Det sidste punkt på dagsordenen er:

54) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 180:

Forslag til folketingsbeslutning om en samlet indsats mod tvangsægteskaber og æreskriminalitet.

Af Morten Østergaard (RV), Yildiz Akdogan (S), Özlem Sara Cekic (SF) og Line Barfod (EL) m.fl.

(Fremsættelse 14.04.2009).

Forhandlingen er åbnet. Integrationsministeren.

Som formanden siger, er det en lang dag, og jeg vil lægge de drillerier, som jeg ellers havde forberedt, på hylden. Det var om, hvordan hele dagen jo har vist, at man ikke er enig om det her forslag, som fremtræder, som om man er enig. Men lad nu det ligge.

Lad os slå fast, at tvangsægteskab er afskyeligt, modbydeligt. Det er noget, vi alle sammen tager afstand fra. Det er noget, vi alle sammen vil forebygge og gøre noget ved, hvis vi kan bevise, at det er sket. Det skal der ikke være nogen tvivl om. Det er krænkende, det er undertrykkende, og det er undertrykkende for begge køn. Det er voldtægt på brudenatten for kvindernes vedkommende; det har jeg set i min polititid.

Hvor stort er problemet? Vi ved det ikke, men et er for mange. Ud over at det er strafbart, er det fuldstændig uforeneligt med vores kultur og vores normer at tvinge noget som helst igennem, når det drejer sig om ægteskab. Det gælder tvang i øvrigt, men ægteskab er nu altså en tand værre.

Der er jo et mørketal - det er der ingen tvivl om - men for mig er der heller ingen tvivl i forbindelse med at sige, at problemet er langt mindre, end det nogen sinde har været. Det bygger jeg på den måde, statistikken har udviklet sig på, og som integrationen har udviklet sig på. De unges stilling er i dag ganske anderledes, end da vi fik regeringsmagten i 2001.

Jeg mener, at 24-års-reglen simpelt hen er det allervigtigste værn mod det her. Det blev jo klart tilkendegivet i 2001, da vi overtog regeringen, at vi ønskede at dæmme op for arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber. Siden er antallet af familiesammenføringer fra de nationer, hvor vi ved at arrangerede ægteskaber og til dels også tvangsægteskaber finder sted, reduceret ganske betydeligt. Vi ved også, at indvandrere i Danmark i højere grad gifter sig med indvandrere i Danmark. Vi ved, at indvandrere i Danmark i højere grad end tidligere gifter sig med danskere.

Vi ved, som jeg har været inde på tidligere i dag, at kvinderne - for det er trods alt dem, det mest går ud over - efterhånden er veluddannede. De har faktisk passeret de danske drenge. De er selvstændige, og de finder sig ikke i så meget. Når de så også skal være fyldt 24 år for at blive familiesammenført, jamen så er de endnu mere selvstændige, og derfor vil det være min påstand, at det i hvert fald er et problem, der er ganske væsentligt reduceret.

Jeg reklamerede tidligere på dagen for Hans Lassens bog. Den viser faktisk også, at unge indvandrerkvinder i meget høj grad giver udtryk for, at de ønsker en uddannelse, før de får børn. Så alt i alt er specielt kvinderne i en helt anden situation end for nogle år siden, da vi overtog regeringsmagten. Men det rokker ikke ved, at det er en sag, vi fortsat skal have under observation. Det er en sag, vi skal forebygge, og det gør vi bedst med ordentlig integration og de ting, jeg allerede har nævnt. Men derudover skal der selvfølgelig også være de foranstaltninger, der er nødvendige, for at hjælpe de unge, når det først er sket.

Derfor må jeg også sige, at det undrer mig meget, at der er partier i dag, som har været med til at fremsætte dette forslag, som har stemt for det ændringsforslag, som SF kom med. Det gik altså ud på, at man i udvisningsforslaget ikke må skærpe reglerne for bigami og for vold. Det fatter jeg ikke, for netop der har vi jo også den æresrelaterede vold.

Der er jo, som det allerede er meddelt Folketinget i udvalget under almindelig del, foretaget en lang række aktiviteter og tiltag. Der kan peges på en lang række positive resultater. Vi har planer, som vi jo også har samarbejdet med oppositionen om, idet vi, de fleste af partierne, jo er sammen om at formidle satspuljerne.

Så egentlig forstår jeg slet ikke det her forslag, for vi har jo netop været enige om, at holdninger og normer i høj grad også er det, det drejer sig om. Det drejer sig om, at der er nogle botilbud. Det drejer sig om, at der er nogle rollemodeller - også for mændenes vedkommende. Det drejer sig om et mæglerkorps. Det er jo ting, som vi har i udbud i øjeblikket: netværk, støttegrupper osv.

Så mange af de forslag, der her er nævnt fra oppositionens side, er jo nogle, der for længst enten er iværksat eller er i gang med at blive iværksat. Justitsministeren har besvaret en række spørgsmål i Integrationsudvalget om, hvad der gøres fra Justitsministeriets side og fra politiets side.

Så jeg må nok sige, at jeg finder det her forslag lidt overflødigt med undtagelse af en enkelt bestemmelse, som jeg finder fuldstændig ude i hampen, og som jeg ikke fatter at SF og Enhedslisten er gået med til, nemlig sanktionen om tilhold på et meget tidligt tidspunkt i forberedelseshandlingerne til kriminalitet. Det plejer man ikke at være så interesseret i, når det gælder indsamling til terrororganisationer. Så jeg forstår det ikke.

Så kort sagt: Skulle vi nu ikke holde sommerferie og skrinlægge det her og så være sammen om, at jeg nu får iværksat de her ting, som jeg har lovet, som vi har aftalt, og som står i det her forslag? For det er vi jo i gang med sammen, vil jeg sige til hr. Morten Østergaard og fru Anne Baastrup.

Før vi går på sommerferie, er der lige en kort bemærkning fra hr. Morten Østergaard.

Det var jo ærlig talt lidt skuffende, at ministeren ikke gik mere ind i forslagets enkelte elementer, for det er faktisk meget gennemarbejdet. Det er bl.a. efter engelsk forbillede, fordi det, der er problemet, og det, der er kritikken her – og jeg skal undlade at bide alt for meget på krogen med hensyn til 24-års-reglen – jo er, at den målrettede indsats mangler, altså den, hvor man går ind og gør noget ved problemerne dér, hvor de opstår, dér, hvor man agerer i forhold til de mindre søskende eller til fætre og kusiner, som kan blive udsat for det samme. Altså, når man får viden om, at her er et miljø, hvor der foregår noget kriminelt, som tvangsægteskaber jo er, gør man ikke noget aktivt for at forebygge, for at undgå, at problemerne gentager sig, eller for at sikre en tidlig indsats.

Der har vi ladet os inspirere af England, hvor man bl.a. har en regel om, at man skal lave en risikovurdering, første gang man bliver opmærksom på de her problemer. Derfor vil jeg bare stille et simpelt spørgsmål: Er integrationsministeren tryg ved, at der bliver taget hånd om potentielle ofre rundtomkring i kommunerne, allerede første gang man bliver opmærksom på, at her kan være en æreskriminalitetsrelateret problemstilling?

Ministeren.

Det, som hr. Morten Østergaard nogen gange har lidt svært ved at forstå, er, at samtidig med at han på den ene side vil have en slap udlændingepolitik og en slap retspolitik, er han, når der er noget, han ikke kan lide, på den anden side parat til at kriminalisere en hel familie langt ud i det, der hedder de yderste iværksættelsesforberedelseshandlinger, og der kan jeg ikke være med. Så altså, det der med, at man skal have en risikovurdering, når man tror, der er et eller andet, skal man være meget varsom med.

Hr. Morten Østergaard.

Jamen jeg fik jo ikke svar på mit spørgsmål, for det, som jeg kan konstatere med de ting, vi får at vide, er, at der er unge mennesker, som beder om hjælp utallige gange uden at få det. Der er kvinder rundtomkring på krisecentrene, som desperat prøver at få hjælp til deres små søskende, og selv om myndighederne har medvirket og har konstateret, at her er der en meget voldelig familie, jamen så gør man ingenting i forhold til de små søskende for at forhindre, at den næste bliver udsat for et tvangsægteskab.

Derfor er mit spørgsmål bare: Er integrationsministeren og er regeringen tryg ved, at den indsats med at sætte ind tidligt for at undgå, at et potentielt offer bliver et reelt offer, og for at undgå, at kriminaliteten breder sig til andre ofre, når først en er blevet udsat for det, er, som den skal være i dag?

Ministeren.

Jamen jeg kan kun anbefale hr. Morten Østergaard, at han, hvis han har nogen konkrete sager, så kommer med dem. Så enten får jeg sagerne, eller også får justitsministeren eller socialministeren dem. Men desværre er det altså min erfaring, at det jo ikke er altid, at det, man får at vide fra hr. Morten Østergaard, holder vand, når det så kommer til stykket. Dilemmaet er præcis: Vi skal sætte ind på et tidligt tidspunkt, men vi skal ikke begynde at kriminalisere noget, der ikke skal kriminaliseres. Men kom med sagerne.

Tak til ministeren. Hr. Karsten Lauritzen som ordfører.

Tak for ordet. Intentionerne bag det her beslutningsforslag fra en samlet opposition med Det Radikale Venstre i spidsen er gode, og jeg vil godt rose forslagsstillerne for endelig at anerkende, at der skal tages drastiske midler i brug for at bekæmpe og forebygge tvangsægteskaber.

