Det næste punkt på dagsordenen er:

24) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 170:

Forslag til folketingsbeslutning om bedre vilkår for arbejdsfordeling.

Af Eigil Andersen (SF) m.fl.

(Fremsættelse 03.04.2009).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver ordet til beskæftigelsesministeren.

Beslutningsforslag nr. B 170, som vi nu skal behandle, handler om bedre vilkår for arbejdsfordelinger. Forslaget indeholder en række delelementer, som jeg gerne vil knytte nogle kommentarer til, men lad mig sige det straks: Regeringen kan ikke støtte forslaget. Det vil bryde med nogle af de grundlæggende principper i arbejdsløshedsforsikringen, og konsekvenserne af forslaget vil være en række særregler for personer omfattet af arbejdsfordeling. Jeg opfatter nemlig forslaget som et ønske om at åbne mulighed for flere og længere arbejdsfordelinger, hvor de almindelige regler for dagpenge ikke skal gælde, og som et ønske om at bruge arbejdsfordelinger som en slags videreuddannelsesperiode.

Lad mig indledningsvis minde om, at regeringen for nylig har åbnet mulighed for mere fleksible arbejdsfordelinger, så de bedre passer til virksomhedernes behov. Tidligere skulle arbejdstiden være nedsat med mindst to hele dage pr. uge eller 1 uges ledighed fulgt af 1 uge med arbejde på fuld tid. Fra april og 1 år frem kan arbejdsfordelinger også tilrettelægges med 2 ugers arbejde fulgt af 1 eller 2 ugers ledighed. Det betyder bl.a., at virksomheder med treholdsskift nu har mulighed for at aftale arbejdsfordeling, hvor to hold kan varetage produktionen, mens det tredje hold er ledigt. De tre hold kan også skiftes til at være på arbejdsfordeling hver tredje uge, og virksomhedens produktion kan så fortsætte, uden at der afskediges medarbejdere. Samtidig vil jeg dog gerne slå fast, at arbejdsfordeling hverken er eller skal være permanente støtteordninger for virksomhederne eller for medarbejderne, heller ikke selv om vi oplever en international økonomisk krise.

Formålet med arbejdsfordelinger er og skal fortsat være en kortvarig hjælp i situationer, hvor en virksomhed f.eks. midlertidigt oplever en ordrenedgang. Meningen er ikke, at medarbejdere skal bringes til virksomheden i længere perioder, når der reelt ikke er arbejde til dem. Det gælder også under den nuværende økonomiske krise, for der er faktisk stadig områder med mangel på arbejdskraft. Jo mere vi lemper på reglerne, jo mere kommer arbejdsfordelinger til at minde om erhvervsstøtte, og det er ikke dagpengesystemets opgave.

Forslagsstillerne ønsker, at personer i arbejdsfordeling skal undtages fra de almindelige krav, som man stiller til dagpengemodtagere. Dagpenge gives til personer, der ikke kan få arbejde. En af grundstenene i systemet er derfor, at de skal søge arbejde, de skal hurtigst muligt blive selvforsørgende. Derfor mener jeg også, at personer på arbejdsfordeling skal søge job i de uger, hvor de ikke arbejder.

Reglerne på dagpengeområdet skal være klare og gælde ens for alle. Det synes jeg er et godt princip. Det gælder både reglerne om, hvad der tæller med i dagpengeperioden og i forhold til tidsbegrænsningen på 30 uger for supplerende dagpenge.

For så vidt angår forlængelsen af perioden, hvor man kan aftale arbejdsfordeling uden krav om godkendelse, forstår jeg forslaget således, at man reelt ønsker, at der frit skal kunne aftales arbejdsfordeling i op til 26 uger uden godkendelse fra det regionale beskæftigelsesråd. Men jeg kan ikke se nogen grund til, at vi skal ændre på reglerne for, hvor længe man kan være på arbejdsfordeling.

Som jeg har sagt tidligere, mener jeg, at arbejdsfordelinger skal være en kortvarig hjælp i situationer, hvor en virksomhed f.eks. midlertidigt oplever ordrenedgang. Efter de gældende regler kan man derfor aftale arbejdsfordelinger i op til 13 uger. Hvis aftalen skal forlænges, skal det godkendes af det regionale beskæftigelsesråd. Der er dermed allerede i dag mulighed for arbejdsfordelinger af længere varighed, men jeg mener, at det er rimeligt, at længerevarende arbejdsfordelinger skal godkendes af de regionale beskæftigelsesråd. Hvis man bare automatisk kunne aftale arbejdsfordelinger i 26 uger uden godkendelse, ville ordningen ikke længere som udgangspunkt være en kortvarig hjælp, for jeg betragter 26 uger eller ½ år, som det jo er, som en periode af længere varighed.

I modsætning til forslagsstillerne mener jeg ikke, at længerevarende arbejdsfordelinger nødvendigvis er en fordel for medarbejderne. For medarbejderne betyder arbejdsfordeling, at de går ned i løn, fordi de får dagpenge i de perioder, de er ledige. Medarbejderne bliver desuden bundet til virksomheden, selv om der måske heller ikke på længere sigt reelt er arbejde til dem. De får derfor ikke et incitament til hurtigst muligt at søge videre til andre brancher eller andre virksomheder, hvor der er arbejde til dem.

Jeg mener derfor ikke, at der frit skal kunne aftales arbejdsfordeling i op til 26 uger uden godkendelse.

Herudover ønsker forslagsstillerne også, at arbejdsfordeling skal benyttes til efteruddannelse af medarbejderne. Med hensyn til efteruddannelse er regeringen selvfølgelig helt enig i, at det er vigtigt og nødvendigt, at vores arbejdsstyrke hele tiden opkvalificeres og efteruddannes. Regeringen har fokus på efteruddannelse, og der er allerede gjort meget på dette område, f.eks. afsatte vi i forbindelse med globaliseringsaftalen 1 mia. kr. til den erhvervsrettede voksen- og efteruddannelse.

Forslagsstillerne vil gøre det til en forudsætning for en arbejdsfordeling, at der er taget eksplicit stilling til eventuel brug af efteruddannelse i forbindelse med arbejdsfordelingen, men det krav er regeringen ikke enig i. Det må være op til virksomhederne og medarbejderne at tage stilling til behovet for efteruddannelse. Det har jeg fuld tiltro til at de selv kan beslutte.

Vi skal ikke glemme, at efteruddannelse både er i virksomhedens og medarbejdernes interesse. Der er således allerede i dag gode muligheder for efteruddannelse. Konkret vil jeg pege på den eksisterende mulighed, hvor det uden godkendelse kan aftales, at medarbejderen deltager i uddannelse med statens voksenuddannelsesstøtte, også kaldet kaldet SVU-støtte, eller med godtgørelse fra erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, også kaldet VEU-godtgørelse.

