Det næste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 8:

Forslag til folketingsbeslutning om udkast til rammeafgørelse om styrkelse af personers proceduremæssige rettigheder, om fremme af anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse i forbindelse med afgørelser afsagt, uden at den pågældende selv var til stede under retssagen, og om ændring af en række rammeafgørelser.

Af justitsministeren (Brian Mikkelsen).

(Fremsættelse 08.10.2008).

Forhandlingen er åbnet, og første ordfører er hr. Kim Andersen.

Tak for det. Som formanden lige har læst op, drejer det her beslutningsforslag fra justitsministeren sig om et udkast til en rammeafgørelse om styrkelse af personers proceduremæssige rettigheder og anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse i forbindelse med domme afsagt i straffesager, uden at den dømte selv har været til stede. Det er sådan, at det udkast til rammeafgørelse har til formål at styrke de proceduremæssige rettigheder, som den enkelte person har, når den pågældende er genstand for en straffesag. Samtidig er det hensigten at lette det retlige samarbejde i straffesager og forbedre den gensidige anerkendelse af retsafgørelser mellem medlemsstaterne. Det er sådan, at Danmark her har et parlamentarisk forbehold for denne proces, og med dette beslutningsforslag lægges der op til, at vi ophæver dette forbehold og altså giver mulighed for, at der kan arbejdes videre med denne rammeafgørelse i Rådet i EU. Det synes vi fra Venstres side er ganske fornuftigt, og vi kan fuldt ud støtte forslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Næste ordfører af de tilstedeværende ordførere - og det er jo en forudsætning for at få ordet - er fru Karina Lorentzen.

Det her forslag har jo den lidt besynderlige dobbelthed i sig, at det både skal være en styrkelse af enkeltpersoners rettigheder, og så skal det også være en styrkelse af rettens rettigheder. Det er jo i sig selv spændende, hvordan det kan lade sig gøre, men måske udelukker det ene ikke det andet.

Vi kan konstatere, at meget kriminalitet i dag er grænseoverskridende, og det er også afgørende for SF, at der er et fornuftigt og et smidigt samarbejde mellem EU-landene for at bekæmpe netop grænseoverskridende kriminalitet. Men det er også samtidig en ankerplads, at vi sørger for, at det her samarbejde sker under de almindelige retsgarantier og principper om retssikkerhed. Det er jo indlysende, at de enkelte EU-landes retssystemer er meget forskelligt indrettet, og vi vil gerne sikre os imod, at borgere uforvarende kommer i klemme her.

Problemet for mig her er, at man har taget alt godt fra havet, nemlig nogle rammebekendtgørelser, som vedrører afgørelser, der er truffet, uden at den berørte person har været til stede, og så har man lavet nogle muligheder for, hvornår et land ikke kan undslå sig for at fuldbyrde de her afgørelser. For nogle af afgørelserne er forslaget meget fornuftigt, f.eks. hvad angår konfiskation og bødesager. Her kan Danmark f.eks. ikke afslå en anmodning fra Tyskland, hvis den berørte person havde været informeret om muligheden for at være til stede under en retssag, eller hvis vedkommende ikke ønsker at anke en afgørelse. Det er i og for sig i orden.

Vi har andre betænkeligheder. Det er i forhold til den europæiske arrestordre, som SF jo også engang i sin tid var noget forbeholden over for. Sådan som det er i dag, kan Danmark jo afslå udlevering af en borger til f.eks. Rumænien på visse betingelser. Vi ved jo også, at retssystemet er meget anderledes i Rumænien - mildest talt - og at der er korruption og magtmisbrug, er også en mulighed.

Nu kan Danmark efter det her forslag som udgangspunkt ikke stille nogen krav. Nu skal Danmark bare udlevere. SF's ærinde er slet ikke at beskytte kriminelle imod strafforfølgelse. Vi er meget enige i, at der skal være mulighed for at strafforfølge dem, men med forslaget lægges der faktisk op til, at Danmark ikke længere kan sætte spørgsmålstegn ved en udlevering. Nu skal det være i orden at udlevere, hvis bare borgeren får kendskab til afgørelsen på overdragelsestidspunktet og så i øvrigt har mulighed for at få sagen prøvet igen.