En af de ting, som vi har videnskabelig dokumentation for virker, er jo 24-års-reglen og de stramninger i familiesammenføringsreglerne, som regeringen vedtog, efter at den kom til i 2001. 24-års-reglen er vedtaget ud fra en betragtning om, at jo ældre man er, desto bedre kan man modstå et pres fra familie eller andre om at indgå ægteskab mod sin vilje, og som sagt virker 24-års-reglen. Vi kan jo se på tallene, at antallet af ægteskaber indgået mellem indvandrere og efterkommere af indvandrere fra ikkevestlige lande og personer bosat i udlandet er faldet markant siden 2002, hvor reglen som sagt blev indført.

I Venstre forstår vi ikke, hvordan det kan være, at 24-års-reglen ikke er nævnt med et eneste ord i det her forslag, når det nu ligger forslagsstillerne så meget på sinde at bekæmpe og forebygge tvangsægteskaber. Men vi gætter på, at det fortsat skyldes, at den samlede opposition i virkeligheden er dybt splittet, når det kommer til 24-års-reglen og dermed også indsatsen mod tvangsægteskaber. Det beslutningsforslag, vi i dag behandler, bærer da også præg af, at hovedformålet måske mere er at signalere enighed i oppositionen end at komme med konkrete nye forslag til, hvordan vi kan sætte ind over for tvangsægteskaber.

Dele af forslaget er jo allerede eller er på vej til at blive gennemført, som ministeren også redegjorde for. Bl.a. efterlyser man i forslaget nationale retningslinjer for offentlige myndigheder, når det kommer til tvangsægteskaber og æresrelateret kriminalitet. Men de nationale retningslinjer eksisterer jo allerede i dag. Rigspolitiet udsendte allerede i 2006 retningslinjer til f.eks. politiet. Året efter, i 2007, blev der så lavet en national strategi i samarbejde med NEC for at forebygge og bekæmpe tvangsægteskaber.

I øvrigt efterlyser forslagsstillerne også et nationalt videncenter for æresrelateret kriminalitet og tvangsægteskaber. Men det findes jo i realiteten også i dag i NEC-regi, fordi alle sager indberettes til NEC, der også bistår de enkelte politikredse i arbejdet og i den monitorering, som der i øvrigt også efterlyses i forslaget - den står NEC også for, og den påbegyndte regeringen faktisk allerede i 2006. Frem til 2008 har der f.eks. været indberettet 279 sager om æresrelateret vold. Regeringen er faktisk endda gået videre end det, forslagsstillerne ønsker, ved at hver politikreds jo har specialuddannede medarbejdere til at tage sig af sager om tvangsægteskaber og æresrelateret kriminalitet.

Der efterlyses også i forslaget mere samarbejde mellem myndighederne, og det har man jo også forsøgt bl.a. i NEC- og politiregi ved at samarbejde med relevante organisationer og myndigheder, f.eks. Landsorganisation af Kvindekrisecentre. Man efterlyser også mere oplysning, og her er der, som ministeren redegjorde for, faktisk en central rådgivnings- og informationsenhed på vej, hvor der også vil være tilknyttet et mæglerkorps, så den mægling og konfliktløsning, som forslagsstillerne efterlyser, også vil kunne blive leveret til ofrene for æresrelateret kriminalitet.

Sidst, men ikke mindst efterlyser man en samlet og koordineret indsats. Det er jo tankevækkende, at de selv samme partier, som efterlyser det her i Folketingssalen, jo står bag den aftale, som regeringen har med Dansk Folkeparti og de øvrige partier i Folketinget om satspuljen, hvor man har afsat 35 mio. kr. til en national strategi mod vold i nære relationer med fokus på f.eks. etniske kvinder. Jeg synes, det er lidt tankevækkende, at man i virkeligheden selv har været med til at bevilge penge til det, man efterlyser i forslaget.

Siden 2001 har vi i Venstre taget kampen op mod tvangsægteskaber, bekæmpet og forebygget dem, og særlig 24-års-reglen har virket. Men vi kan selvfølgelig gøre det endnu bedre, og der er da også enkelte forslag i det, der lagt frem, som vi gerne vil se lidt nærmere på og gerne vil diskutere lidt fremadrettet. En årlig konference, hvor vi sætter fokus på det her, kunne være meget interessant; det vil vi godt være med til at diskutere. Vi vil også se lidt nærmere på nogle af de erfaringer fra Storbritannien, som blev draget frem. Men som udgangspunkt kan vi ikke støtte forslaget.

Tak. Hr. Morten Østergaard for en kort bemærkning.

Det er meget tankevækkende, at hr. Karsten Lauritzen fokuserer meget på politiets indsats. Det, som skulle være en del af formålet med forslaget, var jo sådan set at se, om man ikke kunne gøre politiets indsats overflødig ved at få fat i folk, før det bliver en opgave for politiet. Og der handler det jo bl.a. og især om, når en enkelt person så er blevet en opgave for politiet, at sørge for, at nærtstående personer ikke også bliver det - altså, at små søskende, fætre og kusiner ikke bliver udsat for samme hårdhændede behandling, som alle, der arbejder på det her område, jo er enige om fortsat finder sted i Danmark i væsentligt omfang, på trods af at vi altså nu har haft 24-års-reglen i adskillige år.

Men det, jeg egentlig vil frem til, er: Jeg ved, at hr. Karsten Lauritzen jo er en jernnæve i retspolitikken, men han springer alligevel let og elegant hen over de forslag, der er under forslagets punkt 4, altså diskussionen om, hvorvidt man skal kunne lave polititilhold mod en afgrænset gruppe, om man skal kunne tvinge nogen til at deponere sit pas for at sikre, at et tvangsægteskab ikke fuldbyrdes i udlandet, om man skal kunne nægte udlændinge at rejse ind osv. Kunne hr. Karsten Lauritzen ikke forholde sig konkret til de ting, som i hvert fald ikke findes i dag?

Ordføreren.

Jo, i Venstre forholder vi os gerne til det konkrete indhold i forslaget, og som jeg sagde, er der også elementer, som vi gerne vil være med til at se nærmere på i en efterfølgende udvalgsbehandling - selv om der jo ikke er lang tid tilbage, før vi går på sommerferie; men så kan vi jo tage det op, når sommerferieperioden holder op igen til efteråret. Det gælder f.eks. det her med deponering af pas: Hvis det ikke er muligt i lovgivningen i dag, må vi jo tage en diskussion og se lidt nærmere på det, hvis der er positive resultater af det fra Storbritannien.

Jeg kan bare sige, at det generelt er min opfattelse, at de redskaber, som er beskrevet i punkt 4 om en særlig beskyttelsesordning mod tvangsægteskaber - der er nævnt nogle ting med polititilhold og sådan noget - er redskaber, som politiet har i værktøjskassen og bruger i dag. Det er sådan set også mit indtryk, at politiet foretager den konkrete risikovurdering, når de nu får en henvendelse eller de kommer på sporet af noget - det gør politiet jo også; det er noget af det, NEC kan berette om. Der er også sager, der bliver indberettet fra anden side end af folk, der føler sig forurettet i forbindelse med et tvangsægteskab. Så bliver der taget affære, og så bliver der brugt de redskaber, som bl.a. bliver efterspurgt her.

Hr. Morten Østergaard.

Det er da egentlig spændende, at Venstres ordfører mener, at det er redskaber, politiet har, og at integrationsministeren mener, at det er redskaber, der er fuldstændig retspolitisk uforsvarlige. Der må man jo sige, at sandheden i hvert fald ikke kan være begge dele.

Politiet har ikke nogen af de redskaber i dag, og det er jo derfor, at vi foreslår dem. Jeg synes bare, det kunne være interessant at høre fra hr. Karsten Lauritzen - som åbenbart synes, at det er en god idé, men troede, at politiet havde dem - om det skal forstås sådan, at Venstre vil støtte de elementer, de nye retspolitiske redskaber, som politiet ville få.

Så vil jeg bare sige, at det, der handler om, at man skal lave en risikovurdering, første gang man bliver opmærksom på det, netop ikke handler om politiet. Det påhviler altså gymnasielærere, klubmedarbejdere, dem ude i yderste led, for det er der, at man første gang oplever, at f.eks. en ung kvinde vender verden ryggen efter at have været et aktivt og bidragende ungt menneske. Det er netop der, hvor vi har behov for at man handler første gang, fordi man ikke bare kan sige, at det forhåbentlig bliver bedre efter sommerferien, for da kan tvangsægteskabet være fuldbyrdet. Og det sker heller ikke i dag, vil jeg sige til hr. Karsten Lauritzen.

Ordføreren.

Jeg vil sige, at hr. Morten Østergaard nu forsøger det, der er et kendt og anerkendt trick: at tillægge en person intentioner og lægge en person noget i munden, som vedkommende ikke har sagt. Det, jeg sagde, var, at polititilhold f.eks. er et redskab, som politiet allerede har i dag og kan bruge, og det vil jeg fastholde. Det er et redskab, som man kan bruge i forhold til tvangsægteskaber og æresrelateret kriminalitet. Der er også mulighed for at bringe folk i vidnebeskyttelsesprogrammer - som jeg læser noget af det, man også godt kunne tænke sig der kom mere fokus på. Så hr. Morten Østergaard kan ikke opfatte det, som om vi i Venstre støtter forslaget.

