Indfødsretsudvalget 2008-09
B 55 Bilag 13
Offentligt
Til beslutningsforslag nr.B 55
Folketinget 2008 - 09
Betænkning afgivet af Indfødsretsudvalget den 14. maj 2009
Betænkningover
Forslag til folketingsbeslutning om dobbelt statsborgerskab[af Jørgen Poulsen (RV) m.fl.]
1. UdvalgsarbejdetBeslutningsforslaget blev fremsat den 28. november 2008 og var til 1. behandlingden 19. februar 2009. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist tilbehandling i Indfødsretsudvalget.MøderUdvalget har behandlet beslutningsforslaget i 3 møder.Skriftlige henvendelserUdvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelserfra:Larry Feinberg,John Hansen,S.J.,Søren Jensen,Halfdan og Ebba Mahler,Anders Nattestad ogMartin og Evelyn Senn.DeputationerEndvidere har Democrats Abroad ved Larry Feinberg mundtligt over for udvalgetredegjort for deres holdning til beslutningsforslaget.SpørgsmålUdvalget har stillet 13 spørgsmål til integrationsministeren til skriftlig besvarelse,som denne har besvaret.UdredningerIntegrationsministeriets »Udredning af reglerne om dobbelt statsborgerskab iDanmark, i andre lande og i forhold til international konventioner« er optrykt sombilag 2 til betænkningen.2. Indstillinger og politiske bemærkningerEtflertali udvalget (V, S, DF og KF) indstiller beslutningsforslaget tilforkastelse.
2
Venstres, Socialdemokratiets, Dansk Folkepartis og det Konservative Folkepartismedlemmer af udvalget støtter ikke beslutningsforslaget. Begrundelsen for dette erbl.a., at der af Integrationsministeriets udredning om dobbelt statsborgerskab fremgårfølgende:– Udenrigsministeriet har over for Integrationsministeriet oplyst, at Danmarkanvender den folkeretlige regel, der er kodificeret i Haagkonventionens artikel4, i forbindelse med ydelse af diplomatisk bistand. Danmark vil således somudgangspunkt ikke kunne yde diplomatisk bistand til en dansk statsborger, deropholder sig i et land, hvor vedkommende tillige er statsborger, hvisopholdsstaten modsætter sig dette. Danmark kan således ikke nødvendigvisyde den nødvendige beskyttelse til alle borgere med dansk statsborgerskab,som V, S, DF og KF ønsker.– Justitsministeriet har over for Integrationsministeriet oplyst, at der kan opståspørgsmål om, hvorvidt en person med dobbelt statsborgerskab, hvoraf det eneer dansk, der begår en forbrydelse i Danmark og herefter flygter til det land,hvor vedkommende også er statsborger, kan udleveres til Danmark medhenblik på retsforfølgning. En person med dobbelt statsborgerskab, hvoraf detene statsborgerskab er dansk, vil således efter omstændighederne kunneunddrage sig retsforfølgning for en forbrydelse begået her i Danmark ved atflygte til sit andet hjemland, hvis dette land ikke har mulighed for eller ikkeønsker at udlevere egne statsborgere eller at overtage retsforfølgningen.Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget ønsker i tillæg til de ovenståendebegrundelser at understrege, at det ligger implicit i indfødsrettens væsen, at indfødsretkun kan betyde den forpligtende tilknytning til ét land.Etmindretali udvalget (SF, RV og EL) indstiller beslutningsforslaget tilvedtagelseuændret.Socialistisk Folkepartis og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget mener, atIntegrationsministeriets udredning om dobbelt statsborgerskab dokumenterer, at detikke har medført problemer for de stater, som tillader dobbelt statsborgerskab.Desuden dokumenterer udredningen, at fordelene ved at tillade dobbeltstatsborgerskab langt overstiger ulemperne.Udredningen fastslår således, at retten til sociale ydelser i Danmark ikke er bestemtaf statsborgerskab, men af lovligt ophold. Endvidere fremgår det af udredningen, at denuværende regler for valgbarhed og valgret i Danmark ikke berøres, og at spørgsmåletom værnepligt bliver løst gennem bilaterale aftaler landene imellem. Dobbeltstatsborgerskab giver heller ikke problemer i forhold til internationale konventioner.Det eneste reelle problem, udredningen peger på, handler om retten til diplomatiskog konsulær beskyttelse, idet en person med dobbelt statsborgerskab, hvoraf det eneer dansk, ikke automatisk er sikret dansk bistand under ophold i et tredje land. Detteer imidlertid ikke et problem for staten, men det kan være et problem for denenkeltperson, som sætter sig selv i denne særlige situation. Lande, som har indførtdobbelt statsborgerskab, gør derfor meget ud af at informere ansøgere til dobbeltstatsborgerskab om, at de i den nævnte situation kan være ringere stillet end en personmed kun ét statsborgerskab. Ingen af de lande, som er omtalt i udredningen, harkunnet fremholde konkrete eksempler, som har givet anledning til problemer.Blandt fordelene ved dobbelt statsborgerskab nævner udredningen retten til friindrejse i flere lande, retten til at arbejde og studere i flere lande og retten til at eje fast
3
ejendom i flere lande. Hertil kan føjes, at de adspurgte lande fremhæver, at dobbeltstatsborgerskab understøtter integration, fordi det for den enkelte person bl.a.medfører en solidaritetsfølelse, som er motiverende for vedkommendes lyst til atuddanne sig og søge arbejde.Sammenfattende er Socialistisk Folkepartis og Det Radikale Venstres medlemmeraf udvalget af den opfattelse, at de nuværende regler helt ubegrundet er til gene formange danskere, der befinder sig ude i verden, og for mange udlændinge, som bor ogarbejder i Danmark. Partierne erkender, at der findes både fordele og ulemper veddobbelt statsborgerskab, men at fordelene vejer langt tungere end ulemperne, og atDanmark derfor i lighed med den helt overvejende del af landene i EU bør tilladedobbelt statsborgerskab.Liberal Alliance, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin ogSambandsflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteretmed medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme medindstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.
Karsten Nonbo (V) Per Bisgaard (V) Sophie Løhde (V) Gitte Lillelund Bech (V)Peter Juel Jensen (V) Louise Schack Elholm (V) Søren Krarup (DF)nfmd.Jesper Langballe (DF) Tom Behnke (KF)fmd.Henrik Dam Kristensen (S)Sophie Hæstorp Andersen (S) Lennart Damsbo-Andersen (S)Anne-Marie Meldgaard (S) Meta Fuglsang (SF) Hanne Agersnap (SF)Jørgen Poulsen (RV) Johanne Schmidt-Nielsen (EL)Liberal Alliance, Inuit Ataqatigiit, Siumut,Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.Folketingets sammensætningVenstre, Danmarks Liberale Parti (V) 47Socialdemokratiet (S)45Dansk Folkeparti (DF)25Socialistisk Folkeparti (SF)23Det Konservative Folkeparti (KF)18Det Radikale Venstre (RV)9Enhedslisten (EL)4Liberal Alliance (LA)Inuit Ataqatigiit (IA)Siumut (SIU)Tjóðveldisflokkurin (TF)Sambandsflokkurin (SP)Uden for folketingsgrupperne(UFG)211112Tjóðveldisflokkurinog
4
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende B 55Bilagsnr.123456789101112TitelBilag taget tilbageHenvendelse af 28/11-08 fra Anders NattestadHenvendelse af 8/12-08 fra John HansenHenvendelse af 11/1-09 fra Larry FeinbergHenvendelse af 9/1-09 fra Søren JensenRapport »Dobbelt statsborgerskab fra en international synsvinkel«Henvendelse af 17/2-09 fra Halfdan og Ebba MahlerFortrolig henvendelseTalepapir fra Democrats AbroadHenvendelse af 31/3-09 fra Martin og Evelyn Senn»Udredning af reglerne om dobbelt statsborgerskab i Danmark, iandre lande og i forhold til internationale konventioner«1. udkast til betænkningOversigt over spørgsmål og svar vedrørende B 55TitelSpm. om kommentar til henvendelse af 9/2-09 fra Søren Jensen vedr.dobbelt statsborgerskab, til integrationsministeren, og ministerenssvar herpåSpm. om kommentar til henvendelse af 17/2-09 fra Halfdan og EbbaMahler, til integrationsministeren, og ministerens svar herpåSpm. om kommentar til den fortrolige henvendelse af 17/2-09 fra S.J.,til integrationsministeren, og ministerens svar herpåSpm. om kommentar til de talepapirer, som blev brugt aforganisationen Democrats Abroad ved dens foretræde for udvalgetden 26. februar 2009, jf. B 55 – bilag 4, til integrationsministeren, ogministerens svar herpåSpm., om ministeren kan oplyse, hvor stor en andel af de personer,som i dag opnår dansk statsborgerskab ved naturalisation, der kansiges at have dobbelt statsborgerskab m.v., til integrationsministeren,og ministerens svar herpåSpm., om ministeren kan redegøre for, hvorvidt en tilladelse tildobbelt statsborgerskab i Danmark kan forbeholdes bestemte landesstatsborgere, f.eks. EU-landes statsborgere, til integrationsministeren,og ministerens svar herpåSpm., om ministeren kan oplyse, om der findes lande, hvisstatsborgere ved opnåelse af dansk indfødsret bliver løst fra deresoprindelige statsborgerskab, men som ved tilbagevenden til deresfødeland let kan generhverve deres oprindelige statsborgerskab m.v.,til integrationsministeren, og ministerens svar herpå
Spm.nr.1
234
5
6
7
5
8
9
10
111213
Spm., om ministeren kan redegøre for, hvorledes man sikrer sig, atpersoner, der har erhvervet dansk statsborgerskab, og som dereftererhverver sig et andet statsborgerskab, bliver løst fra det danske, tilintegrationsministeren, og ministerens svar herpåSpm., om ministeren kan redegøre for, hvad mulighederne er for atfratage en person dansk statsborgerskab m.v., tilintegrationsministeren, og ministerens svar herpåSpm., om ministeren kan redegøre for, hvornår ministeriet forventerat fremlægge resultaterne af den igangsatte udredning om reglerne fordobbelt statsborgerskab i Danmark, i andre lande og i forhold tilinternationale konventioner, til integrationsministeren, og ministerenssvar herpåSpørgsmålet er tilbagetagetSpm. om kommentar til henvendelse af 1. marts 2009 fra Martin ogEvelyn Senn, til integrationsministeren, og ministerens svar herpåSpm., om ministeren kan redegøre for, om den udredning, som iøjeblikket pågår i Integrationsministeriet om reglerne for dobbeltstatsborgerskab, forventes færdig, inden Folketinget går påsommerferie, til integrationsministeren, og ministerens svar herpå
6
Bilag 2
Udredning om reglerne for dobbelt statsborgerskab i Danmark, i andre lande ogi forhold til internationale konventionerUdredningen er optrykt efter ønske fra udvalget.1. BaggrundDet er et grundlæggende princip i den danske indfødsretslovgivning, at dobbeltstatsborgerskab skal begrænses i videst muligt omfang.Ny Alliance (NA – nu Liberal Alliance (LA)) fremsatte den 8. april 2008 forslag tilfolketingsbeslutning om dobbelt statsborgerskab B 87. Forslaget pålægger Folketingetinden den 1. januar 2009 at fremsætte de nødvendige lovforslag med henblik på, atdanskere bosat i udlandet kan bibeholde deres danske indfødsret, når de opnår et andetstatsborgerskab, samt at herboende udlændinge kan opnå dansk indfødsret uden atblive løst fra deres hidtidige statsborgerskab. Som baggrund for forslaget henviste NAblandt andet til, at den øgede globalisering skaber øget mobilitet og dermed størrebehov for at bevare mere end ét statsborgerskab.Den 29. april 2008 behandlede Folketinget forslaget. Regeringen fastholdt underbehandlingen af forslaget, at man fortsat ønsker at bibeholde det grundlæggendeprincip om, at dobbelt statsborgerskab i videst muligt omfang skal undgås.Regeringen var dog indstillet på at undersøge området nærmere, herunder andreslandes lovgivning og praksis.Forslaget bortfaldt ved folketingsårets udgang.Ved indgåelsen af den politiske aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti den22. september 2008 om blandt andet indfødsret blev det aftalt, at aftaleparterne påbaggrund af en udredning, som Integrationsministeriet har iværksat, af reglerne omdobbelt statsborgerskab i Danmark, i andre lande og i forhold til internationalekonventioner, vil overveje den fremtidige regulering af området.Det Radikale Venstre (RV) har den 28. november 2008 fremsat forslag tilfolketingsbeslutning om dobbelt statsborgerskab B 55. Ifølge forslaget pålæggerFolketinget regeringen snarest muligt at fremsætte de nødvendige lovforslag m.v., dersikrer, at udlændinge, som søger dansk indfødsret, selv får mulighed for at bestemme,om de vil opretholde eventuelle tidligere statsborgerskaber. Ligeledes skal det væremuligt for danske statsborgere, som søger statsborgerskab i et andet land, atopretholde den danske indfødsret.Liberal Alliance (LA) fremsatte samme dag forslag til folketingsbeslutning omnedsættelse af en kommission til undersøgelse af konsekvenserne ved en ændring afreglerne om dobbelt statsborgerskab B 56. Ifølge forslaget pålægger Folketingetregeringen at nedsætte en kommission, der skal undersøge konsekvenserne af enændring af reglerne om dobbelt statsborgerskab, således at danskere bosat i udlandetkan bibeholde deres danske indfødsret, når de opnår statsborgerskab i et andet land,og således at herboende udlændinge med statsborgerskab i et andet land kan opnådansk indfødsret uden at blive løst fra deres hidtidige statsborgerskab.