Jeg synes, det lyder noget søgt, for det forudsætter netop, at man skal finde sig i at blive udleveret, selv om man i princippet kan være uskyldig, og Justitsministeriet afviser heller ikke, at en nye prøvelse faktisk kan føre til en frifindelse.

Jeg synes, at stort set alle høringsparter er betænkelige ved den her nye regel, og så må jeg sige, at så er SF det altså også. Jeg må i hvert fald sige, at jeg har brug for et grundigt udvalgsarbejde for at kunne afklare, hvordan det her påvirker retssikkerhed, og hvordan det forholder sig til dobbelt strafbarhed i øvrigt.

Tak til fru Karina Lorentzen. Så er det hr. Morten Messerschmidt som ordfører.

Tak formand, og tak ikke mindst for fleksibiliteten.

Forslaget er jo en udvidelse af det, der i EU-retten, når det handler om de fælles regler for retspolitisk samarbejde, handler om gensidig anerkendelse, som også den tidligere ordfører har været inde på. Og det lyder jo egentlig meget tilforladeligt, at man gensidigt landene imellem skal anerkende rekvisitioner og anmodninger og forespørgsler osv., men dykker man ned under overfladen, vil man se, at det, det sådan set handler om, er, at landene fratages muligheden for at bibeholde en smule sund fornuft, nemlig den sunde fornuft, der sådan set i al sin enfoldighed ligger i at stille spørgsmålet: Hvorfor? Hvad skal det her egentlig bruges til?

Når lande, som er med i EU, anmoder om forskellige retsskridt fra Danmark, fra dansk politi, så fratages vi med det her forslag muligheden for at anmode om en begrundelse for, hvad de forskellige ting, vi altså forpligter os til at medvirke til efterforskningsmæssigt eller i anden sammenhæng, egentlig meningsfyldt skal bruges til. Så derfor forudsætter en gensidig anerkendelse jo i hvert fald som minimum, at vi ved, at retssamfundet og retsgarantierne og retsbeskyttelsen i de lande, vi altså samarbejder med, er fuldt ud på højde med det, som vi normalt tilbyder vores statsborgere, som vi tilbyder de folk, som altså bliver behandlet i det danske retssystem.

Derfor er det jo meget relevant at se på, hvordan status er i de andre EU-lande, som vi altså med det her EU-forslag vil forpligte os til gensidigt at anerkende afgørelser og anmodninger fra. Og en god parameter for at kunne sammenligne landene er at se på, hvordan landene overholder de grundlæggende spilleregler for et retssamfund ifølge menneskerettighedskonventionen. Det er jo sådan, at menneskerettighedskonventionens artikel 6 handler om, at alle har ret til en fair rettergang, og derfor giver det jo meget klart billede af, hvordan de forskellige lande altså vælger at fortolke princippet om en retfærdig rettergang. Og ser man sådan lidt på, hvor mange overtrædelser de enkelte EU-medlemslande har af den bestemmelse, så vil man komme frem til, at Danmark faktisk har to overtrædelser. Det er selvfølgelig lidt en plet, kan man sige, på vores retspolitiske historie, det handler jo om, at vi i to sager har haft meget lange sagsbehandlingstider, og det er vi så blevet dømt for, og vi har så fået justeret op på det.

Men man må sige, at pletten sammenlignet med de andre først bliver til et punktum for til sidst at forsvinde fuldstændig ud i horisonten, når man konstaterer, at f.eks. Belgien i samme periode er dømt 66 gange, Østrig 101 gange, Slovenien 199 gange, Frankrig 438 gange, men overgås dog af Italien med 1.150 gange. Spørgsmålet er så: Kan vi have tillid til helt blindt at skulle anerkende, at skulle følge og rette ind efter alle anmodninger og henvendelser, der måtte komme fra lande, som har så store problemer med at overholde de helt basale spilleregler for en retfærdig rettergang, for et ordentligt retssystem, for et velfungerende retssamfund? Vi synes, det er fint nok, at man samarbejder, men det skal ikke være på de dårligst fungerende landes præmisser. Det må være sådan, at det også er præmisserne i de lande, der er rigtig gode til at få retssamfundet til at fungere, at give borgerne de grundlæggende retsgarantier, som er udgangspunkt for samarbejdet.

