Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 67:

Forslag til folketingsbeslutning om at indføre forpligtende mål for bedre sundhed, større lighed med hensyn til sundhed og bedre behandling af kronisk syge.

Af Karl H. Bornhøft (SF) m.fl.

(Fremsættelse 16.12.2008).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er ministeren for sundhed og forebyggelse.

SF har, som jeg også nævnte i mit forrige indlæg til B 66, fremsat beslutningsforslag nr. B 67, hvor regeringen pålægges at udarbejde et sundhedspolitisk program og ved lov indføre forpligtende mål for sundhedsindsatsen i Danmark. Lovforslaget skal indeholde mål for den generelle udvikling i sundheden, større lighed i sundheden, bedre behandling og forebyggelse af kronisk sygdom og oprettelse af en uafhængig koordinationsenhed for sundhed og forebyggelse.

SF begrunder forslaget med, at der skal sættes ambitiøse mål for sundhedens udvikling i Danmark med det formål at forbedre sundheden. Og lad mig slå helt fast med det samme: Jeg er helt enig med SF i målsætningen - det var jeg også ved det forrige beslutningsforslag - nemlig at vi skal styrke folkesundheden. Derfor er jeg også glad for, at SF giver mig og Folketingets partier mulighed for at tage en god debat om emnet, for forebyggelse og sundhedsfremme står og skal stå højt på min og på regeringens dagsorden.

Jeg sætter pris på, at SF har fremsat dette og de øvrige beslutningsforslag. Så jeg vil endnu en gang sige, at jeg er glad for de ideer og forslag, der bliver bragt i spil. Jeg betragter dem - som jeg nævnte før - som input til regeringens overvejelser om den kommende handlingsplan for forebyggelse.

Som sundhedsminister er jeg naturligvis stærkt optaget af, at danskerne skal leve længere, og vel at mærke leve godt længere. Middellevetiden skal øges, og flere gode leveår for den enkelte med høj livskvalitet er derfor målet. Regeringen har siden 2007 haft et mål om, at levetiden skal forlænges med 3 år over de næste 10 år. Det mål skal vi bl.a. nå gennem en styrket forebyggende indsats. Udfordringerne på sundhedsfremme- og forebyggelsesområdet er meget store - her er jeg fuldstændig enig i den skitsering, som kom fra forslagsstillerne just ved det forrige forslag, og som jeg også selv var inde på i mit forrige indlæg i relation til beslutningsforslag nr. B 66. Ja, de er så store, at vi alle sammen skal trække i arbejdstøjet og have beskidte hænder, hvis regeringens mål om at hæve middellevetiden med 3 år inden for de næste 10 år skal nås. Det gælder både de frivillige organisationer, de praktiserende læger, forskningsmiljøerne, arbejdspladserne, kommunerne, regionerne og staten og naturligvis ikke mindst den enkelte selv.

SF foreslår, at der udarbejdes et sundhedspolitisk program med forpligtende mål for sundhedsindsatsen. Jeg må desværre skuffe lidt og bede SF om at væbne sig med tålmodighed: Man skal nok få en handlingsplan, men jeg kan selvsagt ikke på nuværende tidspunkt forpligte mig til konkrete mål, før vi har set, hvad Forebyggelseskommissionen anbefaler.

Med hensyn til fastsættelse af målsætninger på forebyggelsesområdet kan jeg berolige med, at det fremgår af regeringsgrundlaget, at der skal fastsættes klare mål for indsatsen.

SF er i sit forslag også inde på, at uligheden i sundheden skal mindskes. Det er et meget væsentligt emne, som fortjener stor opmærksomhed. Jeg er enig i, at det ikke er rimeligt, at der er så stor forskel i levetiden fra 2400 NV til 2900 Hellerup - det var nogle andre geografiske angivelser, hr. Karl Bornhøft kom med, men det er den samme pointe.

SF skriver endvidere i forslaget, at antallet af borgere med kronisk sygdom skal reduceres væsentligt gennem en bedre behandling og forebyggelse. Regeringen og de centrale sundhedsmyndigheder har allerede taget en række initiativer til sikring af en bedre behandling og forebyggelse af de kroniske sygdomme. Og lad mig i den forbindelse nævne flere initiativer.

For det første er der forløbsprogrammer for kronisk sygdom. Sundhedsstyrelsen har i forlængelse af et flerårigt udviklingsarbejde i april 2008 udsendt et forløbsprogram for kronisk sygdom. Et forløbsprogram beskriver rammerne for den samlede tværfaglige, tværsektorielle og koordinerende sundhedsfaglige indsats for en given kronisk tilstand, der sikrer anvendelsen af en evidensbaseret anbefaling for den sundhedsfaglige indsats, en præcis beskrivelse af opgavefordelingen samt koordinering og kommunikation mellem alle de involverede parter. Meldingen fra landets regioner og kommuner er, at de decentrale sundhedsmyndigheder er i fuld gang med at styrke indsatsen over for de kronisk syge patienter.

For det andet har regeringen sat fokus på patientuddannelse og egenbehandling ved en kronisk sygdom. Sundhedsstyrelsen har tidligere i 2006 udsendt anbefalingen om dette i rapporten »Patienten med kronisk sygdom. Selvmonitorering, egenbehandling og patientuddannelse. Et idékatalog«.

For det tredje er der med afsæt i regeringens kvalitetsreform, finansloven og økonomiaftaler med KL og Danske Regioner for 2009 afsat en ekstraordinær bevilling til at styrke indsatsen for patienter med kronisk sygdom. Der afsættes i alt 565 mio. kr. i perioden 2008-2011 til udvikling og gennemførelse af forløbsprogrammerne samt til patientundervisning og programmer for egenbehandling for kronisk syge.

Endelig vil vi i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i forhold til almenpraksis arbejde for, at forhandlingerne bl.a. resulterer i en aftale om styrkede rammer for de almenpraktiserende lægers indsats over for patienter med kronisk sygdom.

Den sidste del af SF's beslutningsforslag, B 67, foreslår oprettelse af en uafhængig koordinationsenhed for sundhed og forebyggelse. Og jeg må sige, at jeg her ikke deler SF's kritik af, at Sundhedsstyrelsen efter forslagsstillernes vurdering ikke har levet op til sit ansvar som koordinationsenhed for den sundhedsfremmende og forebyggende vidensopbygning i Danmark, som det hedder i begrundelsen for forslaget. Sundhedsstyrelsen udfylder efter min mening sin rolle på et yderst kompetent og fagligt velfunderet grundlag. Jeg må også lige minde om, at Det Nationale Forebyggelsesråd, som blev nedsat den 2. december 2008, er uafhængigt, så mon ikke der nu er tilstrækkelig manpower på den statslige forebyggelse?

Til slut vil jeg blot gentage, at jeg er meget enig med SF i, at der er behov for at reducere danskernes alkoholforbrug og reducere antallet af rygere, samtidig med at vi fremmer sunde kost- og motionsvaner. Så langt, så godt. Der, hvor vandene skilles, vil nok være i forhold til, hvordan vi når derhen. Jeg ser frem til en konstruktiv dialog om den kommende handlingsplan. SF har med de fire beslutningsforslag leveret et meget værdifuldt indspil hertil.

På trods af enigheden om målene for den samlede indsats kan regeringen ikke støtte SF's beslutningsforslag.

Tak. Der er ønske om korte bemærkninger, først fra hr. Flemming Møller Mortensen.

Mange tak. Ministeren siger, at det er et ambitiøst mål, der er sat, når regeringen har sagt, at middellevetiden i Danmark skal forlænges med 3 år igennem de næste 10 år. Jeg vil så spørge ministeren: Kan ministeren ikke bekræfte, at hvis vi prøver at kigge lidt tilbage - hvis vi nu kigger 10 år tilbage - er den gennemsnitlige levetid rent faktisk i de 10 år blevet forlænget med 3 år? I mit spørgsmål til ministeren ligger naturligvis, om det så er rimeligt at sige, at regeringens planer om en fremtidig forlængelse af gennemsnitslevealderen med 3 år er et meget ambitiøst mål, som kræver, at alle skal trække i arbejdstøjet og ligefrem få beskidte hænder for at få den gennemsnitlige middellevealder op. Kunne vi ikke godt forestille os, at vi rent faktisk kunne vinde de 3 år ved at fortsætte, som vi kører i øjeblikket?