Men selvfølgelig vil vi gerne være med til at diskutere, om der er mere, vi kan gøre for at bekæmpe og forebygge tvangsægteskaber. Vi har gjort en massiv indsats på det område siden 2001, hvor regeringen kom til. Vi har gjort en masse, som rent faktisk har virket, og den indsats vil vi selvfølgelig gerne videreudvikle.

Fru Yildiz Akdogan for en kort bemærkning.

Tak for det. Det er glædeligt at høre, at ordføreren er meget åben over for at lade sig inspirere af nogle af de her punkter - modsat ministeren, der var ret afvisende over for det hele.

Ordføreren nævnte selv, at NEC har registreret systematisk siden 2006, men siden 2006 er der også registreret knap 400 tilfælde af borgere, primært kvinder, der på den ene eller den anden måde har været udsat for trusler, tvang, vold eller frihedsberøvelse. Så det kan godt være, at ordføreren synes, at 24-års-reglen er enormt god og fungerer - det er der heller ikke nogen der sætter spørgsmålstegn ved, i hvert fald ikke nu - men den er åbenbart ikke god nok. Det her forslag fra oppositionens side var jo et forsøg på at kigge på helheder helt fra forebyggelsesprocesssen til, hvad der netop kan tages af konkrete initiativer. Så jeg vil egentlig gerne spørge, om ordføreren ikke kan se, at der måske er nogle flere ting, der kan gøres, end kun at referere til 24-års-reglen.

Ordføreren.

Regeringen gør meget, og i Venstre er vi villige til at gøre mere, hvis det har en reel effekt. Man kan så stille sig tvivlende over for, om de nye ting, der er i det her, rent faktisk har den effekt, hvilket ministeren også var inde på.

Jeg undrer mig bare, for hvis man gerne vil være med til at tage en kamp for at forhindre tvangsægteskaber, er 24-års-reglen altså et centralt redskab i den redskabskasse, vi har, og et redskab, som vi ved virker. Det er jo mærkeligt, at oppositionen ikke, når man samlet kan fremsætte det her forslag og vil tage kampen, vil være med til at acceptere det redskab, som vi har dokumentation for rent faktisk fungerer. Det sender jo desværre et signal til mig om, at man er dybt splittet om, hvad man skal gøre i indsatsen mod æresrelateret kriminalitet og tvangsægteskaber, og det synes jeg er beklageligt. Derfor har jeg lidt større tillid til den linje, som regeringen lægger, fordi man som sagt har haft en meget åben dagsorden om indsatsen på det her område siden 2001, hvor man kom til.

Fru Yildiz Akdogan.

Det var et meget broget svar, for jeg kunne kun høre ordføreren gentage, hvor fantastisk regeringen har gjort det i al den tid, den har siddet ved magten.

Men regeringen gør det åbenbart ikke godt nok, for vi har som sagt 400 registrerede tilfælde af herboende borgere, der på den ene eller anden måde er truet på deres liv. Og det gælder altså ikke kun unge kvinder eller mænd, der bliver tvunget ud i et ægteskab med en fra udlandet, men faktisk også kvinder, der bor i Danmark, som på den ene eller anden måde er truet af deres familie eller nære slægtninge. Så der er nogle ting, der ikke fungerer godt nok, og det her er et forsøg på at gribe det an i en helhed, og en måde er netop, at de forskellige myndigheder kan kommunikere bedre sammen, og det hentyder det her forslag også til.

Kan ordføreren ikke se en logik i, at der skal være større sammenhæng og bedre kommunikation mellem de forskellige myndigheder, så vi netop helt fra starten kan gå ind og intervenere i tilfælde af frihedsberøvelse?

Ordføreren.

Jo, det er jeg fuldstændig enig i, men forslagsstillerne fremstiller det, som om det ikke er der i dag, og som ministeren også var inde på, er aviserne jo ikke fyldt med historier om folk, der er udsat for tvangsægteskaber, og som ikke kan få hjælp, og hvis der er sådan nogle historier, kigger vi selvfølgelig seriøst på dem - det gør vi i Venstre, og det er også min opfattelse, at man gør det i regeringen.

Det er rigtigt, at der fortsat er mange, der bliver udsat for æresrelateret kriminalitet og også for tvangsægteskaber, men det er færre, end før regeringen kom til, og det er færre, end hvis man ikke havde haft 24-års-reglen. Ét tvangsægteskab er selvfølgelig et for meget, og det er også derfor, regeringen er forpligtet til - og som jeg kan forstå på ministerens tale også villig til - at gå videre og gøre en fælles indsats for at bekæmpe og forebygge tvangsægteskaber i større grad.

Det er også derfor, man f.eks. i satspuljeforhandlingerne har sat 35 mio. kr. af, som jeg var inde på i min ordførertale, og dem skal vi nu have gjort brug af. Og det synes jeg at vi skal gøre i fællesskab, i stedet for at oppositionen fremsætter et forslag som dette, som ikke vil medvirke til, at der bliver gjort en samlet indsats med hensyn til bekæmpelse af tvangsægteskaber, fordi man f.eks. ikke har 24-års-reglen med, hvilket man bør have, hvis man virkelig ønsker at gøre noget ved det her.

Tak til ordføreren. Fru Yildiz Akdogan som ordfører.

Landsorganisation af Kvindekrisecentre, forkortet LOKK, modtog for 1 års tid siden et opkald fra en ung pige, der var blevet indlagt efter selvmordsforsøg. Den unge pige havde pakistansk baggrund, og hendes historie begyndte med, at den dag, hun fortalte sin familie om sin kæreste, som gerne ville giftes med, blev hun kørt ud på en strand og gennembanket. Efterfølgende blev hun af sin far og onkel kørt på hospitalet, hvor der blev forklaret, at hun var faldet ned ad en trappe. Hendes kæreste blev truet på livet af pigens familie og valgte hurtigt af frygt at gifte sig med en anden pige. Den pakistanske pige prøvede at tage sit eget liv, men blev heldigvis indlagt, inden det var for sent, og først derefter søgte hun LOKK om hjælp.

Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter, også kaldet for NEC, begyndte i 2006 en systematisk registrering af æresforbrydelser landet over. Ved udgangen af 2008 var der registreret over 400 tilfælde af vold, trusler, tvang og frihedsberøvelse.

Fra Socialdemokraternes side vil vi gerne slå fast, at alle borgere i vores samfund har grundlæggende rettigheder, som vi vil gøre alt for at forsvare. Derfor er vi stærkt optaget af at forhindre tvangsægteskaber og æreskriminalitet, ligesom vi optaget af, at de unge, som fanges i såkaldte generationskonflikter, har adgang til kvalificeret rådgivning og konkret hjælp i deres ulykkelige situation.

En række sager i de seneste år - som den pakistanske piges - har med al tydelighed vist, at de relevante myndigheder ikke i tilstrækkelig grad er i stand til at håndtere denne type konflikter. Vi husker alle den unge Ghazala, der blev myrdet af sin familie, fordi hun fulgte sit hjerte. Vi ønsker ikke, at dette gentager sig nogen sinde. Derfor er det også vigtigt at tænke bredt, forebyggende og i helheder. Derfor har oppositionen i fællesskab fremsat dette beslutningsforslag.

Den nuværende udlændingepolitik antager, at udlændingeregler alene kan hindre tvangsægteskaber og hjælpe unge indvandrere, som føler sig presset til at indgå arrangerede ægteskaber. Tvangsægteskaber standser imidlertid ikke, fordi man forbyder familiesammenføring i Danmark. I nogle tilfælde risikerer man at sende problemet videre til f.eks. vores nabolande - de samme nabolande, der også modtager ofrene for tvangsægteskaber på deres krisecentre, fordi den nuværende hjælp og støtte i Danmark ikke er til stede. Et land, vi kan lade os inspirere af, er England, hvor man har en meget omfattende politik mod tvangsægteskaber og æresrelateret vold. I England har man erklæret det uacceptabelt, at ofrene lades i stikken, og at forældre, der begår den mest alvorlige forbrydelse mod deres børn, forbliver ustraffet.

Vi foreslår derfor regeringen at foretage de nødvendige ændringer, så der ydes en samlet og human indsats mod tvangsægteskaber og æreskriminalitet. Vi ønsker både lovændringer med et nationalt kriseberedskab og et særligt polititilhold, men også en samlet tilgang til og forståelse af tvangsægteskabsproblematikken og konkrete retningslinjer målrettet alle offentlige myndigheder, som kommer i kontakt med ofre for tvangsægteskaber. Alle myndigheder fra politiet til den lokale skolelærer skal arbejde sammen ud fra de samme kriterier. Det er ment som en helhedsindsats og hjælp til den enkelte faggruppe, kommune eller folkeskole eller anden offentlig myndighed, der ikke skal stå alene med problemerne, men kan have redskaberne til at håndtere de generationskonflikter, som kan udvikle sig til æreskriminalitet og tvangsægteskaber.

Vi vil hverken tolerere æreskriminalitet eller tvangsægteskaber, og derfor opfordrer vi også regeringen til at støtte det her forslag.

Tak til ordføreren. Hr. Martin Henriksen som ordfører.

Danmark har på grund af tidligere tiders udlændingepolitik og på grund af borgerlige og socialistiske politikeres manglende mod og vilje til at diskutere konsekvenserne af den muslimske indvandring til Danmark fået en kulturel og religiøs underklasse - en underklasse, der i dag med al tydelighed afslører, at tilbedelsen af det multikulturelle samfund har været en historisk fejltagelse.