Men det her forslag vender det om, for kommer der en anmodning fra Italien, fra Frankrig, fra Bulgarien eller Rumænien, så har vores politimyndigheder og vores offentlige myndigheder ingen mulighed for at bede om en begrundelse, ingen mulighed for at vide, om det her vedrører de 1.150 sager, hvor Italien har været dømt, de 438 sager, hvor Frankrig har været dømt. Vi aner det ganske simpelt hen ikke, for vi må ikke stille det helt logiske spørgsmål: Hvad skal dette bruges til?

Derfor er dette entydigt en devaluering, en degradering af det gode og velfungerende retssamfund, som vi har bygget op i Danmark, og det kan vi i Dansk Folkeparti selvfølgelig overhovedet ikke støtte.

Hr. Morten Østergaard for en kort bemærkning.

Altså, man kan jo ikke lade være med at glæde sig over, at hr. Morten Messerschmidt så direkte refererer til menneskerettighederne og Menneskerettighedsdomstolen i den her sammenhæng, det støtter vi varmt. Så kan man selvfølgelig i de her dage, hvor vi diskuterer, at bl.a. Dansk Folkeparti har foreslået, at folk, som endnu ikke er dømt for noget, skal bures inde på ubestemt tid, undre sig lidt over, om det ligesom klæder et retssamfund. Det er altså nogle, som overhovedet ikke har været stillet for en dommer, men det er så en anden diskussion.

Det, jeg bare gerne vil spørge hr. Morten Messerschmidt om, er: Er det ikke sådan, at hovedreglen her sådan set er, at man kan afslå, hvis ikke visse betingelser er opfyldt i forhold til de her domme in absentia, at der er en række betingelser, som skal være til stede, for at man så alligevel kan anerkende det? Og kan det ikke på den måde måske være med til at rydde op i nogle af de problemer, som hr. Morten Messerschmidt peger på?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om det, hr. Morten Østergaard siger i forhold til reglerne om tålt ophold, skal forstås sådan, at hr. Morten Østergaard betragter det som i strid med menneskerettighedskonventionen, at man indekapaciterer eller fængsler eller på anden måde isolerer folk, som er på tålt ophold. I givet fald vil jeg glæde mig til at se domsreferencen fra hr. Morten Østergaard.

Hvad angår spørgsmålet, er det rigtigt, at det her forslag jo kun behandler en del af EU’s retssamarbejde, altså domme afsagt in absentia, men hr. Morten Østergaard vil naturligvis være bekendt med, at gensidig anerkendelse er noget, man opererer med bredt inden for alle de forskellige områder, både i bevissikringskendelsen, i arrestordren og altså nu her i domme, der er afsagt in absentia. Vores modstand er ikke kun i forhold til dette forslag, men helt generelt i forhold til gensidigt at skulle anerkende afgørelser og anmodninger fra lande, som har så alvorlige problemer med at overholde de fundamentale betingelser for et retssamfund.

Hr. Morten Østergaard.

Jo, men uvilje mod et snævrere europæisk samarbejde var jo ikke det nye. Det, jeg tillod mig at glæde mig over, var den mere direkte reference til menneskerettighederne og Menneskerettighedsdomstolen - det syntes jeg var godt. Hold endelig fast i det!

Men det, jeg ikke fik svar på, er det her med, om ikke det er rigtigt, at det her i forhold til domme in absentia, udeblivelsesdomme, netop er med til i hvert fald på det område at markere en forbedring. Der har jeg da indtryk af, at Dansk Folkeparti også nogle gange siger, at hvis et lovforslag er et skridt fremad, bør man i virkeligheden støtte det. Så det var egentlig bare det, at hovedreglen jo her er, at landene, hvis de skal sikre den gensidige anerkendelse, skal leve op til nogle basale retsgarantier, og det er jo sådan set den omvendte problemstilling.

Ordføreren.

