Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 76:

Forslag til folketingsbeslutning om at fremme kulturel integration i folkeskolen af elever med muslimsk baggrund ved at forbyde, at der i folkeskolen tages kulturelt/religiøst betingede særhensyn til minoritetsgrupper.

Af Martin Henriksen (DF) m.fl.

(Fremsættelse 19.12.2008).

Forhandlingen er åbnet, og det er undervisningsministeren, der får ordet først.

Vi har i Danmark en lang og god tradition for, at vi har lokalt styre, og at vi har frihed for den enkelte. Vi har frihed lokalt til, at man kan finde løsninger på de problemer, der altid opstår, når mennesker er forskellige og har forskellige synspunkter og traditioner. Og vi har frihed for den enkelte til at leve i overensstemmelse med sine egne traditioner og sin egen livsanskuelse. Det vigtigste krav er jo, at man skal respektere andres frihed til at gøre det samme.

Da jeg var integrationsminister, gentog jeg ofte, at jeg ikke var minister for tørklæder, badeforhæng og leverpostej i børnehaver. Nu kan jeg føje til, at jeg heller ikke er minister for fadervor. Det betyder ikke, at jeg er holdningsløs, men det betyder, at vi ikke skal have statslige regelsæt om alting. Det betyder, at vi skal have et betydeligt lokalt råderum. Jeg er ikke holdningsløs. Jeg er i beslutningsforslaget citeret for at sige, at jeg synes, det er en dårlig idé, at forældre tvinger små og store piger til at bære tørklæde mod deres vilje. Det mener jeg fortsat, og det synspunkt vil jeg gerne sætte en tyk streg under. Jeg er i øvrigt også meget imod, at børn skal faste. Det vender jeg tilbage til.

Men vi skal jo hele tiden opveje den ufrihed, der følger af, at staten bestemmer, hvad der skal gøres, f.eks. vedrørende tørklæder, over for det, at nogle derhjemme kan være påtvunget noget, som de er imod. Begge dele rummer et problem, og det er svært at undgå.

Der er nogle ting i beslutningsforslaget, som jeg er enig i. Jeg er f.eks. enig i, at integrationsområdet er en meget stor udfordring, og at vi hele tiden er nødt til at se på, hvad vi kan gøre bedre. Og der er også nogle vante forestillinger, som vi bliver nødt til at ændre som følge af den udfordring, vi har fået. Det synes jeg også vi har gjort i meget stort omfang.

Vi har taget initiativer til at styrke undervisningen i dansk som andetsprog, og vi har indført en begrænsning i det frie skolevalg ved at gøre det muligt for kommuner at henvise elever, der har særlige pædagogiske behov, til en anden skole end distriktsskolen. Der har vi altså givet et afkald på friheden, fordi vi godt ville give lokalstyret, give kommunen bedre mulighed for at løse de store integrationsproblemer.

Vi har også nedsat en såkaldt task force – undskyld det engelske udtryk - som skal rådgive kommuner om integration af tosprogede elever.

Jeg er enig i det, der står i forslaget, om, at undervisningen i folkeskolen skal bygge på dansk kultur og historie. Det gør den heldigvis også, og det skal den blive ved med. Dansk kultur og historie er fremhævet i folkeskolelovens formålsbestemmelse, og dansk kultur og historie har den væsentligste og afgørende vægt i skolens arbejde og læreplaner. Jeg kan f.eks. nævne, at samfundsfag - ligesom andre fag, men det gælder i særlig grad samfundsfag – skal forberede eleverne til et samfund med frihed og folkestyre. Undervisningen skal altså bidrage til, at eleverne kender og respekterer samfundets demokratiske spilleregler og grundværdier. Og i kristendomskundskab er det centrale kundskabsområde den evangelisk-lutherske kristendom. I musik skal man synge med på et repertoire af nye og ældre danske sange og salmer.

Jeg er også enig i, at vi skal tage afstand fra adfærd, som kan være til skade for børnenes indlæring og undervisningsmiljøet. Jeg har udtalt mig imod, at skolebørns faste i forbindelse med ramadanen får et omfang, hvor det griber ind i mulighederne for at gennemføre en hensigtsmæssig undervisning. Jeg har i særlig grad blikket rettet mod de kommende år, hvor fasteperioden jo rykker hen mod midsommeren og derved skaber situationer, hvor især mindre elever helt uholdbart kommer til at faste alt for længe, så de både lider fysisk og psykisk skade, og hvor der skabes vanskeligheder for undervisningen, for indlæringen. Så det tager jeg meget alvorligt, og det bedste var, om vi kunne løse det problem i en dialog. Det ved jeg at kommunerne arbejder på, og det arbejder vi også på i ministeriet.

Vi har en god og stærk folkeskoletradition. Skolen står fast på de bærende og vestlige elementer i skoletraditionen uanset elevsammensætning. Vores skole har vist evne til at finde løsninger på de dagligdags problemer og udfordringer, der opstår, når elever med forskellige kulturelle baggrunde mødes under samme tag.

Masser af konflikter har været omtalt i medierne, og jeg har især hæftet mig ved, at danske skoleledere, der får disse problemer præsenteret, ofte har en særdeles heldig hånd med at finde løsninger på konflikterne og med at insistere på, at dette er Danmark, og skolen er dansk, og der skal man altså lære dansk kultur i skolen.

Hvis en skole ønsker at tage hensyn til elever, som har det bedst med at bade bag forhæng, så mener jeg, at det skal være tilladt. Det skal der ikke være forbud imod. Det gælder, uanset hvilken begrundelse eleverne måtte have for at foretrække at bade bag forhæng. En skole skal efter min mening også have lov til at tage hensyn til elever, som af forskellige årsager ikke vil spise visse ting. Vi viser jo også et vist hensyn til vegetarer og til elever, der vil spise kosher, altså jødisk kost.

Jeg mener ikke, at man skal kalde badeforhæng og særlig hensyntagen i kantinen for særhensyn, og jeg mener, det er vanskeligt at skelne mellem hensyn, der tages af den ene eller af den anden grund. Derfor foreslår jeg, at vi slet og ret bruger ordet hensyn. Jeg synes ikke, det skal være forbudt at tage hensyn, når det ikke generer andre, og det er jo grundlæggende det, som er regeringens svar på forslaget.

Uanset, at der er mange ting i forslaget, jeg godt kan være enig i, så er jeg altså ikke enig i, at vi skal have regelsæt om, hvordan man lokalt må tage hensyn i den danske skole.

Tak. Der er ønsker om korte bemærkninger. Det første ønske er fra hr. Martin Henriksen.

Jeg vil starte med at sige, at vi i Dansk Folkeparti er utrolig skuffede over den melding, som undervisningsministeren er kommet med i et svar til Folketinget, hvori der lukkes op for fredagsbøn i folkeskolen. Vi synes mildest talt, at det er en rigtig dårlig udvikling, som regeringen er inde på her, og vi synes, at ministeren passende kunne genoverveje den beslutning.

Jeg synes, at det er pudsigt at høre en minister, der siger, hvor enig han i realiteten er i den politik, som bliver lagt frem fra Dansk Folkepartis side, og så alligevel finder på nogle forklaringer på, hvorfor man egentlig ikke kan støtte den. Realiteten er jo den, at det er meget muligt, at man kan spørge: Hvad gør et enkelt badeforhæng, hvad gør det, at man laver en madordning, hvor der kun er halalslagtet kød, og hvad gør det, at man giver fri på en skoledag i ramadanen? Men problemet er jo, at det ene særhensyn, som kan virke ganske uskadeligt, har taget det andet, og på et eller andet tidspunkt bliver man nødt til at sige stop, netop fordi det, som ministeren selv er inde på, så går ud over andre elevers frihed. Det ser vi jo også under ramadanen, hvor eksempelvis muslimske elever hetzer mod muslimske elever, som faktisk forsøger at integrere sig, og også mod elever, som ikke faster. Hvordan vil ministeren håndtere de problemer?

Ministeren.

Hvis der var noget nyt i det svar, som jeg har afgivet til Uddannelsesudvalget om bønner i skolen, så forstod jeg godt hr. Martin Henriksens overraskelse, men der er ikke noget nyt i det. Det beskriver blot, hvad der har været lov i landet i mindst 30 år, siden Ritt Bjerregaard var undervisningsminister. Modellen er jo, at der er nogle ting, som man har lov til at gøre lokalt, men det skal være frivilligt - altså, man må gerne bede bønner lokalt, men ingen skal tvinges til at deltage i det. Sådan har det været. Det er lov i landet, og det har ikke givet problemer. Skulle det give problemer i fremtiden, ja, så må man jo tage spørgsmålet op, om man skal ændre loven.

Men jeg vil straks sige, at hvis løsningen så bliver, at man forbyder alle bønner, bliver man også nødt til at forbyde morgensalmen »Gud, du som lyset og dagen oplod« og mange andre salmer. Så det er ikke så let. Og derfor vil jeg råde til, at vi lader det gode gamle regelsæt stå, indtil det giver problemer. Så må vi jo se, hvordan vi kan løse eventuelle problemer.

Hr. Martin Henriksen.

Det er jo en foruroligende udvikling, jeg synes dansk politik er inde i, og specielt den borgerlige regering. Vi lader regelsættet stå, indtil det giver problemer, og når det giver problemer, så afskaffer vi salmesang, fadervor. Må man så heller ikke længere gå i kirke til påske eller ved juletid osv., må man ikke have minikonfirmationer i folkeskolen, må man ikke have konfirmationsundervisning, der ligger i forlængelse af folkeskolen? Vi ved jo godt, hvorfor ministeren siger det. Det er, fordi ministeren simpelt hen er bange for, at de internationale konventioner forbyder Danmark at sige, at det i den danske folkeskole er den danske kultur, der har førsteprioritet. Det er jo grotesk, at vi er kommet dertil, mildest talt.

Jeg vil bare sige, at jeg er uenig i, at det ikke er en ny praksis fra ministeriets side, for ministeren siger i et svar til Folketinget, at da de i 1978 undersøgte det her i ministeriet, nåede de frem til, at det var o.k., at man eksempelvis ved morgensamlingen bad fadervor, eller at man havde en bøn, hvori grundbegrebet var bygget op omkring fadervor. Det var i orden. Nu siger man så også, at alle andre bønner er i orden, men en muslimsk bøn kan vel ikke være bygget op på samme måde som fadervor. Det er en anden religion. Og det samme gælder for andre bønner.

Kan ministeren ikke se, at ministeren er inde på et skråplan, når ministeren siger, at hvis vi står fast på, at det er dansk kultur, der har førsteprioritet i vores folkeskole, så bliver vi, fordi vi har tilsluttet os nogle internationale konventioner, nødt til at sidestille alle kulturer i Danmark? Det er jo en uholdbar udvikling. Kan ministeren ikke se det? Vil regeringen stå fast på, at dansk kultur har førsteprioritet i den danske folkeskole, og agter man overhovedet at foretage sig noget som helst ud over at komme med nogle principielle tilkendegivelser fra Folketingets talerstol?

Ministeren.

Jo, hvis der var tale om en udvikling, og hvis denne udvikling gik i retning af et skråplan, så ville jeg også være bekymret. Men det, jeg forsøger at sige, er jo, at der ikke er noget nyt i sagen. Det er et ældgammelt regelsæt, som ikke har givet problemer, og så har jeg prøvet at beskrive, at hvis vi ændrer det regelsæt og f.eks. forbyder bønner, hvad jeg ikke anbefaler, så er man nødt til også at forbyde visse salmer eller måske alle salmer, og så opstår der jo et kulturtab, som der ikke er nogen grund til at risikere.

Det er derfor, jeg synes, at det gode gamle regelsæt kan køre videre, i hvert fald indtil f.eks. skolelederne kommer og beder om nogle andre regler, fordi de har svært ved at administrere de eksisterende.

Så vil jeg godt understrege, at man jo godt kan være enig i et synspunkt uden at omsætte dette synspunkt til et statsligt regelsæt med bekendtgørelser og cirkulærer og undtagelser, som giver en masse bøvl og måske sager for ombudsmanden og domstolene og internationale instanser. Altså, så længe man kan slippe for det, skulle vi så ikke prøve det?

Så er det hr. Søren Krarup for en kort bemærkning.

Jeg har lyst til at sige til undervisningsministeren, som jeg egentlig har været i debat og konflikt med siden 1968, at jeg synes, at han er slået ind på en meget farlig vej, som også hænger sammen med en konfliktskyhed hos ham, der igen hænger sammen med en misforståelse af det grundtvigske, der skulle være hans udgangspunkt.

Lad mig begynde med at sige, at den danske folkeskole er en kristen skole, på samme måde som Danmark er et kristent land, det står i vores grundlov i § 4. Hele grundlovens forståelse er sat af kristendommen, for det er kristendommen, der sætter den frihed, som deler imellem Guds og kejserens rige, imellem det verdslige og det hellige. Det er kristendommen, og kun der, hvor det fastholdes, at det er kristendommen, der sætter friheden, er man fri. Det er den frihed, som Grundtvig brugte, men hvor han somme tider gled ud i en misforståelse, som også undervisningsministeren deler.

Det, som vi oplever nu, er, at vi står over for et pres fra en lovreligion, som overhovedet ikke har den forståelse af frihed, som sættes af kristendommen. Derfor er vi nu under pres med bønner i folkeskolen, hvor det eneste, der naturligvis kan være folkeskolens bøn som sådan, er fadervor - det er den kristne bøn - og det er selvfølgelig ikke en muslimsk bøn, hvis man fastholder det, der er grundlaget for den danske folkeskole og for Danmark.

Så er det undervisningsministeren.

Jeg synes, at hr. Søren Krarups bemærkning understreger, hvor vanskeligt det ville være at lave et regelsæt. Hvordan skal vi definere, hvad der er en bøn, og hvad der ikke er en bøn? Hvis bønnen synges, f.eks. salmen »Gud, du som lyset og dagen oplod«, hvad så? Salmer er jo bønner sat på melodi.

Det regelsæt, som skulle tillade den gode, gamle danske bøn og forbyde andre bønner, vil jeg nødigt have ansvaret for. Jeg tror, hverken det ville holde ved danske domstole eller ved internationale instanser. Jeg tror, at vi kun vil få sorg ud af det.

Dertil kommer, at jeg ikke kan se en eneste begrundelse og et eneste problem, som skulle få os til at kaste os ud i det stalinorgel af paragraffer, som vi risikerer at ende i, hvis vi følger tankegangen.

Jeg er glad for hr. Søren Krarups indirekte anerkendelse af, at det er mig, der står for det grundtvigske synspunkt, og ikke hr. Søren Krarup, på trods af at hans partiblad tilmed på forsiden jo gang på gang har reklameret for Grundtvig med hvidt hår og skæg.

Hr. Søren Krarup for en kort bemærkning.

Jeg beklager, at det desværre ikke er undervisningsministeren, der står for det ægte grundtvigske, selv om han tror det.

Det, der jo er sagen, er, at det kun er kristendommen, der sætter den adskillelse af helligt og verdsligt, som er forudsætningen for dansk kultur, og som også skal bære folkeskolen. Derfor må det siges, at skal der være en fælles bøn i folkeskolen, kan den kun være kristen. Jeg forbyder ikke muslimer at bede i deres privatskole eller i deres hjem, men den bøn, der bedes, hvor man, om jeg så må sige, er på et offentligt sted, i folkeskolen, skal naturligvis være en kristen bøn. Det er altså det, ministeren lukker øjnene for.

Vores situation er jo den, at vi er under et kolossalt pres, ikke blot i Danmark, men i Vesteuropa, fra et af islam, der simpelt hen kræver at herske. Vi ser det nu senest i England. Det er dybt, dybt beskæmmende. Og vi oplever det ustandselig i Danmark med krav om badeforhæng, krav om halalslagtet mad, krav om det ene og det andet, hvor det er danske regler, der skal tilsidesættes.