7
Førstebehandlingen af B 55 og B 56 fandt sted den 19. februar 2009, og den viderebehandling af forslagene blev henvist til Indfødsretsudvalget.Det blev under behandlingen understreget, at det fortsat er regeringens opfattelse, atdobbelt statsborgerskab skal begrænses i videst muligt omfang. Samtidig tilkendegavregeringen på ny, at regeringen er indstillet på at undersøge området nærmere, og atministeriet er i gang med at indhente oplysninger fra andre lande.Integrationsministeriet udsendte således allerede i maj 2008 på baggrund afregeringens tilsagn om at undersøge området nærmere, herunder andre landeslovgivning og praksis, et spørgeskema til de nordiske lande, Belgien, Frankrig,Holland, Luxembourg, Storbritannien, Tyskland, Østrig, Australien, Canada og USAvedrørende de respektive landes regler om dobbelt statsborgerskab såvel somerfaringerne vedrørende personer med dobbelt statsborgerskab, herunder vedtagelse aflovgivning eller iværksættelse af eventuelle tiltag med henblik på at løse deproblemer, som måtte være forbundet med dobbelt statsborgerskab.Ministeriet har anmodet landene om at redegøre for, under hvilke omstændighederde accepterer dobbelt statsborgerskab, herunder om dette alene accepteres, såfremt deter erhvervet automatisk, eksempelvis ved fødsel, eller om dobbelt statsborgerskabtillige accepteres ved naturalisation.Ministeriet har endvidere anmodet landene om at redegøre for deres erfaringer iforhold til en række konkrete problemstillinger vedrørende dobbelt statsborgerskab.Således er landene blevet bedt om at redegøre for deres erfaringer i forhold tilspørgsmålet om dobbelte statsborgeres valgret og valgbarhed, retten til diplomatisk ogkonsulær bistand, dobbelte statsborgeres muligheder for ansættelse i det diplomatiskekorps samt inden for andre erhverv, værnepligt og dobbelt statsborgerskab, retten tilsociale ydelser, lovkonflikter på det familie- og strafferetlige område samtspørgsmålet om dobbelt statsborgerskab og national sikkerhed.Spørgsmålet om dobbelt statsborgerskab, herunder de fordele og ulemper, somdobbelt statsborgerskab kan medføre, er endvidere blevet undersøgt i henholdsvisSverige og Norge i forbindelse med et større udredningsarbejde med henblik pårevision af disse landes statsborgerretslovgivninger.I Sverige nedsattes således i januar 1997 et ekspertudvalg med den opgave atgennemgå den svenske statsborgerretslovgivning med henblik på en revision.Ekspertudvalget udarbejdede en betænkning (SOU 1999:34), der blandt andet berørerspørgsmålet om dobbelt statsborgerskab. I Norge blev et ekspertudvalg nedsat ifebruar 1999 med den opgave at udrede og udarbejde et udkast til en ny norskstatsborgerretslov. Udvalget skulle i den forbindelse undersøge en rækkeproblemstillinger, herunder spørgsmålet om dobbelt statsborgerskab. Den norskebetænkning (NOU 2000:32) berører ligeledes problemstillingen om dobbeltstatsborgerskab.Både den svenske og norske betænkning indeholder således en gennemgang af dekonkrete problemstillinger, som dobbelt statsborgerskab kan give anledning til,herunder spørgsmålet om dobbelte statsborgeres valgret og valgbarhed, retten tildiplomatisk og konsulær bistand, dobbelte statsborgeres muligheder for ansættelse idet diplomatiske korps samt inden for andre erhverv, værnepligt og dobbeltstatsborgerskab, samt spørgsmålet om dobbelt statsborgerskab og national sikkerhed.Der blev den 28. maj 2008 som opfølgning på førstebehandlingen i Folketinget afbeslutningsforslag B 87 om ændring af reglerne om dobbelt statsborgerskab inden for
8
rammerne af Folketingets Indfødsretsudvalg afholdt en folketingshøring om dobbeltstatsborgerskab. Folketingshøringen blev indledt med to oplæg om dobbeltstatsborgerskab i historisk belysning. Herudover redegjorde repræsentanter fra desvenske og norske udlændingemyndigheder for deres overvejelser vedrørende dobbeltstatsborgerskab med baggrund i de ovenfor omtalte betænkninger, der gik forud forændringen af landenes respektive statsborgerretslovgivninger.Denne udredning indeholder en gennemgang af de grundlæggende principper ogregler i dansk indfødsretslovgivning, af de relevante internationale konventioner påområdet, andre landes lovgivninger om dobbelt statsborgerskab, og en gennemgang affordele og ulemper ved dobbelt statsborgerskab med udgangspunkt i landeneshøringssvar i forhold til førnævnte problemstillinger, dog bortset fra Frankrig ogLuxembourg, der endnu ikke har besvaret ministeriets henvendelse.Udredningen indeholder endvidere en gennemgang af det svenske og norskeekspertudvalgs betragtninger og konklusioner i forhold til spørgsmålet om dobbeltstatsborgerskab, herunder i forhold til de problemstillinger, som ministeriet har berørti sin høring til førnævnte lande.Endelig indeholder udredningen oplysninger, som ministeriet har modtaget frahenholdsvis Justitsministeriet og Velfærdsministeriet i forhold til spørgsmålene omretten til sociale ydelser og lovkonflikter på det strafferetlige område.2. Den danske indfødsretslovgivning i forhold til princippet om begrænsning afdobbelt statsborgerskabDet er et grundlæggende princip i den danske indfødsretslovgivning, at dobbeltstatsborgerskab skal begrænses i videst muligt omfang. Baggrunden herfor er, at deter den generelle politiske opfattelse, at en person opnår et særligt tilhørsforhold ogloyalitet over for det land, hvor den pågældende er statsborger.Efter grundlovens § 44 kan ingen udlænding opnå indfødsret uden ved lov.Kompetencen til at meddele statsborgerskab ved naturalisation er således henlagt tilFolketinget.Statsborgerretsområdet reguleres desuden af lov omlovbekendtgørelse nr. 422 af 7. juni 2004 om dansk indfødsret.indfødsret,jf.
Indfødsretslovens regler suppleres af de retningslinjer for naturalisation, somfastlægges ved en aftale indgået af et flertal i Folketinget. De gældende retningslinjerer fastlagt i aftale af 22. september 2008 om indfødsret, jf. cirkulæreskrivelse nr. 61 af22. september 2008 om retningslinjer for naturalisation.Reglerne i indfødsretsloven og cirkulæreskrivelsen sigter mod at opfylde detgrundlæggende princip om begrænsning af dobbelt statsborgerskab. Dette sker delsved hjælp af regler i indfødsretsloven om fortabelse af dansk indfødsret i tilfælde afopnåelse af statsborgerskab i et andet land, dels ved hjælp af regler icirkulæreskrivelsen om, at personer, der ønsker at erhverve dansk indfødsret vednaturalisation, som udgangspunkt skal opgive deres hidtidige statsborgerskab.Danmark accepterer dog i flere sammenhænge, at personer med dansk indfødsretsamtidig er i besiddelse af statsborgerskab i et eller flere lande, jf. nærmere nedenfor.