Ministeren.

Altså, jeg kan godt bekræfte, at levetiden for danskerne over den sidste periode på 10 år er steget, og lad os nu glæde os over det. Men jeg har nu den opfattelse, at hvis vi ingenting gør i forhold til den udvikling, der er, i antallet af kronisk syge, tilfælde af rygerlunger, altså KOL, diabetes og overvægt og i forhold til udviklingen i livsstilssygdomme, så når vi ikke vores mål. Vi når ikke vores mål om, at vi skal leve endnu længere, altså 3 år længere inden for de næste 10 år. Jeg vil gerne understrege, og det synspunkt tror jeg vi deler, at præmissen for at få de her 3 år længere skal være, at det er 3 gode år. Hver gang vi siger at vi skal leve 3 år længere inden for de næste 10 år, skal det være 3 gode leveår. Men det må jeg sige helt klart at jeg ikke tror at vi kan nå, hvis det ikke er sådan, at vi sætter markant ind med forebyggende skridt, også i kampen mod livsstilssygdomme.

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Jo men, men min pointe over for sundhedsministeren skulle jo netop være denne: Vi sammenligner os så hyppigt med andre lande, og det er jo nærliggende, at vi sammenligner os med Sverige lige på den anden side af sundet her. De har rent faktisk en gennemsnitlig levemiddelalder, som er næsten 3 år højere end danskernes. Derfor kunne vi jo godt her i Danmark sige, at vi vil op på niveau med Sverige, og derfor synes jeg godt, at regeringen kunne have sat sig et mere ambitiøst mål end at sige, at vi vil vinde 3 år, for så er vi kun på niveau med svenskerne. Vi vil op og ligge på niveau også om 10 år. Men så kan det være, de har overhalet os med måske endda mere end de 3 år, de ligger foran os i øjeblikket.

Så har jeg et spørgsmål til ministeren. Kan jeg ikke få ministeren til at bekræfte fra talerstolen, at uligheden i sundhed blandt danskerne har været stigende igennem de sidste 10 år? Sundhedsministeren var inde på, at det er uacceptabelt, at vi har en ulighed i sundhed, sådan at visse grupperinger - det kunne være grupperne med en kort uddannelse - rent faktisk lever de her mange år mindre end danskere med en lang uddannelse. Kan ministeren ikke fra talerstolen bekræfte, at uligheden i Danmark er stigende på det felt?

Ministeren.

Der er to ting i det. Jeg mener i høj grad, at vi også skal skele til Sverige. Så sent som i går bad jeg mit system om at undersøge nogle ting i Sverige, som vi muligvis ville kunne kopiere. Svenskernes middellevealder er 2½ år højere på nuværende tidspunkt, og den må også være stigende. Selvfølgelig skal vi bringes op på niveau med Sverige. De sidste år bliver jo sværere at nå, men vi skal i hvert fald være lige så gode som svenskerne, og derfor synes jeg, at det er et fair mål at sige 3 år inden for de næste 10 år. Men dermed stopper arbejdet jo ikke. Vi skal hele tiden arbejde for danskernes folkesundhed.

Med hensyn til om uligheden i sundhed har været stigende, vil jeg godt indledningsvis slå fast, at alle har fået det lidt bedre, men at der er nogle grupper, der virkelig har taget sundhedsbudskabet til sig mere end andre. Derfor kommer der en relativ stigning i uligheden, og den skal vi bekæmpe. Det er jo derfor, vi skal have fat i de sociale grupper, som er de mest udsatte, og fokusere på dem, så vi også får løftet dem. Der er mange, der godt kan selv, og der behøver vi som regering ikke komme med en barnepigementalitet og fortælle dem, hvad de skal gøre. For mange kan selv. Jeg er sikker på, at hr. Flemming Møller Mortensen også godt selv kan. Men der er nogle, der ikke kan, og dem skal vi have løftet, og det kræver, at vi sætter fokus på dem.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg bemærkede, at ministeren mente, at vejen til at forebygge sygdomme gik over beskidte hænder. Jeg vil gerne advare imod, at ministeren på det område tillægger sig SF's nye slogan i politik, nemlig at dårlig håndhygiejne er vejen til at være et ansvarligt parti. Det vil føre for vidt, hvis man gør det til et grundlæggende princip i sundhedspolitikken, tror jeg.

Ministeren siger, at når Forebyggelseskommissionen kommer med sine anbefalinger, vil der også komme klare mål ud over dem, der allerede er fastsat fra regeringens side. Jeg vil bare spørge ministeren om en enkelt ting, og det er, om det er sådan, at ministeren nu vil love, at der vil komme klare målsætninger vedrørende den generelle sundhed, og om der vil komme klare målsætninger vedrørende større lighed i sundheden, når Forebyggelseskommissionen er kommet med sin redegørelse?

Er den eneste grund til, at ministeren i dag afviser SF's forslag, at han ikke er sikker på, at tallene er de helt rigtige?

Ministeren.

Med udtrykket beskidte hænder mener jeg, at vi alle sammen skal trække i arbejdstøjet, for det her kræver en kæmpe indsats for at få knækket den udvikling, der er, med et stigende antal livsstilssygdomme.

Med klare mål for øje mener jeg, at vi skal lave en national handlingsplan, der målrettet sætter ind over for de grupper af personer, som er i risiko for at udvikle livsstilssygdomme. Men jeg kan selvsagt ikke komme nærmere ind på, hvad regeringens handlingsplan vil indeholde, da regeringen vil lade sig inspirere af Forebyggelseskommissionen, som altså først kommer senere på foråret med sine anbefalinger.

Hr. Per Clausen.

Når jeg er lidt optaget af forskellen på at tage arbejdstøj på, når man går på arbejde, og så det ikke at vaske hænder, er det jo, fordi det kan være ret afgørende for, om det, man foretager sig, har nogen nyttevirkning eller ej. Jeg synes ikke, at der skal brede sig den myte, at jo mere, man kan snavse sig til ved at stemme for dårlige forslag i Folketinget, jo større resultater opnår man.

Men jeg forstod ikke helt ministerens svar. Det bliver bare mere uklart af, at jeg spurgte, og det er jo altid ærgerligt. Jeg troede faktisk, at det, ministeren sagde i sin indledende tale, var, at der ville komme klare måltal. Ministeren vidste bare ikke præcis, hvad disse måltal var endnu. Nu siger ministeren, at han ikke ved, om der vil komme klare måltal. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvad ministeren så svarer nu.

Det hører vi. Ministeren.

Med klare mål for øje ligger, at vi i vores handlingsplan vil bruge nogle redskaber, der sætter ind og har en virkning over for de grupper, som er allermest udsat. Vi skal nå nogle resultater, sådan at vi også får dem, der er mest udsat, bragt i en bedre sundhedstilstand. Det er et klart mål.

Tak til ministeren. Vi går over til ordførerrækken, og den første ordfører er fru Birgitte Josefsen.

Jeg har bemærket, at det overordnede mål med beslutningsforslaget er, at middellevetiden for danskerne skal hæves med 3 år, og at folkesundheden skal styrkes. Det er vi i Venstre enige i, og jeg er specielt meget enig i det, fordi jeg har sat mig det mål at arbejde med sundhed generelt og har gjort det gennem en lang årrække.

Det er sådan set også det, der er baggrunden for, at hele Venstres folketingsgruppe har støttet helhjertet op om de intentioner og de klare budskaber, der ligger i regeringsgrundlaget. Derfor har vi faktisk været meget optaget af, at man hurtigt fik nedsat Forebyggelseskommissionen, og vi venter meget spændt på at se, hvilke anbefalinger Forebyggelseskommissionen kommer med. For der er jo ingen tvivl om, at vi bliver nødt til at fokusere på det og hjælpe den enkelte dansker til at læse og lytte til de budskaber, der kommer, sådan at man hver især kan styrke sin sundhed og på den måde få et bedre liv.

