Forslaget, som Venstres ordfører jo så udmærket har redegjort for det mere sådan materielle indhold i, handler grundlæggende om, hvordan man internationalt på bedst mulig vis bekæmper international kriminalitet. Der må man nok sige, at EU i den grad har været i stand til at sætte sig mellem to stole: På den ene side har man forsøgt at igangsætte nogle initiativer om samarbejde landene imellem, samarbejde mellem forskellige politimyndigheder under det, man kalder det mellemstatslige samarbejde, og på den anden side har man inden for det overstatslige samarbejde og på en række andre områder virkelig givet forbryderne en håndsrækning.
Et af de områder - hvad der jo fuldstændig åbenlyst er en håndsrækning til den internationale kriminalitet - er selvfølgelig, at man har valgt at sige til landene, at de ikke må have deres nationale grænsekontrol længere. Det er helt klart, at de ekstremt lave priser på narkotika, den hovedløst store mængde illegale våben og den frygtelige tendens, der er til kvinde- og menneskehandel, direkte kan tilskrives, at det i dag er sådan, at hvis man bare er kommet ind fra en af de østeuropæiske grænser, så er der fri adgang til hele EU, så er der fri adgang til slaraffenland. Det er selvfølgelig en kæmpe håndsrækning særlig til den internationale kriminalitet. Derfor må man sige, at EU på det område har spillet totalt fallit.
Derfor er det klart, at man - i hvert fald når man kommer med Dansk Folkepartis udgangspunkt - har en vis skepsis, når der er nogle, der siger, at et samarbejde, som egentlig har fungeret rimelig godt på det, man ville kalde et multilateralt plan, altså via almindelige konventioner, pludselig skal flyttes ind i et EU-system. Det er klart, at man er skeptisk, når man i ministerens bemærkninger kan se, at man egentlig ikke ændrer så meget i beføjelserne og måden at samarbejde på, men at det nu bare lige handler om, at det her nu også skal være et EU-instrument, nu skal det her også ind under EU-paraplyen. Det kan man jo se at der er nogle helt konkrete ting der ændrer sig som en konsekvens af. Bl.a. anføres det under punkt 3.6 på side 5, at det som noget nyt vil være sådan, at formandskabet for Europols styrelsesråd fremover skal varetages af en af de tre medlemsstater, altså bliver det EU's formandskab, som også skal stå i spidsen for Europol, lige så vel som at vi kan se på side 6 i forslaget, at de almindelige regler om privilegier og immunitet, som gælder efter EU's regler, nu også skal gælde for ansatte i Europol.
Så der er ingen tvivl om, at den retning, det her forslag sigter mod, er at flytte et samarbejde, som egentlig har fungeret ganske fornuftigt uden for EU, og som egentlig har været ganske velfungerende mellem de forskellige politimyndigheder, når det har handlet om at udveksle informationer og kunne briefe hinanden og snakke sammen over grænserne, ind i en EU-kontekst med det EU-styrelsessystem, med det EU-bureaukrati, med de EU-beslutningsprocesser osv., som vi kender fra det eksisterende samarbejde. Derfor må man i hvert fald på baggrund af det her forslag stille et ganske enkelt spørgsmål, og det er: Hvad skal alt det her egentlig til for?
Jeg håber, at justitsministeren kan komme med en forklaring på, hvad det egentlig er, der er så galt med den måde, man har organiseret samarbejdet på på almindelig konventionsbasis i dag, at man er nødt til at flytte det her ind under EU-paraplyen og ændre alle de her beføjelser, ændre alle de her strukturer, sådan at det bliver EU’s organer, der pludselig får indflydelse på området. For mig at se er der da ingen tvivl om, at det her klart sigter i retning af, at man vil have det helt ind under søjle 1, altså helt ind under det overstatslige EU-samarbejde. Man går fra at have det helt uden for EU på konventionsbasis til at flytte det ind i det mellemstatslige i søjle 3, og så skal det selvfølgelig på et eller andet tidspunkt over i søjle 1 med flertalsafgørelser og EF-Domstol og kommissionsinitiativ osv. - alt det, vi kender.
Derfor vil jeg bare i al enfoldighed spørge: Hvad skal det nytte? Hvad er det egentlig, der er så dårligt ved Europol i dag? Hvad er det, der ikke fungerer ved Europol i dag, og som gør, at det skal blive bedre, når EU’s korrumperede og ineffektive myndigheder skal til at tage sig af det her område? Hvad er det præcis, det skal gavne?
Får vi et rigtig godt svar på det, kan vi godt støtte forslaget; får vi ikke noget godt svar på det, stemmer vi nej. Tak, formand.