Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 3 som Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har stillet til justitsministeren den 17. december 2008 (B 30).

 

 

 

Lene Espersen

Fg. justitsminister

/

Cristina A. Gulisano

 


Spørgsmål nr. 3 fra Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (B 30):

 

”Vil ministeren redegøre for, hvordan det sikres, at ansøgere altid har undersøgt muligheden for at benytte allerede kendt viden på området for at undgå at involvere dyr i nye forsøg, hvorfra der allerede er kendt viden?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen indhentet en udtalelse fra Dyreforsøgstilsynet, der har oplyst følgende:

 

”Rådet for Dyreforsøg foretager i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om tilladelse til at udføre dyreforsøg en vurdering af, om det, der ønskes afklaret gennem det pågældende forsøg, er kendt på forhånd.

 

I mange tilfælde er det dog uden videre klart, at der ikke findes allerede kendt viden, idet det fremgår af ansøgningen, at formålet med det dyreforsøg, der ansøges om tilladelse til, er at afklare om en ny behandling, f.eks. med et nyt medikament, vil forbedre behandlingsmulighederne af sygdomstilstande hos dyr eller mennesker eller vil give færre eller mindre alvorlige bivirkninger. I andre tilfælde er situationen den, at det er et myndighedskrav, at der gennemføres dyreforsøg efter en bestemt protokol for at sikre, at medikamenter mv., der skal anvendes af mennesker, ikke er skadelige.

 

Allerede kendt viden foreligger i øvrigt kun, hvor der er publiceret materiale af videnskabelig karakter, hvoraf den nævnte viden fremgår. Dyreforsøg udføres bl.a. af private virksomheder som led i deres forretningsmæssige virksomhed. Dyreforsøgstilsynet har ikke mulighed for at pålægge en virksomhed eller en forskningsinstitution at offentliggøre resultaterne af deres undersøgelser. En sådan offentliggørelse vil endvidere kunne afskære virksomheden eller forskningsinstitutionen fra at opnå patent mv.

 

Dyreforsøgstilsynet skal i øvrigt bemærke, at det er meget omkostningskrævende at udføre dyreforsøg. Dyreforsøg, der er unødvendige, fordi den viden, der ønskes opnået gennem forsøget, allerede er kendt, vil allerede af den grund ikke blive udført.”

 

Der henvises i øvrigt til Justitsministeriets samtidige besvarelse af spørgsmÃ¥l nr. 1, som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 11. december 2008.Â