Jeg synes, det har været en meget, meget underlig debat. Jeg er godt klar over, at det pr. definition er sådan i Folketinget, at når oppositionen kommer med et forslag, så kan det under ingen omstændigheder vedtages af regeringen. Sådan er det, og det var jeg indstillet på.
Men at skulle høre, at vores forslag er overflødigt, at det er fuldstændig tåbeligt at få folk til at tale sammen, og så også at skulle høre den, vi plejer at høre, om, at noget af det værste, man kunne gøre, var at sætte folk i en rundkreds, synes jeg er ret besynderligt, når regeringens eget forslag, som vi behandlede lige før, bl.a. handler om, at man skal lave banderåd.
Nu kan man selvfølgelig sige, at de her banderåd så skal sidde i hvert sit lokale og ikke må tale sammen, men så forstår jeg ikke helt formålet med forslaget. Jeg går ud fra, at det, regeringen siger, om, at man skal have banderåd, er det samme som det, vi har i vores forslag, og at man har fået inspiration fra vores forslag til, at man skal sætte sig sammen lokalt og lave lokale tryghedsplaner og en lokal plan for indsatsen. Og jeg går ud fra, at man skal sidde i samme lokale, og rigtig ofte vil man sidde rundt om et bord, når man taler sammen. Det er lidt sværere at tale til hinanden, hvis man har ryggen mod hinanden. Så jeg synes, det er underligt, at man her sådan prøver fuldstændig at afvise, at der er behov for, at man snakker sammen.
Det er også underligt set i lyset af den kronik, som vi har henvist til mange gange i debatten, men som ministeren og regeringens og Dansk Folkepartis ordførere af mærkelige grunde ikke ønsker at kommentere. Det drejer sig om den kronik, der er skrevet af formanden for Politiforbundet og formanden for pædagogernes forbund, BUPL, som netop efterlyser en kvalificeret, helhedsorienteret indsats i stedet for hovsaløsninger; som netop efterlyser, at man ser på, hvad der skal ske på den lange bane, i stedet for at regeringen hele tiden kommer dryppende med små hovsaløsninger, som så bliver stoppet igen på grund af forskellige puljer osv.
Jeg håber virkelig, at regeringen på et tidspunkt vil begynde at lytte til de mennesker, der faktisk arbejder på området, og som mener, at der er behov for at gøre en indsats.
Jeg kan også hilse og sige, at det, vi gjorde på Nørrebro, var, at vi satte os rundt om et bord. Vi startede med at sidde ved et borgermøde, hvor der mødte 100 mennesker op. Senere lavede kommunen et borgermøde med 700 mennesker, hvor vi stod rundt om borde. Der kom rigtig mange gode forslag, og rigtig meget af det blev ført ud i livet. Vi går ud og tager gaderne tilbage - vi gør noget. Og vi har nu også fået politiets ord for, at det faktisk virker, ikke bare i forhold til, at alle vi, der føler os utrygge, får langt større tryghed og en tro på vores fællesskaber, når vi står sammen og tager gaden tilbage, men faktisk også i forhold til de unge, når de oplever, at der er et andet fællesskab, og at deres naboer og lærere er med i et andet fællesskab end det, de kunne få ved at gå ind i en bande.
Så der er faktisk nogle ting, som vi ved virker, og som vi tror på man skal gøre, til forskel fra regeringens bestandige udmeldinger om, at de er fuldstændig ligeglade med al den viden, der er, om, hvad der virker, fordi de bare har deres egen tro.
Det, som bliver sagt af dem, der har forstand på det, er, at der er brug for en bedre indsats, og at der ikke kun er brug for flere betjente, men også flere socialarbejdere. Vi har fra Enhedslistens side været så ambitiøse, at vi har sagt, at det skal være 1:1 - for hver ekstra betjent skulle der også være en ekstra socialarbejder. Jeg er godt klar over, at man nok ikke får regeringen med på det, men man kunne i hvert fald komme et stykke af vejen.