Men vi ser som sagt frem til Forebyggelseskommissionens anbefalinger og hele rapporten, og jeg er helt sikker på, at når den rapport foreligger og ministeriet og ministeren har forholdt sig til de anbefalinger, der er deri, vil der blive en politisk proces, og derfor synes jeg, at mange af de intentioner, der ligger i beslutningsforslaget, borger for, at der kan blive en konstruktiv drøftelse, og at vi sammen kan blive enige om at få sat nogle mål for, hvordan vi skal sætte fokus på hele forebyggelsesprocessen fremadrettet.

Derfor synes vi, det ville være en rigtig god idé at afvente Forebyggelseskommissionens rapport, som jo er meget tæt på at nå i mål. Jeg har lyttet mig til, at det skulle ske her i løbet af en god måneds tid. Så i stedet for nu at begynde at bevæge os i en retning, som måske ikke er den rigtige, synes jeg, det kunne være en god idé, at vi lige ser på, hvad det er, der kommer af anbefalinger, og så tage afsæt i de anbefalinger.

Tak. Der er et ønske om en kort bemærkning fra hr. Flemming Møller Mortensen.

Jeg kunne godt tænke mig at høre fra Venstres sundhedsordfører, om Forebyggelseskommissionens rapport og forslagene, når de nu kommer, er tænkt som oplæg til et nationalt niveau for sundhed, eller om det er sådan, at Venstre vurderer, at det er op til hver enkelt kommune også fremover at implementere forebyggelsesindsatsen og den sundhedsfremmende indsats - altså om der skal være forskellighed i sundhed for danskerne i de tilbud, der er, eller om der skal ligge en eller anden ensarthed, sådan at sundheden kommer alle danskere til gode.

Ordføreren.

I regeringsgrundlaget står der, at regeringen vil nedsætte en Forebyggelseskommission med henblik på at lancere en national handlingsplan. Så det betyder jo, at det, der skal være det videre forløb, er, at man tager afsæt i de anbefalinger, der ligger fra Forebyggelseskommissionens side, og får de anbefalinger behandlet politisk med det sigte at nå til en national handlingsplan.

Hr. Flemming Møller Mortensen.

Det kunne jeg godt spørge en lille smule mere direkte ind til. Er det sådan, at intentionen med Forebyggelseskommissionens arbejde og den efterfølgende politiske debat og de politiske beslutninger er, at alle danskere skal se frem til at få de samme tilbud, de samme regler i forhold til den sundhedsfremmende og forebyggende indsats? Eller bliver det et spørgsmål om, at det bliver lidt afhængigt af, om kommunen har råd eller politisk vilje til at sætte et regelsæt, et hjælpeapparat op i forhold til at få den sundhedsfremmende indsats ud til alle borgerne? Eller bliver det sådan - som sundhedsministeren i hvert fald var inde på - at specielle grupper over hele landet bliver sat som et fokusområde og dermed kan forvente hjælpen?

Ordføreren.

Med hensyn til at kigge på det at forebygge over for den enkelte dansker er jeg helt sikker på, at vi skal målrette indsatsen, så der vil være nogle guidelines, som sigter mod mig og hr. Flemming Møller Mortensen, og nogle guidelines, der sigter mod andre målgrupper i landet. Og det er det, jeg ser frem til bliver noget af indholdet i den handlingsplan, der kommer.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Karl H. Bornhøft.

Jeg blev en smule overrasket over et af budskaberne fra Venstres ordfører, og jeg håber sådan set, at jeg har misforstået budskabet. Men det, jeg hører Venstres ordfører sige, er, at ikke alle de foreslåede mål går i den rigtige retning, og derfor har jeg nu brug for at vide fra Venstres ordfører, hvad det er for nogle mål, der ikke går i den rigtige retning.

Ordføreren.

Jeg er nødt til at bede spørgeren om at konkretisere, hvad der ligger inden for det spørgsmål.

Hr. Karl H. Bornhøft.

I spørgsmålet ligger, at Venstres ordfører siger, at nogle af de mål, som SF her har foreslået, ikke går i den rigtige retning. Sådan sagde ordføreren. Og derfor vil jeg nu gerne vide, for jeg vil personligt gerne overveje det, hvad det er for nogle ting, hvilke mål det er, der ikke går i den rigtige retning.

Ordføreren.

På mit talepapir står der, at jeg kan konstatere, at vi alle er optaget af, at middellevetiden skal forlænges med 3 år, og at folkesundheden skal styrkes, så de mål er vi jo enige i. Det, vi så måske kan være lidt uenige i, er, hvordan vi når målet.

Der er ikke flere, der ønsker korte bemærkninger. Tak til fru Birgitte Josefsen. Så er den næste ordfører hr. Orla Hav.

Indførelse af forpligtende mål for bedre sundhed og større lighed og bedre behandling af kronisk syge, længere levealder, færre, der udsætter sig selv og andre for røg, specielt når det gælder de unge, færre overvægtige, bedre og grønnere fødevarer, næsten alle kvantificerbare, er gode og rigtige hensigter, som vi gerne bakker op om.

Lighed i sundheden er et mål i sig selv for os. Det har været udtrykt sådan lidt spøgefuldt med aforismen hellere rig og rask end syg og fattig, for desværre er det ofte sådan, sammenhængen er, selv om det ofte er det modsatte billede, man gerne vil give.

Udjævning af forskellene imellem de sociale klasser ved at bringe de dårligst stillede op på niveau med de bedst stillede er et selvstændigt mål, som vi bør forfølge. Det er en helt reel og relevant pointe at sætte fokus på kroniske sygdomme hos patienter. Kronikergruppen er en stor gruppe i vores sundhedsvæsen, som kræver en særlig indsats, ikke mindst i et sygehusvæsen, der i højere og højere grad styres gennem økonomiske incitamenter, for så er der en reel risiko for, at mennesker, der lider af kroniske sygdomme, nedprioriteres, og alene af den årsag vil det være rimeligt og relevant at sætte fokus på denne hårdtprøvede gruppe.

Tankegangen er god og rigtig. Vi kan støtte forslaget fra Socialdemokraternes side, og vi medvirker gerne til et bidrag, der gør, at vi kan arbejde videre på det her fælles grundlag.

Ja tak, og der ikke ønske om korte bemærkninger.

Den næste ordfører bliver fru Liselott Blixt.

Danmark skal have ambitiøse mål. Og vi skal også gøre en hel del for at mindske den sociale skævhed. Forebyggelse skal prioriteres højt, så her kan Dansk Folkeparti slutte helt op om målene for Socialistisk Folkepartis forslag. Vi er bare ikke enige i, hvordan man når dertil.

Når jeg kigger på forslaget, står der forpligtende mål, delmål, succeskriterier og statusopgørelse - hvem sagde bureaukrati? I Dansk Folkeparti er vi enige i, at der skal gøres noget for forebyggelse og sundhedsfremme, men ikke ved forbud, restriktioner og forpligtende mål.

I Dansk Folkeparti erkender vi den enkeltes frihed til at vælge selv. Forebyggelse starter med de små børn, dem skal vi følge og vejlede, så de selv bliver herrer over deres liv og dermed selv tager ansvar for det. Livsstilssygdomme og kroniske sygdomme skal vi være bedre til at tage hånd om, allerede fra børnene er små. Vi skal tage udgangspunkt i sundhedsplejerskers og kommunallægers arbejde. De skal være bedre til at henvise til diætister, fysioterapeuter, reumatologer og andre speciallæger.

Når man i dag taler om diabetes, som er den sygdom, der har den største vækst, vil jeg sige, at vi skal sætte ind. Men hvad med at bruge de undersøgelser, der er lavet? Man ved, at grunden til de fleste af de livsstilssygdomme, som vi har, er, at vi bevæger os meget mindre, end man har gjort tidligere. Vi bevæger os på en helt anden måde i dag - det kan man se, hvis man kigger 50 år tilbage i tiden. Med alt det tekniske udstyr, som vi har, har vi gjort os selv en bjørnetjeneste. Hvor er der snart et hjem uden en opvaskemaskine, en vaskemaskine og en tørretumbler? Bilen bruges til al transport, og kan folk ikke få en parkeringsplads tæt nok på, holder de på kantstenen foran forretningen, eller også stjæler de handicapparkeringen blot for at spare at gå 100 m. Og kan vi snart finde et hjem, hvor man skal rejse sig op for at skifte kanal på fjernsynet? Nej vel? Forskerne har fundet ud af, at det er derfor, man forbrænder mindre, så selv om man spiser mere fedtfattigt, er det ikke nok.