Her er der brug for, må jeg sige til undervisningsministeren, at stå fast på det, der er vores udgangspunkt i stedet for sådan en lala frihed, som man giver Grundtvig skylden for, hvor man opgiver alt. Det er det, der ligger i ministerens tale om bøn i dag, som det citeres i Kristeligt Dagblad.

Ministeren.

Jeg håber, at Kristeligt Dagblad har citeret mig rigtigt, for det er juristernes fortolkning af, hvad der har været lov i landet i 30 år. Det er det, jeg har skrevet til Folketingets Uddannelsesudvalg, og ikke noget som helst andet. At jeg så også skulle være blevet lagt ord i munden i Kristeligt Dagblad, ved jeg ikke noget om, for jeg har ikke set artiklen. Jeg håber ikke, at det er sket denne gang.

Jeg er i øvrigt enig i, at vi skal modstå presset, som hr. Søren Krarup beskriver. Det synes jeg også at f.eks. skolelederne gør på fremragende vis. Da en gymnasierektor var ude for, at et bederum blev brugt på den måde, at visse muslimske elever tyranniserede de andre for at få dem ind i bederummet, lukkede hun bederummet og smed den værste elev ud. Han var i øvrigt søn af en imam.

Det er ikke sådan, at danske skoleledere er slatne som højskoleforstanderen hos Henrik Pontoppidan, der var som en åben ladeport, hvor alt kan blæses igennem. Skolen er ikke en åben ladeport, og de danske skoleledere åbner ikke for en ladeport. Undervisningsministeriet er ikke en åben ladeport. Vi modstår det pres, som også jeg kan se, og som vi også skal modstå.

Tak. Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Jeg glæder mig over, at undervisningsministeren afviser det beslutningsforslag, der ligger her. Det er ikke, fordi man ikke kunne gå ind i en diskussion om, hvad der kunne fremme kulturel integration, også i forhold til særhensyn, hvis særhensyn forstås som hensyn ud over det almindelige. Men særhensyn til minoritetsgrupper? Hvis det altså er hensyn ud over det almindelige, må det vel gælde alle grupper, om jeg så må sige. Der må være tale om minoriteter eller majoriteter.

Der, hvor jeg undrer mig, og der, hvor jeg synes kæden hopper af for ministeren, er i spørgsmålet om, hvorfor man ikke tager skridtet fuldt ud og vil kæmpe for at få en folkeskole, der kan være et neutralt rum i forhold til religionerne, altså sørger for, som jeg også svarede fru Christine Antorini, i hele den diskussion at sige: Ingen bønner i folkeskolen, fuld frihed i friskolerne; friskolerne er jo netop frie, men i folkeskolen kan børnene møde det neutrale samfund, den neutrale stat.

Ministeren.

Den forestilling om neutralitet, som hr. Simon Emil Ammitzbøll her giver udtryk for, er en kæmpe illusion. Det er jo den samme, som humanistiske foreninger og andre gør sig skyld i. Man tror, at man kan skabe en skole uden tro. Det er en illusion.

Vi er nødt til at have en skole, hvor folk kan være med deres forskellige tro, og hvis vi f.eks. forbyder bønner, må vi også forbyde salmer, og så opstår der et kulturtab, som er helt unødvendigt. Det har jo ikke skabt ét problem i landet, at der synges salmer, og at man beder fadervor på 10 eller 15 skoler. Det har ikke skabt et eneste problem. Hvorfor skal vi dog afskaffe den frihed?

Minsandten om ikke hr. Simon Emil Ammitzbøll, som er antibureaukrat, og som vil slå sig op på, at vi nu skal have færre regler, skriver kronikker sammen med formanden for Humanistisk Samfund, som vil have et bureaukratisk regelsæt med forbud mod, hvad man må lokalt, og hvad man må på skolerne. Jeg må sige til hr. Simon Emil Ammitzbøll, at det da er mangel på logik.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Nu synes jeg, at undervisningsministeren skal forholde sig til det, der står i kronikkerne, og ikke det, medkronikørerne måtte mene om andre emner end det, der er skrevet om. Men det kan jo så være, hvad det være vil.

Jeg forstår simpelt hen ikke, hvorfor et par vestjyske skolers ønske om at have fælles fadervor kan være så afgørende for ministeren, så han også vil tillade, at der pludselig kan være muslimsk fredagsbøn, og hvad ved jeg. Jeg synes, vi skal værne om religionsfriheden. Jeg synes, vi skal værne om, at folk kan have lige præcis den religion, de vil, men skolen - i hvert fald folkeskolen - må være det rum, hvor alle børn fra alle trosretninger og alle sociale lag kan mødes og gøre de samme ting. Og jeg synes egentlig, at undervisningsministeren skylder en mere grundig redegørelse over for Folketinget af, hvorfor de her salmer vil blive forbudt, hvis ikke man kan have fadervor og fredagsbøn. Det er jo en påstand, der er kommet mange gange her i dag fra undervisningsministerens side, men jeg går ud fra, at der bliver lavet en redegørelse til Folketinget, der dokumenterer det lidt mere grundigt.

Ministeren.

Det synes jeg lyder som en god idé. Lad os få en dialog om det. Jeg er forholdsvis salmestærk; jeg kan på stående fod opremse indtil flere salmer, der er bønner på melodi. »Gud, du som lyset og dagen oplod« er vel det mest oplagte eksempel, men hvis man kigger på en række andre salmer og kigger dem efter i sømmene, vil man se, at de har elementer af bøn i sig. Hvorfor skulle de ikke også have det, og hvad er der galt med det, og hvorfor skal det udelukkes i den danske skole? Hvorfor skal vi have det kulturtab, at børnene ikke kan blive sunget ind i den ældre generations salmetradition, specielt i et land, hvor mere end 80 pct. er medlemmer af folkekirken? Det ville dog være underligt, hvis man forbød religiøse og kulturelle elementer i skolen, som så mange har det godt med, og som er en vigtig del af dansk kultur. For slet ikke tale om det regelsæt, det bureaukrati, bekendtgørelser, cirkulærer og undtagelser, som man skal skrive. Det ville jeg altså nødig.

Jeg synes, det er rart, at der også er engagement i debatterne her i salen. Selv om jeg har den lidt verdslige bøn om, at taletidsreglerne overholdes, vil jeg sige, at jeg alligevel tillader, at man kan gå lidt over tiden, når der er et sådant engagement som i sagen her. Så jeg siger tak her til undervisningsministeren. Der har ikke været ønsker om flere korte bemærkninger.

Så går vi til ordførerrækken, og det er fru Anne-Mette Winther Christiansen, der er første ordfører.

Dansk Folkeparti foreslår, at der nedsættes en arbejdsgruppe til at gennemgå folkeskoleområdet i forhold til at forbedre integrationen. Herunder foreslås der initiativer, der skal gøre danske elever med anden kulturel baggrund end dansk fortrolige med dansk kultur og historie. Dansk Folkeparti foreslår bl.a. regler om forbud mod at tilbyde halalslagtet kød, forbud mod særlige badefaciliteter og forbud mod andre trossamfunds helligdage.

Venstre mener ikke, at der skal laves regler på dette område. Hvis man går med til at regulere religionen i skolerne, accepterer man også religionen i det offentlige rum, og det vil Venstre ikke være fortaler for. Vi mener, at religion angår det enkelte menneske og hans eller hendes individuelle tro, og det er et princip, vi har haft i rigtig mange år i Danmark helt tilbage fra dengang, hvor kirken blev frataget at lave generelle regler for vores samfund.

På samme måde mener Venstre heller ikke, at man nu skal lade religion gå ind og gøre sig til dommer over, hvordan elevernes vilkår skal være i folkeskolen. Og på samme måde mener Venstre heller ikke, at politikerne skal blande sig i, om eleverne bader med eller uden badeforhæng på skolen, eller om man skal vælge at tilrettelægge de 200 skoledage om året, således at der eventuelt gives plads til forskellige helligdage. Det finder man ud af lokalt.

Der må derfor udvises en højere grad af tillid til den enkelte skole omkring tilrettelæggelsen af undervisningen. Det må også bero på en lokal beslutning, hvordan man beslutter de 200 skoledage planlagt og tilrettelagt, og hvorvidt de skal være bundet op på, at man eventuelt har halalkød, eller at man bader med eller uden badeforhæng.

Hermed tror jeg, at det er ganske tydeligt og klart, at Venstre ikke kan støtte forslaget.

Der er foreløbig to korte bemærkninger. Først er det hr. Martin Henriksen.

Tak. Det er den her fuldstændig pseudoagtige argumentation om, at politikerne ikke skal blande sig i det, men politikerne blander sig jo. Den måde, som bl.a. regeringen blander sig på, og som forskellige kommuner blander sig på, er jo, ved at man i fag og skolens virke generelt opfordrer til, at der tages de her hensyn. Så politikerne blander sig jo.

Når så Venstre, De Konservative, ministeren og sikkert også nogle oppositionspartier siger, at vi her fra Folketinget slet ikke skal blande os, vil jeg bare for at gøre det klart over for folk, som følger med, sige: Politikerne blander sig, og politikerne opfordrer til, at man tager det her særhensyn på bekostning af dansk kultur. Sådan er det bare, det gør politikerne.

Spørgsmålet er så, om de politikere, der er til stede i salen i dag, hvor fru Anne-Mette Winther Christiansen repræsenterer Venstre, mener, at det er i orden, at politikerne blander sig og opfordrer til, at man tager kulturelle særhensyn.

Så er det ordføreren.

Jeg prøvede ellers at lave en meget tydelig pause efter og en understregning i min intonation på ordet tillid. Og jeg mener virkelig, det er nødvendigt, at vi her vægter ordet tillid meget højt, for jeg er interesseret i en globaliseret verden. Jeg er interesseret i, at Danmark repræsenteres bredt, og jeg er også interesseret i, at vi har en mangfoldighed, som kan berige os alle sammen.

Dermed skal ordet tillid ind, for indtil videre har vi ikke mødt problemet som et problem. Vi har mødt en problematisering fra Dansk Folkeparti af noget, som ikke eksisterer som et problem i dag.

Så er det hr. Martin Henriksen for yderligere en kort bemærkning.

Det er bare ukorrekt. Altså, det er ikke i overensstemmelse med, hvad der foregår i virkeligheden. Det er bare ukorrekt, hvad der bliver sagt fra Folketingets talerstol.

For det første er det ukorrekt, når fru Anne-Mette Winther Christiansen på vegne af Venstre siger, at politikerne ikke blander sig. Det er ukorrekt. Politikerne blander sig: Regeringen blander sig, kommunerne blander sig, socialdemokratiske og borgerlige kommuner blander sig og opfordrer til særhensyn i folkeskolen, fordi man ikke tager den nødvendige konfrontation, fordi man ikke siger fra. Sådan er det bare.

For det andet er det ukorrekt, når man siger, at der ikke er nogen problemer ude i virkelighedens verden, for det er der. Altså, hvert år kan vi læse og høre det. Vi får meldinger fra skoleledere og andre, der siger, at vi simpelt hen har eksempler på, at der i den danske folkeskole er nogle, der render rundt og deler eleverne op i dem, der er de rigtige, og i dem, der er de forkerte. Der er dem, der følger de religiøse forskrifter på skoler, hvor der er mange muslimske elever, og så er der dem, der ikke følger dem. Der kommer så simpelt hen religiøs mobning ud af det, der kommer chikane ud af det. Vi ser det også på en lang række andre områder i samfundet.

Det er sådan, det er, og hvis man står her fra talerstolen og skubber det væk og siger, at det er lokalt, og at det kan vi ikke tage os af, så siger man også indirekte, at det er i orden. Det er bare der, hvor vi beder om, at Venstre og andre partier i Folketinget snart tager sig lidt sammen.

Så er det ordføreren.

Så prøver jeg med et andet ord, og det hedder respekt. Vi ved, at der er lavet store rapporter, bl.a. en, der handler om mangfoldighed i undervisningen, og vi oplever, at man fra adskillige skolers side udtaler sig om, hvad der virker hos dem, og det er jo, fordi man med respekt for hinanden har lavet nogle regelsæt, der fungerer. Man har også lavet nogle muligheder for sanktioner, hvis man har haft behov for det. Og indtil videre er det altså ikke problemstillinger, jeg har fået, men derimod løsninger, som kan mangfoldiggøres til endnu flere.

Jeg er altså ikke interesseret i, at vi statsliggør alting, ved at det hele skal løftes ind i Folketingssalen, og at der dermed skal sættes plusser og minusser. Nej, hjemme lokalt finder man de rigtige løsninger, og man finder ud af, hvad der fungerer der. Så det er ikke herfra, vi skal komme med de saglige ting og tro, at vi er de klogeste. Det er vi altså ikke altid.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Det sidste er måske det sandeste, der er sagt.

Jeg synes sådan set, det er fint, at ordføreren taler om tillid og respekt, og jeg er også rigtig glad for, at Venstre afviser det her beslutningsforslag. Der, hvor jeg dog synes at man må give hr. Martin Henriksen ret, er, hvor man jo også hører om, at der er problemer rundtomkring, at der kan være problemer rundtomkring. Det synes jeg også vi må forholde os til. Derfor vil jeg spørge ordføreren, om hun ikke nogle gange kunne ønske sig, at der også lokalt var en større forståelse for, at man skal tage problemerne op, når de opstår, altså tale noget mere om problemerne, tage fat om nældens rod og turde sige fra, når det ikke er i orden, i stedet for at lade stå til alt for længe - altså før det kommer i avisartikler, og før vi så skal trækkes med beslutningsforslag her i Folketingssalen, som ordføreren og jeg jo er fuldstændig enige om er helt unødvendige.

Så er det ordføreren.

Det kan jeg kun medgive hr. Simon Emil Ammitzbøll. Og som jeg har sagt i en anden ordførertale i dag, er det ikke voldsomt mange år siden, jeg forlod folkeskolen som lærer og som afdelingsleder, og det var netop det, vi gjorde: Når der kom problemer og man f.eks. sagde, at man ikke kunne undervise et barn, på grund af at det var for sløvt, og at man var helt overbevist om, at det drejede sig om ramadanen og fasten, jamen så gjaldt det jo om en direkte kontakt til hjemmet. Og det viste sig jo, at der ikke var ført en samtale, der var tydelig nok. Det handlede om stædighed fra barnets side, men også om åbenhed fra forældrenes side til at sige: Jamen så skal barnet jo selvfølgelig ikke faste. Men de var glade for, at barnet havde prøvet det.

Men det viser sig jo, at samtale hele tiden er vejen frem, og derfor skal vi også tage den. Vi kan tage Lise Egholm fra Rådmandsgades Skole som eksempel. Hun er jo ganske åben og tydelig i sit sprog, og hun siger virkelig, hvad en samtale kan flytte, og hvor meget det beror på tillid og respekt, når man så fører samtalen. Og der er ikke synderlig mange problemer hos hende, må vi sige.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Søren Krarup.

Det er ordførerens tale om, at der ikke er nogen problemer, som fylder mig med en vis forbløffelse. Vil fru Anne-Mette Winther Christiansen virkelig sige, at forholdet i folkeskolen i landet som helhed er uden problemer i en situation, hvor vi jo oplever et stadigt stigende pres fra et islam, hvis grundforståelse af tilværelsen er stik modsat af kristendommens, og hvor derfor det, vi kalder hensyn, frihed og respekt, ikke eksisterer, for det eneste, der gælder der, er, at alle falder på knæ for den Allah, som man tilbeder? Og det er i rent ydre forstand.

Når man oplever, hvordan halalslagtet mad føres frem som det eneste, der må være i skolen, og når man oplever disse bestandige krav om, at alle skal rette sig efter de muslimske regler - og det er jo det, vi gør - kan man ikke bare stikke hovedet i busken og sige, at der ikke er nogen problemer, eller at de må løses lokalt. Det er nødvendigt for folkeskolen, at der gives et signal fra ministerens side til folkeskolen, som gør, at man ude i folkeskolen tør sige nej til disse stadigt mere rethaveriske krav fra islamisk side.