I vores fælles beslutningsforslag har vi også sagt, at det heller ikke er nok, hverken at råbe på hårdere straffe, mere politi eller flere socialarbejdere. Der skal mere til end det. Derfor har vi faktisk lavet en række forslag, og jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, at ministeren overhovedet ikke ville gå ind på de konkrete forslag, vi havde i vores beslutningsforslag. Så må vi jo stille spørgsmålene skriftligt i stedet for, for der er brug for, at der bliver sat gang i nogle af de her tiltag.
Der er brug for, at vi ser på, hvad vi gør med hensyn til den organiserede kriminalitet. Det har ministeren overhovedet ikke kommenteret på. Hvad gør vi for, at den organiserede kriminalitet ikke får lov til at bestemme en stor del i vores samfund og vokser sig større og større, som vi har set i de senere år? Det er en stor trussel i et demokrati, når den organiserede kriminalitet vokser. Hvad gør vi ved den?
Vi er her kommet med en række forslag til, hvordan vi kan sætte ind imod efterspørgslen. Ministeren er ikke kommet med et eneste forslag. Jeg håber, at man i regeringen vil lytte til de forslag, og at man vil komme i gang med at se på, hvad vi gør. Ellers må vi jo tage det op lokalt og se, hvor meget man kan gøre, indtil vi får flertal for også at kunne lave en national handlingsplan. Jeg kan så forstå, at en national handlingsplan for regeringen, regeringspartierne og Dansk Folkeparti nu er noget af det værste, man kan foreslå. Det synes jeg man skulle fortælle til de ministerier, der er involveret i den nationale handlingsplan mod menneskehandel, for der tror jeg faktisk man synes, at man har stor gavn af at have en national handlingsplan, og at det tjener et formål.
Vi har foreslået, at der skal være konsekvens med virkning. Vi tror på, at det virker, hvis unge første gang, de begår kriminalitet, mærker en konsekvens med det samme, og at den konsekvens er en, de virkelig kan mærke, og ikke en, der indebærer, at de kommer i fængsel og står med risikoen for så at komme længere ud i kriminalitet og ikke mere ser nogen anden fremtidsmulighed. De skal tværtimod konfronteres med deres ofre og med, hvad det er, de har begået, og de skal rette op i forhold til den handling, de har begået. De skal kunne se, at det har konsekvenser. Men når man ser på, hvad der ellers foregår i disse dage, så kan man selvfølgelig godt se, at regeringen ikke selv synes, at det skal have så store konsekvenser, når man begår ulovligheder.
Det er måske også et af problemerne, når vi skal lære vores unge, at det er forkert at begå ulovligheder. Når de ser op på samfundets top, ser de, at man dér begår ulovligheder uden konsekvenser. Senest har vi set, at skatteministeren har kunnet bryde grundloven, uden at det har nogen som helst anden konsekvens, end at han har fået en næse. Så man kan begå den groveste lovovertrædelse, man overhovedet kan forestille sig i dette land, uden at det har nogen konsekvens, men samtidig siger vi altså, at de unge skal forstå, at de ikke må begå lovovertrædelser. Her er der behov for, at man tænker i, at rollemodeller altså har betydning, og der synes vi, at man skulle sætte ind med nogle positive rollemodeller i stedet for.
Så har vi også sagt, at der skal være tryghed i det offentlige rum. Det har ministeren heller ikke villet forholde sig til, men det betyder faktisk rigtig meget, at man kan mærke, at der er rart at gå, at der er lys, at der er åbent forskellige steder, at man ikke føler sig bange. Derfor er der også brug for at se på den del af det. Der er brug for at se på, hvad vi gør med hensyn til beskyttelse af civilsamfundet. Der er brug for, at dem, der står frem og siger fra i forhold til den organiserede kriminalitet og banderne og rockerne, dem, der vil vidne imod dem, faktisk også er sikre på at få beskyttelse.
Så der er masser af konkrete tiltag, hvis regeringen ellers vil begynde at lytte og ikke bare affeje alt.