Jeg er bekendt med, at denne mulighed anvendes som et alternativ til arbejdsfordeling. Under uddannelsen modtager medarbejderen støtte, der svarer til højeste sats for arbejdsløshedsdagpenge, og medarbejderen bruger ikke samtidig sin dagpengeret. Ordningerne er omfattet af Undervisningsministeriets regler, og her har virksomheden mulighed for at få kompensation, hvis der udbetales løn under uddannelse. Hvis denne kompensation ønskes øget, må jeg derfor henvise til undervisningsministeren.

Med de muligheder, der eksisterer for efteruddannelse i dag, mener jeg derfor ikke, at det er nødvendigt at inddrage særlige muligheder for efteruddannelse i reglerne om arbejdsfordeling, og dermed er der heller ikke behov for en særlig kompensationsordning.

Alt i alt mener jeg, at vi allerede har skabt gode vilkår på arbejdsfordelinger og for efteruddannelse, og regeringen kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget.

Vi beder ministeren om at blive stående. Først hr. Bjarne Laustsen for en kort bemærkning.

Det må være skønt at være perfekt. Der er ingen grund til at lave noget om. Alt, hvad der skal gøres, er allerede gjort, så der skal ikke ske noget.

Jeg vil gerne spørge ministeren: Når man er i arbejdsfordeling, er man så ledig, eller er man i beskæftigelse? Det er jo et centralt punkt i det, vi taler om her, hvordan man er tilknyttet.

Det andet spørgsmål er, om ministeren er enig i, at der både for lønmodtagere og for erhvervslivet i dag er et meget stort og unødigt bureaukrati med at administrere en arbejdsfordelingsordning, hvor bunkevis af skemaer skal udfyldes i a-kassen, fordi man jo, for så vidt man skal have dagpenge, skal igennem nøjagtig den samme mølle, som hvis man var fuldtidsledig. Var det ikke muligt at gøre det lidt bedre ved at mindske bureaukratiet her?

Ministeren.

Nu skal jeg jo ikke afgøre, hvorvidt hr. Bjarne Laustsen synes, at jeg er perfekt eller regeringen er perfekt. Det vil jeg helt overlade til hr. Bjarne Laustsen at vurdere. Men jeg vil blot sige til spørgsmålet, om man er ledig eller man er i beskæftigelse, at man er i en helt særlig situation, når man er i arbejdsfordeling.

Derfor er det også vigtigt, at den, der nu er i arbejdsfordeling, medarbejderen, på den ene side er meget åben over for at søge andre job, er opmærksom på, om der er andre job. Men jeg mener også, at det er vigtigt - det her er jo i virkeligheden et fantastisk tilbud til en virksomhed - at virksomhederne har en forpligtelse til netop ikke at binde medarbejderne i en meget lang periode. Det er det, som vi så nemt kan komme til. Hvis vi bare øger mulighederne for arbejdsfordeling, binder vi medarbejdere til virksomheder, der måske ikke får ordrebøgerne fulde igen, og derfor kommer vi i virkeligheden utilsigtet til at give erhvervsstøtte til den her slags virksomheder.

Nu lyser den røde knap, så jeg skal svare på anden del af spørgsmålet senere.

Hr. Bjarne Laustsen for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne komme med den tilståelse, at jeg opfatter det ikke sådan, at regeringens politik er perfekt, hverken på det område her eller andre områder.

Jeg betragter en arbejdsfordelingsordning, og det er sådan, den er tænkt fra sin start, som arbejdspladsfastholdelse. Omdrejningspunktet er, at der er en virksomhed, der har en nedgang i produktionen og gerne vil beholde medarbejderne, og medarbejderne vil gerne blive der. Hvis vi så gør det klogt, giver vi folk noget opkvalificering, noget uddannelse i den mellemliggende periode. Det er jo derfor, at det er fuldstændig vanvittigt, at de skal administreres, som om de var fuldtidsarbejdsløse. Det er her, der er mulighed for nogle forenklinger, fordi det her jo er forankret i overenskomsten.

Dernæst mener jeg, at det er sådan, at hvis en medarbejder kan få et fuldtidsarbejde et andet sted, kan man jo se bort fra opsigelsesvarslet i den pågældende periode.

Det er en arbejdspladsfastholdelse. Det er lettere at sørge for, at folk beholder det arbejde, de har, end at skaffe et nyt til dem. Er det ikke korrekt?

Ministeren.

Nu siger hr. Bjarne Laustsen, at det er en fastholdelse. Ja, det er nemlig en fastholdelse på en arbejdsplads, og derfor skal vi også passe på, at den fastholdelse ikke bliver så stram, at medarbejderen ikke kigger sig omkring og ikke bruger tiden til også at søge et andet job, som der måske er lidt mere perspektiv i i fremtiden. Altså, jeg vil ikke være med til at give uhæmmet erhvervsstøtte i den her forbindelse, for det er i virkeligheden det, der vil ske.

Så jeg synes netop, at det er vigtigt, at vi på den ene side har blik for at give virksomhederne og medarbejderne de her gode muligheder, som det jo er, men på den anden side også får sendt det vigtige signal, som det jo er, at man hele tiden har fokus på, om man kan finde et andet fuldtidsjob, som hr. Bjarne Laustsen også sagde, på en anden virksomhed. Derfor kan man bare ikke forlænge den her periode til det uendelige, og derfor er det meget vigtigt, at de ret faste rammer, men alligevel gode betingelser, som her er, er der.

Hr. Eigil Andersen, kort bemærkning.

Jeg synes, det virker, som om regeringen forholder sig til situationen i det danske samfund i går og ikke situationen i dag. Man kan også sige det på den måde, at det virker, som om regeringen ser virkeligheden afspillet i slowmotion, og det betyder altså, at man kommer utrolig meget bagefter med at reagere på de ting, der bør reageres på.

Sagens kerne er jo, at det i dag er sådan, at man skal vælge enten et uddannelsesprojekt eller arbejdsfordeling. Den her krise skal vi da forsøge at vende til noget positivt og fremadrettet og til at få øget kvalifikationerne, og derfor undrer det mig utrolig meget, at man vil fastholde, at man skal vælge mellem arbejdsfordeling og uddannelse. Hvorfor dog ikke kombinere det?

Ministeren.

Når hr. Eigil Andersen nu siger, at det virker, som om regeringen enten opfatter verden i slowmotion eller opfatter en verden af i går og ikke en verden af i dag, vil jeg for det første bare lige understrege, at der jo rent faktisk er blevet givet bedre betingelser for arbejdsfordeling lige her for nylig, så også virksomheder med treholdsskift kan have gavn af det.