9
2.1 Lov om dansk indfødsret, jf. bekendtgørelse nr. 422 af 7. juni 2004 om danskindfødsretPrincippet om at begrænse dobbelt statsborgerskab i videst muligt omfang følgerblandt andet af indfødsretslovens § 7, nr. 1-2, hvorefter dansk indfødsret fortabes afden, der erhverver fremmed statsborgerret efter ansøgning eller udtrykkeligt samtykkeeller erhverver fremmed statsborgerret ved at indtræde i offentlig tjeneste i et andetland. En sådan fortabelse har også virkning for den pågældendes ugifte barn under 18år, medmindre barnets anden forælder vedbliver at være dansk og har del iforældremyndigheden over barnet, jf. lovens § 7, stk. 1 nr. 3.Herudover følger det af indfødsretslovens §§ 3-4 (der gælder for nordiskestatsborgere samt personer, der tidligere har erhvervet dansk indfødsret ved fødslen),at det ved erhvervelse af dansk indfødsret er en betingelse, at den, der afgivererklæring, godtgør, at den pågældende derved mister sit statsborgerskab i andre stater,jf. lovens § 4 A, stk. 1. Kravet om dokumentation for tab af hidtidigt statsborgerskabgælder også for børn, der omfattes af en eller begge forældres erhvervelse af danskindfødsret ved erklæring, jf. lovens § 5, stk. 2. Såfremt dokumentationskravet ikke eropfyldt, kan en erklæring om erhvervelse af dansk indfødsret afvises af den relevantemyndighed, jf. lovens § 4 A, stk. 4. Den pågældende ansøger må herefter henvises tilat søge dansk indfødsret ved naturalisation, i hvilken forbindelse der tillige stilles kravom afkald på hidtidigt statsborgerskab, jf. afsnit 2.2.Dobbelt statsborgerskab accepteres dog i tilfælde, hvor Danmark internationalt erforpligtet hertil. Dette gælder blandt andet i forhold til personer, der er født meddobbelt statsborgerskab, herunder personer født af danske forældre i et land, hvorbarnet tillige erhverver dette lands statsborgerskab ved fødslen som følge afterritorialprincippet, f.eks. hvis det er født i Canada eller USA, eller i tilfælde, hvor etbarn fødes af forældre med forskellig nationalitet.Det følger således af indfødsretslovens § 1, at et barn erhverver dansk indfødsretved fødslen, hvis faderen eller moderen er dansk. Er forældrene ikke gift, og er kunfaderen dansk, bliver barnet dog kun dansk, hvis det fødes i Danmark, jf. lovens § 1,stk. 1, 2. pkt. Dette gælder, uanset om barnet samtidig opnår statsborgerskab i et andetland, f.eks. ved at den ene af forældrene er udenlandsk, eller ved at barnet fødes iudlandet.Erhvervelse af dansk indfødsret som følge af forældrenes indgåelse af ægteskab(legitimation), jf. indfødsretslovens § 2, eller erhvervelse af dansk indfødsret vedadoption, jf. indfødsretslovens § 2 A, har efter indfødsretsloven ingen konsekvenserfor den pågældendes eventuelle hidtidige statsborgerskab, hvorfor dobbeltstatsborgerskab tillige kan opstå i disse tilfælde.Det følger dog af indfødsretslovens § 8, at den, der er født i udlandet og aldrig harboet her i riget og ej heller har opholdt sig her under forhold, der tyder påsamhørighed med Danmark, taber sin indfødsret ved det fyldte 22. år, medmindre denpågældende derved bliver statsløs. Ministeren for flygtninge, indvandrere ogintegration, eller den, hun bemyndiger dertil, kan dog efter ansøgning indgivet indendette tidspunkt tillade, at indfødsretten bevares.
10
2.2 Aftale af 22. september 2008 om dansk indfødsret, jf. cirkulæreskrivelse nr.61 af 22. september 2008 om retningslinjer for naturalisationSom følge af det grundlæggende princip om at begrænse dobbelt statsborgerskab ividest muligt omfang er det en betingelse for at blive optaget på et lovforslag omindfødsrets meddelelse, at ansøgeren erklærer at være indstillet på at give afkald på sithidtidige statsborgerskab. Hvis ansøgeren ikke automatisk mister sit statsborgerskabved erhvervelsen af dansk indfødsret, stilles der krav om løsning fra det hidtidigestatsborgerskab som betingelse for erhvervelsen af indfødsret, jf. retningslinjernes § 4,stk. 1.Kravet om løsning stilles dog ikke over for ansøgere med flygtningestatus her ilandet, ansøgere fra lande, hvor det erfaringsmæssigt er umuligt eller forbundet medoverordentligt store vanskeligheder at blive løst, ansøgere, der har fået afslag påløsning fra hidtidigt statsborgerskab, eller ansøgere, der har dokumenteret, at denpågældende har gjort et seriøst, men forgæves forsøg på at blive løst fra sit hidtidigestatsborgerskab, jf. retningslinjernes § 4, stk. 2.3. Personer med dobbelt statsborgerskab i DanmarkSom beskrevet ovenfor indeholder dansk indfødsretslovgivning i dag regler, dersigter mod at varetage et grundlæggende princip om begrænsning af dobbeltstatsborgerskab.På trods heraf accepteres det i praksis i flere sammenhænge, at personer med danskindfødsret tillige har statsborgerskab i et eller flere andre lande.Dobbelt statsborgerskab opstår således i to tilfældegrupper:– børn, der erhverver dobbelt statsborgerskab ved fødslen eller som følge afforældrenes efterfølgende dispositioner (indgåelse af ægteskab eller adoption),– personer, der erhverver dansk indfødsret ved naturalisation uden at miste dereshidtidige statsborgerskab (gennem løsning).På baggrund af en statistik over fordelingen mellem flygtninge og andreudlændinge, der er optaget på de love om indfødsrets meddelelse, som er vedtaget iperioden fra 2004-2008, er der gennemsnitligt tale om, at 40 % af de optagnehovedpersoner (personer, som er fyldt 18 år, eller personer under 18 år, som eroptaget på en lov om indfødsrets meddelelse selvstændigt), er flygtninge.I nedenstående tabel vises det samlede antal personer optaget på vedtagne love omindfødsrets meddelelse i perioden 2004-2008 samt fordelingen mellem flygtninge ogandre udlændinge.2004200520062007*2008Hovedpersoneromfattet afvedtagne love omindfødsretsmeddelelse.- heraf flygtninge.57405899425018786262
2644(46%)
2265(38%)
1541(35%)
663(35%)
2260(36%)
11
Bipersoneromfattet afvedtagne love omindfødsretsmeddelelse.Samlede antalpersoner omfattetaf vedtagne loveom indfødsretsmeddelelse.
3762
4502
2433
1022
2982
9502
10401
6683
2900
9244
*For så vidt angår 2007 blev der som følge af folketingsvalget den 13. november kunvedtaget én lov om indfødsrets meddelelse.Det kan dog ikke heraf udledes, at samtlige af de gennemsnitligt 40 % bliverdobbelte statsborgere, idet spørgsmålet tillige afhænger af statsborgerretslovgivningeni de lande, hvor de omhandlede flygtninge er statsborgere.Det kan således ikke udelukkes, at en ansøger om indfødsret, uanset at denpågældende er meddelt flygtningestatus og dermed ikke stilles over for et krav omløsning, i henhold til sit hidtidige hjemlands lovgivning automatisk fortaber sitstatsborgerskab ved erhvervelse af et fremmed.Udover de ovennævnte 40 %, som er flygtninge, hvoraf dog ikke alle erhververdobbelt statsborgerskab, skal lægges en andel af børn, der er optaget som bipersoner,og over for hvilke der ikke stilles krav om løsning. Det er ikke muligt at trækkestatistiske oplysninger over bipersoners eventuelle flygtningestatus, og det er derforheller ikke muligt at vurdere, hvor stor en andel af disse, der opnår dobbeltstatsborgerskab.Ved registrering i Det Centrale Personregister (CPR-registeret) registreres en personalene med ét statsborgerskab. Det er derfor ikke muligt ud fra CPR-registeret atkonstatere, om en person er i besiddelse af to eller flere statsborgerskaber, ligesomDanmarks Statistik ikke ligger inde med statistikker over personer med dobbeltstatsborgerskab.Som anført ovenfor i afsnit 2.1. følger det af indfødsretslovens § 8, at den, der erfødt i udlandet og aldrig har boet her i riget og ej heller har opholdt sig her underforhold, der tyder på samhørighed med Danmark, taber sin indfødsret ved det fyldte22. år, medmindre den pågældende derved bliver statsløs. Ministeren for flygtninge,indvandrere og integration, eller den, hun bemyndiger dertil, kan dog efter ansøgningindgivet inden dette tidspunkt tillade, at indfødsretten bevares.Ministeriet modtager hvert år et antal ansøgninger om bevarelse af dansk indfødsretfra ansøgere bosat i udlandet. I nedenstående tabel er indført antallet af ansøgningerpr. år i perioden fra 2004-2008, heraf antallet af tilfælde, hvor ansøgeren har bevaretsin danske indfødsret.20042005200620072008Antal indkomneansøgninger ombevarelse af danskindfødsret320316265310314
12
- heraf antalbevarelser
266
267
144
296
321
Det bemærkes, at antallet af indkomne ansøgninger for årene 2007 og 2008 ikkeækvivalerer med antallet af bevarelser. Baggrunden herfor er, at der i 2006 ikke blevtruffet afgørelse i samtlige ind-komne ansøgninger.4. Internationale konventionerDanmark har tiltrådt følgende konventioner, der er relevante for spørgsmålet omdobbelt statsborgerskab:– Europarådets konvention af 6. maj 1963 om begrænsning af tilfælde af dobbeltstatsborgerskab og værnepligt for personer med dobbelt statsborgerskab.Intentionerne i konventionen er udtryk for den holdning til dobbelt statsborgerskab,der på tidspunktet for konventionens tilblivelse herskede i de fleste vesteuropæiskelande. Konventionens bestemmelser indeholder derfor en forpligtelse for dekontraherende stater til at begrænse tilfælde af dobbelt statsborgerskab.– Europarådets konvention af 6. november 1997 om statsborgerret.Konventionen samler, supplerer og udbygger de internationale konventioner omstatsborgerret, der eksisterede på tidspunktet for konventionens tilblivelse, og harblandt andet til formål at fastsætte visse internationale principper og standarder påområdet. Konventionen fastslår som nogle af sine afgørende principper, at enhver harret til at besidde statsborgerskab, at statsløshed skal undgås, og at ingen vilkårligt skalskal kunne fratages sin nationalitet.Herudover fremgår det af konventionens artikel 14, at en kontraherende stat skaltillade, at børn, som ved fødslen automatisk har erhvervet statsborgerret i forskelligelande, bevarer denne, ligesom en kontraherende stat skal tillade sine statsborgere atvære i besiddelse af fremmed statsborgerret, såfremt denne erhverves automatisk vedægteskab.Endvidere fremgår det, at konventionens bestemmelser ikke begrænser enkontraherende stats ret til i sin nationale lovgivning at bestemme, hvorvidtstatsborgere, som erhverver eller er i besiddelse af statsborgerret i en anden stat,bevarer eller fortaber deres statsborgerret i den kontraherende stat, og hvorvidterhvervelse elle bevarelse af statsborgerret er betinget af afkald på eller fortabelse affremmed statsborgerret, jf. artikel 15.Det følger endvidere af konventionens artikel 16, at en kontraherende stat ikke mågøre en persons erhvervelse eller bevarelse af statsborgerret betinget af, atvedkommende giver afkald på eller fortaber fremmed statsborgerret, såfremt afkaldeller fortabelse ikke er mulig eller ikke med rimelighed kan påkræves.Endelig fremgår det af konventionens artikel 17, stk. 1, at statsborgere, som bor i enkontraherende stat, og som har fremmed statsborgerret, i den kontraherende stat skalhave samme rettigheder og forpligtelser som statens øvrige statsborgere. Dennebestemmelse vedrører dog efter stk. 2 ikke folkerettens regler vedrørende diplomatiskeller konsulær beskyttelse, som en kontraherende stat yder en af sine statsborgere, dersamtidigt har fremmed statsborgerret og ikke de kontraherende staters anvendelse afinternationale privatretlige regler i tilfælde af dobbelt statsborgerret.