Så er det ordføreren.

Dialog, samtale, er med til at løse problemerne, og vi kan sagtens stille krav, det er ikke svært. Og hvis jeg igen lige skulle fremhæve Lise Egholm, er hun da absolut tydelig i sine krav til forældrene, og det er det danske demokrati, der er grundmodellen, og det er det, vi mig bekendt lever efter. Det, jeg udøver mit demokrati ud fra, er altså dialog, samtale, og respekt for den, jeg taler med, og så må man stille de krav, der skal til. Og jeg har ikke set de skolebestyrelser, der har svært ved at gøre det. Jeg har ikke set de skoleledere, der ikke mener, at de kan sætte sig i respekt, når det bliver et behov. Vi har selv skolemadsordning på vores skole, man kan vælge mange forskellige typer, og vi har altså ikke nægtet vegetarerne, at deres særlige interesse for maden kan lade sig gøre.

Hr. Søren Krarup for yderligere en kort bemærkning.

Det er jo dette efter min mening efterhånden komiske begreb dialog, der bruges, når man står over for de trusler, man møder. Dialog er græsk, det betyder samtale. Det er mellem to parter, men forudsætningen for, at en samtale er frugtbar, er, at man står på et nogenlunde fælles niveau, og at man har nogenlunde fælles udgangspunkt, så man kan tale sammen og forstå hinanden. Når den ene part, det vil sige den danske kultur, siger, at der intet helligt er i folkeskolen, fordi kristendommen sondrer mellem Guds og kejserens rige, og den anden part siger det modsatte, altså at folkeskolen skal indrette sig efter en sharia, der bestemmer, hvad det hellige er, og at det skal herske, så er det jo til grin at tale om dialog.

Det er jo bare at stikke hovedet i busken, og jeg synes ikke, at et stort regeringsparti som Venstre kan være bekendt bare at stikke hovedet i busken. Se problemet i øjnene. Se det store problem over hele Vesteuropa, og tag højde for det, og beskyt dansk kultur, og det vil sige den danske folkeskole, mod den pression, som udøves i Allahs navn.

Så er det ordføreren.

Tak. Jeg oplever altså, at vi netop har lidt vanskeligt ved at have dialogen her, for jeg bliver lagt noget i min mund, som ikke er sagt. Men jeg vil stadig væk fastholde, at det er tillid og respekt og det er at stille krav og det er demokrati, vi har vores folkeskolen efter. Vi har lige været alle trinmål og slutmål igennem og kigget på, hvordan det lige er, fagbeskrivelserne skal være, og der er sandelig værnet om det danske.

Men som jeg sagde i min ordførertale: Det er afsindig mange år siden, at vi sagde, at kirken ikke kunne gå ind og stille krav til og sætte regler for uddannelsen i Danmark, og det må vi fastholde. Det betyder altså, at vi skal værne om det, vi har, men vi skal gøre det på en måde, så det stadig væk foregår i respekt og i dialog, og så må vi have mangfoldigheden og globaliseringen ind. Jeg er meget lykkelig for, at vi har det. Jeg synes virkelig, at det har givet vores danske land en så stor udvikling igennem de sidste 50 år, at vi netop har den åbenhed og mangfoldighed og globalisering, også i landet her. Den er jeg glad for.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er den socialdemokratiske ordfører, fru Christine Antorini.

I det beslutningsforslag, som Dansk Folkeparti har fremsat her, kan man alene på titlen se, hvordan det på vanlig Dansk Folkeparti-manér alene handler om at udstille en bestemt gruppe her i samfundet, nemlig de borgere, vi har, med muslimsk baggrund, og generalisere på groveste vis. Det handler nemlig om det, man i øvrigt kunne sige var et vældig godt formål, nemlig at fremme kulturel integration i folkeskolen. Det synes vi er en rigtig god idé, men hvem er det, der skal fremmes kulturel integration for? Det er elever med muslimsk baggrund, og så skal der gennemføres en række forbud alene rettet mod børn med muslimsk baggrund.

Vi er i Socialdemokratiet fuldstændig uenige i, at man på den måde skal gøre forskel på børn i folkeskolen. Vi ønsker en folkeskole for alle, en folkeskole, hvor der er ens principper for, hvad man må, og hvad man ikke må, og vi ønsker en folkeskole, hvor man meget gerne må tage en holdningsdiskussion, have nogle klare spilleregler, nogle ordensregler, nogle tøjregler og nogle madregler, som besluttes på den enkelte folkeskole, og de gælder alle børn. Det, at man skal opdeles efter, om man har en muslimsk baggrund eller ikke har en muslimsk baggrund, synes vi ikke hører nogen som helst steder hjemme.

Jeg vil godt gå ind i de enkelte elementer, som der er i Dansk Folkepartis beslutningsforslag. Først foreslås der, at der skal nedsættes en arbejdsgruppe, som skal komme med integrationsfremmende initiativer, så muslimske elever gøres fortrolig med dansk kultur og historie. Altså, undskyld mig. Er det ikke alle børn i den danske folkeskole, som skal gøres bekendt og fortrolig med dansk kultur og historie? Vi synes, det er fantastisk vigtigt, at man gøres bekendt med den. Det er faktisk en del af det, der står i folkeskolens formålsparagraf, og det er noget, vi vægter højt i en række fag i folkeskolen for alle børn.

Dernæst foreslår Dansk Folkeparti, at der skal overvejes et forbud mod kulturelle og religiøse særhensyn, f.eks. halalslagtet kød i offentlige madordninger. Vi vil meget gerne være med til en diskussion af, hvor langt man skal gå i forhold til kulturelle og religiøse særhensyn. Men her gælder det igen alene det, som Dansk Folkeparti ikke bryder sig om, nemlig muslimer, og så er det lige præcis halalslagtet kød, der er fokus på. Jamen hvorfor så ikke en diskussion af koshermad, som jøderne spiser? Vi synes igen, at man skal have den generelle holdningsdiskussion, i stedet for at der som her peges fingre af en bestemt gruppe af elever, som i øvrigt, vil jeg gerne understrege, på en række punkter er meget velintegrerede i den danske folkeskole.

Det er ikke det samme, som at der ikke er problemer. Det er der med elever med anden etnisk baggrund, og det er der også med elever med pæredansk baggrund, og de problemer er vi optaget af at få løst, fordi folkeskolen skal være en skole, der løfter alle børn uanset baggrund.

Så har Dansk Folkeparti et forslag om stop for særlige hensyn til andre trossamfund, herunder tildeling af fridage f.eks. i forbindelse med ramadan. Vi har faktisk en meget god bestemmelse i folkeskolen, der siger, at der er et antal dage, alle skal være i folkeskolen, og skolebestyrelserne har så mulighed for at lægge nogle bestemte feriedage. Det, vi til gengæld synes er rigtig, rigtig træls, er de forældre, som bare synes, at de kan hive deres børn ud af det fællesskab, som folkeskolen er, og det er igen, uanset om det er, fordi de skal fejre nogle særlige religiøse helligdage, eller fordi de synes, det er meget bedre at tage på vinterferie i uge 5 og 6, fordi det er billigere end at tage af sted i uge 7, hvor der er vinterferie.

Vi er faktisk meget optaget af, at man tager holdningsdiskussionen på den enkelte folkeskole, og at skolebestyrelserne indskærper, at de dage, hvor man går i skole, kommer man i skole. Der er det ikke i orden, at man bare lige på grund af egne hensyn hopper fra. Igen gælder det, uanset om det er religiøse hensyn, eller fordi der er billige rejser, eller hvad det kan være. Det er den generelle diskussion, vi synes der skal være i folkeskolen, i stedet for det her, hvor man peger fingre af en bestemt gruppe af elever.

Dansk Folkeparti henviser så til folkeskolens formålsparagraf. Igen viser det, hvor ensidigt Dansk Folkeparti vælger at læse den. For hvad står der i folkeskolens formålsparagraf? Der står, at folkeskolen i samarbejde med forældrene bl.a. skal gøre børnene fortrolige med dansk kultur og historie. Ja, det står der, fordi det er vigtigt. Det er til gengæld det eneste, som Dansk Folkeparti har med i beslutningsforslaget. De glemmer lige, hvad det er, der står lige efter. Eleverne skal nemlig ikke alene gøres fortrolige med dansk kultur og historie, man skal også give eleverne forståelse for andre lande og andre kulturer. Det er lige præcis den balance, der er i folkeskolens formålsparagraf. Den er rigtig god, den skal gælde alle elever, og den ønsker vi at bygge holdningsdiskussionen på, og ikke på den der pegen fingre af en bestemt gruppe af børn, som i øvrigt skal have fuldt ud lige muligheder for at kunne være medelever i den danske folkeskole.

Lad os få den generelle diskussion og ikke det her, hvor man peger fingre.

Tak til ordføreren. Det giver anledning til i hvert fald foreløbig tre korte bemærkninger. Først er det hr. Martin Henriksen.

Det er rigtig nok, at det her forslag selvfølgelig har fokus på der, hvor problemet er, men bare for at rette fru Christine Antorini, så står der jo faktisk, at den her arbejdsgruppe skal nedsættes og komme med integrationsfremmende initiativer og forslag, der skal medvirke til, at elever med anden kulturel baggrund end dansk bliver fortrolige med dansk kultur, og altså ikke som fru Christine Antorini sagde. Jeg vil også referere noget af det, der står i det beslutningsforslag, som vi diskuterer her, og som Dansk Folkeparti lægger frem, og jeg citerer direkte fra, hvad Dansk Folkeparti har skrevet i beslutningsforslaget:

»Dansk Folkeparti ønsker at understrege, at også muslimske forældre har et ansvar med henblik på at sikre, at deres børn forstår nødvendigheden af at tilegne sig det danske samfunds grundlæggende værdier. Dansk Folkeparti anerkender, at eksempelvis en del muslimske forældre positivt tager stilling til fordel for det danske samfund og tilskynder deres børn til at integrere sig i det danske samfund. Dansk Folkeparti mener, at samfundet skal blive bedre til at sætte grænser for dem, der ikke vil indordne sig, og dermed også gøre livet lettere for dem, der nærmer sig det danske samfund. I dag belønner vi reelt dem, der ikke vil integreres.

Dansk Folkeparti tager afstand fra alle former for religiøs chikane og finder eksempelvis ikke, at det på nogen måde kan retfærdiggøres, at elever og andre flår tørklædet af muslimske piger.«

Det er altså bare for at sige, at det beslutningsforslag, vi har lagt frem, jo er nuanceret og balanceret. Og det er fuldstændig rigtigt, at der i formålsparagraffen står, at man skal være fortrolig med dansk kultur, og så skal man have forståelse for andre, men kan Socialdemokraterne ikke forstå, at fortrolighed er noget, der er dybere end bare det at have forståelse?

Så er det ordføreren.

Nu lykkedes det simpelt hen ikke Dansk Folkepartis ordfører at komme med et spørgsmål, men med en mening. Det eneste - hvis jeg skulle lytte mig frem til noget - var, at Dansk Folkepartis beslutningsforslag handlede om elever, der ikke vil indordne sig.

Ja, vi er da fuldstændig enige i, at hvis der er elever, der ikke lever op til de spilleregler, som der er i folkeskolen, så skal der da tages fat, så de lever op til de regler og spillesæt, der er der. Men igen, det, der er forskellen på os og Dansk Folkeparti, er, at vi synes, at det skal gælde for alle elever, uanset baggrund.

Vi lægger fantastisk meget vægt på, at folkeskolen skal være en folkeskole for alle, herunder også for elever, der har forskellige religiøse baggrunde, men vi ønsker ikke, at religion på den måde skal ind og have en særlig rolle og have en forrang, hvor Dansk Folkeparti jo helt åbenbart også her er hyklerisk, for der er ingen grænser, hvis man har en kristen baggrund, og så er det i orden med særregler, men hvis det er andre religioner, er det ikke i orden med særregler. Vi synes slet ikke, at der skal laves særregler. Det skal være en folkeskole, hvor der er plads til alle.

Så er det hr. Martin Henriksen for yderligere en kort bemærkning.

Der skal være plads til alle i folkeskolen, men der skal også være nogle rammer, og det skal kunne rummes inden for de rammer, og kan det ikke rummes inden for de rammer, må man sige fra. Det er det, der er pointen.

Jeg ved godt, at Socialdemokraterne i lang tid har kørt sådan en hetz imod alt, hvad der bare refererer til dansk kultur og kristendom i folkeskolen - det skal ud, det skal væk, fordi vi risikerer at støde nogen væk fra os. Så kan man selvfølgelig følge den socialdemokratiske linje og gøre folkeskolen fuldstændig religionsneutral og fuldstændig kulturneutral. Det er der også andre, der har været inde på i dag, og jeg synes bare, at det ville være skidt, hvis vi kom dertil.

Men bare sådan for at illustrere forskellen på Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, vil jeg henvise til en artikel fra den 7. oktober 2008 i Kristeligt Dagblad med overskriften »Socialdemokratiet vil gøre store bededag muslimsk«. Det var den socialdemokratiske kirkeordfører, der var ude at foreslå det.

Det er bare sådan et forsøg på at illustrere, at der er nogle partier - når det kommer til stykket, er der et parti i Folketinget - der rent faktisk mener, at det er nuanceret, og at der skal være plads til mennesker med alle mulige baggrunde i folkeskolen, men det skal bare foregå inden for nogle rammer, og de rammer bliver løbende udvidet, og der er det bare, at vi beder partierne i Folketinget om på eller andet tidspunkt at tage stilling til, hvor grænsen går. Hvor går grænsen for Socialdemokratiet?

Så er det ordføreren.

Hr. Martin Henriksen ved udmærket godt, at den henvisning til artiklen ikke var korrekt, og at Socialdemokratiet har et fuldstændig klokkeklart synspunkt med hensyn til, at det ikke skal ske for store bededag. Jeg synes, at hr. Martin Henriksen, hvis han ikke har fået læst den diskussion, der var, så bare skulle søge på vores politiske ordfører, hr. Henrik Sass Larsen, og så ville han få bekræftet, hvad der er Socialdemokratiets holdning.

Vi synes, at der skal være spilleregler. Vi ønsker ikke at skille børn ad. Spilleregler - for at komme med et eksempel, for det er noget af det, som Dansk Folkeparti tager op i sit beslutningsforslag - er diskussionen om badeforhæng. Jeg synes faktisk godt, at man kan diskutere, om det ikke er i orden, at man laver nogle spilleregler med hensyn til, at børn ikke nødvendigvis bryder sig om, at de skal bade, uden der er badeforhæng. Det kan der være mange grunde til. Det kan være, at de er generte; det kan være, at de ikke bryder sig om det, fordi de synes, de er for tykke; det kan være religiøse hensyn; det kan være andet. Jeg synes, at det er en meget rimelig diskussion at have med hensyn til nogle spilleregler f.eks. for badeforhæng.

Men igen er det typisk for Dansk Folkeparti, at det kun handler om en ting - det er en diskussion, der handler om børn med muslimsk baggrund. Vi ønsker at have den generelle diskussion. De spilleregler, som skolerne laver, skal selvfølgelig overholdes.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Søren Krarup.

Fru Christine Antorini siger, at folkeskolen skal være for alle. Det er jo et udsagn, vi alle er enige om. Spørgsmålet er kun: Hvilket folk? Der vil jeg jo sige, at Socialdemokratiets udvikling i moderne tid er en deprimerende historie. Den gamle undervisningsminister Borgbjerg vidste godt, hvad det danske folk var. Han var i øvrigt teolog. I 1937 vidste den radikale Jørgen Jørgensen det også og lavede en folkeskolelov, der i høj grad tog højde for, at det danske folk naturligvis er et kristent folk, som det står i grundloven. Det prægede også Socialdemokratiet med Hedtoft og H.C. Hansen, men så sker der desværre det brud, som er karakteristisk for 1960'erne, at så kommer hele 1968-revolutionen, og så kommer en Ritt Bjerregaard-skolelov i 1975, der totalt bryder forbindelsen imellem, lad os bare sige skole og kirke, og derfor skaber det såkaldte folk, der jo er blottet for nationalreligiøs kulturel sammenhæng. Og det er naturligvis det, der ligger i fru Christine Antorinis ligegyldighed med, at i folkeskolen er man udsat for et pres, som man skal beskytte sig imod.