Om uddannelse vil jeg sige, at jeg jo også i min tale nævnte, at der allerede nu i et vist omfang anvendes uddannelse som alternativ til arbejdsfordeling netop via de regler, som ligger i Undervisningsministeriet, men det går jeg også ud fra at hr. Eigil Andersen er klar over.

Så er det hr. Eigil Andersen for en kort bemærkning.

Altså, den lille forbedring, der er sket, svarer i størrelse til, vil jeg tro, et knappenålshoved sammenlignet med Himalayabjergene. Det er en meget, meget lille forbedring, regeringen har lavet, og resten afviser man bare blankt. En detalje i den forbindelse er, at det i dag er sådan, at man kan have arbejdsfordeling i 13 uger, så kan man indsende en ansøgning - og det er i virkeligheden en formssag - og så kan man få det forlænget til 26 uger. Vi foreslår bare, at man skal kunne springe dette bureaukratiske mellemled over, hvis man har behov for det.

Det undrer mig da højligt, og jeg vil gerne spørge: Hvorfor er regeringen tilhænger af bureaukrati i den her sammenhæng?

Ministeren.

Jeg vil sige til hr. Eigil Andersen, at man ikke skal tage fejl af, at regeringen ikke er tilhænger af unødigt bureaukrati i nogen som helst form, heller ikke her. Men når det er vigtigt, at det regionale beskæftigelsesråd netop får den her ansøgning ind, er det jo, fordi det regionale beskæftigelseråd har et ganske godt overblik over beskæftigelsessituationen i den region - det ligger jo nærmest i ordet - som det nu varetager arbejdet i. Derfor er det netop vigtigt, at der hele tiden er fokus på, om der nu også er et behov for at forlænge en arbejdsfordeling som den her.

Så tror jeg, vi må tage afsked med ministeren. (Beskæftigelsesministeren (Inger Støjberg): Nej, da ikke sådan for evigt.) Nej, nej, men fra talerstolen, hvor jeg sidder. Men som der står skrevet i sangen: Minderne har man lov til at have.

Hr. Peter Juel Jensen som ordfører.

Jeg vil gerne sige, at jeg udtaler mig på både Venstres og De Konservatives vegne.

B 170, Forslag til folketingsbeslutning om bedre vilkår for arbejdsfordeling, indeholder flere forslag. Jeg vil ikke i min ordførertale komme ind på alle forslag, men blot begrunde, hvorfor Venstre ikke kan medvirke.

Forslaget indebærer bl.a., at borgere i arbejdsfordeling ikke skal være tvunget til at søge nyt arbejde. Dette er i modstrid med princippet om, at man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, det vil sige, at man skal være aktivt jobsøgende. På den måde er vi med til at fastholde nogle medarbejdere i en branche, hvor fremtidsudsigterne måske ikke er så lyse. I stedet ville det være at foretrække, at man søgte over i brancher eller i virksomheder, hvor der var fremtidsudsigter.

Lad mig her indskyde, at for at dagpengene udbetales, kræver det, at man står til rådighed for arbejdsmarkedet, at man er jobsøgende. Venstre ser ingen grund til at ændre ved dette forhold. Reglerne gælder for alle, der modtager dagpenge.

Når man læser beslutningsforslaget, kunne man nemt få den opfattelse, at gældende lov ikke er tilstrækkelig. I dag kan der aftales arbejdsfordeling i op til 13 uger. Strækker en arbejdsfordeling sig ud over dette, skal det godkendes af det regionale beskæftigelsesråd, der tager stilling i hvert enkelt tilfælde. Så dette forhold er allerede sat i søen - og ændret her for nylig. Og lad os nu se virkningen af dette, inden vi kommer med nye initiativer.

Den sidste del af forslaget omhandler uddannelse under arbejdsfordeling, og jeg er fuldt på linje med forslagsstillerne: Uddannelse er meget vigtigt. Men skal vi ikke lade det være op til medarbejderen og virksomheden at beslutte, hvad og hvornår og i hvor lang tid? Det tror jeg faktisk vi når længst med. Og der er midler på området. Der er jo dele af globaliseringspuljen, ligesom man både kan få SVU og VEU, og jeg mener ikke, der er behov for yderligere.

Venstre og Konservative kan ikke støtte forslaget.

Vi beder ordføreren om at blive stående. Så er det hr. Bjarne Laustsen for en kort bemærkning.

Jeg ville også gerne have spurgt De Konservative om noget, men det skal jeg undlade, for det vil være helt urimeligt at stille sådan et spørgsmål til Venstres ordfører. Men jeg vil gerne stille Venstres ordfører et spørgsmål, for ministeren var inde på, at det her var konkurrenceforvridende og skjult statsstøtte, men hvordan kan det være det? Hvis det er sådan, at man får uddannelse i den periode, hvor man deltager i en arbejdsfordeling, hvordan kan det være erhvervsstøtte? Den støtte, som man får, VEU eller SVU, går jo til den enkelte, så der kan vel ikke være noget i det.

Det andet, jeg vil spørge om, er, at hvis virksomheden ikke bruger arbejdsfordelingsordningen, afskediger man måske bare de 13 mand, i stedet for at de 26 mand, der er tilbage, arbejder 1 uge og er 1 uge på understøttelse eller på kursus. Hvad er forskellen på det?

Ordføreren.

Jeg sætter stor pris på, at hr. Bjarne Laustsen ikke gør mig ansvarlig for hele den konservative politik.

Med hensyn til ordførerens spørgsmål vil jeg sige, at det vil være konkurrenceforvridende, i det øjeblik konkurrencen er med andre lande. Og der har vi altså nogle internationale forpligtelser, som vi skal forholde os til. Vi kan ikke bruge arbejdsfordeling som en måde at fastholde et ansættelsesforhold på, hvis der ikke er nogen fremtidsudsigter i den pågældende branche. Så tror jeg, det er bedst for både virksomheden og den enkelte medarbejder at komme videre.

Hr. Bjarne Laustsen for en kort bemærkning.

Hvis nu virksomheden ikke bruger arbejdsfordelingsordningen og den bare afskediger det antal medarbejdere, der så skal afskediges, for at antallet passer til produktionen - for det kan man jo bare gøre - så er der jo ikke nogen arbejdspladsfastholdelse. Det koster det samme antal kroner for samfundet, hvad enten man deler arbejdet eller ej - hvordan kan det så være konkurrenceforvridende?