Jo, men i modsætning til hr. Morten Østergaard, der jo lever sådan lidt i den her verden, hvor alle sikkert er gode og alle gør det rigtige, og som i øvrigt fungerer efter de bedste hensigter, så kan jeg bare konstatere, når jeg læser domsregisteret fra Menneskerettighedsdomstolen - og det gælder i øvrigt ikke bare artikel 6 om en fair rettergang, det gælder også en lang række andre spørgsmål, altså retten til fravær af tortur, retten til frihed osv. - at Danmark ligger fuldstændig i top. Og der har jeg svært ved at se, at vi skulle have en interesse i, at det her forslag nok sætter nogle hegnspæle, kan man sige, for at sikre, at nogle krav overholdes, men at det land, der skal medvirke til en efterforskning eller medvirke til en eksekvering af en dom afsagt in absentia, ikke har mulighed for at tjekke, om de ting rent faktisk opfyldes. Det er der, hovedproblemet for os ligger ved gensidig anerkendelse.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Tom Behnke som ordfører.

Forslaget her går i det store og hele ud på, at Folketinget giver regeringen samtykke til at sige ja til rammeafgørelsen i EU, en rammeafgørelse, som indfører ens regler for eksekvering af domme afsagt, selv om den tiltalte ikke var til stede under retsmødet, de såkaldte udeblivelsesdomme. Hvis en person er rettidigt tilsagt til retten, men altså ikke gider at gøre fremmøde, kan retsmødet under visse betingelser alligevel gennemføres, og der kan afsiges dom over den tiltalte, selv om vedkommende ikke til stede ved retsmødet. Disse domme forpligter landene så hinanden til at sørge for bliver eksekveret. Det vil altså sige, at hvis f.eks. en dansker dømmes i et andet EU-land for en forbrydelse, forpligter vi os til at sikre, at dommen bliver eksekveret, også selv om han ikke var til stede under selve retsmødet.

Vi kender jo allerede begrebet udeblivelsesdomme fra den danske retspleje, og det er helt uproblematisk, at vi også på dette punkt indfører ens regler. Grunden til, at det er helt uproblematisk, er jo, at det har vi faktisk allerede gjort i forhold til en lang række andre eksempler og tilfælde, hvor vi også eksekverer alle andre former for domme, hvor den tiltalte er til stede under retsmødet. Der har vi jo allerede forpligtet hinanden på at eksekvere de domme, der afsiges, både de ubetingede domme og de betingede domme. Så det her er altså et væsentligt forslag for at sikre et smidigt retligt samarbejde i EU, et samarbejde, der gør, at det bliver rigtig træls at være kriminel, og det kan vi fra konservativ side naturligvis kun tilslutte os.

Tak til ordføreren. Hr. Morten Østergaard som ordfører.

Det Radikale Venstre kan også støtte det foreliggende forslag. Det har været behandlet undervejs i Europaudvalget og i Retsudvalget, hvor vi også har støttet det.

Jeg synes bestemt, at der er grund til at lytte, som også andre ordførere har været inde på, og sikre, at retssikkerheden er i orden. Men jeg synes bare, at det, som man må have som grundlag her, er det, som rammeafgørelsen lægger op til, nemlig at landene, hvis de ønsker at sikre, at deres udeblivelsesdomme kan blive anerkendt i andre lande, så skal leve op til nogle kriterier. For hovedreglen er, at man kan afslå, medmindre der er sket underrettelse, eller at man har sendt en advokat i stedet for, eller at man ikke ønsker at anke sagen.

Det vil sige, at et land, som ønsker, at domme afsagt ved dets domstole - også dem, der er afsagt in absentia - anerkendes i andre EU-lande, altså skal overholde de her spilleregler. Det betyder altså, at man, også de steder, hvor man måske var skeptisk, vil være nødt til at løfte sin standard til det her niveau for at få udnyttet den her rammeafgørelse. På den måde kan man sige, at det bliver et skridt fremad, og det betyder selvfølgelig, at når vi styrker samarbejdet også på det her område, som andre også var inde på, så er det altså ikke bare, når den tiltalte er til stede, men også i forbindelse med udeblivelsesdomme, når de her betingelser er opfyldt.

