Jeg vil gerne sige tak for debatten, jeg kan jo ikke sige tak for den brede opbakning til forslaget, desværre.
Jeg havde sådan set håbet på, at vi i dag kunne bruge den, synes jeg, tilsyneladende brede enighed, der er om, at de studerendes retssikkerhed i dag ikke er god nok, til at finde fælles fodslag for, hvordan vi så kan forbedre de studerendes retssikkerhed. For sådan som jeg hører i hvert fald de fleste af ordførerne i dag, anerkender man, at der er et problem i forhold til de studerendes retssikkerhed på uddannelsesinstitutionerne i dag. Man anerkender, at klagesystemet er uigennemskueligt - jeg tror, der var flere, der brugte det ord - og at det er svært at finde rundt i, hvor man klager, og hvordan man griber det an, og vel også, at det kan være ganske vanskeligt for en studerende at skulle klage over en underviser eller dennes kollega, fordi de selv skal behandle klagen, og at hele det her system trænger til et grundigt eftersyn.
Hos Socialdemokraterne er vi jo kommet til den konklusion, at vi synes, det trænger til mere end det. Vi synes, vi trænger til en uafhængig, uvildig instans, som forslaget også lægger op til, og som altså kan bistå de studerende i klagesager og i øvrigt også - som det også fremgår af forslaget, og som mange har været inde på - skal kunne tage sager op på eget initiativ, hvis man kan se, at der er uhensigtsmæssigheder i de studerendes rettigheder på universiteterne. Der er en række eksempler på, at man kunne forestille sig en masse områder, som i dag ikke bliver varetaget, men som ville komme frem i lyset.
Vores formål med det her forslag er kort og godt at sikre og forbedre de studerendes retssikkerhed og skabe et udgangspunkt for at kunne få smidiggjort sagsgangene og dermed også uddannelserne. I sidste ende er det overordnede formål, kan man jo sige, at forbedre uddannelserne for de studerende og forhindre unødige forsinkelser som følge af klagesager, der trækker i langdrag - som vi jo altså har set eksempler på - og på den måde bidrage til et bedre uddannelsessystem. Der er desværre i dag al for mange eksempler på, at klagevejene er meget besværlige, at de studerende kommer i klemme i systemet, og at mange simpelt hen føler sig magtesløse over for det system, vi har i dag.
Nu har flere nævnt eksemplet med Erasmus Mundus, og jeg vil da bare lige nævne det igen, for Dansk Folkeparti fik det til at lyde, som om det pludselig skulle være Socialdemokraternes skyld, at der er gået hårdknude i den sag. Jeg kan sige til Dansk Folkepartis ordfører, at vi igennem rigtig, rigtig lang tid har presset på for at finde en løsning på den sag og for at få ryddet op på det her område, sådan at de studerendes retssikkerhed netop kan ske fyldest. Det har netop været en situation, hvor de studerende har befundet sig i et - med ministerens egne ord - retstomrum, hvor der simpelt hen ikke har været nogen til at varetage deres rettigheder, og det er jo simpelt hen en situation, som vi på ingen måde kan leve med.
Men nu et par kommentarer til nogle af de argumenter, der har været fremme i debatten i dag: Flere har været inde på, at det er nok, hvis man bare sådan kigger det nuværende system efter i sømmene, og at man får sådan en indgang eller en webside eller et eller andet sted, hvor de studerende kan gå ind og finde noget vejledning. Det synes vi fra Socialdemokraternes side ikke er godt nok. Vi synes, der er brug for en uafhængig, uvildig instans, som er uden for systemet, som kan kigge på det med nogle andre briller, og som netop kan sikre de studerende en uvildig rådgivning og vejledning om systemet.
Flere har sagt, at det her er godt nok, som det er i dag, og jeg synes det er rigtig ærgerligt, hvis man har det syn på det. Jeg er meget spændt på, hvad ministerens hensigt sådan er med dialogen med universiteterne. Altså, det er jo noget, vi hører tit fra ministeren, at han så vil tage det op med universiteterne, og at han så vil tage en samtale med nogen, men jeg kunne godt tænke mig, at der var lidt mere handling hos ministeren med henblik på også at leve op til de fine ord om retssikkerheden for de studerende. For jeg synes simpelt hen ikke, at det, som ministeren er kommet med her i dag, lyder så konkret.
Så er der hele den her diskussion om inflation i ombudsmandsbegrebet. Der må jeg bare sige, som jeg også sagde til SF's ordfører, at den diskussion synes jeg efterhånden er lidt søgt, for nu har vi jo flere ombudsmænd. Senest har regeringen selv besluttet - i øvrigt sammen med Dansk Folkeparti - at man vil have den her patientombudsmand. Jeg kan forstå, at der, som jeg også sagde til den konservative ordfører, er et lovforslag på vej om, at man skal give ombudsmandsbegrebet mere frit, og at der dermed bliver bedre mulighed for at bruge det i andre sammenhænge. Det synes jeg er en god ting, for jeg synes, vi i Danmark skal være stolte af ombudsmandsbegrebet. Jeg synes, vi skal benytte det der, hvor det selvfølgelig er relevant, og hvor det giver mening.