Hvis man sørger for, at der kommer et uddannelseskrav på, så folk får uddannelse og bliver opkvalificeret, vil der, hvis ikke Venstre har fået ødelagt hele erhvervslivet forinden og fået lukket alle virksomheder i Danmark, stadig væk på et tidspunkt være brug for de medarbejdere i virksomhederne. Og hvis det er sådan, at der ikke er andre virksomheder, der efterspørger dem, hvordan kan det så være konkurrenceforvridende?

Så er det ordføreren.

Nu tror jeg ikke, at Venstre ødelægger noget erhvervsliv, tværtimod prøver vi at passe på det erhvervsliv, vi har.

Hvis jeg forstår spørgerens spørgsmål korrekt, går det på: Hvorfor ikke uddanne i stedet for at afskedige? Der bliver nikket. Grunden til, at jeg mener, at det skal være op til arbejdstageren og arbejdsgiveren at finde ud af det her forhold, er, at vi ikke skal sidde herinde og finde ud af, hvad der er behov for ude på den enkelte arbejdsplads. Det er et forhold, som arbejdsgiveren og arbejdstageren må finde ud af, og så må man i samarbejde aftale den uddannelse, der nu er nødvendig. Det, jeg bare pointerede i min ordførertale, var, at der er midler til at gennemføre sådan noget, såfremt arbejdstageren og arbejdsgiveren synes, det er en god idé.

Hr. Eigil Andersen, kort bemærkning.

Venstre ønsker altså, at man skal være aktivt arbejdssøgende, når man er på arbejdsfordeling og arbejder eksempelvis 1 uge og er på dagpenge den næste uge og så fremdeles. Mit spørgsmål er: Hvor er det, det vrimler med job, som en sådan person på arbejdsfordeling skal søge? Hvor er det, det vrimler med job?

Et andet spørgsmål er: Der vil jo være 70.000 andre, som vil kunne tage det job. Var det så ikke bedre, at man fik en af de 70.000 andre til at tage et eventuelt ledigt job, som der ikke er ret mange af? Var det ikke bedre, at man sagde, at den, der er på arbejdsfordeling, har en arbejdsgiver, og måske kommer virksomheden til at køre igen på fuld kraft og fuld tid?

Ordføreren.

Når man er på dagpenge, har man en forpligtelse, jævnfør loven til at være aktivt jobsøgende, og det har man selvfølgelig også, når man modtager dagpenge, mens man er på arbejdsfordeling.

Jeg kan ikke pege et sted hen, hvor det vrimler med job. Men vi ved, at der er jobåbninger, og vi ved, at der er folk, som kommer ud på arbejdsmarkedet, også i nye job, selv om vi har den her internationale krise. Så mulighederne er der. Og jeg synes, at vi skal sørge for, at vi har de samme regler for dem, der er på dagpenge.

Hr. Eigil Andersen.

Sagen er jo, at der kun er ganske få job, som bliver udbudt. Det fremgår jo af den offentlige debat. Det er svært for arbejdsløse at finde arbejde. Derimod kan man sige, at det vrimler med arbejdsløse, desværre. Jeg må altså indrømme, at jeg har svært ved at forstå, hvorfor det er så vigtigt, at det så skal være en, som er på arbejdsfordeling, og som har en arbejdsgiver, som skal søge de job, frem for de her andre 70.000, som er fuldtidsarbejdsløse. Det ville dog være bedre efter min mening, at det var en sådan arbejdsløs, der fik et af de få job, der var.

Ordføreren.

Nu skal jeg jo ikke kunne afgøre, hvad der er svært at forstå. Men i mine øjne er der stor logik i, at vi behandler dem, der er på dagpenge, ens og lige. Det synes jeg der ligger meget i. Og lovgrundlaget for dagpengene er, at man skal være aktivt jobsøgende, såfremt man modtager dagpenge. Jeg ser ingen begrundelse for at ændre på det forhold.

Der er jobåbninger derude. Jeg så et tal forleden dag, men jeg kan desværre ikke huske det godt nok til, at jeg tør stå og sige det fra den her talerstol. Men der er jobåbninger, og der er folk, der kommer i arbejde. Derfor skal vi ikke stække arbejdet på den måde, at vi piller nogle folk ud af arbejdsmarkedet, som vi fastholder i noget andet. Der er virksomheder, som stadig væk finder nye, gode ideer, og så synes jeg, det vil være brandærgerligt, hvis vi holder nogle folk væk fra det. Er man på dagpenge, søger man også arbejde.

Så siger vi tak til ordføreren, og så er det hr. Bjarne Laustsen som ordfører for Socialdemokraterne.

Det er længe siden, jeg har hørt så meget sludder som det, Venstres ordfører leverede her fra talerstolen for et kort øjeblik siden. For det er jo den skinbarlige sandhed, at det er sådan, at en arbejdsfordelingsordning er forankret i overenskomsten, og det betyder, at begge parter har vetoret. Arbejdsgiveren kan sige: Jeg afskediger de folk, jeg ikke har brug for. Så kan lønmodtagerne ønske nok så meget at komme på arbejdsfordeling, det hjælper ikke. Og på samme måde kan lønmodtagerne sige: Vi vil ikke på arbejdsfordeling, vi vil hellere have, at mester skrider til handling og afskediger dem, der ikke er brug for.

Men i Socialdemokratiet betragter vi det sådan, at det kan være en fornuftig ordning, hvis det er sådan, at der er konjunkturer eller andre ting, der betyder, at der i en periode ikke er så meget at lave. Så kan man bruge det her værktøj. Og det vil vi gerne parre med det, som SF også er inde på, nemlig at man kan bruge det som et uddannelsesinstrument. Så er det jo klogt at bruge det. Det betyder så, at virksomheden knytter medarbejderne til sig; virksomheden ved, at den har nogle medarbejdere, der kommer tilbage, når hjulene snurrer igen.

Der er gennem årene repareret rigtig meget på den her arbejdsfordelingsordning, og spørgsmålet er, om den er forankret det rigtige sted – i a-kasse-lovgivningen eller et andet sted. Jeg ved, at hvis der f.eks. er et folkevognsværksted, der har for lidt at lave, så tvinger man med den måde, som regeringen kører det her på, medarbejderen til at søge arbejde hos Ford og hos Toyota. Og hvis der er noget, et folkevognsværksted ikke bryder sig om, er det at miste medarbejdere til et konkurrerende firma. Der er i øvrigt mange af dem, der har jobklausuler og alt muligt andet. Men der siger man: Det gør vi ikke noget ved, så er det bedre, at folk er fuldtidsarbejdsløse.