Vi bliver også nødt til at se på forskningsområdet, for når man taler om diabetes, kan man se, at det ikke kun er type 2-diabetes, der er i stigning; flere og flere børn bliver født med en type 1-diabetes, og det er en genfejl, som man må ind og kigge på for at se, om der er noget dér.

Vi skal implementere bevægelse i vores dagligdag, og det er vores holdninger, der skal ændres. Det gøres ikke med forbud. Lige såvel som der laves sundhedstjek på børn, ønsker Dansk Folkeparti, at det også bliver indført over for den voksne befolkning. Der skal indføres helbredstjek for alle over 40 år for på den måde at opdage sygdomme i tide og dermed kunne sætte ind. Fordelen vil også være, at lægen kan informere, vejlede samt henvise til specialister.

En af Dansk Folkepartis kæpheste har altid været - det skal man ikke glemme - sundhedscentre. Vi ser flere og flere sundhedscentre skyde op i kommunerne, vi ser, at der bliver dannet patientskoler på disse sundhedscentre, og at der bliver oprettet hold til bestemte grupper af kronikere. Kommunerne er godt med her, men det er en udfordring. For manges vedkommende ved vi, at de helst vil passe sig selv. Det er de her grupper, som vi skal have fat i, og det er dem, vi skal gøre en indsats over for, for de tager ikke imod tilbud, og de gør det heller ikke, hvis man kommer med nogle restriktioner på området.

Kommunerne skal være bedre til at lære af hinanden, for så er der meget, der kan sættes i gang. Og det er en af de ting, jeg gerne vil vise ministeren ved at invitere ham ned til min by, hvor vi netop har sat fokus på forebyggelse og sundhedsfremme i de kvarterer og i de områder, hvor vi ser at det mangler.

Men vi kan ikke støtte forslaget, som det ligger her.

Ja tak. Der er ønske om korte bemærkninger, og først er det fra hr. Flemming Møller Mortensen.

Jeg har et par spørgsmål til Dansk Folkepartis sundhedsordfører, fru Liselott Blixt. Der er helt klart en sætning i ordførertalen, som lige fik mig til at vågne rigtig meget op, og det er den, hvor fru Liselott Blixt siger, at vi skal gøre en hel del for at forebygge, at uligheden stiger, når det gælder sundhed. Jeg må sige, at når man ellers har holdt en ordførertale, som skal fremstå som ambitiøs og socialt ansvarlig på området, klinger det i hvert fald ikke rigtigt i mine ører at sige, at man skal gøre en hel del for at forbedre uligheden, når det gælder sundhed. Det kan ikke være godt nok. Så siger fru Liselott Blixt også, at det i forebyggelsesarbejdet er rigtigt at starte med de små, men at vi ikke skal gøre det bureaukratisk, at vi ikke skal sætte regler op, og at vi ikke må lave forbud og lovgivning.

Kunne jeg få fru Liselott Blixt til at svare mig på, om der findes børn, som selv vælger at blive overvægtige? Er det børnenes egen skyld? Og hvis ikke det er børnenes egen skyld, og hvis det er noget, vi skal imødegå for netop at undgå, at der udvikles flere diabetestilfælde, hvad skal der så gøres, hvis det ikke er forbud og nogle strukturelle forandringer, der skal til?

Ordføreren.

Først og fremmest vil jeg irettesætte hr. Flemming Møller Mortensen, for der står ikke noget i min ordførertale om, at der ikke skal være lovgivning på området. Det, jeg udtaler, er, at der ikke skal være forbud og restriktioner. Derfor vil jeg sige, at når vi snakker om børnene i skolen, er det netop hos sundhedsplejersken på skolen, man får fat i alle børn, og det er det bedste og eneste sted, uanset om det er børn fra lavindkomstgrupper, fra indvandrerfamilier eller fra de velstående familier. Det er netop her, man kan gå ind og gøre en forskel, for det er her, man kan henvise de kraftige børn. Jeg er ikke ude på, at vi skal lave en hetz mod fedme, ligesom vi ser det mod rygning, for det er der, vi er på vej hen. Der skal kunne gives råd om livsstilsændring, der skal kunne gives råd om, hvordan man bliver sund, og de skal gives til både dem, der lider af spiseforstyrrelser, dem, der lider af fedme og livsstilssygdomme, der kan dukke op, samt dem, der er psykisk syge, og andre. Det er der, vi skal fange dem.

Hr. Flemming Møller Mortensen.

I det sidste er vi Socialdemokrater fuldstændig enige. Vi skal have et forpligtende samarbejde mellem alle parter, som har med børn at gøre. Over for børn, som mistrives psykisk eller fysisk, må vi samle alle kræfter. Det bliver spændende, når det bliver det forslag, vi skal diskutere i Folketingssalen, for så er der ingen tvivl om, at der vil være flertal for det.

Men ellers vil jeg med hensyn til den kommunale indsats på forebyggelses- og sundhedsfremmeområdet gerne spørge, om det er Dansk Folkepartis holdning, at det skal være kommunerne selv, der bestemmer, hvilken standard der i fremtiden skal være gældende på det her område. Eller skal vi, som Venstres ordfører sagde, arbejde hen mod nationale standarder, nationale niveauer, sådan at vi sikrer, at alle grupperinger, altså også de svageste grupperinger i det danske samfund, får enslydende tilbud, uanset om de er borgere i en økonomisk velstående kommune eller en økonomisk knap så velstående kommune?

Ordføreren.

Jeg mener blot, at der er stor forskel. Det afhænger af, hvilken kommune vi taler om, og hvilke indbyggere der bor i hver enkelt kommune, for hver kommune har hver deres individuelle problemer, alt efter om de har meget socialt boligbyggeri, og om det er landkommuner eller bykommuner. Der skal man tage højde for, at der kan være forskel. Men vi skal som borgere kunne få de samme fordele, og så er det så, på hvilken måde vi opnår dem - det kan bl.a. være ved at gå til en anden by, der måske har et andet tilbud - men som borger skal man have et frit valg til at kunne få del i det her.

Så er det hr. Orla Hav for en kort bemærkning.

Jeg hører ordføreren fra Dansk Folkeparti i høj grad beskrive, hvordan systemet er indrettet, og at systemet skal registrere og notere sig. Er det ikke at gå en omvej frem for at tage fat om roden til mange af de skævheder, der er i vores sundhedsvæsen? Anerkender Dansk Folkeparti ikke, at der er en sammenhæng mellem menneskers økonomiske formåen, sociale status og den middellevealder, som vi kan registrere er så ulige fordelt?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, at jeg fangede det første spørgsmål om at registrere og notere sig. Det forstod jeg ikke helt, men det kan ordføreren måske komme ind på senere.

Med hensyn til forskellig økonomi og forskellige standarder, og hvad vi har de forskellige steder, vil jeg sige, at jeg godt er klar over de forskelle, der er. Jeg er selv vokset op på Lolland, hvor der er en meget dårlig økonomi, og hvor der er mange førtidspensionister, arbejdsløse og unge, der ikke får en uddannelse, men mange gange ser jeg faktisk, at det er dem, der bevæger sig mest. Nu bor jeg i en velstående kommune, hvor børnene bliver kørt rundt i biler, hvor de kører på knallert og andre ting, som dem nede på Lolland ikke har. Så jeg tror, at man skal passe på med at have en målestok, der siger, at fordi man har en dårlig økonomi, kan man ikke leve sundt. Der er mange måder at definere det på.

Hr. Orla Hav.

Nu taler jeg jo ikke om at definere det. Jeg taler med udgangspunkt i den registrerede forskel, der er på postnumrene, og som har været debatteret her i dag. Der er en registreret forskel. Hvis man kommer fra lavindkomstområder, lavindkomstfamilier, er der ikke den samme mulighed for at have et langt liv, et sygdomsfrit liv, de uligheder er indbygget. Vil Dansk Folkeparti ikke medvirke til i langt mere målrettet form at ændre på de skæve livsvilkår, hvilket jo kunne medføre den lighed, som tilsyneladende også optager Dansk Folkeparti? Det hører jeg at man afviser, og det ærgrer mig lidt.