Den fjerde betingelse handler om arrestordren, og der opfatter jeg sådan set også kritikken som en almindelig bekymring for arrestordren og ikke så meget gående på det konkrete her. Det synes at være fornuftigt, at man har mulighed for at eksekvere arrestordren, så længe der er den tilstrækkelige garanti for, at man kan få den prøvet i forbindelse med udeblivelsen.

Så vi vil selvfølgelig følge udvalgsbehandlingen nøje og se efter, om der skulle opstå fornyet tvivl om retssikkerheden, men vi har støttet forslaget undervejs i processen, også i Europaudvalget, og støtter derfor også beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Hr. Per Clausen som ordfører.

Det lidt interessante i det her lovforslag, som SF's ordfører nævnte, nemlig at det på en og samme tid både skulle gøre det nemmere at få personer udleveret og at øge borgernes retssikkerhed i EU, blev jo på udmærket vis illustreret af den konservative ordfører og Det Radikale Venstres ordfører i de taler, de holdt. Det eneste, der står tilbage, er en sådan lidt stilfærdig forundring over, at det er det samme beslutningsforslag, de taler om.

Det er Enhedslistens udgangspunkt, at vi ikke finder, at Danmark bør medvirke til at fuldbyrde udeblivelsesdomme fra udenlandske domstole, der går ud over de minimumskrav, der i forvejen bliver stillet i den danske retsplejelov, og som går videre end de retssikkerhedsgarantier, der allerede findes, så vi ser sådan set ikke nogen som helst grund til, at man skal gå ind i at lave nogle aftaler på det her område, som ændrer ved det. Det, som vi synes er vigtigt at fastholde i den her sammenhæng, er altså en gensidig anerkendelse. Og det betyder, at betingelsen for, at Danmark kan udlevere i forhold til afgørelser, der er truffet in absentia, er, at man lever op til de retsgarantier og de regler, der findes i Danmark, og ikke nogle nye regler, som man har fundet på i EU til lejligheden.

For hvis det ikke sker, er det vores klare opfattelse, at der er tale om en forringelse af de enkelte menneskers retsgarantier og retssikkerhed, og det er altså udgangspunktet for, at Enhedslisten ikke kan støtte det her forslag.

Tak til ordføreren. Justitsministeren.

Jeg vil gerne takke de partier, som har været positive i dag over for regeringens forslag.

Formålet med beslutningsforslaget er som bekendt, at der efter grundlovens § 19 opnås det formelle grundlag for, at regeringen på Danmarks vegne kan medvirke til Rådets vedtagelse af et udkast til en rammeafgørelse, der lægger op til en højere grad af ensartethed i reglerne i en række rammeafgørelser om fuldbyrdelse af afgørelser truffet in absentia.

Danmark har taget et parlamentarisk forbehold over for udkastet til rammeafgørelsen, i lyset af at udkastet indeholder bestemmelser, der vil nødvendiggøre ændringer af dansk lovgivning. Jeg er glad for, at det ud fra de tilkendegivelser, der har været her i dag, ser ud til, at der kan opnås støtte til en vedtagelse af beslutningsforslaget, sådan at Danmark kan ophæve sit parlamentariske forbehold og medvirke til vedtagelse af rammeafgørelsen.

Formålet med udkastet til rammeafgørelsen er som bekendt at styrke de proceduremæssige rettigheder for personer, der er genstand for en straffesag, og samtidig lette det retlige samarbejde i straffesager samt at forbedre den gensidige anerkendelse af retsafgørelser mellem medlemsstaterne. Hvis rammeafgørelsen vedtages i EU-medlemslandene, vil regeringen på et senere tidspunkt fremsætte et lovforslag, der gennemfører de nødvendige ændringer i dansk lovgivning.

Endnu en gang vil jeg takke de ordførere, der er positive over for beslutningsforslaget. Justitsministeriet vil selvfølgelig svare på de skriftlige spørgsmål, der allerede er stillet om sagen, og Justitsministeriet står selvfølgelig også til rådighed, hvis udvalgsarbejdet måtte give anledning til opklarende spørgsmål.

Tak til justitsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.