle forslag til, hvordan det skal finansieres, for der står jo ikke et eneste ord i selve forslaget om, hvor de 50 mio. kr. skal komme fra. Så hører vi, at man mener, vi kan tage det fra noget af det, som Dansk Folkeparti har aftalt med regeringen om en kulturbevaringspulje. Jeg synes, det er problematisk, at man skal tage noget fra nogle andre.

Vi kan jo ikke trylle herinde. Det tror man jo en gang imellem, man tror, det kan være et cirkus på Christiansborg. Men vi kan jo ikke trylle, og vi kan ikke trylle de her ekstra ressourcer frem nu. Men er Socialdemokraterne så indstillet på fremadrettet at være lidt mere aktive i forhold til finanslovforhandlingerne, så de også der kan gøre deres ønsker gældende, sådan at vi forhåbentlig kan få afsat de midler, som man gerne vil have? Det synes jeg ville være meget interessant at høre.

Så kunne jeg også godt tænke mig at høre, om ordføreren har en stor tiltro til kommunerne og til, at de faktisk også godt kan klare meget af det ansvar, der ligger, også det økonomiske ansvar, i forhold til kulturinstitutionerne.

Ordføreren.

Nu stiller ordføreren jo mange spørgsmål, men fuldstændig klart: Socialdemokraterne ser jo gerne, at vi kommer tilbage til nogle brede kulturforlig i Folketinget. Det var jo ikke det, som kulturministeren ønskede. Under sidste finanslovforhandling indgik hun jo en snæver blokaftale med Dansk Folkeparti. Vi ville gerne have været med, det kom vi jo desværre ikke.

Men jeg siger bare, at hvis det er sådan, at man har problemer med at finansiere 50 mio. kr. inden for den gældende finanslov, så kan jeg pege på de 150 mio. kr. Når jeg har spurgt kulturministeren, så er de penge jo ikke udmøntet endnu. Det er i hvert fald nyt for mig. Jeg kan ikke få at vide, hvad de penge skal bruges til, når jeg skriftligt spørger kulturministeren om det. Hvis hun ved det, så vil jeg gerne stille et spørgsmål, så vi kan få det at vide, for ellers tror jeg bare, at man kan tage nogle af de penge og bruge på det her rigtig gode formål.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Kulturudvalget. Såfremt ingen gør indsigelse herimod, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.