Undertrykkelse af den ene eller den anden form skal bekæmpes, og derfor hilser Dansk Folkeparti da også initiativer på området velkommen. Men det er nu tragikomisk, at de partier, som fortsat nægter at bakke konsekvent op om den nuværende udlændingepolitik, nu her i dag vil påtage sig at redde unge mennesker fra æreskriminalitet og tvangsægteskaber. Man ved ikke, om man skal grine eller græde eller bare være tilfreds.

Vi skal som debattører og politikere og ikke mindst som danskere gang på gang understrege og forklare, at de såkaldte æresbegreber, der ligger til grund for æreskriminalitet og tvangsægteskaber, er det stik modsatte af danske æresbegreber. Dansk ære er ikke, at familien har ret til at undertrykke og trække en bestemt vilje ned over et ungt menneske, dansk ære er tværtimod, at børnene har pligt til at ære og lytte til deres forældre og forældrene har pligt til at støtte, rådgive og skubbe børnene i den rigtige retning gennem livet. Der kan gives gode råd, der kan bankes i bordet, og der kan blive talt med store bogstaver, men ingen kan pålægge et ungt menneske at blive gift mod sin vilje. Det er ikke ære, og det er ikke en families ret at arrangere ægteskaber på vegne af sine børn.

Men hvis vi mener noget med at bekæmpe denne forkvaklede ære fra Mellemøsten, må vi også tage fat på en række andre fænomener og værdier, som lægger fundamentet for æresforbrydelser og tvangsægteskaber. Vi skal tage fat på, at unge muslimske piger ikke må have danske kærester og ikke må gifte sig dansk, fordi det er imod islam, og vi skal tage fat på, at unge piger ikke må tage med til fester og deltage i sociale arrangementer med deres danske kammerater. Det risikerer at udelukke dem fra fællesskabet, og det bør vi også forholde os til.

Vi skal tage fat på alle de dårlige menneskelige egenskaber og værdier, der desværre er i visse muslimske familier og i visse muslimske miljøer, men vi skal ikke gøre det for at genere muslimerne. Næ, vi skal faktisk gøre det for at vise dem, at der er noget, som er meget bedre, og det er den danske måde at gøre tingene på.

Vi danskere taler ikke så meget om de ting, der betyder noget for os, men det skal vi måske blive bedre til. Vi skal turde tale om familieværdier, fællesskab og troskab over for hinanden, og vi skal turde sige klart og tydeligt, at det er det, vi står for, sådan at de, vi skal integrere, kan se, at også vi danskere faktisk mener noget med familieværdier og sammenhold, men at vi lægger andre ting i det. Vi vægter tingene anderledes, og vi er mindre firkantede omkring opdragelse og lignende emner.

Jeg tror, mange familier frygter, at deres børn bliver alt for danske, fordi de simpelt hen opfatter dansk kultur som værende intetsigende, løssluppen og værdiløs, og det billede skal vi også gøre op med. Vi skal altså på den ene side både bekæmpe religiøs og kulturel undertrykkelse og på den anden side blive bedre til at forklare, hvad vi selv står for, så der også leveres et alternativ til det eksisterende liv inden for de snævre rammer, især til de unge. Det er en længere diskussion, men jeg synes, det er en relevant diskussion.

Det er afgørende, at vi viser pigerne og kvinderne, at vi respekterer deres valg om at bryde undertrykkelsen, og at vi på de måder, som vi nu kan, bakker dem op, når de forsøger at bryde ud af de mønstre, som vi forsøger at bekæmpe. Det er afgørende, at vi viser kvinderne og pigerne og i hele taget alle dem, der så at sige er målgruppen for det her, at det nytter noget at kæmpe sig fri, og at det nytter noget at tro på, at de frihedsidealer, der er i det danske samfund, også gælder for dem.

Vedrørende forslaget skal jeg understrege, at Dansk Folkeparti positivt vil diskutere, hvad der kan gøres for at hjælpe disse unge mennesker, men at jeg synes, det er dybt problematisk, at forslagsstillerne fortsat ikke erkender, hvad der er det egentlige problem. Det vanskeliggør naturligvis også, at vi i fællesskab kan finde holdbare løsninger, men vi har jo et åbent sind i Dansk Folkeparti.

Hr. Morten Østergaard for en kort bemærkning.

Jeg skal bare spørge hr. Martin Henriksen, om der er nogen af forslagets elementer, som har fundet nåde for Dansk Folkepartis blik. Det kan jo være, at der er nogle elementer, man synes er mere interessante end andre, og det vil jo gøre det nemmere i det videre arbejde, hvis man vil gøre sig den ulejlighed at forholde sig til de konkrete elementer i forslaget.

Ordføreren.

Jo, altså, vi synes da, der er elementer i forslaget, som man sagtens kan arbejde videre med. Men nu er det sådan, at forslaget er jo lidt vagt formuleret, synes jeg, for der står sådan set, at indsatsen kan indeholde følgende elementer. Derfor er det jo lidt uklart, hvad man stemmer for, såfremt man valgte at stemme for det her beslutningsforslag. Det er sådan set ikke helt klart, hvad det lige er af beslutningsforslaget, som rent faktisk skulle implementeres ude i virkelighedens verden.

Men vi synes da, det er fint, at vi kigger på, hvordan vi kan blive bedre til at sørge for, at myndighederne er opmærksomme på de her ting, hvordan vi sørger for, at myndighederne bliver bedre til at få øje på, når der er nogle handlemønstre eller andre ting, som gør, at man bør være opmærksom på, at en ung pige eller dreng for den sags skyld udviser tegn på, at vedkommende er udsat for tvang fra familiens side eller lignende.

Hr. Morten Østergaard.

Jeg synes da, det er vel meget at sige, at forslaget ikke er konkret. Der er vel syv konkrete punkter med en række underpunkter.

Men jeg forstår, at Dansk Folkeparti er særlig optaget af det, vi har kaldt »Kun én chance-reglen«, altså pligten til at agere første gang, man bliver opmærksom på problemerne. Det er det, der er forslagets punkt 2, og det synes jeg er et meget væsentligt element, fordi det netop er med til at styrke den meget tidlige indsats. Hvis man siger rundtomkring, at alle skal være opmærksomme på de problemstillinger, som jeg sådan set langt hen ad vejen tror jeg deler hr. Martin Henriksens opfattelse af, nemlig at det er noget, som ikke hører til i det danske samfund, synes jeg, det ville være fint, hvis vi kunne blive enige om det.

Jeg kunne også godt tænke mig at høre, om hr. Martin Henriksen og Dansk Folkeparti kunne fatte interesse for nogle af de retspolitiske instrumenter, som vi har foreslået i punkt 4, altså f.eks. det her med polititilhold mod hele grupper af personer.

Ordføreren.

Jamen retspolitiske stramninger har jo som udgangspunkt Dansk Folkepartis interesse og også det her med, at man kan lave polititilhold mod hele grupper. Det vil jeg ikke afvise kan være en fornuftig måde at gøre det på.

Grunden til, jeg siger, at det er lidt ukonkret, er sådan set både på den ene og den anden side, for det er rigtigt, at der er en række forslag, som er listet op efter hinanden, men det står sådan set ikke klart, hvis man stemmer for det her beslutningsforslag, hvilke af de enkelte delforslag i beslutningsforslaget det så er, der skal implementeres ude i virkelighedens verden. Det står ikke klart for Dansk Folkeparti.

Så er der også nogle bemærkninger om, at man skal have en EU-indsats, og jeg ved ikke, om vi skal løfte det op på EU-niveau for at løse nogle problemer, som vi har i Danmark. Det er vi nok ikke lige umiddelbart de store tilhængere af i Dansk Folkeparti.

Så har vi det selvfølgelig også sådan lidt ambivalent med, at de partier, som står bag det her, sådan set ikke rigtig kan blive enige om nogen af de instrumenter, som rent faktisk har vist sig at virke. Det er jo bl.a. 24-års-reglen og også, at vi generelt fører en stram udlændingepolitik over for den indvandring, som kommer fra muslimske lande. Det er altså nu engang det altafgørende.

Tak til ordføreren. Fru Anne Baastrup som ordfører.

SF er jo medforslagsstillere på dette beslutningsforslag. I lyset af, hvad ministeren sagde, altså at det hele var gennemført, så der ikke var noget at komme efter, vil jeg godt lige komme med en konkret historie, som jeg selv blev udsat for her i sommeren 2008.

Det drejer sig om en familie, hvor moren gentagne gange var landet på et krisecenter sammen med sine fem børn. Hun kom tilbage igen til faren, der slog og meget andet. Det endte med, at de to store piger på 15 og 16 år stak af hjemmefra. Kommunen reagerede med at få fat i politiet, som så fandt pigerne, og pigerne blev afleveret igen hos familien. Det skete adskillige gange. På et tidspunkt landede pigerne så heldigvis for dem på en trappesten hos en kvinde, som var tidligere plejemor. Hun tog sig af pigerne.

Så skete der det helt utrolige, at hun ikke kunne få plejetilladelse til disse piger. Kommunen nægtede at anerkende, at der var nogen som helst problemer med de her piger. De kunne bare opføre sig ordentligt og gøre, hvad far sagde. Det endte så med, at de med tvang kom tilbage igen til hjemmet, og de stak af midt om natten. Faren havde truet med at slå dem ihjel adskillige gange, og de var virkelig rigtig, rigtig bange for denne far.