Ordføreren.

Nej, nej. Først i min tale sagde jeg nemlig: Vi skal mindske den sociale skævhed, men det skal ikke ske ved forbud, ved at vi går ind og rører ved den enkeltes personlige ansvar og frihed. Vi ved, at der er nogle mennesker, der ønsker at leve, som de gør, og jeg ved, at netop i de små byer er deres livskvalitet at gå ned på værtshuset nede i byen og få deres cigaretter. Det er deres livskvalitet, og det skal vi ikke tage fra dem. Vi vælger selv her i livet, det skal andre ikke gøre for os.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Per Clausen.

Nu deler jeg jo sådan set fru Liselott Blixts mistanke om, at hr. Karl H. Bornhøft godt kunne være sådan en mand, der ved hjælp af formynderi og lovgivning ville få os alle sammen til at leve, ligesom han selv gør. Men pointen er jo bare, at når man så læser det her beslutningsforslag - og jeg læste det med den forventning, at der nok skulle være et eller andet formynderi, der kunne gøre, at Enhedslisten kunne afvise forslaget fra SF - så er der jo ikke noget formynderi eller nogen forbud i forslaget.

Jeg vil godt høre, om fru Liselott Blixt kan løfte sløret for, hvilke forbud der foreslås i det her beslutningsforslag, som gør, at Dansk Folkeparti ikke kan støtte det.

Ordføreren.

Nu er det sådan, at der er kommet en del forslag, der ligesom lapper lidt ind over hinanden. Vi kan gå ind og se på de her forpligtende mål med, at man skal leve 3 år længere, og de andre forslag - nu har jeg ikke beslutningsforslaget med op, så jeg kan ikke lige læse det op - og der ved vi jo godt, hvad det er for forslag, som Socialistisk Folkeparti hentyder til, og hvad der også står i beslutningsforslaget om tobak, vin, alkohol osv., i forbindelse med hvad der skal forbedre folks sundhed. Det er netop dér, at den enkelte skal have sin personlige frihed og ansvar til at gøre, hvad man vil, og ikke, hvad Socialistisk Folkeparti vil.

Hr. Per Clausen for anden og sidste gang.

Jamen altså, jeg ved godt, hvad hr. Karl H. Bornhøft mener om min livsstil, den vil han gerne forbyde, men pointen er, at det ikke står i det her beslutningsforslag, og derfor kan jeg godt støtte det. Jeg synes, at fru Liselott Blixt skulle bevæge sig ud over det der, som vi alle sammen ved om hr. Karl H. Bornhøft og hans synspunkter, og så forholde sig præcist til det beslutningsforslag, der er fremsat, og som sikkert er blevet redigeret lidt i SF's folketingsgruppe.

Jeg synes, at det afgørende er, at fru Liselott Blixt ikke har noget argument for at være imod det konkrete indhold af det her beslutningsforslag andet end en henvisning til, hvad SF måske mener. Jeg vil sige til fru Liselott Blixt, at hvad SF måske mener, debatterer de hele tiden, og det er stærkt uklart.

Ordføreren.

Et af de første mål, der står, er, at vi skal leve 3 år længere, og der mener jeg ikke at vi skal gå ind og sige, at det er et mål på 3 år, vi skal gå efter. Det kan være 2 år, det kan være 4 år. Jeg mener, at det ikke er det, vi skal se på. Vi skal se på, hvordan vi får nogle gode leveår, og så kan det være lige meget, om det er 3 år, 4 år eller 2 år.

Hvorfor skal vi sammenligne os med Sverige? Så kan vi sige, hvis vi taler om, hvad der er sundhed: Jamen slikket er billigere i Sverige, og de bruger mere nikotin end os andre. Er det det, vi skal gå efter at indføre for at få det samme?

Jeg siger tak til ordføreren. Den næste på talerlisten er fru Vivi Kier fra Det Konservative Folkeparti.

Jeg er da rigtig, rigtig glad for, at Socialistisk Folkeparti faktisk er enig med regeringen, for de næste tre beslutningsforslag, vi skal behandle, handler om noget med forebyggelse, det handler om, hvordan vi alle sammen bliver bare en lille smule sundere. Og det ligger jo regeringen og i hvert fald Det Konservative Folkeparti rigtig meget på sinde. Det er også skrevet ind i regeringsgrundlaget, og alle ved, at vi har nedsat en Forebyggelseskommission med henblik på, at vi kan lancere en national handlingsplan for forebyggelse med klare mål for indsatsen.

Så det er glædeligt, at SF også er med i det her. Vi er fra konservativ side enige i det overordnede formål i samtlige beslutningsforslag, der følger her resten af dagen. Vi skal fremme folkesundheden, og især skal vi have fokus på den ulighed i sundhed, vi ser. Det er Forebyggelseskommissionen også specifikt blevet bedt om at kigge på og komme med nogle anbefalinger til.

Når vi så fra konservativ side afviser alle beslutningsforslagene, skal det ses i det lys, at står vi i dag og siger, at lige nøjagtig de punkter, der er peget ud i beslutningsforslagene, vil vi støtte, så har vi allerede lagt os fast på noget, hvilket jeg synes ville være forkert og ville være ærgerligt, set i lyset af at vi nu skylder at se, hvad kommissionen kommer med af anbefalinger. Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi ser meget frem til den debat, og jeg kan jo allerede fornemme med den tilslutning, der er til de beslutningsforslag, som vi har her, at det kan blive en rigtig bred politisk aftale, vi kan lave om, hvordan vi får sat konkrete mål ind for folkesundheden, således at vi alle sammen bliver en lille smule mere sunde og vi får sat fokus på, hvad det er for nogle håndtag og værktøjer, vi skal bruge i forhold til den ulighed i sundhed, vi også ved eksisterer.

Der er en enkelt, der har bedt om ordet for en kort bemærkning. Det er hr. Per Clausen.

Jeg synes jo altid, det er spændende, når ordførerne herinde i Folketingssalen taler om brede forlig. Jeg vil bare være helt sikker på, at den konservative ordfører mener, at et bredt forlig på det her område indbefatter, at man stiller klare, præcise målsætninger op, og at vi i debatten om, hvilke metoder der kan tages i anvendelse, også kan inddrage de elementer, som statsministeren har forbudt os at tale om, nemlig forskellige afgifter, alt afhængig af om fødevarerne er sunde eller usunde.

Ordføreren.

Jeg går helt fordomsfrit ind i sådan en debat om, hvad det er for nogle håndtag og værktøjer, vi skal bruge, og lytter åbent til, hvad der bliver sagt. Og selvfølgelig kommer jeg jo også med mit partis holdninger til, hvad vi synes kunne være spændende, men selvfølgelig skal man da lytte til ordene i den rapport, der måtte komme, og derudfra tage bestik af, hvor vi så sætter ind. Vi vil meget gerne være med til at sætte klare mål.

Hr. Per Clausen for anden gang.

Det glæder jeg mig så til, for så får vi jo nogle klare mål på de områder, som SF har nævnt, og så kan vi se, om tallene bliver de samme.

Så kan jeg forstå på den konservative ordfører, at hun er enig med mig i, at statsministerens udtalelser om, hvad der ikke kan bruges af metoder, er usædvanlig dumme, fordi han risikerer, at der er et flertal i Folketinget for at gøre det, han siger man ikke kan gøre. Måske er det oven i købet sådan, at et af regeringspartierne er uenig med ham - det skal jeg bare gerne have bekræftet.

Ordføreren.

Jeg kommenterer ikke statsministerens udtalelser. Jeg står her som konservativ sundhedsordfører, og jeg fremhæver de holdninger, som Det Konservative Folkeparti står for, og dem står jeg ved til enhver tid.

Jeg siger tak til ordføreren. Den næste er ordføreren for Det Radikale Venstre, fru Lone Dybkjær.

Tak, fru formand, og undskyld, at det kom lidt bag på mig, at det var min tur nu.

Målet for en national folkesundhedsstrategi er for Det Radikale Venstre, at vi skal have flere gode leveår. Sådan set deler vi i og for sig opfattelsen med nogle af de ordførere, der allerede har været her, om, at det jo ikke hjælper meget, at vi forlænger levetiden, hvis det ikke er nogle gode levevilkår, vi snakker om. Og vi ved jo altså også, at for rigtig mange er den sidste del af deres levetid præget af rigtig dårlige år. Så vil jeg sige, at hvis det skal lykkes, er det altså helt nødvendigt, at vi retter op på den sociale ulighed i sundheden, og hvis vi gør det, vil vi også se, at middellevetiden faktisk stiger.