13
Det grundlæggende princip i dansk indfødsretslovgivning om at begrænse dobbeltstatsborgerskab i videst muligt omfang er dermed i overensstemmelse med Danmarksinternationale forpligtelser på området.Såfremt Danmark på sigt skulle beslutte at tillade dobbelt statsborgerskab ellerbeslutte, at dobbelt statsborgerskab skal kunne forbeholdes bestemte landesstatsborgere, herunder eksempelvis statsborgere fra de øvrige EU-lande, skalDanmark enten opsige hele Europarådets konvention af 6. maj 1963 om begrænsningaf tilfælde af dobbelt statsborgerskab og værnepligt for personer med dobbeltstatsborgerskab eller på baggrund af en særlig aftale mellem de kontraherende parteraf 2. april 2007 opsige konventionens kapitel 1 om begrænsning i antallet af tilfældeaf dobbelt statsborgerret.Efter Europarådets konvention af 6. maj 1963 om begrænsning af tilfælde af dobbeltstatsborgerskab og værnepligt for personer med dobbelt statsborgerskab er der ihenhold til artikel 7, stk. 1, mulighed for, at en kontraherende stat i forbindelse medratifikationen af konventionen kan erklære ikke at ville anvende de i konventionenskapitel 1 fastsatte bestemmelser (forbehold). Konventionens kapitel 1 vedrørerspørgsmålet om begrænsning af dobbelt statsborgerskab.Følgende lande har ratificeret konventionen: Belgien, Danmark, Frankrig, Holland,Irland, Italien, Luxembourg, Norge, Spanien, Storbritannien, Sverige og Østrig. Herafhar Belgien, Frankrig, Irland, Luxembourg, Spanien, Storbritannien og Sverige iforbindelse med ratifikationen taget forbehold for anvendelsen af konventionenskapitel 1.Ved aftale af 2. april 2007 mellem de kontraherende stater og Europarådetsgeneralsekretær er der åbnet mulighed for, at en kontraherende stat kan opsigekonventionen delvist, dvs. at en stat kan vælge alene at opsige konventionens kapitel1.Tyskland valgte allerede i 2001 med virkning fra 2002 at opsige hele konventionen,da der ikke på daværende tidspunkt var mulighed for en partiel opsigelse afkonventionen.Danmark vil inden for sin forpligtelse efter Europarådets konvention af 6. november1997 om statsborgerret have mulighed for at differentiere, således at dobbeltstatsborgerskab tillades over for visse statsborgere generelt i forbindelse mederhvervelse af dansk indfødsret ved naturalisation, ligesom der herudover kan åbnesmulighed for, at der indgås aftaler med bestemte lande om erhvervelse af dobbeltstatsborgerskab.Tilsvarende vil Danmark i overensstemmelse med konventionerne på sigt kunnebeslutte, at danske statsborgere, som er født i udlandet, som ved fødslen tillige harerhvervet et andet statsborgerskab end dansk, og som er omfattet af indfødsretslovens§ 8 med den gældende ordlyd, ikke skal fortabe deres danske indfødsret ved det fyldte22. år og dermed kan bibeholde deres dobbelte statsborgerskab. Baggrunden herfor er,at Europarådets konvention af 6. november 1997 om statsborgerret i artikel 15 aleneåbner op for muligheden for, at en kontraherende stat i sin nationale lovgivning blandtandet kan bestemme, hvorvidt statsborgere, som erhverver eller er i besiddelse afstatsborgerret i en anden stat, bevarer eller fortaber deres statsborgerret i denkontraherende stat, og således ikke pålægger en kontraherende stat at have enbestemmelse herom.
14
I forhold til § 8 bemærkes det endvidere, at den gældende nordiske aftale af 14.januar 2002 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om gennemførelseaf visse bestemmelser om statsborgerret ikke er til hinder for, at danske statsborgere isådanne tilfælde ikke skal fortabe deres danske indfødsret ved det fyldte 22. år ogdermed kan bibeholde deres dobbelte statsborgerskab.5. Andre landes lovgivning vedrørende dobbelt statsborgerskabFlere lande både i og uden for Europa tillader dobbelt statsborgerskab. Sverigeændrede i 2001 sin statsborgerretslovgivning, således at dobbelt statsborgerskabaccepteres fuldt ud, og i 2002 ændrede Australien sin statsborgerretslovgivning tilfuldt ud at acceptere dobbelt statsborgerskab. Indtil denne lovændring i 2002 havdeaustralske statsborgere, der frivilligt erhvervede et andet statsborgerskab, automatiskfortabt deres australske statsborgerskab. I 2003 ændrede Island og Finland dereslovgivning, og i 2007 ændrede Belgien sin statsborgerretslovgivning til fuldt ud atacceptere dobbelt statsborgerskab, ligesom Tyskland ændrede sin statsborgerretslov,således at dobbelt statsborgerskab accepteres for EU-borgere, statsborgere fraSchweiz samt for statsborgere fra lande, som Tyskland har indgået en aftale med ihenhold til § 12 i den tyske statsborgerretslov, og som opnår tysk statsborgerskab vednaturalisation. Senest har Luxembourg i oktober 2008 ændret sinstatsborgerretslovgivning, hvorefter dobbelt statsborgerskab accepteres fuldt ud medvirkning fra den 10. juli 2009.Om baggrund for ændringen af den belgiske statsborgerretslovgivning har Belgienover for ministeriet oplyst, at lovændringen er et udtryk for, at det belgiske parlamentønskede en statsborgerretslov, der tog højde for den øgede bevægelighed af personerover landegrænser, for stigningen i antallet af ægteskaber mellem personer medforskellige nationalitet samt for øget kulturel mangfoldighed. Endvidere ønskede detbelgiske parlament at stoppe den forskelsbehandling, der fandt sted mellem fødtebelgiske statsborgere, som efter den tidligere belgiske statsborgerretslovgivning måtteopgive deres belgiske statsborgerskab, såfremt de erhvervede statsborgerskab i etandet land, og personer, der opnåede belgisk statsborgerskab ved naturalisation, mensom ikke derved automatisk mistede deres oprindelige statsborgerskab.Af de lande, som ministeriet har taget kontakt til, accepterer Australien, Belgien,Canada, Finland, Frankrig, Island, Luxembourg, Storbritannien, Sverige og USAdobbelt statsborgerskab. Endvidere accepteres dobbelt statsborgerskab blandt andet afIrland, Italien og Schweiz.Holland, Norge, Tyskland og Østrig accepterer som udgangspunkt ikke dobbeltstatsborgerskab, medmindre dette er erhvervet automatisk, eksempelvis ved fødslen.Tyskland har dog i august 2007 ændret statsborgerretslovgivningen, således at dobbeltstatsborgerskab accepteres for EU-borgere, statsborgere fra Schweiz samt statsborgerefra lande, som Tyskland har indgået en aftale med i henhold til § 12 i den tyskestatsborgerretslov.Således fastsætter § 12 i den tyske statsborgerretslov, at kravet om fortabelse afhidtidigt statsborgerskab i forbindelse med erhvervelse af tysk statsborgerskab kanfraviges, hvis dette følger af internationale aftaler, som Tyskland har underskrevet.Om baggrunden for denne lovændring har Tyskland over for ministeriet oplyst, atder i Tyskland ikke længere er et politisk eller folkeligt ønske om at begrænse dobbeltstatsborgerskab for EU-borgere, ligesom lovændringen også er et udtryk for et politiskønske om at øge den europæiske integration.
