Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 3 vedrørende forslag til folketingsbeslutning om udkast til rådsafgørelse om oprettelse af Den Europæiske Politienhed (Europol) (B 7), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 30. oktober 2008.
Jakob Axel Nielsen
Fg. justitsminister Â
/
Morten N. Jakobsen
Spørgsmål nr. 3 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til folketingsbeslutning om udkast til rådsafgørelse om oprettelse af Den Europæiske Politienhed (Europol) (B 7):
â€Vil ministeren give en garanti for, at det forstærkede samarbejde med 3. lande ikke kommer til at indebære, at der registreres oplysninger, som er opnÃ¥et ved tortur.â€
Svar:
Som det fremgår af pkt. 3.4. i bemærkningerne til forslaget til folketingsbeslutning, er der med udkastet til rådsafgørelsen om oprettelse af Den Europæiske Politienhed (Europol) grundlæggende lagt op til, at udveksling af (person)oplysninger med tredjelande sker efter de samme regler som i dag.
Det indebærer bl.a., at der således som hidtil vil skulle fastsættes en liste over tredjelande, som Europol kan indgå aftaler med. Denne liste opstilles af Europols Styrelsesråd og skal efter høring af Europa-Parlamentet godkendes af Rådet.
Som det også fremgår af pkt. 3.4. i bemærkningerne til forslaget til folketingsbeslutning, får Europol mulighed for at modtage alle slags oplysninger fra disse lande, selvom der (endnu) ikke er indgået en samarbejdsaftale herom efter reglerne i artikel 23 i udkastet til rådsafgørelsen. Da det ikke er Europol – men det pågældende 3. land – der i første række bestemmer, hvilke oplysninger der skal sendes til Europol, kan der i sagens natur ikke på forhånd opstilles en garanti for, at Europol aldrig ville kunne modtage oplysninger, der er opnået ved tortur. I så fald følger det imidlertid af artikel 6 i EU-traktaten, at Unionen respekterer de grundlæggende rettigheder, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det gælder også artikel 3 i konventionen om forbud mod tortur mv.
Som det fremgår af Justitsministeriets besvarelse af 11. april 2008 af spørgsmål nr. 330 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg, er det efter Justitsministeriets opfattelse nærliggende at antage, at det vil blive anset for at være i strid med artikel 5 om ret til frihed og sikkerhed henholdsvis artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvis der som grundlag for en domstols afgørelse om varetægtsfængsling henholdsvis om f.eks. ransagning eller indgreb i meddelelseshemmeligheden fremlægges udtalelser, om hvilke det er fastslået, at de er afgivet som følge af tortur.
Det kan endelig oplyses, at det følger af artikel 15 i FN-konventionen af 10. december 1984 mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling, at de deltagende stater skal sikre, at enhver ud-talelse, om hvilken det er fastslået, at den er afgivet som følge af tortur, ikke kan påberåbes som bevis i nogen proces undtagen mod en person, der er tiltalt for tortur, som bevis for, at udtalelsen er afgivet.