Bilag til udenrigsministerens                                                                              Forsvarsudvalget
skrivelse af 18. november 2008                                                                    (B 24 – spørgsmål 16)
                                                                                                                                             (offentligt)
Spørgsmål nr.: 16
Hvilke konkrete projekter skal støttes gennem den forøgede civile bistand? Vil de være beliggende i Helmand provinsen?
Svar:
I lyset af de gode erfaringer med de hidtil støttede aktiviteter, deres høje prioritet for den afghanske regering samt ønsker om, at donorerne vælger et begrænset antal indsatsområder, fastholdes fokus for den danske udviklingsindsats på statsopbygning, uddannelse og forbedring af levevilkår. Konkret vil der f.eks. være tale om støtte til de forestående valg, renovering og opførelse af skoler, trykning af skolebøger og mikrokreditprogrammer.
Ca. 50 mio. kr. om året forventes fra 2009 anvendt i Helmand. Dette beløb vil kunne øges eller reduceres afhængig af behovet og mulighederne for danske indsatser i provinsen. Den danske udviklingsbistand vil bl.a. bidrage til opførelse og renovering af skoler i hele Helmand-provinsen, mindre vejbyggeri, gadebelysning samt renovering af administrationsbygninger og lokale markeder. Desuden pågår der p.t. drøftelser med briterne og andre udviklingspartnere om mulig implementering af anbefalingerne fra en dansk/britisk levevilkårsmission, der bl.a. anbefaler en renovering og udvidelse af Gereshk vandkraftanlæg. |