Ja, vi kender sandelig den tidligere beskæftigelsesminister og tilsyneladende også den nuværende for at sige, at det er godt, at vi har så mange fuldtidsarbejdsløse som muligt. Det kan vi se med deltidslov og indgreb i de supplerende dagpenge – jo flere ledige, desto bedre. Fuldtidsledige er åbenbart lettere at gøre op i en statistik. Men er det klogt? Findes der – det kunne vi jo spørge om i forbindelse med udvalgsarbejdet – nogen analyser, der viser, at der bliver flere fuldtidsledige af, at vi bruger arbejdsfordelingsordninger? Eller er det det modsatte? Er det med til at fastholde virksomhederne, så medarbejdere og virksomheder er sammen, når der er gang i hjulene igen? Det kunne være ret interessant at få svar på.

Jeg er stødt på et andet problem også. Det er, at hvis man som 62-årig er i gang med at optjene en efterlønspræmie, mister man hele den efterlønspræmie, hvis man i de 13 uger, der er, måske kan finde kursus i de 6 og der så er en enkelt uge, hvor man ikke kan finde arbejde, og der er man så fuldtidsledig. Det er da også en ting, som man kan spørge til: Er det virkelig rimeligt, hvis vi skal beholde vores seniorer på arbejdsmarkedet og deres tilknytning hertil?

Noget andet i den forbindelse er, at hvis man vil bruge arbejdsfordeling som et uddannelsesredskab, kan beskæftigelsesministeren jo godt sige, at vi så må diskutere det med undervisningsministeren, som AMU-loven sorterer under. Men vi ved, at det p.t. er sådan, at vores AMU-uddannelser er booket fuldt op, og det er selvfølgelig, fordi der er meget lidt aktivitet i erhvervslivet. Så bruger man det uddannelsesinstrument mere, end hvis der er godt gang i hjulene. Og det betyder, at det ikke er så let at komme ind på arbejdsmarkedet nu og få uddannelse i forbindelse med det her. Det, som SF lægger op til, er jo, at man kan få 125 pct. osv. Det er en sympatisk tanke. Jeg tror, de har den fra spørgsmålet om jobrotation, hvor vi gennem tiderne har haft sådan nogle ordninger.

Jeg skal bare sige, at vi har sympati for SF's forslag, men mener ikke, at det er tilstrækkeligt. For hvorfor er det lige – ikke mindst i lyset af bureaukratiet i a-kasserne – at folk, fordi de er med i en arbejdsfordelingsordning, skal registreres som fuldtidsledige? Man kan bare gå ind på et a-kasse-kontor og se, hvilke stakke af papirer og lønsedler arbejdsgiveren skal levere, fordi medarbejderen skal tilbage til arbejdsgiveren og arbejde på fuld tid igen. Det er altså et af de steder, hvor jeg synes vi godt kunne gøre det lidt bedre og blive enige om mindre bureaukrati både for lønmodtagere og for arbejdsgivere og dem, der skal administrere det her. Hvis det her forslag kan være med til det, vil vi gerne støtte den del af det.

Tak til ordføreren. Så er det Dansk Folkepartis ordfører, hr. Bent Bøgsted.

Det her forslag vedrørende arbejdsfordeling kan man sige meget om, og det er også aktuelt at se på, hvad man kan gøre for at forbedre virksomhedernes muligheder for at beholde den arbejdskraft, de nu har og de er glade for. Vi ved, at der er rigtig mange virksomheder, der har sendt deres folk på arbejdsfordeling og også lavet forlængelser af arbejdsfordelingen. Derfor er det også helt fint, som ministeren fortalte, at der er blevet lavet ændringer i arbejdsfordelingen, så den er blevet mere fleksibel.

Dansk Folkeparti er så af den opfattelse, at der stadig væk kan være behov for at se nærmere på, hvordan reglerne for arbejdsfordeling fungerer. Vi vil ikke udelukke, at der med fordel kan ske nogle ændringer. Der kan være behov for at lave reglerne mere fleksible, end de er i dag. Nu har vi fået at vide, at nogle af reglerne kan være gode for nogle virksomheder, men for andre virksomheder er de måske ikke lige så højaktuelle og brugbare, som det var ønskeligt.

Socialistisk Folkeparti kommer så med et forslag, der indeholder deres syn på, hvordan reglerne kan tilrettes, hvilket er prisværdigt. Vi vil som sagt ikke udelukke, at nogle af de regler, der er i dag, kan være utidssvarende, og derfor vil vi også opfordre ministeren til at holde et vågent øje med, hvad der sker på området, og lytte til, hvilke ønsker der er fra virksomhederne og arbejdsmarkedets parter til, hvordan man eventuelt kan forbedre reglerne om arbejdsfordeling.

Dansk Folkeparti kan som sådan ikke støtte forslaget, selv om der også er positive elementer i det. Som sagt mener vi, at beskæftigelsesministeren skal holde et vågent øje med, hvad der sker udeomkring i virksomhederne, hvad der er behov for i virksomhederne, og være klar til at gribe ind, hvis der er nogle fornuftige begrundelser for, at der skal ske ændringer i loven om arbejdsfordeling.

Hr. Bjarne Laustsen for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne takke hr. Bent Bøgsted for en holdningspolitisk stærk tale, for ingen er jo perfekt, og der kan være behov for at ændre på nogle ting. Det er sådan set et meget klart signal fra Dansk Folkeparti. Det synes jeg er godt, men jeg vil godt stille det samme spørgsmål, som jeg forsøgte at stille til Venstre, nemlig om man vurderer det her som en slags arbejdspladsfastholdelse.

Jeg vil også høre, om ikke Dansk Folkeparti er enig i, at mange af dem, der bliver smidt ud af arbejdsmarkedet i dag, typisk er nogle af de svageste, der er kommet ind på arbejdsmarkedet, og at det ofte også er dem, der har meget lidt uddannelse. Hvis man kombinerer de her ting, hvor man bruger en arbejdsfordelingsperiode til at sørge for, at de her folk, der ofte ikke har trukket ret meget på uddannelseskontoen, får noget uddannelse, så kan medarbejderne måske undgå ledighedsperioder i fremtiden, og virksomheden kan fastholde nogle dygtige medarbejdere.

Ordføreren.

Hvis jeg forstod hr. Bjarne Laustsen rigtigt, spurgte han, om arbejdsfordeling var en form for arbejdspladsfastholdelse. Jo, det er derfor, reglerne er lavet. Det er, for at virksomhederne i stedet for at afskedige kan beholde deres medarbejdere noget længere og måske få ordnede forhold, så man kan køre med fuld produktion igen. Det er derfor, de er lavet. Det kan jeg kun bekræfte.

