Tak til de forskellige partier for deres positive bemærkninger til forslaget. Det ligger Dansk Folkeparti meget på sinde, at vi får gennemført nogle vigtige ting i forhold til dyrevelfærd. Vi vil ikke bare nøjes, vi vil have gennemført rigtig, rigtig mange ting til gavn for dyrene. Og selv om det langtfra er alt, vi er enige om, håber jeg, at vi alligevel kan finde et flertal for nogle af de elementer, som er at finde i Dansk Folkepartis forslag, og skrive dem ind i en såkaldt beretning, som pålægger regeringen at foretage ændringer til gavn for dyrene. Jeg noterede mig i hvert fald, at man både fra Socialdemokraternes side, fra Socialistisk Folkepartis side, fra Enhedslistens side og fra Det Radikale Venstres side var inde på nogle elementer i forslaget, som man gerne vil være med til at skrive en beretning om. Så det vil jeg gøre alt hvad jeg kan for at vi kan nå til enighed om.
Dansk Folkeparti mener, at straffen for at begå dyremishandling skal være langt hårdere, end den er i dag. Derfor foreslår vi at hæve strafferammen fra 1 til 2 års fængsel for at overtræde dyreværnslovens § 28, stk. 1. Desuden foreslår vi i Dansk Folkeparti, at der som altovervejende hovedregel fastsættes en ubetinget fængselsstraf på mindst 7 dages fængsel for at begå dyremishandling. Når der er tale om dyremishandling, er der altså tale om nogle meget, meget forfærdelige tilfælde. Vi har bl.a. hørt om et tilfælde, hvor nogle unge mennesker sagde ild til en hamster. Det synes jeg er direkte dyremishandling, og jeg kan ikke forstå, hvis sådan et tilfælde ikke skulle koste mindst 7 dages fængsel.
Det er Dansk Folkepartis holdning, at er man en gang dømt for dyremishandling, har man også en gang for alle vist, hvor uansvarligt et forhold man har til dyr, hvorfor man derfor helt automatisk med en dom for dyremishandling bør miste retten til at have med dyr at gøre. Desuden mener vi i Dansk Folkeparti, at politiet skal have beføjelse til at udstede en midlertidig frakendelse af retten til at have med dyr at gøre i sager, hvor en person er sigtet for dyremishandling. Det er absurd, at man uden videre kan fortsætte med at have med dyr at gøre, selv om man er sigtet for dyremishandling. I den periode skal vi undgå, at det går ud over flere dyr.
På mange områder fører EU en elendig politik, når det gælder dyrevelfærd, og i Danmark er den danske regering og adskillige partier i Folketinget så EU-glade og -begejstrede, at de lader EU diktere hvad som helst, også når det gælder dyrevelfærd. Vi ser det bl.a. i forhold til foie gras, som vi også har været inde på under debatten, og som det jo er tilladt at forhandle og importere til Danmark, selv om foie gras produceres på en måde, som er fuldstændig i uoverensstemmelse med dyreværnslovens § 5 om, at dyr ikke må tvangsfodres. Alligevel tillader et stort flertal i Folketinget, at millioner af gæs og ænder hvert år tvangsfodres - får stukket et plastikrør i halsen og bliver tvangsfodret med flere kilo pasta om dagen. Når man har set, hvor meget bare 5 kg pasta fylder i en gryde, ved man, at der ikke er noget dyr, som kan holde til at have så meget i maven. Det er direkte dyremishandling, og det ønsker vi at sætte en stopper for fra Dansk Folkepartis side.
I dag smugles der desværre også i stor grad dyr til Danmark. Ofte smugles dyrene under stærkt kummerlige forhold, og hvad angår hunde, tages de ofte fra moderen, før de er 8 uger gamle. Derfor foreslår vi i Dansk Folkeparti, at der skal sættes ind mod denne smugling ved bl.a. at hæve straffen for ulovlig import. I dag er straffen latterlig lav, og med store kontante bøder mener vi at smuglerne i højere grad vil afholde sig fra at smugle hunde og andre dyr. Det eneste, smuglerne tænker på, er penge, og derfor er det også pengepungen, de skal rammes hårdt og kontant på.
Ikke alle forstår sig helt på at have dyr, selv om de rigtig gerne vil have et dyr. Jeg forstår godt, hvorfor mange godt kan tænke sig et kæledyr. De er søde, de er rare, de giver tryghed, ømhed og kærlighed, og det er Dansk Folkepartis indtryk, at flere dyreværnssager kan forhindres, hvis man fra starten informerer en dyreejer om, hvordan man skaber de bedste rammer for det pågældende dyr. Dansk Folkeparti mener derfor, at der skal medfølge en vejledning, når man køber et kæledyr, som bl.a. fortæller om, hvordan man behandler dyret, hvilken mad dyret har bedst af, hvilken motion det bør få, hvordan man plejer dets pels, dets negle m.v. Med en vejledning til dem, der køber dyr, vil vi kunne forhindre mange dyreværnssager, der ikke bygger på mishandling, men på uvidenhed om, hvordan dyret bedst behandles.
Dansk Folkeparti har fremsat dette beslutningsforslag, fordi vi mener, at der er behov for mange ændringer i forhold til den danske dyreværnslovgivning, også ændringer, som ikke er opregnet her i dag, men som vi selvfølgelig vil arbejde videre med. Dansk Folkeparti ønsker, at vi skal skærpe loven, så det virkelig rykker noget for dyrene. Jeg er ked af, at vi ikke kan samle et flertal i dag for Dansk Folkepartis fulde forslag, men jeg vil se frem til, at nogle af Folketingets partier kan blive enige om nogle af de ting, som Dansk Folkeparti foreslår, og gøre det til virkelighed til gavn for dyrene, så vi virkelig får resultater.
Lad os nu få gennemført noget, det virkelig rykker, noget, der virkelig gør en kæmpe forskel for dyrene. Vi skal værne om, og vi skal beskytte vores dyr. Dyr er svage, de kan ikke selv sige fra over for menneskers grusomheder og uvidenhed. Lad os vise dyrene, at vi virkelig har ambitioner på deres vegne. (Den fg. formand (Karen J. Klint) har rejst sig).
Jeg har altså 10 minutters taletid. (Den fg. formand (Karen J. Klint): Undskyld, jeg var ikke opmærksom på, at der er udvidet taletid, fordi der er noget, der er slået sammen).
Som jeg jo kan høre her i dag, er der også andre partier i Folketinget, som gerne vil være med til at skærpe lovgivningen, så dyrene kan få nogle bedre forhold. Det er jeg glad for, og jeg håber, at det her bevirker, at vi får noget igennem. For alt, hvad vi kan få igennem af bedre vilkår for dyrene, vil vi være med til at se på, og det vil vi gerne have gennemført.
Nu er jeg færdig.