Regeringen sagde jo så flot i begyndelsen af valgkampen, at danskerne skal leve 3 år længere i løbet af de næste 10 år. Det kommer altså helt af sig selv, vil jeg gerne sige, så der er ikke noget særlig ambitiøst i det. Det ambitiøse er i virkeligheden, hvis vi sætter os nogle andre målsætninger, og det er det, vi synes at vi skal gøre.

Når jeg siger, at det ikke er særlig ambitiøst, er det, fordi middellevetiden i løbet af de sidste 10 år jo rent faktisk er steget. Det er da udmærket, men det er ikke specielt ambitiøst. Skal vi være ambitiøse, skal vi altså sætte os et andet mål, og derfor synes vi i Det Radikale Venstre, at der skal være tre overordnede mål for de næste 12 år - man kan også sige 10 år eller 15 år. Det afgørende for os er faktisk, at der kommer nogle målsætninger, for hvis ikke der er nogen målsætninger, kan vi altså heller ikke måle, hvad det er, vi gør, og så kan vi sagligt set ikke forholde os til noget som helst, og det lægger vi sådan set vægt på at vi kan.

Det ene mål, vi skal sætte os - og der er vi sådan set enige med forslagsstillerne - er, at middellevetiden skal op på niveau med Sverige, Norge og Island. Det andet mål, vi skal sætte os, er, at når vi så lever længere, skal det altså også være gode leveår. Og det tredje mål er, at forskellen i middellevetid hos de højtuddannede og de lavtuddannede skal reduceres - vi kan sætte en procent, vi har foreslået 25 pct., men det kan sådan set være andre procenter. Det er mere afgørende for os, at vi kommer med et eller andet realistisk bud. Man kunne helt overordnet sammenfatte det her til: flere år i livet, mere liv i årene. Det er sådan set det helt afgørende for os.

Så vil jeg lige kigge på, hvad det så er, der skal til. Der har jeg været inde på at det handler om, at vi prøver at kigge på den sociale ulighed i sundheden, og der ved vi jo allerede godt, at det er frygteligt at se, hvor stor den sociale ulighed er, og hvor lidt vi i virkeligheden taler om det. Det er jo rent faktisk sådan, at vi ved, at hvis sådan nogle som os får en cancersygdom - med »os« mener jeg altså os, der er i Folketinget og også tilhørerne, nogle af dem i hvert fald - så er chancen for helbredelse meget større hos os, end den er for de mere udsatte sociale grupper. Desværre er det altså også sådan, at hvis man føder et barn blandt os, er der en høj sandsynlighed for, at det går godt, mens børnedødeligheden faktisk er på niveau med gennemsnittet, som det var for 30 år siden, hvis man føder et barn i nogle af de mere udsatte grupper. Det er jo fuldstændig rystende. Så derfor bliver vi nødt til at tage fat på den sociale ulighed i sundheden.

Så skal vi selvfølgelig kigge på, hvad det er, der rammer os i øjeblikket, og det er jo overvægt hos en stor gruppe mennesker, som så vil føre til, at en stor gruppe af mennesker faktisk får diabetes 2 og dermed, om jeg så må sige, virkelig kommer til at indgå i vores sundhedsstatistikker på en højst uheldig måde. Der tror jeg altså vi skal sætte noget mere effektivt ind, end vi har gjort i forbindelse med vores sidste satspulje. Det er rigtigt, at vi har haft sådan nogle vægtstopkonsulenter og al den slags, og det er fint nok. Jeg noterede mig jo også i går i Aftenshowet, at ministeren for sundhed og forebyggelse er gået på afmagringskur, og det er også udmærket. Men, som en, der har lang erfaring med afmagringskure - og det kan jeg virkelig sige jeg har fået gennem årene - vil jeg sige, at det selvfølgelig er fint nok med de afmagringskure, men de holder ikke, når man er færdig med dem. De holder ikke. Og det, der er fuldstændig afgørende, er jo, at man får lært at lægge sine kostvaner om, sådan at man får noget, der er sundt.

Det er udmærket at tage en kur med gulerødder, som jeg forstår, at ministeren for sundhed og forebyggelse har gjort, og jeg har også vist, at jeg har en med i dag, men man kan jo altså ikke spise gulerødder i større doser hver dag i hele sit liv. Det er ikke sundt - man bliver i øvrigt også gul af det - men frem for alt medvirker det ikke i det lange løb nødvendigvis til, at man taber sig.

Derfor tror jeg, vi skal diskutere hele spørgsmålet om, hvordan vi sætter ind over for den fedmeepidemi, som vi roligt kan sige vi er ved at få - og se, om ikke der er andet og mere, der skal til, end vægtstopkonsulenter. Derfor tror jeg, at vi er nødt til diskutere et eller andet om, hvordan vi får nogle fornuftige kostvaner. Og det er altså ikke livsgivet, at vi alle sammen er født med at vide, hvad de sunde kostvaner er.

Tak til ordføreren. Vi går videre til den næste i ordførerrækken, som er hr. Per Clausen fra Enhedslisten.

Jeg synes naturligvis, det er spændende, at skiftende sundhedsministre forsøger at vise et godt eksempel ved at gennemgå nogle slankekure, som vi måske kunne blive inspireret af. Ved sådan at følge den tidligere sundhedsministers og nuværende sundhedsministers udvikling er jeg ikke sikker på, at de kure, man har anvendt, er langtidsholdbare - det er jeg enig med fru Lone Dybkjær i - men det ændrer jo ikke noget ved, at formålet er smukt.

Jeg synes, det er en interessant debat vi har i dag, for på en måde går alle jo ind for alt det gode; der er jo ikke nogen, som er imod, at folkesundheden bliver bedre, og alle går vel et eller andet sted ind for, at der også skal være bindende mål for, hvad vi skal hen til. Regeringspartierne vil helst have bindende mål, som er identiske med de resultater, man har opnået indtil nu uden at gøre noget, for så er man nogenlunde sikker på at opnå resultater, som svarer til målene. Andre, typisk oppositionspartierne, synes, at man skal sætte nogle højere mål, formentlig med to hensigter, hvoraf den ene er at opnå resultater - det kan man ikke udelukke, når det er SF, der stiller forslaget - og den anden er vel, at hvis man ikke opnår resultater, kan man altid kritisere regeringen for, at den ikke har opnået de resultater, som den havde vedtaget. Derfor er det jo forståeligt nok, at regeringen ønsker så lidt bindende mål som muligt og så upræcise mål som muligt, men spørgsmålet er, om det er godt, hvis man ønsker at opnå resultater.

Jeg synes bare, at de partier, som ikke rigtig bryder sig om bindende mål på sundhedsområdet, skal gøre sig nogle overvejelser om, hvordan de tilrettelægger den politiske aktivitet i deres parti, når deres parti skal opnå resultater, om det ikke er sådan, at man også i de borgerlige partier har nogle mål, som man forsøger at opnå, og om de ikke virker meget disciplinerende på aktiviteten.

Jeg kan for Enhedslistens vedkommende sige, at man jo ikke altid opnår de mål, man har stillet sig om fremgang ved valg, men jeg tror alligevel, det er godt at konfrontere de resultater, man opnår, med de målsætninger, man havde.

Så synes jeg alligevel, det er spændende, at det her forslag, som SF har fremsat, har kunnet give anledning til en debat om, at vi ikke ønsker, at der skal ske noget omkring lovgivning, hvor man forbyder ting og alt muligt, for det interessante ved det her forslag er jo, at det ikke indeholder et eneste forbud. Det er også overraskende for mig, at hr. Karl Bornhøft kan fremsætte forslag, der ikke indeholder et eneste forbud, men det er jo realiteten. Realiteten er, at det her er et forslag om, at vi f.eks. skal give folk bedre muligheder for at træffe sunde valg.