Så er det ordføreren.

Jeg ved ganske enkelt ikke, hvor hr. Søren Krarup har den såkaldte ligegyldighed fra. Lad os bare tage folkeskolens formålsparagraf, som Dansk Folkeparti selv henviser til i det beslutningsforslag, som vi diskuterer her. Der står nemlig, at folkeskolen i samarbejde med forældrene skal give eleverne kundskaber og færdigheder, der forbereder dem til videre uddannelse, giver dem lyst til at lære mere og gør dem fortrolige med dansk kultur og historie. Så stopper det så for Dansk Folkepartis vedkommende i det, man skriver her i beslutningsforslaget, hvad jeg ikke forstår, for der står altså derudover: »giver dem forståelse for andre lande og kulturer«.

Hele den folkeskoles formålsparagraf har vi været enige om i folkeskoleforligskredsen at stå bag, så det er noget sludder, når hr. Søren Krarup påstår, at Socialdemokraterne ikke lægger vægt på dansk historie og dansk kultur. Det gør vi, men vi gør det med en afbalanceret holdning, hvor vi synes, det er en berigelse, at man både kan sin danske kultur i dybden og samtidig har en grundlæggende forståelse for andre lande og andre kulturer. Det har altid været det, vi har anset som oplysningstidens adelsmærke, nemlig at vi er stolte ved det, vi selv har, og at vi tør sætte det i relief i forhold til andre.

Så er det hr. Søren Krarup for yderligere en kort bemærkning.

Forudsætningen for at have et forhold til andre kulturer er, at man selv har et ståsted. Jeg vil bare sige, at i formålsparagraffens opregning af disse forskelligheder - så er der noget, der hedder dansk kultur osv. - er det hele gjort til petitesser, som bare er perler på en snor, men ikke har det givne udgangspunkt, som f.eks. lå i Jørgen Jørgensens skolelov fra 1937. Her vidste man ganske klart, at det var et folk med en helt bestemt kulturel og religiøs forudsætning. Det er jo karakteristisk, at det er sådan noget, som er ukendt i dag i Socialdemokratiet, for her dyrker man netop, jeg vil ikke sige dialogen, selv om det er det samme falske ord, som andre steder bruges, men at man har reduceret, at man har et ganske bestemt udgangspunkt, der forpligter en over for det pres, man står i i øjeblikket. Der kan man godt lukke øjnene, og det er jo også det, Socialdemokratiet gør. Men det er nødvendigt, netop når man har det udgangspunkt, at man vil have en folkeskole, der skal være for hele folket, at man så besinder sig på, hvor disse grænser sættes i forhold til det, man møder udefra. Det er det, Socialdemokratiet nægter at se i øjnene.

Så er det ordføreren.

Nu lykkedes det ikke hr. Søren Krarup at komme med et eneste konkret eksempel på, hvor det er, at Socialdemokraterne ikke understøtter, at det er vigtigt, at alle elever i folkeskolen lærer deres historiske rødder godt at kende. Men jeg vil så foreslå, at Dansk Folkeparti overvejer at støtte Socialdemokraternes forslag om, at det, der er kristendomskundskab i dag i folkeskolen, som jo er et fag, man kan melde fra, det er frivilligt, om man vil have det, laver vi i stedet til religion, gør det obligatorisk, sådan at alle elever lærer om de forskellige religioner, herunder også, og det vil jeg lige bede hr. Søren Krarup om at lægge mærke til, at kristendommen skal fylde en særlig stor del, fordi det er rigtigt, at kristendommen er en del af vores kulturarv.

Det vil betyde, at alle elever, uanset baggrund og uanset om man har en religiøs tilknytning eller ej, lærer om alle religioner, herunder om kristendomskundskaben, i stedet for som i dag, hvor religionsfriheden betyder, fordi det kun er kristendomskundskab, at man kan melde den undervisning fra. Så det vil være en måde at respektere både det nationale og det, at vi er en del af et internationalt samfund, på.

Så er der en kort bemærkning fra fru Charlotte Dyremose.

Tak. Jeg sad her og blev så enig med fru Christine Antorini i det her med, at det er udmærket, at man tager de her drøftelser om særhensyn, og at man gør det generelt, og at der kan være mange årsager til, at en elev spiser noget bestemt eller bader på en bestemt måde, eller hvad det nu måtte være. Og så hørte jeg også flere gange fru Christine Antorini sige, at der skulle man tage den drøftelse ude på den enkelte skole, og man skulle beslutte det lokalt, og så skulle man lægge nogle rammer ude på den enkelte skole. Det er jeg jo også fuldstændig enig i.

Det, jeg så bare slet ikke forstår, er, hvordan fru Christine Antorini på den ene side kan sige det, som jeg synes er godt og rigtigt og fornuftigt, og som jeg er meget enig i, og på den anden side kan sige, at lige præcis på ét punkt, nemlig i vurderingen af, om man beder fadervor på en bestemt lille folkeskole et eller andet sted - i Viborg eller andre steder - skal vi sandelig træffe beslutningen herinde i Folketingssalen. Hvordan hænger de to ting sammen? Skulle vi ikke i stedet for lade dem i Viborg og andre steder - altså ude lokalt - træffe de her generelle beslutninger?

Så er det ordføreren.

Nu kan man sige, at diskussionen om fadervor ret beset ikke har noget med det her beslutningsforslag at gøre, for det er ikke den diskussion, som Dansk Folkeparti rejser, men jeg vil sige, da det jo alligevel har fyldt en del i debatten, at jeg slet ikke mener, det kan sammenlignes. Det er nemlig sådan, at det står klokkeklart om folkeskolen, at der ikke må bedrives forkyndelse i folkeskolen. Vi synes, der er en afgørende forskel på, om man får undervisning i kristendommen og i andre religioner, eller om der sker forkyndelse - og det er igen, uanset om det er i forhold til kristendommen, muslimske bønner eller andet. Det er en forkyndelsesfri folkeskole, vi har, fordi det er det, der respekterer religionsfriheden, som er en grundlovsfæstet rettighed, vi har her i Danmark.

Det er den diskussion, vi har rejst. Fællesbønner hører ikke til i folkeskolen, det skal ud af folkeskolen, men det er jo ikke det samme, som at der ikke skal være undervisning i religion, herunder i kristendom, og herunder - som en del af undervisningen - kan man også lære om bønner. Men der er forskel på det og så, at der skal fremsiges fællesbønner i folkeskolen.

Så er det fru Charlotte Dyremose for yderligere en kort bemærkning.

Ud over at det har fyldt en masse i debatten, synes jeg også, at fru Christine Antorinis forslag - ligesom det gælder for mange af de elementer, der ligger i det her beslutningsforslag - er meget, meget svært at definere og begrænse. Hvis vi herinde skulle til at forbyde fadervor, hvad skal vi så også forbyde? Hvordan skal vi definere, hvad vi skal forbyde? Er det så også forbudt at synge en salme, hvori der indgår nogle kristne ord?

Nu er der jo det her Humanistisk Selskab og alle de efterhånden mange ateistiske sammenslutninger, og hvis en sådan f.eks. begyndte at bekende sig til Benny Andersen, kunne vi så også definere ham som hørende til en speciel religion, og må man så ikke læse Benny Andersen-digte op? Altså, hvordan definerer vi, hvad det så er, man ikke må? Og er det ikke lige præcis, fordi det er så enormt svært at definere det, at det er så udmærket, at man har et lokalt demokrati med en forældrebestyrelse, der netop tager de her drøftelser - som også er tvunget til at tage dem, fordi forældrene selvfølgelig hele tiden skifter holdning, fordi der kommer nye forældre til - og at man så lokalt på skolerne sætter nogle rammer, som gælder for alle elever, netop som fru Christine Antorini sagde det i sin ordførertale?

Så er det ordføreren.

Jeg synes ikke, det er spor svært at sætte de grænser, og jeg vil gerne tilbyde min hjælp til undervisningsministeren, som synes, det vil være helt umuligt at sætte nogle grænser for, hvad der er bøn, og hvad der ikke er bøn. Fadervor er en af de helt centrale bønner i gudstjenesten; uanset om man er protestant eller katolik - jeg er nemlig selv katolik - er fadervor en af de væsentligste bønner, vi beder, når vi er til en gudstjeneste. Og på samme måde er der nogle helt centrale bønner inden for alle de andre trosretninger. Der siger vi, at det er fint, at folk, hvis de er troende, så kan dyrke deres religion i deres kirke, men kirken skal ikke rykke ind i folkeskolen. Det er præsten, der fremsiger bønner, det er ikke lærerne, der skal fremsige bønner med eleverne.

Det er ikke det samme som en salme, for det er ikke sådan, at vi har en kanoniseret salme a la fadervor, der bliver sunget, hver gang der er en gudstjeneste, men vi har en sangskat, der selvfølgelig indeholder kristne elementer. Det kan ikke være anderledes, når kristendommen spiller en så vigtig rolle i den danske kulturforståelse.

Så jeg vil gerne være med til - og jeg stiller min ekspertise til rådighed - sammen med undervisningsministeren at se, om vi kan lave den klare skillelinje, sådan at bøn ryger ud, men at man stadig væk kan have lov til at synge en salme i folkeskolen.

Der er så en kort bemærkning fra hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Først og fremmest vil jeg gerne benytte lejligheden til at rose fru Christine Antorini, som jeg i virkeligheden synes sagde det så klokkeklart, som det hovedet skal siges, og så kan det være, at vi ikke engang behøver den redegørelse, som undervisningsministeren ellers lovede mig tidligere; men lad os nu alligevel få den.

Det eneste, jeg bare vil spørge fru Christine Antorini om, er, om man jo i virkeligheden ikke sagtens kan forestille sig, at de inden for undervisningen selvfølgelig godt kan lære børnene om, hvad fadervor er, eller hvad en muslimsk bøn er, eller hvad en tredje form for bøn er. Det er jo ikke det, som hverken fru Christine Antorini - som jeg hører det - eller jeg selv taler for. Det handler om den samlende gentagelse af bestemte bønner inden for fællesskabet. Det er vel det, modstanden er imod, og ikke det at lære om, hvordan bønnerne kunne være.

Så er det ordføreren.

Jeg mener, at der, når man kigger i de vejledninger, der er for faget kristendomskundskab, står nogle meget fine formuleringer, hvor der er en adskillelse mellem netop præcis forkyndelse på den ene side og så undervisning på den anden side. Og selvfølgelig vil det da stadig væk i folkeskolen være en del af religionsundervisningen, eller kristendomsundervisningen, som det nu hedder, at man også skal lære noget om de centrale bønner, som der er inden for forskellige religioner, herunder også fadervor. Men der er en verden til forskel - og der er jeg fuldstændig enig med hr. Simon Emil Ammitzbøll - på, om man fremsiger bøn som en del af en, kan vi sige, i virkeligheden kirkelig handling, der rykker ind på skolens grund, eller om man lærer om de forskellige bønner. Selvfølgelig skal man også lære om de forskellige centrale bønner.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og så er det den radikale ordfører. Nej, der hoppede jeg vist lige et par skridt for langt frem. Vi går til SF's ordfører, fru Pernille Vigsø Bagge.

Tak for det. Nej, nej, og nej, tænker jeg, når jeg ser det her forslag, og så vil jeg kommentere de enkelte dele i forslaget.

Nej, SF kan ikke støtte nedsættelsen af en arbejdsgruppe, der skal gennemgå folkeskoleområdet og overveje behovet for forbud mod kulturelle og religiøse hensyn. Vi synes, det er meget, meget unødvendigt, fordi vi netop synes, at man i det her samfund skal lære børnene at vise hensyn.

Nej, vi kan ikke støtte forbuddet mod at tilbyde halalslagtet kød i offentlige madordninger i folkeskolen, daginstitutioner og lignende. Vi går ind for sund, billig, økologisk mad til vores børn i daginstitutioner og i folkeskoler, og så længe koen er økologisk, er vi sådan set ligeglade med, om den er halalslagtet eller ej.

Nej, SF kan ikke støtte forbuddet mod kulturelt/religiøst begrundede særlige badefaciliteter i folkeskolen i forbindelse med bl.a. idræts- og svømmeundervisning. Hvad er det for et underligt, flippet forslag om, at vi alle sammen skal være nøgne sammen? Det tjener jo ikke noget formål og i hvert fald ikke noget integrationsformål.

Nej, vi vil ikke være med til at stoppe med at tage særlige hensyn til andre trossamfund. Nej, vi vil ikke være med til et forbud mod, at regeringen, kommuner, lokale folkeskoler og andre relevante instanser opfordrer til særhensyn. Vi går i den grad ind for pragmatiske og lokale løsninger, hvad angår folks forskellige kulturelle og religiøse baggrunde. Vi skal hele tiden tage hensyn til hinanden i det her samfund; ellers bliver det ikke til at holde ud at være her. Og det er alle, der skal tage hensyn, uanset kulturel og religiøs baggrund.

Jeg synes, det er en utrolig vigtig lære til vores børn, at vi er forskellige, at vi udviser tolerance over for forskellige måder at leve og lære og være på, og SF kan under ingen omstændigheder støtte det her forslag, som vi slet ikke kan forstå at man kan få sig til at fremsætte.

Tak til SF's ordfører. Så går vi videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er den konservative ordfører, fru Charlotte Dyremose.

Der står jo i beslutningsforslaget en henvisning til, at det sådan skulle være lidt underligt, at vi fra konservativ side ikke går op i det her med danske værdier. Men se, vi synes jo netop, at dansk kultur og danske værdier er sådan nogle ting som demokrati, åndsfrihed, ytringsfrihed. Det er også nærdemokrati, og det er hensyn til mindretal.

Faktisk er mange af de her værdier også en forudsætning for, at demokratiet ikke bare bliver en hul skal, altså at man tager de her hensyn til andre end sig selv. For hvis demokrati bare er demokrati for demokratiets skyld, ja, så er det jo sådan set bare et flertalsdiktatur, hvor flertallet dikterer hen over hovedet på mindretal. Derfor har vi også en tradition for at tage hensyn til mindretal.

Det betyder så også, at vi i Det Konservative Folkeparti går ind for demokrati og folkestyre, også i situationer, hvor det måtte betyde, at vi fik en regering bestående af Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti. Ja, selv hvis det skulle gå så galt, at Enhedslisten kom i regering - det må man virkelig håber aldrig sker - ville vi faktisk stadig væk gå ind for demokratiet.

Vi mener også i Det Konservative Folkeparti, at man skal opdrage sine børn til tolerance. I den forbindelse bliver det fristende at sige, at ateisterne og med de faldne bemærkninger så desværre også hr. Simon Emil Ammitzbøll en gang imellem godt kunne lære at være mere tolerante over for religionens plads i det offentlige rum og over for religionens plads i menneskers liv. For sandheden er jo den, at religion fylder i troende menneskers liv, og den tolerance skal vi naturligvis også lære vores børn.

Danske værdier er også, at man kan finde ting uhensigtsmæssige, ja, ligefrem forargelige, uden at man vil lave forbud og på den måde blande sig i lokale eller personlige anliggender. Den tradition har vi i forhold til lokalt selvstyre og i de her situationer også i forhold til forældrebestyrelser på skoler, men jo også i forhold til folks privatliv, og jeg da kan nævne masser af ting, som jeg ikke synes at man skal gøre, men det får mig ikke til at ville forbyde tingene.