Jeg blev så involveret i sagen, fordi den behjertede kvinde kendte en, der kendte en, der engang havde set et folketingsmedlem. Det endte så med, at vi fik kontakt med Ankestyrelsen, og Ankestyrelsen fortalte kommunen, at der rent faktisk var en sag omkring de her piger, og at kommunen måske skulle overveje, om det var den rigtige måde at behandle piger på, der stak af hjemmefra, fordi de var bange for at blive slået ihjel, fordi de var blevet for danske, og om det var den rigtige måde bare at aflevere dem tilbage igen til faren. Det endte så godt. Den ene pige er nu på en døgninstitution, og den anden er hos plejemoren. Dette endte godt, men det var helt tilfældigt, at de kendte en, som engang havde set et folketingsmedlem. Det er jo det, der er så rædselsfuldt, nemlig at regeringen går og tror, at alt er i orden, og det er det ikke, når vi er ude i virkeligheden.

Da jeg så den sag fra socialforvaltningen, havde den ikke engang et journalnummer. Det var bare et stykke papir, de havde liggende i kommunen. De nægtede at anerkende, at dette var en social sag. Det var sommeren 2008. Så jeg synes virkelig, at regeringen skulle genoverveje, hvor godt alting nu er.

Hvis det var sådan, at vi havde haft et nationalt videncenter, som rent faktisk kunne gå ind og give en konkret rådgivning, når man kunne se, at moren hele tiden kom, når skolen kunne se, at børnene stak af, at de var forslåede, at de ikke levede et lykkeligt liv, så kunne man fra krisecenterets side henvende sig der og sige, at kommunen nægter at anerkende, at der er problemer her, og spørge, hvad der kan gøres for at hjælpe disse piger.

Heldigvis er disse piger nu i gang med at få den ungdom, de mistede. De er i gang med at lære at læse, skrive og regne. Den store dreng er også kommet hjemmefra. De små børn er stadig væk i familien, men de flytter nok også snart.

Dette er bare et af mange eksempler på, at socialforvaltningerne, kommunalbestyrelserne, ikke er opmærksomme på, at der rundtomkring er børn og unge, som har et elendigt liv, og hvor det er nødvendigt at have en ordentlig viden. Det er nødvendigt at have nogle redskaber til konkret og hurtigt at gå ind.

Den her historie fra det virkelige liv synes jeg at ministeren og de ordførere, som i øvrigt ikke har sagt så forfærdelig meget pænt andet end om deres egen politik, burde lægge sig på sinde, for vi har meget store problemer. De ligger bare inde under gulvtæppet. Vi skal have fjernet det gulvtæppe.

Tak til ordføreren. Fru Helle Sjelle som ordfører.

Først tak til ministeren for at redegøre for regeringens syn på beslutningsforslaget fra oppositionen, et forslag, der vil pålægge regeringen at fremsætte lovforslag og foretage de fornødne administrative ændringer, der sikrer en samlet og koordineret indsats mod tvangsægteskaber. Jeg vil gerne slå fast, at der naturligvis ikke er nogen tvivl om, at tvangsægteskaber efter vores opfattelse er og bliver afskyeligt. Men det, at oppositionspartierne for en gangs skyld, fristes man til at sige, er blevet enige om noget, gør altså ikke forslaget bedre. Vi vil derfor stemme imod forslaget, og det er der en række grunde til.

Den første grund er, at forslaget bygger på en fejlagtig påstand. Oppositionen kritiserer i bemærkningerne til forslaget regeringen for at mene, at man alene ved hjælp af udlændingeregler kan hindre tvangsægteskaber, en noget forsimplet og forfejlet fortolkning af regeringens politik. Fakta er jo, at regeringen siden 2001 har lagt en ny kurs i udlændinge- og integrationspolitikken, en kurs, som har virket, og som store dele af oppositionen har indset nødvendigheden af og fornuften i, en kurs, der indebærer, at regeringen tager tvangsægteskaber og andre former for æresrelateret vold dybt, dybt alvorligt.

Udlændingereglerne, herunder 24-års-reglen, er også en væsentlig forudsætning for kampen mod tvangsægteskaber, en forudsætning, som regeringen har tilvejebragt efter at have rettet op på den løse udlændinge- og integrationspolitik, som den nuværende opposition førte i 1990'erne. Men jeg vil også gerne slå fast, at udlændingereglerne netop ikke står alene i kampen mod æresrelateret vold. Det billede, som oppositionen tegner af regeringens politik, er derfor misvisende. Regeringen har taget en række initiativer, der omfatter meget mere end blot udlændingeregler.

Allerede i 2003 fremlagde regeringen en handlingsplan mod tvangsægteskaber, en plan, der gik på to ben. Det ene var og er at forebygge tvangsægteskaber gennem holdningsændringer. Det er nemlig centralt at forstå, at vi kun kan komme tvangsægteskaberne til livs ved at bearbejde holdningen og de bagvedliggende værdier hos de familier, der overvejer de her ægteskaber, hvis vi altså for alvor skal gøre noget.

Det andet ben i handlingsplanen er at hjælpe dem, der trods den forebyggende indsats alligevel risikerer at blive tvunget til ægteskab. Her kommer politiet, de nationale hotlines og kvindekrisecentrene ind i billedet. De spiller de væsentligste roller, når det drejer sig om at hjælpe personer, der bliver truet. Eksempelvis går det forebyggende arbejde hos politiet godt, og politiet har for 2006 registreret alle former for æresrelateret vold, der omfatter langt mere end tvangsægteskaber.

Samlet set er det altså forkert, når oppositionen hævder, at regeringens indsats mod tvangsægteskaber kun bygger på udlændingeregler. Indsatsen er bredere end det, og den sigter især mod at ændre det forkvaklede menneskesyn, kvindesyn fristes man til at sige, der fører til denne slags ægteskaber.

Den anden gode grund til at stemme imod beslutningsforslaget er flere af de initiativer, som forslaget indeholder. Balancen mellem kortsigtede og langsigtede initiativer er skæv. Der er flere kortsigtede og dramatiske foranstaltninger, som f.eks. inddragelse af et potentielt offers pas, end der er langsigtede, holdningspåvirkende initiativer. Integration, herunder forebyggelse af tvangsægteskaber, er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden. Det kræver holdningsændringer og nye værdier.

Den tredje og sidste gode grund til at stemme imod beslutningsforslaget er, at det i høj grad er overflødigt. Integrationsministeren har allerede nævnt nogle af de initiativer, der vil blive taget med henblik på at bekæmpe æresrelaterede konflikter. Dertil kommer den betydelige indsats, som regeringen allerede har ydet, og som jeg nævnte før. Indsatsen er begyndt at bære frugt. Flere unge gør op med deres forældres valg af ægtepartner. Det er netop sådan en holdningsændring, vi som politikere bør arbejde videre på at skabe.

Alt i alt er der altså gode grunde nok til at stemme imod beslutningsforslaget fra oppositionen. Det bygger på en fejlagtig påstand om regeringens nuværende indsats, der indeholder især kortsigtede og meget indgribende initiativer efter vores opfattelse, og endelig er det overflødigt, fordi der allerede er en masse gode initiativer i gang. Vi mener derfor, at en langsigtet holdningspåvirkning er den allervæsentligste forudsætning for en vellykket integration. Derfor mener vi, at regeringens opgør med den misforståede tolerance over for uacceptable sædvaner og skikke har ydet et kolossalt bidrag til at forbedre integrationen.

Tak. Hr. Morten Østergaard.

Med den kritik får man helt lyst til at kigge ud og se, om det er fuldmåne. For det virker jo lidt som den omvendte verden, at oppositionen altså her kritiseres for ligesom at slå for hårdt og være for kortsigtet frem for at tage de mere bløde, langsigtede tiltag. Men jeg vil for det første gerne høre, om ikke fru Helle Sjelle og Det Konservative Folkeparti eventuelt kunne forholde sig til nogle af enkeltelementerne og sige, om der er noget af det, man kunne tænke sig at se positivt på.

For det andet - det er sådan mere principielt, og det er det samme spørgsmål, jeg stillede til integrationsministeren - vil jeg spørge, om fru Helle Sjelle er tryg ved, at beredskabet ude i kommunerne er parat til at yde den tilstrækkelige hjælp, hvis en ung beder om hjælp i en sådan generationskonflikt, der er på vej til at blive til æreskriminalitet. Er fru Helle Sjelle tryg ved det?

Ordføreren.

Der var jo en del spørgsmål i det spørgsmål, som hr. Morten Østergaard her rejste. Men først og fremmest vil jeg sige, at der jo er en del af de her ting, som allerede er ved at blive gennemført eller bliver gennemført senere af integrationsministeren. Det hørte vi netop ministeren redegøre for før. Så er der altså også nogle ting, som jeg i hvert fald synes man skal være meget varsom med. Jeg synes f.eks., at man skal være meget varsom med at begynde at inddrage en persons pas, et offers pas.

Jeg synes også, man skal være meget varsom med at begynde at lave handlingsplaner for et offer, der ikke selv har bedt om at få en handlingsplan. Sådan nogle ting strider lidt imod min opfattelse af, hvem der egentlig er den person, der så at sige kan generes her. Det er jo ikke den kvinde, der har problemerne, der ligesom skal føle, at det er hende, overgrebene bliver foretaget imod. Tværtimod skulle hun gerne fritages for det. Derfor er jeg ikke sikker på, at det lige er de rigtige tiltag, der er i det her forslag. Derudover er der som sagt også en del, som allerede er godt i gang, og som vil blive sat i gang.