Jeg vil da gerne spørge dem, der er imod det, om det skal forstås på den måde, at Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti synes, det er en rigtig dårlig idé, at vi har afgifter på spiritus og tobak, og om de vil tilbage til tilstanden, før man indførte afgift på snaps, fordi man ikke mener, at afgifter og mangel på afgifter kan bruges til at give folk bedre muligheder for at foretage et rigtigt valg. Det mener man selvfølgelig ikke, men hvorfor bruger man så sådan nogle argumenter?

Realiteten er jo, at SF vil stille mig og andre over for det gode valg, sådan at vi, når vi skal beslutte os til, hvad vi skal indtage til vores aftenkaffe - som jo skal være koffeinfri, så man stadig væk kan sove - faktisk får et yderligere økonomisk incitament til at vælge nogle sunde løsninger. Hvad er formynderiet i det? Er det ikke snarere at frisætte valgmulighederne?

Så alt i alt synes jeg, det er besynderligt, at vi i Folketinget ikke kan vedtage, at vi skal have nogle præcise målsætninger, så vi efterfølgende kan bedømme vores indsats på, om vi har levet op til disse præcise målsætninger, og at vi ikke også kan vedtage, at vi faktisk synes, man skal bruge økonomiske incitamenter til at belønne de mennesker, der vælger sunde, livsforlængende løsninger på, hvordan de hygger sig i deres liv, og straffe os andre økonomisk ved at gøre det dyrere at foretage de forkerte valg. Det er fuldstændig ubegribeligt for mig. Og jeg synes ærlig talt, at det ikke hæver muligheden for at føre en seriøs sundhedspolitisk debat i Folketinget, at man så skal høre, at SF har fremsat en række forslag om formynderi og forbud, når det nu faktisk er lykkedes SF's folketingsgruppe at forhindre hr. Karl Bornhøft i at foreslå alle mulige forbud.

Tak til ordføreren. Vi går videre til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Karl H. Bornhøft fra SF.

Tak. Jeg vil godt starte med at sige, at jeg bestemt synes, der har været nogle interessante overvejelser over min egen livsstil. Jeg vil så også med det samme til gengæld sige, at det sådan set slet ikke er det, forslaget drejer sig om. Jeg har ingen ambitioner om, at alle skal leve som mig. Jeg synes faktisk, at alle skal leve, sådan som de gerne vil. Det er nemlig det, der giver livskvalitet.

Det her drejer sig altså om, hvorvidt vi vil have nogle forpligtende mål inden for det arbejde, vi skal lave om sundhed. Jeg vil godt starte med at sige, at alle, der har noget at gøre med sundhed, godt ved det. Skulder ved skulder sidder vi jo gang på gang bænket ved adskillige sundhedskonferencer rundtom i landet arrangeret af dygtige foreninger, førende eksperter på sundhedsområdet, og de forsøger ihærdigt at få banket ind i hovedet på os politikere, at vi bør gøre noget. Det er da et budskab, der ikke er til at tage fejl af. Alle, der ved noget om det her, siger: Se at komme i gang, I må gøre noget, I kan ikke bare ignorere, at 1,7 millioner danskere har en kronisk sygdom, I kan ikke bare ignorere, at der dør 20.000 danskere om året, som vi kunne have forhindret i at dø.

Det er derfor, at SF i dag foreslår, at vi som politikere begraver stridsøksen, og det kan jeg forstå at ministeren er enig i. Vi synes, at vi skal diskutere forpligtende mål og vedtage dem for danskernes skyld. Vi synes, at vi med den her diskussion er nødt til at pointere, at der er brug for en markant oprustning inden for forebyggelsesindsatsen fremover, hvis vi overhovedet skal gøre os nogen forhåbninger om f.eks. at nedbringe antallet af kronisk syge. Vi har ikke verdens bedste sundhedsvæsen, og vi har ikke sundhedsresultater i verdensklasse, men jeg tør godt sige, at med den rette indsats og prioritering kan vi altså godt løfte udfordringen. Det her er et spørgsmål om vilje.

I regeringens folkesundhedsprogram fra 2002 markerer regeringen jo en vilje til at prioritere sundhedsfremme og forebyggelse. Desværre har vi ikke set det udmøntet særlig konkret på området endnu, og hvis jeg skal finde en god undskyldning for, at vi ikke har det, kan den være, at der ikke er fastsat konkrete mål, man kan stræbe efter og evaluere. F.eks. fremgik det af regeringens udspil, at antallet af rygere skulle mindskes meget markant, men det er jo altså lidt uklart, hvad »meget markant« betyder. I disse slørede formuleringer ligger der altså en grad af noget, der er ukonkret og uambitiøst, og det er den del af det, vi skal bryde med. Vi skal simpelt hen sørge for, at det ikke er tomme ord, vi leverer, men at det er nogle mål, vi tør stå ved og følge op på.

For at opprioritere forebyggelsesopgaven er det, at SF siger, at der bør udarbejdes et nyt sundhedspolitisk program, hvoraf der fremgår nogle konkrete og målbare mål for sundheden, som stat, regioner og kommuner skal forpligtes til at gennemføre. Programmet skal altså indeholde delmål, succeskriterier og statusopgørelse frem til 2018. Det er ikke for at skabe bureaukrati. Det er for at sikre, at vi gør de rigtige ting, og skulle det vise sig, at nogle af de ting, som vi gør, ikke er rigtige, så er det da klogt at opdage det i tide, så vi kan vælge nogle andre redskaber og nogle andre mål.

I SF har vi en ambition om, at andelen af rygere skal ned på 15 pct. Vi har en ambition om, at antallet af unge, der begynder at ryge, simpelt hen skal halveres. Vi har en ambition om at udjævne den sociale ulighed i sundhed med 50 pct. i forhold til i dag, og vi har en ambition om at reducere antallet af kronisk syge med 10 pct. over den næste 10-årige periode.

Vi er til gengæld fuldstændig åbne for en diskussion om, hvorvidt det lige præcis skal være de her mål, eller om det skal være nogle andre. Det spændende i den politiske debat er sådan set, om vi tør sætte os nogle mål, og om vi kan finde et fælles grundlag for dem. Det er naturligvis også for at sikre, at vi får en udvikling i sundheden, der går i den rigtige retning, og det gør vi altså kun, hvis vi tør sætte nogle konkrete mål og vi tør gå efter dem og blive bedømt på dem. Der må man sige, at en af de manglende ting i sundhedsdebatten, sådan som den har forløbet hidtil, har været, at vi har turdet at sætte os nogle mål, som vi kan blive bedømt på. På den måde kan enhver jo næsten sige, at de mål, man hidtil har sat sig, er blevet indfriet, for de har aldrig været af en karakter, så de kunne måles. Det er den ændring, vi skal have lavet nu. Vi skal nemlig sige, at vi mener det her alvorligt, og at vi ønsker at gå i en anden retning.

I SF har vi også en meget stor ambition om, at senest i 2013 skal alle kommuner tilbyde systematisk opsporing af kronisk syge borgere, og det betyder, at de kommunale rehabiliteringstilbud til kronisk syge skal være fuldt udbygget. Det gælder også den indsats, som omfatter patientskoler, som omfatter de pårørende i forhold til sygdommen, og som omfatter støtte til et bedre liv. Det er naturligvis noget mere ambitiøst end det, regeringen har foreslået indtil nu, men lad os da overveje, om vi ikke vil være mere ambitiøse.

Arbejdspladsen betyder også uendelig meget i den her sammenhæng. Derfor skal vi sørge for, at der skal være en overordnet ramme for sundhedspolitikker, men den skal naturligvis selv lave indholdet. Vi skal også sørge for, at det her arbejde virkelig bliver lavet på en måde, der gør, at det kan værdsættes af andre, og at det kan følges. I den her sammenhæng er vi så villige til at indrømme, at vi altså ikke er så imponeret af Sundhedsstyrelsens arbejde i den her sammenhæng, og derfor foreslår vi, at den her opgave løses af et uafhængigt organ. Men vi er da altid åbne over for en diskussion om, hvorvidt det skal være den løsning eller en opprioritering af Sundhedsstyrelsen, så de kan gøre det endnu bedre. Det er jo derfor, vi fremsætter forslag.