Skal der så være tale om, at man kan få en form for uddannelse, mens man er på arbejdsfordeling eller ikke er på arbejdsfordeling? Virksomhederne har jo i dag mulighed for at sende nogle af deres medarbejdere på opkvalificering og efteruddannelse, og det ved jeg også at der er mange virksomheder der har brugt i den her periode, hvor der har været stigende arbejdsløshed og manglende ordrer. Så har de benyttet muligheden for at sende deres medarbejdere på efteruddannelse i stedet for at afskedige dem eller sende dem på arbejdsfordeling. Der er altså en del virksomheder, der har benyttet sig af de muligheder. Så på den måde kan der være nogle muligheder, men om man direkte skal ind at sige, at den uge, hvor de går på arbejdsfordeling, kan de få uddannelse, skal jeg ikke tage stilling til her.

Hr. Bjarne Laustsen.

Nej, det kan jeg godt forstå, men derfor kan man godt forholde sig til, om det er en god idé, at medarbejdere, der ikke har trukket ret meget på uddannelseskontoen, får uddannelse i forbindelse med det. Det er da bedre, synes jeg, at nogle får noget mellem ørerne i den periode, hvor der er lidt at lave, end at de får udbetalt passiv støtte. I den forbindelse, hvis man konstruerer det på den måde, har Dansk Folkeparti så det synspunkt, at det er skjult erhvervsstøtte, hvis folk betales for at være med i en arbejdsfordelingsordning? Det er vel ikke skjult erhvervsstøtte, hvis man betaler dagpenge til de medarbejdere, som virksomheden afskediger, hvis de ikke bruger arbejdsfordelingsredskabet?

Ordføreren.

Dansk Folkeparti betragter det ikke som skjult erhvervsstøtte. Jeg ved ikke, hvor den idé, at det skulle være det, kommer fra. Det er i hvert fald ikke Dansk Folkeparti, der mener, at arbejdsfordeling skulle virke som skjult erhvervsstøtte. Det er tværtimod en støtte til, at virksomhederne kan beholde arbejdskraften noget længere, end de ellers havde haft mulighed for.

Så er det hr. Eigil Andersen for en kort bemærkning.

Ordføreren siger, at der skal holdes et vågent øje med tingene. Det er jo altid klogt som politiker, at man er vågen og holder øje med tingene. Der bliver også sagt, at man ikke vil udelukke, at der er nogle regler, der skal ændres. Nej, man skal aldrig udelukke noget. Men jeg må sige, at hvis der er et aftenskolelærerjob i at snakke udenom og i at træde vande, kan Dansk Folkepartis ordfører blive lærer på sådan et aftenskolekursus. Måske kunne det være en erhvervsvej.

Det, jeg vil spørge om, er en artikel fra Altinget fra den 16. marts i år, som jeg står med, og hvor der står: Dansk Folkeparti vil fordoble perioden for arbejdsfordeling, så den kommer op på 26 uger. Hvad mener Dansk Folkeparti om det i dag?

Ordføreren.

For først at tage det her med aftenskolejobbet, har hr. Eigil Andersen jo lige fundet et job til en af de 70.000, der er ledige. Jeg er ikke ledig lige for tiden, så det var jo muligt, at hr. Eigil Andersen kunne oprette et job til en af de 70.000. Jeg vil da ikke udelukke, at hr. Eigil Andersen kunne finde flere job på den måde, og det er kun positivt.

Hvad angår de 26 uger, sagde jeg jo, at der var nogle positive ting i forslaget her. Jeg har tidligere været ude at sige, at det kunne være formålstjenligt at se på reglen om de 26 uger, om den skulle være så bureaukratisk, at det ikke bare skulle kunne køre, og det har jeg ikke ændret syn på. Det er også derfor, at jeg siger, at der er nogle positive ting i forslaget.

Hr. Eigil Andersen.

Nu kunne hr. Bent Bøgsted jo også tage det her aftenskolelærerjob i at tale udenom og træde vande, og så kunne der kom en arbejdsløs herind og erstatte hr. Bent Bøgsted. På den måde bliver der jo jobrotation og en udvikling i tingene. Men lad det nu ligge.

Det, som jeg egentlig vil sige, er, at der bliver tilkendegivet nogle ting, men der er ikke noget konkret i det. Altså, hvis jeg skulle karakterisere Dansk Folkeparti, vil jeg egentlig sige: Danmarks mest ukonkrete parti. Der bliver talt til den ene side og den anden side, men hvad er handlingen i det her?

Ordføreren.

Jeg kan garantere hr. Eigil Andersen for, at der er mere handling i Dansk Folkeparti, end der er i Socialistisk Folkeparti. Det, vi har fået gennemført i den tid, vi har siddet som støtteparti, er mere, end Socialistisk Folkeparti nogen sinde har fået gennemført i den lange periode, hvor man har støttet en S-ledet regering.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Morten Østergaard som ordfører for Det Radikale Venstre.

Det Radikale Venstre mener, at der er brug for en krisepakke til de ledige i Danmark, dem, som der desværre er udsigt til at der bliver mange, mange flere af, og dem, der blev mere end 330 flere af hver eneste dag i marts måned. Vi har i vores krisepakke, som har overskriften »Et klogere arbejdsmarked«, en lang række forslag, 12 i alt, som på forskellig vis forsøger at pege på, hvor vi kan ændre regler eller lave nye ordninger, der i en situation med stigende ledighed kan udnyttes til at opkvalificere og øge kompetencerne på det danske arbejdsmarked sådan, at når krisen vender, vil vi stå med et klogere dansk arbejdsmarked.

I den forbindelse har vi et forslag, som er nr. 1 og derfor jo også højt prioriteret, som på nogle stræk minder om det, SF her foreslår. Det kalder vi uddannelsesfordeling, og det er sådan set, fordi vi også har hørt røsterne om, at der er et ønske om at øge mulighederne for arbejdsfordeling, men vi synes så, at man skal sige, at hvis man vil gøre det i en længere periode, skal det være koblet med uddannelse, så skal det være som et led i en uddannelsessituation. Vi har så valgt, og det kan man måske også diskutere lidt, at sige, at det nok vil kræve en indsats på 80 mio. kr. svarende til en uddannelsesaktivitet på 1.000 fuldtidspersoner.

Jeg kan se, at hvor vi vælger at lave en pulje, så vi ligesom kan holde styr på økonomien i det, mener SF, at de ved generelt at lave reglerne om og gøre det til en rettighed - som jeg læser forslaget - kan gøre det for en samlet årlig merudgift på 30 mio. kr. Det tror jeg ikke at vi bliver helt enige om, men det ændrer ikke på, at der jo er elementer af det samme, som krydser det forslag, vi har, og det forslag, som SF har.

