Jeg ved ikke, om nogen efter den her debat stadig væk har nogen som helst erindring om, hvad der er formålet med nummerplader på biler, nemlig at gøre det nemt at identificere bilen. Netop derfor burde det vel kunne besluttes uden større ideologiske falbelader, hvordan disse nummerplader skulle se ud.
Så kan man selvfølgelig sige, at Dansk Folkeparti gør en stor symbolsk, ideologisk debat ud af nummerpladerne, men man må jo sige, at lige så vel som det næppe gavner de karakteristika, der er ved en nummerplade, at der er et Dannebrog på den, gavner et EU-symbol næppe heller. Man må vel sige, at hvis Dansk Folkeparti driver denne debat vidt ved at tage ethvert, hvad skal man sige ideologisk, nationalt tema op, så afslører hele diskussionen jo, at EU er gennemsyret af euronationalisme i samme grad, som Dansk Folkeparti er gennemsyret af dansk nationalisme. For hvorfor dog ellers få den fuldstændig absurde idé, at der på nummerplader skulle være et EU-symbol? At udtænke den tanke er næsten lige så eller i virkeligheden måske endnu mere absurd end efterfølgende at gøre det til anledning for en stor ideologisk debat. Det burde være sådan, at det, det handlede om, når vi snakker om nummerplader, er, at det skulle gøre det så nemt som muligt at identificere nummerpladen, og at man skulle gå efter den absolutte klarhed. Det har også her været Enhedslistens udgangspunkt.
Så vil jeg sige, at man selvfølgelig godt kan beklage, at vi bruger så meget tid på at diskutere symbolpolitik. På den anden side må jeg sige, at når Dansk Folkeparti normalt tager værdispørgsmål op, kan de jo få alvorlige negative konsekvenser for mennesker i det her land. Det kan den her diskussion ikke. Så min opfordring til Dansk Folkeparti skal i virkeligheden være at koncentrere værdikampen om Den Lille Havfrue og om nummerpladerne og symbolerne på dem. Det er vi alle sammen meget bedre tjent med end de temaer, Dansk Folkeparti ellers tager op.
Hvis man skulle gøre den parallel færdig, vil jeg sige, at det jo i en eller anden forstand er meget bedre – og her er jeg helt uenig med SF's ordfører, hr. Jesper Petersen - at EU bruger energi på at lave symboler end på at lave den lange række af ulykker, man gør i den økonomiske politik, i miljøpolitikken osv. Så for så vidt er den her debat, selv om den måske trækker lidt længe ud, en fantastisk god debat, fordi den afslører, at hverken EU eller Dansk Folkeparti åbenbart i denne sag har energi til at lave rigtige ulykker, og det synes jeg faktisk er ganske tilfredsstillende.
Så bare til allersidst: Det sjove ved det hele er, at vi sådan set i Danmark har nogle nummerplader, som er svært aflæselige og svære at huske, og at en kombination af bogstaver og tal formentlig ville give et resultat, som var bedre. Man har faktisk i en arbejdsgruppe, som bl.a. rigspolitiet har arbejdet i, foreslået en ny model med tre bogstaver og fire cifre. Det kunne være sådan en saglig, kedsommelig debat at tage om, hvorvidt vi nu skulle have nogle nummerplader, der var nemme at aflæse og huske, i stedet for en storslået debat om Danmark som nation og EU. Den debat ville næppe have taget så lang tid, men det er alligevel underligt, at vi slet ikke fører den debat, når det nu i hvert fald tilsyneladende handler om nummerplader.
Men Enhedslisten er modstander af, at der er flag eller andre uvedkommende symboler på nummerplader. Og at vi både fravælger Dannebrog og fravælger EU-symbolet skal ingen opfatte som ligegyldighed over for de to symboler. På godt og ondt har vi et ganske tæt og nært forhold både til de farver, der indgår i Dannebrog, og til de symboler, som indgår i såvel EU-symbolet som i det danske flag.