Det er jo som regel sådan, at det, man synes er en åbenlyst god idé, har tæt sammenhæng med ting, man selv går ind for, og derfor er det jo ikke altid, at det, man selv synes er en åbenlyst god idé, kan nyde fremme.
Først og fremmest vil jeg gerne takke for de meget positive ord, der er sagt om intelligent elektricitetsmåling eller - som SF's ordfører jo også uddybede det - muligheden for i virkeligheden at få en mere automatisk styring af elforbruget, sådan at man kan bruge ellen, når den er billigst, og dermed også, når den er rigeligst. Det vil være at løse et meget stort problem, for så vidt angår vindenergien; jeg tror, de fleste har delt forbløffelsen over, at man vil til at pålægge gebyrer for at producere energi, hvis den bliver produceret på uhandy tidspunkter.
Forslaget handler ikke kun om energimåling; som det er fremgået af ordførertalerne, er det åbenlyst, at der er ting at hente, og der er sat forsøg i gang. Det, vi meget gerne vil have igangsat, er også muligheden for at lave intelligent måling på andet energiforbrug, herunder også når det kommer til fjernvarme og naturgas. For det er ikke en givet ting, at man dér er så langt med at udnytte det fulde potentiale for at styre energiforbruget. Derfor håber vi meget, at vi kan komme videre med at lave forsøg.
Når forslaget ikke bare er et forslag om at udrulle det i fuld skala fra den ene dag til den anden, hænger det sammen med, at vi tror, der er vigtige erfaringer at hente i måden, man ruller det ud på. Det har noget at gøre med det, som Dansk Folkepartis ordfører var inde på, nemlig det juridiske - hvem ejer det egentlig? Hvem ejer data? Det er en diskussion, vi også lige har haft i regi af anden lovgivning, fordi det selvfølgelig har været vigtigt for os, at det i princippet er forbrugerne, der ejer deres egne data. Der er meget økonomi i det, for som Enhedslistens ordfører var inde på, er det måske sådan, at selskaberne betaler på ét tidspunkt, men at det nok skal blive overvæltet på forbrugerne på et andet tidspunkt.
Sidst, men ikke mindst, er der, som også DF's ordfører nævnte, nogle spørgsmål om, hvad det er for en type statistik, der skal ligge bag den intelligente måling, så vi faktisk får noget reelt ud af det. Jeg tror, det er vigtigt, at vi fortsætter med at have en pragmatisk, men målrettet tilgang til det.
Så har jeg bare en bemærkning om energiforligskredsen, som er blevet nævnt rigtig, rigtig mange gange i dagens debat. Jeg tror, at hvis man lytter til debatten, kunne man godt få en fornemmelse af, at det er sådan en slags ny menighed, hvor man sidder og beder til klimaguden og håber, at man gør det rigtige. Energiforligskredsen er en kreds af partier, der har kunnet blive enige om en række ting. Energiforligskredsen udtrykker ikke, hvor ambitiøs man kunne være på klimaområdet, men udtrykker, hvor langt vi kunne komme i en enighed på den korte sigt og med et principielt grundlag for den lidt længere sigt.
Jeg tror, det er meget vigtigt, at vi ikke i regi af den hellige almindelige energiforligskreds beslutter os for, at dér skal alle forhandlinger og alle diskussioner så foregå - specielt i lyset af at så tit mødes energiforligskredsen altså heller ikke. Jeg tror faktisk, vi mødes betydelig sjældnere, end det er tilfældet der, hvor man i øvrigt holder gudstjeneste. Og man kan sige, at det jo også er en lille kreds, der mødes, det er bestemt ikke hele Folketinget eller folk, der følger Folketingets forhandlinger, der har lejlighed til at følge diskussionerne der.
Jeg tror, det er vigtigt - og jeg håber også, det sender et rigtigt signal til dem, der lytter til debatten - at intelligent elmåling er kommet, og at det vil blive til virkelighed og hverdag for alle borgere på et tidspunkt. Vi håber så også meget, at intelligent måling og dermed også forbrug af fjernvarme og naturgas på et tidspunkt bliver dagen og vejen, for vi tror, der ligger et kolossalt potentiale i at mindske spild og i at få en måling, der gør, at vi kan styre vores forbrug til de tidspunkter, hvor der er rigeligt, og hvor det forhåbentlig også er billigt.
Tak for modtagelsen, vi glæder os til udvalgsarbejdet.