Jeg har jo bemærket, at Det Konservative Folkeparti leder efter en vindersag til det kommende parlamentsvalg til EU. Jeg kan nu forstå, at vindersagen er fundet. Det skal være en debat, hvor Det Konservative Folkeparti understreger, at man kun er rigtig, ægte EU-tilhænger, hvis man stemmer imod et forslag om et forbud mod bisfenol-A; hvis man på den ene side siger, at man skal kæmpe for at skabe forbedringer i EU og på den anden side på enkelte områder vil gå i spidsen med nogle forbud og nogle bedre regler i Danmark, så er man sådan nærmest imod EU. Jeg synes, det tema er meget spændende, og jeg ønsker Det Konservative Folkeparti rigtig meget held med at få sat fokus på den problemstilling i valgkampen. Jeg skal prøve at spørge, om jeg kan få nogle af de øvrige kandidater ved valget til også at tage den debat op, for det tror jeg kan blive ganske nyttigt og ganske spændende.
Jeg skal så i øvrigt takke for de tilsagn, der er kommet fra Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre, om, at de kan støtte forslaget - i hvert fald i en korrigeret form. Det gør jo altid ondt at skulle korrigere i forslag, man selv har skrevet, på den anden side må man jo nøjes med det, man kan få.
Jeg ved ikke rigtig, om jeg skal takke hr. Jørn Dohrmann, vi må nok vente nogle dage med at finde ud af, om vi skal eller ikke skal. Jeg kan i hvert fald love her, at hr. Jørn Dohrmann kan få ganske stor indflydelse på den konkrete udformning af det ændringsforslag, der skal laves til det her forslag, hvis han vel at mærke synes, at det kunne være en god idé, at Dansk Folkeparti også var med til at vedtage nogle særregler, når det går for langsomt i EU. Eller er det sådan, at Dansk Folkeparti nu er blevet blandt de mest EU-venlige partier her i Folketinget og derfor lader være med at vedtage særregler, fordi det kunne genere EU eller industrien, eller hvem det nu kunne genere?
Jeg må i hvert fald sige, at det var svært at tage et af hr. Jørn Dohrmanns argumenter helt alvorligt, og det var i forbindelse med, at han mente, at der var en mulighed for, at ministeren ville overhale forslagsstilleren indenom. Det har ministeren sådan set haft god mulighed for, for siden det her beslutningsforslag blev fremsat - nu tjekker jeg det lige op, så jeg ikke siger noget forkert - den 17. februar, har der jo sådan set været god tid til at tage kontakt til industrien. Ja, måske har der endda været tid til at lave en aftale med industrien, hvor man måske kunne sandsynliggøre, at det her beslutningsforslag på nogle felter ville være overflødigt, fordi man allerede havde lavet en aftale om udfasning. Men når det er sådan, at ministeren nu i morgen, har jeg forstået det, vil tage kontakt til industrien, tror jeg måske, det bliver svært at nå, inden det her folketingsår slutter, at få lavet en aftale. Dermed er muligheden for at overhale det her beslutningsforslag indenom jo i realiteten ikke til stede.
Jeg synes også, ministerens synspunkter er en lille smule selvmodsigende. For på den ene side vil hun udfolde store bestræbelser på igennem forhandlinger med industrien at gennemføre en frivillig udfasning hurtigst muligt. Men alligevel er det vel hendes grundsynspunkt, at hun ikke rigtig ved, om det her er farligt eller ej. Hun ved i hvert fald, at der ikke er nogen fyldestgørende dokumentation endnu, og så længe der ikke er det, vil hun ikke lave et forbud. Man kan måske filosofere over, hvad der kan være forklaringen på, at ministeren vil bruge lang tid på at lave aftaler om udfasning af stoffer, som hun sådan set ikke rigtig selv tror på er farlige. Det kan selvfølgelig være, at ministeren, når det kommer til stykket, godt ved, at det er ganske sandsynligt, at det her stof, også i de mængder, som mennesker optager det i, f.eks. gennem sutteflasker, er farligt, og at det i hvert fald er en anelse modigt at bruge små børn som forsøgsobjekter. Det er godt nok ikke dem, man laver forsøgene på, for man laver forsøgene andre steder, men mens man venter på en videnskabelig dokumentation, bruges det her bisfenol-A altså ikke bare i sutteflasker, men også i en række andre produkter, hvor der opbevares fødevarer, og i en række andre produkter, der er i direkte kontakt med mennesker.
Det synes vi i Enhedslisten faktisk ikke der er nogen grund til at blive ved med, og vi er fuldstændig overbevist om, at man selvfølgelig godt kan have en eller anden moralsk og etisk diskussion om, hvem der er ægte EU-venlig i det her Folketing, men den konkurrence må man afholde uden vores deltagelse. På den anden side synes jeg ikke, der kan være nogen tvivl om, at et forbud i den her sag ville være det rette skridt at tage.
Jeg nærer stadig væk en vis forhåbning om, at nogle af de folk, der har optrådt i medierne med, at de ville løse det her problem, ender med at stå ved det. Jeg forstår selvfølgelig, at hr. Eyvind Vesselbo ikke kan, han er ordfører for et regeringsparti og må så erkende, at han igen har været for hurtigt ude i medierne. Det kan jo smutte. På den anden side kan jeg ikke forestille mig, at nogen skulle tvinge hr. Jørn Dohrmann og Dansk Folkeparti til at stemme imod deres inderste ønske i den her sag - en sag, hvor de både kan sikre små børn sundheden, vise, at de er en lille smule EU-kritiske, og vise, at de har en lille smule selvstændighed i behold. Det er vel en alt for stor fristelse, til at man skulle kunne holde Dansk Folkeparti tilbage fra det.