Justitsministeren (Brian Mikkelsen):
Efter beslutningsforslaget pålægges regeringen i løbet af denne folketingssamling at fremsætte forslag om ændring af dyreværnsloven.
Forslagsstillerne begrunder beslutningsforslaget med, at administrationen af den gældende dyreforsøgslov betyder, at alt for mange dyr bliver brugt til forsøg, og at de dyr, der bliver brugt til forsøg, bliver udsat for unødvendige lidelser.
Jeg vil godt starte med at slå fast, at regeringen jo er helt enig i forslagets intentioner. Regeringen kan fuldt ud tilslutte sig, at antallet af dyr, der bruges til forsøg, skal begrænses mest muligt, ligesom vi er enige i, at forsøgsdyrene ikke må udsættes for unødvendige lidelser. Når regeringen - trods de gode intentioner - alligevel ikke kan støtte beslutningsforslaget, skyldes det navnlig, at dyreforsøgslovgivningen efter regeringens opfattelse allerede indeholder de redskaber, som er nødvendige for at sikre dette. Regeringen finder altså ikke, at der med Rådet for Dyreforsøgs nuværende administration af dyreforsøgsloven er behov for at stramme lovgivningen yderligere.
I beslutningsforslaget foreslås det bl.a., at dyreforsøgsloven skal sikre, at der inden godkendelse af dyreforsøg foretages en vurdering af såvel dyreforsøgets betydning som relevansen af det produkt, der skal udvikles eller forbedres ved hjælp af dyreforsøget. Som det også fremgår af beslutningsforslaget, følger det allerede i dag af dyreforsøgsloven, at Dyreforsøgstilsynet kan afslå at give tilladelse til dyreforsøg, hvis forsøget ikke skønnes at være til væsentlig gavn.
Forslagsstillerne har imidlertid peget på, at dette krav i praksis fortolkes sådan, at det kun er selve forsøget og ikke formålet med det produkt, som teststoffet skal indgå i, der skal være til væsentlig gavn. Forslagsstillerne mener, at denne fortolkning har betydet, at Rådet for Dyreforsøg siden 1992 kun har afvist to-tre forsøg med den begrundelse, at forsøget ikke var til væsentlig gavn.
Jeg kan oplyse, at bestemmelsen om, at der kan gives afslag på dyreforsøg, der ikke vurderes at være til væsentlig gavn, i sin tid blev indsat for at sikre, at de fordele, som opnås gennem dyreforsøg, står mål med de ulemper, som dyrene påføres gennem forsøgene.
Bestemmelsen bygger altså på en betragtning om, at det på den ene side er etisk betænkeligt at påføre dyr skade eller smerte, men at den viden, som opnås gennem dyreforsøg, på den anden side kan være af vital betydning for mennesker og dyr. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at den nærmere afgrænsning af, hvad der betegnes som »væsentlig gavn«, skal fastlægges i Dyreforsøgstilsynets praksis.
Der skal i den forbindelse bl.a. lægges vægt på, om forsøgsdyret udsættes for smerte, og i hvilket omfang smerten fjernes ved bedøvelse. Jo større belastning, dyret udsættes for, desto større krav stilles der til den gavn, forsøget må antages at have. Rådet for Dyreforsøg kan altså allerede i dag beslutte, at et konkret forsøg udgør så stor belastning for de anvendte forsøgsdyr, at forsøget ikke må foretages for at udvikle et bestemt produkt, der efter tilsynets vurdering kun har begrænset nytteværdi.
Jeg mener faktisk, at Rådet for Dyreforsøg varetager denne opgave på betryggende vis. Rådet for Dyreforsøg repræsenterer jo både forskningsinteresser og dyrebeskyttelsesinteresser, og rådet er derfor godt rustet til at foretage afvejningen mellem på den ene side det enkelte forsøgs belastning og på den anden side den nytteværdi, det testede produkt har.
I tilknytning hertil kan jeg også nævne, at langt de fleste af Rådet for Dyreforsøgs afgørelser om tilladelser til dyreforsøg træffes ved enstemmighed. Ifølge de oplysninger, jeg har modtaget, er der siden 2003 foretaget dissens i kun fire sager.