15
Spanien accepterer alene dobbelt statsborgerskab i forhold til personer, dererhverver spansk statsborgerskab, og som er statsborgere i et spansk-amerikansk land(tidligere spansk koloni i Latin- og Sydamerika samt Brasilien), Andorra,Filippinerne, Guinea eller Portugal.Spanske statsborgere, der erhvervede statsborgerskab i et land, der ikke var omfattetaf ovenstående landeundtagelser, har tidligere mistet deres spanske statsborgerskab. I2003 ændredes den spanske statsborgerretslovgivning dog således, at dobbeltstatsborgerskab tillige accepteres for spanske statsborgere, der erhververstatsborgerskab i et andet land end et spansk-amerikansk land, Andorra, Filippinerne,Guinea eller Portugal. Bevarelsen af det spanske statsborgerskab forudsætter dog, atvedkommende senest 3 år efter erhvervelsen af nyt statsborgerskab overfor et spanskkonsulat erklærer, at vedkommende ønsker at beholde det spanske statsborgerskab.Endvidere blev der indført en bestemmelse, hvorefter spanske statsborgere, der harfortabt deres spanske statsborgerskab i forbindelse med erhvervelse af et nyt, kangenerhverve dette uden at skulle frasige sig deres andet statsborgerskab.Spanien stiller fortsat krav om, at personer fra andre lande end de spansk-amerikanske lande, Andorra, Filippinerne, Guinea og Portugal skal opgive derestidligere statsborgerskab ved erhvervelse af spansk statsborgerskab.Endvidere accepterer Estland, Letland og Litauen ikke dobbelt statsborgerskab.6. Fordele og ulemper ved dobbelt statsborgerskabI debatten om begrænsning eller accept af dobbelt statsborgerskab kan der fremføresargumenter både for og imod.Blandt fordelene ved dobbelt statsborgerskab kan nævnes retten til fri indrejse i flerelande, retten til at arbejde eller studere i flere lande, retten til at overføre flere landesstatsborgerskab til ens børn, retten til at eje fast ejendom i flere lande og retten til atvælge og blive valgt ved afholdelse af valg i to eller flere lande.Blandt ulemperne kan nævnes risikoen for ikke at kunne opnå diplomatiskbeskyttelse af det ene land ved ophold i det andet land, værnepligt i flere lande ogrisikoen for, at familieretslovgivningen i flere lande kommer i konflikt med hinanden.Den danske regering fastholder princippet om i videst muligt omfang at begrænsedobbelt statsborgerskab. Som begrundelse herfor har der været henvist til, at dehensyn, som kan påpeges til støtte for at tillade dobbelt statsborgerskab, efterregeringens opfattelse må vige for hensynet til at sikre, at personer med danskindfødsret så vidt muligt alene er nationalitetsmæssigt knyttet til Danmark.Der har i den forbindelse været henvist til, at det efter regeringens opfattelse blandtandet er væsentligt at undgå, at en person gennem dobbelt statsborgerskab har valgretog valgbarhed i flere lande, og at alene personer, som fuldt ud har vedkendt sig atvære danske, kan stemme og stille op til danske folketingsvalg.Som tidligere nævnt er spørgsmålet om dobbelt statsborgerskab, herunder de fordeleog ulemper, som dobbelt statsborgerskab kan medføre, blevet undersøgt i henholdsvisSverige og Norge i forbindelse med et større udredningsarbejde med henblik pårevision af disse landes statsborgerretslovgivninger.I forbindelse med revisionen af den svenske statsborgerretslov konkluderede detsvenske ekspertudvalg i deres betænkning, at de problemer, som dobbelt
16
statsborgerskab kan medføre, er relativt begrænsede, og at den enkelte personsinteresse i at have dobbelt statsborgerskab vejer tungere end de problemer, der kanvære forbundet med dobbelt statsborgerskab. På den baggrund anbefaledeekspertudvalget, at den svenske statsborgerretslovgivning blev ændret til at accepteredobbelt statsborgerskab.Den 1. marts 2001 trådte en ny svensk statsborgerretslov i kraft, der acceptererdobbelt statsborgerskab.Det norske ekspertudvalg konkluderede i deres betænkning, at de problemer, somdobbelt statsborgerskab kan give anledning til, specielt i forhold til værnepligt ogdiplomatisk beskyttelse, ikke er af en sådan karakter, at de kan begrunde, at dobbeltstatsborgerskab ikke skal accepteres. På den baggrund anbefalede udvalget, at dennorske statsborgerretslov blev ændret, således at erhvervelse af norsk statsborgerskabikke skal være betinget af fortabelse af hidtidigt statsborgerskab.Den norske regering valgte ikke at følge udvalgets anbefaling vedrørende dobbeltstatsborgerskab. Den norske regering lagde vægt på, at norsk statsborgerskab er etvigtigt symbol på tilhørsforhold og loyalitet til det norske politiske fællesskab og deprincipper, som dette fællesskab bygger på. Den norske regering fandt således, atretten til direkte deltagelse i national politik bør forudsætte, at det er klart, hvor denenkelte persons primære loyalitet ligger, især i det tilfælde, hvor vedkommendesoprindelsesland har andre interesser end Norge, hvorfor det ikke bør være muligt forden enkelte at påvirke beslutningsprocesserne i begge lande.Endvidere ønskede den norske regering ikke at øge antallet af statsborgere med etdobbelt sæt af rettigheder, eksempelvis retten til flere pas og dobbelt valgret, da detteifølge regeringen kan skabe utilfredshed og intolerance hos de statsborgere, der ikkehar et dobbelt sæt af rettigheder.I forhold til spørgsmålet om retten til diplomatisk beskyttelse af dobbeltestatsborgere fandt den norske regering, at praksis viser, at det er vanskeligt at ydebeskyttelse til personer med dobbelt statsborgerskab, hvis disse møder problemer ideres andet hjemland.Endelig fandt den norske regering, at dobbelt statsborgerskab kan vanskeliggørestrafforfølgning, da dobbelt statsborgerskab kan medvirke til at nedbryde grænsernemellem landene. Dette kan medføre negative konsekvenser i forhold til internationaltpolitisamarbejde, f.eks. vedrørende beslaglægning af pas som fængslingssurrogatsamt samarbejde om at hindre børnebortførelser.Den norske statsborgerretslov bygger således fortsat på det princip, at erhvervelse afnorsk statsborgerskab ved naturalisation som udgangspunkt er betinget af, at hidtidigtstatsborgerskab fortabes.I det følgende gennemgås en række konkrete problemstillinger i forhold tilspørgsmål om dobbelte statsborgeres valgret og valgbarhed, retten til diplomatisk ogkonsulær bistand, dobbelte statsborgeres muligheder for ansættelse i det diplomatiskekorps samt inden for andre erhverv, værnepligt og dobbelt statsborgerskab, retten tilsociale ydelser, lovkonflikter på det familie- og strafferetlige område samtspørgsmålet om dobbelt statsborgerskab og national sikkerhed. Oplysningerne erbaseret på de høringssvar, som ministeriet har modtaget, de oplysninger, der fremgåraf den svenske og norske betænkning, samt oplysninger, som ministeriet har modtagetfra Justitsministeriet og Velfærdsministeriet.
17
6.1 Valgret og valgbarhed i flere landePå baggrund af de modtagne høringssvar kan det konkluderes, at de lande, somaccepterer dobbelt statsborgerskab, som udgangspunkt også accepterer, at de af deresstatsborgere, som er i besiddelse af dobbelt statsborgerskab, har dobbelt valgret ogvalgbarhed. Australiens forfatning indeholder dog en udtrykkelig bestemmelse om, aten person kun kan stille op til det australske parlament, hvis vedkommende ikke erstatsborger i et andet land.For så vidt angår den situation, at en person med dobbelt statsborgerskab stiller optil en lovgivende forsamling i flere lande på samme tid, har flere af landene i deresnationale lovgivning indsat bestemmelser med det formål at begrænse denne situation.Den østrigske statsborgerretslovgivning indeholder således en bestemmelse, hvorefterøstrigsk statsborgerskab kan fratages en person, der er valgt ind i et andet landslovgivende forsamling, såfremt det vurderes, at det skader østrigske interesser, atpersonen er medlem af denne forsamling. Efter den amerikanske lovgivning skal detvurderes, om en amerikansk statsborger ved at blive valgt ind i et andet landslovgivende forsamling derved har ønsket at frasige sig sit amerikanskestatsborgerskab, ligesom Sverige har en bestemmelse om, at man skal have væretsvensk statsborger i mindst 10 år for at kunne blive statsråd.I den svenske betænkning indtog udvalget det synspunkt, at det bør være rimeligt ogønskeligt, at en person alene har stemmeret i ét land, og at dobbelt stemmeret derforbør betragtes som en uønsket konsekvens af dobbelt statsborgerskab. Udvalgetbemærkede i den forbindelse, at der ikke findes statistisk materiale, der viser, i hvilketomfang dobbelt stemmeret udnyttes, men at det har været opfattelsen i tidligerebetænkningsarbejder, at dette kun sker i begrænset omfang. Udvalget konkluderedederfor, at det må forventes at være forholdsvis få personer, som rent faktisk udnytterderes dobbelte stemmeret, og at dette i praksis begrænser de negative konsekvenser,der måtte være forbundet med dobbelt stemmeret, hvorfor problemstillingen primærter af principiel karakter.For så vidt angår problemstillingen vedrørende dobbelt valgbarhed konkluderededet svenske udvalg, at spørgsmålet, henset til kravene om nærvær, vælgerkontaktm.m., må anses for at være af teoretisk karakter uden en egentlig betydning.Den norske betænkning er på linje med den svenske. Dobbelt valgret kan ifølgeudvalget opfattes som principielt urigtigt. Udvalget bemærkede dog, at indvandrere,der har boet i Norge i tre år, har valgret og valgbarhed til lokalvalg, uanset at de ogsåhar mulighed for at deltage i lokalvalg i deres oprindelsesland. Det anses således ikkei denne situation for problematisk, at en persongruppe har valgret og er valgbare iflere lande på samme tid. Udvalget bemærkede endvidere, at det for så vidt angår denprincipielle karakter af spørgsmålet om dobbelt valgret og valgbarhed ikke kan væreafgørende, hvorvidt der er tale om valg til lokale eller nationale forsamlinger.Spørgsmålet om dobbelt valgbarhed har ifølge udvalget utvivlsomt alene teoretiskkarakter.Endelig bemærkede det norske udvalg, at der er en formodning for, at det alene vilvære et mindretal af persongruppen med dobbelt statsborgerskab, der har en interessei at deltage i valg i deres oprindelsesland.Den danske valglovgivning bygger på et princip, hvorefter valgret og valgbarhed tilFolketinget som udgangspunkt er betinget af, at en person har bopæl her i riget.Således følger det af grundlovens § 29, at valgret til folketinget har enhver, som har
18
dansk indfødsret og fast bopæl her i riget. Endvidere følger det af grundlovens § 30, atenhver, der har valgret til folketinget, tillige er valgbar. Således forudsættes det, atden, der er valgbar til Folketinget, har bopæl her i riget. Danske statsborgere, derpermanent er bosat i udlandet, vil således som udgangspunkt ikke have valgret ellervære valgbare i forbindelse med valg til Folketinget. Dog følger det af valglovens § 2,at personer, der er udsendt af den danske stat og beordret til tjeneste uden for riget,anses for at have fast bopæl i riget. Endvidere følger det, at personer, der opholder sigi udlandet, ligeledes anses for at have fast bopæl her i riget, såfremt de agter at vendetilbage til Danmark inden for 2 år efter udrejsen.6.2 Ret til diplomatisk og konsulær bistandI forhold til spørgsmålet om ret til diplomatisk og konsulær bistand er der primært toproblemstillinger, som gør sig gældende. Den første problemstilling vedrører densituation, hvor flere stater, hvor vedkommende er statsborger, yder diplomatiskbeskyttelse mod en tredjestat. Den anden problemstilling vedrører den situation, hvoren stat ønsker at yde diplomatisk beskyttelse mod en anden stat, hvor vedkommendetillige er statsborger.Spørgsmålet om diplomatisk beskyttelse er reguleret i Haag-konventionen af 12.april 1930 om visse spørgsmål vedrørende lovkonflikter om statsborgerskab. Det er fåstater, som har tiltrådt konventionen, men mange af konventionens bestemmelser eraccepteret som gældende folkeretlige principper.I forhold til spørgsmålet om diplomatisk beskyttelse mod en tredjestat følger det afkonventionens artikel 5, at såfremt en person med to eller flere statsborgerskaberopholder sig i en tredjestat, skal denne person af tredjestaten alene anerkendes somværende statsborger i den stat, hvor han har fast bopæl, eller den stat, som han ertættest knyttet til.For så vidt angår spørgsmålet om diplomatisk beskyttelse i forhold til en stat, hvoren person også er statsborger, følger det af konventionens artikel 4, at en stat ikke kanyde diplomatisk beskyttelse til en af sine egne statsborgere mod en anden stat, hvisstatsborger vedkommende også er.Den generelle opfattelse blandt de lande, som har besvaret ministeriets høring, er, atproblemstillingen omkring retten til diplomatisk og konsulær bistand i forhold tildobbelte statsborgere kan løses ved at anvende den folkeretlige regel, der erkodificeret i artikel 4 i Haag-konventionen, hvorefter en stat ikke kan yde diplomatiskbeskyttelse til en af sine egne statsborgere mod en anden stat, hvis statsborgervedkommende også er. Storbritannien henviser således direkte til konventionensartikel 4, mens Sverige, Tyskland og Østrig henviser til den folkeretlige regel, der erkodificeret i artikel 4.Udenrigsministeriet har over for Integrationsministeriet oplyst, at Danmarkanvender den folkeretlige regel, der er kodificeret i Haag-konventionens artikel 4.Danmark vil således som udgangspunkt ikke kunne yde diplomatisk bistand til endansk statsborger, der opholder sig i et land, hvor vedkommende tillige er statsborger,hvis opholdsstaten modsætter sig dette.I den svenske betænkning udtalte udvalget, at mulighederne for, at en stat kan ydediplomatisk bistand til en af sine statsborgere i den stat, hvor vedkommende tillige erstatsborger, i realiteten afhænger af den anden stats gode vilje. På den baggrundkonkluderede udvalget, at det er åbenbart, at dobbelte statsborgere befinder sig i en
19
mere udsat position end personer, der alene er i besiddelse af ét statsborgerskab, og atdette er en negativ effekt af dobbelt statsborgerskab.Udvalget i den norske betænkning bemærkede, at en potentiel konfliktsituation kanundgås ved, at en person med dobbelt statsborgerskab ikke besøger sitoprindelsesland, hvis et sådant besøg kan udgøre en sikkerhedsrisiko forvedkommende, og at det i den forbindelse er vigtigt, at vedkommende er bekendtmed, at der kan forekomme en sådan risiko.Sverige har i sit høringssvar understreget, at personer i forbindelse med, at de opnårsvensk statsborgerskab ved naturalisation, vejledes om, at der kan forekommesituationer, hvor det ikke vil være muligt at yde diplomatisk bistand, såfremtvedkommende opholder sig i sit oprindelsesland.6.3 Beskæftigelse i det diplomatiske korpsDiplomatiske relationer mellem stater er reguleret af FN’s Wienerkonvention omDiplomatiske Relationer fra 1961. Danmark ratificerede den 2. oktober 1968konventionen. En del af landene har i deres svar refereret til denne konvention. Iforhold til, hvorvidt personer med dobbelt statsborgerskab kan beskæftiges i detdiplomatiske korps, er landene stort set enige om, at det ikke er en hindring for sådanbeskæftigelse, at en person er i besiddelse af dobbelt statsborgerskab. Flere af landenepåpeger dog, at vedkommende person i sådanne situationer for at undgå eninteressekonflikt ikke vil blive udstationeret i det land, hvor personen tillige erstatsborger.Finland påpeger, at landet i overensstemmelse med konventionens § 8, stk. 2, ikkeaccepterer, at en finsk statsborger, der også er statsborger i et andet land, erudstationeret på dette lands diplomatiske repræsentation i Finland. USA bemærker, atder som udgangspunkt ikke er et krav om, at en person ikke må være i besiddelse afdobbelt statsborgerskab for at kunne få beskæftigelse i det diplomatiske korps, men atalle personer, der søger ansættelse, skal bestå et sikkerhedstjek, og at det faktum, at enperson er i besiddelse af dobbelt statsborgerskab, kan medføre, at vedkommende ikkebestår det påkrævede sikkerhedstjek.Udenrigsministeriet har over for Integrationsministeriet oplyst, at dobbeltstatsborgerskab som udgangspunkt ikke er en hindring for beskæftigelse i detdiplomatiske korps. I forbindelse med en persons ansættelse i Udenrigsministerietundersøges det, hvorvidt vedkommende er dobbelt statsborger. Såfremt en personmed dobbelt statsborgerskab ønskes udstationeret til det land, hvor vedkommendeogså er statsborger, er Danmark i overensstemmelse med artikel 8, stk. 2, forpligtet tilat spørge det modtagende land, om landet vil acceptere, at den pågældende personudstationeres på den danske repræsentation i pågældende land. Såfremt detmodtagende land modsætter sig dette, vil udstationering ikke kunne finde sted.Ligeledes vil udstationering til en udenlandsk repræsentation i Danmark af en personmed dobbelt statsborgerskab, hvoraf det ene er dansk, forudsætte dansk godkendelse.6.4 Beskæftigelse inden for andre offentlige erhvervGenerelt kan det udledes af de modtagne høringssvar, at det ofte er en konkretvurdering, hvorvidt en person med dobbelt statsborgerskab kan komme i betragtningtil et bestemt offentligt erhverv. Det kan dog ikke konkluderes, at der er en tendens til,at bestemte offentlige erhverv kun kan bestrides af personer, der ikke er i besiddelseaf dobbelt statsborgerskab.
20
For så vidt angår Frankrig har den Franske Ambassade i København over forministeriet oplyst, at det tidligere efter fransk lovgivning var tilfældet, at alenepersoner med fransk statsborgerskab kunne få ansættelse inden for offentlige erhverv.Den franske lovgivning er dog siden blevet ændret, således at det nu kun er inden forbestemte offentlige erhverv, at ansættelse forudsætter, at en person er franskstatsborger, f.eks. stillinger inden for forsvaret, politiet eller retsvæsenet, mens andreoffentlige erhverv så som lærer, forsker eller læge kan besættes af personer, der erstatsborgere i et EU- eller EØS-land.Domstolsstyrelsen har over for Integrationsministeriet oplyst, at det er enforudsætning for udnævnelse til dommer, at vedkommende har dansk statsborgerskab,men at det ikke er en hindring for udnævnelse, såfremt vedkommende har dobbeltstatsborgerskab. Det undersøges således alene i forbindelse med udnævnelse af enperson til dommer, hvorvidt denne person har dansk statsborgerskab.Rigspolitiet har over for Integrationsministeriet oplyst, at dobbelt statsborgerskabikke er en hindring for ansættelse som politibetjent. Det er alene en forudsætning foransættelse som politibetjent, at en person har dansk statsborgerskab.For så vidt angår ansættelse i Det Danske Forsvar har Forsvarsministeriet over forIntegrationsministeriet oplyst, at dobbelt statsborgerskab ikke er en hindring foransættelse i forsvaret. Det undersøges dog i forbindelse med en persons ansættelse iDet Danske Forsvar, om denne person har dobbelt statsborgerskab. Dette sker medhenblik på en vurdering af, hvorvidt ansættelse og eventuel udsendelse i internationaltjeneste vil kunne medføre konsekvenser for den pågældende som følge af denpågældendes dobbelte statsborgerskab, herunder om den omstændighed, at denpågældende indtræder i Det Danske Forsvar, vil kunne medføre, at den pågældendemister sit andet statsborgerskab efter dette lands lovgivning. Således følger det f. eks.af § 28 i den tyske statsborgerretslov, at en tysk statsborger, der indtræder i et andetlands forsvar, automatisk vil miste sit tyske statsborgerskab, hvis vedkommende ikkeforinden har opnået tilladelse fra det tyske forsvarsministerium til en sådanindtrædelse.6.5 VærnepligtSpørgsmålet om aftjening af værnepligt for personer med dobbelt statsborgerskab erpå europæisk niveau reguleret, dels gennem den europæiske konvention af 6. maj1963 om begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og værnepligt for personermed dobbelt statsborgerret, dels gennem den europæiske konvention af 6. november1997 om statsborgerret. Danmark ratificerede den europæiske konvention ombegrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerret og værnepligt for personer meddobbelt statsborgerret den 29. august 1972 og den europæiske konvention omstatsborgerret den 4. juni 2000.Det følger af kapitel 2 i den europæiske konvention om begrænsning af tilfælde afdobbelt statsborgerret og værnepligt for personer med dobbelt statsborgerret, at enperson med dobbelt statsborgerskab som udgangspunkt alene skal aftjene værnepligt iden stat, på hvis territorium han har fast bopæl, og at vedkommende, når han haraftjent sin værnepligt i denne stat, må anses for at have opfyldt sine militæreforpligtelser over for enhver anden part, i hvis land han også har statsborgerskab.Den europæiske konvention om statsborgerret følger princippet i 1963konventionen, og det er således i konventionens artikel 21 bestemt, at personer med
21
statsborgerskab i to eller flere kontraherende stater kun skal aftjene værnepligt i en afdisse stater.Finland, Sverige og Tyskland påpeger i deres høringssvar, at de har et system,hvorefter dobbelte statsborgere i overensstemmelse med 1963 og 1997konventionerne alene skal aftjene værnepligt i den ene af den stat, hvor de erstatsborgere. Endvidere påpeges det, at problemstillingen om værnepligt og dobbeltstatsborgerskab ofte kan søges løst ved bilaterale aftaler landene imellem. Sverige ogFinland har således indgået en aftale på området med USA.Ifølge den finske lovgivning er en person med dobbelt statsborgerskab fritaget for ataftjene værnepligt i Finland, såfremt vedkommende i de seneste 7 år har haft fastbopæl i et andet land. Såfremt vedkommende har fast bopæl i Finland, kan han ioverensstemmelse med den europæiske konvention om begrænsning af tilfælde afdobbelt statsborgerret og værnepligt for personer med dobbelt statsborgerret og deneuropæiske konvention om statsborgerret alene fritages for værnepligt, såfremt hanhar aftjent værnepligten i det land, hvor han også er statsborger.Canada, Holland, Island og Storbritannien har ikke tvungen værnepligt og berørerderfor som sådan ikke problemstillingen om værnepligt og dobbelt statsborgerskab.Australien, der heller ikke har tvungen værnepligt, bemærker, at der ikke er nogenforskrift efter australsk lov, der forhindrer, at en person med dobbelt statsborgerskab,hvoraf det ene er australsk, aftjener værnepligt i det land, hvor vedkommende tilligeer statsborger, forudsat at dette land ikke er i krig med Australien. Såfremt dette ertilfældet, vil vedkommende person miste sit australske statsborgerskab.I den norske betænkning er det vurderet, at problemstillingen om værnepligt ogdobbelt statsborgerskab ikke længere har den store praktiske betydning henset til, at1997 konventionen stiller staterne frit med hensyn til dobbelt statsborgerskab.Udvalget konkluderede, at eventuelle problemer, der måtte opstå i forbindelse meddobbelte statsborgeres aftjening af værnepligt, kan søges løst gennem internationalekonventioner på området eller bilaterale aftaler landene imellem.Udgangspunktet i norsk ret er, at en person med dobbelt statsborgerskab ioverensstemmelse med 1963 konventionen alene skal aftjene værnepligt i et af delande, hvor vedkommende er statsborger. Såfremt en fremmed statsborger opnårnorsk statsborgerskab efter at have aftjent værnepligt i sit oprindelsesland, vilvedkommende i forbindelse med en eventuel aftjening af norsk værnepligt få fradragfor den tjenestetid, han måtte have aftjent i sit oprindelsesland.I den svenske betænkning har ekspertudvalget påpeget, at problemstillingen omdobbelt statsborgerskab og værnepligt i praksis vil være begrænset til de situationer,hvor en person fra en stat, der ikke har tiltrådt 1963 konventionen eller har indgået enaftale med Sverige, opnår svensk statsborgerskab. Det konkluderes, at en sådankonflikt kun sjældent kan forventes at opstå, da flertallet af stater generelt indtagersynspunktet, at en person med dobbelt statsborgerskab alene skal aftjene værnepligt ien af de stater, hvor vedkommende er statsborger.Ekspertudvalget i både den svenske og norske betænkning anerkendte dog, at derkan forekomme situationer, hvor en person med dobbelt statsborgerskab kan risikereat skulle aftjene værnepligt i flere stater, fordi den værnepligt, som vedkommende haraftjent i Sverige eller Norge, ikke anerkendes af vedkommendes oprindelsesland.Det svenske ekspertudvalg bemærkede i den forbindelse, at det er uhensigtsmæssigt,at en person med dobbelt statsborgerskab kan risikere at skulle aftjene værnepligt i