Derfor synes vi, at man skal være varsom med at lave deciderede forbud. Det er klart, at integration og forståelse for hinanden kræver dialog og nogle gange henstillinger, nogle gange bestemte henstillinger. Her tænker jeg bl.a. på det, ministeren også sagde i forhold til ramadanen: at der er nogle konkrete problemer, fordi man ikke fysisk er i stand til at modtage undervisning og fungere i en social sammenhæng, hvis man som lille barn er rigtig, rigtig sulten.

Men vi må indrømme, at det her med forbud også sådan ud fra en rent praktisk vinkel er svært at se hvordan man skulle få til at hænge sammen. Hvordan skal man tjekke, hvorfor der er badeforhæng på en skole? Hvem skal gå ud i kantinen og gennemskue, om kødet er slagtet på den ene eller den anden måde? Hvem skal træffe de her beslutninger, og hvem skal vi i øvrigt få til at vurdere, om noget er kulturelt eller religiøst betinget? Er de fleste af de ting, vi gør i vores liv, i virkeligheden ikke kulturelt og religiøst betinget? Og er mange af dem ikke også ting, som vi netop har modtaget fra verden omkring os?

Tag nu bare den helt aktuelle diskussion om fadervor, som bliver gjort til sådan en særlig dansk ting, som vi danskere gør på vores særlig danske måde. Må jeg minde om, hvor vi har fadervor fra. Ja, den er altså skrevet på hebraisk og oversat til dansk, for den stammer fra Det Nye Testamente. Det er altså noget, vi har fået og har taget til os, og som vi så har lavet en dansk oversættelse af.

Derfor er det også utrolig svært sådan at lukke af for indtrykkene udefra og bare definere, hvad der er dansk kultur. Det tror jeg at vi alle sammen har sådan vores egen fornemmelse af, og derfor er det også muligt i formålsparagraffen at sige, at det er her, vi lægger en særlig vægt i folkeskolen, men det bliver utrolig kompliceret, hvis vi skal gøre det med forbud.

Det gælder altså også, hvis jeg lige til sidst må sige det til fru Christine Antorini, i forhold til det her med fadervor eller anden definition på bøn. Nu brugte fru Christine Antorini det her med, at fadervor siger man hver gang i kirken. I min lokale kirke synger vi umiddelbart inden nadver hver gang 439. Betyder det så også, at den skal forbydes i skolen i Virum Sogn?

Der er foreløbig to korte bemærkninger. Det er først hr. Martin Henriksen.

Der var så lidt den samme udenomssnak, som vi har hørt fra alle de andre ordførere. Socialdemokraterne beskyldte Dansk Folkeparti for ikke at kunne lide nogen muslimer. Det kunne jeg afkræfte ved at læse op fra beslutningsforslaget, hvor vi faktisk roser dem, der forsøger at integrere sig. De Konservative forsøger så at stille det op, som om Dansk Folkeparti ikke vil modtage indtryk udefra. Vi vil meget gerne modtage indtryk udefra. Vi synes, at børn i folkeskolen skal lære om mange religioner, mange forskellige kulturer, andre landes historie osv. Det synes vi er rigtig fornuftigt, hvis de gør det. Hvis der er andre, der mener noget andet, vil vi faktisk også sige, at de er ude på et skråplan.

I forbindelse med det, som beslutningsforslaget handler om, vil jeg gerne høre, hvad der egentlig er Det Konservative Folkepartis holdning, for den politiske ordfører for Det Konservative Folkeparti, fru Henriette Kjær, sagde til Ritzaus Bureau den 2. oktober 2008, kl. 09.50:

»Samfundet må sige fra, når forældrene pådutter deres børn religiøse skikke, som kan skade deres skolegang og integration. I Danmark er vi traditionelt meget forstående over for forskellige religioner. Men det er med stigende bekymring, at jeg iagttager, hvordan herboende muslimer praktiserer deres religion, da det ofte har en negativ påvirkning på den dagligdag, de lever i Danmark. Og børns skoletiden skal bruges i skolen, ikke på faste eller ferie.«

Det sagde fru Henriette Kjær, så jeg vil bare høre, hvad Det Konservative Folkeparti mener, og om de har ændret holdning.

Så er det ordføreren.

Jeg sagde netop, at noget af det, som vi også betragter som en dansk værdi, er, at man tager hensyn til mindretal, og at der er åndsfrihed. Det er sådan nogenlunde det samme som at sige tolerance, det ord, som den politiske ordfører brugte til at beskrive nøjagtig det samme.

Når fru Henriette Kjær så siger, at det er uhensigtsmæssigt, at man bruger tiden på faste eller ferie frem for at bruge den på skolen, så svarer det fuldstændig til det, som jeg lige henviste til at ministeren også havde sagt, nemlig at det er dybt uhensigtsmæssigt, hvis man faster under ramadanen, når man er et lille barn. Det er der i øvrigt heller ikke nogen religiøse forskrifter der siger at man skal. Derfor er det utrolig vigtigt, at vi har den dialog med forældrene og sørger for, at børnene modtager undervisning og ikke går derhjemme og faster.

Jeg sagde fuldstændig det samme i min ordførertale, som fru Henriette Kjær har udtalt til Ritzaus Bureau.

Så er det hr. Martin Henriksen for yderligere en kort bemærkning.

Det forstår jeg ikke rigtig. Nu prøver jeg lige at læse det op igen:

»Samfundet må sige fra, når forældrene pådutter deres børn religiøse skikke, som kan skade deres skolegang og integration.«

Hvordan siger man så fra?

Så er det ordføreren.

Det er jo lige præcis det, jeg siger. Man siger fra ved at forsøge at forklare de her forældre enten lokalt ude på skolerne eller via vejledning eller via kommunen, at det ikke nytter noget - og da i øvrigt også ved at forsøge at bruge muslimske forbillede, der siger, at børnene ikke behøver at faste. Det var lige præcis derfor, at jeg gav udtryk for i min ordførertale, at jeg var glad for, at også ministeren havde fokus på det her med ramadanen.

Sagen er bare den, at hvis Dansk Folkeparti tror, at man kan tvinge børn til at spise, hvis de ikke vil, må de tro om. Vi kan jo ikke lave sådan nogle foie gras-børn, hvor vi stikker en tragt ned i halsen på dem og hælder maden i dem. Vi er nødt til at få overbevist børnene og forældrene om, at de skal spise. Det kan vi ikke tvinge dem til. Men vi vil gerne gøre os rigtig mange overvejelser over, hvordan pokker vi gør det endnu bedre. Der findes allerede masser af vejledning om den slags, men hvordan gør vi det endnu bedre?

Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Det er ikke, fordi jeg er meget overrasket over fru Charlotte Dyremoses synspunkter. Det, som egentlig undrer mig lidt, er, at fru Charlotte Dyremose gør den her diskussion til en diskussion om tro kontra ikketro eller bestemte former for tro. Det er jo fuldstændig misforstået.

Vi taler om neutralitet i forhold til folkeskolen - det er i hvert fald de ting, jeg har talt om - vi har næsten et par tusinde folkeskoler her i landet, og der er ganske få skoler i Vestjylland, som praktiserer den her form for fadervor, og i fru Charlotte Dyremoses mund lyder det nærmest, som om det var det mest udbredte i alle skoler i landet. Det er en ekstrem minoritet af skoler, der praktiserer det her, og som gradbøjer frihedsbegrebet på en sådan måde, at man indfører fællesbønner.

Så er det ordføreren.

Jeg talte jo netop om tolerance, og det kan godt være, at beslutningsforslaget retter sig mod noget bestemt, men for mig handler det her om tolerance og åndsfrihed for alle troende mennesker. Og det er derfor, at mit angreb går på de mennesker, som vælger at underkende al religion, uanset om den er muslimsk eller kristen eller buddhistisk eller jødisk eller hinduistisk, eller hvad den måtte være. Jeg har på intet tidspunkt sagt, at fadervor skulle være et stort problem. Jeg har netop hovedrystende undret mig over, at nogen kan gøre det til et problem, at man på nogle få skoler har valgt den her tradition, og at man i øvrigt har holdt fast ved den, særlig i en situation, hvor det jo ikke har været noget problem, før nogen har ønsket at gøre det til et problem. Og der siger jeg bare: Lad os dog være tolerante både over for dem, der har nogle traditioner, de gerne vil holde i hævd, og over for dem, der f.eks. kommer og gerne vil, at der et eller andet alternativt tilbud i kantinen, uanset om det så er af hensyn til muslimer eller vegetarer eller allergikere eller andre fintfølende mennesker.

Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Det sidste kan vi jo være ret enige om: Lad os dog være lidt tolerante, lad os dog vise noget åndsfrihed. Jeg synes bare, at når man praktiserer bestemte bønner på fast basis i offentlige skoler, gør man det modsatte. Jeg er faktisk fuldstændig enig med fru Charlotte Dyremose i, at vi selvfølgelig ikke skal tillade, at der er nogen, der hetzer folk, der har en religiøs overbevisning, hvad enten det er en bestemt religiøs overbevisning eller en religiøs overbevisning i det hele taget. Det har jeg intet som helst ønske om at gøre, tværtimod. Men jeg synes, man misforstår det fuldstændig, hvis man tror, at man kan tillade sig at tage alle de mange, ca. 80 pct., danskere, der er medlem af folkekirken, til indtægt for, at man så, fordi man er medlem af folkekirken, straks skulle mene, at det er en glimrende idé, at man sidder og beder fadervor i nogle skoler i Vestjylland. Sådan er det jo ikke.

Lad dog åndsfriheden komme til sin ret og lad friskoler praktisere fællesbønnerne, og det kan vi alle sammen også gøre i det private, hvis vi har lyst, og så overlad folkeskolen til at være et religionsneutralt rum.

Så er det ordføreren.

Jeg håber da, de fleste danskere er så tolerante, at de ikke blander sig i, hvad man gør på en eller anden skole, der ikke er deres. Og hvis man så på en lokal skole i Viborg eller Nørre Nissum eller andre steder finder ud af, at man gerne vil fastholde en bestemt tradition, som man i øvrigt har haft i over 30 år, håber jeg sandelig også, at de mennesker, der bor alle mulige andre steder i landet, er så tolerante, at de siger: Det er fint med os, når I kan blive enige om at gøre det lokalt. Det mener jeg netop er tolerance.

Så jeg håber ikke, at hr. Simon Emil Ammitzbøll har ret i, at folkekirkens samtlige medlemmer skulle være så intolerante, at de ikke vil lade andre mennesker gøre, hvad der passer dem. Nej, det her handler netop om ikke at gøre noget, som andre lægger vægt på, til et problem.

Det her handler om at lade det lokale demokrati råde, lade skolerne lokalt beslutte, hvilke hensyn de vil tage. Og så handler det jo i øvrigt om, at det er fuldstændig håbløst at sætte grænser for, hvad der præcis så skulle være forbudt, og hvad der ikke skulle være forbudt. Hvad kunne vi herinde på Christiansborg dog ikke også komme til at blande os i, hvis vi skulle blande os i den slags små ting?

Tak til ordføreren. Så nåede vi alligevel frem til den radikale ordfører, og det er så fru Marianne Jelved.

Jeg vil gerne have lov til at indlede på en lidt utraditionel måde ved at erklære min kærlighed til undervisningsministeren. I den spørgsmål-svar-runde, der var, vil jeg bare sige at jeg følte mig meget beslægtet med undervisningsministeren på en rigtig god måde. Det vil jeg gerne kvittere for.

Med hensyn til beslutningsforslag nr. B 76 vil jeg gerne have lov til at indlede med at beskrive, hvad det egentlig er, der står i det. Andre ordførere har gjort det delvis. Forslaget går ud på at nedsætte »en arbejdsgruppe, der skal gennemgå folkeskoleområdet og komme med integrationsfremmende initiativer og forslag, der skal medvirke til at gøre elever med anden kulturel baggrund end dansk fortrolig med dansk kultur og historie«. Lige de der sætninger kunne jeg egentlig godt støtte, hvis det var det. Men så kommer det:

»Arbejdsgruppen skal ligeledes overveje behovet for forbud mod kulturelle og religiøse særhensyn, der ikke er omfattet af dette beslutningsforslag.«

For beslutningsforslaget rummer nemlig en række forbud, bl.a.: Der skal være forbud mod at tilbyde halalslagtet kød i madordninger, forbud mod kulturelt/religiøst begrundede særlige badefaciliteter, forbud mod særlige hensyn til andre trossamfund som tildeling af fridage, og forældrene skal advares om, at deres børn skal opføre sig ordentligt og ikke være til gene for nogen andre under ramadanen. Om nødvendigt skal der kunne gives sanktioner til forældrene.

Endelig skal der være forbud mod, at regeringen, kommunerne, de lokale folkeskoler og andre relevante instanser opfordrer til særhensyn, vejleder om særhensyn eller på anden vis henstiller, pålægger eller kræver, at der tages særlige hensyn til elever med anden kulturel baggrund end dansk. Og regeringen pålægges at gennemgå samtlige offentlige hjemmesider, pjecer og lignende med henblik på at slette eventuelle opfordringer m.m., der anbefaler at tage særlige hensyn osv.

Dette beslutningsforslag kan Det Radikale Venstre ikke støtte. Det kan vi af flere grunde ikke, og jeg skal bare nævne nogle af dem. Vi er imod, fordi Det Radikale Venstre er for demokrati, der i sit væsen bygger på respekt for forskellighed og for mangfoldighed. Vi er imod, fordi Det Radikale Venstre er for den personlige friheds ukrænkelighed. Vi er imod, fordi Det Radikale Venstre er for frihed og folkestyre og derfor også for det lokale selvstyre. Vi er imod, fordi Det Radikale Venstre er tilhænger af den sunde fornuft som grundlag for at løse problemer og konflikter i lokalsamfundet.

Vi er imod, fordi Det Radikale Venstre har tillid til skolerne, forældrene, lærerne og alle medarbejderne i folkeskolen og den ansvarlighed, de udviser over for den enkelte elevs integritet. Vi er imod, fordi Det Radikale Venstre er for den tradition og den kultur, som folkeskolen altid har været båret af, og som er præget af Kold og Grundtvig og deres frihedstanker, som er udtrykt med: »Frihed lad være vort løsen i Nord/frihed for Loke såvel som for Thor.«

Vi er imod, fordi Det Radikale Venstre er for Danmarks Riges Grundlov, og herunder § 77, hvor der i førstedelen står, og jeg citerer:

»Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene.«

Det er derfor, hr. Martin Henriksen på vegne af sit parti, Dansk Folkeparti, kan fremsætte og argumentere for beslutningsforslag nr. B 76.

Vi er imod, fordi Det Radikale Venstre er hjertens glade for anden del af § 77 i Danmarks Riges Grundlov, hvor der står:

»Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.«

Vi kan ikke støtte forslaget.

Vi er derimod meget, meget enige med andre ordførere i, at formålet med folkeskolen bl.a. er, at børnene skal lære at leve i et samfund med frihed og folkestyre. Det skal vi sætte meget, meget stor fokus på. Vi skal være klar over, at vi er en del af Hal Kochs definition: at demokrati er en livsform. Det er også det, der præger folkeskolen, og det er også det formål, der gælder nu.

Men det er ikke nok. Vi tror, at der skal sættes endnu mere fokus på, hvad det vil sige at leve i et samfund med frihed og folkestyre. Vi ville egentlig meget gerne stille forslag om, at vi indførte et nyt fag i folkeskolen, som vi kunne kalde medborgerskab, og som skulle handle om både det at være borger i et demokrati som Danmark, det at være borger i et samarbejde som Den Europæiske Union og det at være verdensborger under FN-systemet.

Så vi mener helt klart, at folkeskolen ikke er neutral. Folkeskolen er båret af et sæt værdier, som bygger på bl.a. den demokratiforståelse, vi har i Danmark. Den vil vi gerne støtte, vi vil gerne udvide den, og vi vil gerne gøre mere ved den i folkeskolen for at fremme en integration og et samvirke med de forskellige kulturer, som bor i Danmark, også de forskellige religiøsiteter, der er i Danmark.