Hr. Morten Østergaard.

Men så lad os vende os til det med den konkrete indsats hos myndighederne ude i landets kommuner, de sociale myndigheder, på skolerne, på gymnasierne og klubberne. Er fru Helle Sjelle tryg ved, at den indsats, der leveres i dag, er tilstrækkelig, sådan at hvis et offer eller et potentielt offer for æreskriminalitet henvender sig, så får vedkommende den fornødne hjælp? Det er jo egentlig en ærlig sag, hvis man siger: Nu har vi haft magten i 7-8 år, og det har været noget, vi har prioriteret meget højt, og derfor er indsatsen der, hvor den skal være. Det er jo en ærlig sag. Det kan fru Helle Sjelle bare sige. Der er ikke nogen trick i spørgsmålet. Jeg spørger bare: Er fru Helle Sjelle tryg ved, at indsatsen er tilstrækkelig?

Ordføreren.

Som jeg sagde i mit ordførerindlæg, er tvangsægteskaber efter min opfattelse noget af det allermest afskyelige, der findes, og som vi desværre også oplever her i Danmark. Derfor er der heller ikke nogen tvivl om, at der skal ydes en ganske væsentlig indsats mod, at det netop foregår her i landet. Der er heller ingen tvivl om, at vi gør meget og har gjort meget, men at der også kan gøres mere end det, der bliver gjort. Det er jo netop også derfor, jeg synes, det er positivt, at regeringen med integrationsministeren i spidsen har redegjort for, at man vil gøre mere på det her område, end man har gjort.

Tak. Fru Line Barfod som ordfører.

Det er jo en lidt absurd argumentation at høre fra regeringspartierne og Dansk Folkeparti. På den ene side siger man, at der overhovedet ikke er brug for det her forslag, fordi regeringen nærmest allerede har gennemført det hele, og på den anden side siger man, at der er flere af elementerne i forslaget, som man slet ikke mener bør gennemføres. Begge argumenter kan jo ikke holde samtidig.

Men det, der har været interessant på det her område, er jo, at regeringen har udvist meget, meget begrænset initiativ til at gøre noget som helst. Fru Anne Baastrup fortalte om en sag fra sommeren 2008, og jeg oplevede selv den sag, der også i medierne har været omtalt som Halima-sagen.

Halima valgte i modsætning til mange andre at stå offentligt frem. Da hun blev truet af sin familie, havde hun meget svært ved at komme igennem over for myndighederne med, at hun faktisk var truet og havde behov for hjælp og støtte. De ville ligesom ikke anerkende, at man som offer kunne være en stærk, selvstændig kvinde, der også ville bestemme over sit eget liv og ikke bare var fuldstændig forknyt, og at hun faktisk insisterede på, at det ikke var hende, der som offer skulle væk og være tvunget til at leve et liv, hvor hun konstant måtte være på flugt, men at vi som samfund skulle beskytte hende og sikre, at hun ikke blev udsat for trusler og vold fra sin familie, og at det måtte være dem, der truede hende, som skulle have et problem.

Det, der er problemet, er jo, at det med den måde, spørgsmålet bliver behandlet på i dag, i høj grad er dem, der er ofre, som skal gemme sig, og som skal opleve en lang række indskrænkninger i deres og deres børns liv og i deres frihed. Det burde jo være dem, der truer dem, der blev udsat for repressalier. Det har man indtil nu ligesom slet ikke villet tage særlig alvorligt fra regeringens side. Man har ikke villet gå ind og sige, at vi altså bør vende det om og sikre, at de, der går op imod den type forfærdelige handlinger og siger fra, har krav på vores beskyttelse; de har krav på, at de også kan stå offentligt frem og fortælle om det; de har krav på, at det ikke er dem, der skal opleve store indskrænkninger i deres og deres børns liv.

Derfor er der altså behov for, at vi får en langt større indsats på det her område. Der er behov for, at vi får et videncenter, og der er det altså ikke nok at henvise til, at politiet indsamler noget viden, for på det her område er der en række forskellige myndigheder, der skal arbejde sammen, og vi har brug for at få en samlet viden, og for, at der er nogle, der kommer og siger til, når der er brug for nye initiativer.

Der er også brug for, at vi ser på den engelske ordning. Der har været noget debat om det her, og vi er heller ikke sikre på, at det lige automatisk kan overføres til Danmark. Det er derfor, at vi i beslutningsforslaget siger, at det er noget, man skal se på, og at man skal overveje, hvordan man kunne gøre det i Danmark, hvordan det kan hænge sammen, hvordan det passer med de måder, vi håndterer sagerne på i dag.

Der er i høj grad brug for, at vi får nogle mæglere og rollemodeller osv. Ministeren brystede sig af alle de initiativer, hun har taget, men glemte at fortælle, at de initiativer først blev taget af regeringen, efter at oppositionen havde indkaldt til samråd og udsendt pressemeddelelse om, at vi mente, at der skulle tages de her initiativer, og havde stillet spørgsmål osv. Først dér begyndte regeringen at gøre noget, og vi har været nødt til at stille en række spørgsmål for at blive ved med at følge op og sikre, at det faktisk også bliver gennemført i virkeligheden og ikke kun forbliver smukke løfter. For der er virkelig behov for at gøre noget. Der er behov for, at vi får en indsats på området, og at vi får styrket de kvinder og mænd, der siger fra.

Jeg synes, det er rigtig stærkt, at der er stiftet et nyt kvindenetværk, Q Freedom, som bl.a. vil arbejde på det her område, og som vil støtte dem, der siger fra. Jeg tror, at der skal være mere af den slags, og jeg tror, det er vigtigt, at vi går ind og støtter det, og derfor håber jeg, at regeringen ikke kun gennemfører det, som vi kan få dem presset til - selv om jeg kan love, at vi vil blive ved med at presse på - men at regeringen faktisk også begynder at gå konstruktivt ind i, at der er brug for at lave en samlet og langsigtet indsats på det her område, og at der er brug for, at det ikke er ofrene for vold og trusler, der skal gemmes væk, men at det er dem, der har truet, som får et problem.

Tak til ordføreren. Ordføreren for forslagsstillerne, hr. Morten Østergaard.

Jeg vil gerne takke for en debat, der blev god, selv om tidspunktet er fremskredent. Jeg synes, at alene det foranlediger, at vi, når Folketinget samles igen, enten bør genfremsætte forslaget eller tage en forespørgselsdebat, hvor vi får lejlighed til grundigere at drøfte de her problemstillinger.

Det er jo ikke så overraskende, at de partier, som har været med til at fremsætte forslaget, støtter det, og jeg vil derfor mere vende mig mod de andre partier. 24-års-reglen er blevet nævnt nogle gange, og det væsentligste, man kan sige om den, er, at vi nu har haft 24-års-reglen en lang række år, og medmindre man virkelig vender det døve øre og det blinde øje til, kan man jo i hvert fald konstatere, at både 24-års-reglen og de problemer, man mener den skulle løse, fortsat er her. Der er væsentlige problemer med tvangsægteskaber og æreskriminalitet i Danmark, og derfor har man jo al den empiri, man har brug for, for at konstatere, at det i hvert fald ikke var en tilstrækkelig løsning at lave 24-års-reglen, uanset hvad man måtte mene om den.

Så henvises der til en lang række ting, som har været i gang i satspuljeregi, og det, der er kendetegnende for dem, er jo, at det er projekter, midlertidige bevillinger, forsøg her og der.

Det, vi har gjort, er jo at skele til nogle andre lande, hvor man har sagt, at det her nok ikke kan løses med udlændingepolitik alene. I Danmark har vi fået krisecentre, og det er alle jo enige om er en rigtig god idé, når skaden er sket, men hvad gør man for at undgå, at det kommer så vidt? I England har man altså valgt den her model, hvor man har et nationalt organ, der faktisk har ganske vide beføjelser, fordi man ikke vil have det her fænomen overhovedet. Dette organ har instruktionsbeføjelser over alle andre myndigheder, og det har en lang række af de redskaber, som er foreslået her, herunder bl.a. den såkaldte beskyttelsesordre.

Jeg vil godt starte et andet sted, nemlig med, at vi for nogle år siden var en række integrationsordførere, der fik anledning til under stor fortrolighed at gennemgå en række sager, hvor der var givet afslag på familiesammenføring under henvisning til, at de drejede sig om tvangsægteskaber. Det, vi kunne konstatere, var, at en række unge brugte den mulighed, som ombudsmanden har sanktioneret, hvor de henvender sig i diskretion til myndighederne og siger: Det her er et tvangsægteskab, jeg vil gerne bede om afslag på min familiesammenføringsansøgning, men det må for alt i verden ikke fremgå af sagen, at jeg selv har bedt om afslag, for så bringes jeg i problemer i forhold til min familie.