22
flere stater, og at Sverige – i det omfang det bliver aktuelt – bør minimere risikoenherfor ved at søge at få aftaler i stand med de stater, hvor der kan opstå problemer.Udvalget bemærkede dog, at den enkelte person kan undgå at skulle aftjeneværnepligt i flere stater ved ikke at rejse til den stat, som ikke accepterer, atvedkommende allerede har aftjent værnepligt i Sverige.Det norske ekspertudvalg bemærkede, at det forhold, at en person med dobbeltstatsborgerskab kan risikere at skulle aftjene værnepligt i flere stater, kan havebetydning for den enkelte, f.eks. hvis den pågældende ønsker at rejse tiloprindelseslandet, og at det derfor er vigtigt, at den pågældende er bekendt med dennerisiko og véd, at muligheden for diplomatisk bistand fra norsk side vil værebegrænset. Udvalget fandt dog ikke, at dette forhold burde være et argument for, aterhvervelse af norsk statsborgerskab skal være betinget af, at vedkommende mister sithidtidige statsborgerskab.Endvidere påpegede det norske ekspertudvalg, at der kan forekomme situationer,hvor en person med dobbelt statsborgerskab bliver optaget af en krigssituation i sitoprindelsesland og derfor ønsker at gøre en militærindsats dér, f. eks. som en del af enfredsbevarende styrke udsendt af den stat, hvor han også er statsborger, i dette tilfældeNorge. Udvalget vurderede, at der ikke er grund til at tro, at personer med dobbeltstatsborgerskab skulle være stærkere engageret end norske statsborgere fra sammeoprindelsesland, som ikke er dobbelte statsborgere, og at problemstillingen bør løsesved, at man ved sammensætningen af militære enheder til eksempelvisfredsbevarende styrker undgår at inkludere personer med en stærk tilknytning tillandet.I forhold til aktive krigshandlinger påpeger Australien, Tyskland og USA i dereshøringssvar, at deres lovgivning indeholder bestemmelser, hvorefter dobbeltestatsborgere, der indtræder i militæret i den stat, hvor de også er statsborgere, misterderes andet statsborgerskab, såfremt der er en krigstilstand mellem de to stater.Forsvarsministeriet har over for Integrationsministeriet oplyst, at dobbeltstatsborgerskab ikke er en hindring for aftjening af værnepligt i Danmark. Danmarkanerkender i overensstemmelse med bestemmelserne i 1963 og 1997 konventionernesom hovedregel værnepligt aftjent af en person med dobbelt statsborgerskab i detland, hvor vedkommende også er statsborger, således at personen ikke vil skulleaftjene værnepligt i Danmark. Danmark har endvidere indgået bilaterale aftaler påområdet med en række lande, blandt andet Tyskland.6.6 Sociale ydelserSamtlige de lande, der har besvaret ministeriets forespørgsel vedrørende retten tilsociale ydelser og dobbelt statsborgerskab konkluderer, at retten til sociale ydelserfølger retten til lovligt ophold og ikke statsborgerskab. Der er således en genereltendens til, at retten til sociale ydelser ikke er bestemt af statsborgerskab, men aflovligt ophold.For så vidt angår den danske lovgivning har Velfærdsministeriet over forIntegrationsministeriet oplyst, at tilkendelse af velfærdsydelser på det sociale områdesom udgangspunkt ikke er betinget af dansk statsborgerskab, hvorfor dobbeltstatsborgerskab ikke har betydning for retten til at modtage velfærdsydelser på detsociale område efter den danske lovgivning.
23
6.7 Lovkonflikter på det familie- og strafferetlige områdeKun enkelte af de adspurgte lande har berørt ministeriets spørgsmål vedrørendelovkonflikter på det familie- og strafferetlige område som følge af dobbeltstatsborgerskab.Østrig påpeger, at der kan forekomme problemer som følge af, at personer meddobbelt statsborgerskab kan være registreret med forskellige navne i de lande, hvorvedkommende er statsborger, og at det således kan være vanskeligt at identificerevedkommende. Østrig påpeger endvidere, at der kan forekomme lovkonflikter på detskatteretlige område, men at dette til dels kan undgås ved at indgå internationaleaftaler om skattebeskatning.Holland bemærker, at begrænsning af tilfælde af dobbelt statsborgerskab kan sikre,at der ikke opstår situationer, hvor en person med dobbelt statsborgerskab er underlagtmodstridende lovregler i flere lande. Holland bemærker i den forbindelse, at denhollandske lovgivning indeholder bestemmelser om, hvordan eventuelle konflikter pådet privatretlige område skal afgøres.Endelig bemærker Sverige, at det er landets erfaring, at lovkonflikter på det familie-og strafferetlige område sjældent forekommer. Også Island bemærker, at landet ikkehar oplevet problemer som følge af lovkonflikter i forbindelse med personer meddobbelt statsborgerskab.Den norske regering anførte som en af begrundelserne for ikke at følge det norskeekspertudvalgs anbefaling om at tillade dobbelt statsborgerskab i forbindelse mednaturalisation, at dobbelt statsborgerskab kan vanskeliggøre straffeforfølgning. Dennorske regering anførte i den forbindelse, at dobbelt statsborgerskab kan medvirke tilat nedbryde grænserne mellem landene, og at dette kan medføre negativekonsekvenser i forhold til internationalt politisamarbejde, eksempelvis vedrørendebeslaglægning af pas som fængslingssurrogat samt samarbejde om at hindrebørnebortførelser.For så vidt angår den situation at en person med dobbelt statsborgerskab, hvoraf detene er dansk, begår en forbrydelse i Danmark og herefter flygter til det land, hvorvedkommende ogsåer statsborger,har Justitsministerietover forIntegrationsministeriet oplyst, at der kan opstå spørgsmål om, hvorvidt vedkommendekan udleveres til Danmark med henblik på retsforfølgning.Justitsministeriet har oplyst, at hvis det pågældende land er medlem af DenEuropæiske Union, vil udlevering af egne statsborgere kunne ske efter reglerne iRådets rammeafgørelse (2000/584/RIA) af 13. juni 2002 om den europæiskearrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (gennemførti dansk ret ved lov nr. 433 af 10. juni 2003). Justitsministeriet har endvidere oplyst, atJustitsministeriet ikke er i besiddelse af samlede oplysninger om, i hvilket omfanglande uden for EU tillader udlevering af egne statsborgere.Endelig har Justitsministeriet oplyst, at Danmark i stedet for at anmode omudlevering af en person fra et andet land efter omstændighederne vil kunne anmodedet pågældende land om at overtage retsforfølgningen fra Danmark, jf. nærmerereglerne i lov nr. 252 af 12. juni 1975 om overførsel til et andet land af retsforfølgningi straffesager, og jf. den europæiske konvention af 15. maj 1972 om samme emne. Detpågældende land vil imidlertid i visse tilfælde kunne afslå at overtageretsforfølgningen.
24
En person med dobbelt statsborgerskab, herunder det ene dansk, vil således efteromstændighederne kunne unddrage sig retsforfølgning for en forbrydelse begået her iDanmark ved at flygte til sit andet hjemland, hvis dette land ikke har mulighed foreller ønsker at udlevere egne statsborgere eller at overtage retsforfølgningen.7. Dobbelt statsborgerskab og national sikkerhedSpørgsmålet om national sikkerhed og dobbelt statsborgerskab er indgåendebehandlet i den svenske betænkning. Det nævnes i den svenske betænkning, at et afargumenterne mod dobbelt statsborgerskab er, at dobbelt statsborgerskab kan medføredobbelte loyaliteter og loyalitetskonflikter, som i visse situationer kan udgøre ensikkerhedsrisiko. Det har på den anden side været anført, at det er andre forhold såsom familierelationer og opholdsperiode, der har betydning, og at spørgsmålet omstatsborgerskab ikke har afgørende betydning i forhold til spørgsmålet om sikkerhed.I forbindelse med den svenske betænkning konsulterede udvalget det svenskeRigspoliti samt de svenske Sikkerheds- og Forsvarstjenester for så vidt angårspørgsmålet om dobbelt statsborgerskab og national sikkerhed.Rigspolitiet og Sikkerhedstjenesten vurderede, at den omstændighed, at en person eri besiddelse af dobbelt statsborgerskab, er underordnet i forhold til personensmotivation til at begå kriminalitet mod svenske interesser. Drivkraften for en sådanvirksomhed er ofte en anden, eksempelvis penge. Rigspolitiet og sikkerhedstjenestenhavde således ingen principielle indvendinger mod at tillade dobbelt statsborgerskab,ligesom ingen af de to tjenester kendte til konkrete tilfælde, hvor dobbeltstatsborgerskab skulle have været en motiverende faktor i forhold til udøvelse afterrorvirksomhed.Udtalelsen fra den svenske Forsvarstjeneste er stort set på linje med Rigspolitiets ogSikkerhedstjenestens vurderinger. Forsvarstjenesten konkluderede således, at enpersons loyalitet ikke er væsentlig afhængig af, hvorvidt en person alene er svenskstatsborger, eller om personen er i besiddelse af dobbelt statsborgerskab.Forsvarstjenesten konkluderede ligesom Rigspolitiet og Sikkerhedstjenesten, at detsom regel er andre faktorer så som penge eller tvang, der er afgørende for, hvor enpersons loyalitet ligger.Endvidere påpegede forsvarstjenesten, at der kan tænkes at forekomme problemer iforhold til de samarbejdsaftaler om teknologisk udveksling af oplysninger, somSverige har indgået med andre stater. Disse samarbejdsaftaler indeholder forskrifter,hvorefter de udvekslede oplysninger ikke må indeholde information om udenlandskestatsborgere, hvilket vil inkludere svenske statsborgere med dobbelt statsborgerskab.Forsvarstjenesten konkluderede dog, at et øget antal af dobbelte statsborgere vil haveforholdsvis ringe sikkerhedsmæssige effekter.Forsvarstjenesten berørte endvidere den problemstilling, at den omstændighed, at enperson har dobbelt statsborgerskab, kan medføre, at en udenlandsk part kan stillespørgsmålstegn ved vedkommende persons loyalitet og upartiskhed, og at dette kanudgøre en risiko i forhold til vedkommende persons sikkerhed. Forsvarstjenestenbrugte som eksempel den situation, at en svensk FN observatør med dobbeltstatsborgerskab kan have svært ved at hævde sin neutralitet. Som følge af deproblemstillinger, der kan opstå, anbefalede Forsvarstjenesten derfor et system,hvorefter det ikke for personer med dobbelt statsborgerskab skulle være muligt atopnå ansættelse som officer, reserveofficer eller i udlandsstyrkerne, ligesom det ikkeskulle være muligt at opnå civil ansættelse i forsvarstjenesten.