Situationen er jo den - og det er jo efter møder med arbejdsgivere og andre, at vi har konstateret det - at man har været i en periode, hvor der var mangel på arbejdskraft, og hvor man har gjort sig ekstreme anstrengelser for at få arbejdskraft. Den har man så brugt tid på at oplære, og nu står man og kan se en bølgegang. Der siger man: Jamen måske er det i virkeligheden sådan, at der ikke er så langt, til ordrebøgerne igen begynder at bugne bare en lille smule, og derfor vil vi gerne fastholde de medarbejdere og måske øge deres kompetencer.

Der synes vi altså, det var klogt, at man sagde: I lyset af krisen og med en begrænset, afgrænset pulje, hvormed man ligesom har indhegnet det og sørget for, at det bliver en midlertidig indsats, kan man altså vælge her at fastholde medarbejderen, men så bruge noget tid på uddannelse som en del af den samlede beskæftigelse for medarbejderen. Det er en anden model end den, som SF lægger op til, både i forhold til det med at gøre det til en pulje og den konkrete anatomi af modellen. Og derudover er der noget med de supplerende dagpenge, hvor vi er bundet af et forlig.

Samlet vil jeg sige, at jeg kan se, at vi trækker på noget af det samme tankegods, som man gør i SF, men vi har valgt en anden model og har nogle forlig, der binder os, og derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget, om end vi kan se, at intentionerne trækker på noget af det samme tankegods.

Tak til ordføreren. Så er det Enhedslistens ordfører, hr. Frank Aaen.

Også det her forslag fra SF kan vi i Enhedslisten støtte. Vi mener, at der er en god begrundelse for at forbedre mulighederne for at kunne uddanne sig i en periode med arbejdsfordeling, og vi er helt enige i, at det er tåbelig idioti, at ansatte skal skrive den ene ansøgning efter den anden, som jo i forvejen i perioder har antaget groteske former, og som her er grotesk, fordi det ikke er meningen, at den pågældende skal have et andet job; meningen er jo, at vedkommende skal blive på arbejdspladsen, til der igen skrues op for beskæftigelsen. Det er jeg også fuldstændig enig i, og jeg undrer mig over, at regeringen og Dansk Folkeparti ikke bare bider til bolle og støtter de ting, der ligger her.

Når det så er sagt, vil jeg sige, at i de ting, vi har diskuteret herinde om krisen og nødvendigheden af at gøre noget, fokuseres der ret meget på uddannelse. Det er vi helt enige i, og det støtter vi. Der fokuseres også meget på anlæg i forbindelse med vedvarende energi, og at man kan renovere skoler og lave andre af den slags ting. Det støtter vi naturligvis også. Men jeg tror, vi er nødt til at gå noget bredere til værks med, hvordan vi får skabt nogle nye arbejdspladser, også produktionsarbejdspladser. Hvordan får vi i Danmark genskabt, at der også sker produktion i stor målestok? Hvordan undgår vi, som det er i dag, at alt skal sejles eller flyves hertil? Vi skal i højere grad igen begynde at opbygge en lokalproduktion, som ikke bare bliver flyttet ud af landet. Vi har taget et enkelt initiativ, der er meget lille og nok ikke får den store betydning, om at kunne lægge en afgift på transport af grise ud af landet, så det ikke bliver sådan, at arbejdet med at forarbejde grisene foregår i udlandet - som det sker i dag i stor målestok - og så kan gyllen og de arbejdsløse blive i Danmark. Vi er nødt til at gå ind og se, hvordan vi i højere grad får gjort produktionen mere lokal, så vi også får brudt den CO2-forurening, der pågår og vokser, fordi al produktionen skal flyttes to, tre gange rundt om kloden, inden den kommer til forbrugeren. Jeg tror, at det er en debat, vi også bør have.

Det her siger jeg altså ikke, fordi jeg ikke støtter det, jeg lige har givet tilsagn om ved både det forrige og det her beslutningsforslag. Jeg tror bare, vi har brug for - og der må vi nok igen regne med, at ideerne skal komme fra venstrefløjen - at få sat gang i en diskussion om, hvordan vi også kan få etableret nogle produktionsarbejdspladser her i landet til erstatning for dem, som bliver lukket i øjeblikket, og hvor vi ved, at en stor del af dem ikke automatisk bliver genåbnet. Der er vi nødt til at finde på noget andet. Jeg mener, det er en af de store udfordringer, vi står over - men det var, fordi jeg ikke kunne finde på mere at sige om forslaget, for det støtter vi.

Tak til ordføreren.

Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Eigil Andersen.

På grund af den økonomiske krise er der over 10.000 lønmodtagere i Danmark, som er på arbejdsfordeling, hvor de, som det er nævnt, f.eks. arbejder hver anden uge og så er på dagpenge hver anden uge. Jeg er overbevist om, at med de meget dystre forudsigelser, der er for arbejdsløshedens udvikling, så vil der komme endnu flere på arbejdsfordeling i den kommende tid.

Uanset hvad der ellers bliver sagt, så er og bliver det absurd, at man, når man er på arbejdsfordeling, så skal søge arbejde andre steder i dagpengeugerne. De pågældende har jo en arbejdsgiver i forvejen, nemlig hver anden uge, og håbet er, som det også blev nævnt fra Enhedslistens ordfører, at de pågældende kommer tilbage på fuld tid på jobbet.

Derfor er det, vi foreslår, at man skal være fritaget for at være aktivt arbejdssøgende, men dog således, at man har pligt til at tage imod et ordinært job. Jeg kan sige, at der - jeg slog det op her under debatten - p.t. er 11.000 ledige stillinger på Jobnet.dk. Det er halvdelen af det antal job, der var slået op på Jobnet for et år siden, og det siger noget meget karakteristisk, at antallet af ledige job er faldet til det halve, og at antallet af arbejdsløse så er steget med omkring 30.000. Det er realiteterne i det her, og så giver det overhovedet ingen mening, at man, hvis man er på arbejdsfordeling, også skal søge et af de her ganske få job, når der er 70.000-80.000 andre, som er fuldtidsarbejdsløse.

Så er der det andet punkt i forslaget, som er vigtigt, og som også er blevet diskuteret noget. Det er selvfølgelig meget beklageligt, at vi har en krise, som ingen ved hvor lang bliver, men når vi har fyringer i massevis og arbejdsløsheden er kommet op på over 80.000, så er det meget vigtigt, at vi gør alt, hvad vi kan, for at bruge denne krise konstruktivt, fremadrettet, positivt. Det er det, vi skal. Og en væsentlig del af det er, som det er nævnt, at satse på uddannelse og efteruddannelse. Det er ikke sikkert, der har været tid til det, mens ordrebøgerne var fulde. Nu er ordrebøgerne tomme nogle steder eller i hvert fald alt for tynde, og så er muligheden der for at bruge det konstruktivt.