Sådan var der en lang række sager ved den lejlighed. Det viste sig være en god løsning. Og hvis familien efterfølgende sætter en advokat på sagen, kan vedkommende heller ikke få indsigt i, at der ligger notater om, at det er den unge selv, der har henvendt sig. Men det, vi så konstaterede, var, at når man så blev opmærksom på, at der her altså foregik kriminalitet, at der her var et miljø med små søskende, der kunne blive udsat for det samme, men måske ikke havde rygraden til at stå imod, så foretog man sig ingenting. Det var der, vi første gang blev bevidst om, at trods den megen snak om at ønske at bekæmpe tvangsægteskaber er der ikke en målrettet indsats. Når man bliver opmærksom på det, henviser man til krisecentre, men man laver ikke en målrettet indsats for at undgå, at problemerne gentager sig i næste generation eller for fætre og kusiner, eller hvad det nu måtte være.

Det er jo lige præcis det, der er kernen i problemstillingen, og derfor må vi sige, at det nok baserer sig sådan lidt på manglende indsigt, når man bliver ved med at nævne politiet og politiet og det nationale efterforskningscenter. Det, der er problemet her, er, at det starter langt tidligere. Det, der er problemet, er behovet for, at alle, der arbejder med unge i den her risikogruppe, ved, hvor der er hjælp at få, at de kan henvende sig et sted, når de den ene gang i deres karriere som gymnasielærer opdager en sådan elev, for der skal netop sådan et menneske, der tager ansvar for situationen, til for at undgå, at den eskalerer og bliver til vold eller anden form for æreskriminalitet.

Og der klinger det altså hult, når man taler om en massiv indsats. Der er ikke en sådan indsats. Der er ikke en sådan massiv indsats. Det, der i øvrigt på vores foranledning blev gjort i satspuljeregi, var, at man på baggrund af nogle rester i satspuljen ansatte halvanden konsulent, som vi blev enige om at ansætte på det grundlag, så længe den bevilling kørte. Det er jo ikke en nationalt koordineret indsats, det er halvanden konsulent, det forslår ingen steder.

Derfor er det, der er behov for, at vi nu samler indsatsen og sørger for, at den kommer til at fungere jævnt og hele tiden, ikke projekt- og forsøgsbaseret. Vi kan sagtens have behov for at udvikle nye metoder, men der er behov for, at der er en fast stamme, som styrer den her indsats, fordi vi ikke kan forvente, at når en enkelt provinskommune, som i fru Anne Baastrups eksempel, pludselig får et sådant problem, ved man lige i den kommune, hvordan man skal håndtere det, og har erfaring med, hvordan man kan lave mægling, eller kan vurdere, hvilke sager der slet ikke er egnede til mægling.

Danmarks Radio har jo i de sidste dage kørt annoncer for et dokumentarprogram, der kommer på torsdag kl. 20.00, og jeg vil anbefale ikke mindst hr. Karsten Lauritzen at følge med og se det. Man behøver ikke lave popkorn, for jeg tror, man mister appetitten meget hurtigt, når man ser, hvad det er for en indsats, der er, altså hvordan unge piger, der bliver udsat for den her type kriminalitet, i flere år er blevet efterladt på herrens mark, fordi der ikke er et beredskab, fordi de ude i kommunerne ikke aner, hvordan de skal håndtere den her type konflikter. Der er unge piger, der fortæller om, hvordan deres største bekymring er deres små søskende, som blev tilbage, og på trods af at de selv har fået hjælp og myndighederne har anerkendt, at de var stærkt truede, ja, så gøres der ikke nogen indsats for at forhindre, at det sker i de næste familier. Der er også kvinder, som er blevet sendt tilbage til deres familie mod deres eget ønske, og som så er blevet involveret i et tvangsægteskab. Det er der, hvor indsatsen mangler, og det er der, hvor jeg tror og tillader mig at sige at både ministeren og ordførerne for regeringspartierne og Dansk Folkeparti simpelt hen trænger til at få virkeligheden ind under neglene, for svarene bærer præg af mangel på indsigt i området.

Så vil jeg bare lige kort forholde mig til nogle enkelte elementer af det. Det ene er den her »kun én chance«-regel, som vi har taget fra England. Ifølge den har man, hvis man er offentligt ansat, altså en forpligtelse til at lave en risikovurdering, når man støder på den her type situation. Og der skal man selvfølgelig kunne trække på eksperter. Men forpligtelsen opstår, hvis man oplever, at der her er en, der pludselig vender verden ryggen og markant ændrer adfærd. Hvis man så siger, at nå, ja, men nu er det jo også ved at være juni, og skulle man nu ikke lige se tiden an, se, hvordan det går efter sommerferien, ja, så kan det være for sent; det er ikke sikkert, man får en chance til. Og derfor er der behov for, at man har den her »kun én chance«-regel, altså at man reagerer første gang. Det betyder ikke, at der i enhver sammenhæng skal ske en enorm indsats, for det kan også være, at risikovurderingen viser: Nej, det er måske ikke nødvendigt. Men risikovurderingen skal laves, for man ved ikke, om man får en chance til.

Så er der spørgsmålet om de her retspolitiske redskaber. Faktum er, at det, som de her, særlig piger, ofte er udsat for eller deres kærester er udsat for, jo er, at grupper af personer truer dem, og at de er bange for deres egen familie, det kan være brødre, eller det kan være en bredere kreds. Og det kan godt være, at det er den ene, der har afgivet truslen, men det er dem alle sammen, der er til fare for personen, og derfor bør der efter vores opfattelse være mulighed for, at man kan give et polititilhold mod en sådan afgrænset gruppe med de helt almindelige vilkår, der i øvrigt gælder for polititilhold.

Så var der spørgsmålet om at inddrage pas, som bl.a. fru Helle Sjelle syntes var meget voldsomt. Men det er sådan set tænkt at skulle være på præcis samme måde, som det i dag er i de sager, hvor der gives afslag på familiesammenføring, nemlig at hvis en ung er bange for, at tvangsægteskabet skal fuldbyrdes under familiens ferieophold i et fjerntliggende land, ja, så har man altså muligheden for at få hjælp, ved at politiet inddrager ens pas. Og derfor skal det ikke ses som noget, man gør mod personen, men det er for at sikre sig imod, at personen bliver taget ud af landet og tvangsægteskabet fuldbyrdet i et andet land. Men hvis det er en frivillig handling, hvor man selv går ned og afleverer sit pas, så ved vi godt, hvad der sker: Så bliver armen vredet rundt på dem, og under trusler bliver de bedt om at hente det igen. Derfor skal der være en mulighed for, at politiet kan sige: Her er der en meget alvorlig situation; vi frygter, at der vil ske noget kriminelt, og det tager vi hånd om på den her måde, ved at sikre, at personen i hvert fald bliver her, hvor vi kan holde fast i vedkommende og sørge for, at der ikke sker noget. Det er endnu et redskab, som selvfølgelig kræver domstolskontrol, som vi også har lagt op til.

Jeg håber, at vi kan komme til at diskutere det her meget mere i dybden. Forslaget er som sagt meget gennemarbejdet og inspireret af nogle af de andre lande, hvor man ikke har lullet sig i søvn af, at man har lavet nogle udlændingepolitiske tiltag, men hvor man konstaterer, at man har nogle problemer, som det kræver en særlig indsats at løse.

Jeg nævnte tidligere det her med, at vi, da der var en rest i satspuljen, blev enige om at tage det første skridt i retning af et egentligt nationalt mæglerteam med det her årsværk på halvandet år, som blev afsat til det. Fru Line Barfod var også inde på andre tiltag, som er taget, fordi oppositionen har foreslået det. Det samme gælder jo også den paragraf, der efter mange års tilløb kom i straffeloven, om, at det var en særlig strafskærpende omstændighed, hvis man medvirkede til tvangsægteskaber. Det tog også meget lang tid at få regeringen med på den idé, faktisk år og dag. Og derfor tror jeg sådan set og håber på og tillader mig at forudsige, at man, når støvet nu lige har lagt sig og eftertanken har meldt sig og man måske er blevet lidt klogere, f.eks. ved at se den her dokumentarudsendelse, så fra regeringspartiernes og regeringens side vil kigge nøje på det her forslag, for det er ikke drilleri, og det er ikke et forsøg på at fremstå enige eller noget som helst, men det er båret af en ægte interesse for, at vi får gjort noget alvorligt ved et meget alvorligt problem i det danske samfund.

Tak til ordføreren. Der er lige et par korte bemærkninger, først fra hr. Martin Henriksen.

Ja tak. Jamen altså, jeg synes jo, at det er ganske udmærket, at det parti, der vel om noget har været bannerfører for at importere de her problemer til Danmark, også tager på sig at være med til at løse problemerne. Det er selvfølgelig ganske udmærket, at man også når til en vis erkendelse af det. Jeg vil bare sige, at vi fra Dansk Folkepartis side sådan set anerkender, at de her problemer eksisterer, og også vil være med til at finde nogle fornuftige løsninger på det her område.

Nu har hr. Morten Østergaard jo spurgt ind til Dansk Folkepartis holdninger på en række forskellige områder, og så vil jeg høre, om ikke Det Radikale Venstre anerkender, at 24-års-reglen har haft en positiv effekt og faktisk har været med til at sikre, at unge mennesker har haft noget at stå imod med over for deres familier.

Ordføreren.

I forhold til 24-års-reglen, for nu at tage det først, kan vi jo konstatere, som jeg sagde helt indledningsvis, at uanset hvad man mener om den regel, har vi stadig væk massive problemer med æreskriminalitet i Danmark. Det kan man også konstatere, ved at det Nationale Efterforskningscenter, som altså registrerer de her ting og begyndte at registrere det i 2006, registrerer det i stort omfang.

