Jeg vil godt takke for den fuldkomne tilslutning til dette forslag. Jeg synes, det er vigtigt, at Island er klar over, at vi hjælper dem, og vi hjælper dem altså også med dette militære bidrag, således at afvisning fra luftrummet, hvis deres luftrum skulle blive krænket, vil finde sted - det går på skift mellem NATO-landene - og vi tager nu vores tørn. Vedrørende Island har vi selvfølgelig også tidligere og gør det fortsat arbejdet sammen med Search and Rescue, hvis der skulle ske noget. Men jeg vil også godt sige, at Island og Danmark også i udenrigspolitikken har et meget tæt samarbejde. Vi hjalp Island alt det, vi kunne, omkring deres kandidatur til Sikkerhedsrådet, naturligvis, stillede vores ambassader til rådighed. Omkring finanskrisen vil jeg sige, at Nationalbanken jo allerede før finanskrisen lavede en aftale i maj måned, som mig bekendt altså også er blevet brugt.
Vedrørende det, både fru Line Barfod og hr. Holger K. Nielsen spurgte om, nemlig hvad vi så gør ved siden af det rent militære, vil jeg sige, at jeg mener, det er vigtigt - når vi nu taler om Island - at Island er klar over, at vi selvfølgelig er deres nærmeste venner, og at vi er indstillet på, at vi er dem, de skal komme til, når de er i nød. Det har vi så også gjort i forbindelse med Nationalbanken, og der er vi altså også indstillet på at hjælpe yderligere. Island skal til gengæld også lige arbejde med IMF, således at man ikke bare smider pengene ned i - om jeg så må sige - et hul. Så det vil sige, at IMF skal gøre sit arbejde, og det vil vi meget gerne støtte op om og være med til at virkeliggøre. Når Island er blevet færdig med sine forhandlinger med IMF, er Danmark selvfølgelig også indstillet på at hjælpe Island ud fra den aftale, som måtte blive lavet mellem IMF og Island.
Fru Line Barfod har fuldstændig ret i, at det nordiske og især det vestnordiske område igen bliver vigtigt. Det var vigtigt under den kolde krig, hvor man talte om det gab, der var deroppe, og så kom 1990'erne, hvor man syntes, at nu var der fred i hele verden, og at der ikke kunne ske noget. Men det er fuldstændig rigtigt, som fru Line Barfod påpeger, at med klimaforandringerne, Nordvestpassagen og isen, der trækker sig tilbage, så det arktiske ocean pludselig bliver tilgængeligt og kan udnyttes, så er det da også vigtigt, at det ikke bliver et nyt spændingsfelt. Derfor er det vestnordiske område pludselig blevet vigtigt igen i verdensdagsordenen. Det var også derfor, vi tog det initiativ sammen med Hans Enoksen i maj måned, der gik ud på at lave den Ilulissatkonference mellem kyststaterne - og det var så Rusland, Canada, USA, Danmark, Grønland og Norge - som betød, at vi også blev enige om en aftale om, at det skulle være havretten og de internationale konventioner, som skulle gælde i forbindelse med at kunne gøre krav på noget deroppe. Vi blev også enige om, at vi i fællesskab havde en fælles forpligtelse til at sørge for, at vi, hvis der skulle ske ulykker deroppe - det kunne være miljøulykker, men det kunne også være menneskelige katastrofer - så havde et beredskab i gang, hvor vi solidarisk skulle hjælpe hinanden. Det mener jeg er meget vigtigt, for med den sejlads, der nu kommer oppe i nord, så vil der jo på et eller andet tidspunkt komme en ulykke, og det må vi jo forberede og forebygge. Så det er fuldstændig rigtigt.
Rigsfællesskabet mener jeg også er meget vigtigt at holde fast på, præcis som fru Line Barfod var inde på. Det prøver vi jo altså også ved at varetage Færøernes og Grønlands interesser. Det er ikke altid lige populært her i Folketingssalen, vil jeg godt sige. I den anledning vil jeg godt sige, at der er nogle, der ikke synes, at vi varetager rigsfællesskabets interesser med den hvalpolitik, som nogle her i Folketinget vil gå ind for. Der vil jeg sige, at vi også her i Folketinget må være klar over, at hvis vi skal bevare tilknytningen til det vestnordiske og det vestnordiskes tilknytning til os, så er vi altså også nødt til af og til at forstå deres ønsker på deres præmisser. Og jeg er helt enig med fru Line Barfod i, at vi skal bevare rigsfællesskabet.
Så det er jeg enig i, og jeg er glad for den opbakning, der er kommet, og jeg er også glad for den anledning, der her er givet fra hr. Holger K. Nielsen og fru Line Barfods side til lige at gøre det lidt bredere i forbindelse med Island. For selvfølgelig skal Island hjælpes, vi er deres nærmeste og bør være deres nærmeste venner.
Så spørger hr. Morten Helveg Petersen om, hvad det videre perspektiv i dette er. Det er jo altså det, at vi her viser, at hvis et land ikke har afvisningskapaciteten, så er NATO solidarisk, fordi NATO's luftrum er et solidarisk luftrum. Det betyder selvfølgelig også, at hvis vi en skønne dag skulle være ude af stand til - det håber jeg ikke sker - selv at afvise krænkelser af vores luftrum, så vil det være en fælles NATO-opgave, man kan appellere om. Så det gælder jo for alle, ligesom det gjaldt for de baltiske lande. Men jeg ville synes, at det var svagt, hvis Danmark ikke var i stand til at opretholde sin egen kapacitet, men det drøftes jo så i Forsvarskommissionen.