25
Det svenske udvalg fandt ikke anledning til at støtte Forsvarstjenestens anbefaling.I forlængelse af udtalelserne fra Rigspolitiet, Sikkerheds- og Forsvarstjenesternebemærkede det svenske udvalg, at ingen af de lande, som udvalget har været i kontaktmed i forbindelse med betænkningen, og som tillader dobbelt statsborgerskab, harerfaret, at personer med dobbelt statsborgerskab skulle udgøre en større risiko for dennationale sikkerhed end personer uden dobbelt statsborgerskab. Udvalget bemærkedeendvidere, at resultatet af undersøgelsen tydeligt viser, at de sikkerhedsmæssigeaspekter af dobbelt statsborgerskab internationalt set ikke opleves som nogetumiddelbart problem.Udvalget i den norske betænkning begrænsede sig for så vidt angår spørgsmålet omdobbelt statsborgerskab og national sikkerhed til at bemærke, at indvandring kanudgøre en risiko både ved, at indvandrergruppen kan inkludere personer, som kommertil landet for at udøve efterretningsvirksomhed, og ved, at indvandrere kan væreunderlagt pres fra deres oprindelsesland. Udvalget konkluderede i den forbindelse, atdet er vanskeligt at se, hvordan denne risiko skulle blive mindre derved, at enudlænding, som opnår norsk statsborgerskab, opgiver sit oprindelige statsborgerskab.De høringssvar, som ministeriet har modtaget, berører stort set ikkeproblemstillingen om sikkerhedsbetragtninger og dobbelt statsborgerskab. Kun etfåtal af landene har besvaret spørgsmålet, herunder Island og Sverige, der beggekonkluderer, at der i disse lande ikke har været problemer med personer, der hardobbelt statsborgerskab.I det hollandske høringssvar nævnes, at der i Holland er forekommet situationer,hvor personer med dobbelt statsborgerskab er blevet retsforfulgt for at have udgjort ensikkerhedsrisiko mod nationale interesser, men på tidspunktet for høringssvaret er derikke faldet endelig dom i sagerne.Efter den danske indfødsretslovgivning kan den, der i forbindelse med erhvervelsenaf dansk indfødsret har udvist svigagtigt forhold, herunder ved forsætligt at afgiveurigtige eller vildledende oplysninger eller fortie relevante oplysninger, ved domfrakendes indfødsretten, hvis det udviste forhold har været bestemmende forerhvervelsen, jf. § 8 A i lov om dansk indfødsret.Dette gælder blandt andet tilfælde, hvor den pågældende i forbindelse med sinansøgning om dansk indfødsret har afgivet urigtig erklæring om ikke at have gjort sigskyldig i forhold omfattet af straffelovens kapitel 12 (forbrydelser mod statensselvstændighed og sikkerhed) og 13 (forbrydelser mod statsforfatningen og de øverstestatsmyndigheder m.v.), jf. retningslinjernes § 19, stk. 1, jf. cirkulæreskrivelse nr. 61af 22. september 2008 om retningslinjer for naturalisation.Endvidere kan den, som dømmes for overtrædelse af en eller flere bestemmelser istraffelovens kapitel 12 og 13, ved dom frakendes sin danske indfødsret, jf.indfødsretslovens § 8 B. Til forskel fra § 8 A kan bestemmelsen dog kun anvendes,hvis den person, der frakendes indfødsretten, ikke derved bliver statsløs.Bestemmelsen er således begrænset til at vedrøre personer, der har dobbeltstatsborgerskab.8. Integration og dobbelt statsborgerskabSammenhængen mellem integration og statsborgerskab, herunder spørgsmålet om,hvorvidt krav om fortabelse af oprindeligt statsborgerskab i forbindelse med
26
erhvervelse af nyt statsborgerskab er med til at fremme integrationen, er behandlet afudvalget i både den svenske og norske betænkning.I forbindelse med udarbejdelsen af den svenske betænkning blev der afholdt enindvandrerhøring, hvor spørgsmålet om sammenhængen mellem statsborgerskab ogintegration blev vurderet. Konklusionen af denne høring var blandt andet, atstatsborgerskab ses at understøtte integration derved, at det for den enkelte persongiver en identitetsfølelse og medfører en solidaritetsfølelse med det land, hvorvedkommende opnår statsborgerskab. Høringen påviste endvidere, at opnåelse afstatsborgerskab kan medføre en følelse af respekt hos den person, der opnårstatsborgerskab, og at denne følelse er motiverende i forhold til vedkommendes lysttil at uddanne sig og søge arbejde.I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt krav om fortabelse af hidtidigtstatsborgerskab i forbindelse med erhvervelse af nyt er fremmende for integration,bemærkede det norske udvalg, at det altid må påregnes, at indvandrere vil væreknyttet til deres oprindelsesland, og at de vil lægge vægt på at bevare kontakten tilfamilie og miljø. Udvalget konkluderede således, at selv om en person har enomfattede kontaktflade med samfundet i det land, hvor vedkommende ønsker at opnåstatsborgerskab, må det lægges til grund, at vedkommende fortsat vil være faktisk ogfølelsesmæssigt tilknyttet til sit oprindelsesland, selv om han opnår statsborgerskab iet andet land.Udvalget konkluderede på den baggrund, at tab af oprindeligt statsborgerskab imange tilfælde ikke vil være definitivt, da fortabelse af hidtidigt statsborgerskab ikkeer ensbetydende med, at personen reelt mister tilhørsforholdet til sit oprindelsesland.Udvalget bemærkede endvidere, at mange lande har en lovgivning, hvoreftergenerhvervelse af statsborgerskab kan ske under lempeligere betingelser end dem, dergenerelt gælder for naturalisation.9. SammenfatningDet kan sammenfattende konkluderes, at flere og flere lande tillader dobbeltstatsborgerskab. Sverige ændrede i 2001 sin statsborgerretslovgivning, således atdobbelt statsborgerskab accepteres fuldt ud, mens Island og Finland tilsvarende harændret deres lovgivning i 2003. I 2007 ændrede Belgien sin statsborgerretslovgivningtil fuldt ud at acceptere dobbelt statsborgerskab, ligesom Tyskland ændrede sinstatsborgerretslov, således at dobbelt statsborgerskab accepteres for EU-borgere,statsborgere fra Schweiz samt for statsborgere fra lande, som Tyskland har indgået entraktat med i henhold til § 12 i den tyske statsborgerretslov, og som opnår tyskstatsborgerskab ved naturalisation. Senest har Luxembourg i oktober 2008 ændretlovgivningen, hvorefter dobbelt statsborgerskab accepteres fuldt ud.Det kan endvidere konkluderes, at de lande, som fuldt ud accepterer dobbeltstatsborgerskab, ikke umiddelbart har oplevet væsentlige problemer i forhold til deproblemstillinger, som berøres i dette notat. Dette er tilfældet både for de lande, som imange år har accepteret dobbelt statsborgerskab, samt for de lande, som inden for deseneste år har ændret deres lovgivning, således at dobbelt statsborgerskab accepteresfuldt ud. Således nævner eksempelvis Sverige i sit høringssvar, at gennemførelsen aflovændringen i 2001 ikke har medført problemer af betydning, samt at det for denenkelte person er positivt at kunne vælge at have dobbelt statsborgerskab som følgeaf, at vedkommende har tilknytning til to lande. Det konkluderes således i det svenske
27
høringssvar, at reformen er blevet modtaget positivt af indvandrere såvel som afudenlandssvenskere.For så vidt angår de lande, der som udgangspunkt alene accepterer dobbeltstatsborgerskab, hvor dette er erhvervet automatisk, kan det konkluderes, at dette tildels er begrundet ud fra det synspunkt, at et statsborgerskab er et vigtigt symbol påtilhørsforhold og loyalitet, og at en person således ud fra principielle betragtningeralene bør være i besiddelse af ét statsborgerskab. Dette var blandt andet baggrundenfor, at den norske regering ikke valgte at følge det norske ekspertudvalgs anbefalingom at ændre den norske statsborgerretslovgivning, uanset at udvalget i deresbetænkning havde konkluderet, at fordelene ved at tillade dobbelt statsborgerskab erstørre end ulemperne.Endvidere kan det konkluderes, at dobbelt statsborgerskab tillige søges begrænsetud fra betragtninger af mere praktisk karakter, såsom et ønske om at undgålovkonflikter inden for det familie- og strafferetlige område og konflikter i forbindelsemed diplomatisk bistand samt at undgå, at personer opnår flere sæt af rettigheder,eksempelvis valgret og valgbarhed i to eller flere lande. Dette skal dog sammenholdesmed, at det er flere landes erfaringer, at potentielle konfliktsituationer i forhold tildobbelt statsborgerskab i mange tilfælde kan løses enten gennem internationalekonventioner på området, eller ved at landene indbyrdes indgår samarbejdsaftaler pådet pågældende område.Sammenfattende kan det derfor konkluderes,– at dobbelt statsborgerskab søges begrænset dels ud fra principielle betragtninger,dels ud fra mere praktiske betragtninger.– at flere lande tillader dobbelt statsborgerskab.– at nogle lande fastholder princippet om, at dobbelt statsborgerskab skal begrænsesmest muligt ud fra principielle betragtninger.