Det er årsagen til, at vi mener, at når der aftales nye arbejdsfordelinger, så skal arbejdsgiveren og tillidsrepræsentanten/fagforeningen altid tage stilling til, om man vil benytte en del af tiden med arbejdsfordeling til efteruddannelse i op til 6 uger. Jeg forstod på ministeren, at det generer hende, at det skal være en pligt at tage stilling til. Jeg forstår simpelt hen ikke problemet, for hvis man arbejdstagere og arbejdsgivere imellem finder ud af, at man ikke vil bruge denne uddannelsesmulighed, selv om jeg synes, det er en god idé, så kan man jo lade være med at bruge den, men tage stilling til det kan man da i hvert fald gøre. Danskerne er jo i virkeligheden kloge mennesker.

Meningen er så, at man kan få 125 pct. af den maksimale dagpengesats i op til 6 uger, hvis efteruddannelse eller uddannelse indgår i sådan en arbejdsfordelingsaftale. Og det er fuldstændig rigtigt, som det blev nævnt af hr. Bjarne Laustsen, at denne 125-procents-kompensation også er en, man har haft i tidligere tider under uddannelse. Vores mening er så, at den her arbejdsdeling skal kunne forlænges også med 6 uger, når man bruger nogle af ugerne til uddannelse.

Når vi gerne vil inspirere ekstra til at bruge uddannelse, skyldes det, at Danmarks fremtid simpelt hen afhænger af, at vi har en veluddannet, en kreativ, en initiativrig, en selvstændig og en ansvarlig arbejdskraft, og det er jo også det, der bliver talt om ved de officielle lejligheder. Det bliver nævnt i alle skåltalerne, men - vi kommer til det igen - det skal følges op af handling, for ellers er de fine ord jo ingenting værd.

Vi har også sagt i vores forslag fra SF, at skulle det ende med, at man efter arbejdsfordeling alligevel bliver fyret og bliver fuldtidsarbejdsløs, så skal en eventuel efteruddannelse heller ikke trækkes fra i de uddannelsesrettigheder, man har senere som fuldtidsledig, og som vi for øvrigt også mener skal udvides, som det også er blevet nævnt i diskussionen.

Så er det sådan, at der i dag, som vi har nævnt, er mulighed for en arbejdsfordeling i op til 26 uger, hvor man så skal søge om at få den forlænget efter de første 13 uger. Der støtter vi altså en afbureaukratisering, ved at man springer den der ansøgning over. Det er en formssag for de regionale råd at tage stilling til det, som det er i dag, for sagens kerne er jo: Hvad er alternativet? Alternativet til, om man vil bevilge en forlængelse af arbejdsfordelingen, er, at de pågældende medarbejdere skal fyres og være fuldtidsarbejdsløse imod arbejdsgiverens ønsker. Og med den kæmpe arbejdsløshed, vi er ved at få, så er der ikke noget regionalt råd, som vil sige nej til en ansøgning om en forlængelse.

Der er mange lønmodtagere, som bliver meget overraskede senere, hvis de bliver fuldtidsarbejdsløse, efter at de har deltaget i en arbejdsfordeling, for det viser sig så, at perioden på arbejdsfordeling skal trækkes fra i den 4-årige dagpengeperiode. Det er ikke rimeligt, for man er jo i virkeligheden som medarbejder fleksibel og imødekommende over for arbejdsgiveren, når man siger ja til, at man godt vil deltage i en arbejdsfordeling, hvor perspektivet så er, at virksomheden kan køre videre med den samme arbejdskraft, selv om der er nedgang i produktionen, en nedgang, som man håber på er midlertidig. Det er en stor fleksibilitet fra de ansattes side at gøre det, men så skal det jo ikke straffes ved, at man som eventuel fuldtidsarbejdsløs senere bliver frataget en del af sin dagpengeperiode på 4 år. Sådan er det i dag. Og det er årsagen til, at vi siger, at en periode på arbejdsfordeling skal betragtes som en død periode i forhold til de 4 års dagpengeret og også i forhold til de 30 uger, hvor man kan få supplerende dagpenge.

Jeg må sige, at vi i SF glæder os meget over, at fagforbundet 3F kalder vores forslag for knaldgodt, og at LO også støtter det.

Så har jeg et par kommentarer til noget af det, der er blevet sagt i debatten. Det kæmpe fremskridt, som regeringen påstår den har lavet, går ud på, at man nu har givet en virksomhed, som har haft treholdsdrift, mulighed for, at de ikke behøver at bruge det system, som var gældende tidligere, nemlig at der den ene uge var arbejde og den anden uge var man på dagpenge. For treholdsdriftsvirksomheder er det blevet muligt, at man f.eks. kan arbejde 2 uger og så være på dagpenge i 1 uge og på den måde få afskaffet natholdet. Det er da udmærket, at man har gjort det, men det kan ikke på nogen måde fremstilles som et kæmpe fremskridt i forhold til det, der i virkeligheden er behov for.

Jeg tror, Enhedslisten har ret i, at man må se på, hvordan man kan fremskaffe flere arbejdspladser. Hvilken form det skal have, kan man så overveje nærmere.

Jeg er meget glad for de positive kommentarer, som Socialdemokratiet er kommet med, og jeg er med på, at det godt kan være, at vi skal se på, hvilken model man kan lave det her under. Det kan vi få en udmærket diskussion om.

Med hensyn til Dansk Folkeparti har jeg sådan set kommenteret det. Det var en stor omgang træden vande, og dermed er der altså ikke noget konkret. De vælgere og borgere i Danmark, som følger med i det her, har ikke fået noget som helst konkret at vide om, hvad Dansk Folkeparti mener og vil gøre ved de her ting.

Det Radikale Venstre er enig i uddannelsessigtet. Om man her skal bruge en model med en pulje eller man skal bruge den model, SF har foreslået, er selvfølgelig noget, vi kan finde ud af. Det afgørende er ikke, hvilken form det får, men det, som bliver resultatet af det.

Afrundende vil jeg sige, at jeg er meget rystet over, hvor langsomt det går med regeringens forståelse af den her krise og den store arbejdsløshed, der er, og hvad det kræver af handling. Det er simpelt hen ikke efter min opfattelse trængt ordentligt ind hos regeringen, at det her er dybt, dybt alvorligt, at det kræver masser af handling, og at det kræver handling nu. Og jeg er meget ked af, at taberne i det her, når regeringen er så passiv, er de arbejdsløse og lønmodtagerne og også de mennesker, der stadig væk er i arbejde på virksomhederne, og som deltager i en arbejdsfordeling.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Arbejdsmarkedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse herimod, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.