Beslutningsforslaget indeholder også forslag om, at en forsøgsansøger skal pålægges at dokumentere, at dyreforsøget ikke kan erstattes af et forsøg, hvor der ikke anvendes levende dyr eller af allerede kendt viden. Forslagsstillerne mener altså ikke, at Dyreforsøgstilsynet i dag stiller tilstrækkelige krav til ansøgernes dokumentation. De foreslår derfor, at der stilles krav om, at ansøgerne skal dokumentere, at de har undersøgt, hvilke alternativer metoder der findes både nationalt og internationalt, og at ansøgeren skal beskrive, hvorfor disse metoder ikke kan erstatte det dyreforsøg, der søges tilladelse til.
Jeg har til brug for behandlingen af dette beslutningsforslag bedt Dyreforsøgstilsynet om en udtalelse om, bl.a. hvilke krav der stilles til ansøgernes dokumentation for, at der ikke findes alternative metoder. Dyreforsøgstilsynet har oplyst, at det som anført af forslagsstillerne er korrekt, at ansøgernes begrundelser for, hvorfor det er nødvendigt at anvende dyreforsøg, ofte er ganske kortfattet og stort set identiske. Dette skyldes imidlertid efter tilsynets opfattelse, at det i de fleste tilfælde er helt åbenbart, at der hverken findes alternative metoder eller kendt og tilgængelig viden, der kan erstatte dyreforsøget. Hvis Dyreforsøgstilsynet er i tvivl om, hvorvidt ansøgeren har foretaget en tilstrækkelig grundig undersøgelse af, om der findes alternative metoder, vil tilsynet anmode ansøgeren om at komme med en detaljeret redegørelse for, hvorfor der ikke kan anvendes alternative metoder i den foreliggende situation.
Jeg synes også, det er værd at nævne, at Dyreforsøgstilsynet siden januar 2003 har offentliggjort alle tilladelser til dyreforsøg på tilsynets hjemmeside, og at tilsynet ikke har modtaget nogen henvendelse, hvori det er gjort gældende, at der er givet tilladelse til et dyreforsøg, selv om der faktisk var et anvendeligt alternativ.
Alt dette understøtter efter min opfattelse, at der ikke er noget behov for generelt at stille krav om mere omfattende begrundelser for, hvorfor der ikke anvendes alternative metoder eller allerede tilgængelig viden.
For så vidt angår forslaget om, at forsøgsansøgerne skal pålægges at give en beskrivelse af det enkelte dyrs samlede belastning ved forsøget, kan jeg oplyse, at Dyreforsøgstilsynet allerede i dag stiller krav om det. Dyreforsøgstilsynet har oplyst, at man er enig med forslagsstillerne i, at der i ansøgningerne har været en tendens til at fokusere på belastninger, som følger umiddelbart af forsøget, f.eks. ved at dyret påføres sygdomssymptomer eller udsættes for udtagning af prøver. I Dyreforsøgstilsynet er de imidlertid opmærksomme på, at også selve indgiften af et teststof kan indebære en belastning for forsøgsdyret. I disse tilfælde stiller tilsynet derfor krav om, at også denne belastning beskrives i ansøgningen.
Så på dette punkt mener jeg faktisk, at Dyreforsøgstilsynet allerede administrerer dyreforsøgsloven i overensstemmelse med det, forslagsstillerne foreslår.
Endelig har forslagsstillerne foreslået, at det skal sikres, at der ved sygdomsforsøg som udgangspunkt skal anvendes dyr, som allerede har den lidelse, man vil undersøge, i stedet for at påføre raske dyr sygdommen.
Der er ikke nogen tvivl om, at det vil være optimalt, hvis man kunne nøjes med at påføre sygdomme på dyr, der i forvejen er syge. Baggrunden for, at man ikke altid anvender syge dyr til forsøg, er imidlertid ikke, som der står i beslutningsforslaget, at man tager hensyn til forsøgsudøverens bekvemmelighed eller økonomi. Den reelle grund er, at de sygdomstilfælde, man finder hos naturligt syge dyr, er af meget forskellig karakter. De naturligt syge dyr vil have forskellige aldre, og de kan have været udsat for mange forskellige miljøpåvirkninger, der kan påvirke forsøget.
Det er derfor ikke muligt at standardisere de forsøg, der udføres på naturligt syge dyr, tilstrækkeligt til, at resultaterne kan anvendes videnskabeligt. Det betyder, at forskningsresultaterne nødvendigvis også må bygge på et antal standardiserede forsøg, der er foretaget på dyr, som er blevet påført sygdommene.