Det giver foreløbig anledning til to korte bemærkninger, først fra hr. Martin Henriksen.

Først vil jeg sige, at det jo er meget sigende, at Det Radikale Venstre her fra talerstolen erklærer sin kærlighed og støtte til ministeren. Det siger jo noget om regeringens politik på det her område. Så det vil jeg egentlig også sige tak for, for det er da lidt afslørende.

Så vil jeg høre, om fru Marianne Jelved er enig i, at vi, hvis vi skal have en ordentlig integrationsproces i Danmark, også på en eller anden måde må få formuleret og udbredt, at det handler om, at indvandrere og efterkommere ikke bare skal kunne tale dansk og have en uddannelse og have et arbejde og respektere og forstå demokratiet - alt det er vi selvfølgelig enige i, det skal man selvfølgelig gøre. Men jeg vil høre, om Det Radikale Venstre også er enig i, at man på sigt skal integrere sig ind i den danske kultur.

Så er det ordføreren.

Det mener jeg sker helt automatisk, hvis vi sikrer, at der er en ordentlig integration. Så bliver man jo en del af den kultur, man lever i, og den kultur ændrer sig i øvrigt løbende og hele tiden på grund af alle de påvirkninger, der sker i verden, og som også påvirker Danmark.

Så er det hr. Martin Henriksen for yderligere en kort bemærkning.

Tak. Så vil jeg også sige noget om det andet, som fru Marianne Jelved var inde på i sin tale. Vi synes også fra Dansk Folkepartis side, at grundloven er ganske glimrende. Det er jo også i grundloven beskrevet, hvordan kristendommen er prioriteret højere end andre religioner i Danmark, på trods af at vi har religionsfrihed. Det er også beskrevet, hvordan man sådan set må foretage sig, hvad man har lyst til, så længe det eksempelvis ikke forstyrrer den offentlige orden. Så kan man diskutere, hvornår noget forstyrrer den offentlige orden.

Jeg vil høre, hvad fru Marianne Jelveds holdning er til, at vi hvert år eksempelvis i forbindelse med ramadanen ser eksempler på, at muslimske børn, der faster, chikanerer muslimske unge, som ikke faster, som ikke ønsker at faste, og de også eksempelvis chikanerer danske elever, som af indlysende årsager heller ikke faster osv. osv. Der er også en lang række eksempler på, at vi ser chikane.

Er fru Marianne Jelved ikke lidt enig i, eller kan hun bare ikke se, at noget af det altså kommer af, at vi har været for dårlige til at sætte nogle grænser op i samfundet?

Så er det ordføreren.

Jeg er imod enhver form for mobning. Jeg betragter de eksempler, hr. Martin Henriksen nævnte her, som mobning. Jeg mener, at det er den type konflikter, som det påhviler lærere og medarbejdere i det hele taget og ledelsen på skolen at forebygge, forhindre og gøre noget ved. Jeg mener ikke, at det nødvendigvis har noget at gøre med grænser. Jeg mener, at situationen er langt, langt mere kompliceret end det, at man sætter grænser.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg forstår måske bedre fru Marianne Jelveds glæde ved Hal Koch end hendes glæde ved undervisningsministeren, men jeg tror nu ikke - også som bestyrelsesformand på Hal Kochs gamle skole - at Hal Koch ville have indført regler om, at man skulle bede fællesbøn hver dag. Det ville næppe have været i hans ånd.

Men nu vi taler om store personligheder: Hvordan forholder Det Radikale Venstre sig egentlig til traditionen fra brødrene Brandes? Er det noget, man har skåret helt fra? Det kunne umiddelbart godt lyde sådan på det indlæg, fru Marianne Jelved lige har holdt. Er det noget, man overhovedet ikke er interesseret i længere - den åndsfrihed, der i virkeligheden lå i brødrene Brandes' opgør med det traditionelle og med den form for påtvungen religion, som kan ligge i et fælles fadervor?

Så er det ordføreren.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll ægger til en meget væsentlig diskussion om Det Radikale Venstre, og det takker jeg for. Det Radikale Venstre er jo et parti, som spænder fra Brandes til Grundtvig, for nu at tage de to personer. Jeg er selv af den overbevisning, at der skete så mange ting i 1800-tallet i Danmark, som præger vores kultur i dag, og som var utrolig gennemgribende: Kierkegaard, Grundtvig, H.C. Andersen, Brandes, Hørup - med den myndige borger.

Der er mange idealer at hente, der er meget erfaringsgods, der er meget dansk kultur og historie, som er en del af vores kultur og selvforståelse i dag. Og når jeg i denne sammenhæng får et spørgsmål om Brandes, synes jeg, det er et fantastisk godt spørgsmål, for et demokrati skal rumme den forskellighed. Et parti som Det Radikale Venstre skal rumme både det, der ligger i Grundtvigs frihedstanker, og det, der ligger i den åndsfrihedstankegang, som brødrene Brandes bl.a. stod for.

Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll for yderligere en kort bemærkning.

Når jeg stillede spørgsmålet, skete det jo trods alt også, fordi jeg har en særlig veneration, om ikke længere for Det Radikale Venstre, så i hvert fald for fru Marianne Jelved. Derfor smerter det mig egentlig også, at vi ikke kommer dybere ind i svaret, for det er jo meget spændende at høre en eller anden diskussion om, hvad man internt gør i et parti i Danmark, men hvordan påvirker det synspunktet? Det er jo sådan set den diskussion, jeg gerne ville ind i.

Hvordan kommer den åndsfrihed til udtryk, når man samtidig synes, at det er helt fantastisk, at undervisningsministeren synes, at det er et udtryk for åndsfrihed og tolerance, og hvad ved jeg, når man vil lave fællesbønner i en folkelig, betalt skole - i en offentlig skole - som ikke kun er finansieret af dem, der har elever i skolen, og hvor der jo også er andre elever end dem, der tilhører flertalskulturen? Og husk på, at det næppe er alle 80 pct., der ville synes, at det var en fantastisk idé, at deres børn skulle bede fadervor i skolen dagligt.

Så er det ordføreren.

I begrebet åndsfrihed ligger jo, at vi tager debatten. Vi tager debatten, vi sidder ikke herinde og lovgiver om detaljer, men vi involverer os i en dialog med de mennesker, vi er sammen med i det danske samfund - i det her tilfælde er det jo et dansk anliggende.

Hvis nu situationen var, at 1.500 ud af 1.600 folkeskoler havde fået pålagt et eller andet sted fra at skulle bede morgenbøn, ville vi da også agere helt anderledes. Men det er jo ikke det, der er sagen. Det er en tradition et sted. Lad dog den diskussion foregå der, hvor det er et anliggende. Og lad os andre blande os i den, men lad det være der på stedet, at man når frem til en fælles forestilling om, hvad vi gør på vores skole under hensyn til den måde, samfundet nu er indrettet på. Skal traditionen fastholdes, eller skal den ikke?

Jeg vil i hvert fald meget nødig nå dertil, at vi skal til at censurere, hvilke salmer der kan synges i de danske skoler. Der er jo noget med konsekvens.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken. Så er det Enhedslistens ordfører, og det er fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Jeg synes, der er tale om et ualmindelig dårligt forslag fra Dansk Folkeparti. Ideen er, at man vil forbyde alle former for særhensyn til religiøse minoriteter for at sikre, at børnene bliver fortrolige med dansk kultur og historie.

Nu er vi jo alle sammen enige om, at det er godt at lære om kultur og historie, og når man bor i Danmark, er det selvfølgelig ekstra vigtigt at kende til dansk historie og danske samfundsforhold; det er jo allerede i dag en væsentlig del af folkeskolens formål. Men hvorfor det at spise halalslagtet kød skulle gøre en mindre fortrolig med dansk kultur, står meget uklart for mig, ligesom jeg har meget svært ved at forstå, hvorfor det skulle gøre et barn, et ungt menneske, mindre fortrolig med dansk kultur, hvis barnet ikke ønsker at bade nøgen foran andre børn, men gerne vil stå bag et forhæng.

Det er i hvert fald nyt for mig, hvis danskhed skal defineres ud fra, om man har lyst til at være nøgen sammen med andre mennesker, men det kan være, at hr. Martin Henriksen mener, at det er en afgørende definition på danskhed. Derudover ved jeg heller ikke, hvordan Dansk Folkeparti har tænkt sig at bevise, at det her med at bade bag forhænget foregår på grund af religiøsitet og ikke på grund af blufærdighed.

Man kunne også spørge, hvorfor det at holde en fridag i forbindelse med f.eks. ramadanen skulle forhindre et barn i at lære noget om besættelsestiden eller den danske andelsbevægelse. Altså, det er selvfølgelig noget sludder.

Forslaget handler ikke så meget om undervisning i folkeskolen. Det handler i langt højere grad om, at Dansk Folkeparti ikke bryder sig om muslimer og gerne vil gøre det så svært som overhovedet muligt at være muslim i Danmark. Dansk Folkeparti vil gerne sende et signal om, at der er én bestemt måde at være dansker på, og vi skal tilsyneladende stå her i Folketingssalen og definere, hvordan den her ene bestemte måde at være dansker på skal se ud.

I Enhedslisten mener vi, at man kan være dansk på mange forskellige måder. Vi mener i forlængelse af det, at folkeskolen selvfølgelig skal tage lige godt imod alle børn i Danmark uanset deres kulturelle eller religiøse baggrund. Selvfølgelig skal en skoleledelse have lov til at tage de hensyn, som skoleledelsen finder nødvendige. Vi skal ikke stå i Folketingssalen og bestemme, hvilken mad der skal serveres i kantinen - det er jo i realiteten det, hr. Martin Henriksens forslag handler om - eller om man må synge tyrkiske sange. Selvfølgelig skal vi ikke stå og definere det i Folketingssalen på Christiansborg. Det hører til i nogle helt andre typer samfund end det danske.

Der står i titlen på forslaget, vi behandler i dag, at formålet med det er at forbedre integrationen. Hvis nogen nogen sinde kunne finde på at være så tossede at vedtage det her forslag, kan vi bare konstatere, at resultatet ville være det stik modsatte af at forbedre integrationen, fordi man ville sende et klokkeklart signal til en masse medborgere om, at de ikke er rigtige danskere, hvis ikke de spiser svinekød og fejrer jul den 24. december. Jeg ved ikke, hvordan hr. Martin Henriksen har det med vegetarer, altså om de ikke falder inden for kategorien danskere. Men resultatet af det her forslag, hvis nogen altså kunne finde på at vedtage det, ville være et helt entydigt signal til rigtig mange mennesker i vores samfund om, at de ikke er rigtige danskere, og at man derfor ikke skal give plads til dem.

Kort sagt mener jeg altså, at det her forslag er aldeles udansk. Altså, jeg synes faktisk, det er udansk at mene, at man på Christiansborg skal definere, hvad det at være rigtig dansk er, at man på Christiansborg skal definere, hvilken mad børnene skal spise i folkeskolen, hvis den i øvrigt er sund og man ikke bliver syg af at spise den osv.

I stedet synes jeg, at vi skal sende et helt andet signal, og at vi skal sende det meget, meget klart, nemlig om, at man kan være dansk på mange forskellige måder, og at folkeskolen er til for at give den bedste undervisning til alle børn, uanset hvordan de ser ud, eller hvad de tror på.

Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen.

Tak. Vi havde heller ikke forventet, at Enhedslisten ville støtte Dansk Folkepartis forslag. Men jeg vil høre, om de rammer, som Enhedslisten sætter om danskheden, er så vide, at en Asmaa Abdol-Hamid også kan passe ind i dem, altså Enhedslistens islamist, som f.eks. mener, at det er i overensstemmelse med demokrati, at imamerne siger til menigheden, hvem de skal stemme på, og som har forsøgt at retfærdiggøre angreb på danske soldater. Er det inden for rammerne af, hvad man kan sige er dansk?

Så er det ordføreren.

Selvfølgelig er Asmaa Abdol-Hamid dansk, og jeg ved ikke, om hr. Martin Henriksen ved det, men vi har ytringsfrihed i Danmark. Det er noget, jeg bl.a. sætter meget, meget stor pris på, det er noget, Enhedslisten sætter meget, meget stor pris på. Jeg ved ikke, om ytringsfriheden står i modsætning til hr. Martin Henriksens forståelse af danskheden.

Så er det hr. Martin Henriksen for en kort bemærkning.

Jeg spurgte faktisk ind til fru Johanne Schmidt-Nielsens forståelse af danskhed. Jeg kan forstå, at det, som Enhedslisten mener er meget vigtigt og en god ting i danskheden, f.eks. er de demokratiske rettigheder, og så vil jeg bare høre, om fru Johanne Schmidt-Nielsen er enig med Asmaa Abdol-Hamid, som jo mener, at det er i overensstemmelse med demokrati, at imamerne siger til menigheden, hvem de skal stemme på.

Så er det ordføreren.

Jeg kan jo gå ud og sige til alle de mennesker, jeg vil, at jeg synes, de skal stemme på Enhedslisten. Det er ikke sikkert, at de gør det af den grund. Det afgørende i et demokrati er, at den enkelte selvfølgelig skal have sin fulde og frie ret til selv at bestemme, hvad man har lyst til at stemme på. Jeg synes, at de spørgsmål, som hr. Martin Henriksen stiller, viser, at hr. Martin Henriksen med det her forslag er ude på dybt vand, fordi man altså har at gøre med et forslag, som går ud på, at man vil bestemme, hvilken mad man skal spise for at være rigtig dansk. Man vil bestemme, at børn skal være nøgne foran andre børn for at være rigtig danske. Jeg mener ikke, at det hører hjemme nogen steder.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken. Det er Liberal Alliances ordfører, og det er hr. Villum Christensen.

Tak. Demokratiet er jo finurligt. Selv håbløse forslag kan give en spændende debat. Jeg tror, jeg sjældent har oplevet et beslutningsforslag, jeg har været mere uenig i end det her. Jeg mener faktisk, at vi har brug for det stik modsatte af det, forslaget her lægger op til. Hele tankegangen, der ligger bag, er både ubehagelig i sin tone og i virkeligheden også dysfunktionel i forhold til problemerne i en globaliseret verden.

Vi har bestemt ikke brug for den ensretning, der lægges op til, vi har bestemt ikke brug for, at der ikke må tages særlige hensyn til elever med en anden kultur - også set i forhold til folkeskolelovens bestemmelser, som vi lige har hørt. Hvad er det dog for noget? Vi har bestemt ikke brug for at stille retningslinjer op for, hvordan man lokalt indretter sine badefaciliteter. Hvad er det for noget? Det har været nævnt så mange gange, jeg skal ikke trætte forsamlingen, men jeg synes faktisk, at det er en lille smule beskæmmende.

Forslaget er stik imod Liberal Alliances mål om at fremme frihed, frisind og tolerance. Dansk Folkeparti kalder det for integrationsfremmende, ja, der står faktisk integrationsfremmed i bemærkningerne, men det er måske i virkeligheden mere sigende. Det er det stik modsatte, vi har brug for. Vi lever i en lille global økonomi, vi har alle mulige grunde til at tage den udvikling, som globaliseringen medfører, alvorligt, og skal vi tackle den på en nogenlunde fornuftig måde, skal vi selvfølgelig også have respekt for hinandens måde at indrette os på med de facetter, det nu kan give i de forskellige familier.

Hvad mener Dansk Folkeparti mon med dansk kultur? Knytter det sig udelukkende til kristendommen? Hvis Dansk Folkeparti vil forbyde halalslagtet kød, vil partiet så også forbyde koshermad? Det har også været fremme. Vi forstår det simpelt hen ikke. Hvorfor ønsker partiet, at visse borgere i det danske samfund skal føle sig mindreværdige? Det er jo hele tiden det, der er nettoresultatet, nemlig at andre skal føle sig mindreværdige. Jeg var til et politisk møde i Vejle i går, hvor der sidder unge, veluddannede, og når vi diskuterer problemer i det danske samfund, var det største problem for dem, hvorfor de hele tiden skal tales ned til. Det her forslag er jo netop udtryk for, at man gerne vil sortere folk i forskellige rangordener. Vi forstår det simpelt hen ikke. Ingen kan være i tvivl om, at Dansk Folkepartis beslutningsforslag i bund og grund er et led i de her klokkeklare, endeløse angreb rettet mod muslimer. Det bryder vi os virkelig ikke om.