Når man sådan kigger rundt omkring i verden, kan man jo se, at mange lande har taget det her til sig og bruger det. Man har simpelt hen et internationalt kodeks for, hvad der ligger i ombudsmandsbegrebet, som jeg jo selvfølgelig mener at man skal rette sig efter, sådan at man er helt sikker på, hvad det vil sige, når man bruger ombudsmandsbegrebet. Den diskussion synes jeg sådan set er lidt søgt, og jeg synes, det er ærgerligt, hvis man - som De Radikale - hænger stort set hele sin afvisning af forslaget op på det argument.
Så er der også flere, der har sagt: Vil det her ikke bare skabe mere bureaukrati, vil det ikke bare være sådan en ekstra klageinstans, som så trækker sagerne mere i langdrag? Der må jeg bare sige, at Socialdemokraterne selvfølgelig ikke kunne drømme om at skabe mere bureaukrati for bureaukratiets skyld; det her handler simpelt hen om de studerendes retssikkerhed. Og selvfølgelig skal det her være en instans, der har en merværdi i forhold til det system, vi kender i dag.
Flere har spurgt: Jamen hvad skal ombudsmanden så gøre? Det er jo beskrevet i forslaget, at vi forestiller os, at ombudsmanden både skal kunne agere rådgiver og vejleder for de studerende, skal kunne bistå dem i deres klagesager, men også skal kunne udtale sig. Og det er vigtigt, at det er en udtaleret og ikke en, hvad skal man sige, klageinstansafgørelse, der falder i en ombudsmandsinstitution. Men det er sådan set, som vi kender det, nemlig at der er en udtaleret, hvor ombudsmanden kan sige, at her er det ikke foregået efter bogen, sådan at man har mulighed for at rette op på det udeomkring på uddannelsesinstitutionerne.
Det er også vigtigt for mig at sige, at jeg er helt enig med den konservative ordfører i, at det selvfølgelig ikke skal være en instans, der skal kunne træffe faglige afgørelser. Det synes jeg er fuldstændig rigtigt set af den konservative ordfører: at der skal vi selvfølgelig ikke have nogen, der kan gå ind og sætte spørgsmålstegn ved de faglige afgørelser, der bliver truffet på universiteterne. Men det skal være én, der kan gå ind og tage stilling til processen og se, om det er foregået efter bogen, sådan at universiteterne netop får sat fokus på de steder, hvor det ikke går efter bogen. Og der er det jo at f.eks. Århus Universitet har sagt, at det mener de ikke de altid selv kan, fordi det simpelt hen ikke er alle sager, der kommer frem i lyset. Der håber vi jo altså at det her forslag vil kunne bidrage til at få flere af de her ting frem i lyset.
Så er der flere, der har sagt, at man også bare kunne etablere dem lokalt, at man også bare kunne placere dem ude på universiteterne og kalde dem for noget andet. Det synes jeg sådan set er at negligere de intentioner, der ligger i vores forslag; det er at negligere, at der er en værdi i at have en selvstændig, uvildig instans, som netop er uafhængig af universiteterne og ministeriet. Så det ville jeg selvfølgelig ikke synes var det mest hensigtsmæssige, hvis det er der, vi lander, men jeg ville synes, at det var bedre end ingenting, hvis man ville åbne op for, at universiteterne selv kan oprette en studenterombudsmand lokalt. Men som sagt er det bestemt ikke det, vi foretrækker.
Jeg synes, at der er et eller andet udgangspunkt for, at vi kan arbejde videre med det her i udvalgsarbejdet, på baggrund af at flere netop tilkendegivet, at de er indstillet på at se på klagesystemet, og at de er indstillet på at se på, om der er nogle ting, man kan gøre i det nuværende system for at forbedre rådgivningen og vejledningen af de studerende. Men set fra Socialdemokraternes synspunkt er vi ikke i tvivl om, at en studenterombudsmand altså ville kunne bidrage langt bedre til at - hvad skal man sige - sikre de studerende en lige retstilling, sikre at man hele tiden varetager de studerende retssikkerhed, sådan som det jo er vores alle sammens hensigt, kan jeg forstå.
Så jeg håber, at flere partier end dem, der har tilkendegivet det, vil være med til i udvalgsarbejdet at komme lidt nærmere, hvad det er, vi trods alt kan blive enige om vi gerne vil have forbedret i det nuværende system. Så må vi jo se, hvor langt vi kan komme i forhold til det formål, som Socialdemokraterne har haft med at stille det her forslag. Jeg er i hvert fald rigtig glad for, at vi har rejst den her debat. Jeg kan høre, at flere også synes, det er en god idé, at vi får taget debatten om de studerendes retssikkerhed, og at vi får sat fokus på, at der er behov for at gøre noget. Så selv om der ikke er den brede opbakning til forslaget, som man kunne ønske sig, så fortryder jeg i hvert fald ikke, at vi fra Socialdemokraternes side har sat det her på dagsordenen - det er der helt sikkert et behov for.