Det er jo rigtigt, som hr. Karsten Lauritzen var inde på, at det selvfølgelig har ført til færre ægteskaber over landets grænser - det er jo klart nok, at når man forbyder folk under 24 år det, ja, så fører det til færre ægteskaber - men hvor mange af dem der var tvangsægteskaber, og hvordan det står mål med de mange danskere, der må bosætte sig uden for landets grænser, ja, det ved vi jo reelt ikke noget om. Jeg er bekendt med, at Rockwool Fonden i nærmeste fremtid kommer med resultatet af den første egentlige videnskabelige undersøgelse af, hvad effekterne er, og der bliver vi måske klogere. Regeringen har vist også haft et udbud ude om at lave en egentlig evaluering af det, og det kan også være, at vi bliver klogere af det.

Når man siger, at det har forhindret tvangsægteskaber, tror jeg, at jeg vil medgive så langt, at det måske har forhindret nogle tvangsægteskaber i Danmark, men vi er til gengæld ret sikre på, at det har ført til tvangsægteskaber andre steder, også med danskere involveret, og det er derfor, vi bl.a. har det her forslag om passet.

Hr. Martin Henriksen.

Så synes jeg, at den radikale indsats på det her område og de forklaringer, der kommer fra ordføreren, bliver lidt hule, for hvis man på den ene side - jeg ved ikke, om det var en talefejl - sådan set siger, at 24-års-reglen jo har hjulpet på at forhindre tvangsægteskaber i Danmark, og på den anden side siger, at man ikke bakker op om 24-års-reglen, kan man jo ikke rende rundt og klandre andre for ikke at gøre nok på det her område. Altså, når man ikke selv - af de grunde, man nu har - bakker op om 24-års-reglen, er det jo inkonsekvent.

Jeg vil bare sige, at når 24-års-reglen har haft den effekt, at andelen af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande, der blev gift med personer bosat i udlandet, var faldet til ca. 30 pct. i 2007 mod 60 pct. i 2001, og når vi kan se, at det også har haft den effekt, at de unge mennesker - også kvinderne, pigerne - venter længere tid med at blive gift og dermed bl.a. på grund af 24-års-reglen færdiggør en uddannelse, jamen så har det jo en positiv effekt. Så hr. Morten Østergaard må bakke op om 24-års-reglen, hvis det skal være en stringent linje, som man lægger.

Ordføreren.

Jeg vil sige til hr. Martin Henriksen, at der ikke er nogen dokumentation for, at 24-års-reglen har forhindret tvangsægteskaber. Den findes bare ikke. Man kan sige, at fordi der er blevet færre ægteskaber hen over grænsen, er der måske også blevet færre tvangsægteskaber, men det ved hr. Martin Henriksen ikke, og det ved jeg heller ikke.

Det, som er kernen, er, at vi i hvert fald kan konstatere, at der på krisecentre i Malmø sidder masser af danske kvinder, som har været udsat for de her ting, og derfor var det, jeg prøvede at sige, at jeg ikke tror, at der er færre danske ofre for tvangsægteskaber, end der havde været uden 24-års-reglen, men det kan godt være, at nogle af dem er blevet udsat for den kriminalitet uden for landets grænser. Det tror jeg bare ikke er nogen stor lykke for dem, for der er de meget langt væk fra nogle myndigheder, der eventuelt, hvis de kunne tage sig sammen til det, ville hjælpe dem.

Må jeg så ikke sige: Det første, hr. Martin Henriksen sagde, om de her problemer - og det er også i relation til det, hr. Martin Henriksen sagde i sin ordførertale - var, at det handlede om, at man ligesom tog det danske til sig og rejste sig og sagde: Det finder vi os ikke i. De piger, der har brug for den her hjælp, er lige præcis dem, der har rejst sig og har markeret det, og der vil jeg bare fortælle hr. Martin Henriksen, at jeg tror, at der næsten hver eneste dag er nogle, der ikke får den hjælp, selv om de gør lige præcis det, hr. Martin Henriksen har bedt dem om.

Tak. Hr. Karsten Lauritzen for en kort bemærkning.

Jeg må sige til hr. Morten Østergaard, at dobbeltmoralen når nye højder, når man tænker på, at hr. Morten Østergaard tordner mod regeringen om, at den ikke gør nok. Men hvad er det, der er skyld i de problemer, vi står i? Det er jo den dårlige integrationsindsats og den store tilstrømning, der har været, uden at man har stillet nogen som helst krav, som bl.a. Det Radikale Venstre var med til, før regeringen kom til i 2001. Det er det, vi stadig væk mærker effekterne af i dag, når vi snakker om tvangsægteskaber og æresrelateret kriminalitet.

Det er jo yderligere dobbeltmoralsk, når hr. Morten Østergaard ikke vil anerkende, at 24-års-reglen har haft en effekt. Altså, hr. Morten Østergaards parti er jo nærmest det eneste i

Folketingssalen, som ikke mener det. Med hensyn til SF kommer det an på, hvad for en dag man spøger dem, men gennemsnitligt mener de, at man godt kan påvise, at der er lidt fornuft i 24-års-reglen. Socialdemokraterne bakker fuldstændig op.

Hvorfor vil hr. Morten Østergaard ikke anerkende det, som er et faktum, nemlig at 24-års-reglen har haft effekt i forhold til at forhindre tvangsægteskaber og under alle omstændigheder sendt et meget kraftigt signal til indvandrere om, at tvangsægteskaber er fuldstændig uacceptable her i Danmark i 2009?

Ordføreren.

Det, jeg prøver at sige til hr. Karsten Lauritzen og hr. Martin Henriksen, hvis jeg nu ellers skal skrælle al den her usaglige snak fra, er jo, at jeg tror, at 24-års-reglen har betydet, at der er blevet indgået færre tvangsægteskaber i Danmark, men jeg tror ikke, at der er færre ofre. Hr. Karsten Lauritzen og jeg kan jo følges ad til Malmø en dag og besøge krisecentre der og besøge de danskere, som på grund af den udlændingepolitik er blevet tvunget til at gå i landflygtighed i forbindelse med de her tvangsægteskaber, for at de kunne fuldbyrdes, og som derfor er uden for kontakt til danske myndigheder, som ellers kunne have gjort en indsats for dem. Det er bl.a. derfor, vi foreslår den her løsning med passet.

Lad os nu se, når regeringen kommer med sin evaluering - det blev sendt i udbud på et tidspunkt - og Rockwoolfonden kommer med sin, hvad effekterne er. Det, man selvfølgelig helt oplagt må anerkende, er, at der statistisk set er blevet færre ægteskaber, hvor unge har indgået ægteskab med en fra udlandet. Det er jo klart nok, for man har forbudt dem at gøre det.

Hr. Karsten Lauritzen.

Jeg vil takke hr. Morten Østergaard for tilbuddet om at tage på tur. Det stiller jeg altid gerne op til, og det kan vi så snakke om på et senere tidspunkt.

Jeg vil gerne have hr. Morten Østergaards anerkendelse af, at formålet med det her forslag i virkeligheden er at tvinge oppositionen sammen. Det er måske hr. Morten Østergaard og Det Radikale Venstres forsøg på at tvinge Socialdemokratiet ind i et ægteskab, ikke nødvendigvis et tvangsægteskab, men dog alligevel på udlændinge- og integrationsområdet, hvor hr. Morten Østergaard og Det Radikale Venstre vil have Socialdemokratiet til at anerkende, at 24-års-reglen ikke er et redskab. For det er jo helt klart den politik, som hr. Morten Østergaard fører frem, og hvis der på et tidspunkt måtte komme en socialdemokratisk-radikal-SF-regering, vil der ikke være en fast og fair udlændinge- og integrationspolitik; så vil man fjerne 24-års-reglen, og det er vel det, der er formålet med det her forslag, hvor man ikke anerkender, at 24-års-reglen har haft en effekt, hvilket den har. Det er der også et bredt flertal der anerkender. Er det ikke korrekt?

Ordføreren.

Det med, om reglen har haft en effekt, er jo ikke noget, som et flertal bestemmer om den har. Jeg tror, at hr. Karsten Lauritzen sagde i sin ordførertale, at det er videnskabeligt bevist, og det er det i hvert fald ikke.

Men jeg ærgrer mig lidt. Jeg har stor respekt for hr. Karsten Lauritzen, men det ærgrer mig bare lidt, når folketingsmedlemmer, der lige som jeg selv ikke har været medlem af Folketinget så længe, ikke bruger sådan en lejlighed til at diskutere nogle helt reelle problemer, der er for unge mennesker på vores egen alder og yngre ude i det danske samfund, som bliver udsat for kriminalitet, og som dagligt svigtes af danske myndigheder, fordi man ikke vil tage hånd om problemets rod og gøre en målrettet indsats, men i stedet for hellere vil stå og lave spilfægteri.

Jeg håber, at hr. Karsten Lauritzen som integrationsordfører for det store regeringsparti vil kaste sig ind i arbejdet med ildhu og koncentrere sig om de reelle problemer, der er, og så måske lidt mindre om at lege kispus i Folketingssalen. Jeg synes ikke, at det er voldsomt interessant, og jeg kan bare sige, at den her problemstilling er alt, alt for alvorlig til den slags sniksnak.

Tak til ordføreren. Der er vist ikke flere, der har bedt om ordet. Nej, det er der ikke, og så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.