Nej, vi kan ikke lide forslaget og mener bestemt, at det er det modsatte af det her, vi har brug for. Det har ikke noget med integration at gøre, det forhindrer nærmest integrationen.

Der er en kort bemærkning fra hr. Kim Christiansen.

Tak for det. Jeg synes bare lige, at jeg føler mig kaldet til at korrigere hr. Villum Christensen en lille smule, for det her er jo ikke et angreb på muslimer, men det er et forsvar for dansk kultur. Der er jo en væsentlig forskel.

Men det var noget andet, der egentlig bragte mig lidt på banen. Flere ordførere har været inde på det her med, at man ikke kan forbyde halalslagtet kød - vi skal ikke bestemme herinde fra Folketinget, hvad man skal spise rundtomkring i børnehaver og på skoler. Der må jeg så bare gøre opmærksom på, at på adskillige københavnske og århusianske skoler har man jo netop bestemt, hvad børnene skal spise. Der har man nemlig besluttet, at der ikke må serveres svinekød.

Vil hr. Villum Christensen så være med til at fremme, at man får fjernet den regel rundtomkring på de skoler, hvor den er blevet indført?

Så er det ordføreren.

Jeg tror, undervisningsministeren sagde det meget tydeligt i sit første indlæg, nemlig at hvis man har en bekymring herinde, så er det ikke noget, der skal materialisere sig i, at man laver en administrativ regel centralt. Der kan da være masser af ting, man er enig eller uenig i rundtomkring, men det, der er det afgørende, er jo, at vi står i et Folketing og skal tage stilling til, hvad det er fornuftigt at lave regler om. Det er jo dybest set det, det handler om. Og der har jeg altså fuld respekt for alle de mange løsningsmuligheder, der er ude lokalt, og der er jo lige så mange situationer, som vi har kommuner, og som vi har skoler. Lad dem dog selv finde ud af det. Det er jo langt hen ad vejen ikkeproblemer, vi står og diskuterer, som det jo så tit er, når Dansk Folkeparti tager de her paradeforslag frem.

Så er det hr. Kim Christiansen for yderligere en kort bemærkning.

Tak. Ja, det var jo en vældig akademisk sludder for en sladder og mest af alt en bortforklaring. Men jeg vil bare gerne lige have bekræftet af hr. Villum Christensen, om det er i orden, at man godt kan lave lokale løsninger på det område. Vil hr. Villum Christensen så bakke ligestillingen op på det her område, således at lokale løsninger også vil kunne indebære, at man forbød halalslagtet kød?

Så er det ordføreren.

Jeg vil ikke mene, at vi her fra Folketinget skal gå ind og vurdere, hvilke løsninger man finder er rimelige i den konkrete situation. Det er egentlig mit hovedsynspunkt og det, der er det afgørende. Vi har lokal selvbestemmelsesret ude i de lokale bestyrelser. Det er derfor, vi har indrettet os sådan. Og hvad der lige konkret i den enkelte situation er relevant, vil jeg ikke stå herinde og tage stilling til.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen.

Det kan vi så forstå at hr. Villum Christensen ikke vil tage stilling til.

Så vil jeg stille et spørgsmål om, hvorvidt dette også er noget, hr. Villum Christensen heller ikke vil tage stilling til: Flere ordførere har været oppe at sige, at man skal have frihed, og at vi skal give frihed. Spørgsmålet er: Når den frihed, vi så har givet, bliver benyttet, og når de, der benytter sig af friheden, gør det i en sådan grad, at det begrænser andres frihed, er det så noget, vi skal tage op i Folketinget? Er det så alvorligt nok til, at man tager det op i Folketinget? Der tænker jeg eksempelvis på, hvad jeg også har været inde på tidligere, nemlig religiøs mobning, som jo finder sted. Det gør den jo. Er det så grelt, at man godt kan tage det op i Folketinget? Eller er det også sådan et forhold, hvor hr. Villum Christensen i tråd med alle de ordførere, der har været før hr. Villum Christensen, siger: Det kan jeg ikke forholde mig til?

Så er det ordføreren.

Lige den balance, hvor friheden bliver truet af andre gruppers formåen eller andre gruppers lyst til at have en mening om det ene eller det andet, andre gruppers adfærd, og den kompleksitet, der er i det, er jo netop meget velegnet til at blive besluttet lokalt, for der kan være utrolig mange forhold, der gør sig gældende for, hvad der skal være reglen i det pågældende tilfælde.

Men centrale regler, der skærer igennem og siger, hvad der er rigtigt eller forkert på det her område, er jeg inderlig imod. Det var egentlig det, jeg forsøgte at sige for lidt siden.

Så er det hr. Martin Henriksen for yderligere en kort bemærkning.

Jeg synes, det var et lige så uklart og så stadig væk klart svar, som alle de andre ordførere har givet udtryk for. Derfor er det egentlig meget passende, at hr. Villum Christensen kommer op i sidste ende. Igen vil man ikke tage stilling til det spørgsmål, som hr. Kim Christiansen stillede, og man kan dybest set heller ikke tage stilling til det spørgsmål, som jeg lige har stillet, for det forholder sig jo rent faktisk sådan, at den frihed, som hr. Villum Christensen står og siger vi skal give, er der nogle, der har benyttet sig af i en sådan grad, at det har begrænset andres frihed.

Så spørger jeg bare: Er det noget, man kan tage op i Folketinget, eller er det også, ligesom alle de andre ordførere har ment, ikke at se, ikke at høre - der sker ingenting, så går det nok?

Værsgo.

Som jeg indledte med at sige, har vi jo en meget interessant debat, en meget interessant demokratidebat. En af grundstenene i det danske demokrati er vel netop, at vi har vide rammer, og at vi kan tage mange hensyn, så jeg synes egentlig, at vi har fået sat streg under nogle af de væsentlige ting, når vi skal diskutere dansk kultur, når vi skal diskutere, hvorfor vi indretter os, som vi har. Det rammer jo lige præcis plet i nogle af de hovedproblemer, som der bliver rejst, nemlig det forhold, at vi har en tolerance over for alle mulige andre.

Men vi vil ikke gå med på den galej, som vi hører fra Dansk Folkeparti, om, at man skal sidde herinde og putte folk i den ene og den anden bås med de konsekvenser, vi kan se af det her forslag, slet ikke.

Tak til ordføreren. Lad mig lige konstatere i forbindelse med mobning, at politisk mobning stadig væk er tilladt.

Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg skal undlade at diskutere med formanden, da man ikke må det. Jeg håber selvfølgelig ikke, det særlig var møntet på, at jeg nu skulle på Folketingets talerstol.

Når man ser det her beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti, der starter med titlen: »Forslag til folketingsbeslutning om at fremme kulturel integration i folkeskolen …«, bliver man jo helt glad og tænker, at det da lyder som en rigtig god idé. Men så læser man videre, og så bliver det pludselig til en rigtig dårlig idé. Det er jo selvfølgelig lidt ærgerligt.

Jeg vil sige det på den måde, at vi jo gerne vil have, at vi fremmer den kulturelle integration. Vi vil gerne have, at borgere, der kommer til Danmark, har mulighed for at blive en del af det danske samfund, og at folk med en anden kulturel baggrund kan føle sig som en del af det danske fællesskab. Hvis der er en ting, der er sikkert, er det, at en vedtagelse af det her beslutningsforslag ikke vil fremme nogen af de målsætninger, tværtimod.

Man snakker om, at man vil nedsætte en arbejdsgruppe, og arbejdsgrupper kan jo altid være fine, især hvis man ser på det med, at der er nogle elever, der skulle blive mere fortrolige med dansk kultur og historie. Det lyder jo fint nok, i hvert fald hvis man piller alle de ord, der handler om, at det i virkeligheden kun drejer sig om muslimer, ud.

Jeg synes egentlig, at fru Marianne Jelveds forslag om, at man kan få en eller anden form for særligt medborgerfag, er ganske fornuftigt, og vi har fået undervisningsministerens ord for, at vi kan få en redegørelse for, hvordan man kan se på alt det her med fadervor. Det er også ganske fornuftigt. Det er fornuftige tiltag, og derfor skal vi måske bare sige, at der ikke er noget, der ikke er så skidt, at der ikke kan komme noget godt ud af det. Det gælder jo så også det her forslag.

Jeg vil ikke gennemgå alle de konkrete detaljer, men dog alligevel slå ned på et par steder. Altså, forbud imod at tilbyde halalslagtet kød, hvorfor det? Langt de fleste kyllinger, man kan købe i Danmark, er halalslagtet. Skal man så have mindre kylling i danske skoler, eller hvad er det, der er pointen i det her? Gælder det også f.eks. koshermad i stedet for halalslagtet, som flere har været inde på? Er det, der er det vigtige, egentlig ikke bare, at folk kan få tilbudt noget, som passer til dem?

Så er der også det her med badefaciliteter. Det har altid undret mig utrolig meget, at folk, der siger, at de gerne vil fremme integrationen, snakker om, at en af de måder, man virkelig kan gøre det på, er med de her fællesbade. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad der kan ske i fællesbade, men jeg synes simpelt hen, at det er langt ude at påstå, at det skulle være særlig integrationsfremmende at stå i et bad sammen, eller at påstå, at det skulle være en særlig dansk værdi. Det er jo sådan en eller anden tysk nudistkultur fra 1920'erne, som bare har vundet indpas af sparehensyn i sin tid, fordi man ikke havde råd til at indrette enkeltkabiner. Altså, kom nu videre.

Så er der det med fridagene. Man skal sige nej til, at folk kan få fri i anledning af religiøse højtider. Hvorfor i alverden skulle man dog det? Jeg synes da, det er fint, at den lokale skoleleder kan finde ud af, at der er mulighed for, at der kan gives fri i anledning af de religiøse højtider, som minoritetselever måtte have - om det er muslimske elever, jødiske elever eller hvad ved jeg. Ganske, ganske fint.

Der, hvor der kan være en pointe, er, at man skal turde tage de svære samtaler. Det er der, jeg kan være bekymret, for hvis der er elever, der kommer i skole, og som, på grund af at de faster, dermed ikke er i stand til at modtage undervisning, er det da selvfølgelig skolens pligt at tage det op med forældrene og sørge for, at de pågældende elever kommer forberedt i skole hver eneste dag. Det var så om forslaget.

Man kunne jo gøre noget andet for at fremme den kulturelle integration og for at fremme fællesskabet. Man kunne bl.a. afskaffe kristendomsundervisning og indføre religionsundervisning, så der var en neutral grund at mødes på. Selvfølgelig ville kristendommen stadig fylde meget i et sådant fag, fordi kristendommen på godt og ondt er en del af dansk historie. Man kunne også gå ind og sige, at der ikke skal bedes fadervor i jyske folkeskoler finansieret af skatteborgerne. Hvad pokker er det dog for noget, at der skal til at være fællesbøn i offentlige skoler? Det har der åbenbart været i smug ovre i det vestjyske i en årrække. Jeg har da fået henvendelser fra indtil flere forældre fra nogle af de skoler, der meget gerne vil have sig det frabedt. Jeg synes, at man skal huske på, at når vi diskuterer åndsfrihed, er det altså individdets rettigheder, der kommer før gruppers rettigheder. I den konflikt vælger man den gruppe, der gerne vil bede fadervor, i stedet for at man vælger det individ, som gerne vil undtages. Det er misforstået åndsfrihed, når man vælger, at grupper skal kunne tyrannisere individder. Det er det både i forhold til islamiske grupper og i forhold til kristne grupper, vil jeg sige til undervisningsministeren.

Vi kan ikke støtte forslaget.

Tak til hr. Simon Emil Ammitzbøll. Så er vi nået frem til ordføreren for forslagsstillerne, og det er hr. Martin Henriksen.

Tak for det. Jeg synes, at debatten desværre endnu en gang har vist, at der i Folketinget, både i regeringspartierne og i oppositionspartierne, er en manglende forståelse for de dybt alvorlige problemer, der er i samfundet. Man har i den seneste måneds tid kunne følge Socialdemokraternes kamp imod alt, hvad der minder om dansk kultur og kristendom i folkeskolen, i stedet for at handle, og i dag fremgår det, at regeringspartierne og Socialistisk Folkeparti i fællesskab lukker op for fredagsbøn i skolen, et uhørt knæfald. Dansk Folkeparti er dybt rystet over denne foragt for egen kultur.

Samfundet må sige fra, når forældre eller andre pådutter børn kulturelle og religiøse skikke, som kan skade deres skolegang og integration. I Danmark er vi traditionelt meget forstående over for forskellige kulturer og religioner, men det er med stigende bekymring, at Dansk Folkeparti iagttager, hvordan nogle herboende muslimer praktiserer deres kultur og religion, da det ofte har en negativ påvirkning på den dagligdag, de lever i i Danmark. Kulturelt betingede særhensyn over for minoritetsgrupper i folkeskolen fremmer splittelse i samfundet og fastholder børn i parallelsamfund. Dansk Folkeparti finder det væsentligt at understrege, at folkeskolen nødvendigvis må hvile på dansk kultur og folkestyre.

Følgende fremgår af folkeskolens formålsparagraf:

Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der gør dem fortrolige med dansk kultur og historie.

Det fremgår også af paragraffen, at folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.

Vi er af den opfattelse, at god integration indebærer et kursskifte i folkeskolen. Dette forslag gør op med de mange uacceptable særhensyn, der tages. Vi anerkender og hilser velkommen, at eksempelvis en del muslimske forældre positivt tager stilling til fordel for det danske samfund og tilskynder deres børn til at integrere sig. Samfundet skal blive bedre til at sætte grænser for dem, der ikke vil indordne sig, og dermed også gøre livet lettere for dem, der nærmer sig det danske samfund. I dag belønner vi reelt dem, der ikke vil integreres.

Vi finder det rystende og uforståeligt, at eksempelvis Undervisningsministeriet og en række kommuner i dag opfordrer til særhensyn i folkeskolen. Således skal der ifølge Undervisningsministeriets hjemmeside tages særlige hensyn til muslimer i en række fag og i skolens virke generelt. Ydermere gøres det klart, at særhensyn i forbindelse med andre religioners helligdage, underforstået islam, skal tages af den enkelte skole. Så det passer ikke, når man i debatten har sagt, at politikerne ikke blander sig. Det gør de i høj grad.

Flere kommuner vejleder folkeskolerne om, hvordan de skal håndtere muslimske højtider og eksempelvis fastende børn. Nogle vejleder om, at børnene skal have fri på muslimske helligdage.

Et andet eksempel finder man i børne- og ungdomsforvaltningen i København. Forvaltningen har udarbejdet en pjece til skoler og muslimske forældre om, hvornår børn må faste. Forvaltningen siger selv, at den har valgt indholdet i vejledningen med omhu, så indholdet harmonerer med de religiøse forskrifter. Det er jo absurd.

En pædagogisk konsulent, som også deltog i at stable de kommunale anbefalinger på benene, forklarer, at han som led i arbejdet var i kontakt med muslimske privatskoler og lærere med muslimsk baggrund for at finde frem til en løsning. Konsultationerne og samtalerne førte til en konklusion om, at det for pigernes vedkommende måtte være menstruationsalderen, man tog udgangspunkt i, da dette bedre kunne accepteres i muslimske kredse. Altså, det her er Danmark år 2009. Den pædagogiske konsulent, Asad Ahmad, er i den forbindelse citeret for at sige følgende, og jeg citerer:

Sundhedsmæssigt kan jeg ikke argumentere for, at det er forsvarligt at faste, når man er fyldt 13 eller 14 år, men vi måtte vægte de religiøse værdier over for praksis, og hvad der var muligt at få igennem. Derfor valgte vi at gå forsigtigt til værks. Fasten er jo en af de fem søjler i islam, så der ville være en fare, hvis vi gik for voldsomt frem.

