Jeg har været glad for at lytte til de overvejelser, i hvert fald nogle af medlemmerne, herunder ministeren, har gjort sig, inden det her forslag kom på. Jeg er fuldstændig klar over, at der er nogle - ingen nævnt - der ikke rigtig har interesseret sig for det, men that's life.
Det, jeg synes har været vigtigt, for at vi overhovedet fremsatte dette forslag, er, at vi hele tiden minder os selv om, at vi har et udvalg, der kaldes Kontroludvalget, og hr. Morten Bødskov gjorde meget nøje rede for, at dette ikke var et kontroludvalg, det var et udvalg med indsigt. Det synes jeg er værd at huske på, når vi i øvrigt diskuterer PET og FE. For sagen er jo den, at disse to organisationer er vokset eksplosivt inden for de sidste år, og på visse punkter har det været en god idé, på andre punkter har jeg været dødbekymret over, at det gik for hurtigt, så organisationen organisatorisk set ikke kunne følge med. Men det, der bare hele tiden har haltet, er, at de fem mennesker, der sidder i Kontroludvalget, har præcis den samme sekretariatsbistand, som de havde tidligere, før vi fik den her store udvikling på både PET's og FE's område, og samtidig har de ikke fået en eneste ekstra beføjelse.
Jeg vil ikke sige, at det var SF's skyld, at man hos PET begyndte at udvikle hjemmesiden, og nogle år efter kom FE med, men jeg vil i hvert fald sige, at den debat, som vores tidligere beslutningsforslag afgav, jo betød, at man i de to organisationer og hos ministrene begyndte at overveje, hvad man kunne gøre for at forhindre den kritik. Man ville ikke være lukket og indadvendt, man ville gerne prøve at involvere befolkningen. Jeg tror også, at en åben, løbende debat om de to organisationer gør, at deres ledelse og deres ministre hele tiden forsøger at holde kadencen, således at disse efterretningstjenester kan fungere på en måde, så befolkningen har tillid til dem.
En efterretningstjeneste er ikke bedre end den tillid, befolkningen viser. Vi kan ikke have en PET-mand stående på hvert gadehjørne, vi vil heller ikke, men omvendt er det vigtigt, at vi har en befolkning, der ønsker demokratiet og ved, hvordan man kan beskytte demokratiet ved at give de rigtige oplysninger på den rigtige måde med den konsekvens, at der bliver afsløret eventuelle kriminelle, terroristiske hensigter. Derfor er det vigtigt, at vi har Politiets Efterretningstjeneste og for den sags skyld også FE, som hviler på en tillid i befolkningen, men også, at de hviler på en tillid her i huset. Det er ikke, synes jeg, en god idé, at der er partier, der ikke sidder i Kontroludvalget, for det giver muligvis de partier, der ikke sidder der, en mistanke om, at der sker noget, som de ikke helt kan have sikkerhed for er o.k.
Derfor tror jeg, at vi skal overveje den udvidelse, som vi foreslår. Når nu Wendler Pedersen-udvalget kommer med sit forslag og det kommer til høring - og i den forbindelse kunne jeg forstille mig, at lov om kontrol med efterretningstjenesterne også bliver revideret eller eventuelt bliver puttet ind i en ny PET-lov - tror jeg, at det i forbindelse med den udvikling, som vi skal have sat i gang, vil være meget smart, at vi også allerede nu i Folketinget begynder at overveje, hvordan vi gør det.
Jeg har været lidt inde på sammensætningen, men der er ikke nogen af medlemmerne, der har opdaget, at sammensætningen altså også betyder, at det ikke nødvendigvis skal være medlemmer af Folketinget. Jeg ved godt, at formanden for Kontroludvalget er utilfreds med, at jeg peger på, at det kunne være en god idé at have en anden formand end et medlem af Folketinget, det kunne eventuelt være en højesteretsdommer. Det ville give en anden måde at arbejde på end den, som medlemmer af Folketinget sædvanligvis bruger. Jeg vil også pege på, at eksempelvis statsrevisorerne jo ikke behøver at sidde i Folketinget. Det giver dem også en mulighed for at lægge flere kræfter i det her udvalg. De mennesker, der sidder i Kontroludvalget, har faktisk ret meget at give sig til hen på aftenen, så derfor er det ikke sjældent, at Kontroludvalgets virksomhed bliver nedprioriteret i egen bevidsthed hos kontroludvalgsmedlemmerne, fordi der simpelt hen ikke er mere end 24 timer i døgnet.
Jeg tror, at det ville være hensigtsmæssigt, at man pegede på eventuelt at lave det som en slags deltidsarbejde. Det har de jo i Norge, og det eksempel, som jeg tænkte på, da jeg lavede det, var statsrevisorernes vederlag og statsrevisorernes arbejdsindsats.
Så har der været diskussion om det forhold, at en enkelt borger kan rejse en klagesag. Det er jo ikke ensbetydende med, at man som borger får at vide: Nu skal du bare lige høre - PET har overvåget dig på de, de og de punkter. Nej, man kan som borger rejse en sag over for Kontroludvalget, og så må man stole på, at Kontroludvalget rent faktisk behandler sagen seriøst og meddeler ministeren, hvis der efter udvalgets opfattelse er sket en overtrædelse af PET's eller FE's beføjelser.
Det vil sige, at vi virkelig omhyggeligt har forsøgt at sikre, at ansvaret ikke ligger hos Kontroludvalget, men hos ministeren. Vi har lært af den debat, vi havde for nogle år siden, at vi skal fastholde den oprindelige ministeransvarlighedslovgivning på det her punkt - ingen tvivl om det.
Jeg ved godt, at vi heller ikke når at lave en beretning, for det er der slet ikke interesse for, men omvendt tror jeg, det er en god idé, at vi løbende har en debat om Kontroludvalgets funktion, for det sætter nogle dagsordener inde i PET og i FE om, hvorvidt de kan komme lidt videre med deres åbenhed, og med hensyn til hvordan de skaber tillid i befolkningen, og ministeren er mere opmærksom på det.
Så får vi jo til næste forår et lovforslag fra justitsministeren, for nu har de skiftende justitsministre stort set lovet det hvert år, og så har de medlemmer af Folketinget, der nu har forholdt sig negativt til Kontroludvalgets funktion - hvilket jeg fuldstændig har hørt - det så i baghovedet, og når Wendler Pedersen-udvalget så kommer, så kunne det være, at vi måske samlet set kunne løfte debatniveauet for den kommende PET-lovgivning med et nyt kontroludvalg. Og jeg vil godt korrigere Socialdemokraterne: det skal være et kontroludvalg - indsigt er ikke nok. Men tak for debatten.