Så vil jeg også sige, at det bliver vigtigt i tiden fremover at sørge for, at der er mere uafhængig forskning på det her område. Men det betyder altså også, at et øget ambitionsniveau som konsekvens har, at der skal afsættes markant flere penge til at opfylde de her forpligtende mål. Og vi vil med det samme sige, at hvis man skal gøre sig håb om at flytte folkesundheden, tror vi, at en forebyggelsesindsats og en kronikerindsats ligger inden for rammen af 10 mia. kr. Det synes vi er målet inden for de næste 10 år. I den sammenhæng er det altså vigtigt at gøre sig klart, at godt nok er det her en investering, men det er en investering, der kan betale sig.

Jeg vil gerne knytte nogle korte bemærkninger til ministerens indlæg. Jeg er selvfølgelig glad for, at ministeren sætter pris på forslagene og håber, at de indgår i det videre politiske arbejde. Jeg kan sige med det samme: Det gør de naturligvis. Vi har en ambition om, at vi skal finde nogle fælles løsninger på det her område, for det er det, vi tror bærer rigtigt igennem. Vi synes så, det er vigtigt med en politisk debat også ud over at høre, hvad en kommission mener, og derfor synes vi, at den her debat burde være taget for længst. Det ville have hjulpet kommissionen i deres arbejde, hvis de vidste, hvad det egentlig var man også havde af politiske mål på det her område.

Så vil jeg komme med en oplysning til ministeren og andre i den her sammenhæng. Oplysningen er, at for hvert eneste års ekstra levetid, som vi skaffer danskerne, betyder det, at de får 2 ekstra år uden sygdom. Det er altså en viden, vi konkret har i dag, og derfor er det altså sådan lidt vigtigt at få 1 år mere, 2 år mere, 3 år mere og såmænd også det, SF foreslår, som jo ikke er 3 år - det er regeringen, der foreslår det - men faktisk 5½ år, for at vi kan komme op på Sveriges niveau. Derfor vil jeg sige, at det ikke bare er et spørgsmål om, at folk skal leve længere. Hvis vi sørger for, at de lever længere, er det tilstrækkelig dokumenteret, at de så får dobbelt så mange ekstra gode leveår. Det var en oplysning.

Så vil jeg sige til Venstres ordfører, at de her forslag som sagt lægger op til en konstruktiv debat. Vi vil gerne debattere, om det lige præcis er de her mål, vi skal have. Nu er det ikke sådan i SF, at vi har en forestilling om, at vi kommer til at bestemme alt. I en indskudt sætning kan jeg godt sige, at jeg ikke engang er helt sikker på, at det vil være det bedste. Men det, vi har en ambition om, er at være med til at fastsætte nogle mål, som vi kan være fælles om, for kun hvis vi tør løfte den her opgave i fællesskab, bliver det til noget. Hvis vi bare bliver ved med at køre på enkeltområder, så bliver det aldrig til noget. Derfor siger SF også, at vi altså nu skal af med - i den her sammenhæng - al den projektdiskussion om forebyggelsen. Vi skal ganske enkelt have forebyggelsen ind i det daglige, praktiske arbejde, og det er derfor, det er så vigtigt at have nogle mål. Jeg forstår det sådan, at alle de budskaber, der er kommet her i dag, kan sammenfattes til i hvert fald én ting, vi er enige om, nemlig at vi gerne vil have nogle forpligtende mål, og så finder vi i den senere diskussion ud af, præcis hvilke forpligtende mål det så skal være. Her har vi et godt udgangspunkt.

Jeg skal lige bede ordføreren blive stående, for der er et par korte bemærkninger. Den første er fra fru Liselott Blixt.

Jeg har et meget enkelt spørgsmål: Hvordan vil hr. Karl H. Bornhøft trække en hest til truget, der ikke vil spise? Sagt på en anden måde: Vi ved jo godt, hvem det er, de her sundhedstilbud ikke kommer ud til, hvem der ryger, ikke spiser sundt og ikke dyrker motion; det er lavtlønsgrupper, indvandrere, pensionister og mænd. Så hvordan vil hr. Karl H. Bornhøft klare den?

Ordføreren.

Vores overvejelser går slet ikke på at trække en hest til truget, vores overvejelser går på, hvordan vi skaffer bedre muligheder for danskerne til at kunne lave nogle flere sunde valg. I den sammenhæng synes vi, det er vigtigt at holde fast i to ting: Den ene er, at det enkelte menneske har et ansvar for sin egen sundhed, og den anden er, at det samfundsmæssige ansvar ligger i at sørge for, at der er nogle rammer, der gør, at det enkelte menneske så også kan vælge de sunde rammer. Det er hele argumentationen, og derfor vil jeg sige, at den her diskussion drejer sig om de forpligtende mål, og det, jeg kan høre at Dansk Folkeparti gerne vil diskutere, er det næste forslag, der drejer sig om metoderne. Så jeg må altså bede om, at man venter med det, til vi kommer dertil.

Fru Liselott Blixt for anden gang.

Der har ordføreren ikke ret, for mit næste spørgsmål er angående de forpligtende mål, og der tager jeg igen udgangspunkt i Lolland Kommune, hvor de fleste borgere er på overførselsindkomst. Hvad så, hvis den kommune ikke kan leve op til de her forpligtende mål, som vi nu har fastsat? Hvad skal der så ske i den kommune?

Ordføreren.

Jeg håber, at alle, der har læst forslagene igennem, har lagt mærke til én bestemt ting, nemlig at vi slet ikke opererer med begrebet straf over for kommunerne. Vi opererer med begrebet at give kommunerne nogle ekstra incitamenter til at gøre mere ved den her indsats. Og det er indiskutabelt, at når vi skal lave nogle nationale mål og der skal følges op på dem og det skal ske også i de enkelte kommuner, er den enkelte kommunes befolkningssammensætning naturligvis udgangspunktet for, hvad den enkelte kommune kan bidrage med. Det er en del af en nogenlunde rigtig virkelighedsopfattelse, at man tør tage det udgangspunkt.

Tak. Den næste korte bemærkning er fra fru Vivi Kier.

Tak. Det er et ganske enkelt spørgsmål. Men jeg vil lige starte med at sige, at jeg må give hr. Karl H. Bornhøft fuldstændig ret, for jeg er sikker på, at der er mange ikke alene herinde i Folketinget, men specielt ude i det ganske land, som er glade for, at Socialistisk Folkeparti ikke bestemmer alting. Når det så er sagt, vil jeg sige, at hr. Karl H. Bornhøft jo har stået og talt meget varmt for sine forslag, og jeg står et øjeblik og bliver helt i tvivl om, om hr. Karl H. Bornhøft nu er vidende om, hvad der står i regeringsgrundlaget, og hvorfor man har nedsat en Forebyggelseskommission.

Der står: Der nedsættes en Forebyggelseskommission med henblik på at lancere en national handlingsplan for forebyggelse med klare mål for indsatsen. Så igen må jeg kvittere og sige, at jeg er rigtig glad for, at Socialistisk Folkeparti er enige i regeringsgrundlaget.

Ordføreren.

Jeg vil starte med at sige, at der jo ikke er noget ondt i, at vi kan være enige om nogle ting. Jeg synes indimellem, at det sådan set er en befrielse, for det her Ting bruger så ekstremt meget tid på at finde ud af, hvad man er uenig om, så derfor synes jeg, det er fint, at der er nogle ting, vi også er enige om.

Jeg vil så sige i den her sammenhæng, at jeg faktisk har læst regeringsprogrammet igennem, og det har jeg gjort rigtig mange gange, så det behøver De Konservative slet ikke at tvivle på. Jeg synes så bare ikke, at det er helt så ambitiøst, som jeg ønsker det, og det er måske derfor, vi så også repræsenterer forskellige partier. Men det ændrer ikke ved, at vi kan finde nogle fælles løsninger hen ad vejen, og det er jo egentlig i bund og grund det, som det her drejer sig om.

Så vil jeg sige, at jeg da fuldstændig under den konservative ordfører at glæde sig over, at SF forhåbentlig aldrig får et fuldstændigt flertal i dette land, og jeg vil da så modsat også glæde mig over, at det gør De Konservative forhåbentlig heller ikke, og det er egentlig det, der er det gode ved det danske demokrati.

Der er ikke bedt om flere korte bemærkninger, så jeg siger tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.