Det sagde Asad Ahmad. Det er altså et klokkeklart eksempel på, at islam direkte dikterer, hvordan en dansk hverdag skal indrettes. Til det er der kun én ting at sige: Vi vil ikke finde os i det. Og hvad vil regeringen gøre? Hvad vil oppositionen gøre?

Vi har fremsat et forslag, der trækker en streg i sandet, et forslag, der siger nej til kulturelle særhensyn og ja til genindførelse af almindelig sund fornuft i folkeskolen. Er det virkelig for meget at forlange? Er ministeren så ligeglad med sit ansvarsområde, at han ikke engang kan præstere det? Er Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti lige så naive, som de altid har været, og fyldt med angst for de muslimskes vælgeres reaktion, hvis man gør det, som man inderst inde ved er det rigtige? For det må man jo vide.

Det er meget få steder i vejledninger og lignende beskrevet, at såkaldte integrationsprojekter skal tage udgangspunkt i danske traditioner, dansk kultur og dansk samfundsliv. Hovedreglen er, at udgangspunktet er forskellighed, flerkulturelt kulturmøde, rummelighed eller kulturforståelse.

I Dansk Folkeparti er vi ikke modstandere af integrationsprojekter, der forklarer om andre kulturer eller beskriver, hvorfor mennesker reagerer på måder, der definerer deres kultur eller eksempelvis deres forældres kultur. Vi er heller ikke modstandere af dialog, konfliktforebyggelse, konfliktløsning og samtale i forbindelse med integrationsprojekter, tværtimod. Men vi er altså af den opfattelse, at integrationsprojekter og integration som helhed kun kan fungere og på sigt være vellykket, såfremt det danske samfund, herunder i høj grad folkeskolen, formår at gøre det klart, at det fælles kulturelle udgangspunkt nu engang er udgangspunktet. Her skal vi ikke gå på kompromis. I folkeskolen skal man forklare, at der er plads til forskellighed, men at denne forskellighed nødvendigvis må kunne rummes inden for det eksisterende kulturelle fællesskab.

Mobning af mere eller mindre normal karakter finder jo sted, og vi ser også religiøs mobning. Hvis der opstår konflikter, er der hurtigt trusler i luften, og en del elever med muslimsk baggrund bliver hurtigt mange og aggressive. En del af muslimerne har et andet forhold til vold, en del af dem er blevet opdraget på en anden måde, end de fleste børn er opdraget. Der er altså iblandt visse muslimer en udpræget volds- og trusselskultur, og vi bliver bare nødt til at forholde os til det. Visse steder er det kommet så vidt, at almindelige elever og muslimer, der gerne vil det danske, udsættes for religiøs chikane af de - i gåseøjne - rigtige muslimer. Det sker eksempelvis under ramadanen. Her kan man se, hvordan en gruppe muslimske elever kritiserer klassekammerater for ikke at overholde ramadanens fastedage eller for at spise og drikke i døgnets lyse timer. Det beretter flere danske folkeskoler med en høj andel af muslimske elever om. Og hvad vil vi som politikere så egentlig gøre ved det?

Hvis ikke Folketingets øvrige partier vil stemme for forslaget, skylder man vælgerne, de almindelige børn og forældre en god forklaring og et godt svar på, hvad man så vil gøre. Måske vil man blot henvise til den lokale medbestemmelse og så ellers som sædvanlig skubbe ansvaret så langt væk fra sig som muligt: Ikke se, ikke høre, ingenting.

I Kristeligt Dagblad kunne man sidste år læse følgende, og jeg citerer fra artiklen:

»På Klostervængets Heldagsskole i København blev skoleinspektøren overrasket, da hun en dag spurgte i en 8. klasse med stort set kun muslimske elever, om de fastede.

- Alle sagde, at de fastede. Selv en dreng med dansk baggrund sagde, at det gjorde han, men det troede jeg ærligt talt ikke på. Det var bare for svært for ham at sidde med sine leverpostejmadder blandt kammerater, som alle fastede. Jeg tror, at han er gået hjem og har spist sine madder bagefter, og det var taktisk klogt gjort af ham, siger skoleinspektør Karen-Margrethe Grønlund«.

»I Århus har ramadanen også ført til konflikt i folkeskolerne«. Og en skoleleder siger:

»Nogle piger i de mindre klasser havde af deres forældre fået en klar opfattelse af, hvad der bør foregå under ramadanen, og det ville de gerne dele med nogle veninder. De fortalte, hvad gode muslimer gjorde, og hvad dårlige muslimer gjorde. Det blev vi som skole nødt til at forholde os til og blande os i, selvom det var et ømtåleligt emne«. Det sagde skoleleder Torben Haugård fra Ellekærskolen til Kristeligt Dagblad.

Jeg er jo enig i, at det er et ømtåleligt emne, men Folketinget bør fra centralt hold udsende klare retningslinjer for, hvilke krav der skal stilles til forældre og elever i den danske folkeskole. Situationen er altså uholdbar.

Lad os integrere indvandrere og efterkommere ind i den danske kultur, og lad os tage afstand fra dem, der mener noget andet. Hvorfor? Jo, fordi vi har prøvet det, de andre gerne ville. Det flerkulturelle, det multikulturelle virker ikke; det er vejen mod et hadsk samfund, som deler folk op i rigtige og forkerte, tilladt og forbudt, halal og haram. Dansk Folkeparti tager afstand fra alle former for religiøs chikane. Vores holdning er klar: Danskere skal ikke hetze mod muslimer. Men danskerne skal sige fra, når muslimske skikke bliver presset ned over hovedet på almindelige mennesker.

Flere politikere fra andre partier siger med jævne mellemrum, at der er grænser for, hvor langt vi kan gå og skal gå. Dansk Folkeparti har fremsat et forslag, der opstiller klare rammer, og de fra flere sider efterlyste grænser. Bør vi egentlig ikke som samfund erkende, at det ene velmenende hensyn har taget det andet, og at tingene nu er eskaleret i en grad, der kræver handling fra højeste sted, fra minister, fra Folketing, fra kommuner, eller fortsætter vi bare ukritisk? Det er det, forslaget handler om. Men ikke engang det kan der findes opbakning til. Enten vil man ikke forstå, eller også kan man ikke forstå. Uanset hvad synes jeg ikke, det er godt nok; man sælger ud af vores kultur.

Der er ønske om korte bemærkninger, først fra fru Christine Antorini.

Jeg godt sige helt tydeligt til hr. Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti, at hvis jeg var på en skole, hvor der var nogle elever, der mobbede andre elever for, at de ikke levede op til nogle ramadanregler, så skulle der tages fat med det samme. Og jeg er stensikker på, at de ville gøre det på de pågældende skoler. Præcis på samme måde, hvis der var nogle elever, der mobbede nogle andre børn, fordi de syntes, at de var tykke, gik i noget forkert tøj eller havde noget forkert hår, vil jeg da gå ud fra, at der blev grebet ind med det samme. Det er jo fuldstændig uacceptabelt, at der sker mobning, uanset om det gælder religiøse, kulturelle eller andre hensyn.

Jeg vil så spørge hr. Martin Henriksen: Når Dansk Folkeparti lige præcis kun vil have, at der skal laves en lov, der skal gå ind og forbyde generelt, at man ikke må mobbe i forhold til ramadan, så må konsekvensen jo være, at der skal laves en lov, der siger, at man ikke må ditten, dutten, datten. Tror hr. Martin Henriksen, at det er måden at løse det på? Det tror vi i hvert fald ikke hos Socialdemokraterne. For man er nødt til at tage fat lokalt og have nogle helt klare spilleregler om, at man griber ind her og nu. Det er den måde, man beskytter børn på mod helt urimelig, om det så er religiøs eller anden hetz, der sker over for det enkelte barn.

Ordføreren.

Det er jo igen det samme, som vi har hørt igennem hele debatten. Man siger, at der ikke må mobbes, at der selvfølgelig skal være plads til alle, at man tager hånd om det osv. osv. Men hvorfor kan man så ikke i Folketinget stemme for et forslag, der rent faktisk gør det, man står og siger at man skal gøre?

Ja, der er mange folkeskoleledere, der tager hånd om problemet, men der er også mange, der ikke tager godt nok hånd om problemet. Det er der, der er behov for, at man fra Folketingets side siger, at der er nogle klare rammer, og de, der gør det godt, kan tage det som en håndsrækning, som en opbakning til det, de gør i dag, og de, der ikke gør det godt, kan få et klart signal om, at Folketinget vil have det på en bestemt måde. Der er bare nogle ting, vi ikke vil finde os i. Men sæt handling bag ordene i stedet for at stå og tale i Folketingssalen og sige til pressen, at det vil man ikke finde sig i, og at der går ens grænser.

Fru Christine Antorini.

Svaret afspejler jo fuldstændig det, der er Dansk Folkepartis holdning, nemlig at det handler om straf og sanktion i forhold til en bestemt religiøs gruppe, for der er jo ingen sammenhæng i argumentationen fra Dansk Folkepartis side.

Jeg vil godt bede om lidt dokumentation for nogle af de påstande, der er i Dansk Folkepartis beslutningsforslag. Der står f.eks., og jeg citerer: »I dag belønner vi reelt dem, der ikke vil integreres.« Jeg vil bede om bare to eksempler, der har med det her spørgsmål om skoleelever at gøre, hvor vi åbenbart reelt belønner dem, der ikke vil integreres. Kan Dansk Folkeparti komme med bare to eksempler som det første?

Der andet er, at der står, at Undervisningsministeriets hjemmeside tager særlige hensyn til muslimer i en række fag og i skolens virke generelt. Jeg vil også her bare gerne have to eksempler på, at der bliver taget særlige hensyn til muslimer en række fag.

Ordføreren.

Det gælder hjemmekundskab, kristendomskundskab, idræt, og hvis man kigger på hjemmesiden dettevirker.dk, kan man se, hvordan ministeriet meget fint har beskrevet, hvordan og hvorledes det gøres. Hvis man kigger på den pjece, som jeg refererede til, fra den socialdemokratiske kommune København, kan man se, at ungdomsforvaltningen siger: Når vi laver vejledninger om, hvordan faste bør foregå, tager vi udgangspunkt i religiøse forskrifter. Det er da fuldstændig absurd - fuldstændig absurd! Det er jo helt vildt. Så belønner man jo dem, der bliver ved med at kræve ind. Så belønner man dem. Vi skal ikke tage udgangspunkt i religiøse forskrifter, når vi skal lave en vejledning om faste. Og hvorfor skal vi i det hele taget lave en vejledning om, hvordan børn bør faste? Det er jo også i sig selv absurd. Men man skal da ikke tage udgangspunkt i religiøse forskrifter.

Det er sådan på nogle skoler - det hører vi jo om hvert år, når der er ramadan - at der er skoleledere, der rapporterer om, at de muslimske elever, der ikke faster, bliver kritiseret af dem, der faster. Det er fuldstændig absurd. Så er der nogle steder, hvor man er nødsaget til at gå ind og lave en ordning, hvor man siger: Jamen så forbyder vi nogle elever at gå ind i kantinen, for de, der sidder og spiser i kantinen, skal have lov til at sidde og spise i fred. Hvis det ikke er at indrette en skole og tage særlige hensyn og gå alt, alt for vidt, så ved jeg ikke hvad. Så må man tage fat i de elever, så må man ringe til deres forældre og sige: Vi har altså et seriøst problem med jeres barn, og hvis ikke jeres barn forstår det og møder op i skolen og er i stand til at modtage undervisning, så falder der en sanktion.

Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll for en kort bemærkning.

Jeg bliver jo helt forstemt over det her. Tror man virkelig, at man fremmer den kulturelle integration med det her forslag? Jeg er lige ved at sige: Helt ærligt!

Nu står ordføreren og taler om religiøs mobning fra Folketingets talerstol, men det er ikke rigtig noget, man vil gøre noget ved med det beslutningsforslag, der ligger her. Man gør måske i virkeligheden mest ved det fra Folketingets talerstol, hvor man praktiserer religiøs mobning imod en bestemt religiøs minoritetsgruppe.

Sandheden er jo ikke, at hr. Martin Henriksen ikke vil have, at man skal lave politik i forhold til folkeskolen på baggrund af bestemte religioner, han vil bare have, at det skal være ud fra en bestemt tolkning af kristendommen i visse områder og ikke, at det må være andre religioner. Det er jo det, det handler om.

Jeg synes, det er trist, at man vælger den religiøse mobning som den måde, man forsvarer sine synspunkter på.

Ordføreren.

Jo, jo, det kan hr. Simon Emil Ammitzbøll så bare mene, men realiteten er jo, at vi gentagne gange har set de problemer, der kommer år efter år, fordi man ikke har formået at sætte nogle grænser. De, som det går ud over, kan jo så bare notere sig, hvem der har ønsket at sætte en stopper for det, og hvem der har leveret sådan en sludder for en sladder. Det kan man så bare notere sig.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Sludder for en sladder har vi jo hørt fra hr. Martin Henriksens mund hele formiddagen og begyndelsen af eftermiddagen. Pointen er, at der jo er nogle af de problemer, som hr. Martin Henriksen taler om, der er ganske reelle. Det erkender jeg sådan set gerne. Men hvad gør man så for at løse dem? Det er der jo ikke nogen interessante forslag om fra Dansk Folkepartis side.

Det handler jo om, at skolelederen og skolelærerne skal turde tage fat i den enkelte elev og i den enkelte elevs forældre, når der er problemer. Og hvis det ikke sker på en tilfredsstillende måde, må man jo se på, hvad man kan gøre for at sætte skolelederne i stand til det; for at efteruddanne skolelærerne, hvis ikke det er godt nok hvad de er i stand til, for at sørge for, at det sker, så lærerne i deres uddannelse bliver sat i stand til at tage den konfronterende samtale, der skal være. Hvis ikke man gør det, får man ikke løst problemerne, og så kan vi høre det her ordskvalder gang på gang på gang, som kun fører splid og ulykke med sig, men som ikke løser de reelle problemer.

Ordføreren.

Det er jo fint nok. Først starter hr. Simon Emil Ammitzbøll med at sige, at ja, der foregår noget, der er utilfredsstillende. Så leverer man ikke nogen løsning på det. Så siger hr. Simon Emil Ammitzbøll, at hvis der foregår noget, som er utilfredsstillende, må skolelederne finde en tilfredsstillende løsning.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll startede med at konstatere, at der var noget, der var utilfredsstillende. Så må man vel også et eller andet sted udlede af alt det, hr. Simon Emil Ammitzbøll siger, at der er nogle skoleledere, der ikke gør det godt nok. Det må vel være det, for hr. Simon Emil Ammitzbøll sagde jo selv, at der var noget, der var utilfredsstillende.

Så kan Simon Emil Ammitzbøll og alle andre i Folketinget mene, at ja, der foregår ting, der er utilfredsstillende, vi finder os ikke i det. Dansk Folkeparti fremsætter nogle forslag, og ja, der er nogle problemer, vi bør tage hånd om. Dansk Folkeparti fremsætter nogle løsninger, og dem er man ikke enig i, men så bør man komme med nogle andre løsningsforslag. Men det gør man jo ikke. Man siger bare: Det klarer de ude lokalt.

Pointen er, at problemet nogle steder er så stort, at det altså er ret problematisk for en skoleleder f.eks. at stå over for en folkeskole, hvor der f.eks. er 60 pct. muslimske elever eller 80 pct. muslimske elever og så sige, at vi nu gør det sådan og sådan og sådan. Der ville det være væsentligt, hvis der fra Folketingets side var opbakning til det.

Tak til hr. Martin Henriksen. Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Hermed er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Uddannelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.