Når vi den 7. juni skal stemme til europaparlamentsvalget, vil det være sådan, at de 16- og 17-årige i Østrig kan stemme, mens danske unge, ja, de kan trykke næsen flad mod ruden og være sat uden for indflydelse, for vi har endnu ikke 16 års valgret i Danmark.
Det er sådan, at hvis vi kigger på resten af Europa, kan vi se, at man i England er i gang med at undersøge muligheden for at få 16 års valgret. I Sverige er man godt i gang, og i Tyskland har man indført mulighed for at have 16 års valgret til delstatsvalg.
Hvis vi kigger rundt i landets kommuner, kan vi se, at det faktisk på meget dygtig vis, synes jeg, er lykkedes Dansk Ungdoms Fællesråd at tage initiativ til, at en række kommuner laver prøvevalg for 16- og 17-årige, bl.a. i Køge, hvor vi har Danmarks yngste og i øvrigt socialdemokratiske borgmester, Marie Stærke, som har taget initiativ til, at 16- og 17-årige skal have mulighed for at stemme ved såkaldte prøvevalg, for som borgmesteren siger: Det er vigtigt at engagere og involvere de unge, lad os da udvide demokratiet, når der er mulighed for det.
Næsten 30 af landets kommuner har igangsat prøvevalg. Ikke nok med det, også i resten af Europa er man i fuld gang med at diskutere det her. På foranledning af min kollega, hr. Mogens Jensen, har vi fra socialdemokratisk side rejst forslag i Europarådet om, at man også skal have en undersøgelse af muligheden for 16 års valgret, og der er altså otte lande og hele fire partigrupper, der bakker op om forslaget om 16 års valgret.
Så når vi kigger rundtomkring, ser vi altså, at der er meget stor fokus på 16 års valgret. Der er lande, der har indført den, og vi er bagefter i Danmark. Derfor er det også uhyre ærgerligt, at man ikke her i Folketinget har kunnet sikre et flertal for det forslag, vi fra socialdemokratisk side har stillet, om en valgretskommission. Det var sådan, at vi havde en rigtig god og konstruktiv førstebehandling af det her beslutningsforslag, hvor bl.a. De Radikale kom med gode indspark til, hvad vi kunne skrive i et fælles betænkningsbidrag. På baggrund af de forhandlinger er det lykkedes os at få De Radikale og Liberal Alliance til at tilslutte sig vores forslag om en valgretskommission, der skal kigge på 16 års valgret. Så der er faktisk, som det er nu, rent teknisk et flertal i Folketingets Kommunaludvalg for at lave en valgretskommission, der skal kigge på 16 års valgret.
Alligevel er det sådan, at regeringspartierne og Dansk Folkeparti ikke vil lytte til det meget, meget store mindretal, der er her, og som siger: Lad os få undersøgt det her. Husk på, at det ikke er et spørgsmål om lige nu og her at indføre 16 års valgret. Det er et spørgsmål om at lave en valgretskommission, som skal afdække det her spørgsmål, og som skal sikre, at vi alle sammen bliver klogere på det. Der har man altså fra Dansk Folkepartis side, fra Venstres side og fra De Konservatives side besluttet sig for at sige: Vi har ikke lyst til at vide mere, vi behøver ikke mere oplysning. Nej, fri os for ny viden, det kan vi ikke bruge til noget. Det er, uagtet at vi i hele Europa ser en tendens, der går i den her retning, og at vi altså her den 7. juni har en situation, hvor de unge i Østrig kan stemme til Europa-Parlamentet og vores unge kan trykke næsen flad mod ruden. Jeg synes, det er rigtig ærgerligt.