Et andet aspekt, som også spiller en rolle i forhold til anvendelsen af naturligt syge dyr, er hensynet til dyrenes ejer. Dette hensyn gør sig især gældende i tilfælde, hvor der anvendes en kontrolgruppe, der ikke modtager behandling, eller hvor det er nødvendigt at aflive og obducere dyrene, når forsøget er afsluttet. I sådanne situationer kan man jo ikke fortænke ejeren af et sygt kæledyr i at takke nej til at lade dyret indgå i et forsøg.
Disse forhold gør, at det næppe vil være muligt at anvende naturligt syge dyr til forsøg i højere grad, end det allerede sker i dag. En præcisering i dyreforsøgsloven af, at der som udgangspunkt skal anvendes naturligt syge dyr vil derfor efter min opfattelse ikke tjene noget formål.
Jeg nævnte indledningsvis, at jeg faktisk mener, at vi allerede i dag har en lovgivning og en administration heraf, som sikrer, at der ikke anvendes flere dyr end højst nødvendigt til forsøg. Og i den forbindelse taler de sidste års tal fra Dyreforsøgstilsynet også deres klare sprog. Som bekendt udarbejder Dyreforsøgstilsynet hvert år statistikker over antallet af dyreforsøg og over antallet af dyr, der anvendes til forsøg. Og hvis man tager Dyreforsøgstilsynets årsberetning fra de seneste år, kan man konstatere, at der siden 2005 er sket et fald i antallet af dyr, som anvendes til forsøg.
Når vi nu er ved statistikkerne, kan jeg heller ikke lade være med at kommentere forslagsstillernes antagelse om, at et begrænset antal afslag på tilladelser skyldes, at Rådet for Dyreforsøg skulle have en lempelig administration af dyreforsøgslovgivningen.
Det er korrekt, at der siden 1992 er meddelt ganske få afslag på tilladelser til dyreforsøg. Efter min opfattelse skyldes dette ikke en slap administration af dyreforsøgslovgivningen. Tværtimod skyldes det, at vi i Danmark har relativt få og som oftest ganske erfarne dyreforsøgsudøvere, der kender kravene i dyreforsøgsloven og gør deres bedste for at leve op til disse krav. I den forbindelse skal jeg bemærke, at det er en betingelse for at få tilladelse til at udføre dyreforsøg, at ansøgeren ud over at have bestået en relevant kandidatuddannelse også skal have gennemgået kurser i bl.a. dyreforsøgslovgivningen.
Hvad angår de mindre erfarne forsøgsudøvere, har Dyreforsøgstilsynet en betydelig opdragende funktion. Dyreforsøgstilsynet vil således ofte i forbindelse med behandlingen af en ansøgning indgå i en dialog med ansøgeren og foreslå en tilpasning af forsøget, som i mange tilfælde begrænser den belastning, forsøget ellers ville indebære for forsøgsdyret.
Til sidst vil jeg også nævne, at Europa-Kommissionen, som det formentlig er forslagsstillerne bekendt, for ganske nylig har fremsat det længe ventede udkast til ændring af direktivet fra 1986 om beskyttelse af forsøgsdyr. Kommissionens forslag til ændringer er så omfattende, at der er lagt op til, at det gældende direktiv på området skal erstattes af et helt nyt direktiv.
Vi skal altså på EU-niveau til at have en grundlæggende drøftelse af kravene til beskyttelse af forsøgsdyr. Vi ved jo i sagens natur ikke, hvad de her drøftelser ender med, men vi ser fra dansk side frem til denne samlede gennemgang af dyreforsøgsområdet, som måske vil kunne føre til nye ændringer af den danske dyreforsøgslovgivning.
Som jeg indledte med at understrege, er regeringen fast overbevist om, at det er nødvendigt, at vi har en stram lovgivning på området, at vi sikrer, at vi i Danmark anvender så få forsøgsdyr som muligt, og at de dyr, der bliver brugt til dyreforsøg, ikke skal udsættes for unødvendige lidelser. Det skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at undgå.
Regeringen mener imidlertid, at den gældende lovgivning og praksis på området allerede udgør en tilstrækkelig sikkerhed for dette, samtidig med at man kan foretage nogle dyreforsøg, som vil kurere fremtidige sygdomme og give bedre forhold for både dyr og mennesker i fremtiden.
Regeringen kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget.